Bogstavbørn og diagnoser

– skulle vi ikke omgås de moderne, psykiatriske diagnoser med større forsigtighed? Måske endda indrette samfundet til mennesker og ikke forsøge at til­passe mennesker til en sommetider umenneskelig samfundsindretning?

Aldrig har et samfund opretholdt så meget ensrettethed, som vi ser det praktiseret i vores del af verden i dag. Vi skal ALLE med vold og magt i dagpleje, vuggestue, børnehave, skole, gym­na­sium og helst også på universitetet, hvor vi færdes i store flokke af jævnaldrende med kun sparsom voksenkontakt. Vi skal, fra vi er helt små og sendes alene ud i verden, kon­kurrere med horder af andre børn om pædagogen, læreren, forældrenes opmærk­somhed, om de gode ka­rakterer, om at være blandt de mest populære … og det er hårdt for en étårig, men sandelig også for en 17-årig. Vi skal alle som én arbejde, til vi dør, og mens vi afventer dødens indtræ­den, forventes det, at vi døgnet rundt helhjertet og uophørligt del­tager i det larmende, pulse­rende, endeløst drivende, sociale liv. Også på nettet. Også selv om timer på sociale medier el­ler en hel eftermiddag på en café med smalltalk kunne føles som spild af tid, og at en lang nat med druk og flirt eller en konstant strøm af selfie-uploa­des, måske endda fra de nedre regio­ner, forekommer én grænseoverskridende.

Vi skal alle rette ind! Der er ikke plads til forskelligheder! – Er det underligt, at unge mistri­ves?

Aldrig har et samfund udtænkt så mange psykiatriske diagnoser, mange af dem benævnt ved kombinationer af store bogstaver: ADHD, ADD, OCD, PTSD, men også fobier, anoreksi, angst, selvskade, depression, autisme, karakterafvigelse, personlighedsforstyrrelse, narcis­sisme, psy­kopati, borderline m.fl. plus alle de spændende kombinationer.  – Ikke mange slipper igennem skoletiden uden at få hæftet en eller anden stigmatiserende etiket på sig.

Men hvad nu, hvis disse diagnosestemplede børn ikke var fejlbehæftede individer, men blot havde en divergerende personlighedssammensætning, en anden hjernestruktur end den, der passer ind i den moderne verden, som den ser ud lige nu?

Hvad nu, hvis en stor del af disse børn havde evner, som fx større selvindsigt, krops­bevidsthed, følsomhed, musikalitet, visualitet, sanselighed, ob­servationsevne, tænkeevne, evne til at se nye mønstre, perspektiver eller muligheder, op­mærksomhed på detaljer, op­findertrang, nys­gerrighed, indlevelse, fantasi, kombinationsevne, matematiske og sproglige evner, måske endda en større hjernekapacitet? – Og vi så ødelagde dem med for tidlig afle­vering, for meget larm, umulige krav, nederlag, daglige angstprovokerende situationer, dår­lig undervisning, bil­ligt plastic, tåbelige kulturprodukter og evindeligt spild af tid? I årevis?

Hvad nu, hvis vi forkrøbler og psykisk lemlæster en masse børn og unge alt for tidligt, så vi ikke senere får gavn af netop deres styrker? – Så får vi et meget fattigt samfund!

Det er ikke mange år siden, man kunne slippe af sted med at diagnosticere kvinder som hy­ste­riske. Hysteri var en frit opfunden diagnose, ordet kommer fra det græske ord for liv­mo­der, hysteraos, og blev brugt imod kvinder. Både når de opførte sig alt for ’kvindeligt’, var for føl­somme, deprimerede, for pivede, pjevsede, lillepigede, overbeskyttende, og når de ikke op­førte sig ’kvindeligt’, dvs. moder­ligt, omsorgsfuldt, blidt, tjenende og føjeligt, hvilket var de egenskaber, man gerne så i kvinder. Selvstændighed, initiativ, seksualitet, oplevel­sestrang, be­gavelse og hyppige sammenbrud eller raserianfald, pga. manglende evne til at udholde livet som indespærret kvinde, skulle for alt i ver­den skulle holdes nede, væk, un­dertrykkes!

