velfærd under afvikling – blog.loneandrup.dk

Uanstændighedstiden

‘Breve er op til fem hverdage undervejs og omdeles mandag-fredag’, står der.

Uanstændighedstiden begyndte ved årtusindskiftet, da vi blev for rige. Vores huse blev for dyre, og vores lån alt for billige. Man kunne pludselig skaffe sig hundredtusindvis af kroner AFDRAGSFRIT til uanstændigt forbrug. – Og der gik forudsigeligt nok grådighed i det hele med for meget guldfarvet SUV, hummer og champagne. Og flyrejser, fordi vi fortjener sol og varme året rundt. Det blev mig, mig, mig … ’Because I’m worth it’ … til kvalmegrænsen og langt over.

Man kan tilskrive Anders Fogh Rasmussen og hans begærlige slæng forfaldet, men nogen stemte jo på ham, og tendensen var undervejs længe før.

I uanstændighedstiden blev ordene ’solidaritet’ og ’velfærd’ fremmedord, for ingen kunne se længere end sig selv i den øjeblikkelige situation. – Når man er ung, rig og rask, tænker man ikke på, at man selv eller ens nærmeste pårørende, ægtefælle, børn, forældre, søskende, venner, kan blive ramt af sygdom, alderdom og/eller arbejdsløshed. I stedet for solidaritet, rimelighed og medmenneskelighed blev slagordene: Ned med skatterne! Frit valg (for de rige) på alle hylder! Privatisér arvesølvet! Sælg resten til udenlandske investorer! Længst muligt i eget skidt! Ud med de mørkhårede! Skær ned på alle ydelser! Pisk alvorligt syge og gamle til endnu flere, udsigtsløse ture i manegen! – Fanden tage de sidste …

Vi ødelagde jorden, luften og vandet med gift. Gift, der nu er i vores mad, tøj, legetøj, huse og møbler. Og i vores kroppe. Og i vores børns kroppe. – Og ingen ansvarlige vil indrømme det og tage sig af det. Tværtimod.

Vi begyndte at føre aktiv krig mod lande, der aldrig havde generet os den mindste smule, og som lå meget langt væk. – Vi, der ikke engang førte krig, da vi var besat af tyskerne! – Og ingen hævede stemmen og talte imod denne udanske, malplacerede aggression.

Der bredte sig en selvoptaget gerrighed ud over hele vores lille smørhul. Vi ragede til os og gjorde alt for at holde naboerne fra fadet, specielt mennesker fra de lande, vi havde bombet og invaderet. Vi spærrede vores grænser for dem, der flygtede fra bomber, tortur og voldtægt, og som risikerede livet i havet og på vejene. Alle disse mennesker, som ville have kunnet redde os, hvis de fik lov. Hvis de kunne komme ind i landet, hvis de ikke blev isolerede på håbløse og triste anstalter, hvis de ikke fik frataget deres værdighed og fremtid af et umenneskeligt styre, repræsenteret ved bl.a. Inger Støjberg og hendes usmagelige kagespiseri, en hidtil utænkeligt ufølsom hån mod menneskeskæbner, hun selv havde knust. Disse mennesker, hvis liv blev smadret af vores magthavere, kunne have tjent os som åndsarbejdere, der bragte ny viden og frisk luft ind i vores lille forsnævrede, uretmæssigt selvforherligende, land, eller som de omsorgspersoner, vi mangler til at tage sig af vores mange små, syge, gamle, som vi ikke længere selv kan bebyrde os med, eller de kunne have udført en mængde andre nødvendige, praktiske opgaver, der nu ligger ugjorte.

Og herfra gik også meget andet ned ad bakke eller blev fuldkommen destrueret af den ondskab og grådighed, som upåtalt får lov at florere i dette land, selv om et af yndlingsemnerne i den offentlige debat er ’værdier’ … barmhjertighed er helt åbenlyst ikke en af vores traditionelle, kristne værdier.

I flæng kan nævnes:

Som dansker kan man ikke længere rejse frit og vise flaget. Hvor vi før var stolte af vores bidrag til FN’s fredsbevarende styrker, må vi nu holde lav profil pga. af vores militære overfald på Afghanistan og et par arabiske lande som halehæng til mere eller mindre sindsforstyrrede, amerikanske præsidenter. Vi skal søge visum til stadigt flere lande, hvor vi før var velkomne uden falbelader.

