Småtterier XIV

Jeg gik rundt i den – pga. energikrisen sparsomt juleudsmykkede – by; kiggede i skobutikker, tøjbutikker og stormagasiner i et par timer, og det besynderlige opstod, at jeg ikke havde lyst til hverken at købe eller eje noget som helst. Havde ikke brug for noget af det.

Både tøj og sko er ens i alle butikker – sko og støvler er ikke designet til menneskefødder, vinterovertøj er udelukkende ’dunjakker’ af nylon – ikke meget at vælge imellem dér – og kjoler er tyndt, nedringet festtøj i kunststoffer med pailletter eller smarte slogans skrevet hen over – i en pasform og kvalitet, man ikke har lyst til at have på sin krop.

Men man kan jo glæde sig over, at vi, i modsætning til mange andre på denne lille planet, er så heldige og privilegerede at bo i et land, hvor vi har let adgang til alt muligt – nogle mere end andre, selvfølgelig. Der er børnefamilier i denne kolde december, der godt kunne bruge en hjælpende hånd også i vores lille smørhul.

Glædelig jul!

● Alder, det er, når man pakker julepynten ud og næsten ikke orker at pynte op, for det er jo blot få dage siden, man pakkede det hele ned, og lige om lidt skal man jo til det igen …

Nordjyske.net dec. 2022

Nogen skylder at forklare, hvad så overdådigt mange julelys – i en vinter med krig i Europa og energimangel – og vilde dyr i fangenskab har med hinanden at gøre?  – Det kan ikke være godt for følsomme dyr med al den virak, lys og lyde.

● De unge siger:

  • Verden er af lava
  • Fra Herodes til pilates
  • En ulv i forklæde
  • Han gik for ludderkoldt vand

Og Astrid Krag, der på det tidspunkt var minister, udtalte til tv-avisen d. 1. 8. 2022, at man ‘fodrer hunden med sin egen hale’ – Men ser det for sig.

Både unge og gamle siger 1,5 eller 1,8 MILLIONER, men ikke 1½ timer, 1½ minutter eller 1½ måneder. De siger Kroasjien og Svejs i stedet for Kroatien og Schweitz.

Hvem i alverden finder på at kalde en demokratisk valgt, dansk statsminister med et folketingsflertal bag sig for ’magtfuldkommen’?

Det ord bør reserveres til despoter og autokrater i fejlslagne stater, som TV2 her ganske rimeligt beskriver Putin:

’Da Vladimir Putin tiltrådte embedet som Ruslands præsident i 2000, indgik han en underforstået kontrakt med den russiske befolkning.

Den bestod i, at befolkningen accepterede Putins magtfuldkommenhed, mod at russerne fik stabilitet og flere penge mellem hænderne.’

TV2 net 6.12.22  https://nyheder.tv2.dk/udland/2022-12-06-putin-rev-kontrakten-med-russerne-over-kan-det-koste-ham-magten

Putin og Mette Frederiksen i samme kategori? Hvor er proportionssansen blevet af?

Vi er for nemme at narre med smarte ord, udtryk og fake news … Det er en uddannelsesmæssig krise i befolkningen snarere end en politisk. – Vores dårligt orienterede og inkompetente politikere får lov at slå om sig med ord og påstande, som alle er grebet ud af den blå luft, og erklære regulær krig mod kollegaer fra andre partier. Og medierne påpeger det ikke, fanger det ikke, for der er flere klik i dramatik og konflikter.

Dansk politik bliver kørt op som en pirrende serie på Netflix, hvor det burde være seriøst arbejde for at forbedre befolkningens vilkår.

Og med en bred regeringsdannelse, som den, der bliver præsenteret i dag, fik både medier og politikerkollegaer travlt med at køre sig selv ned igen.

Nordjyske 12.3. 2022

● Efter årtier med hysteri om flygtninge kom der, takket være Putins brutale overherredrømme, omsider tusindvis af brugbare kvinder til de danske stalde. De kunne lige så godt have skrevet ’kvinderne er gode i sengen’ – så usmageligt er det.

Politikens forside 5.12.22

● Avisen ’Politiken’, der på det seneste har haft travlt med at forfølge, udskamme og intimidere kvindelige politikere, Mette Frederiksen, Trine Bramsen og Theresa Scavenius, har startet en indsamling til fordel for Ukraine. – Ukraine har brug for og krav på vores støtte, men ’Politiken’ besidder ikke længere den moralske integritet, der tillader dem at gå forrest i denne eller andre sager. Avisen har leget folkeforfører og manipulator og har tåkrummende emsigt markedsført specifikke politiske dagsordener både i valget af stof og interviews, i artikler, klummer, i såkaldt humor og satire og gentagne gange i selvbevidste, men banale og forudsigelige, ledere hen over hele forsiden. Ved at bekende sig til en snæver og gennemskuelig agenda har avisen tabt dele af læserskarens tillid. Her i huset støtter vi Ukraine gennem andre organisationer, som fx ’Læger uden grænser’, der har integritet og troværdighed i behold.

● Måske derfor er han ikke inviteret:

’Ifølge Vanopslagh har LA ikke været inviteret til møde den seneste uge. (…) – Men vi har også signaleret, at vi ikke ønsker at sidde med i en regering med Mette Frederiksen for bordenden.’

https://nyheder.tv2.dk/politik/2022-12-04-vanopslagh-svaert-at-se-hvorfor-blaa-partier-skal-gaa-med-i-s-regering  4.12.22

● En beundringsværdigt sej kvinde har mistet sin elskede mand og har siden arbejdet hårdt for at redde sine bysfæller fra en ondartet sygdom, ALS, som kunne stamme fra forurening i lokalområdet, og så skal hun af en tilfældig tv-anmelder lide den tort at få sit udseende vurderet og sammenlignet med en amerikansk skuespillerindes:

Set og hørt, Politiken, 2. del, 4.12.22:

’Ketty Hjøllund er nok ikke lige så langbenet eller nedringet, men hun er lige så indædt … ’

Den tid, hvor det var OK at komme med vurderende bemærkninger om andre menneskers udseende, burde for længst være ovre! Det er nedværdigende og irrelevant!

● Folk, der ikke laver deres mad selv, og ikke engang selv kan hente deres fedtede fastfood-burgere eller pizzaer, men benytter mobilen og får ’maden’ leveret af et underbetalt og stresset bud på en larmende, osende og forurenende knallert, skulle idømmes mindst en uges faste pr. gang!

● TV2 net 3.12.22 – Jeps, det er fuglene og ikke de store trawls og overfiskeriet, der truer fiskebestandene …

Fiskere efterlyser national plan mod skarver

Skarver gør et for stort indhug i bestanden af både saltvands- og ferskvandsfisk i danske farvande, søer og vandløb. Derfor er der brug for en national plan for regulering af bestanden. Det mener både Danmarks Fiskeriforening og Danmarks Sportsfiskerforbund, skriver Ritzau.

● Sommetider kommer man forbi små huse, tiny houses eller blot rækkehuse, der er blevet alt for små for ejerne og ser ud, som om de har kastet op ud over hele haven og indgangspartiet: Der står trailere, rodede bunker af affaldscontainere, gamle vaskemaskiner, en rusten kummefryser, cykler, stiger, henslængt sportsudstyr, krukker med visne planter i, bræddedynger, haveslanger, legetøj, barnevogne, MTB’ere, sammensunkne trampoliner, havemøbler i dynger og stakke, poser med jord, byggematerialer, en gammel reol, en kasseret sofa …

● Skal små børn sove sammen med deres forældre? – Små børn, måske helt op til 5 – 6 års alderen eller gerne længere, har krav på deres forældres nærhed og beskyttelse. At forsøge at lære babyer og småbørn at sove alene er unaturligt. – Forestil dig en abemor, der sidder i et træ med sin unge på maven: – De nusser hinanden hyggeligt, småbrummer, pludrer, den lille dier, og så, når mørket er ved at falde på, og kulden kommer snigende op ad træet, klatrer abemor over i nabotræet, hvor hun anbringer sin forsvarsløse unge på en gren, hvor den skal tilbringe natten helt alene, mens hun klatrer tilbage til det første træ og putter sig mageligt sammen med ungens far …  til lyden af ungens miserable hylen …  – Ja, ikke? – Småbørn behøver ikke altid at ligge tæt op ad deres forældre, men de skal i det mindste befinde sig i samme rum, så mor og far kan høre dem med det samme – og skride ind! – hvis de vågner og er sultne eller bange.

https://videnskab.dk/forskerzonen/kultur-samfund/samsovning-kan-barnet-blive-for-gammel-til-at-sove-sammen-med-foraeldrene

● Jeg beundrer de mennesker, der kan modtage positiv opmærksomhed, gaver og tjenester med naturlig elegance … Der er ikke meget i mit liv og opvækst, der har forberedt mig på at stå i den modtagende ende af andre menneskers påskønnelse.

● Gamle mænd med løvsugere. Så går de der i deres små haver i timevis. Med prostata og stive rygge. Kan ikke længere bukke sig. Betjene en rive eller en kost. Så de støvsuger i øredøvende larm hele haven. Mange gange. Måske for at slippe for konen. Mens de tror, de går og udretter noget nyttigt. Mens træerne gulnes, og bladene drysser … Mens naboerne forbander dem og deres djævelske maskiner langt væk.

● Uden hjerne – Med års mellemrum skriver man til samme kundeservice og får samme svar:

’Kvittering – sagsnummer: xx-155026-2022

Mange tak for din henvendelse.

Vi får i øjeblikket ekstraordinært mange henvendelser, men vi tilstræber at besvare din henvendelse indenfor 10 arbejdsdage.

Tak for din tålmodighed.’

Hvis jeg i årevis havde haft ekstraordinært travlt, ville det for det første ikke være ekstraordinært, og for det andet ville jeg for længe siden have tilpasset bemandingen eller – endnu bedre – forsøgt at klare de problemer, der foranledigede disse mange henvendelser.

At køre et autosvar med ’ekstraordinær travlhed’ i flere år er flovt og ikke en moderne virksomhed værdig! – I dette tilfælde et stort, kommunalt foretagende.

● Man anskaffer sig ting … ting, ting, og de klæber til én, så man aldrig kommer af med dem igen, men bruger sit liv på at passe dem, indrette sin bolig efter dem, vaske dem, ordne dem, arrangere dem … vise dem frem.

● Der er ingen logik i noget som helst …  Og da slet ikke i krig. Putin hyrer nazikors-tatoverede lejemordere og soldater for at udrydde fredelige ukrainere, der bare gik og passede sig selv, men som han beskyldte for at være narkomaner og nazister … Hvem kan tro ham? Det minder meget om en anden, ynkelig despotaspirant, D. J. Trump, der ind imellem alle sine egne, åbenlyse løgne beskyldte andre for at viderebringe ’fake news’ …. Jamen … Ingen ved tilsyneladende længere, hvad der er op og ned på verden. Og det går ad H til.

https://nyheder.tv2.dk/udland/2022-11-27-efterretninger-peger-paa-magtkamp-i-putins-indercirkel

● Er det sjovt? Satire?


ATS-DEBAT Der er for mange åndssvage kattedamer i Danmark!

Politiken 28.11.22 ATS er Politikens daglige satirespalte

● Ingen burde lave støj, der kan høres uden for ens egen matrikel/lejlighed uden særlig tilladelse! Heller ikke udsende ubehagelige lugte! Eller blændende eller blinkende lys! – Det gælder også for firmaer og landbrugsproduktioner. Reparations- og vedligeholdelsesarbejder i kort tid er undtaget, mens fx en ombygning, som farmand selv går og hygger sig med, så han går og støver og støjer med vinkelsliber og fliseskærer i måneder og år, burde medføre politianmeldelse og en klækkelig bøde.

