Spisevægring by Proxy

En besynderlig lidelse ser ud til at have bredt sig blandt navnlig yngre mødre. Man kunne følge det internationale diagnosesystem, ICD-10, og navngive fænomenet EDbP — Eating Disorder by Proxy. EDbP handler tilsyneladende om at kunne kontrollere sit fuldkommen raske barns føde­indtag ned til mindste bid og derved anbringe det i en ubekvem position uden for alle gængse, so­ciale sammenhænge, hvor spisning som regel indgår: institution, skole, børnefødselsdage og fæl­les måltider med familie og venner.

Der er ikke tale om almindelige forskrifter for sund levevis, som vi kender dem fra diverse kam­pagner, men om en bekenden sig til hjemmestrikkede, sekteriske spiseregler, ofte helt uden vi­denskabeligt belæg eller blot med et gran af opsnappet rationale, som bliver rodet sammen i for­virrede hoveder til letfattelige dogmer. Det kan være ”spis efter din blodtype”, stenalderdiæten, sukkerfri diæt, kødfri, mælkefri, fedtfri, kulhydratfri eller, som jeg så i tv, en hollandsk mor, der håndhævede en streng rå, vegetarisk diæt for sig selv og sin ti år gamle søn.

Lad os tage det hollandske eksempel: Moderen hævdede, at tilberedt mad var unaturligt, fedende og kræftfremkaldende. For en million år siden, sagde hun, havde mennesker ikke ild og kunne derfor hverken koge eller stege fødevarer. — Nej, hun har ret, men vore daværende, menneske­lignende forfædre levede formodentlig heller ikke særlig længe, og de brugte størstedelen af de­res vågne tid på at søge efter mad og gnaske, hvad de nu kunne finde, f.eks. hårde rødder, bark og blade. Moderen pressede appelsiner til sin søn og fodrede ham i øvrigt med bananer, æbler, nød­der, spiret hvede, salat og mangoer. For bare hundrede år siden ville ingen af hendes foretrukne fødevarer have været til at opdrive i Holland om vinteren. Hun og hendes stakkels forsøgskanin af en søn ville dø af sult i løbet af de første måneder på denne diæt.

Denne mor, og andre fødevarekorsriddere, mangler enhver form for historisk bevidsthed. Grun­den til, at vi overhovedet eksisterer i dag, er, at vore forfædre spiste varieret og som hovedregel ikke lod sig styre af kræsenhed og fikse idéer.

Problemet i vores lille, forkælede del af verden er nu, at der er en overproduktion og et overfor­brug af underlødige fødevarer, som gør os tykke og syge. Vores fødevarer er ganske rigtigt mis­handlede, alt for gamle og proppede med gift og kemikalier. Det er et reelt problem. Men vi bliver alligevel omkring firs år gamle i gennemsnit, hvilket er enestående i menneskehedens historie. I vores kulturkreds lever i disse år de første generationer i hele jordklodens beståen, som er sikre på, at de kan spise sig mætte hver dag! — Derfor er det mig en gåde, at nogle forholdsvis velud­dannede, yngre kvinder − og nogle få mænd − i et moderne, verdsligt samfund reagerer med spi­seforstyrrelser, som kunne minde om religiøst betingede fasteregler og forbud mod bestemte fø­devarer.

Hvilke kostregler, voksne mennesker pålægger sig selv, kommer ikke andre ved. Men at gøre det sociale liv besværligt for sine egne børn pga. uvidenskabeligt vrøvl er et alvorligt anliggende. Hvad er formålet? At opnå indirekte opmærksomhed? På en forkvaklet måde at demonstrere, at man er en god mor? At kompensere for sin egen manglende prioritering af barnet, der bliver overladt til fremmede voksne og store grupper af andre børn det meste af dagen? At kæmpe for at bevare en rest af personlig kontrol i et stressende og ukontrollérbart miljø med partikelforurening, usundt indeklima, dårlige madvarer og en truende miljøkatastrofe?

Vi er alle bekymrede for verdens skæve gang, men ikke alle vælger uhensigtsmæssige individuelle løsninger, som f.eks. spisevægring pr. stedfortræder, i denne sammenhæng spisevægring på bør­nenes vegne, for mange af disse unge mødre undser sig ikke for selv at tage en kage til kaffen henne på kontoret. Den hollandske mor i tv-udsendelsen var tilsyneladende alene med sin søn, og vha. sine strikte regler for madindtag kunne hun effektivt isolere og kontrollere den unge mand, der var i hendes varetægt, og som var helt afhængig af hendes accept og — i dette tilfælde sær­deles betingede — kærlighed.

Hun fremstod som et grelt eksempel på en ulykkelig, individuel protest mod moderne mad. Før denne tendens breder sig yderligere, vil jeg gerne slå et slag for en mere rationel og nyttig, politisk og demokratisk kamp for bedre fødevarer, det være sig i institutioner såvel som i hjemmene, i Danmark, såvel som i verden ude omkring os.

(Bragt første gang i Politiken d. 2. 2. 2010)