Før i tiden kunne man diagnosticere begavede kvinder, der ville læse, skrive, undervise, op­finde, komponere, male, bygge broer, bevæge sig frit, have en uddannelse og måske oveni­kø­bet et job, som hysteriske, og man indlagde dem på sindssygehospitaler, hvor de blev spulet med koldt vand morgen og aften og pakket ind i våde lagner og medicineret eller fik elektro­chok, indtil de gav op og opførte sig ’normalt’. – Først, da vi tillod kvinder at deltage i sam­fundslivet, uddannede dem og gav dem lov til at arbejde, blev vi så rige, at vi kunne bygge vel­færdssamfund, og vi begyndte at lære at rumme, at kvin­delighed og mandlighed kunne være mange forskellige ting.

Det er heller ikke længe siden, at homoseksuelle blev anset for syge og stod opført under ’per­versiteter’ i de psykiatriske diagnoselister, og samfundet har ikke taget skade af at ac­ceptere folk med en divergerende romantisk og seksuel indstilling, så de kunne bidrage po­sitivt til hel­heden, tvært­imod.

Vi skal i højere grad lære at rumme mange forskellige slags mennesker. Mangfoldighed er en gave og en styrke, og vi skal ikke diagnosticere og udrense, men acceptere og inkludere indivi­der af alle slags for at kunne drage nytte af deres specielle evner og syn på verden.

Inklusion betyder IKKE at give fx et barn med autistiske træk en støttepædagog i to timer ugent­ligt nede i det bagerste hjørne af en larmende skoleklasse med 25 elever eller flere.

Eller at flytte ham/hende over i en specialklasse med hylende sprogløse og omkringfarende hyperaktive.

Eller at tillade klasselæreren at straffe ham eller hende med udvisning og udelukkelse, fordi ingen kan koncentrere sig om klasseundervisning, når der foregår et sansemæssigt sam­men­brud nede på bagerste række.

Fra vi er helt små, har vi alle krav på omgivelser, der ikke gør os bange eller utrygge, der ikke stiller umulige krav til os, der ikke overvælder os med høje lyde, omkringfaren og andre belastende ind­tryk, og som møder os med accept, forståelse og varme følelser, så vi kan vokse op som glade og produktive, hele mennesker. Det er vel indlysende?

Vi er nødt til at se i øjnene, at verden ikke har nået fuldkommenheden endnu. Vi er ikke an­kom­met til den bedste af alle verdener. Vores begreber og bevidsthed er stadig under dan­nelse og udvikling. Og vi må sommetider revurdere vores viden og praksis, så det hele er i over­ensstem­melse med den virkelighed, mange af os oplever hver dag.

Det er fx først for nylig, at vi er begyndt at genkende træk af ADHD og autisme i piger[1]. – Før­hen var det de vilde drenge, der påkaldte sig opmærksomheden, fordi de forstyrrede. Eller de alt for stille og følsomme drenge, der ikke kunne tåle støj og vilde lege. Disse drenge blev alle studeret, og diagnoserne blev udformet med udgangspunkt i dem.  – En stille pige, der ikke fór rundt som en skræmt abe i et træ, men bare imploderede lydløst på sin plads i klassen, var en nem elev, for hun levede jo op til alle vores forventninger til, hvordan en rigtig pige skulle være. Man måtte opfinde helt nye diagnoser, fx ADD, som er ADHD uden hyperaktivitet, til disse nemme, stille piger.

