Plakater i alle lygtepæle, tomme løfter på alle skærme, velfriserede mennesker stalker os og angler efter opmærksomhed og kryds.
Og de har alt for ofte held med det. For vi er ikke længere forankrede i en livssituation med dertil hørende overbevisning. Min penneveninde ville have stemt på blå blok ved dette valg, men sprang til Enhedslisten, fordi hun ikke stolede på Lars Løkkes moral efter alle sagerne med bilagsfusk, luksusrejser og tøj finansieret af andre.
I gamle dage var man enten
lønarbejder = socialdemokrat
godsejer = konservativ
bonde = venstre
husmand, skolelærer = radikal
eller man kunne være kommunist.
Og man var født ind i sin klasse. Nu har folk mistet deres åndelige rødder og skøjter rundt efter enkeltsager og deres egen pengepung, som om de var ude at shoppe dagens tilbud i et stort, farverigt supermarked.
Politik er normalt udtryk for en grundholdning. Enten er man humanist eller materialist. Flere varme hænder, kortere ventelister og en grundydelse, man kan leve af, eller en noget for noget-holdning, der ydmyger folk, der er kommet galt af sted, og stadig opererer med begrebet: Værdigt trængende. Omsorg for alle mennesker og det fælles miljø versus beundring for eneren, der opbygger en virksomhed og tjener til luksusbil og millionvilla uden hensyn til miljø og arbejdsvilkår.
Førhen lå voksne vælgere fast i enten rød eller blå blok, og så kunne de med års mellemrum skifte lidt rundt mellem partierne inden for blokken.
Det forekommer ikke naturligt at hoppe fra den ene blok til den anden. Nu har videnskaben endda fundet ud af, at grundholdningen ligger i vores gener (se bl.a. Edward O. Wilson: The Social Conquest of Earth, USA 2012). Enten er man altruist eller kynisk-praktisk, og de fleste demokratiske lande er netop splittet imellem de to vælgertyper. – Men at placere sig selv til højre eller venstre kræver jo, at man har evnen til at gennemskue, hvad de to fløje står for politisk.
Opbruddet begyndte i 1973, da det nytilkomne parcelhusdanmark og den småttænkende, skatteplagede middelklasse, der pludselig havde fået råd til bil og båd og sommerhus og udlandsrejser og ville have mere, stemte Erhard Jacobsen og Mogens Glistrups protestpartier ind i Folketinget; derefter var der åbnet for helt nye, enøjet selvoptagede, måder at tænke landspolitik på.
Efterhånden som uddannelsessystemet brød sammen, og meget få børn og unge nyder godt af fornuftigt, voksent selskab i det daglige, har man nu fået held med at bilde historieløse og dårligt uddannede unge og yngre voksne ind, at de selv er usårlige og udødelige, at de har frit valg på alle hylder, hvis de bare kan tage sig sammen, og at der ikke er penge nok i verden til at hjælpe alle de syge, arbejdsløse, gamle, og de hårdt medtagede flygtninge, der banker på vores dør, efter at vi aktivt har medvirket til at sønderbombe deres hjemlande.
Så vi er nu havnet i en situation, hvor den danske befolkning har gjort et fremmedangst, bagstræberisk parti, der vil genindføre grænsebomme, til det næststørste og givet det stor indflydelse på en svag og anløben, venstreledet regering. Hvilket vækker opsigt i udlandet og vil skade vores økonomi, eksportmuligheder og tilførselen af kompetent arbejdskraft, så vi alle bliver fattigere.
Derudover stemte vi en velmenende socialpædagog og hans brogede følge af idealister ind med 9 mandater.
