For 60 år siden i barndommens have grublende på en omvendt cykelkurv.
Når helten er lige ved at dø, siges det altid, at han ser hele sit liv passere revy.
Angiveligt skulle det kun tage et par sekunder, uanset hvor gammel helten er, og hvor meget han har oplevet. – Det er næsten udelukkende hanner, som Bruce Willis o.l., der kommer i heltemodige, livsfarlige situationer i populærkulturen.
Hunner ligger og skriger sig ind i døden hjemme i barselssengen eller får halsen skåret over eller skallen smækket ind af en slem fyr, når hun mindst venter det. Ikke noget helteagtigt passeren revy der.
Det er min klare fornemmelse, at livet faktisk passerer revy i ubevogtede øjeblikke. Men at det ikke foregår som én stor forestilling ved livets afslutning, men drypvist efterhånden som man bliver ældre.
Fra omkring fyrre-halvtredsårsalderen dukker småglimt fra barndommen op, mens man vasker op, går en lang skovtur, kører bil, eller hjernen på andre måder står og kører i tomgang og selv fisker noget frem, som den viser på den indre skærm. Hvis man forfølger disse glimt, kan man i hukommelsen rejse tilbage til huse, stuer, haver, villaveje, udflugter og situationer, som man troede, man for længst havde glemt. – Fortrinsvist dem, der efterlod sig større, følelsesmæssige indtryk.
Øjeblikke af fornedrende skam, lykkelige overraskelser, uventede successer, begåede dumheder, forfærdelige ulykker, smerter, uheld, angst, uretfærdigheder, en vellykket rejse, en juleaften i familiens skød, det første barn eller barnebarn.
Pludselig har et skift i vejret flyttet ens hukommelse halvtreds år tilbage til en kølig og rosafarvet vintermorgen i Roms gamle gader, som lugter af friskt brød, stærk kaffe og benzinos.
Eller en mildhed i luften transporterer hjernen til en forårsdag på en af Prinseøerne i Marmarahavet, hvor de flinke ejere af en havnerestaurant bringer os sød te og honningdryppende baklava efter middagen.
Andre gange er det ens egne børns barndom, man genoplever: Alle de små omstændigheder omkring deres fødsel. – Og: Havde de det godt, mens de var i ens varetægt? Var man opmærksom nok? Burde man have …?
Eller dyr, man har kendt, heste, hunde, katte. En stor rosenbusk, som desværre gik til i en hård vinters frost. Mennesker, som krydsede ens liv: Var jeg ordentlig nok over for den og den? Hvor er vedkommende mon nu? Burde jeg have …?
Religioner taler om dommedag, om at man bliver stillet til regnskab på den yderste dag, men man kan sagtens gå i al stilfærdighed i mange år, før døden indtræffer, og holde dommedag over sig selv. Og forhåbentlig blive klogere på livet og menneskene, så man ikke begår de samme fejl flere gange.
Når erindringer ukaldet melder sig, følges de ofte af en trang til at formidle erfaringer til de næste generationer: – Min far gjorde altid … – Ude på landet havde man … Om vinteren skal man huske at …
Er det indbygget i os? Denne trang til at bebyrde efterkommerne med lærestykker og gode råd? Er det årsagen til menneskets succesfulde, mangfoldige udbredelse over hele kloden? At vi ikke lister af, før vi har givet vores dyrekøbte erfaringer videre?
Men man kan også bare døse og drive med på den sidste svage bølge af liv, som min mor, der er midt i halvfemserne og tilbringer det meste af sin tid i en seng på et plejehjem.
– Har du det godt? spørger jeg, og hvis det er en god dag, kan hun genkende mig, trykke min hånd og svare.
– Ja, siger hun.
– Er der noget, der gør ondt?
– Nej
– Er der noget, du savner?
– Nej
– Keder du dig?
– Nej
– Hvad laver du, når du ligger her?
– Tænker
– Hvad tænker du på?
– Mig selv! trutter hun tilfreds med den rå energi, der kendetegnede hende indtil for få år siden.
Da jeg læste i Århus, boede jeg i opgang med en ældre herre, der pludselig mistede sin hustru igennem mange år. I sympati inviterede jeg ham efter nogen tid ind på kaffe og hjemmebag en sensommersøndag eftermiddag og lyttede til hans sorg og hans forsøg på at organisere sit nye liv.
– Ja, man mangler jo en god kvindes omsorg, fastslog han med en ikke ringe grad af selvynk og store hundeøjne vendt mod mig, den trivelige, medfølende, forklædeklædte, hjemmebagende, unge studine, mens han gumlede kagen i sig.
Jeg udtrykte min deltagelse, mens jeg for mig selv tænkte: – Gør vi ikke alle det?
Det er ikke blevet bedre med den kvindelige omsorg siden da. Tværtimod. Mænd kan ikke længere gå ud fra, at ‘en god kvindes omsorg’ er en umistelig del af deres rettigheder som født hankøn, og føle sig forrådt af skæbnen, når den udebliver.
Også børn mangler deres mødre og rare pædagoger. Patienter mangler dygtige sygeplejersker. Venner mangler flyttehjælp, havehjælp, babysittere og hundepassere. Overlæger og direktører mangler kompetent sekretærhjælp. Ældre og syge mangler selskab og støtte i hjemmet hver eneste dag … – Ung eller gammel. – Ja, selv mig. – Af og til kunne man godt bruge en hengiven hustru, en udstrakt hånd, et smil, duftende, nystrøget tøj, rene rum at være i, en kop varm kaffe serveret, et hjemmelavet måltid og selskab, mens man spiste det.
I det hele taget mangler de fleste vist hjælp til det svære liv, en god kvindes omsorg … Men lige netop dén ressource er i restordre for tiden. – Måske fordi vi sjældent påskønner den, når vi oplever den, jf. husmødres ringe status og sygeplejerskernes forgæves krav om højere løn og bedre arbejdsforhold.
Vi elsker at modtage kærlig omsorg, støtte, sympati, pleje, rent tøj, rengøring og hjemmelavet mad, men vi vil ikke betale for det, for det har i årtusinder været et gratis gode leveret af millioner og millioner af gode kvinder. – Det er så slut nu.
Jeg tilbød ikke dengang at hjælpe den ældre herre med mere hjemmelavet mad eller andre tjenester, selv om det tydeligvis var det, han anglede efter, men nøjedes med til farvel at give ham resten af kagen med hjem. – En ny tid var begyndt.
