Borgerlig opportunisme

Regeringen Mette Frederiksen, som på betryggende vis førte Danmark igennem de første måne­der af coronaepidemien i foråret, har forsøgt at gennemføre aflivning af mink uden at have et lovgrundlag for det. Man har endog ladet politiet ringe og presse minkavlere for at komme ind og aflive endnu ikke påvist smittede mink. Det er noget rod.

Embedsmændene havde glemt at fremhæve det, der stod med småt langt nede i stakken af papirer, nemlig at påbudt aflivning af usmittede mink uden for erkendte smittezoner ikke var i overensstemmelse med loven. Den form for rådgivende virksomhed er vel egentlig det, man har de vel­uddannede og højtlønnede embedsmænd til at sørge for. – Også når kam­pen er hed, og tiden knap. – Men det glippede.

Regeringen Mette Frederiksen erkendte fejlen, fik uden problemer et flertal i Folketinget til at vedtage den nødvendige lov, lod ministeren for bl.a. fødevarer, landbrug og fiskeri, Mo­gens Jen­sen, og hans øverste embedsmand gå, og fortsatte ufortrødent arbejdet med at aflive samtlige mink.

Aflivningen af mink var ikke til at komme udenom. Der var alle mulige sundhedsfaglige be­grundelser for det. – Og det hastede! – I Nordjylland steg smitten i ellers tyndt befolkede områder med mange minkfarme faretruende, og over 50 % af de smittede havde en form for coronavirus, der stammede fra mink. Antallet af dødsfald på plejehjem o.a. i de berørte regioner er endnu ikke opgjort.

I disse dage er minksmitten ved at brede sig voldsomt i Vest- og Midtjylland, men i stedet for at isolere sig og begrænse smitten, drager vrede landmænd og minkavlere i deres potente trakto­rer ind til de store byer, hvor de demonstrerer ’for grundloven’; ifølge pres­sefotos optræder de fleste af dem uden mundbind.

Imens har den borgerlige fløj i Folketinget en fest. De kan knap være i sig selv af henrykkelse, nu de omsider har fanget populære Mette Frederiksen på det forkerte ben. Og de forsøger at få så meget som muligt ud af det. – Skidt med smittesituationen, hvis man kan tilkæmpe sig et øjeblik i mediernes spotlight, må de tænke, alle disse uansvarlige, Pia Kjærsgaard, Inger Støjberg – hvis ulovlige in­struks om adskillelse af unge flygtninge alle synes at have glemt, Alex Vanopslagh, Jakob Ellemann m.fl., der stiller op på blokvogne foran flokkene af vrede landmænd og vel især foran kame­raerne, hvor de åbenlyst nyder at modar­bejde regeringens arbejde for at stoppe smitte og dødsfald.

Al balladen munder ud i, at de borgerlige får vist, at de står sammen med traktorfolket om at for­lange, at minkavlerne skal forgyldes efter hidtil uhørte takster. – Det handler ikke om smittede mink. Det handler ikke om smittede mennesker. Det handler ikke om grundloven. – Det handler om penge. Mange penge. Fra fællesskabets kasse.

Minkerhvervet forlanger over 20 mia. kr. i kompensation – det er 25 mio. pr. bedrift eller 7 mio. pr. officielt registrerede ansat … Jeg ved ikke, om alle de mange østeuropæiske minkarbejdere får noget, eller om de bare bliver sendt hjem med tomme lommer. – Til beløbet skal der lægges kompensation til foderfabrikker og pelserier og alle udgifterne til aflivning, rengøring, oprydning og bortskaffelse af de små pelsdyr, som for nogle avlere har været en guldgrube før i tiden, og politibeskyttelse af dem, der udfører det beskidte arbejde.

Mere end 20 mia. kr. – uanset at minkfarmenes overskud er dalet betragteligt her i de senere år, så de hver især i snit har haft 700.000 kr. i underskud i det seneste regnskabsår. – Og at erhvervet kun er indstillet indtil 1. januar 2022, hvorefter avlerne frit kan starte forfra, hvis de kan skaffe foder og avlsdyr. Men med 25 mio. på bogen skulle det være en overkommelig opgave, ville man synes.

