Ingen synes at forbinde det høje antal cuttere, spiseforstyrrelser, stofmisbrug, angst- og depressionsprægede unge og overdreven ungdommelig druk i ind- og udland med den ekstremt tidlige institutionalisering af danske, førsproglige småbørn i vuggestuer og dagplejer, hvor de, ifølge en forsker, driver rundt som ’sanseløse pingviner’ en stor del af deres vågne tid. − Førsproglige småbørn ved ikke, om de bliver hentet igen. De oplever traumatiserende brud i dagligdagen, bliver hentet og bragt, stresset tidligt og sent, møder nye pædagoger og gæstedagplejere vekslende med bedsteforældre og forældrenes venner og andre børns forældre. De bliver passet af professionelle uden ægte kærlighed, opmærksomhed og interesse i konkurrence med flokke af jævnaldrende i de mest følsomme år af deres liv og kan meget vel påføres en kronisk mangel på basal tryghed og selvtillid, som slår ud senere. Men vi er mest optaget af at PISA-teste dem…
»Der kan ikke være nogen tydeligere åbenbaring af et samfunds sjæl end den måde, hvorpå det behandler dets børn«, Nelson Mandela
True folk på deres livsgrundlag til at lade sig tvangsoperere for fx dårlig ryg? Ikke siden tvangssterilisationerne af psykisk handikappede og ’moralsk degenererede’ i 1930’erne har vi været så langt ude. Ikke engang læger må behandle nogen, og da slet ikke operere, uden udtrykkeligt samtykke. Så må kommunens ansatte vel heller ikke tvinge folk under kniven. Jeg ønsker ikke at vide, hvordan der ser ud inde i hovedet på ophavspersonen til det forslag. Er der nogen, der tror, at der findes mennesker, der nyder at gå hjemme med smerter i ryggen i stedet for at lade sig operere, hvis en sådan mirakelløsning var mulig i deres tilfælde? Og hvem har ansvaret, hvis operationen mislykkes? Der er åbenbart ikke længere grænser for, hvor langt man vil gå i forsøget på at spare et par skillinger. Og der er altid nogle omklamrende kommunale M/K’ere, som mener at vide bedre end selv uddannede læger. Man kan jo håbe, at vore læger nægter at medvirke til dette barbari.
Små mænd og næser
Tænk engang, hvor overraskende storsindet og statsmandsagtig Lars Løkke ville have fremstået, hvis han, i stedet for at gå med på Enhedslistens sure spil om påtalen, næsen, til Helle Thorning, havde erklæret sig tilfreds med en PET-chef og en justitsministers afgang. Tænk, hvis han med et varmt smil havde afvist enhver videre snak om kalendere og Christianiabesøg som bagateller og tidsspild. Nu, hvor ikke engang en lille næse kunne vedtages, ligner han som sædvanlig blot en smålig og formatløs, lille mand.
Arvingerne
Nu har vi set et par afsnit af DR’s dramaserie, og vi spekulerer på, om der virkelig er nogen i dette land, udover forfatteren, der tror på, at fire hel- og halvsøskende og en eksmand får lov til selv at gå og fifle med deres arvesager, disponere over huse, biler og kunstværker og forsøge at snyde hinanden til at skrive under på dette og hint. At der ikke meget hurtigt i forløbet ville optræde en uvildig advokat eller skifteret, der båndlægger værdierne, huse, biler, kunstværker m.m., til langt over 10 mio. kr., og påser, at det hele går retfærdigt til. Fakta og realisme kan skam også være dramatisk, hvorimod uvidenhed og dumhed bare er uinteressant. − Skuespillerne spiller usædvanligt godt, hvis man sammenligner med andre, danskproducerede film og serier, men noget monotont og helt uden udvikling, hvilket må skyldes det uigennemtænkte, tomt effektsøgende manuskript.
Overgrebene på den unge digter, Yahya Hassan, vil ingen ende tage:
Først fra hans egen familie, navnlig faderen.
Så fra et system, der anbragte ham på en institution, hvor der tilsyneladende var store problemer med både fysiske og verbale overgreb og grænser.
Så gav man ham en kontaktperson, der udnyttede ham seksuelt, selv om han var mindreårig, og hun var mere end dobbelt så gammel som han.
Så topper denne person, som burde have været der for ham, tillidsbruddet ved at skrive en bog om forholdet og hænge ham ud offentligt.
Derudover overfaldes han og udsættes for trusler fra religiøse grupperinger, som føler sig fornærmet af hans ord.
Burde vi ikke snart besinde os og begynde at tage vare på ham?