Jeg bagte en kage til de nye, unge indflyttere i kvarteret. – Da vi mødtes næste gang, takkede de for kagen, men bemærkede, at den ’måske havde været temmelig … øhh … næringsrig?’
Det var en hjemmelavet mazarinkage med god marcipan, masser af æg, valnødder og kaffeglasur. Og, ja, den var temmelig næringsrig. Det er vel kagers natur? At være noget ud over det dagligdags? En ødslen med næringsrige og søde ressourcer, som førhen var sjældne og kostbare? For at vise gæster og tilflyttere, at de er velkomne? At man vil dem det godt?
Kage er ikke salat.
– Og stof er ikke uforgængeligt:
Nogen tid efter stod jeg hos den lokale møbelpolstrer og skulle vælge nyt stof til mine spisestole. – Er der noget, der ikke falmer? spurgte jeg belært af tidligere erfaringer med polstrede møbler og sol i stuen.
– Jeg har ikke stof, der ikke falmer, svarede han tørt og kontant. – Og han havde jo ret. Jeg var naiv. Og det var præcis sådan, jeg skulle have svaret de unge mennesker:
– skal folkeskolelærere omhyggeligt udvælges og uddannes bedre og længere.
– skal læger, lærere, sygeplejersker, socialrådgivere, pædagoger og SOSU’er – alle med nær borgerkontakt og deres chefer – bestå en empati-, hjertevarmheds- og flinkhedstest, før de får arbejde.
– skal byernes centre være bilfri, og vores ressourcer skal anvendes til lettilgængelig, støjsvag og billig, offentlig transport.
– forbyder vi jagt som fritidsbeskæftigelse. Nedskydning af dyr på marker, i hegn og skov må kun foretages af jordejerne selv og af betroede, veluddannede vildtforvaltere. Drab er aldrig for sjov.
– bliver det forbudt at bygge, og navnlig at bygge grimt, i naturområder.
– må ingen børn overlades til institutioner, før de er fyldt tre år. – Man må bare finde ud af det! – Vi vil ikke have småbørn, der knap kan gå eller tale, til at tumle rundt blandt fremmede i store institutionsmiljøer. ’Som sanseløse pingviner’, som en forsker skrev i sin rapport om vuggestuebørn.
– må ingen børn under 12 år være i skole og/eller institution mere end 6 timer pr. dag alt inkl. – Og ingen må komme hjem til et tomt hus eller have ansvar for mindre søskende, før de er fyldt 15.
– må telefonsvarere ikke bruges i det offentlige. Ingen skal ringe til deres sagsbehandler eller endnu værre, til deres læge efter hjælp og tvinges i halve og hele timer til at lytte til: … muzak … tryk dit og dat … indtast dit personnummer afslut med firkant … ved du at du kan bruge vores hjemmeside (hvilket man jo ikke kan, det er derfor man ringer) … du er nummer 32 i køen … ring venligst senere (hvilket man ikke kan, da telefontiden slutter klokken 9, og alle smides af linjerne).
– nedlægges zoologiske haver. Vi udstiller ikke længere mennesker af andre racer i bure, og vi bør ikke længere udstille større pattedyr, menneskeaber, bjørne eller giraffer som underholdning for familier på søndagsudflugt. I haverne kan vi, ud over legepladser og isboder, have heste, køer, svin, geder, får, høns, kaniner, sådanne dyr, som igennem tusindvis af år har haft tilknytning til mennesker og trives som tamdyr.
– skal skattesystemet forenkles til et personfradrag og en procentsats FOR ALLE! – Afstand til arbejdssted, hjemmekontor, diæter, rejser, udgifter er skattevæsnet uvedkommende. Løn m.v. må indrettes efter disse forhold.
– må seriøse nyhedsudsendelser på statsstøttede medieplatforme ikke spilde folks tid med sport. Det er en rest fra den gammelpatriarkalske kultur, da mænd definerede alting. Sport er ikke anderledes end andre reklamefinansierede og indtægtsakkumulerende begivenheder, som fx cirkusforestillinger, og skal ikke have særstatus. Det må naturligvis nævnes, hvis Danmark slår Sverige og vinder VM i håndbold, men alenlange beretninger om spillernes privatliv, følelser og helbred og fansenes fjollede udklædninger og forudsigelige håb og skuffelser henvises til specielle sportsprogrammer, kanaler, magasiner, internetsider. Meddelelser om sportsresultater, opgejling og hjernedøde interviews – Kan du ikke lige sætte ord på dine følelser lige nu? – må ikke optræde side om side med coronatal, demonstrationer i Rusland, statskup i Myanmar, brand i flygtningelejre og præsidentvalg i store lande.
– bliver salg af fyrværkeri til private ulovligt. Kun uddannede fyrværkerimestre må håndtere krudtet, og de kan hyres til nytår, bryllupper o.l. – Faktisk kan man med laserlys simulere flot fyrværkeri på nattehimlen, men hvorfor skulle man? Dyr og fugle skræmmes fra vid og sans.
– skal bycykler og løbehjul ikke fylde op i byerne, uanset om det er bystyret eller private firmaer, der står bag. Folk må købe eller leje deres eget transportmiddel, for så er de mere ansvarlige. Vi nedsætter et helt korps, der kun skal tage sig af cykeltyverier.
– må ATV’ere og mountainbikes ikke køre i naturområder, men henvises til specielt anlagte baner, hvor de ikke oppløjer og ødelægger noget af betydning, og hvor de ikke er til gene for andre, der nyder en fredelig spadseretur.
– skal alle håbefulde hundeejere aflægge en prøve, have ’kørekort til hund’, så de ikke efterlader små hunde alene i timevis i årevis til at gø deres frygt og frustrationer ud. Eller overlader dem til kun halvstore børn, der ikke kan håndtere ansvaret, men gør alting værre.
– må hver husstand kun eje ét hus, én bil og tage på én årlig flyrejse.
– må ordet ’ghetto’ kun bruges i den historiske betydning. Vi har i dag i Danmark ingen ghettoer!
– skal der oprustes kraftigt på pleje- og sundhedssiden, så det ikke bliver læger og andet sundhedspersonales arbejdstider og skemaer, men syge og ældres behov, der bestemmer gangen.
– skal landbrug, dvs. jordbrug og dyrehold, reformeres kraftigt hvad angår størrelse, finansiering, dyrevelfærd, gift og gødning, udnyttelse af jorden.
– skal Danmark tage sin rimelige del af verdens flygtninge og behandle dem ordentligt, når de kommer.