Alle forstår, at det har været et forfærdeligt chok for minkavlerne at erkende, at deres farme og livsværk er til fare for verdenssundheden og skal lukkes ned, og de skal selvfølge­lig kompenseres. Rimeligt. I en skala, der er sammenlignelig med andre, der har lidt tab un­der pandemien. – Men de skal ikke profitere urimeligt af en ulykkelig situation, en force majeure-situation, der rammer os alle og de fleste erhverv. Og de skal ikke kunne true sig til flere penge på andres bekostning ved at køre på traktor ind til byen for at demonstrere ’for grundloven’.

Hvad med samfundets øvrige udgifter til andre erhverv under nedlukningerne? Hvad med de enorme sundhedsudgifter til tests, hospitalsindlæg­gelser, respiratorer og medicin? Hvad med de syge og døde medborgere? De unges mistede skolegang? Alle dem, der lider under nedlukningerne? Angst og be­kymringer?

På førstehjælpskurser lærer man, at man som det første skal sørge for at stoppe ulykken. Men med eklatant mangel på situationsfornemmelse indrykker de borgerlige partier i disse dage store annoncer i dagspressen og forsøger på alle måder at udnytte situationen, selv om regeringen Mette Frederiksens fejl var indlysende, hurtigt blev rettet, og udfaldet blev akkurat det samme, som det ville have været uden al opstandelsen. De borgerliges selvhen­førende ballade har ikke anden konsekvens, end at det kan blive lettere for minkavlerne at afpresse samfundet for urime­ligt store kompensationer.

Med forfærdelse er vi nu vidner til, at de borgerlige i dette land midt under en verdensom­spæn­dende epidemi aktivt står og smider brænde på smittebålet og sår tvivl om og underløber regerin­gen og dens rimelige tiltag. De henleder ustandseligt opmærksomheden på sig selv, opvigler masserne, skaber uro og mistillid og forgylder venner og potentielle stemmer med indholdet af de offentlige kasser.

Hvilket kan synes at være en besynderlig strategi for liberale partier, der normalt går ind for lov og orden og tilbageholdenhed, når det kommer til fællesskabets udgifter. Som igennem flere perio­der ved magten, senest under Anders Fogh og Løkke Rasmussen, har nedskåret og udsul­tet det offentlige med store skader på bl.a. skatteinddrivning, undervisning og sundhedssek­toren til følge.

Hvem skal betale for vores vaccine, hvis de borgerlige er villige til at hælde 20 mia. eller mere af vores allesammens penge ud i forsøget på at fiske stemmer i oprørte erhverv?

Se evt.:

https://www.dst.dk/da/Statistik/bagtal/2020/2020-10-28-fakta-om-minkbranchen-i-Danmark:

’I 2019 var der knap 800 minkfarme i Danmark. Værdien af produktionen var godt 2,5 mia. kr., som blev til på baggrund af 2,5 mio. voksne mink, der hver især gav 5-6 hvalpe, der blev til skind. 

Det viser tal fra Danmarks Statistik. 

”Pelsdyrbranchen er en branche, der er presset i en prismæssig lavkonjunktur,” siger Henrik Bolding Pedersen, der er chefkonsulent i Danmarks Statistik.’

https://jyllands-posten.dk/indland/ECE12566240/kaare-moelbak-danske-mink-burde-nok-have-vaeret-aflivet-tidligere/:

’Kåre Mølbak: Danske mink burde nok have været aflivet tidligere’

https://politiken.dk/debat/debatindlaeg/art8007070/M%C3%A5ske-var-den-ulovlige-or­dre-lovlig:

’Jura-eksperter om mink-gate: Måske var den ulovlige ordre lovlig?