Omsorgen for syge, gamle, børn og psykisk syge. – Førhen, dvs. i tre-fire årtier efter 2. Verdenskrig, havde vi ingen hjemløse. Ingen var tvunget til at sove på gaderne i storbyerne. Førhen havde vi herberger, afvænningsklinikker og psykiatriske sengepladser. Og vi havde et fintmasket net til at samle op, der hvor systemet i øvrigt svigtede. Man havde nogle få landevejsriddere og skærslibere, men ikke åbenlyst tiggende eller ’avis’-sælgende mandspersoner alle vegne i det offentlige rum. – Og jo så heller ikke denne sentimentale trang til at stikke dem en tyver – som om det hjalp nogen – OG snakke om det bagefter eller poste det på FB. – Vores gamle forældre, der har sørget for os i mange årtier, ligger på grelt underbemandede plejehjem, hvor de bliver glemt på toiletterne eller falder ud af sengen og dør på gulvet med knuste knogler, uden at nogen bemærker det før næste morgen. – Og hvis du bliver ramt af kræft, kan du se frem til mange måneders ventetid på en forhastet behandling, hvis de da ikke glemmer dig eller dine livsvigtige prøver, og du skal ihvertfald ikke tro, at du kan slippe for jobcenteret, arbejdsprøvninger og praktik, selv om du skulle være sengeliggende med store smerter.

Politi og retsfølelse er for længst lagt i graven. Pga. nedskæringer og bevogtningsopgaver, både mod terror og mod udlændinge i det hele taget, kan man ikke komme igennem til politiet og få hjælp, hvis man finder sit hus raseret af indbrudstyve, hvis man oplever vold i hjemmet eller i nattelivet, eller hvis man bliver franarret en masse penge i fx lejlighedsudlejning eller i en handel på DBA. Voldtægtsofre bliver bedt om at tænke på, at de kan ødelægge en ung mands fremtid med deres anmeldelse, og økonomisk kriminalitet har vi overhovedet ikke ressourcer til at tage os af.

Postvæsnet er brudt sammen. Vores allermest vitale, analoge kommunikationssystem blev besparet og dårligt ledet ihjel, og nu er det som et decideret håndværkertilbud forsøgt afhændet til de mere ansvarsbevidste svenskere. Posthuse er i dag et hjørne i et lavprissupermarked. Mange postkasser er taget ned, og på de tilbageværende står ikke anført, hvornår de tømmes. Et fødselsdagskort eller en stak vigtige dokumenter bliver ikke bragt ud før ugen efter, hvis det hele da ikke er forsvundet sporløst i mellemtiden. Så brevtransport kan man ikke overlade til postvæsnet i Danmark. Vi må sende en e-mail, overbringe brevene personligt eller tilkalde et pålideligt, professionelt kurérfirma.– Men så pakkerne, da? – Med den enorme stigning i internethandel må det danske postvæsen da ride på en bølge af succes? – Nej, desværre. Besparelser og udygtig ledelse så ikke den forretningsmulighed komme, før den allerede var foræret til mere entreprenante, udenlandske aktører. Upålidelighed og inkompetence tvang professionelle internetfirmaer til at satse på privat pakkeudbringning, og disse firmaer knopskyder og blomstrer p.t. – For det var vel ikke venstreregeringens intention at lægge det nationale postvæsen ned, så privatisering blev det eneste mulige resultat? – Det seneste er, at postvæsnet nu ikke længere vil omdele reklamer og lokalaviser. – Som et supermarked, der ikke længere gider sælge mælk og brød.

Vi dyrker religion og kongehus som aldrig før i min mere end 60-årige levetid. Alle andre moderne stater har indført republikken og skilt kirke og stat ad, men ikke Danmark, hvor folkekirkens overtro endnu tages til indtægt for stort og småt. Senest så vi her i Luther-året, at alle de uvidende, uuddannede og historieløse hyldede Luther som demokratiets og ligestillingens fader. – Dette ville overraske manden selv og hans samtidige, samt de bedre informerede nulevende betragteligt. Og da en skole med mange elever af udenlandsk herkomst besluttede ikke længere at fejre sidste skoledag før jul i den nærliggende kirke, men skabe deres egen juleafslutning, greb selve statsministeren ind og kaldte beslutningen ’en ommer’ … Hvordan kunne han få sig til det? Er det et statsanliggende? Lever vi i en bananrepublik, hvor intet er for småt og under statslederens værdighed? – Imens trisser dronningen rundt og syr fastelavnskostumer til troens udøvere, bisper, præster og provster, indimellem hendes vægtige opgaver med at farvelægge prinsessekjoler til pantomimen i Tivoli, og vi undersåtter kaster os umættelige over ugebladene for at læse om hendes syge mand og hendes sønner, de to voksne, men ubehjælpsomme prinser.

