Tag: jane austen

At elske hyachinter

Perlehyachinter kan også være elskværdige.

I Jane Austens roman, Northhanger Abbey, siger den unge heltinde en dag til sin vært, Henry Tilney: »Sikke nogle smukke hyachinter! Jeg har lige lært at elske hya­chinter.« Hvortil Henry svarer: »Så meget desto bedre. Du har opnået en ny kilde til glæde, og det er kun godt at have så mange tag i lykken som muligt.«

Jane Austen var en klog kone, som i sine romaner, der er fyldt med begavede og sym­patiske, OG latterlige, stædige og smådumme, men alligevel elskelige, personer, tit får sagt nogle evige sandheder: Man skal lære sig at elske hyachinter.

Kun få mennesker orker at favne alle verdens goder; de fleste har travlt med at af­grænse sig selv og skabe tryghed, overskuelighed og en slags identitet ved at UDE­LUKKE ting:

− Jeg er altså kattemenneske, siger mange, når de står over for en sød hund, og afskærer derved sig selv fra glæden ved at omgås disse kærlige og hengivne dyr.

− Jeg er mest til rødvin, siger andre, når man forsøger at glæde dem med en god, belgisk øl til flæskestegen eller en perlende hvidvin til den grillede laks.

− Jeg bryder mig ikke om blåt, sagde en ældre dame hyppigt til alle og enhver, der gad lytte. Det var hendes yndlingsstatement og kendingsmelodi. Det viste sig, at hendes mor heller ikke havde brudt sig om farven blå, og hvis de fx fik en blå blomst foræret, endte den i skralde­spanden, så snart gæsten var gået. Således fik begge damer, mor og datter, afskåret sig fra en af de tre grundfarver, og måske også fra glæden over en dybblå sommerhimmel, de safirblå bølger på en middelhavs­strand, de mørkeblå, håndknyttede tæpper fra Nain, de smukke aga­panthusblom­ster, violer og hyachinter … Farven blå er så stor og betydningsfuld, at damernes mening er fuldkommen ligegyldig, men det er synd for dem, at de føler sig tvunget ud i eks­tremer af afsavn for at oppebære en smule værdighed, fordi de jo er nødt til at stå ved deres ord, når de nu har sagt det så mange gange.

− Jeg skal have en opstammet marguerit hvert år, siger en af mine veninder. Den opstam­mede marguerit er blevet hendes kendemærke, hendes faste holdepunkt, hendes uundvær­lige sommerterrasseglæde, og resultatet er jo, at alle hendes ven­ner, som har hørt på dette statement igennem tyve-tredive år, alle dukker op med en opstammet marguerit. De gør det for at glæde hende, men resultatet er, at hun ikke kan færdes på sin terrasse for opstammede margueritter. Hvis hun nu havde haft en ven med en smule omsorg og fantasi, havde denne jo foræret hende en engletrompet eller en bougainvillea i stedet, bare en enkelt midt i marguerit­overflo­den, så hun kunne udvide sin verden en lille smule og opnå større lykke ved at lære at holde af flere ting.

Men jeg tror ikke, at blomsten i sig selv, eller katten, eller vinen, eller farven, spil­ler en rolle i disse begrænsende udsagn. Det er selve begrænsetheden, der er vig­tig. Hvis jeg kunne få al­ting, og hvis alting var godt og eftertragtelsesværdigt, så ville det jo ingen ende tage, og mit liv ville være noget rod. − Jeg skal have en opstammet marguerit, eller en kat, eller rødvin eller noget ikke-blåt, så jeg kan føle mig »unik« igennem mit valg og tryg ved det kendte.

Vi begrænser tankeløst os selv på mange andre måder: I nogle familier er man glade for hunde, men har udelukkende fx gravhunde. Når den ene dør, anskaffer man sig straks en an­den magen til. Så slipper man resten af livet for at tænke og tage chancer. − I andre familier sværger man måske til et bestemt bilmærke, som man, på trods af fejl, mangler og skuffelser, skal have, hver gang den gamle bil trænger til at blive skiftet ud. Eller man rejser samme sted hen på ferie hvert ene­ste år, bor på samme hotel, spiser det samme, gør de samme ting. − Eller værre: Man skifter ikke bank, læge, tandlæge, mekaniker, supermarked eller frisør, selv om man gang på gang oplever dårlig service, elendig rådgivning og himmelrå­bende in­kompetence. − Det er, som om vi kollektivt bliver ramt af Stockholmsyn­dromet, når vi først er faldet i kløerne på nogen.