Der kan opstå situationer, hvor det er bydende nødvendigt at handle hurtigt for at imødegå en alvorlig trussel, og hvor de normale spilleregler derfor sættes ud af kraft. Dette kaldes nødret. Og regeringen kan faktisk med tilbagevirkende kraft for­søge at gøre den ulovlige minkordre lovlig.’

https://politiken.dk/indland/art8007582/Politisk-krav-om-20-mia.-kr.-til-minkbranchen:

’Politisk krav om 20 milliarder kroner til minkbranchen’

https://nyheder.tv2.dk/samfund/2020-11-21-traktordemonstration-risikerer-at-blive-su­perspre­derbegivenhed-siger-eksperter:

’Traktordemonstration risikerer at blive su­persprederbegivenhed, siger eksperter’

https://politiken.dk/forbrugogliv/sundhedogmotion/art8008273/Coronavaccinen-kommer-snart-og-den-bliver-gratis-for-alle:

’Coronavaccinen kommer snart – og den bli­ver gratis for alle’

https://politiken.dk/indland/art8007924/Smitten-accelerer-nu-i-Vestjylland:

’Smitten accelererer nu i Vestjylland

Mens kurverne har toppet i Nordjylland, og restriktionerne lempes, er der tegn på, at ’minksmitten’ nu er rykket videre til Midt- og Vestjylland.’

https://politiken.dk/forbrugogliv/sundhedogmotion/art8007624/For-fjerde-dag-i-tr%C3%A6k-har-Danmark-over-1.200-nye-smittetilf%C3%A6lde:

’For fjerde dag i træk har Danmark over 1.200 nye smittetilfælde’

Mænd, mink, politik og corona

Skærmdumps fra mobilen d. 5.11. 2020. –Hvad består det uetiske i? Jeg troede, at minkavlere levede af at aflive raske dyr, så de kunne flå dem og sælge deres skind? Har vi fået Trump-tilstande herhjemme, så man bare kan sige, hvad der passer én? Uanset virkeligheden?

Dette sad jeg og skrev på i går, men blev overhalet af virkeligheden, da statsminister Mette Frederiksen, flankeret af repræsentanter for regering, politi- og sundhedsmyndigheder, på et pressemøde klokken 16 meddelte, at alle mink i Danmark skal slås ned så hurtigt som muligt.*

De små, tætsiddende trådbure med 17 mio. millioner stærkt smittefarlige mink udgør en reel trussel mod hele verdens sundhed pga. høj risiko for mutationer og smitte til omgivelserne og til de omrejsende østeuropæere, der – ofte uden adgang til hverken sprit eller mundbind – passer dem.

Godt halvdelen af alle smittede med COVID-19 i Nordjylland har en variation af virus, der stammer fra mink, og smitten blev hurtigt udbredt fra ganske få tilfælde, til at denne landsdel blev et af de hårdest ramte områder. Ved stikprøver er der fundet adskillige coronavirus med bekymrende mutationer, der potentielt ikke kan genkendes af den vaccine, man er ved at udvikle.

Det er forfærdeligt for avlerne, og de skal kompenseres og hjælpes godt videre. Men minkopdræt er – af både dyrevelfærds- og sundhedsmæssige grunde – ikke et ønskværdigt er­hverv. Ikke i Danmark, ikke nogen steder.

Branchen var i forvejen for kraftigt nedadgående og i økonomisk knibe med en halvering af omsætningen på ganske få år. For at bære pelse fra de små, fremavlede rovdyr er ikke længere velset i toneangivende kredse. Og hvem vil fremover vise sig i en minkpels, når hvert eneste hår potentielt har været infi­ceret med corona-virus, og dyrene associeres med at have forværret en verdens­omspændende epidemi?

Nu er det ikke længere dyremarkeder i Kina eller virussumpe med rismarker, snadrende ænder, gæs og svin i det varme, fugtige Sydøstasien, men minkfarme i Danmark, der potentielt kan opfor­mere og sprede smitte og død til hele verden.

Så vores statsminister lyttede til sagkundskaben og WHO og har igen vist omsorg for befolkningen og rettidig omhu.

Alligevel snakker fortrinsvist mænd i opposition, dansk landbrug og meningsjournalistik stadig om ’Mor Mette’ og er ubegrundet nedladende over for hendes forsøg på at redde de fleste af os nogen­lunde helskindede igennem denne sundhedskrise. – Regeringens tiltag kommer, ifølge alle disse hanbavianer, alle for sent eller for tidligt, de er for meget eller for lidt. Og kompensationen fra fælleskassen til de berørte erhverv er aldrig stor nok.