Men hvad nu, hvis disse nye diagnoser blot udskiller individer, der ikke passer ind i det mo­derne institutions-, skole-, lønarbejds- og øvrige samfundssystem? Hvad nu, hvis en del af de mest iøjnefaldende symptomer, angst, depression, udmattelse, selvskade, nervøsitet, spisefor­styrrelser, druk og stofmisbrug, blot er naturlige reaktioner på et unaturligt miljø? Hvad nu, hvis vi mister en masse talent og intelligens ved at påføre så mange børn og unge fejlstempler og endeløse rækker af nederlag alt for tidligt? Hvad nu, hvis en betragtelig del af en årgang bare ikke kan tåle tidlig adskillelse fra de primære omsorgspersoner, at blive efterladt til pas­ning hos fremmede, at befinde sig 8 – 10 timer dagligt i bunkeopbevaringsinstitutioner og overfyldte skoler i uudholdeligt rod, støj og en masse ballade? Hvad nu, hvis en diagnose af et barn eller en ung i mange tilfælde var alt for vold­som, overdreven og langt mere hensigtsmæssigt kunne erstattes af nogle påviselige træk? Fx dårlig koncentrations­evne eller modsat en usædvanlig evne til at fokusere, sensibilitet, høj IQ eller en sjældent god hukommelse? Kunne man ikke be­gynde at tale om person­lighedstræk i stedet for nagelfaste diagnoser? Og så diagnosticere den her­skende, eksklude­rende og sygdomsfremkaldende sam­fundsorden i stedet?

Den amerikanske professor, Temple Grandin, er selverkendt, højtfungerende autist. Hun har en doktorgrad i dyrevidenskab og er ansat ved Colorado State University, men hun har navnlig i offentligheden gjort sig bemærket for sit arbejde for forståelse af autismen. Hun har skrevet om autisme, en af hendes bøger er filmatiseret, og hun har en tankevækkende TED Talk om au­tisme – ’Ver­den har brug for alle slags hjerner’[2], hvor hun starter med at sige: Det er et kon­tinuum!  – Dvs. at mange af de nye, psykiatriske diagnoser efter hendes opfattelse ikke skal ses som absolutte, men som trin på en skala.

Man kunne tilføje: Normal findes ikke!

Opfattelsen af normalitet er ikke reel. Vi stræber efter normalitet. Vi forestiller os en slags nor­malitet. Vi er udstyret med en trang til at ligne alle de andre – på hver vores helt egen, unikke måde, be­vares … – Men begrebet normalitet/normal er en konstruktion. De fleste af os ligger lige omkring skiven. Men der er tale om et gennemsnit. Nogle befinder sig langt uden for nor­malitets­skiven, nogle lidt tættere på, uden at vi af den grund er mærkelige eller mindrevær­dige. Vi er alle en del af det menneskelige genom og de menneskelige fremtræ­delsesformer i al deres frugtbare diversitet.

Diagnoser kan være nyttige, når vi skal kunne tænke på og snakke om forskellige måder at være menneske på. Men selve ordet ’diagnose’[3], som er hentet fra de velundersøgte fysiske sygdomme, kan virke stigmatiserende, udskillende. Jeg ville i mange tilfælde foretrække or­det ’karaktertræk’ eller blot ’træk’, som vi kan have flere eller færre af i vores overvejende gene­tisk betingede personlighed.

På ’Psykiatrifondens’ hjemmeside  – de oplyser selv, at de er ’en privat sygdomsbekæm­pende organisation’ – finder man, hvis vi igen skal tage autismebegrebet som eksempel, autistiske træk omtalt som ’sygdommen’ og ’en livslang gennemgribende udviklingsforstyr­relse’[4] . Fo­re­stil dig at være en ung pige med autistiske træk eller en forælder, som prøver at finde ud af mere om sin egen eller sit barns diagnose, som rammer denne side og denne sprogbrug? – Her viderekolporteres der ubestridelige ’diagnoser’ med skråsikre fremtidsfor­udsigelser og syg­domsbegreber, som ikke er spor fremmende for en sund selvfølelse og in­klusion i samfundets fællesskaber. Men netop den holdning er måske gavnlig for en organi­sation, der lever af at samle penge ind til ’sygdomsbekæmpelse’?