– bliver det forbudt at annoncere for dyre vitaminpiller, kosttilskud, kemi, cremer, behandlinger, som påstås at fritage mennesker for alderens forandringer og skavanker.
– afskaffer vi som noget af det første sommertid. Man skal ikke pille ved tiden og forvirre alle, dyr såvel som mennesker, men lade vintertid, dvs. dansk normaltid, være standard.
– skal alle folkevalgte og folk i større, offentlige stillinger én gang om året redegøre offentligt og på lettilgængelig vis for deres økonomi, bestyrelsesposter m.m. Måske skal de også på kursus i grundloven og gældende menneskerettigheder, for der sker i disse år skred, som tilsyneladende kan henføres til ren og skær grådighed parret med dumhed.
– skal journalister lære at skelne mellem informativ og kritisk journalistik. Der er p.t. en tendens til, at journalister nogle gange stiller sig pinligt opmærksomhedspåkaldende, fiffigtsnedigt kritisk an, når de blot skulle videreformidle facts, og andre gange undlader at stille de oplagt nødvendige, kritiske spørgsmål.
– og almindelige mennesker skal uddannes i forskellen mellem rygter på sociale medier og videnskabelige facts. (Og nu vi er ved det: Høflige og hensynsfulde omgangsformer, mundtligt og skriftligt sprogbrug, de fire regnearter og budgetstyring.)
– skal der lovgives om miljø og kemi på import- og producentniveau. Unødvendige tilsætningsstoffer og skadelig kemi skal forbydes. At redde verden må ikke udelukkende overlades til den enkelte kunde i supermarkedet.
– skal der lovgives om ro, ren luft og naturbevarelse.
– må ingen danske soldater eller civile medvirke til ikke-forsvarsrelaterede krigshandlinger noget sted på kloden og i rummet.
– skal politikerne hvert eneste år på kursus, så de bliver i stand til at handle til landets bedste. Ikke som nu, hvor mange tilsyneladende har deres eget bedste, vellønnede poster, karriere og løn som mål, eller de forsøger at agere strategisk til egen fordel ved at undergrave kollegaer både i og uden for eget parti med udbredt mistillid til demokratiet i befolkningen som resultat.
– må små sportsfly ikke fylde luftrummet med larm og genere måske titusindvis af mennesker på en sjælden solskinsdag, blot for at en enkelt mand eller to kan dyrke deres interesse. Det samme må gælde gokarts, jetski og andre larmende fritidsmaskiner til lands, til vands og i luften.
– skal danskerne belæres om landets rette størrelse og betydning og ikke bilde sig ind, at fx kineserne ændrer en tøddel på deres politik, hvis vi får vores udenrigsminister til at kritisere dem. Vi skal naturligvis stå ved vores menneskerettigheder og demokrati, men det ville være klædeligt, hvis vi gjorde dette i samarbejde med internationale organisationer, EU, FN, WHO o.l., og så påtog os at rydde op i egne sager først, fx Støjbergs ulovlige instruks om adskillelse af flygtningepar uden at høre parterne, svindel med forsvarets midler, konsekvensløs foræring af milliarder af vores skattepenge til udenlandske bondefangere o.a.
– afskaffer vi monarkiet og adskiller kirke og stat, som alle andre, moderne og oplyste demokratier allerede har gjort for længe siden.
● Det er Mette Frederiksen og regeringens ansvar sammen med udpegede eksperter at føre Danmark igennem en voldsom pandemi. Naturligvis har de sved på panden. Andre steder, i Sverige, Storbritannien og USA fx, løber det løbsk med døde i titusind- nogle steder hundredtusindvis. – Mens danskerne brokker, brokker og brokker sig over regeringens tiltag for at begrænse smitten: Man vil ikke blive hjemme. Man vil åbne sine forretninger på fuldt gab. Man vil holde fest. Man vil holde smittefarlige mink i millionvis. Man arrangerer rejser, teater, gudstjenester og store festivaller. De unge vil i skole og til fest – De gider ikke sidde hjemme og kigge på en skærm, siger de, hvilket er nyt for mig … Hvornår har unge mennesker sidst fravalgt skærme til fordel for seriøs undervisning? Samvær? Oplevelser i naturen?
● Henning Jensen, den vidtberømte ekspert i virus og epidemier, har fundet tid til at kommentere regeringens teststrategi i verdenspressen:
’HENNING JENSEN
test mig her og test mig der,det er intet vær måske er du fri i dag men måske ikke om to dage og hvad er alt dette testning så vær’ (Kommentar på Nordjyske.dk d. 7. 9. 2020)
Overfladisk set har manden ret. – Testning er som at måle temperaturen på en syg. Det er ikke en behandling i sig selv, men man skal have en diagnose, før behandling, smitteopsporing og karantæneforanstaltninger kan sættes i værk. Og mange tests fortæller de uddannede eksperter, dvs. dem, der har tilbragt en årrække på universitetet, hvordan epidemien udvikler sig i samfundet, og hvor man kunne sætte ind.
Det fortæller de så regeringen, der efter forhandlinger med Folketingets øvrige partier indfører afpassede restriktioner. Restriktioner, der under behørig hensyntagen til samfundets forsyningssikkerhed, øvrige velfærd og økonomi, skal begrænse udbredelsen af smitte og sygdomstilfælde.
Det er meget vigtigt at få begrænset smitteudbredelsen i hele samfundet for at forebygge de alvorlige sygdomstilfælde, der fylder op på sygehusene og belaster sundhedsvæsnet. Hvis vi har mange alvorligt syge, kan fx Henning Jensen og hans børn og børnebørn ikke komme til, hvis de skulle brække et ben, få blindtarmsbetændelse eller kræft. – Vi vil nødigt se patienter ligge og hive efter vejret, mens de dør på gangene, i ambulancer uden for sygehusene eller hjemme … alene og uden hjælp. – Derfor al snakken om røde og grønne kurver og de første vacciner til de ældste og mest skrøbelige medborgere. Men man forsøger også at begrænse en til to ugers alvorlig sygdom og de mange senfølger, der ødelægger livet, livskvaliteten og arbejdslivet for både unge og ældre efter en coronainfektion.
Hvorefter folk tager på ferie til Dubai, hvor de henter en ny, mere smittefarlig virusmutation med hjem til alle os andre, fordi de ’trænger til at komme lidt væk … ’ eller ‘arbejder’ med deres fjollede selvudstilling på sociale medier, hvilket, de åbenlyst mener, er vigtigere end andre menneskers liv og sundhedspersonalets helbred og arbejdsforhold.
