En ny, stor befolkningsundersøgelse af danskernes sexvaner og holdninger er netop blevet offentliggjort af næsten overstadigt stolte sexologer fra bl.a. Aalborg Universitet.
Andre europæiske lande har for længst studeret deres egne befolkninger i den henseende, men nu er Danmark kommet med på vognen med, hvad de danske forskere kalder, den hidtil største undersøgelse af en befolknings sexliv.
Alle er begejstrede, i nyhedsklippene er forskerne selv helt oppe at køre, og artikler på nettet om undersøgelsen genererer nyfigne klik.
Konklusionen er iflg. Politiken d. 28. okt. *, at ’Danskerne har ondt i sexlivet’, hvilket lover godt for de ekstatiske sexologer og terapeuter. – For vi har alle ret til et godt sexliv, ikke sandt? Og hvis vi ikke selv kan skaffe os det, må staten træde til med betalte hjælpere og håndgangne mænd og kvinder.
Man konkluderer også, at sexlivet iflg. undersøgelsen hænger sammen med trivslen i øvrigt, hvilket jo kommer som en stor overraskelse og yderligere ansporer til offentligt betalt hjælp til dem, der ’har ondt i sexlivet’ og ikke rigtig kan finde ud af det selv.
Det er helt rimeligt, at der er hjælp at få, hvis psyken og fysikken ikke fungerer optimalt, også mht. sexlivet. Af undersøgelsen fremgik det også, at hver sjette danske kvinde har smerter i underlivet, og som følge deraf undgår seksuelt samkvem. Hver sjette!
Hvis hver sjette mand havde ondt i underlivet, havde vi nok ikke først og fremmest set det som et seksuelt problem, men som et alment sundhedsmæssigt problem, og vi havde for længst afsat midler til at forske og behandle.
Men når de fleste mennesker i dette land skal vente tre – fire uger eller mere på en forhastet og ofte utilstrækkelig, ti minutters konsultation hos en læge, ville man så begynde en snak om sit sexliv til en presset og travl, praktiserende læge? Eller ville man blot fortælle om smerterne og spørge til behandlingsmuligheder? – Og lade sig spise af med to albyler og et råd om at bruge varmepude og gøre øvelser.
Man kunne nemlig godt forestille sig, at sexlivet, ligesom livsglæde og andre livsytringer, så som leg, spontan bevægelse, humor, nysgerrighed, appetit, opfindsomhed og gåpåmod, i forvejen afhænger af det fysiske og psykiske velbefindende og helbred, herunder alder. Således at raske og rørige, glade og trygge individer søger og opnår mere sex – og motion, samvær, oplevelser, herunder kulinariske, end deres syge, triste, bange, stressede, ensomme, pressede, travle og forvirrede medmennesker gør.
Så sexlivet helt af sig selv ville bedres, hvis man startede med at indrette arbejdslivet, trafikken, daginstitutioner, boligforhold, pensionsmuligheder og sundhedsvæsnet, således at man fx IKKE skulle vente en måned – måske i uvished og smerter – på en forhastet konsultation hos en læge? Eller år på at få sit helbred og økonomi udredt i tilfælde af sygdom eller nedslidning?
Hvis folk havde dårlig appetit, ville man så sende dem til appetittologer? – Eller ville man gå en anden vej først og forsøge at finde den underliggende årsag? Som kunne være psykisk eller fysisk? Og så sætte ind der?
Trods de negative konklusioner i overskrifterne viser undersøgelsen faktisk (iflg. ovennævnte artikel i Politiken), at 45 % af kvinderne mellem 15 og 89 år, som er blevet spurgt, svarer, at de har fået dækket deres seksuelle behov i løbet af det seneste år, og 39 % af mændene svarer det samme. – Det er faktisk overraskende mange, når man tager i betragtning, at sex normalt er en uhyre sammensat, hormonalt betinget foreteelse, som kræver (mindst) to, nogenlunde raske, afslappede, voksne menneskers gensidige tiltrækning, accept og selvaccept, på samme tid i samme rum. Måske er der alligevel ikke så meget at gøre for sexologer og terapeuter?
I begyndelsen af 70’erne, mindes jeg med ubehag, florerede den pludseligt legitime interesse for andre menneskers sexliv specielt blandt pædagoger og selvbestaltede behandlere, som gik rundt i en salig opstemthed og arrangerede sexmesser, sexoplysning, sextræning o.m.a. for deres klienter, borgere, brugere, børn og unge, gamle og syge, i særdeleshed i særforsorgen, som jeg gennem mine forældres arbejde havde en vis berøring med. Dildoer, pornoblade og Lolitadukker flød frit på skoler og institutioner, mange gik blufærdigt rødmende omkring, mens en del midaldrende, mandlige pædagoger havde en fest og bl.a. plæderede for, at det måtte være forsorgens opgave at skaffe prostituerede til (mandlige, må man formode) psykisk handicappede, og at alle skulle have hjælp til at onanere.
Omsorgen for befolkningens sexliv er prisværdig og velanbragt. Og vi kan ikke få (saglig) viden nok! – Jo mere vi ved, jo bedre kan vi højne niveauet af velbefindende hos os alle sammen og vore efterkommere.
Men vi må ikke i farten glemme hævdvundne rettigheder til privatliv, til ligestilling og til særstandpunkter og selvvalgt livsstil, og så snart jeg ser og hører opstemte sexterapeuter, viger jeg tilbage. Grænsen er hårfin mellem hjælp og snagen.
Og her kommer en lille erindring fra 60’erne, hvor jeg med min familie boede tæt ved en stor forsorgsinstitution med henved 800 psykisk handicappede anbragte.
Institutionen lå smukt i et stort naturområde, hvor jeg strejfede om til fods, til hest eller på min lille cykel, fra jeg var en otte – ni år. En dag på vej hen ad en sti så jeg et smilende, forelsket par komme ud af en grantykning, som et gemytligt lille troldepar, kærligt med hinanden i hånden, og manden med et sammenrullet, gråt institutionstæppe under den ene arm.
Selv om jeg var barn, var jeg ikke i tvivl om, at dette stilfærdigt glædesstrålende par netop havde afholdt en hyrdetime i den tætte granskov, som ydede dem det privatliv, som det ikke var muligt at opnå på de 12- eller 24-sengs stuer, hvor de hver især var anbragt til daglig.
Billedet af de to små, glade og tilfredse mennesker i skoven, hvor uværdigt det end måtte være efter vor tids standard, er langt smukkere at have med sig end billeder af fortvivlende usikre unge, der skrævende står og barberer sig, spejler sig i timevis, indøver ’moves’, tager og uploader ensomme selfies i én uendelighed, og tror, at de skal ligne græske statuer, perfekte, kolde, glatte … For ikke at nævne de sørgelige mænd, hvis hjerner er bedøvede, forurenede og udmattede af alt for meget internetpornografi.
Hvordan kan sexlivet blive godt, hvis samfundskulturen er syg?
*Politiken 30. OKT. 2019, side 4 1. sektion https://politiken.dk/forbrugogliv/sundhedogmotion/art7453612/Danskerne-har-ondt-i-sexlivet
og
‘Derfor skal dynerne løftes: »Det her er den ultimative våde drøm for sexforskere«‘