Influenza

Blog Image

Det kom samtidigt med løvfaldet i skoven:

Besynderligt uoplagt. Alle lemmer føles som tørt træ. Efterhånden en dunkende hovedpine. Øm i nakke og skuldre. Halsen besat med glasskår, der river og flår. Kulderystelser. Svedeture. Feber på den anden side af 39 grader. OK, så ved man, hvad det er: Influenzaen fik også mig!

Mails fra veninder i Nordjylland, Midtjylland og København. De er alle ramt. Hvor mange ligger eller har ligget mellem tre og seks dage her i efteråret? Det er en epidemi.

Syn og farver sært forvredne. Smagssansen opfatter kun bittert. Jeg døser 24 timer i døgnet, og selv om de vælger Obama til præsident i USA, kan jeg ikke juble ret meget …

Desværre har jeg lige læst en tyk bog om Den spanske syge, der ramte verden umiddelbart efter 1. Verdenskrig i efteråret 1918 og slog mellem 50 og 100 mio. mennesker ihjel. En dum lille streng af virus. Folk druknede i deres eget blod, der steg op i lungerne! Den spanske syge er ikke meget forskellig fra almindelig influenzavirus, men minder mest om fugleinfluenzatypen. Godt, vi fik has på den!

Jeg spurgte min rare, gamle nabo, som er født i tyverne, om han vidste noget om Den spanske syge? Han havde ikke selv oplevet den, men han husker, at hans mor ofte omtalte personer, som hun havde kendt, og tilføjede: Men han/hun døde under Den spanske syge … Vi kan i dag slet ikke forestille os et sådant mandefald. Der døde flere mennesker end under pesten, de to verdenskrige og alle de andre krige i det tyvende århundrede tilsammen!

Den spanske syge opstod ikke i Spanien. Man mener, at den som alle de farligste infektionssygdomme opstod i virusgryden i Sydkina*, hvor mennesker, ænder, høns og grise lever tæt sammen i varme, fugtige områder og dagligt færdes i oversvømmede rismarker, hvor smitte nemt kan mutere og sprede sig mellem arterne.

Med gummiben står jeg ud af sengen. En tilstødende bihulebetændelse fik vagtlægen til at udskrive antibiotika. Tryllemidlet, som ikke har den ringeste virkning på virus, bekæmper de bakterier, der udnyttede min svaghed til at bosætte sig i kraniets hulrum.

Nå, så har man overlevet endnu en omgang. Skal jeg bare blive her og afvente flere vinterinfektioner? Får man også influenza i de varme lande? Jeg skal bestemt ikke til Sydkina!

 

* Faktisk mener man nu, at Den spanske syge opstod i en svinefarm i det østlige USA og sejlede med de amerikanske tropper over Atlanterhavet til Europa, hvorfra den spredte sig ud over det meste af verden.

Navnet ‘Den spanske syge’ kom sig af, at tropperne kunne hvile ud i Spanien, hvortil man også sendte syge og sårede, og da Spanien ikke havde pressecensur, som de aktivt krigsførende lande havde det, så blev sygdommen først opdaget og omtalt i Spanien.

Læger og vagtlæger

Om praktiserende læger og vagtlæger

Hvad får dem til at tro, at det er synderligt attraktivt for et sygt, måske smerteplaget og bekymret, menneske at skulle sætte sig ind i deres indviklede regler for telefontider, konsultationstider, besvarelser af e-mails, afhentning af recepter m.m.? Og efter en formiddags udmattende indsats for at skaffe sig foretræde på et bestemt klokkeslæt nogle uger ud i fremtiden finder man alligevel sig selv i et kedeligt venterum med kun nogle rygeafvænningsbrochurer og andre lidende medborgere som selskab i både halve og hele timer. Alle kigger op, hver gang en uddannet læge kigger ind. Nej, det er ikke mig endnu.

Hvis en lidelse eller en bekymring skulle opstå uden for disse klokkeslæts smuthuller, er man henvist til regionens eneste vagtlæge, som ikke forlader sit kontor, men beordrer næsten alle, uanset lidelse, til at begive sig ud på timelang kørsel (man går i sundhedssystemet ud fra, at alle syge har og kan føre et motorkøretøj), hvorefter man igen befinder sig i en af disse helvedes forgårde omgivet af blødende tilskadekomne og febersyge børn.

Når ens talegaver, trods sygdom og mathed, alligevel formår at bevæge en vagtlæge hjem i soveværelset på en helligdag, så kigger han hånligt på én hen over sine kantede læsebriller og er småfornærmet over, at man ikke er ved at dø.

Efter trættende ventetid og ti minutters forjaget audiens står man så med fem slags medicin, som man bør tage som angivet på pakken. Der er naturligvis bivirkninger, hovedpiner, galopperende hjertebanken, mavesmerter, svimmelhed m.m., som først lægger én i seng igen, og da man ikke orker at skulle igennem alle manøvrerne for at skaffe sig endnu en audiens, kasseres alle pakkerne, og man krydser fingre for, at den oprindelige lidelse ikke dukker op igen, for så får man VIRKELIG problemer med at forsvare sig for det inkvisitoriske blik over læsebrillerne.

Trygheden ved at føle sig som et betydningsfuldt medmenneske, hvis velbefindende ligger det offentligt ansatte sundhedspersonale på sinde, indfinder sig først lang tid efter, da jeg for længst er kommet mig og er ved at gøre rent. – Hallo! Hallo! Tag telefonen, siger en skrattende stemme, som jeg efter sekunders befippelse lokaliserer til mobiltelefonen i min lomme. – Det er vagtcentralen. Er alting i orden hjemme hos dig?

Trods tastaturlås er det lykkedes min mobil selv at ringe 112. Jeg forsikrer den venligt myndige stemme om, at alt er i sin skønneste orden, og undskylder, så meget og så hurtigt jeg kan, fordi jeg har taget hans – og andres – kostbare tid. – Jamen, så hav en fortsat god dag, siger han og forsvinder ud af røret.

For første gang forekommer den floskuløse vending mig beroligende velanbragt!