Skattevæsnet blev besparet så meget, at skatter ikke længere kunne inddrives, snyd forekom uantastet med dårlig moral over hele linjen til følge, og det hele udartede til et tag selv-bord for udenlandske svindlere, assisteret af SKAT’s ansatte … En måde at afskaffe den fælles velfærd ad bagvejen? I årtier har man skreget højt om, at ‘vi ikke har råd til det hele’, ‘der skal spares’, og de fleste godtager, at statens budgetter må fungere ligesom i en lavtlønsfamilie. Men råberiet fungerer blot som skalkeskjul for, at magthaverne kan udøve deres magt og tankekontrol ned i alle små detaljer, for vi har aldrig været rigere. Hvis man undlader at inddrive skatter og forærer enorme formuer til svindlere, så får de højtråbende jo ret, så ER der ikke længere råd.

DSB gider jeg næsten ikke skrive om. Det er en ynk. – Ingen uden for S-togs- og metroområdet, dvs. Storkøbenhavn, overvejer alvorligt at tage toget nogen steder hen. Ingen har tid og råd til at tage toget til Venedig, Berlin eller Paris, vel? – Selv en tur fra Ålborg til Kolding koster en bondegård og tager en halv dag. Man ville kunne køre turen 5 gange frem og tilbage i bil på de skatteyderbetalte motorveje for samme pris og 2- 3 gange på den samme tid. – På tværs af landet kører hurtige og billige rutebiler, og de overholder køreplanerne og aflyser ikke i tide og utide. Dertil kommer hele farcen med de ’nye’, allerede forældede, IC4-tog og sporskifter, der ikke virker, hvis det regner eller sner, hvis der er blade på skinnerne, eller hvis solen skulle skinne. Hele tanken om at binde landet sammen med smidig, billig, offentlig fællestransport er for længst kuldsejlet til gavn for privatbilismen, som de seneste 5 år er steget med 25 %, og et kraftigt ekspanderende, norsk flyselskab.

Uddannelsessystemet er lige fra Folkeskolens første klasser blevet undermineret af, at en del yngre lærere ikke ved ret meget og hverken kan læse, skrive eller regne. Hvilke elever kommer der ud af det? – Læreruddannelsen og lønnen er ofre for besparelser og reformer, der ikke bidrager med noget godt. – Og nu lyder det rungende tomme kampråb fra politikerne, at vi skal arbejde målrettet på at få flere Nobelpriser til landet, andre råb er internationalisering, kvalitet, innovation m.m., helt uden smålig skelnen til, at alle uddannelser i dette land er blevet besparet og ringeagtet nærmest ihjel. I disse dage taler man i fuldt alvor om at begrænse sideantallet for specialer ved Københavns Universitet af besparelseshensyn! Dvs. at man ikke på forhånd forventer sig kvalitet af de studerende, men kun ulejlighed og udgifter, fordi man skal betale nogen for at læse bavlet. – Og udenlandske forskere, der holder foredrag på andre institutioner end dem, de har tilladelse til at arbejde på, får bøder og risikerer udvisninger! – Jeps! Det er præcis sådan, man får flere danske Nobelprismodtagere!

Mennesker i andre verdensdele skal finde sig i, at vi spotter og håner deres religion – Det er jo ytringsfrihed! – Men man udøver sindelagskontrol på de indre linjer ved at overvåge og udsulte vores eneste reklamefri, public service institution, Danmarks Radio, i en grad, så programmer med påstået venstreorienteret indhold, som fx en julekalender eller en stort anlagt, historisk serie, udløser trusler om nedskæringer ’hvis man ikke makker ret’, hvilket betyder at beskrive verden, sådan som de ekstremt højreorienterede, der for tiden holder hånden under Løkke Rasmussens venstreregering, ser den. Væk er armslængdeprincippet og al anstændighed.

Mens kloden bløder af forurening, har venstreregeringerne afviklet de store satsninger på økologi og grøn energi. Landmændene får fortsat lov til at forgifte og mishandle dyr, jord og fødevarer, og fare ud og skrige i pressen, hvis nogen vover at gøre opmærksom på det. Og tilskud til vindmøller m.m. er blevet sløjfet, mens de store energivirksomheder bliver solgt til udlandet. – Det forekommer kontraproduktivt og kortsigtet at forgifte den jord og luft, vi selv skal leve af, og modarbejde alle forsøg på at gøre landet grønt og økologisk, hvilket ellers ville skabe interesse i store aftagerlande, som fx Kina.