Sproget i vores aviser og øvrige kulturprodukter er efterhånden blevet meget voldsomt og kvindefjendsk. – Og ingen gør indsigelser, og således forråes vores samfund mere og mere. Og så ender det hele her:

Politiken net 8.11.22

Politiken net 24.11.22

Og så kan de jo skrive om dét … I mit arbejde som domsmand har jeg lært, at et knytnæveslag automatisk giver 30 dages fængsel – betinget, hvis det er første gang. Hvor mange mænd har ikke slået deres koner og børn fuldkommen ustraffet i hjemmene op igennem tiden?

Dette er de unge generationer, der påstår sig grønne og klimabevidste:

● Politiken igen:

’Jeppe Kofod ærgrer sig: »Den klare besked var, at jeg ikke kunne deltage i turen til Ukraine«

Finlands udenrigsminister savnede Danmark, da syv nordiske og baltiske udenrigsministre besøgte ukrainske toppolitikere i Kyiv i sidste uge. Fungerende udenrigsminister Jeppe Kofod (S) ville gerne have rejst med, men fik nej.’

https://politiken.dk/indland/politik/art9105472/%C2%BBDen-klare-besked-var-at-jeg-ikke-kunne-deltage-i-turen-til-Ukraine%C2%AB

Det var synd for Jeppe Kofod, at han gik glip af en flyvetur, men heldigt, at han har en journalistven på Politiken, for så kan vi alle sammen bruge tid og ressourcer på Kofods følelser, en hel side! Mens landet stander i våde med ny regeringsdannelse, energikrise, inflation, krig …

Avisen mangler en uddannet redaktør med proportionssans!

● Man nyder ingen respekt, når man er:

  • barn
  • kvinde
  • brun
  • handikappet
  • socialt, pædagogisk eller humanistisk uddannet til forskel fra håndværk, ingeniør eller naturvidenskab
  • hjemmearbejdende
  • gammel

Hvis man er voksen, mand, hvid, rask, tekniker, udearbejdende og ung kan man regne med at modtage flere tusinde respektpoints i bonus på forhånd.

At spille kostbar

Da jeg var seks år gammel og begyndte i første klasse, kaldte vi det at ’spille kostbar’. Når én af pigerne blev spurgt, om hun kunne lege, og hun med næsen i sky svarede, at det vid­ste hun sandelig ikke, for hun skulle måske lege med Joan eller Connie … Så stod man der og trådte sig selv over tæerne og følte sig en smule afvist og udenfor.

Senere fandt man jo ud af, at de ’kostbare’ bare kunne lege med sig selv, for man havde det i virkeligheden sjovere med Per og Søren, Tine og Bente, som ikke var så beregnende og op­satte på at virke omsværmede, men bare gerne ville lege.

Jeg har et levende minde om min svigermor, der af sin datter blev spurgt, om hun kunne passe de to børnebørn en tirsdag aften, da datteren, en enlig mor, skulle deltage i en kur­susaften på jobbet. – Svigermor, der havde været pensionist i en 10 – 15 år på det tids­punkt, rankede ryggen, stak næsen i sky og hentede sin kalender, som hun længe stod og bladrede i, mens hun opregnede alle sine aftaler for den næste måned: læseklubben onsdag, kaffe med Anna lørdag eftermiddag, bibelmøde henne i sognegården torsdag i næste uge … Foran hele sel­skabet af familie og de stakkels børn selv. Med højtidelig mine og spidset blyant slog svigermor ned på tirs­dag og bekendtgjorde, at det kunne hun godt, hvis det ikke kunne være anderledes, mens hun med sin modvillighed lod forstå, at det var nødtvungent, at hun så havde strakt sig langt, og at det ville komme til at koste i form af taknemmelighed og gentjenester senere.

Engang havde jeg tilsvarende en veninde, der, hver gang hun blev inviteret til noget, om det så bare var en kop kaffe, formeligt skrev dagbog på én, mens hun opremsede alle sine ba­nale gøremål.

Og en anden der, da hun blev inviteret til en middag, indtil sidste øjeblik lod forstå, at hun da gerne ville komme, men at hun jo kunne blive kaldt på arbejde hvad øjeblik, det skulle være. – Så kunne man hænge der med madbestilling, bordplaner, hensynet til de øvrige gæster og dem, man ville have inviteret i stedet for den vankelmodige, kostbare. Og man blev i ugevis afkrævet alt for mange, overdrevent smigrende forsikringer om, at netop hun var vigtig, at det ikke ville blive det samme uden hende, at man ville blive meget, meget ked af det, hvis hun ikke kom … – Hendes arbejde var med helt almindelige arbejdstider og omfattede ikke på nogen måde en akut tilkaldeordning.

Og en tredje, der i anledning af sin runde fødselsdag blot var hemmelighedsfuld, når nogen spurgte til det, og som tog i sommerhus dagen før uden at sige det til nogen, hvilket jo udlø­ste en del irritation i bekendtskabskredsen, hvoraf mange havde sendt blomster, andre ga­ver, og en del tog forbi for at aflægge en lykønskningsvisit og fandt et tomt hus.

– Hvem har ikke som barn gemt sig og siddet i en mørk og hemmelig krog og ventet på, at forældrene skulle begynde at savne én? Måske endda lede med ulykkelige kald? Hvor er lille Ida? Vi kan slet ikke undvære lille Ida? – Hvorefter lille Ida springer frem med et: Her er jeg! Og familien genforenes under stor glædesjubel og tilfredsstillende dramatik.  – Efter min erfaring sker det dog meget sjældent, at folk, familie, venner begynder at savne én som voksen og laver et større nummer ud af det. Tværtimod bliver de som oftest irriterede over alle gemmelegene og begynder at trække sig. – Du kommer bare, hvis du kan, siger de kort for hovedet og fortsætter deres egne, travle gøremål.

Al mystikken omkring min venindes runde dag medførte, at fødselaren fik skrabet en del, halvirriteret opmærksomhed sammen – oven i det naturlige og forventede. – Så hun måtte maile, skrive, ringe med dusinvis af mennesker, der bare ville være søde, mange gange hen over flere dage for at forklare sig. – Derudover boede hun langt ude på landet, og ingen ville have gjort sig den ulejlighed at køre ud til hende, hvis hun bare havde givet besked. En råkold weekend i et lejet sommerhus synes at være en høj pris for at kunne få lov til at spille kostbar over for en ellers trofast og velmenende vennekreds.

Hvad blev der af: Al opmærksomhed frabedes – bortrejst på dagen? Som folk skrev i små annoncer førhen, når de ikke orkede at beværte nogen. Det er OK at tage væk, hvis man har lyst og skønner det nødvendigt, men man giver familie og venner besked, så man ikke påfører andre dum ulejlighed og unødven­dige udgifter. Man kan ikke både ‘være bortrejst på dagen’ OG samtidig indkassere blomster, chokolade, gaver og opmærksomhed.

At spille kostbar, at være unødigt hemmelighedsfuld, at spille spil med andre giver ofte bag­slag. For hvem gider at invitere én igen? Eller planlægger godhjertet opmærksomhed på en rund dag?

Det er så uendeligt meget lettere at sige ’ja’ eller ’nej’, eller ’jeg ønsker ikke opmærksom­hed’  – OG MENE DET – i god tid, så folk ved, hvad de har at holde sig til. – Men det giver selvfølgelig langt mindre drama og opmærksomhed 😊

Småtterier XIII

● Vi burde alle stemme på Mette Frederiksen denne gang, fordi hun er en god stats­minister med handlekraft og overblik, men også fordi hun bliver mobbet af alle de udue­lige mænd – og medløbere – i Folketinget og i pressen.

Som tingene ser ud, er hun den bedste statsminister, vi kan få. Alternativerne er et par sølle eksemplarer uden overblik og beslutningskraft. – Både Jakob Ellemann og Søren Pape fremstår negative, tvære, udue­lige, forfjamskede og ukonstruktive. Mette Frederiksen fortje­ner vores opbak­ning, fordi det tjener vores egen interesse bedst med et begavet menneske, der kan holde hovedet koldt og hjertet varmt i krisesituationer.

På den anden side kunne det jo være, at hun sprudlede så meget af næsten Oba­mask overskud, da hun holdt sin flotte tale her til Folketingets åbning, fordi hun ef­ter fire hårde år omsider kunne slappe af og regnede med, at hun snart ville slippe for politiker- og mediemøllen herhjemme og kunne smutte hen et sted, hvor hen­des kvaliteter ville blive værdsat. – Hvem udsætter sig frivilligt for voksenmobning, heksejagt og kvindehad? – Hvorfor skulle gode kvinder lade sig trampe ned af gæs?

Jeg går ind for gratis tandlæge til alle, selvfølgelig gør jeg det, men hvis det bety­der, at patientbehandlingen bliver lige så elendig, som hos de gratis, praktiserende læger, så kan det være det samme.

Hos tandlægen:

  • Tager de telefonen, når man ringer, uanset hvornår. Der er ikke kun en times telefontid pr. dag, hvor det i praksis er umuligt at komme igennem.
  • De svarer altid venligt og hjælpsomt.
  • Der er altid akuttider og gode råd at få.
  • Der er stort set ingen ventetid, og de er ikke stressede eller har rod i deres tider og aftaler.
  • Tandlægen og hans personale har god tid og lytter og forklarer tingene for én.
  • Tandlægen og hans personale er kompetente, erfarne og kender til de nye­ste teo­rier og teknikker.
  • Tandlægen og hans personale opfatter én som et menneske, ikke bare som en forstyrrelse på samlebåndet, som man hurtigst muligt skal have ryddet af vejen.

Også dyrlæger er flinkere, har bedre tid og er tusind gange lettere at komme i kon­takt med end de offentligt betalte menneskelæger. – Og så har jeg ikke nævnt ska­destuer med 10 timers ventetid, Flextransport, der bare kører rundt med syge men­nesker på må og få i hele og halve dage, så de ikke når deres aftaler, og folk, der får benene savet af uden grund. Eller kæmpesygehuse, der på helt grotesk vis overskrider tids- og budgetplaner, og som formentlig kommer til at stå tomme, fordi personalet flygter fra de ekstremt dår­lige forhold i sundhedssektoren.

● Svømmehallerne er truet af energikrisen – Men det er en menneskeret at plaske rundt i varmt vand om vinteren, ikke? Ellers rejser vi bare langt i fly ned til noget varmt vand …

‘Energipriser er et koldt gys til selvejende haller: Vi er på spanden

Stigende priser til el og varme presser økonomien i de selvejende haller i Thisted Kommune.’

Nordjyske. net 25.10.22.

● Hvor mange danske korndyrkere, mælkeproducenter, svinebønder og minkfarmere tror de, der kom­mer til ’Holistisk Høstmarked’ i Ålborg? – Eller er det måske målrettet godtroende, natur­fremmede fjolser inde i byen?

● Småkælne sms’er og mails fra firmaer, der går ud fra, at de kender vores følelses­liv – og villigt deler deres eget, selv når det bare handler om en pakke bøger. – Så megen intimitet og glæde:

Saxo.com 2022:

Din pakke er på vej!
Kære XXX
Din bog-pakke #18255224 har forladt vores lager. Derfor skal du snart ikke vente længere på læsestoffet til efterårets hyggestunder. Det betyder også, at vi har til­ladt os at trække pengene på din konto.
Din pakke sendes med PostNord pakkeboks/posthus og du kan holde øje med bøgernes vej hen til dig ved hjælp af trackingnummeret: 00357124720019965865.
Vi kan godt forstå, at du glæder dig til at modtage din pakke, men der kan altså gå op til 24 timer, før der kommer trackinginformation fra fragtfirmaet.
Vi glæder os over hver eneste bog, vi sender af sted – og al den læseglæde, som litteraturen skaber.
God læselyst!

● John Oliver sagde i et af sine uforlignelige ’Last Week Tonight’-shows –  citeret efter hukommelsen, at hvis ikke Facebook fandtes, ville vi være nødt til om morge­nen, når vi havde fotograferet vores morgenmad, at printe fotoet i flere hundrede eksemplarer, putte dem i kuverter, skrive adresse på, frankere, sende med posten eller gå, køre eller cykle rundt med dem til alle vores venners postkasser …

● Inger Støjberg er en kvindelig Trump: Mærkeligt hår, mærkelige, uunderbyggede me­ninger, inkompetent til sit job, i konflikt med straffeloven og næsten ufatteligt uvidende om verden og de faktiske forhold.