Måske Henning Jensen næste gang vil plædere for selvisolation til de dummeste?
● Politiken.dk bragte Nytårsdag 2021 en rørende beretning om livet i København i pandemiens tid: Folk stod i kø i timevis nytårsaftensdag for at få udleveret gourmetmad.
‘Anders stod syv timer i kø: »Det her tør jeg ikke gøre igen. Det skulle have været convenient. Det var det ikke«’
De nytårssultne udtaler bl.a.: ’Min kæreste og jeg havde købt menuen 30. december efter at have været i vores lokale supermarkeder og konstateret, at østers, jomfruhummer og hummere var udsolgt. ’
For en gammel jyde var det gribende – efter at have slået ordet ’convenient’ op – at dykke ned i selve artiklen og læse den grufulde beretning om en kø på 700 m, kulden på fortovet, sammenholdet i køen, de tre stykker rødbede og et lille stykke kød til i alt mere end tusind kroner pr. kuvert, som de heldigste omsider fik udleveret, for ikke at nævne det varme bad bagefter, der bevirkede, at en enkelt mandlig madhenter gik glip af første del af dronningens nytårstale …
Vi har ikke hørt mere om det siden, og vi håber, at hovedstaden nu igen har fået styr på leverancerne af østers og hummer, ellers må vi jyder med frysere – og en planlægningshorisont ud over halvanden dag, starte en Facebookindsamling til fordel for de sultende københavnere.
● ‘Louise er for syg til at føde børn: Fandt ukrainsk rugemor
Udenlandske barnløse valfarter til en voksende industri i Ukraine. Hør og læs Louises fortælling om turen til Kiev.’ (DR.dk 12.1. 2020)
Er det kun mig, der tænker over, om egoismen i dette forkælede land er gået for vidt? Hvordan vil Louise passe sit barn i måske 15 – 20 år frem i tiden, hvis hun er syg? Hvad med barnet?
● ‘Familie skal indsamle 15 millioner til syg datters behandling i udlandet’ (TV2.dk 1. 12. 2020)
Det kan umuligt være en rimelig pris! – Hvilken behandling koster 15 mio.? – Hvem tjener styrtende på syge børn?
● ‘Efter pres fra fagforeninger: Regeringen sløjfer forslag om obligatoriske vegetardage – Forslag om to obligatoriske vegetardage i statslige kantiner trækkes tilbage efter kritik.’ (Politiken.dk 2.11. 2020)
Vores skiftende regeringer har haft endog MEGET svært ved at lovgive til fordel for klima og miljø. De vil ikke røre ved landmændenes skadelige praksisser, og nu har vi pesticider i grundvandet. De vil ikke røre ved fiskerne, der tomfisker vores farvande og ødelægger havbunden. De vil ikke lovgive om krydstogts- og containerskibe, der i alvorlig grad forurener den fælles luft. De vil ikke begrænse bilkørsel i byerne eller sørge for at togdriften fungerer ordentligt – også uden for hovedstadsområdet.
Men påbudte vegetardage i offentlige kantiner, så de mennesker, der rent faktisk udfører et stykke praktisk arbejde til gavn for os alle sammen, kan spise lige så ’rigtigt’, som hovedstadens speltdamer, dét kan de selvtilfredse københavnske, overvejende Nørre-, Vester- og Østerbrobaserede politikere enes om.
Selv om det klart ville være tusinde gange mere effektivt at lovgive om klima- og miljøforbedringer på produktionsniveau. – Hvis det var miljøet eller klimaet, disse politikere bekymrede sig om. I stedet lægger de presset ud på den enkelte kunde i butikken eller vælger mad for dem i kantinen. Hvad er deres mandat som folkevalgte? At genere borgerne med utidig indblanding eller at passe på det fælles miljø?
Det minder mig i høj grad om den nedladende, fordømmende og bedrevidende holdning, afholdsbevægelsens damer mødte de lokale, arbejdende mænd med … Det hjalp først for alvor, da der fra politisk side blev lagt store afgifter på øl og spiritus. – De er så for en stor dels vedkommende afskaffet igen.
● Sproglig og forestillingsmæssig fattigdom:
Folk siger:
’Det er ligesom et hotel’ – uden at specificere hvilket hotel. Det kunne jo være et nedslidt og usundt, kakerlakfyldt hummer i et 3. verdensland uden infrastruktur i et usundt klima.
’Det er ligesom en film’ – uden at specificere hvilken film. Det kunne jo være en voldspræget krimi, en gyser eller en trist dystopi.
Folk kvalificerer ikke deres udsagn. De mener det bare positivt. De føler, at de ville have det som på et hotel eller i en film – begge – i deres opfattelse – attråværdige steder at være, hvor de selv ville være i centrum, borte fra hjemmet og dagligdagen. Ikke bare en sørgelig pendler eller beboer i en to-værelses på tredje sal …
Eller de siger:
’Det beklager jeg’ – når de ikke mener en skid med det. Hvis man har lavet en fejl, måske endda noget alvorligt med negative konsekvenser for andre mennesker, undskylder man oprigtigt og forsøger at gøre sagen god igen, hvis man kan. Blot at beklage er en yderligere fornærmelse, som at strø salt i et åbent sår.
● Man bør være taknemmelig for, at vi under en verdensomspændende epidemi kan få varer, herunder frisk mælk, kød, frugt og grønt, bragt lige til døren eller ind i bagagerummet.
Vi takker sygeplejersker og andre sundhedspersoner – og med god grund! – men vi skal også huske lastbilchauffører, varepakkere, udbringere og supermarkeder. – De burde alle have medaljer! – Hvor ville vi være uden mad? – Lenin sagde, at ethvert samfund kun er 3 måltider fra katastrofen! – Hvis vi sultede, og det ville begynde at blive kritisk efter 3 dage, så ville optøjerne i Washington bare ligne en søndagsudflugt i sammenligning!
● Vi er nu så mange mennesker – knap en tredobling af verdens befolkning i min levetid – og der er så meget dumhed – og også regulær ondskab – overalt, Trump, Støjberg, Facebook, folk, der rejser til Dubai under en verdensomspændende epidemi osv., at man godt må melde fra. – Jeg er ved at være for gammel. Jeg må lære at sige til mig selv, at det ikke længere angår mig – udover måske for underholdningens skyld – hvad planetens 7, 84 mia. andre fjolser render rundt og tænker og siger og gør …
Vi skal være omstillingsparate, fleksible, vi må ikke gro fast, men skal ustandseligt udvikle os, gå fremad, se at komme videre og være ’friske på nye udfordringer’, som det så uskønt hedder på nydansk.