Men mest bløder mit hjerte for småbørnene, som nu ikke længere kan tilbringe de første år trygt hjemme hos mor og far, men skal ud og begå sig i enorme, underbemandede opbevaringsinstitutioner, hvor de kan sejle rundt uden kærlighed og blid indføring i menneskelivet og får stress fra omkring etårsalderen. Hvorfor tror vi, at der kommer gode, velfungerende, kloge, selvberoende, undervisnings- og arbejdsparate unge mennesker ud af det?

I de seneste små 20 år er det samfund, jeg kendte, sunket til et uoplyst og selvtilstrækkeligt, næsten middelalderligt og ihvertfald særdeles uanstændigt, stade.

Rotteopdræt i sundhedssystemet

Engang stødte jeg på denne historie:

Rotter var en stor plage på Filippinerne (eller var det Indonesien?), og de åd en stor del af landbrugets dyrebare afgrøder. For at begrænse skaderne udsatte regeringen en dusør pr. død rotte. Det førte til omfattende rottejagt i hele landet.

For de fattige, filippinske bønder blev det hurtigt mere lønsomt at bruge tiden på at fange rotter end på møjsommeligt at dyrke jorden. Bønderne kunne sammen med deres familier tjene godt ved rottejagt, og der gik jo ikke lang tid, før de satte rotter i bure, lod dem yngle og indkasserede dusøren for de mange døde rotter, de således kunne skaffe sig.

Efter kort tid havde regeringen sponsoreret en omfattende rotteavl i hele landet, og mange landmænd havde opgivet at dyrke afgrøder, fordi de uden at få sved på panden blot kunne lade rotterne formere sig som … ja, hvad rotter nu gør.

Regeringen havde ønsket at øge udbyttet af landets fødevareavl, men belønnede rottefangst og fik således flere rotter og færre fødevarer i stedet.

Det er det samme med det danske sundhedssystem, som jeg netop har haft en del erfaringer med:

Landets regering ville fremme sundheden, men i stedet for at betale for sundhed, dvs. for tilfredse og optimalt behandlede patienter, belønner man læger og sygehuse pr. konsultation, pr. e-mail, pr. telefonsamtale, pr. kontrol, pr. operation, pr. blodprøve m.m., og man har pålagt alle ansatte at arbejde 2 % hurtigere hvert eneste år, hvis de vil oppebære de samme midler.

Dvs. at fælleskassen nu skal honorere en masse rotter i form af fem-minutters ’konsultationer’, kontrolbesøg, et hav af tests, prøver, overflødige recepter udskrevet i al hast og sjusket besvarede e-mails. I stedet for at læse journalen og tage en grundig snak med patienten, så alle symptomer bliver erkendt, og alle spørgsmål besvaret på stedet, så genereres der usikkerhed, angst, yderligere konsultationer, spørgsmål pr. telefon og mail, som blot spilder alles tid, og efterlader de svageste patienter mere rådvilde og angste end før, så de går endnu længere i usikkerhed med smerter og andre gener, der afholder dem fra at deltage i samfundet. Når de ikke længere kan passe deres børn, børnebørn, gamle eller syge pårørende eller deres job, og hvis de efter en lang periodes usikkerhed om deres helbred går ned med stress, depression, arbejdsløshed, fattigdom og almindelig ulykkelighed, får de brug for endnu mere hjælp og påfører fælleskassen yderligere udgifter.

Ulykkelighed og udgifter, som kunne have været begrænset ved en smule tid og omhu i første instans.

Vore politikere ønskede mere sundhed, men da de belønner mange korte og utilstrækkelige kontakter, får de blot flere kontakter, som tilsammen øger den oplevede og den reelle sygelighed i befolkningen. Samtidig fører de mange utilstrækkelige kontakter til dårligere trivsel og dårligere arbejdsglæde og til flere stressede og udbrændte medarbejdere i sundhedssektoren, som efterhånden knap kan tage vare på sig selv. Dygtige medarbejdere og erfarne læger forlader i stort tal den synkende skude, som vores supertanker af et kostbart sundhedsvæsen er blevet.

Det mest grelle, jeg har oplevet – udover at skulle igennem 2 – 3 konsultationer plus en del e-mails for at få afklaret rimeligt almindelige problemer plus henvendelser til patientrådgivere og privatlæger – var en sur og umeddelsom, offentligt ansat endokrinolog, der knap kunne holde ud at sidde med en patient i fem minutter. – Efter flere år, hvor hun intet gjorde, men blot vrissede ad mig, når jeg dukkede op til de konsultationer, jeg havde ventet halve og hele år på at opnå, blev hun åbenlyst rasende på mig, da jeg fortalte, at jeg havde opsøgt en privat læge og ville koordinere hans anvisninger med hende. – Hun underkendte vredt privatlægens kvalifikationer og begyndte at google ham for at bevise sine påstande, mens jeg sad ved siden af og egentlig troede, at vi skulle tale om mit helbred og den bedste måde at medicinere mig på. – Hun erklærede mig ’færdigbehandlet’, før jeg nåede at sige mere …

