Alt imens vi taler meget om naturbevarelse, har vi travlt med at udrydde så mange af vore levende bofæller på planeten Jorden, som vi kan:
Vi fælder skove – i stor stil på den sydlige halvkugle. I mindre grad i vores egen nærhed, for der er skoven for længst decimeret til små, symbolske pletter, som vi nedslider og overrender i store flokke, enten i løb eller på kraftige legecykler, MTB’ere.
Vi rykker ukrudt op i haven, brænder eller sprøjter flisearealer, og bonden sprøjter sine marker og alt muligt andet med potente plantegifte.
Vi sprøjter kraftigt mod bladlus, skjoldlus, spindemider, skimmelsvampe, biller og andre insekter.
Vi hakker snegle, sætter rotte- og musefælder op og stiller myrelokkedåser frem ved det mindste tegn på de små dyr i nærheden af vore huse.
Vi klasker fluer, myg og edderkopper. Og vi ville ønske, at vi kunne sprøjte skovene mod flåter.
Vi har erklæret krig mod søde små mårhunde og store glubske ulve, som er indvandret sydfra.
Som land bekoster vi 70 km vildsvinehegn mod Tyskland og sætter jægerne ind.
Jægere, som i forvejen plaffer på rådyr, dådyr, kronhjorte, ræve, fasaner, ryper, snepper, krager og råger. Og sæler og skarver, som jo udrydder vore fiskebestande. Bemærk, at det ikke er fiskerne med deres enorme grej, der skraber havene tomme for fisk … Det er sæler og skarver, der er de ansvarlige her.
Men i virkeligheden er mennesket jo helt indlysende den største trussel mod planeten jorden. Vi hærger det ene økosystem efter det andet og efterlader golde ørkener. Som rotter har vi spredt os til alle verdensdele, Arktis, Antarktis, alle kontinenter, bjerge, have, besudlet både jord, luft og vand med vores foretagsomhed, konstruktioner og skadevoldende affald.
Mennesket er det største udyr, og hvem kan udrydde os? – Resistente bakterier? Eller er vi i god gang med at gøre det selv?