Om kunstneriske prætentioner
Nogle mennesker tror, at hvis de bare udtrykker sig tilpas sløret, upræcist og tåget, med et ’jeg’ og et ’du’, med ordstrømmende omveje uden egentlige pointer eller mening, med uskarpe billeder eller med dårlig lyd, så er de rigtige kunstnere.
Der er sket noget med de moderne kommunikationsmidler:
Først sender min mor mig et brev
Så sender jeg hende en mail med et par fotos og tak for brevet
Så sender jeg hende en sms, hvor jeg skriver, at jeg har sendt hende en mail
Så ringer hun for at sige, at hun har læst min mail
Dømmekraft blandt de ypperste af vore folkevalgte
Mens vor statsminister repræsenterer landet ved at jage ’Sex and the City’-skuespilleres autografer og tage upassende selfies af sig selv sammen med rigtige statsledere ved en mindeceremoni, der skulle have handlet om en af de seneste hundrede års betydeligste mænd, så må den ene efter den anden af hendes ministre gå af pga. fiflen med love og regler og generel udygtighed i systemet: Uffe Elbæk, Christian Friis Bach og Morten Bødskov. Annette Vilhelmsen har anbragt sig midt i farezonen med tildeling af offentlige midler uden om almindelige ansøgningsregler. I oppositionen går det heller ikke for godt: Der er (endnu en af) Løkkes sager om personlig luksus og overforbrug for andres penge, og så er der den ubehagelige skattesag, hvor ministre og deres rådgivere havde mere end svært ved at skelne mellem lovgivende myndighed og udøvende skattevirksomhed, hvilket er uhørt pinligt i et vestligt demokrati, som kastede sig ud i blodige angrebskrige angiveligt for at lære ’mindre udviklede lande’ forskellen.
De evige værter
DR orker kun sjældent at finde nye ansigter og værter til programmerne. Når de én gang har hyret en fyr eller fyrinde, og det synes at fungere blot nogenlunde, så flytter de ind for altid og bliver en uafrystelig del af DR-familien. Som oldefædre, hyggeonkler, mostre, fiffige fætre og kække kusiner, man aldrig, aldrig slipper for igen. Som det er sket for metusalemmet Søren Ryge, for Puk Elgaard, Christine Feldthaus, Anne Glad, Adrian Hughes, brødrene Price, brødrene Madsen, kagebager Blomsterberg, Thomas Skov, Louise Wolff, Lise Rønne og de to komplet indsigtsløse fænomener Felix og Emil. De her nævnte optræder ikke blot i et enkelt program, som man så kunne lade være med at se, hvis man kørte træt. Næh, de optræder alle i en to-tre forskellige programmer og dukker desuden ustandseligt op i hinandens programmer eller til overflod i Aftenshowet og i den øvrige programflade, indtil man når kvalmegrænsen. Og det gør man uafværgeligt, uanset hvor dygtige og sympatiske de eventuelt var til at begynde med.
Når der sker noget for unge mennesker, en forlovelse, et bryllup, en rejse, en ny kat, en sygdom, en fødsel el. lign., så overvejer de allerførst pressestrategien: Hvem skal have hvad at vide hvornår, og hvornår kan man skrive det på Facebook. Først derefter forsøger de at være med i det, der sker.
Ang. det omfattende metrobyggeri i København: Nu gider vi jyder ikke høre på mere klynk og jammer over støjgener fra velaflagte mennesker, der har valgt at bo midt i hovedstaden. Mennesker, der bliver lyttet til og økonomisk kompenseret, og hvis centralt beliggende lejligheders værdi stiger betragteligt, når metroen en dag står færdig.
At ville forbyde folk at ryge i deres egne hjem eller biler:
Vi har længe haft tradition for, at folk måtte arbejde, stresse, medicinere, sniffe, drikke, æde eller sprøjte sig ihjel uden videre indblanding, hvis det var det, de lystede. Rygning skader ikke nævneværdigt på det overordnede niveau. Hvis man virkelig ville have mere plads på hospitalerne og renere luft, skulle man forbyde en stor del af industrien samt biler, lastbiler, busser, tog, skibsfart og flyrejser. Ikke bare i Danmark, men i hele verden. Er det realistisk? Har vi nogen som helst indflydelse i Kina, Indien og Brasilien fx? Ville de politisk korrekte M/K’ere, som skriger så skingert og højt, undvære deres biler og ferierejser, hvis miraklet skete, og de blev hørt? Og de friske jordbær og roser og mangoer i februar? Og billigt modetøj og sko fra Tredjeverdenslande? – Det er for let at gå efter rygerne, fordi de står der og vifter med deres osepinde. Man kan ikke holde en lastbil ansvarlig. Eller gå ud og nidstirrer et jetfly.