Vi burde alle lære at elske BÅDE hunde og katte, alle farver, blomster, steder, madvarer, mangfoldighed og hyachinter, for jo mere vi holder af, jo flere ting, der gør os glade, jo gla­dere bliver vi. Så simpelt er det.

Læsetid

Blog Image

Solen går ned klokken fire om eftermiddagen. Vejrudsigten står på mørke, kulde, regn, sne og blæst de næste tre-fire måneder. Hunden og jeg går skovtur midt på dagen, mens der endnu er mulighed for lidt dagslys, men derudover er vi spærret inde. Noget skal man jo lave, når skrivebords- og husarbejdet er fra hånden, så nu er det læsetid.

Konstruerede krimier og historiske romaner er ikke noget for mig; jeg har ikke tid at spilde på dem, for den virkelige verden og alle klassikerne tilbyder så meget viden, tilfredsstillelse, nydelse og spænding. Som alle andre føg jeg forrige år igennem Stieg Larssons trilogi på en uge, men da sidste side var skimmet, havde jeg allerede glemt det hele igen og længtes efter mere nærende kost. Om vinteren stiller jeg krav til min læsning. Snupper de gamle russere det ene år, Danmarks oldtid i tre tykke bind eller Shakespeares samlede det næste. Menneskets oprindelse, andre kulturer, lidt arkitektur og kunsthistorie, ikke meget, ikke systematisk, men jeg får pirret min nysgerrighed, mens jeg læser.

Måske er jeg bare kommet i den alder, som min far havde, da han pure nægtede at læse Adams’ „Kaninbjerget” med de udødelige, vrisne ord: — Jeg er for gammel til at læse om dyr, der snakker!

Måske sker det, når man passerer de halvtreds, at man mister interessen for andres konstruerede opspind og forlanger klassikere og kvalitet, samtidshistorie, biografier og oplysning. Vi vil vide, hvad det var for en tid, vi havde del i, og vi vil sætte vores egen eksistens i perspektiv ved at sammenligne os med tiden og dens hovedpersoner.

I år kom Hemingway på min læseliste, men jeg tror ikke, jeg kan gennemføre det, med mindre jeg får fat i de engelsksprogede originaler. Min udgave af „Farvel til våbnene” er oversat til dansk en gang i trediverne, og sproget bærer i høj grad præg af tiden. Den gamle krigskarl og hans veninde siger ustandseligt „Søde dreng” og „Min kære pige” til hinanden. Ord som „henrivende”, „yndig” og „pragtfuld” benyttes i alle deres replikker, og det er ikke til at holde ud — men det er lærerigt: I trediverne tog man endnu litteratur alvorligt og bekostede kompetente oversættere, der kunne deres grammatik, retskrivning, tegnsætning og stilleje, hvilket er en sjældenhed i nyere, danske oversættelser, selv på de største og mest anerkendte forlag, men alligevel er Hemingway skæmmet af tidstypiske tillægsord. Hvilke ord misbruger vi i dag? „Enormt”, „fantastisk”, „utroligt” …?

Når influenza og andre dårligdomme hærger, har også jeg dog brug for trøstebolsjer. I så fald finder jeg Jane Austen frem. På engelsk. For femte, sjette eller syvende gang. Snupper dem alle seks, „Sense and Sensibility”, „Pride and Prejudice”, „Mansfield Park”, „Emma”, „Northanger Abbey”, „Persuasion”, og nyder sproget, menneskeskildringerne og forfatterens klogskab. Hvis jeg har høj feber og knap kan læse, sætter jeg BBC’s pragtudgave af „Stolthed og fordom” på DVD-afspilleren og sutter alle seks afsnit i mig, kun afbrudt af tisse- og tefremstillingspauser. Kan anbefales! Når man dukker frem igen, er sygdommen praktisk taget gået over af sig selv.