Mænd tager deres egne og vennernes interesser og gøremål uhyre alvorligt, om det er Pokémonkort, fodbold, programmering eller musik. Måske har mænd en medfødt vi­den om, at hvis de vil blive til noget, have høj status og tiltrække kvinder, så de kan få afkom, så er de nødt til at dygtiggøre sig. –  Så de unge mænd øver sig i timevis hver dag på fx guitar, med en fodbold, sidder og roder rundt i computerens indre, eller diskuterer bands med kammeraterne.

Al den tid som unge piger bruger på at forskønne sig selv, barbere ben, farve hår, sprøjte sig med botox, vælge modetøj og indstudere attituder sammen med venin­derne.

Begge strategier fremmer forplantningen og videreførelsen af egne gener bedst mu­ligt.

Mænd bruger deres energi på at beherske et fag, kvinder på at gøre sig lækre.

Mændene kan som oftest veksle deres indsats til gode job med god løn i hyggelige og støttende, forstående man­defællesskaber, mens kvinder ikke altid tages alvorligt som arbejdskraft eller ledere, men kan blive eftertragtede som partnere og/eller sexobjekter.

Så der er gode forklaringer på, at kvinder ikke føler, at de bliver taget alvorligt – det bli­ver de nemlig ikke, og at mænd har en klar fornemmelse af berettigelse, selv når det drejer sig om at forklare og fortolke fx kvinders oplevelser og andre ting, de ikke har for­stand på.

Mænd fokuserer på opgaverne og bliver automatisk respekteret vidt og bredt. Kvin­der har et mere omfattende udsyn og interessefelt, der også rummer andre men­nesker, børn og deres egen stilling midt iblandt dem, og det bringer dem ingen aner­kendelse i en verden indrettet og styret af mænd.

https://videnskab.dk/kultur-samfund/hvorfor-er-saa-mange-mesterkokke-maend

https://nyheder.tv2.dk/politik/2022-09-27-mette-frederiksen-om-magtkritik-det-har-at-goere-med-at-jeg-er-kvinde

Sygeplejersken, socialdemokraten Flemming Møller Mortensen er meget glad for sig selv, sin veltrænede krop, sit pæne tøj, sin mand, sin høje stilling og sin bo­pæl på Ålborg Kloster. Så derfor har han fået partikassen til at betale en ven, der kan tegne, for nogle idiotiske, selvrosende plakater … Ingen kender Flemming Møller Mortensens synspunkter, og ingen ved, hvorfor han vil vælges, ud over at det for­mentlig ser godt ud på hans cv og de næste valgplakater. – Livet er en fest for mig personligt … Hul i samfundet, kriserne og politikken!

Lev med det

Drømmen om en shampoo, der pludselig og på magisk vis giver mig langt, tykt, skinnende og bøl­gende hår.

Jagten på den creme, der fjerner alle rynker, hængemuler, bumser og gamle ar.

Det håbefulde indkøb af piller og kosttilskud, bøger om diæter, træning og mindfulness, der absolut, denne gang, vil forandre mig for evigt.

Damefrisørbesøget, der forvandler mig til min kønne veninde, pigen i reklamen eller en skue­spiller, jeg har set i en film.

Den nye kjole, der burde sidde lige så smukt på mine 1,65 m, som på den mere end 2 m høje plastic­model i vinduet.

Drømmeferien, hvor ingen bliver uvenner, sure, syge, hvor flyet afgår til tiden, hvor omgivel­serne er lige så smukke og rene som på billederne.

De nye møbler, gardiner, tæpper, puder, der tryller min kedelige, brugte og af levende liv ro­dede dagligstue om til et foto i et udstillingskatalog …

Alle de urealistiske forestillinger, som udgør en stor del af vores liv, og som – kraftigt næret af både skjulte og åbenlyse reklamer – styrer os udefra til at købe, købe, købe, for i nogle få øjeblikke at kunne leve i håbet i stedet for i den virkelige ver­den.

Energi og penge spenderet på ingenting, hvor man kunne have brugt sin tid og sine ressourcer langt bedre på sundere inter­esser.

Jeg vil gerne citere vores handlekraftige statsminister og opfordre alle til at lære at leve med det, for der kommer ikke (altid) nogen og redder dig.

Ihukommende den gamle filosofs råd om at se tingene i øjnene og ønske sig:

  • Mod til at ændre det, der kan ændres
  • Sindsro til at udholde det, der ikke kan ændres
  • Og navnlig: Visdom nok til at kunne skelne imellem de to ting

Det lange, seje træk, hvor vi vender os indad og gradvist accepterer os selv, vores omgivelser, familie og venner, som vi/de er, kræver mere end et hurtigt overtræk på kontoen. Det kræ­ver uddannelse, øvelse og først og fremmest tid.

Småtterier XII

● Hvis man henvender sig til nogen med et problem, en læge, en receptionist, et firma el­ler en serviceudbyder, så kommer svaret ALTID i denne rækkefølge:

  • Vi har travlt, prøv noget andet, internet, telefon, whatever, bare gå væk!
  • Prøv på et andet tidspunkt
  • Prøv nogle andre
  • Det er din egen skyld, du må have kludret i det, brugt tingen forkert, glemt at slutte tin­gen til, du har misforstået noget, spist for meget, røget, i det hele taget været for dum og doven!
  • Du skal bagerst i køen og vente!
  • Og hvis det så viser sig, at man alligevel skulle have en gyldig grund til at henvende sig – OG kommer igennem til et rigtigt menneske, som oftest en syrlig skoleelev, der intet ved og hverken kan læse, skrive eller tale dansk, så får man et tøse­fornærmet ’du skulle have henvendt dig noget før’ eller  ’vi beklager, men dette er første gang i verdenshistorien, at vi er nødt til at svare en almindelig bruger med et problem’ …

● Bortset fra det yderste højre er Ellemann og Venstre vel også dem, der profiterer mest rent vælgermæssigt af den tiltagende uvidenhed og dumhed i samfundet: *

Pol. net. 23.9. -22

’Ellemann-Jensen foreslår at forkorte ud­dannelser og SU-år’

* 25.9.-22 – Der var jeg lige en postgang for tidligt ude; det lader til, at også regeringen vil profitere af et generelt dårligt uddannelsesniveau: https://nyheder.tv2.dk/samfund/2022-09-25-regeringen-vil-forkorte-kandidatuddannelser-et-kaempe-eksperiment-med-de

● Unyttige, ældre borgere spiser småbørnenes sunde mad!

Pol. net. 16.9. -22

’En række kommuner voksede hurtigt i 1960’erne og 1970’erne, da der kom S-tog og motorveje. Nu er mange indbyggere på vej forbi de 80 år, og det koster ressourcer. Ishøj overvejer at droppe sund mad i børnehaverne.’

For det er jo ikke forældrenes ansvar at give ungerne en sund madpakke med …

● Her er en fyr, der smider om sig med ord. Der har en mening om ’politikerne’, og som udelukkende henvender sig til mandeklubben, hvilket også kommentarerne viser:

Politiken debat d. 13. 9. -22

Forfatter Mikkel Wendelboe:

‘Forfatter: Politikerne er et røvgevir og en omvendt kasket fra at være dem fra de store klas­ser, der lossede dig i bolsjerne, dengang du gik i sjette klasse

Politikerne skal være dydens vogtere og retfærdighedens slipsebeklædte dragoner. Helte og guttermænd. Det er de nødt til.’

God indledning! Så fik han lige udelukket godt og vel halvdelen af befolkningen. Dem, der ikke har ’bolsjer’ og ’slips’, og som ikke omfattes af betegnelsen ‘Helte og guttermænd’ –  Dvs. bl.a. kvinder, som faktisk også optræder som politikere og vælgere af og til …

● HBO – John Oliver – Last Week Tonight, Sæson 1 –  9

Fra HBO’s hjemmeside.

Som et mentalt forfriskende brusebad i disse intellektuelt udfordrede tider – Trump, co­rona, Putin, Støjberg, Vermund, Løkke Rasmussen, Pape, Ellemann junior, Sofie Carsten Niel­sen, Lidegaard, Vanopslagh, Messerschmidt, danske medier, redaktører og journalisters blinde aggressioner, selvoptagede politiseren og mangel på facts, saglighed og neutralitet i jagten på klik, selv førhen troværdige medier som fx Politiken!  – bør man se mindst ét afsnit af John Oli­vers nyhedstalkshow pr. dag – gerne to eller flere – og start helt tilbage fra det første show i 2014, og genoplev den nyere samtidshistorie med en kløgtig vært, hans vantro over Trump, hans vågne øje på Putin, hans internationale udsyn og altid korrekte diagnose af bullshit, og det tårnhøje humo­ristiske niveau, som en forsikring om, at man ikke er det eneste mennesker i verden, der går og undrer sig over tingenes tilstand.

Her i huset er vi helt holdt op med at læse, se eller lytte til ’nyheder’ om minksagen og valget, og om hvad ’debattører’, minkavlere, lederskribenter, husmødre, tandlæger, radikale og de an­dre borgerlige partiers medlemmer mener helt uden at have belæg for det. Også deres selv­bestaltede ’advokatundersøgelser’ hos vennerne på yderste borgerlige fløj … Intet af dette har nogen som helst betydning for indbyggerne i Danmark. – Det har kun den førte, prak­tiske politik: En sund økonomi, brede politiske aftaler, resolut epidemihåndtering og fælles­skabet i Europa om forsvaret.  – At foreslå fantasiplaner, at drive kalkunjagt på hinanden, grundløst at beklikke an­dres ære, at lyve, at fremføre påstande, der ikke har det mindste med virkeligheden at gøre, men blot er had, misundelse, magtliderlighed og smålighed, er spild af alles tid og uværdigt i et demokrati. Der går ’Trump i børnehaven’ i det hele, mens verden brænder, og der er reelle problemer at tage sig af.

Alle folk går rundt og siger ’brugsspor’ og ’patina’, som om de er ansat i et auktionsfirma og håndterer tunge, brune 50’ermøbler til daglig.

At lovgive om unge kvinders brug af tørklæder i skolen – eller ældre kvinders ditto på ga­den – bringer Danmark op i samme liga som fx Taleban og ayatollaherne i Iran, der også lovgiver om kvinders klæde­dragt og endda myrder eller pisker unge kvinder i ’forkert’ påklædning!  – Hold nu op! Lad folk gå klædt, som de vil, og omfavn dem med tolerance og imødekommenhed, så falder behovet for at identificere sig med specielle grupper af den ene eller den anden art måske nemmere og hurtigere.

Hvis man brænder for at lovgive om udseende og påklædning kunne man jo starte med at forbyde mænd at bære fuldskæg eller hvide tennissokker i sandaler. – Men det ville ikke op­fylde formålet, som er at gøre ’de fremmedes kvinder’ synlige og tilgængelige for ’vores mænd’. Så primitivt er det, når alt kommer til alt. Det er et spørgsmål om kvinders tilgæn­gelighed …

https://www.dr.dk/nyheder/politik/forbud-mod-toerklaeder-kaldes-spaendende-men-lige-nu-vil-hverken-s-v-eller-k-sige-ja

https://nyheder.tv2.dk/samfund/2022-08-25-15-aarig-muslim-vil-ikke-tvinges-til-at-smide-toerklaedet-det-er-en-del-af-mig

En af mine meget gode venner, en begavet yngre kvinde, forsker og Ph.d. i grøn energi, som lige er blevet mor til en sund dreng, er blevet forbudt at deltage i en forældregruppe med etnisk danske forældre under sin barsel, fordi hun stammer fra Iran. – Er det overhove­det lovligt? – Trods flydende dansk og en IQ, der trumfer de flestes, blev hun og hendes mand henvist til en forældregruppe med udelukkende somaliske, tyrkiske og arabiske ind­vandrere. Hvilket jo ikke fremmer integrationen for nogen af parterne. – I stedet for at hyle op over unge pigers tørklæder kunne man jo fremme integration på alle punkter, så de ikke blev påduttet en  ’anderledeshed’, men fik lyst til at til­slutte sig en venlig og inkluderende, dansk levevis, der fx sikrede, at forældregrupper opret­tet i offentligt regi ikke udøvede apartheid og dermed gav nye forældre og børn en skæv start som uvelkomne i det danske samfund, men at vi som en selvfølge omfattede alle, der havde født, uanset herkomst, udseende og ’race’.