Jeg har altid set på mennesker og deres forskelligheder, som om vi alle bestod af mosaikker af forskellige karaktertræk: Vi kunne være mere eller mindre maskuline/feminine, prak­tiske/upraktiske, fantasifulde, sociale, følsomme, observante, indelukkede, robuste, krea­tive, sportslige …. der er næsten uen­delige muligheder.  Vi er alle som glas med blandede bolsjer. Nogle har mange røde, gule eller sorte bolsjer i deres glas, men de ophører alligevel ikke med at være bolsjeglas/mennesker. Nogle har mange forskellige farver i sig. Nogle har overvejende grønne, hvilket kan gøre dem til mennesker med mange grønne træk, men de er alligevel men­nesker.

Fx autismetræk kunne ses som hvide bolsjer, og autisme kunne så i lettere tilfælde, i stedet for at være en al­vorlig, livslang sygdom, blot være grader af indadvendt/udadvendt og/eller føl­somhed på en skala? – Som samfundet havde pligt til at tage hensyn til både i skole- og i ar­bejdslivet? Så slap vi også for at opfinde nye diagnoser, som fx ‘Aspergers’, til begavede mennesker, der tilfældigvis også rummede autistiske træk. En pakke blandede bolsjer ville aldrig blive markedsført som udelukkende hvide. Selvom man rummer visse træk af det ene eller det andet, har man ikke nødvendig­vis HELE pakken. – Kun individer med næsten udelukkende ensfarvede bolsjer i deres per­sonlighedsglas ville i så fald opleve alvorlige problemer og have brug for særlig støtte.

Autistiske sammenbrud kunne i mange tilfælde blot være overload, et sansenedbrud, en tvun­gen pause forårsaget af for mange stimuli og krav. En nedsmeltning af en sensibel per­son­lighed, som har det svært med larm og uro, med manglende struktur og/eller med det sociale. En sådan person ville bruge alt for meget hjernekraft og energi på at få hverdagen i en ’normal’ daginstitution, folkeskole eller arbejdsplads til at fungere, på at forstå og til­passe sig vilkår, der føles belastende. Nogle har brug for mere tid til at restituere end andre. – Indtil man lærer sig selv og sine egne grænser at kende, kan en stressperiode, tegn på de­pression, et nervesammenbrud, selvskade, spise­forstyrrelser, overvældende træthed eller et angstanfald tolkes som alvorlig, psykisk sygdom. Men en hverdag med ro og tid til eftertænksomhed kan i nogle tilfælde udgøre en næsten mi­rakuløs helbre­delse. Helt uden kraftig kemi, indlæggelser, elektrochok og andre, middelalderlige foranstalt­ninger.

Hvis man anerkender, accepterer og tager de nødvendige skridt for at skærme et følsomt barn, mens det er helt lille, og ikke forsøger at tvinge det ud i et – for det – ødelæggende miljø, men indretter sig med mere rummelighed, så ville megen lidelse og bekymring kunne undgås. For vi er forskellige og har forskellige behov. Den ene personlighedstype er ikke bedre, og har ikke mere ret til at defi­nere miljøet og andre menneskers psyki­ske status, end den anden.

Man anslår, at op mod 2-3 % eller mere af en given befolkning kan have autistiske træk i en grad, så det på­virker deres liv og muligheder i et moderne, hektisk samfund[5]. – Men mange, spe­cielt kvinder, går under radaren, så tallet kan være langt højere. – Er vi parate til at udgrænse så stor en del af befolkningens menneskelige ressourcer? – Og det er bare én diagnose.