Mange forsøger at møve sig ind i rampelyset: –Karsten Lauritzen, der som statsministeren er valgt i Nordjylland, men for et parti, der p.t. står uden for reel indflydelse, prøver som en mini-Trump at fiske stemmer og sympati i rørte vande helt uden argumenter, han er bare skuffet, siger han. – I Ekstrabladet forestiller Joachim B. Olsen, der jo selv befinder sig i magtens alleryderste periferi, sig perfidt, at statsminister Mette Frederiksen nyder at udøve sin ‘magt’ i denne situation … Hvad bilder han sig ind? – Er han klar over, hvor alvorlig situationen er? Og må kvinder ikke udøve den magt, der naturligt følger med, når de er valgt til landets øverste embede? Forhenværende statsminister for Venstre, Lars Løkke Rasmussen, som ikke blev anfægtet, når han igennem mange år udøvede sin magt, burde efterhånden bare tie stille. Han er forhenværende.

Det er patetisk og meget, meget sørgeligt at overvære, hvordan alle disse små magtmænd forsøger at rette opmærksomheden mod sig selv og smide grus i statens maskineri i en vanskelig tid.

Hvad tror disse skråsikre mænd, at de ved, som regerin­gen ikke får at vide? Og hvorfor anbringer mandlige, misundelige kritikere og minkavlere generelt statsministeren i en snævert kønsspecifik kasse, ’Mor-kassen’, som sammen med ’Lækker steg-kassen’, ’Madonna/helgeninde-kassen’ og ’Gamle Hejre-kassen’ stort set omfatter hele repertoiret af kvindelig typologi, som nogle mænd er i stand til at opfatte?

Oppositionspartiernes forvirrede formænd, forhenværende og fallerede politikere og bedrevidende lederskribenter scorer ikke points hos mig ved at underløbe staten og skabe tvivl om det sundhedsfaglige grundlag. Hvad vil de have? Voldelige demonstrationer mod mundbind og nedlukninger? Et overbelastet sundhedsvæsen og lig i gaderne? – Vi står midt i en verdensomspændende epidemi. Landene omkring os ruster sig med indgribende tiltag, som vi blot kan kopiere. – De fleste afskaffede minkavl, længe før denne epidemi opstod. – Så spild ikke tiden med ynkelige magtspil, men hjælp konstruktivt med at tage hånd om landets indbyggere og med at forhindre, at ansvars­løs opførsel bidrager til, at det hele løber løbsk. – Så tager vi eventuelle opgør bagefter.

Hvorfor afventer så mange mennesker i det hele taget udmeldinger fra regeringen, som de så på et løst og uinformeret grundlag forsøger at ignorere eller rakke ned på? I stedet for selv at tage et ansvar, opføre sig som voksne og tage de forholdsregler, som de fleste ville anse for nødvendige i denne alvorlige situation?

Ingen nulevende har prøvet dette pandemiske scenarie før.

Er vi børn eller borgere?

* 13. 11. 2020: På det tidspunkt kunne jeg ikke forestille mig, at regeringen ikke havde tjekket lovgrundlaget, før de skrev til minkavlerne.

https://politiken.dk/forbrugogliv/sundhedogmotion/art7988317/Minkmuteret-corona-har-allerede-spredt-sig-langt-uden-for-Nordjylland

https://politiken.dk/indland/art7989548/Massive-problemer-med-manglende-test-af-minkarbejdere-skadede-afg%C3%B8rende-coronaindsats-i-Nordjylland

https://www.tv2nord.dk/coronavirus/karsten-lauritzen-skuffet-paa-nordjydernes-vegne-var-det-ikke-en-nordjysk-valgt

https://nordjyske.dk/nyheder/nordjylland/loekke-om-mette-frederiksens-opslag-ulaekkert/f50626b8-0e0e-4ebb-8f1c-9c8092e0b6cb

https://ekstrabladet.dk/nyheder/politik/danskpolitik/joachim-b.-mette-vinder-paa-minkmassakren/8357321

https://politiken.dk/debat/ledere/art7882644/Ikke-mere-%E2%80%99Mor-Mette%E2%80%99-Appel-og-tillid-skal-erstatte-statskontrol-udskamning-og-straf-i-kampen-mod-corona

https://www.ssi.dk/aktuelt/nyheder/2020/mutationer-i-minkvirus