● Værste lyde i verden:

Nødskrig fra dyr og mennesker

Børn, der græder

Hunde, der står og gør ulykkeligt i lang tid

Store brag

Knust glas

Negle på tavle

Folk, der slubrer det sidste i glasset med sugerør

Motorsave, kompostkværne, slibemaskiner, løvsugere …  alle højlydte, benzindrevne maskiner

Knallerter og motorcykler

Folk, der hoster længe og dybt

Musik, man ikke selv har valgt

Sunde, unge kvinder har en indbygget trang til at forlade hjemegnen og opsøge nye mulig­heder, eventyr, nye sexpartnere, der ikke er beslægtede med dem selv. – Fx som studiner i Århus, København, London, USA, Sydamerika … Unge mænd, derimod, bliver oftere hjemme og forsvarer familien og dens ejendom, mens de søger at tiltrække kvinder udefra.

Førhen røvede man nye kvinder, googl fx ’Sabinerindernes rov’, når de bofaste og jordafhængige mænd havde brug for nyt blod. Man tog ud og plyndrede og tog slaver. Man byttede sig til nye kvinder. Man fik kvinder i gave eller som tegn på alliancer. – Stavnsbåndet gjaldt kun for mænd, ikke kvinder. I dag importerer vi kvinder fra Asien til de ensomme, tilbageblevne mænd i provinsen.

Jeg forstår ikke ordet ’Generationstyveri’ … Hvis forældrene er velhavende, flyder der vel goder i form af IPhones, rejser, festivalbilletter, grej af alle slags, rigelige lommepenge, tøj, mad, gode uddannelser og forældrekøb af studenterboliger m.m.  – PLUS en pæn arv, når den tid kommer, til børnene? – Hvad har børn og unge gjort for at fortjene SU for hjemme­boende? Byture hver torsdag, fredag og lørdag? Koncerter? Dyrt modetøj? Alskens elektro­nik? Udvekslingsophold i fx USA? Ferierejser? … bare for at nævne noget. De nuværende unge er – i modsætning til alle foregående generationer – født i en tid med gratis uddannel­ser, gratis penge, lav rente, lav arbejdsløshed … de skal bare lange til fadet!

Ethvert lægehus bør have en ultralydsscanner og et personale, der kan betjene den. – Både min mand og jeg blev i halve og hele år behandlet med bl.a. mavesyredæmpende medicin, mavesårsmedicin og stærke smertestillende piller, før det blev åbenlyst, at det var galde­sten, der var problemet … De praktiserende læger gætter bare og forsøger sig frem, hvilket koster tid, smerter, vagtlæger, akutte sygehusindlæggelser og uarbejdsdygtighed i lange pe­rioder.

Mennesker er bare nogle små, grimme og grådige dyr uden stopknap.

Når en mand laver noget i huset, fx graver et nyt bed, hænger en hylde op, skifter dæk på bilen eller klipper hæk, så er er det kvindens opgave at tilbyde kaffe, øl eller sodavand, kage og snacks, med jævne mellemrum og bekymret spørge, om han ikke er træt? Om det ikke er hårdt? Og hun beundrer ham konstant og roser hans lille foretagende. Samtidig sørger hun for, at huset er vel vedligeholdt, pænt indrettet, rengjort og står med levende potteplanter og blomster i vaser, at der er rent tøj i skabene, at der er tøj, sko, gaver, mad, drikkevarer og wc-papir nok, at maden står klar på de ønskede klokkeslæt, at børn og kæledyr er glade og tilfredse, at familiens fælles aktiviteter koordineres, og at kontakten til daginstitution, skole, naboer, familie og venner løbende opretholdes. – For hvilket projektarbejde hun sjældent modtager så meget som et anerkendende nik …

Vi må ikke fremstille folk af andre racer, seksuel observans eller præferencer på stereo­type måder, men når det gælder ældre medborgere, må vi gerne? – En stor del af vores pen­sionsmodtagere kan faktisk glimrende gå hen ad en vej helt uden stok, nogle løber, cykler eller danser  – og mange bidrager væsentligt til bruttonationalproduktet ovenikøbet.

TV2 Net, 24.6.2022:

Så er det vist på tide, at kvinderne bliver hjemme et år eller to, indtil deres sikkerhed kan garanteres:

Hvad nu, hvis næsten 60 unge mænd var blevet fanget, holdt fast og tortureret med et koste­skaft langt oppe i anus eller nede i halsen i løbet af de seneste ti år, der har været af­holdt festival? Ville han så heller ikke tage sine procedurer op til genovervejelse? – Folk er virkelig meget large og nonchalante, når det drejer sig om voldelige og dybt skadelige, trau­matiserende overgreb på unge kvinder … Men det kan jo slet ikke stilles op på den måde, plejer folk (mænd) at belære mig, når jeg fremfører denne parallel. – De mandlige sikker­hedschefer synes selv, at de er gode til deres job.

Man skal ikke tage historien personligt – Historien er ikke udtryk for individuelle proble­mer, og problemerne kan ikke løses individuelt. Der er tale om menneskeskabte bølger, fx krig, klima­forandringer, finanskriser, globalisering, og alle de afledte problemer, såsom flygtninge, epidemier, aggressioner, sult … Når bølgen af mennesker, der kræver hensyn til planeten og dens andre beboere, til de­res medmennesker og deres værdighed, til ligelig fordeling af ressourcerne, er stor nok, vil tidevandet vende. – Putin kan kun bekrige andre, så længe nogle vil gå i krig for ham. Firmaer kan kun forurene jorden, så længe ingen forbyder dem det. Man kan kun spytte på flygtninge, så længe andre ikke straffer én for det …

Mette Frederiksen og coronapressemøder: Når journalisterne opfører sig som børn, og fx spørger, om hun ikke kunne have forudset dit eller dat, så må statsministeren jo behandle dem som børn; hvorefter de også jamrer over det.

Før i tiden fik man respekt alene for at være gammel, idet man gik ud fra, at der skulle klogskab til at overleve længe, og at man ikke blev 50, 60 eller 70 år gammel uden at have lært en del og gjort sig nogle erfaringer, der kunne være nyttige for andre at høre om. Der­udover var det de ældre, der havde midler, ejendomme og penge, og som derfor kunne vise sig at være gavnlige at holde sig gode venner med.

I dag respekteres kun de unge, og selv den mest nyklækkede kylling får lov at pippe med, når de voksne snakker – også ude i det offentlige rum, selv om det jo som oftest er pinlig uvidenhed og indlysende tåbeligheder, der kommer ud af de små næb. – Det må være, fordi de unge ikke længere regnes som en byrde, der skal forsørges, indtil de har lært sig et fag og kan forsørge sig selv, men som med deres rigelige lommepenge og SU er blevet en købedygtig målgruppe af forbrugere, som man bejler til og servilt snakker efter munden.

Anker Jørgensen, Schlüter, Nyrup Rasmussen, Anders Fogh og Lars Løkke Rasmussen blev ikke kaldt ’konger’, da de var statsministre, vel? Ukronede eller ej. – Eller sammen­lignet med andre ’konger’ af samme køn i andre lande? Med en forventning om, at to per­soner af samme køn i samme embede ville være ens?

Screendump, Politiken, 21.8.2022

Statsministerembedet er landets øverste og burde behandles med respekt! Kvinder er lige så forskellige fra hinanden, som mænd er. Kvindelige statsministre er lige så forskellige fra hinanden, som mandlige statsministre er. – Der lægger sig alt for ofte en klam dyne af tanke­træghed og magtmisundelse over mandlige journalisters hjerner og forhindrer dem i at tænke klart og uhildet af egne, indgroede fordomme.

Småtterier XI

Forlystelse på Hjallerup Marked juni 2022.

Det kommer nok til at vare endnu mange år, før man på Hjallerup Marked op­dager, at resten af den forkælede, vestlige verden er optaget af klima, sund livsstil, god smag og ligestilling …

Google har tyvstjålet mit liv til gengæld for reklamer – Hvis jeg forsøger at google fx en tranebærblomst, som jeg lige har fundet i en nærliggende mose, så skal jeg igennem fem sider med tilbud om kosttilskud, energibars, helsekost, juice, marmelader o.l., før jeg omsi­der finder noget reel oplysning om planten, dens blomstring og vok­sesteder. Det samme med litterære værker: Først skal jeg scrolle hen over de mange annoncer for bog­handlere, fysiske og virtuelle, og alle deres ’gode’ tilbud, før jeg fin­der information om værket, forfat­teren, tiden … – Ja, jeg ved, at vi er forkælede. Vi har i løbet af kun 15 – 20 år kørt alle seriøse opslagsværker på lossepladsen og vænnet os til, at alt, hvad vi har brug for at vide, ligger gratis tilgængeligt på den håndbårne mo­bil. – Men er dette til kvalmegrænsen reklameforstyrrede leksikon prisen værd? At lade Google samle infor­mation om os kun for at forsøge at presse os til at købe, købe, købe? Ofte produkter, som vi ikke er interesserede i og ikke ville drømme om at eje. Google spilder min tid – og din– og hele planetens med evindelig opmuntring til overforbrug.

Veluddannede og højt begavede, unge mennesker kommer hertil fra hele ver­den for at ar­bejde og stifte familie. Nogle kommer fra lande, som vi normalt føler os hævet over, men alle ry­stes de i mødet med fx det danske sundhedsvæsen, hvor nedslidte facili­teter, fortravlede og alt for få medarbejdere, uduelighed, forråelse og stress hersker …  – De længes hurtigt efter de lyse, rene og veldrevne hospitaler i hjemlandet, hvor det an­svarlige, lægelige per­sonale er uddannet på verdens bedste uni­versiteter, hvor alle an­satte er venlige, omsorgsfulde og tilgængelige, hvor alle nødvendige prøver bliver taget med det samme, og hvor fx en ukompliceret fødsel ikke udarter sig til et livslangt traume pga. manglende undersøgelser og personale – og en parkeringsbøde oven i hatten. Et personale, der, når de omsider kortva­rigt dukker op, viser sig at være rådvilde, for­travlede og uerfarne. – Senere, når vores udenlandske borgeres børn begynder i skole eller institution, forfærdes de igen over ni­veauet, over de ansatte, over de sør­gelige tilstande i forsømte rammer, og mange vælger at flytte tilbage, hvor de kom fra, og bidrage der. – Lars Løkke Rasmussen, som nu så de­sperat prøver at få forlænget sin lidet hæderværdige rolle i dansk politik, har, sammen med mange andre, et stort ansvar for nedskæringer og forringelser i både sund­heds- og uddannelses­systemet. Vi har ikke længere noget at være stolte af. Tværtimod. – Og vi må alle bede til, at vi selv og vores familier ikke havner i kløerne på dette dårligt drevne, ama­tøragtige, umenneske­lige, nedsparede system!

Solen er blevet ond! – Før i tiden, dvs. for 50 år siden, hørte vi aldrig om hverken sol­creme eller hudkræft. Børn og voksne legede, dasede eller arbejdede ude i dansk som­mersol uden at tænke videre over det. Ikke før Politikens stadigt savnede chef­redaktør, Tøger Seidenfaden – en kendt soldyrker, afgik ved en alt for tidlig død i ja­nuar 2011. – I dag kan man ikke opholde sig i den stadigt mere brændende og skade­voldende sol uden tøj, solbriller og solcreme. – Enhver vejrudsendelse løfter adva­rende pegefingre, hver gang der er udsigt til en solskinsdag.