Hvor mange tusinde børn diagnosticeret med fx ADHD skal tage daglig hjernemedicin for at kunne indpasses i en dysfunktionel folkeskole- eller specialklasse med en dårligt uddannet, for­travlet lærer? – Måske skal vi bare acceptere, at der ikke findes en ’one size fits all’? Og for­søge at indrette os, så vi kan få alle med? Måske er der visse forældre, der bare skal gå hjemme hos deres små børn og lade den anden part om lønarbejdet? Måske skal vi oprette mange, nye institutioner og særskoler med små gruppestørrelser, ro og struktureret leg, hvile og undervisning med specialuddannet personale? Måske skal store hold, storrumskon­torer og almindelig larm begrænses til dem, der kan tåle det?

I et stammesamfund eller i en landsby befolket af bønder, der fulgte naturens fredsomme­lige gang, ville mange af de mennesker, der i dag belemres med diagnoser, ikke skille sig uheldigt ud. Vi havde brug for den iltre og stærke unge mand, der drog ud på lange jagter eller byggede en ny kostald, fordi han havde trang til oplevelser og ikke kunne sidde stille. Pigen med de skarpe sanser, der ikke havde noget imod at være alene, kunne holde vagt eller sidde ved bålet og væve eller knytte fiskenet. Den stilfærdige, tænksomme dreng, der hyrdede køerne og få­rene, og pi­gen, der opfostrede nyfødte lam og små søskende, mens deres familier havde andet at passe, ville også være værdifulde medlemmer af fællesska­bet. Ligesom den gamle mand el­ler kone, der kunne huske og fremsige alle slægtens myter og fortællinger, og den fyr eller fyr­inde, der opfandt hjulet eller udforskede nye territorier, var det. – Ingen kunne undvæ­res, ingen var overflødige. Alle vandt ved at udnytte alle individers kompetencer.

Hvis ikke de mange bogstavkombinationer og de i dag udgrænsende diagnoser havde haft en overlevelsesmæssig fordel for hele menneskeheden op igennem vores historie, ville de vel for længst være forsvundet fra arvemassen? – Tænk på en Da Vinci, der sad og skrev alle sine tan­ker ned spejlvendt med venstre hånd – Hvordan ville han have klaret sig i en lar­mende fol­ke­skoleklasse i dag? Eller en Van Gogh, der så verden og malede den som en visionær drøm, men som aldrig helt fandt ud af at omgås andre mennesker, og som var blottet for pengesans og vist kun fik solgt et enkelt maleri i hele sin egen levetid, men som bragte malerkunsten langt videre, end nogen før ham havde kunnet forestille sig. Vi har haft og har i dag højt be­gavede forskere, som knap kan snøre deres egne sko, men som bringer os alle fremad med deres banebrydende tanker.

Så vi har ikke råd, hverken menneskeligt eller økonomisk, til at lade så mange forskellig­ar­tede mennesker gå til spilde og blive knust i vores egne, umenneskelige systemer.


[1] https://videnskab.dk/krop-sundhed/piger-med-autisme-blev-ignoreret-af-videnskaben-i-aarevis

[2]https://www.ted.com/talks/temple_grandin_the_world_needs_all_kinds_of_minds?language=da 

Film: ’Temple Grandin’ – Fin­des bl.a. på HBO

[3] Ordet diagnose kommer fra græsk: dia betyder ‘gennem’, og gnosis betyder ‘kundskab’. Diagnose henviser til, at man kan se gennem noget og få kundskab. I pædagogiske sammenhænge (børnehaver, skoler mv.) bruger man ofte begrebet diagnose om psykiatriske udviklingsforstyrrelser som for eksempel autisme og ADHD. https://faktalink.dk/titelliste/boern-og-diagnoser/baggrund-diagnoser

[4] https://psykiatrifonden.dk/diagnoser/autisme?gclid=CjwKCAjw0a-SBhBkEiwApljU0oNyz3F-mx4sJYXk2o69360OFfOgL8Lxl4pxpEhIEzCdeyciGiht-xoCsfAQAvD_BwE