En sådan ’læge’, der ikke bruger sin lange uddannelse på hverken at lytte eller forsøge at hjælpe, men blot spilder sin egen og navnlig patientens tid, gør mere skade end gavn og burde sendes hjem med en sygemelding pga. udbrændthed. Hun har helt åbenlyst glemt, hvorfor hun får en exorbitant hyre for at sidde i en hvid kittel på et sygehus og snakke med folk, som tillidsfuldt og efter lang ventetid bliver sendt til hende med måske alvorlige helbredsproblemer.

Hun fangede rotter – gennemførte et stort antal resultatløse og irriterede ‘konsultationer’ – i stedet for at hjælpe syge mennesker.

Statens berettigelse

Tanker i et valgår

Fyrkatfæstningen ved Hobro.

De første by- og statsdannelser begyndte med nogle bønder, som havde brug for beskyttelse. De havde lagre fulde af korn, de havde værdifulde dyr, og de havde huse, familier og marker at passe på. De mødte andre bønder og omrejsende handelsfolk på markeder og byttede afgrøder, dyr, produkter, såsom brød, pølse, uld og ost for fx metaller, salt, klæde eller penge. Disse bønder og handlende var udsatte for røveriske overfald fra folk, der ernærede sig ved våbenbrug og andre menneskers arbejde. Så den lokale høvding byggede forsvarsværker omkring byerne og betalte soldater med sold, dvs. løn, deraf ordet ’soldat’, så han kunne beskytte befolkningen. Til gengæld fik han ret til at opkræve skat af bøndernes arbejde.

Det blev en lukrativ beskæftigelse at være høvding, konge, kejser, pave. Man kunne underlægge sig større og større områder, indkassere flere og flere skatter og ansætte flere og flere soldater. Det gik, så længe folk følte, at de fik noget, dvs. sikkerhed, for pengene. Hvis bander ustraffet overfaldt fredelige bønder, eller hvis det var farligt at drage til marked, så gik økonomien i stå, skattegrundlaget forsvandt, og folk rejste sig mod magthaverne. Så blev jobbet overtaget af en ny, som sad så længe, han kunne dominere området og passe på sine borgere med soldater, krigsførelse og alliancer.

Også på de indre linjer var beskyttelse af de svage nødvendigt. Man tilstræbte retfærdighed med indførelsen af love, rettergang og straffe. Og man uddelte almisser og oprettede skånejobs. Til magthavernes pligter tilkom infrastruktur, fx forsvarsværker, landeveje og broer, uddannelse af de kvikkeste unge mennesker, så de kunne udfylde vigtige poster i samfundet som administratorer, skatteopkrævere, læger, lærere, dommere, politi, rådgivere, soldater, officerer. Hvis alt gik godt, hvis bønderne kunne producere deres værdier i fred, så blev der akkumuleret store rigdomme ved håndværk, forædling, handel og uddannelse.

I de seneste 100 år har statsmagten tiltaget sig en uhørt stor indflydelse på almindelige borgeres liv. For at øge værdiskabelsen i samfundet lovede man kvinderne, at man ville passe deres børn, deres syge og deres gamle for dem, hvis de bare ville tage hjemmefra og deltage i lønarbejdet.

Man skabte den kontrakt med almindelige arbejdere, kvinder så vel som mænd, at man ville stå klar med hjælp, hvis de skulle miste deres arbejde, blive syge, blive ofre for kriminalitet eller komme ud for andre ulykker. Statsmagten er hermed svulmet op og har påtaget sig alle mulige nye opgaver: børnepasning, ældrepleje, sygepleje og lægehjælp, medicinhjælp, uddannelse, pensioner, kontanthjælp, børnepenge, boligsikring … På et tidspunkt løb det hele løbsk, de fælles udgifter bredte sig som skvalderkål i et godt gennemgravet muldbed og omfatter nu også akrobatkurser, kunstvideoer, bycykler, håndværkerfradrag, store reklamekampagner om den rette kost o.m.a.

Vi blev i mellemtiden en slags demokratisk samfund, og ingen politikere bliver valgt på nedskæringer og rationaliseringer, så løfter og gode idéer er blevet implementeret efter tilfældighedernes princip, og større eller mindre dele af befolkningen rejser sig og skriger, når det af og til er nødvendigt at afskaffe og forenkle al denne offentlige foretagsomhed.