Kvinder uden selvrespekt omskaber og korrigerer deres kroppe med silikone, filler, botox, plastik­kirurgi, makeup, selvbruner, hårfarver, kunstige negle, makeup, hårfjerning, afslø­rende ’påklæd­ning’ og strenge mo­tions- og spiseregimer, så de – i forsøget på at leve op til po­pulærkul­turens kraftigt pornoficerede kvindeidealer – ender som levende, tænkende og åndende bolledukker.

Hvis man skulle være i tvivl om beskaffenheden af menneskets iboende drif­ter, skal man bare se på klodens igangværende krige og dens kulturprodukter. Tag fx tv-serien ’Game of Thro­nes’, hvor eksplicit og voldelig sex, udpenslet og blodig vold og drab, grå­dighed, magt- og status­kampe udgør hele handlingen. – Så meget for ci­vilisation … ordet giver kun mening som et tyndt, slørende lag, der skal maskere vild­dyret i os alle.

Mig, mig, mig og så mig selv:

  • Politikere tror, at det handler om dem selv og står i vejen for sagen.
  • Lederskribenter, journalister og klummesnedkere tror, at det handler om dem selv og står i vejen for sagen.
  • Lærere og pædagoger tror, at det handler om dem selv og står i vejen for sa­gen.
  • Kunstnere tror, at det handler om dem selv og står i vejen for sagen.
  • Læger og andet sundhedspersonale tror, at det handler om dem selv og står i ve­jen for sa­gen.
  • Kommunalt ansatte tror, at det handler om dem selv og står i vejen for sagen.
  • Osv.

Det fine flagesalt: – Hvad vil du helst have på din æggemad: Dyrt flagesalt udvundet fra Middelhavets stærkt forurenede overfladevand eller rent salt gravet op fra 100 m dybe miner, hvor det har ligget urørt under bjerge i årmillio­ner?

Folkefest?

’Fem anmeldelser om voldtægt til karneval i Aalborg’

(Politiken 29.5.2022)

Og kvinder, der ikke umiddelbart forekommer blide og føjelige, bliver straks stem­plet:

(Ekstrabladets forside d. 27.12. 2021)

Kunne man forestille sig en forside om Jakob Ellemann-Jensen: ’Han er en kold mand’ … Nej, vel? Han er jo gammel soldat, én af gutterne og en flinker fyr.

Eller kvinder bliver belært på den mest nedladende måde af små indebrændte, bedrevidende mænd, der – trods indlysende høj begavelse – desværre ikke selv blev statsministre: ’ Nå, Mette F. …’

(Politiken d. 8.6. 2022)

Politikens nuværende chefredaktør tværer sig selv og sine egne forudsigelige menin­ger ud over hele forsider – På et nyhedsmedie! – D. 1.6.2022. – Og dagen ef­ter, d. 2.6. 2022, takker han os ovenikøbet! – Tror han, at vi har stemt, som vi gjorde, for at gøre ham en personlig tjeneste? – Politiken som sådan, og chefredaktøren og hans håndgangne mænd M/K i særdeleshed, besidder ikke længere den vægt, der skal til for at gå forrest i samfundslivet, men de har tiltaget sig mag­ten over et traditionelt trovær­digt medie, Politiken, som de nu behandler som deres egen, private Facebookside, hvorfra de kan sidde og trutte folk i hovedet med private me­ninger, banale oplevelser og følelser.

Jamen, så er det lille klimaproblem jo klaret!

’Rosanna har klimasorg: Med samtale vil folkekirken lindre sorgen

På torsdag starter Naturmødet i Hirtshals, og her vil nordjyske præster stå klar til at tale om og imødekomme klimasorg.’

(TV2 Nord 16. 5. 2022)

Eller til kvinderne selv måske? – Det er tid til, at midaldrende mænd stopper med at blande sig kvinders kroppe! – Kvinder forsøger ikke ustandseligt at lovgive om mænds kropslige rettigheder eller på­klædning! (Citat bragt i Politiken d. 4.5. 2022.)

’Taliban beordrer kvinder til at dække sig til fra top til tå’

(TV2 d. 7.5. 2022)

Små, gnattede mænd med skæg og turbaner står og dikterer, hvordan kvinder skal opføre sig: Kvinder må ikke gå i skole, de må ikke gå ud uden en mandlig ledsa­ger, de må ikke vise deres an­sigt og krop i det offentlige rum … De må faktisk helst slet ikke være der.  – Så nu er det vist på tide, at alle kvinder forlader det tilbagestående land. – Tænk, hvis ALLE de afghanske kvinder blev enige om at begynde at gå mod grænserne fx en tirsdag formiddag kl. 10? Så ville problemerne vist løse sig i løbet af kort tid.

Og i de lande og stater, hvor mænd og medløbere igen vil til at blande sig i kvinders ret­tigheder til at bestemme over deres egne liv, kroppe og påklædning, dem, der me­ner no­get om ’burkinier’ på strandene (Frankrig o.a.), tørklæder (Danmark o.a.), abort (USA og mange, mange andre lande), der bør kvinderne stille sig frem og sige klart fra. Evt. ved at flytte, ved at demonstrere eller ved at organisere parallelsamfund. In­gen har ret til at begrænse kvinders ligeværdige gang på denne jord.

’Læge fængslet for voldtægt af feberramt kvinde på hospital

Læge opsøgte i sin fritid kvinde på en anden afdeling end sin egen, og ifølge sigtelse voldtog han hende’

(Ekstrabladet d. 22.4. 2022)

Hvorfor skriver de ikke ’mandlig læge’? – Fordi det giver sig selv? – Ellers er medi­erne hurtige til at skrive ’kvindelig bilist’, hvis det drejer sig om en færdselsulykke eller ’kvindelig læge’, hvis nogen har begået en fejl.

Michael Bojesen har undervist børn, ledet flere pigekor og store kulturinstitu­tio­ner, men han skriver og taler iflg. Ekstrabladet og BT som en seksualforbryder:

Ekstrabladet d. 14.4. 2022 om Michael Bojesen:

‘Hun er noget af en frækkert’
’At det har været svært at undgå Michael Bojesens seksualiserede omgangstone, vi­ser en anden mail, som Ekstra Bladet er i besiddelse af. I en mail-dialog med fagfæl­ler deler Mi­chael Bojesen helt ud af det blå linket til en artikel om en makaber drabs­sag, hvor en kvinde blev kvalt i fugeskum under forhold, der ifølge drabsmanden be­gyndte som en sex­leg. Om offeret skriver Michael Boje­sen: ’Hvem ville ikke have lyst til at dyrke lidt god fuge – eller flødeskums-sex med hende her? Hun er noget af en frækkert.’

(Ekstrabladet d. 14.4. 2022)

Og så kan vi lige tage de kvindelige ansatte på bl.a. danske rederiers skibe, som bliver udsat for voldtægt, uønskede sex-sms’er og andre nedværdigende krænkelser, mens de udfører deres arbejde. De burde alle udstyres med en alarmknap, der igangsætter øjeblikkelig afhentning med redningshelikopter, uanset hvor på verdenshavene skibet og kvinden befinder sig; betalt af krænkeren/krænkerne, selvfølgelig, og af rederiet, der ikke formår at sikre deres ansatte.

https://www.dr.dk/nyheder/penge/kvinder-laegger-sag-mod-maersk-vende-det-blinde-oeje-til-voldtaegt-og-chikane

‘Borgen’, den nye sæson, foråret 2022:

Alle personerne stikker grimt og ubehageligt til hinanden og til seerne, der næsten ikke har lyst til at se, hvad de gør, eller høre, hvad de siger.

Alle seriens kvinder forekommer en smule jammervækkende og har tilsyneladende problemer med bare at være kvinder, mødre, familie­mennesker og professionelle. – Hvorimod mæn­dene bare er mænd, som mænd nu engang er … i populærkulturen.

Plottet, hvor Grønland udgør en kulisse for smukke naturbilleder, er sjusket tænkt, nedla­dende over for grønlændere, usandsynligt og uvedkommende: Så underskrives der en samarbejdsaftale mellem den danske regering, hjemmestyret i Grønland og nogle kine­sere om udvinding af olie, men så umiddelbart efter aflyses det hele uden konsekvenser, fordi en amerikansk præsident vist nok ringede til stats­ministeren …

Og statsministeren selv er beskrevet som en grim, ond og ubehagelig parodi på vores nu­værende statsminister, Mette Frederiksen. Plot og politiske persontegninger er bl.a. ud­tænkt af Martin Lide­gaard, radikal og tidligere udenrigsminister. Som idé- og manu­skript­mand er Lidegaard ikke profes­sionel og da slet ikke uhildet, da han jo blev vra­get ved det seneste formandsvalg i partiet til fordel for en kvinde og står i et modsæt­ningsforhold til den ægte Mette Frede­riksen, der som magtfuld kvinde nok kunne være en torn i øjet på en forsmået radikal par­tiformand … Det føles ubehageligt ondt, privat og hævnger­rigt.

Alt i alt uskønt og dilettantisk på manuskriptsiden.

Det er vanvittigt på grænsen til det skizofrene at lytte til russerne og ukrainernes gensidige beskyldninger: – De bombede et hospital! – Nej, vi gjorde ej! De var selv ude om det, der var trop­per gemt derinde. – De har ydmyget krigsfanger! – Nej, det gjorde vi ikke, det gjorde de selv … osv.

Der er kun én eneste ting, man behøver at kigge på i dette tilfælde: Har nogen bom­bet et andet land? Kørt trop­per og tanks ind i et andet land? Ja eller nej? – Så længe nogen på­viseligt og helt uden skyggen af tvivl har overskredet et andet lands græn­ser, har bombet huse og infrastruktur sønder og sammen og står derinde med over 100.000 mand, fly, he­likoptere, krigsskibe, tanks o.m.m., mens de fører blodig krig mod befolkningen, så er der ikke mere at snakke om. – UD! – Når I er kommet godt hjem igen og har ryddet op efter jer, kan vi snakke.

Når man når frem til at erkende sandheden, virkeligheden, om sig selv og ens plads i tilværel­sen og holder op med at forstille sig for andre og sig selv, så oplever man en stor lethed og glæde i sit liv. Hvis nogen i ens omgivelser ikke kan leve med det, er det deres egen sag. Man bør ikke tvinges til at lyve og benægte fakta for at redde skrøbelige med­menneskers selvfølelse. – Jeg tror, at det samme gør sig gæl­dende med stater, fx Norden versus Rusland og USA under Trump: De, der har fri presse og holdes fast på virkelighe­den, lever bedre, tryggere, mere ærlige og produk­tive liv, hvorimod de, som lever med fa­brikerede ’nyheder’, ’fake news’ og iscenesatte og redigerede pseudovirke­ligheder, altid må være på vagt, mistroiske, angste for at tabe ansigt, og det kan være meget, meget an­strengende.

I en fredelig og fremgangsrig eftertidskrig bliver samfundet efterhånden femini­seret, demokratisk, snakkende, empatisk, emsigt, omsorgsfuldt, hyggeligt, bedrevidende og selvretfær­digt, men når krigen rammer, fx når en østlig despot pludselig beslutter sig for at inva­dere et nabo­land med hær og bomber og fly for at er­hverve flere ressourcer til sig selv, så kommer de maskuline værdier, så som stolthed, styrke, mod, beskyttertrang, målrettethed, tavshed, voldsparathed og evnen til uden diskussion at indordne sig under hierarkiske strukturer, til ære og værdighed igen. Fordi vi har brug for dem. – Det var ikke Merkel i Tyskland, Frede­riksen i Danmark, Marin i Finland, An­dersson i Sverige, eller Ardern i New Zealand, der invaderede andre lande … Mænd skaber man­deverdener, der påfaldende kan minde om den buffet af status- og magt­kampe, fjol, vold, sex og voldelig sex, der serveres som underholdning i primetime.

Fordi ethvert menneske over 35 ikke har noget højere ønske end at få opmærk­som­hed på sin krop fra liderlige gamle svinebasser?