Men hvad er der i vejen med at være tro- og bofast? Stabil, pålidelig, urokkelig? – Én, man kan regne med? – Én, man altid ved, hvor er?
For mig ligger der en dyb tilfredsstillelse i at have boet samme sted i mange år, i at kende min by og min egn til bunds. Jeg ved, hvordan området har udviklet sig siden tresserne. Hvor meget af den nærliggende skov og markerne, der er blevet bebygget siden dengang, noget i hæslig hast, så byen er flydt ud over alle sine grænser.
Jeg kan huske, at der lå to købmænd over for hinanden i krydset nede i hovedgaden. At der var malerforretning og materialist, der hvor folk nu sveder til fitness. At herrefrisøren havde sin salon lige over for kroen, hvor vi gik til dans om onsdagen. Eller vi så ’De tre musketerer’, når rejsebiografen kom forbi, og alle vi unger blev forvandlet til musketerer og fægtede os frem i måneder efter.
Jeg erindrer stadig, at der kørte tog til både Aalborg og Sæby nede for enden af vejen, og at den grønne rutebil flere gange om dagen begav sig ad landevejen ind til Aalborg otte kilometer væk og tilbage igen om aftenen– en dagsrejse! Der lå en slagter der, hvor der senere kom et solcenter, Netto ligger, hvor der var var en mekaniker med benzintank, bageren bagte selv sit gode brød og havde konditori på etagen over butikken, og der var sumpet og sivbevokset, der hvor Brugsen og sportsbanerne nu ligger, så vi kunne stå på skøjter der om vinteren. – Vi kalder stadig Kvickly for ’OBS!’ – for det hed det, da det lige var bygget på en mark ved siden af motorvejen. Der stod ovenikøbet ’OBS!’ med brede penselstrøg på det flade, sorte tag, kunne vi se, når vi var ved at lande med det lille indenrigsfly fra København.
Fra mine daglige strejfture igennem alle årene kender jeg Bakkerne og skoven bag byen indgående. Jeg ved, hvor rådyrene sover til middag, hvor traneparret holder til, hvor der er svampe, brombær og hindbær at finde, hvor der endnu gror volverlej og nikkende kobjælder, og hvor humlen omklamrer for længst forladte hustomter.
Jeg begyndte at komme i Bakkerne for mere end et halvt århundrede siden, da der boede spændende mennesker i mange af de små, forfaldne huse. På respektfuld afstand holdt jeg øje med eneboeren, der trampede omkring på en gammel, sort herrecykel i lang, hullet overfrakke, holdt sammen med en selvbinderstrik. De andre unger sagde, at han skød efter én med salt i haglgeværet, hvis man nærmede sig hans ruin af et hus, hvilket vi jo så selvfølgelig skulle prøve … Ingen blev ramt, så vidt jeg ved.
Jeg kom på omegnens gårde, hjalp med malkningen, drev køerne ud, satte neg i stakke efter selvbinderen, og var hende, der kunne kravle op og puffe dem ned fra kornloftet, når vi tærskede i den store lade om vinteren.
Og jeg sad på en sten sammen med Hedeselskabets gamle, piberygende opsynsmand og hørte ham fortælle, hvordan søerne var blevet anlagt og gravhøjene udgravet, mens sønnike havde travlt med at fange haletudser i søen under hans hus.
Midt inde i skoven boede Ruth og Hoto, mine bedste voksenvenner fra jeg var 10 år gammel. Hos dem var man altid velkommen, og vi fik os mange gode, lange og filosofiske snakke i lugten fra petroleumslampen, mens vi drak te.
Ruths forældre var jøder, som flygtede fra pogromerne i Rusland i begyndelsen af 1920’erne og fødte hende undervejs. Men da hun var skæv i ryggen, blev hun efterladt på et nonnekloster i det nuværende Polen. Familien hentede hende først hjem, da hun var fem år gammel, og faderen havde etableret sig som antikvitetshandler i Bredgade i København. Ruth måtte selv flygte til Sverige under krigen tyve år senere med sin spæde søn bedøvet af sovemidler, så han ikke skulle vågne og græde under sejlturen og afsløre dem alle for tyskerne.
Hoto hed noget andet, men tog navnet under krigen, da han havde arbejdet for modstandsbevægelsen og måtte gå under jorden. Han tog vist skade og kom aldrig rigtig op igen. Ruth forsørgede ham ved at pille rejer på en rejefabrik i en lille landsby nord for Bakkerne. Hun stod op klokken fem hver morgen, sommer og vinter, og kørte ad hullede skovveje og markveje på sin skramlende knallert til fabrikken syv kilometer hver vej. Imens sad Hoto hjemme og passede sin tjans som en slags guru for områdets unge hippier, altid klar til en snak om livets mening.
Ruth og Hoto er for længst borte. Et stort grantræ væltede i en storm ned over deres hus og skar stråtaget midt over. Nu er det sat nydeligt i stand af nye ejere, og hvert år køber vi vores juletræ der og fornemmer de tidligere beboeres tilstedeværelse.
Der var også forpagter Østergård på Avlsgården, hans dygtige kone og tvillingerne, som jeg gik i klasse med. Om vinteren spændte forpagteren en af sine enorme, mørkebrune arbejdsheste for den gamle, tunge træslæde, pakkede os tre piger ind i støvede, gamle tæpper og skind, anbragte os på sædet, gav os tøjlerne og hesten et slag i rumpen, og så gik det skrumplende, bumplende ad slyngede hulveje hen over knirkende, tindrende, funklende frostsne rundt i skoven med hestens fugtige sved og høduftende ånde som dråber i den kolde luft bag os. Eller han hjalp os op på ryggen af hver vores bredrumpede hest, uden saddel og blot med et reb i grimen, og sendte os ud på timelange opdagelsesrejser rundt i Bakkerne ad ruter, som de solide heste vist mest selv fastlagde. Fru Østergård stod klar med hjemmelavet saft og franskbrødsmadder med syltetøj, når vi vendte tilbage. Altid varme, glade og velbeholdne.
De, og mange, mange andre, har slidt og mærket skovvejene op igennem Bakkerne i alle årene. Jeg kender kun nogle af dem fra de seneste 60 år, men de udvider stadig min verden, eksisterer lige under det synlige og bevidste lag, og de bevirker, at oplevelsen er rig og dyb, når jeg færdes i mit område.