[5] Tal fra Landspatientregistret fra 2018 viser, at 0,77 % af den samlede befolkning har en autismediagnose. Andelen er højere for børn, hvor 1,67 % mellem 0 og 17 år har en autismediagnose. Det er de officielle tal fra Socialstyrelsen. Disse tal inkluderer ikke personer, der udredt i privat regi. https://www.autismeforening.dk/presse/tal-og-undersoegelser/

Dumtravlhed

Hvorfor er det lige, at folk, der har så skidetravlt med at have travlt, har lov til at genere andre med deres mere eller mindre indbildte travlhed og kan bruge tilstanden som undskyldning for ikke at leve op til almindelige sociale og menneskelige forpligtelser i stedet for at blive tvunget til at indse, at de bare er smådumme i hovederne og stinkende dårlige til at prioritere deres tid?

Tid

— Tid er det eneste, du har, sagde min gamle, kloge nabo for mange år siden. Og alligevel synes tiden for de fleste at være en sparsom ressource.

— Strukturering af den vågne tid er menneskets største problem, sagde Eric Berne, transaktions-analysens opfinder. Og her synes vi at komme tættere på virkeligheden: Vi har nemlig som oftest tid nok, men vi har problemer med at prioritere.

Vi har ét liv, kort eller langt, det ved vi heldigvis ikke, og vore opgaver er enkle og består i:

1. At gøre så lidt skade på planeten og dens øvrige beboere som overhovedet muligt.

2. At kigge dybt i os selv og finde ud af, hvem vi er, og hvad vi skal, og benytte denne viden til at udvikle tolerance over for vore medmennesker, så vi kan være dem til nytte.

Det går bare næsten altid galt. Vi behandler vores tid, som om det var en feriekuffert. Hvis vi tager den lille kuffert frem, fylder vi den, til den bugner, men hvis vi så i stedet tager en kæmpestor kuffert frem — én af dem, damerne ved check-in-skranken i lufthavnen plejer at kalde for en étværelses lejlighed, så pakker vi også den, så den knapt kan lukkes. — Vi propper det forhåndenværende rum til randen.

Er vi bange for stilstand og tomhed?

Når vi er små, strukturerer vore forældre dagene for os: På hverdage tidligt op, ud i bilen, til skole eller institution, hvor vi render skrigende omkring sammen med store flokke af andre børn i cirka samme alder, hentes i bil, på forjaget indkøb, hjem og fodres af, falde om med noget elektronik, tv- eller computerskærm, sove … i morgen begynder det hele forfra igen. Undtagen i weekender og ferier, hvor vi trækkes til arrangementer, sammenkomster, indkøbscentre, små eller store rejser, udflugter eller til arrangerede fritidsaktiviteter: sport, biograf, forlystelsespark.

Hvordan kan vi nogensinde tro, at det er OK blot at gå lidt rundt og småkede sig? Og måske selv finde på noget sjovt, der ikke absolut begynder med indkøb af et nyt computerspil, DVD, trampolin el. lign.? Skabe noget helt selv, måske?

De unge voksne tror således, at selve livets mening består i at stå tidligt op, at smukkesere sig, at aflevere ungerne til vildtfremmede, at transportere sig til et sted, hvor man udfører noget mere eller mindre meningsfuldt sammen med andre i cirka samme alder, at afhente sin yngel og race ud i butikker, bikse hurtigmad sammen for til sidst at falde udmattet om med noget elektronik.

Deres livs feriekuffert bliver proppet til randen hver evige eneste dag, for de magter ikke at vælge noget fra. Ikke en fest med vennerne, ikke en lejlighed til at vise sig i byen, ikke en time på motionscentret eller en løbetur rundt om parken, ikke et job i den anden ende af landet, ikke en kæresteweekend i Berlin, ikke endnu et udsalg i shoppingcentret …

Hvornår får nogen tid til at nyde en god bog? Et indholdsrigt samvær? Falde i staver over nogle regndråber på en rosenbusk? — Uden lige at skulle tjekke mail, Facebook, sms’er eller skvadre med andre, der også er bange for det tomme rum, via mobile telefoner.