‘Forfatter: MeToo bunder i midaldrende kvinders jalousi over for yngre kvinder

18 kvinder anklagede i slipstrømmen af #MeToo et af svensk kulturelites mest kendte an­sigter. Det verdensberømte Svenske Akademi nedsmeltede, flere medlemmer for­lod aka­demiet. Forfatteren og kritikeren Horace Engdahl blev, og sagen præger hans nye bog. Men han taler også om forso­ning og besindelse.’

(Politiken d. 12.3. 2022  https://politiken.dk/kultur/boger/art8651098/Forfatter-MeToo-bun­der-i-mid­aldrende-kvinders-jalousi-over-for-unge-kvinder  )

● ’USA yder bistand til Ukraine for 93 milliarder kroner

Torsdag vedtog Kongressen et lovforslag, der sender omkrig 93 milliarder kroner i bi­stand til Ukra­ine. Det skriver den amerikanske præsident, Joe Biden, på Twitter. – Det ser jeg frem til at skrive under på med det samme, skriver han i et opslag.’

(Politiken d. 11.3.2022)

– Og så skal vi dagligt se utallige indslag/artikler/hædrende omtaler af danskere, der for­ærer deres gamle tøj eller fem udslidte bamser til ukrainere, kører ned og henter tre og indlogerer et par styk­ker hjemme i kælderen … 93 mia.!!!

»At søge efter et forbillede er meget klassisk i krisesituationer, og vi så det også ved pandemi­ens begyndelse. I politisk forskning kalder man det rallying behind the flag. Man oplever en krise, der kræver, at nogen tør handle og stille sig i front. Og så støtter man op om flaget eller lederen«, siger Kristoffer Albris.

(Citat fra Politiken d. 2.3. 2022.)

Som min kloge veninde sagde efter private prøvelser, to hårde coronaår og inva­sio­nen af Ukraine: – Nu mangler vi bare vand til blod og frøers mængde … og måske også nogle græshopper.

Ja, skidt med de flere end 6 mio. døde, med ukrainerne, korneksporten og ver­dens­økonomien, hvis den nordjyske krydstogtsturisme er i fare:

’Krigen i Ukraine kan ramme nordjysk krydstogtturisme

I to år har coronapandemien sat en stopper for krydstogtturismen i Aalborg og Ska­gen. Nu kan Ruslands invasion af Ukraine spolere den nordjyske turistbranches håb om masser af krydstogttu­rister.’

(TV2Nord d. 25.2. 2022)

Men hvad vil kvinder have? – Så jamrer de, når de ikke får børn, og så jamrer de gud­hjælpemig også, når de får dem:

(Politiken d. 7.2. 2022)

(Femina d. 4.2. 2022)

Og også, hvis de skulle få sig en lille hund:

(Politiken d. 30.12. 2021)

Det begynder med et stød i hjertet: –Det dér kan da umuligt være rigtigt, tænker man. – Men så indser man, at det ER rigtigt, og at det eneste, man kan gøre ved det, er at skrive om det …

Småtterier X

’Nordjysk restauratør rasende på Mette F: – Vi åbner til påske uanset hvad

Et år med corona i Danmark og efterhånden meget få tilfælde i Nordjylland har fået en restauratør til at undsige regeringens restriktioner, der med sikkerhed ikke bliver lem­pet inden påske. – Uanset hvad, åbner vi den 26. marts, lyder det.’ (Nordjyske Net d. 13. 3. 2021)

For det hele er ’Mette F’s’ skyld …

’Opråb fra coronaramte gymnasielever: Giv os nu livet tilbage’ (Politiken Net d. 6. 2. 2021)

Hvem skal give gymnasieeleverne livet tilbage? Har de aldrig hørt om force majeure? Hvem skal give os andre livet tilbage? Hvem er de voksne, der kan bestemme, at nogle kan gå fri, når verden gen­nemlever en epidemi?

I Aalborg mistede vi umiddelbart efter genåbningen af nattelivet to unge: Den første uge i februar 2022, da drukkvarteret Jomfru Anegade åbnede efter seneste coronanedlukning, faldt en ung mand i Limfjorden – han er i skrivende stund endnu ikke fundet – og en ung pige forsvandt og blev senere fundet død i et skovom­råde.

Gentagne gange i løbet af de seneste 15 – 20 år har vi mistet unge mænd, fordi de falder i fjorden og drukner på vej hjem efter en våd bytur i Aalborg. Det er heldigvis ikke så ofte, at unge kvinder myrdes, men grænseoverskridende gramsen og deciderede voldtægter – somme­tider efter at nogen har hældt bedøvelses­midler i deres drinks – af vores unge piger er nok hyppigere i det alkoholiserede natteliv, end vi har lyst til at indrømme. – Skal vi bare acceptere, at det er sådan, det er?

Alle er ude med støtte og gode råd: Venstre forlanger mere overvågning. Værthusholderne i gaden vil nød­tvungent indrette et ’samaritterrum’. Andre vil skaffe flere natbusser. Hotellerne tilbyder husly og en kop kaffe. Kommunen vil sætte afspærringer op langs hele havnefronten. Natteravnene mobiliserer og danner kæder med fakler. Forældrene liner op i middelklasse­bilerne for at køre de unge sikkert hjem …

Men der er ét forslag, jeg endnu ikke har hørt: At begrænse unges adgang til at drikke sig san­seløst berusede hver eneste torsdag, fredag og lørdag nat. – Hvornår blev det en menneske­ret? Da den generøse SU på ung­domsuddannelserne blev indført som en slags erhvervsstøtte til barer, caféer, diskoteker og producenter af øl, Baccardi Breezers o.m.a.?

Ja, de unge vil protestere helt vildt, selvfølgelig vil de det. Men der er en grund til, at ældre er klogere: Ældre har simpelthen levet længere, lært mere og oplevet meget. Vi er de voksne, og vi ved, at det ikke ville skade nogen at feste på andre måder end ved at drikke hjernen ud af skallen og ture hjælpeløst rundt i det offent­lige rum. Bare engang imellem …

’Meget få kvinder bliver slået ihjel i nattelivet, alligevel er frygten stor: – Det er et kønnet problem

En ny Megafon-måling viser, at 61 procent af alle kvinder er bekymrede for at blive overfaldet, når de er ude om aftenen og natten.’ (TV2Nord Net d. 13. 2. 2022)

FÅ? Hvorfor skal NOGEN kvinder slås ihjel i nattelivet? Hvor mange er vi parate til at miste? To? Fire? Syvog­tyve? – Ud over begramsning, nedværdigende tiltale og behandling, drug rape, vold og voldtægt, er én død ung kvinde én død ung kvinde for meget, efter min mening.

Kim Leine, citat, Politiken 19.2.2022

’Tatovør: – Hvis vi ikke får lov at åbne, er det katastrofalt

Tatovører, frisører og storcentre stod ikke på listen, da en ekspertgruppe mandag fremlagde en række forslag til genåbning af samfundet. “Vi er meget hårdt ramt”, lyder det.’ (TV2 Nord d. 23. 2. 2021)

Uhhh – Død pga. mangel på tatoveringer?

● Amatører leder vores land, Folketing og regering …

Man afliver mink uden lovhjemmel, allierer sig uden klart formål med Østrig og Israel under epidemien, udli­citerer dele af fængselsvæsnet til Kosovo, flygtninge til Rwanda, bekæmper pi­rater i Guineabugten med et enkelt, ensomt skib uden at ane, hvad man skal stille op med de mennesker, man slår ihjel, skyder benene af eller tager til fange, sender jægerkorpset til Mali uden klar aftale med værtslandet, fængsler ud af det blå chefen for forsvarets efterretningstje­neste og en håndfuld andre med – vist nok – besynderlige begrundelser, piner og plager ud­lændinge, danskere gift med udlændinge, børn af udlændinge, indvandrere, flygtninge og eva­kuerede allierede fra katastrofen i Afghanistan … Man arbejder aktivt på at afskaffe basale menneskeret­tigheder i dansk lovgivning … Og man må stå skoleret i EU og forsvare alle disse og mange flere hidtil uhørte dispositioner …

Imens pressen, som skulle holde landet fast på de grundlæggende værdier, har travlt med de­res egne små magtkampe om klik og løssalg og selvpromovering. Prøv med journalistik!

● Jo mere sikkert og trygt og forudsigeligt livet forekommer folk, jo mere efterspørger de bloddryppende krimier, udspekulerede thrillers og sadistiske plot i øvrigt. I Nigeria, Somalia, Kabul, Syrien og i verdens flygt­ningelejre tror jeg ikke, at folk i almindelighed føler trang til at slappe af med Jussi Adler Olsens småper­verse fantasier.

’Thorsten skal fejre nytår med otte fremmede: – Jeg mener ikke, det er imod an­befalingerne

Thorsten glæder sig til at holde nytår med fremmede mennesker, som han efterhån­den har gjort i en årrække.’ (Nordjyske Net d. 30. 12. 2021)

Midt under coronanedlukningerne – Thorsten er et fjols.

Der er så mange ting, man skal, hvis man har brug for en læge eller for kontakt med andre sundhedsinsti­tutioner: – Tast dit og dat, indtast personnummer på den person, henvendelsen drejer sig om, tryk firkant, vent, ved du, at du kan bruge vores hjemmeside? – Hvilket man ikke kan til netop mit formål, det er derfor, jeg ringer. – Vent! Du er nr. 37 i køen … vel at mærke IKKE til en læge, men til en banal tidsbestilling til en læ­gesekretær – også i tiden FØR corona … Det undrer mig, at nogen overhovedet nogensinde kommer igennem …

Da jeg var barn for 60 år siden, var det enkelt: Mine forældre betalte nemlig til sygekassen. – Når vi var syge, fx en lørdag aften, ringede de efter doktor Jensen. Kort efter parkerede doktor Jensen sin gråhvide Folkevogn ved kantstenen uden for vores hus og kom ind medbringende sin slidte, sorte lægetaske. – Han blev ærbødigt modtaget, og mor havde allerede lagt et rent håndklæde og et nyudpakket stykke sæbe frem. Efter grundig håndvask blev den syge kigget i halsen – Sig AHH! – og i ørerne, temperaturen blev taget, brystet blev lyttet til – Prøv at hoste engang! – og kirtler langs kæbelinjen, under armene og i lysken blev følt på, hvorefter dok­tor Jensen var klar med diagnose, gode råd og om nødvendigt medicin.

I dag betaler vi alle voldsomt meget til den offentlige sygesikring over skatten, men vi får kun summarisk hjælp. Lægens telefontid, der før var fra 8 – 9, er aflyst, og alt skal igennem sekre­tærer, der har tid mellem kl. 8.30 og 10, og igen 11 til 11.30 … Hvilke opgaver i et lægehus forekommer sekretærerne vigtigere, end at tale med patienter, der har brug for hjælp? Sygeplejerskerne har telefontid fra 13.30 til 14. Men kun få kommer igennem, og ikke en kat kan finde ud af det nye videokonsul­tation. Eller tidsbestilling via noget ’gør det selv’ med separat, indviklet log ind-system, som beder én om at vælge mellem 14 forskellige muligheder, influenzavaccination, kørekort, bør­neundersøgelse … Når man endelig har fundet en passende rubrik, er ens læge ikke tilgængelig den uge … Så man opgiver eller ringer 112.

● Hvis man som ældre menneske skal filosofere lidt over sit liv, så slår det straks, hvor meget spildtid, der i grunden var. – På mine snart 70 år har jeg vel spildt mindst to tredjedele, måske helt op til 80 – 85%, på at vente på noget. På at vokse op, på at mine forældre og søskende skulle komme hjem fra arbejde og skole, på spisetid, på at mine forældre og søskende skulle gå igen, så stemningen i det mindste blev, om ikke behage­lig, så i det mindste rolig,  på at sidde i en skoleklasse mens absolut intet skete på læringsfronten og vente på, at det ringede ud, på at færdiggøre sin uddannelse, på at møde en passende partner, på at ungerne skulle blive store, på at ønskejobbet dukkede op, på at arbejdsdagen sluttede, på jul, på ferier, på at komme hjem fra dårlige ferier, på at slippe væk fra påtvunget samvær, slippe ud fra undervisningssitu­ationer, kurser, fore­drag … Vente på sommer, på månedslønnen, på helbredsmæssig bedring, på et telefonopkald, en mail, et venligt og fornuftigt menneske … Hvis man decimerede sit liv til det absolut nødvendige, ville en 15 – 20 år være alt nok.