Da vore politikere ikke længere er ældre, veluddannede og livserfarne mennesker med viden om verden og visioner om et bedre samfund for alle, men snarere er stadig yngre charlataner, der hellere vil deltage i ’Vild med dans’, jagte popstjerneautografer eller ligge og uploade selfies inde på Facebook, mens de oppebærer deres pæne og sikre lønninger, så spildes der ikke megen hjernekraft på at fordele de skattepenge, vi har til rådighed, på retfærdig vis blandt de mest trængende, eller på at definere og forsøge at finde tilbage til statens kerneområder. Dansk politik handler alt for ofte om ’Dagens tilbud’, som følger i halen på strømninger og skvulp på de sociale medier, og ’Studehandler i porten’, hvor man bytter lidt hjælp til et kattehjem eller en ekstracheck til pensionisterne for en ja-stemme til den samlede finanslov, der måske i sin helhed forringer velfærden for både dyr og pensionister i landet.

Vi er blevet for mange, og ydelserne er blevet bunket sammen i årevis og fremstår ofte tåbelige og urealistiske. Til gengæld oplever vi dagligt at:

● Syge mennesker bliver bedt om at udholde urimelige ventetider både på almindelig behandling af almindelige lidelser og i alvorlige, akutte situationer.

● Børn og unge udsættes for sporadiske og inkompetente pasnings- og uddannelsesforløb.

● Ældre, svagelige mennesker bliver venligt, men bestemt, bedt om at passe sig selv.

● Ofre for kriminalitet bliver bedt om at sende en anmeldelse pr. mailblanket; så vil politiet overveje, om de kan afse nogle minutter til at kigge på det om et par dage, når weekenden er overstået.

● Mennesker, der har brug for et lille, men dog for dem vigtigt, månedligt beløb, så de kan bo og leve, bliver mistænkeliggjort, jaget rundt med, sat i ydmygende arbejdstilbud eller bliver beordret til at spilde deres tid på kurser, hvor de skal sende udsigtsløse ansøgninger og sidde i rundkreds og fortælle åbenlyse idioter, hvilken slags fugl de selv synes, de er …

● Landbruget får lov at mishandle dyr i millionvis og svine med gylle, gift og medicin, så resistente bakteriestammer nu truer hele befolkningens helbred.

● Det mest vanvittige er måske, at det, der startede som et forsvar for landets udsatte indbyggere, nu af karrierebevidste politikere er blevet forvandlet til en angrebshær, som vi bruger til at bombe og dræbe mennesker i fjerne lande med.

Vi kan fra de seneste 100 år med lethed pege på et antal af fejlslagne stater, hvor befolkningerne søgte nye løsninger i form af højre- eller venstreekstremisme, diktatorer, religiøs fanatisme, krig, terror og revolution. Også i Europa. Også i vore nærmeste nabolande.

Mange skattebetalende borgere er i disse år begyndt at spørge sig selv, hvad de i grunden får for deres medlemskontingent til Danmark, når deres syge forældre ingen hjælp får, mens der arrangeres ’events’ og opstilles amatørkunst, der skal sætte Danmark på verdenskortet – som om landet nogensinde har været i fare for at dratte af noget kort, og der rejses på 1. klasse for alle pengene.

Det kunne komme så vidt, at statens legitimitet bortfalder, hvis man ikke længere kan forsvare de handlinger, den foretager på vore vegne, og når borgerne ikke længere føler sig repræsenterede og trygge. Det er vel et tydeligt bevis på uddannelsessystemets generelle sammenbrud, at det konstitutionelle monarki og de folkevalgtes opførsel efterhånden kan forveksles med den professionelle underholdningsindustri. Når man begynder at sætte sit kryds ved entertainere, klovne og Mickey Mouse, fordi det forekommer den stemmeberettigede borger at være ét fedt.

Af antidemokratiske absurditeter kunne man jo nævne kongehuset, hvor en jammerlig gammel franskmand, som vi har understøttet på fornemste vis igennem det meste hans liv, nu sidder og flæber i udenlandsk tv over, at han ikke kan kalde sig konge af Danmark, mens hans yngste søn ligeledes af mangel på reelt indhold i tilværelsen ligger og flytter rundt mellem slotte og millionvillaer med sine luksusbiler, børn og forskellige, udenlandske koner.

Og Kirkeministeriet, en afdeling for religion og overtro i statsligt regi, en sammenblanding af kirke og stat, som ikke bør findes i et klarhjernet, moderne land i dag.