Her i huset på bakken over for kirken har vi boet i snart 30 år, min mand og jeg. Vi har sat det hele i stand, kender hver krog, har rejst hækken, fået fliserne lagt og opsat hegn. Vi har ligget på knæ og møjsommeligt ryddet jorden for kvikgræs og plantet hvert eneste træ og busk, roser, blåklokker og påskeliljer. – Det gør det til vores hus. Vores jord. – Lige som folkene i Bakkerne fortjente deres jord med hårdt arbejde. – Vi har svedt og blødt her. Vi har knækket ryggene og slidt leddene. Og vi har opfostret en søn, fejret jul og fødselsdage, været både syge, triste, glade og forhåbningsfulde. Vi har leget med hundene og kattene, haft høns og køkkenhave, og nu er det børnebørnene, der kommer og plukker jordbær, laver saft og går skovture med os. Lidt langsommere, men med meget at snakke om.
Der er ikke noget galt i at udvikle sig i takt med et sted. At ældes med sine omgivelser. At måle tidens gang op mod steder og mennesker, man har kendt, og træer, man selv har plantet, og som dem at gro dybe rødder, så man står godt fast i uvejr.
For ting ændrer sig helt af sig selv, sommetider umærkeligt langsomt, andre gange pludseligt og voldsomt, uden at vi behøver gøre noget for det. Vi bliver gamle, børnene voksne, vintrene grønne, sproget forandres, en epidemi lægger sig over menneskeheden, de fælles værdier glider andre steder hen … Der er nok at holde øje med, man behøver ikke at flytte rundt på sit ståsted også.
Nedfaldent fyrværkeri, indblæst eller henkastet affald, så som flasker, dåser, plasticposer, busbilletter, madpapir, slikpapir, pizzabakker, smoothieemballage, cigaretpakker, cigaretskod, plasticgranbidder fra den lokale julepynt i lygtepælene, mundbind, fyldte hundeposer, hundelorte uden poser, hjulkapsler fra et bredt sortiment af bilmærker, to go-kaffekrus og låg
Nullermænd
Rotter
Råd, svamp og snask
Sammenrend
Sjusk
Skimmel
Skjoldlus
Smerter
Små, hysterisk gøende hunde
Smålighed
Stress
Støv
Sygdomme
Sørgemyg
Telefonsvarere
Tomme ritualer
Ukrudt
Uldlus
Unødvendig larm
Uro
Uvenlighed
Uvidende supportere, der bare vil have én til at gå væk
Ventetid
Virus – også på computeren – og bakterier
Visne blade
– Kun hovedlus har vi (hidtil) været forskånet for i husholdningen.
Små, galpende hunde, her et fredeligt eksemplar på Hjallerup Marked.
●TV2.dk 3.9.2020 – Det er længe siden, lærere var de klogeste i lokalsamfundet:
Smittetal eksploderet på læreruddannelse – rektor beklager krammeøvelse
Mindst 36 studerende på læreruddannelse i Odense er smittet med covid-19.
Selv om UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole i Odense har aflyst en række introarrangementer for de mange nye studerende på grund af coronaepidemien, har der været flere tilfælde af begivenheder, der ikke har været helt i tråd med retningslinjerne.
Blandt andet har studerende på læreruddannelsen deltaget i samarbejdsøvelser, hvor de har stået helt tæt sammen. Efterfølgende er der konstateret et smitteudbrud blandt en stor gruppe studerende.
● Fordele ved coronakarantæne forår 2020:
Luften er ren
Dyrene vover sig frem på en ny måde
Folk i Nordindien kan for første gang i 30 år se Himalayabjergene igen
Folk i Kina kan se hinanden
Forældre går skovtur med deres egne børn på hverdage
Børn og forældre lærer hinanden at kende
Man har en undskyldning for ikke at invitere alle mulige mennesker
Man får læst en masse gode bøger
Ingen melodi grand prix eller andet fjolleri, der optager alt og alle i det offentlige rum i måneder
Ingen overgearede sportskampe, OL, EM, VM, cykelløb i Sydeuropa, som folk føler sig forpligtede til at følge med i og snakke uendeligt om
Ingen larmende bøvede studenterkørsler, der overdøver fuglene og vindens susen i træerne i alle villakvarterer i to af årets kønneste måneder
Ingen køer på vejene
Ingen flystriber og larm på himlen
Ro i gaderne
Vi handler på nettet
Ro hjemme – Man behøver ikke tænke på rejser, pligtbesøg o.l.
Hus og have er virkelig velpasset
● Folk går på gaden i protestmarcher mod mundbind midt under en dødelig epidemi! – Det er vildt: – At protestere for retten til at gå rundt og smitte hinanden! – Det var akkurat det samme, da vi i 70’erne skulle begynde at bruge sikkerhedssele i bilerne. Nogle skabte sig så meget, at de fik lægeerklæringer på, at de måtte køre uden sele. Så blev cykelhjelme anbefalet, der blev under skrigende protester indført rygeforbud og fartgrænser, alle foranstaltninger, der er ment som beskyttelse af os selv og andre. Der findes åbenbart en type mennesker, der bare ikke kan acceptere indlysende rigtige forholdsregler i samfundet. Så vi kan passe på hinanden. – Folk brokkede sig sikkert også, da det blev vedtaget, at man skulle køre i højre side af vejen – Nej, jeg insisterer på at køre med min studekærre i venstre side af vejen, for det har jeg altid gjort! – Måske gør disse fjolser menneskeheden en tjeneste ved at fjerne sig selv fra arvemassen?
● I dødsannoncer står der ofte: ’Har omsider fået fred’ – Det betyder vist, at DE PÅRØRENDE syntes, at der gik alt for lang tid, og nu har DE omsider fået fred. – Eller der står: ’Hvil i fred’ – Hvilket tyder på, at afdøde har levet et uroligt, ufredeligt liv, måske har han været til gene for alle, og man er nu bange for, at han heller ikke får fred i graven. – Måske roterer han, når han opdager, hvad arvingerne gør ved hans ejendele og formue? Og så står der ofte: ‘Er stille sovet hen’, hvilket jo lyder smukt. Når der ikke står det, betyder det så, at vedkommende døde skrigende og kæmpende?
