Denne guldfisk døde helt af sig selv i havebassinet en smuk forårsmorgen og måtte til familiens sorg fiskes op og smides væk.
Så har vi balladen igen. En radiovært bankede for åben mikrofon en nuttet kanin ihjel med en cykelpumpe, angiveligt for ’at skabe refleksion og debat omkring dyrevelfærd’. (BT 25.5.2015)
Det lyder skørt at slå nogen ihjel som protest imod, at andre bliver behandlet dårligt. Det ville være som at sejle ud og skyde bådflygtninge for at gøre verden opmærksom på deres situation.
Og folk blev forudsigeligt rasende. Også i udlandet. Selv om den unge gut forklarer og forklarer sit påståede formål med den brutale aflivning. For det er de gode til, de unge mænd uden virkelige udfordringer: at forklare. De har svævet igennem deres vatindpakkede, små liv og er nødt til at aflive dyr for at få lidt opmærksomhed og en følelse af, at de lever.
I 1970 aflivede og syltede Bjørn Nørgaard og Lene Adler Petersen en stakkels udtjent hest på en mark i Hornsherred.
I 1994 anbragte Christian Lemmerz døde, rådnende grise i montrer på Esbjerg Kunstmuseum.
Michael Brammer var hurtig til at følge op på succesen, også i 1994, da han købte, aflivede og udstoppede hundehvalpe til sin skulptur: ‘Tro, håb og kærlighed med venner’.
I 2000 anbragte Marco Evaristti levende akvariefisk i blendere, som folk kunne aktivere, på sin udstilling på Trapholt i Kolding.
Og i 2014 aflivede Københavns Zoologiske Have en giraf ved navn ’Marius’ og lod den sprætte op som underholdning på den første søndag i vinterferien.
Hver eneste gang har selve handlingen, den brutale, overlagte, offentliggjorte aflivning af dyr, uagtet alle postulerede gode formål, skabt stor opmærksomhed om drabsmanden, dvs. radioværten, kunstneren eller en forlystelseshave med dyr, og genereret forudsigeligt meget PR og indtjening, mens næsten ingen har hørt og forstået ophavsmandens meget tynde (bort)forklaringer.
Hvorfor nu det?
Fordi mange mennesker stadig har deres naturlige instinkter i behold. Fordi de fleste ved, at vi hver dag slagter masser af dyr for at spise dem og godt kan forestille sig, hvordan det er, selv om de måske ikke har prøvet det selv.
De fornemmer, at liv trods alt er værdifuldt. Alle liv. De tænker intuitivt som indianerne, der bad dyrets sjæl om tilgivelse, fordi de var nødt til at dræbe det for at skaffe mad til deres familier. Som plantede et agern, hver gang de fældede et træ.
Dyr er underlagt menneskers forgodtbefindende, ganske som små børn. De unge, mandlige dyreslagtere har magten over dyret, og netop derfor burde de passe på det og ikke misbruge deres overlegenhed til gustne formål, såsom penge og selvpromovering.
Alle levende væsener har krav på respekt. Man slår ikke ihjel for sjov, og man udstiller ikke lig for egen vindings skyld. I et sundt samfund behandler man afdøde med taknemmelighed og værdighed.
Det har de forstået i udlandet, men i dette lille velfærdsland er det generationer siden, vore unge mænd oplevede virkelige udfordringer, så nu er de nødt til at skabe dem selv.
Se evt., hvordan John Oliver fremstiller de danske zoologiske haver i sit fremragende satireshow, Last Week Tonight, 2. sæson, afsnit 31 på HBO.