Vi skal ikke indføre en såkaldt ’minimalstat’, men vi skal huske, at en minister er en tjener, og at hun skal arbejde på at genfinde og koncentrere sig om statens kerneområder, som kort sagt består i forsvar, infrastruktur og i at forvalte retfærdighed ved at tage hånd om de svageste, de, der ikke kan klare sig selv.

Svage i denne forbindelse er:

Børn, syge, gamle, fattige, flygtninge, historieløse, uvidende, uuddannede, dyr, planter og miljøet – En stat, der ikke beskytter sine indbyggere, dyr, luften, vandet og jorden kan jo ikke eksistere længe.

Det danske sygdomsvæsen

Hospitalets venterum er det limbo, hvor det danske sygdomsvæsen rutinemæssigt anbringer de syge. Måske ville det være mere formålstjenligt at forsøge med noget lægelig behandling?

Hvis der er det mindste i vejen med min hund, ringer jeg til min sympatiske dyrlæge, kommer igennem med det samme, får en god snak og om nødvendigt en tid samme dag. Hvis han skønner, at det er meget alvorligt, kommer han på akut hjemmebesøg.

Det er 30 – 40 år siden, mennesker i dette land kunne få samme service, hvis de skulle blive syge. Bortset fra nogle få indsatsområder, visse kræftformer og mænd med hjerte- karproblemer, sejler det danske sundhedsvæsen i tilfældige op- og nedprioriteringer, kontroller, endeløse, tidsforbrugende akkrediteringer, ubrugelige computersystemer, skemaer, uforståelige medicin- og tidsregler.

Et halvt år efter, jeg var holdt op med at ryge, fandt jeg mig selv tøffende omkring i joggingbukser og udtrådte sutsko, mange kilo tungere og lykkeligt ligeglad med alting. Denne tilstand var dog så ulig den energiske, idérige og foretagsomme person, jeg havde været de første 55 år af mit liv, at jeg sansede at bede min læge om et tjek. Lægen kunne fortælle, at mit stofskifte var for lavt.

For lavt stofskifte, ved jeg nu, er en sygdom, som kan have mange årsager, både arvelige og miljømæssige. Lægen forsikrede mig om, at det i hvert fald ikke havde noget med mit rygestop at gøre, og at det var let at behandle: Jeg skulle bare have en pille hver dag resten af mit liv.

Da man kun har ti minutter pr. konsultation og kun må tale om én ting ad gangen, og lægen først skulle afholde sin sommerferie, og der ikke var andre tider at få, så hengik der herefter tre lange sommermåneder med sløvhed, før jeg kunne begynde på en decideret behandling.

Jeg fik medicin, der stimulerer stofskiftet. En forsigtig begynderdosis. De årlige blodprøver viste, at niveauet af stofskiftehormoner i mit blod hermed skulle være tilstrækkeligt, og at alt burde være godt.

Jeg fik også en ganske kort opblomstring af energi og tabte et par kilo, men bedringen aftog gradvist, og efter et par måneder tøffede jeg rundt som før.

I de følgende år begyndte jeg at få mange forskellige, generende og smertefulde symptomer, som ingen, og da slet ikke jeg selv, satte i forbindelse med stofskiftet, for jeg var jo velbehandlet; det viste blodprøverne.

Jeg blev langsomt mere og mere træt, ligeglad, tyk, grå, ugidelig, glemsom, øm i alle led, immunforsvaret gik ned, selv smårifter var længe om at hele, mit hår faldt af i bekymrende totter, jeg fik kraftigt forhøjet kolesterol, hovedpiner, andre smerter og føleforstyrrelser i begge fødder og i maven, og mine øjne reagerede allergisk, uden at man kunne påvise allergener.

Hver gang, jeg fik et nyt symptom, opsøgte jeg min læge, og hvis der ikke var en oplagt specialist at henvise videre til, blev jeg tilbudt hormoner, stærke smertestillende midler, statiner, lykkepiller og ’livsstilsløsninger’, dvs. banale og intimiderende råd om at slanke sig, spise sundt, gøre ’øvelser’, indtage naturlægemidler og sørge for at få rigeligt med motion.