● Coronaen lærte os, hvis vi ikke havde vidst det før, at vi er sociale dyr. – Vi er så vant til at indgå i menneskelige sammenhænge, at andre menneskers tilstedeværelse synes lige så naturlig som luft og buske, så vi ikke ænsede behovet for de andre, før det blev os berøvet. – Trods faren for opblussen af en dødelig epidemi myldrede folk ud, så snart restriktionerne blev hævet en smule, og stimlede sammen i lange køer i sommerlandet, ved havnen, i parker, på barer, restauranter og forlystelser. De mest modige, eller ligeglade, tog endda med fly til de varme landes all inklusive-fristelser ved betonhotellernes svømmepøle eller, for de unges vedkommende, på bevidstløse drukrejser til billige østlande. – Mennesket er ikke klogt, logisk og velovervejet. Vi er i vore drifters vold, både hvad angår forbrug, forlystelser og smitte, og det kommer før eller siden til at koste os eksistensen.
● I kampen for at redde miljøet kaster folk sig over karklude, sugerør og vatpinde … Ting med høj social signalværdi, og som i virkeligheden er lette at undvære. I stedet for at sætte ind, hvor det virkelig ville batte noget, i industriel skala, eller, hvis det skulle have en større volumen i private hjem, så kunne man udfase fx engangsbleer og -hygiejnebind, mælke- og andre kartoner, pizzabakker, engangsemballage og kaffeposer lavet af folie. Se, det er noget, vi bruger store mængder af hver dag, og som nogle af os smider alle vegne. Hvem går og stritter med en vatpind? – Hælder en hel æske i verdenshavet? – Men bleer, bind, kartoner osv. er ikke noget, folk lige kan undvære, så de fører kampen hen, hvor den synes mere overkommelig.
Politikerne er tøsedrenge M/K alle til hobe! De burde lovgive om bleer og emballage! Og om privatbilisme, lastvognstrafik, flytrafik, skibstransporter fra Asien og andre fjerne steder og om billig, let og ikke-forurenende, offentlig transport af både mennesker og gods. Hvad blev der af togene?
Det er ikke lille Sidsel eller Annemarie, der skal sidde og hækle karklude og føle sig hellige!
● Kærlighed er ikke et flygtigt romantisk begreb, det er en nedarvet disposition for følelsesmæssig forpligtelse, tilknytning, fx over for forældre, børn, partnere og medlemmer af stammen, understøttet af hormoner, bl.a. oxytocin. – Denne forbundethed har sikret overlevelse for flest mulige. – Den gælder ikke i udpræget grad andre folks børn, jvf. børnehjemsskandaler op igennem alle tider, naboer, man ikke selv har valgt, og mennesker fra andre stammer/lande, sjællændere, tyskere, afrikanere o.l.
● WC-rens skal ikke – og jeg gentager IKKE – være gult! Hvad tænker I på, WC-rens-producenter? – Og heller ikke brunt for den sags skyld … Tandpasta er heller ikke sort, vel? Eller bandager og plastre blodrøde? Og underbukser mønstret med gule og brune stænk sælger formentlig heller ikke forrygende.
● Når jeg og andre kvinder ytrer os offentligt på sociale medier, i læserbreve, klummer, debatindlæg, foredrag, bøger og på vores egne blogs, så afføder det en betragtelig mængde dampende vrede og nedgørende reaktioner fra halvgamle, hvide, heteroseksuelle, danske mænd. På min blog specielt hvis indlægget kan findes frem vhja. søgeord som ’sex’, ’uden bukser’ o.l. – Til disse arrige, krænkelsesparate, privilegietruede mænd vil jeg gerne sige: Træk vejret! Prøv at være venlige! – Lav jeres egen blog, som folk, der er fulgt en smule med udviklingen, nemt kan undgå. Der kan I skrive lige, hvad I vil. Eller søg hen på Ekstrabladets kommentarspor, der synes skabt som et reservat for aldrende, misfornøjede hanner.
Arbejde, funktioner, lønarbejde, husholdning, motion, vedligehold og rengøring af hus, bil, have og andre ejendele
Lærdom & forståelse
● I de senere år er private behov blevet et gyldigt argument for at tiltuske sig fordele på andres bekostning:
En bruger på Den Blå Avis bad om at få en af mine gode og næsten nye ting for en slik, fordi hun allerede havde en af samme slags og bare skulle bruge min som reservedel.
Deltagere i et amerikansk boligprogram, som får renoveret deres hus før salg, siger uvægerligt hver gang i begyndelsen af programmet, at de skal have en speciel (høj) pris for deres hus – husets stand uagtet, fordi de ellers ikke har råd til at købe et nyt, større og bedre hus.
En kendt skuespillersøn, som i årevis har ført sig frem med bæredygtighed, muldlokum o.l., forsvarer sine hyppige ferierejser med familien til Thailands strande med, at ’Han har fortjent det’ og ’Det har han brug for for at være sammen med sin familie’.
En yngre familiefar begyndte – helt uden tilladelser – at bygge en garage ude på et fællesområde op ad en ældre nabos mur. Da han blev stoppet i sit forehavende, forsvarede han sig med, at han jo havde lavet sin egen garage om til bryggers, og så havde han jo ikke nogen garage …
● Der er ingen tvivl om, at autisme er en alvorlig lidelse, som vi ikke kender hele oprindelsen til. – Men de autistiske træk, man finder hos nogle følsomme børn – hyppigt drengebørn – i Danmark, er, ganske som på de rumænske børnehjem, et resultatet af, at et alt for lille barn har været overladt alt for meget til sig selv. Fx at hans forældre lagde ham til at sove alene i et værelse og ikke reagerede, når han græd. Eller alt for tidligt afleverede ham i en underbemandet vuggestue uden tilstrækkelig tryghed og voksenkontakt. Børn, der lukkes ude af flokkens tryghed på denne måde, der ikke får tilgodeset deres tilknytningsbehov, udvikler strategier for at berolige og trøste sig selv, som minder om autisme. Efter mange timers ulykkelig ensomhed … Efter mange forgæves kald … Efter mange episoder med alt for voldsom angst, som ikke blev afhjulpet af de omsorgspersoner, som et lille barn er så afhængig af.