Ingen mænd kunne drømme om at bruge en søndag formiddag på at sidde og barbere sig med en pincet …

’Vildt! Det er en sand magtdemonstration for dansk film

At Jonas Poher Rasmussens ’Flugt’ er nomineret i tre kategorier er historisk i Oscar­sammenhænge og en magtdemonstration af dansk dokumentarfilm.  (…)’ (Politiken Net d. 9. 2. 2022)

Magt? Hvilken abehjerne tænker magt, når et lille land bliver nomineret for en tegnefilm?

At være meget optaget af penge, at lade sig styre af selv små beløb, tilbud, gaver, gevinster, tab, og ikke at være i stand til at se stort på noget eller optræde med generøsitet, kan både skyldes, at man på et dybt plan føler, at tilværelsen og andre mennesker skylder én noget, en form for kompensation for udståede prøvelser eller gjorte tjenester, så at sige. Men det kan også slet og ret være en mangel på fantasi og andre værdimåle­stokke … pengeværdi er så dej­lig konkret.

● Jeg HADER passivt aggressive supportere, ekspedienter og kundemedarbejdere, som par­tout SKAL have det sidste ord, når de prøver at forsvare dårlig behandling eller underlødige produkter:

– Jamen, vi sælger mange af dem!

– Der er ingen, der har klaget før!

– Mange er skam glade for at modtage vores ugentlige mails med gode tilbud …

Deres meningsløse floskler får mig til at gå i aktiv aggressiv tilstand, og det er formentlig ikke godt for mit blodtryk.

’Pårørende skal spille en større rolle i ældreplejen, mener borgmestre

Kommunerne er så pressede, at vi er nødt til at tale om, hvordan pårørende i højere grad kan bi­drage i omsorgen for deres ældre, mener tre borgmestre.’ (TV2Nord Net d. 8. 11. 2021)

Jeg går ud fra, at vi så får en klækkelig skattenedsættelse? Og at mændene kommer på banen? – For ellers lander det jo på kvinderne – igen – og så er vi ikke kommet nogen vegne i løbet af de seneste 50 år …

Der er mindst 15 % idioter – i den oldgræske betydning: en mand uden uddannelse eller særlige forudsæt­ninger – i en given befolkning. Idioter og analfabeter; analfabeter, der både kan læse og skrive, men som gør det meget, meget dårligt. – Det er dog som oftest ikke den mest basale skolelærdom, der er mangel på, men evnen til stringent tænkning.

Jeg forstår ikke, at søde, unge piger gider at barbere sig nogen steder for mænds skyld. – Mænd er kendt for at hoppe på køer, grise, får, plasticdukker og meget andet …  sågar hinan­den, hvis de ikke har adgang til kvinder.

’3.000 danskere dør hvert år af hospitalsinfektioner – bedre håndhygi­ejne kan redde mange af dem’

https://videnskab.dk/forskerzonen/krop-sundhed/3000-danskere-doer-hvert-aar-af-hospitals­infektioner-bedre-haandhygiejne-kan-redde

Ifl. Politiken sept. 2021 vil regeringen forlænge forbuddet mod minkavl i Danmark pga. af faren for menneskers sundhed. SSI udtaler:

»Det er Statens Serum Instituts vurdering, at konklusionerne i den sund­heds­faglige vurdering af risiko for den humane sundhed ved en evt. gen­optagelse af minkhold efter 2021 af den 14. juni 2021 fortsat er gæl­dende«.

Hvis man brugte samme logik på fx Salmonella- og MRSA-bakterier m.m., kunne vi ikke holde sam­menstuvede dyr i Danmark overhovedet. – Hvilket klart ville være en forbedring.

Vi forsøger at afstive vores eget ego i hvert eneste møde med et medmenneske.

Vi ser, at flere og flere børn falder ud ad vinduer, drukner eller bliver væk, mens de er sam­men med deres familier hjemme eller på udflugter … Sidder de ansvarlige voksne med næ­serne i mobi­lerne og ’skal bare liiige … ’, mens ungerne forsvinder?

’Event- og marketingmanden Arne Schade har et forslag om to store vartegn og attraktioner langs havnekajen i Aalborg og Nørresundby

En attraktion, der skyder 150 meter op i luften, det er, hvad der arbejdes på to steder langs havne­fronten i Aalborg og Nørresundby.’ (Nordjyske Net d. 1. 2. 2022)

Hvis vi sidder på hænderne i nogle år, kan vi snart markedsføre os som den ENESTE middel­store jyske by uden fjollede tårne …

● Oscar Wilde: ’Sentimentalitet er den luksus, det er, at gennemleve en følelse uden at skulle betale for den’ – Gratis følelser … Som når man fx nasser på den britiske kongefamilie, som man jo ikke har nogen som helst forbindelse med, ved at fare ud og tænde lys og lægge blom­ster på et gement for­tov, når én af deres prinsesser er omkommet i en trafikulykke i Paris. Tra­gisk, ja. Men ikke noget, der direkte har med mig at gøre. Man tager med på en gratis følelses­rutsjetur. Gratis, fordi man ikke selv har noget i klemme. Man er med på nas. – Alle har lov at vise sympati, men sorgen tilhører udeluk­kende de nærmeste, og det må man respektere, uan­set hvor skolepigeagtigt kedsommeligt og be­grænset ens eget liv er.

● Kvinder bruger sundhedsvæsnet langt mere, end mænd gør. Kvinder er dyre i drift. De får brug for lægeordineret prævention, P-piller, spiral, P-stave, for det er jo ikke mændenes op­gave at sikre sig nemt og billigt med et kondom i lommen. Og kvinder får bøvl med menstrua­tion, graviditet eller manglende graviditet, fødsler, overgangsalder, hormonelle problemer … Og så lever de fleste kvinder længere end de fleste mænd og belaster fællesskabet imens. – Men det er hovedsageligt mændene, der bruger retssystemet, fængslerne, herbergerne, der laver ballade eller udøver vold, så politiet skal tilkaldes, og som er dyre i forsikring af fx biler og andre ejendele. – Så det ene køn har ikke meget at lade det andet høre. Og de, der påstår, at der ikke er forskel på kønnene, tager fejl. På et statistisk niveau er forskellen stor og medfødt, men den enkelte kvinde kan sagtens være voldelig og køre tre biler i smadder, ligesom den en­kelte mand kan være sygelig og have brug for omsorg i det fælles sundhedssystem igennem hele sit liv.

Den ro og stille glæde, der følger med, når man overholder aftaler, er pålidelig og god, hol­der or­den omkring sig og gør sin pligt, er i høj grad undervurderet.

Sommeren 2021: Fodbold – og anden sportsudøvelse – har overtaget de fleste menneskers be­grænsede hjernekapacitet, det offentlige rum og den reklamefrie public service kanal, DR´s sende­flade: bl.a. Booking.com og Tic toc´s spots vises før hver kamp … Der er intet, der er hel­ligt eller rekla­mefrit længere.

Selv et forholdsvist seriøst medie som ’Politiken’ løber over med vikingekvad og panegyrik da­gen ef­ter en gemen fodboldkamp:

Politiken Net d. 27.6. 2021:

»Red-White District«: »Med den her selvtillid og kvalitet kan vi gå langt«

»Karakterbogen: Stærkest strålede holdet i Danmarks storsejr – men Dolberg var skarp og Kjær stærk«

»Lagde du mærke til detaljen? Hjulmands lykketrøje slog til igen« 

»Klar til kvartfinale: Dolberg førte an i en dominerende dansk angrebsmaskine, der pulverise­rede Wales« 

»FI-RE NÅ-ÅL: Mange går pludselig, som om de ikke bare ejer fortovet, cykelstien og hele ga­den, men også verden. Og det gør de også« 

»Fantastiske jubelscener i København: Se billederne her«

Og folk trængtes i lykkerus på pladser og gader – Midt i en coronatid. Med kun 1/3 vaccinerede …

Der er ved at ske noget: – #Metoo, krænkelser, sproget, lønnen … Kvinder kan klare sig selv nu og finder sig ikke i noget. – Vi havde vænnet os til, at omsorgsarbejde var gratis, at kvin­derne tog sig af hus, rengø­ring, vasketøj, indkøb, mad, dyr, børn, syge, gamle …  – Og da kvin­derne kom i job, ofte inden for rengøring, madlavning, børnepasning, ældre- og sygepleje, så fik de lavest mulig løn, fordi de jo bare gjorde det, kvin­der plejede at gøre gratis, og de havde jo også så meget andet at passe derhjemme og kunne ikke yde det samme som mænd. Mænd får jo ikke børn. Så resultatet blev, at kvinder skulle overkomme to jobs for den halve løn. – Både ude og hjemme. Så kunne mændene gå og være vigtige og gå til møder, arbejde over, tage på forretningsrejser, gramse på sekretæren og komme sent hjem.

Kvinderne betaler nu prisen, fordi de plejede at udføre vedligeholds- og omsorgsarbejdet gratis uden at brokke sig. Og fordi samfundet notorisk undervurderer værdien af deres arbejde – Det reproduktive ar­bejde, altså der, hvor vi slapper af, opfostrer nye mennesker, passer de hårdt­arbejdende, hjemmet, ven­nerne, de syge og gamle – til fordel for det produktive arbejde, altså produktion af noget. Men man kan ikke producere noget, hvis man ikke kan reproducere sig selv hjemme, spise, hvile ud, vaske sig, i et rent og pænt hus med glade, mætte og velpassede børn … Og hvem sørger for det? VVS’eren, der kommer sent hjem? Lektoren, der går med sit hoved i skyerne hele dagen? Kirurgen, der har opereret hjerter siden kl. 9 i morges? – Men nu er VVS’eren, lektoren og kirurgen ofte en kvinde, og så bryder systemet sammen, for hvordan skal hun kunne restituere sig, når hun også skal hente børn, købe ind, lave mad, vaske tøj, gøre rent, passe haven, gå med hunden, arrangere fødselsdage og sine forældres bryllupsdag?

De højt præsterende kvinder i dag mangler ofte en hengiven hustru til at sørge for baglandet. Og mange går ned med stress, mens alt for mange af deres dygtige medsøstre stadig må slave sig af sted med to eller flere job til den ringeste løn. Alle har de verdens dårligste samvittighed over alt det, de ikke når. I andre lande hyrer man lavtlønnede indvandrerkvinder til at passe hus, børn og lave mad. Den mulighed har vi ikke så let adgang til, og godt det samme. Vi har hver især kun ét liv. Vi må tage vores eget liv med uddannelse, ar­bejde, mænd og børn på os, og i stedet forlange vilkårene ændret. Til gavn for alle køn og aldersgrupper.

Det overstiger tydeligvis mange menneskers intellektuelle evner at skulle sortere deres eget af­fald i grupper, fx at skulle skelne mellem papir, plast, metal, glas, elektronik, madrester og restaffald.

Ingen, der ikke selv lever fedt af griseproduktion, kunne drømme om at købe et hus i Vend­syssel, Himmerland, Midtjylland, Vestjylland, Vest- eller Sydsjælland, Fyn, øerne, Sønderjylland eller på Bornholm. I alle de liflige for­årsmåneder og igen fra sidst på sommeren svømmer alle disse områder uden for storbyerne i svinelort og tis, som stinker modbydeligt og klæbrigt stramt. Ingen turister ville komme igen, hvis de én gang har oplevet stanken i fx et lejet sommerhus i en ellers smuk og frodig forårsfe­rie. – Jeg fatter fatter fatter ikke, at man ikke begrænser antallet af svin til eksport opdrættet i Danmark og strengt regulerer dyrevel­færd, herunder antal dyr pr. m2, transport af levende svin til slagterier, medicinering, fodring og mil­jøpåvirkning for resten. Ingen burde tjene penge på at mishandle dyr og ødelægge livskvaliteten, bo­ligmarkedet, helbred, jord, luft og vand for et lands befolkning for at producere kød til folk på den anden side af kloden. Danmark er sim­pelthen for lille til så stor en svineproduktion. *

* Ifølge Danmarks Statistik stiger svineproduktionen hvert år, i 2021 producerede knap 4000 svinebedrifter mere end 33 mio. stk. slagtesvin – Det er næsten seks svin pr. indbygger!

