Det her samfund er blevet overbefolket, ensrettet, rigidt og restriktivt. Mens vi åler svenskerne for deres ’forbudsstat’, har man herhjemme forbudt rygning, løse hunde og bål i haven. Man kan ikke længere tænde en smøg hvorsomhelst, lave et hyggebål i sin egen have eller vandre ud over marker og andre friarealer med en glad og løs hund ved sin side. Nu vil man også begrænse brugen af brændeovne.
Jeg forstår det godt. Angsten for forurening og små partikler. Røg kan lugtes. Og så skal det forbydes.
Da Tjernobyl røg i luften, kunne vi ikke hverken se eller lugte det, men der er stadig radioaktivitet på vore grøntsager – også de økologiske.
Aldrig har nogen mennesker i hele verdens historie levet så godt og så længe, som vi gør i dag i denne lille del af Nordeuropa.
Alligevel er de fleste kronisk angste for maden, de putter i munden, materialerne, der omgiver dem og deres børn, og vandet, jorden og luften omkring dem.
Og med god grund! – Der er virkelig meget skidt i omløb. Men røg? Bål? Brændeovne? Løse hunde? – Har mennesker ikke altid haft ild og dyr omkring sig? Og levet godt med det?
Hvorfor denne hovedløse higen efter evigt liv?
De mennesker, jeg kender, der er over 80, har mest travlt med at få tiden til at gå og hjemmehjælpen til at komme. Og kun de færreste af os bliver 100 år alligevel. Og gudsketakoglov for det! – Når børn og børnebørn kan klare sig selv, er det tid at liste af.
Måske skulle jeg fortælle om min gamle ven, Fiskerdjon. Hans navn var vel John, men han stavede det selv ’Djon’. – Han kom ofte for at sælge sine små skrubber, og vi faldt i god snak. – Han havde ni børn, men boede ikke sammen med dem, for så kunne konen jo ikke få fuld socialhjælp, boligsikring og børnepenge, nej, det var sgu’ for dyrt at være gift og bo sammen.
I sit eget lille husmandssted langt ude på landet havde Djon lagt fliser med hæld i stuen og indsat en rist i et hjørne, for han avlede gravhunde, og med en masse hvalpe løbende rundt, var det praktisk at kunne skure og spule gulvet med jævne mellemrum.
Kommunen ville sende ham ud og slå sne ned af juletræer, som han sagde, men næh, nej, sådan leger vi ikke. Det gad Djon sgu’ ikke, så han hutlede sig igennem som en fri mand med lidt fiskeri og som hjemmeslagter. Det var, forstod jeg, ikke hans stil at trætte statsmagten med info og tilladelser og bilag og sådan noget.
En dag, han kom på besøg, blødte han voldsomt fra en dyb knivflænge i låret. Blodet løb ned af cowboybukserne, men han slog det hen, da jeg bekymret spurgte til det; åhh, det var ikke noget. Bare et lille slagteruheld.
Nå, men det var brændeovne, vi kom fra. Djon, som var en venlig mand, og som af en eller anden grund havde fattet sympati for mig, insisterede på at lære mig, hvordan jeg skulle fyre op i min nye Rais-brændeovn:
– Ser du, du tager en gammel avis, dypper den i spildolie, propper den ned i en tom mælkekarton, og så skal du bare se, hvor det fænger! – Hvis du laver en hel stak, kan du fyre med dem. Skal jeg hjælpe dig?
– En anden gang, tak, smilede jeg. Men det blev aldrig. Det er mindst 15 år siden, jeg har set Djon.