● Designere har fået alt for meget magt! – Vi sidder ukomfortabelt, vi kan ikke skure de kantede, dybe køkkenvaske rene, de åbne skabe fyldes med støv og skidt, bordpladerne kan ikke tåle almindelig brug, der er ingen steder at opbevare bøger og pladesamling, og i håbet om vennernes beundring fylder vi vores hjem med unyttige og tomme, men selvfølgelig farvekoordinerede, keramikvaser, med bedagede og møgbeskidte træaber og rustne metallamper, der har hængt over gaden eller på en fabrik. – Det er hverken pænt eller hyggeligt, og frem for alt er det hverken praktisk, hygiejnisk eller mageligt. Hjemme hos os selv skal vi ikke skabe udstillinger, men indrette os praktisk og komfortabelt.
● Pol.dk 25.12.19 – Jeg vil også være topchef og have penge for at sige indlysende ting:
’FN’s turisme-topchef: Hvis vi begynder at flyve mindre, kan det få store konsekvenser for turismen’
● Pol.dk. 17.11.19 – Jeps! Manglen på fisk i verdenshavene er sælernes skyld – Klart!
’Miljøminister hyrer jægere til at skyde sæler ved Bornholm
Gråsæler forpurrer fiskernes fangst ved Bornholm. Derfor ansætter miljøministeren to jægere til at regulere.
For mange gråsæler i havet omkring Bornholm gør arbejdet surt for fiskerne, og derfor er miljøminister Lea Wermelin (S) nu klar til at tage nye midler i brug.
Gråsælerne går i fiskernes garn og ødelægger fangst og net for fiskerne. Derfor ansætter miljøministeren to fiskere med jagttegn til at regulere bestanden af gråsæler ved Bornholm.’
● Hvis nu højrefløjen, herunder den aggressive organisation, ’Landbrug & Fødevarer’, som politisk beskytter pesticider, penicillin, plastic og alle mulige andre, skadelige stoffer i vores mad, tøj og omgivelser, kunne lægge to og to sammen og erkende, at frugtbarheden især blandt mænd i den vestlige verden er kraftigt dalende – ca. 40 % af danske mænd har nedsat sædkvalitet! – så ville de indse, at de – i stedet for at producere mad – er i fuld gang med at arbejde for udryddelsen af menneskeheden. Befolkningen i vores del af verden står, takket være d’herrer og damer først for tur. – Sundhed.dk, Danmarks offentlige sundhedsportal, angiver således, at hvert 10. barn nu skabes med assistance fra lægevidenskaben, at hvert 15. par har problemer med at blive gravide og søger hjælp, og at hver femte mand over 50 år aldrig har fået børn.
● Hvis jeg vil være ’Langt væk fra alle de andre turister’, som rejsereklamerne lokker med, så skal jeg ikke købe fly, transfer, hotel, udflugter, forplejning hos rejseselskaberne, men arrangere min egen tur eller bare blive hjemme.
Hej
Nu kan du glæde dig til din pakke fra Apopro Online Apotek. Den er godt på vej, og vi leverer den til dig på mandag den 04.11.2019.
Dit pakkenummer er: 00157128965006418562.
Du kan følge pakken på Track & Trace.
Med venlig hilsen PostNord
Denne e-mail er genereret automatisk og kan ikke besvares.
● Jeg er så træt af automatisk genererede e-mails og sms’er … De slider sproget ned: – Jeg glæder mig til en eftermiddag med børnebørnene eller til at læse en ny bog, men jeg går ikke og glæder mig til at modtage en ny forsyning hovedpinepiller fra et onlineapotek. Det regner jeg med bare går i orden på akkurat samme måde, som jeg ikke står ved disken nede på apoteket og GLÆDER mig til at ekspedienten finder Panodilerne frem … PostNord er endda ikke de værste. Nogle af de nye pakkefirmaer er ligefrem kvalmt kælne i deres rigelige sms-kommunikation!
● Nogle problemer løses let med penge. Andre med tålmodighed. Nogle med hårdt arbejde. Nogle med snak … Og nogle problemer dirrer bare uendeligt i luften og skal leves med.
● Små børn, selv de helt hjælpeløse små, som hverken kan tale eller gå, skal med vold og magt lære at sove alene i deres eget værelse adskilt fra andre mennesker. Og hvis de bliver bange og græder, skal de bare skrige sig blå i hovedet, så falder de nok i søvn … Mens mor og far sover hyggeligt sammen i den store seng …
● I villakvartererne, som kan se så idylliske ud udefra, huserer terrorister med larmende maskineri, græsslåmaskiner, hækklippere, havestøvsugere, kompostkværne, buskryddere, motorsave o.l. specielt omkring andre menneskers spisetid og da navnlig, hvis naboerne har gang i grillen og gerne ville sidde ude og nyde det, evt. med gæster.
Eller de holder sig med store træer, der som koloenorme, ufrivillige parasoller sender dyb, algebegroet skygge ind over andres husmure, stuevinduer, græsplæner, terrasser eller køkkenhaver.
Eller de anskaffer sig små, galpende hunde, som vækker alle naboer om natten og i de tidlige morgentimer, så ingen får sovet mere, men ligger med bankende hjerter i sengen i timevis, og som i dagtimerne forhindrer al normal samtale i de omkringliggende haver.
Vi er ikke længere gode til at passe på hinanden og på roen, hvor vi bor. Hvad blev der af begrebet hensyn? – Det døde vist med Fogh-regeringerne her i begyndelsen af det nye årtusinde.
● Irriterende floskler:
’Mere tid til familien’ – Når en toppolitiker – her senest Lars Løkke Rasmussen, eller en person i en anden betydningsfuld toppost – får vredet armen rundt og bliver tvunget til at trække sig tilbage, så hedder det sig altid, at ’Jeg ønsker at trække mig tilbage for at få mere tid til familien’. – Det er samme familie, som ikke har set fyren i tyve år, fordi det var så meget sjovere at vælte sig i magt, penge og prestige end at læse godnathistorier, se børnesportskampe og spise aftensmad med konen.
’Vi sælger mange af dem’ – Hvis man klager over et skuffende produkt, fx noget dyrt, som viser sig at være lavet af billigt og tyndt plastic, så svarer firmaets kvinde i klageafdelingen ufravigeligt og tøsefornærmet, at det forstår hun ikke, for ’Vi sælger mange af dem’ – Ja? Så I snyder MANGE mennesker med jeres skuffende lort?
’Det beklager vi’ – Floskel som fx en internetbaseret dagligvarebutik fyrer af, når de har pakket halvrådne bananer, sort og skimlet kål, ærter med lange mugtråde på og kirsebær, der er fulde af hvide larver og smager som brakvand. – ’Beklager’ er ikke godt nok. Her skal en reel undskyldning til! Men kunderne har man jo mistet …