● Om Thomas Vinterbergs ’Druk’: I H. C. Andersens hjemland falder vi stadig for det ældgamle trick, at når udenlandske charlataner roser noget, synes vi også pludselig, at det er forfærdeligt godt: À la mode … Selv en småpinlig film om fire velforsørgede, middelklassemænds midtlivs­krise. – Filmen får en pris, og så glemmer alle, at den faktisk ikke handler om noget. Der er, ud over de fire prototyper på MANDEN, en håndfuld unge gymnasieelever, en gammel hund og tre kvinder med i filmen, alle decimeret til statister i de vattede mænds selvoptagede, små liv. Der er to blonde hustruer og en æl­dre, kvindelig rektor, og det eneste, vi ser dem gøre, er at passe deres typiske kvindelige roller som inspektricer, elskerinder og mødre, mens de kritiserer mændene. De unge, blonde børnemødre – heriblandt den obligatoriske svensker, er også tro­fæer, KVINDEN, der holder manden på rette vej, selv om han mest hælder til at drikke sig i heg­net med gutterne. – Ja, og …?

Min veninde er sygemeldt med stress. Hun er pædagog og arbejder med handikappede, og i dag skal pæ­dagoger jo både gøre rent, skifte bleer, lave mad, holde god kontakt til pårørende, ordne papirarbejde og dokumentation og passe udearealerne, herunder skovle sne, når det er nødvendigt – Førhen  havde man i boenhederne både kontorpersonale, pedel, kok og rengø­ringshjælp, nu skal de få, nedsparede, pædagog­uddannede ansatte selv gøre det hele, og det er svært at nå at sørge for beboernes trivsel ovenikøbet, svært at iværksætte pædagogiske til­tag … Når man ikke får lov at gøre sit arbejde ordentligt, går man ned. – Så bliver de tilbagevæ­rende endnu mere pressede.

Hvis man er over tres og har en krop, keder man sig ikke. Der opstår ustandseligt nye for­nemmel­ser, symptomer, smerter, underligheder og manglende funktioner, som holder én selv, de nærmeste pårørende, læger, fysioterapeuter, apoteker og fabrikanter af besynderlige na­turlægemidler og vita­minpiller i ånde og i arbejde, med fuld kalender og tom pengepung.

’Mette, Jeppe og Trine havde vist glemt alt om Donald Trump, da de fremlagde ny dansk strategi’ (Politiken Net d. 1. 2. 2022)

Det lyder som en gruppe nede fra børnehaven … Hvor er respekten? Hvis man ikke respekterer de højeste poster i sit land, ikke for personernes, men for landets skyld, hvordan kan man så respektere sig selv? – De benævnes normalt: statsminister Mette Frederiksen, udenrigsminister Jeppe Kofod og forsvarsminister Trine Bramsen.

● Jeg hader, når journalister i journalistiske artikler begynder med en laaaang, dramatiseret indled­ning á la: Det var en mørk og stormfuld aften.  – Eller de fortæller læseren, hvad de fik til morgen­mad, hvor de var, med hvem, hvordan de kom derhen, og hvad de følte, før de når til det væsentlige, til det, artiklen skulle handle om. Hvad blev der af faglighed og saglighed? Hvor meget tid har vi at spilde på uvæsentlige detaljer og broderier i oplysende journalistik?

● Nedlukning af kultur under corona: Det overrasker folk, at ingen gider overvære kulturelle arran­gementer på nettet. Men ingen dyrker kultur for kulturens skyld. Man gør det for at klæde sig pænt på, gå ud, drikke hvidvin, møde mennesker og lade sig se de rigtige steder. Det behov kan internettet ikke opfylde. – Se mig: Jeg dyrker kultur, siger vi, når vi går op ad den røde løber, slår takten til kon­certen, diskuterer en ny roman eller balancerer plastickruset med sur hvidvin rundt til receptionen. Som religion er kultur en social konstruktion.

Nu bedømmer man, om andre mennesker er gode mennesker ved at se på deres hår, tøj, biler, indkøbsvaner og boligindretning. – Alt det, vi for små 50 år siden nedladende kaldte ‘de ydre ting’. Disse ydre ting, var det underforstået, skulle man ikke lade sig forblænde af, for de havde ingen be­tydning overhovedet – som i ingen betydning som helst …  – Nu vurderer vi ikke andre mennesker på andet.

’Mattias Tesfaye: »Vækkeuret skal ringe i alle hjem i Danmark«

Socialdemokratiets Mattias Tesfaye ser med positive øjne på Venstres udspil, der skal sikre flere indvandrere i job, på trods af advarsler fra ekspert i menneskerettigheder.’ (Politiken Net d. 4. 2. 2021)

Sådan sagde Hitler sikkert også.

Alle mine fire bedsteforældre var født i årene omkring år 1900. Dvs. at i 1918, da 1. Verdenskrig var ved at nå sin afslutning, og Den Spanske Syge, en dødelig, verdensomspændende influen­zaepidemi brød løs, var de unge voksne, ligesom Jomfru Anegade-segmentet er det nu. Dengang var det ikke de ældre, men de unge og stærke, der blev alvorligt ramt og døde, så hvis ikke mine senere bedsteforældre, søde Britta og Aksel i Kø­benhavn, der begge elskede at danse, svenske Lilly og smukke Harry fra Fre­dericia, havde været kloge og satte deres sociale liv på pause i de år, da influenzabølgerne ra­sede, så var vi en del mennesker, mine forældre, deres søskende, deres børn og børnebørn, mine søskende, mig, vores børn og børne­børn, som ikke ville have eksisteret i dag.

Der er så meget tilgængelig viden og så lidt evne og vilje til at samle den op.

Nytår 2022

Efter 15 år og knap 500 essays på denne blog kan man konstatere, at verden har forandret sig en del. – Både den lille verden og den store verden.

Hundehvalpen voksede op og blev en skøn, hengiven vagthund, men dens tid kom i påsken 2019, hvor dyrlægen måtte sende den af sted på en sidste tur. – Den er ikke ble­vet erstattet af en ny hvalp, og det bliver den formentlig heller ikke. Vi er for gamle og for trætte nu til at påtage os ansvar for andre end os selv. Kun potteplanterne, haven og dens halvvilde fugleliv pusler vi om. – For dyr og planter skal man have. – Vi er af bondeslægt, og noget skal vandes og fodres morgen og aften, ellers vender livet ikke rigtigt.

Også Tøger Seidenfaden mistede vi. Et fyrtårn i overblik og værdier. – Heller ikke han er blevet erstattet. På Politiken har de folk, der forsøger at fylde spalterne, men de mangler, efter min ringe mening, den bega­velse, det swung, det store udblik, der gjorde avisen til noget særligt.

Der er forskel på en privat, gratis blog, hvor man har lov at poste fotos af sit hjemmelavede syltetøj og skrive om sine børn og kattekillinger eller et arrangement henne i beboerhuset, og så et professionelt, landsdækkende nyhedsmedie, som andre mennesker betaler 6500 kr. årligt for at få adgang til.

Af mangel på overordnede linjer får Politikens journalister nu under den nye ledelse lov til at publi­cere endeløse klummer om sig selv og deres egne små liv, specielt skribenternes egne – åh, så interessante – ferier er læserne efterhånden velbevandrede i. Chefredaktøren går forrest med poin­teløse beretninger om fx en begivenhedsløs cykelferie i Jylland med en søn. Nogle af avisens bærende, kulturpolitiske kræfter skriver om mangel på P-pladser ved den karré på Østerbro, hvor de selv bor, og om hvor svært det kan være at tage sokker på, mens man står på ét ben, hvis man er lidt oppe i årene. Eller en klummeskribent udbreder sig ugent­ligt om, hvor deprimeret hun er pga. coronanedlukningen, fordi hun er tvunget til at arbejde hjemmefra i nogle måneder, og for at klare sig igennem både må sylte blomkålsblade og gå til psykolog … Vi læsere kender også en del til hendes tid­ligere, utilfredsstillende job og hendes forkærlighed for nederdele … Disse klummesnedkere opmuntres formentligt af tanketomme, privatlivsinvaderende læseres positive kommentarer, ganske som et overgearet barn, der fjoller rundt offentligt og nyder forbipasserende voksnes opmærksomhed. – Det havde ikke fået lov at passere un­der Tø­ger.

Debatredaktionen trykker med overlæg naive og idiotiske indlæg, der beskylder mænd, kvinder, fædre, mødre, unge eller ældre over én kam for alt muligt, så mange føler sig ramt og klikker og kommenterer i en endeløs fejde, der fyger med formålsløs vrede og ikke gør et eneste menneske en tøddel klogere på livet.

Intet liv af betydning vest for Valby Bakke: Politikens journalister ulejliger sig ikke ofte med at overskride kommunegrænserne.

Politiken på papir og net d. 6. og 7. 1. 2022: Blødt vand til københavnerne og nyheder om en børnehave på Østerbro og hovedstadens hospitaler … Ofte er hele broadsheet-opslag viet til protester mod byggeri på Amager Fælled eller problemerne med at komme igennem til 1813 – hovedstadens akutnummer, ikke blot en eller to dage, men flere gange ugentligt! – Der er et helt tillæg om ‘I byen’, og det er ikke Hjørring, de mener. Spild af avispapir for en nordjyde, der jo heller ikke ville abonnere på Bornholms Tidende eller Fyns Amts Avis.

Tøger Seidenfaden var ikke jyde, men han vidste, at verden bestod af mere end Amager Fælled, Pisseren­den og brokvartererne. Han var ikke til fals for kliktælling og tabte ikke hovedet ned i syltede kålblade og andre petites­ser. Han forlangte viden! Udsyn! Nye erkendelser!

Der er gået amatør-Facebook i det meste …

På samme eksalterede, følgagtige måde, som Politikens journalister eller en gammel moster i Køge, bruger også vores folkevalgte politikere en stor del af deres tid på at fodre de sociale medier med selfies og private banaliteter. I stedet for, som forventet af dem, og som de bliver betalt for, at fordybe sig i det lovforberedende arbejde til gavn for hele landet. Flere af dem har decideret problemer med at forstå et grundlæggende princip som magtens tredeling og med blot at overholde loven. Et par stykker er allerede dømt, hvilket også gælder redaktører på nogle af vore store avi­ser. Det er flovt at bevidne …

Fremtrædende, mandlige politikere, kulturpersonligheder og chefer på store medier er desuden afsløret i klam, grænseoverskridende gramsen eller decideret vold og voldtægt mod småpiger og yngre kvindelige kollegaer.

Vi står midt i en overvældende, verdensomspændende sundhedskrise. I en moralsk krise, en klimakrise, en biodiversitetskrise, mange brutale krige, udbredt fattigdom og overvældende flygtningestrømme. Medmennesker lever i uhumske lejre, misbruges på det grusomste eller drukner i havene omkring Europa.

Vi oplever et uddannelsesmæssigt underskud, hvor selv basale, demokratiske begreber er gået tabt, for ikke at nævne tænkeevne, sprogfærdigheder, civiliseret omgængelighed og almen dan­nelse.

Vi er blevet en nation af selvoptagede dumsnakkere, møvere, snydere og lovbrydere. – Og samtidig gjalder råbene om ’sam­fundssind’ og ’danske værdier’ ud i det tomme rum …

Velbekomme og godt nytår!

https://policywatch.dk/nyheder/christiansborg/article13605881.ece

https://nyheder.tv2.dk/samfund/2022-01-07-cavlingprisen-gaar-til-daekning-af-boern-i-fangelejre