Hvis man vågner om morgenen og er dødsens træt, hvis ens muskler og hjerne ikke får næring nok, hvis pulsen er under 60 slag i minuttet, hvis alle led gør ondt, og kroppen langsomt henfalder, hvis man tager på, selv om man i uger ad gangen kun får lidt flydende kost, vand, kaffe, yoghurt, så begiver man sig ikke ud på en frisk løbetur før den sunde morgenmad med skyr og blåbær. Man slæber sig ind i sofaen med en enkelt kop kaffe …

Jeg kunne ikke arbejde, jeg orkede ikke at se nogen, jeg lagde ingen planer, men traskede bare rundt og forsøgte at overbevise mig selv om, at det var alderen, der trykkede. Jeg var 55 år og måtte påregne visse forandringer. Men samtidig havde jeg jævnaldrende og ældre venner og veninder, der trænede til halvmaratons og glade gik til gymnastik, svømning, fester og fitness. – Der var noget, der ikke passede, men hvis jeg forsøgte at forklare det for lægen, fik jeg tilbudt lykkepiller igen. – Dem tog jeg aldrig imod, men jeg forstår godt, at ulykkelige patienter efterhånden kan blive så deprimerede over manglende hjælp, at de griber efter de få midler, tidspressede, og måske oven i købet dårligt uddannede, læger kaster ud til dem. Knap 500.000 danskere er på lykkepiller i dag.

Tro det, eller lad være: Der findes læger i dette land, som føler sig provokeret af deres patienters ønske om at få det bedre, så for første gang i mit liv skiftede jeg og fandt til alt held en mere erfaren og fagligt funderet læge.

Et års tid efter lægeskiftet mødte jeg en gammel veninde, der også havde for lavt stofskifte. – Har du læst Helle Sydendals bog ’Få livet tilbage’? spurgte hun. Det havde jeg ikke, og hvilken åbenbaring. – Der var en forklaring på alt det, der plagede mig: Jeg havde stadig for lavt stofskifte og var simpelthen underbehandlet, selv om blodprøverne hvert år viste et tilstrækkeligt niveau af stofskiftestimulerende hormon. – Hvor mange stofskifteramte går underbehandlede rundt i dette land med forkerte diagnoser som fx fibromyalgi eller depression? Og bliver fyldt med smertestillende piller, statiner, lykkepiller og anden unødvendig medicin?

Så begyndte min kamp igen: Tid og ventetid hos lægen, forsøg med tilskud af anden medicin, som gav en lille bedring, men det ville en højere dosis måske også have gjort, eller et tilskud af vitaminer og mineraler.

Efter yderligere ventetid på tre måneder fik jeg omsider, med en frisk og omfattende blodprøve i baghånden, foretræde for en ung sygehusspecialist i endokrinologi … men hun kunne ikke bidrage med andet end at forhøre sig om mine symptomer og blodprøver, ting, som burde fremgå af journalen. Uden at tilbyde nogen form for hjælp, bestilte hun blot yderligere blodprøver og gav mig en ny tid ET HALVT ÅR SENERE. – Et halvt år er meget lang tid, når man næsten ingenting kan.

Jeg kunne have haft det dårligere, end jeg har det nu; jeg kunne have været holdt hen og bedøvet med alt det, jeg i løbet af årene havde afvist: statiner, lykkepiller, kraftige smertestillende piller, fem forskellige slags naturlægemidler, nyttesløse ’øvelser’ o.m.m. og alligevel ikke have vidst, hvad der plagede mig. Nu skal jeg bare ligge uvirksom på sofaen og vente i hele og halve år på, at det danske sundhedsvæsen kan afse en smule tid til at hjælpe mig.

Men er det rimeligt, at et dårligt fungerende sundhedsvæsen igennem så mange år skal være afgørende for, om jeg kan have en nogenlunde hverdag eller ej? Om jeg skal have kræfter til at passe mit arbejde, mine børnebørn, mit hus, mit liv? Om hele min krop, muskler, led, hjerte og hjerne, langsomt og måske uopretteligt skal henfalde, når en mere omhyggelig undersøgelse og medicinering måske kunne have forhindret det for mange år siden? Jeg er sikker på, at forholdene for syge mennesker er langt bedre alle andre steder i verden, Uganda, Portugal, Korea, end her i Danmark. Hvor ville man ellers bede syge mennesker om at vente i et halvt år på adækvat behandling og medicinering? Når det ville kunne ordnes på under en halv time af en veluddannet speciallæge på baggrund af en blodprøve?

Vores sundhedssystem er grebet af galopperende vanvid. – En smule rettidig omhu, en enkelt kvalitetsbåren specialistkonsultation ville have kunnet spare mig for megen bekymring, frugtesløse forsøg og ulejlighed og spekulationer og næsten fem års sløvhed, opgivenhed, smerter og generende følgesymptomer af alle slags.

– OG have sparet samfundet for utallige henvendelser til praktiserende læger, kostbare undersøgelser, indlæggelser, skopier, biopsier, scanninger, blodprøver, konsultationer hos de forkerte specialister, vagtlæger, mailkonsultationer, telefonopringninger, recepter og hundedyr, virkningsløs medicin til alle fejldiagnoserne.

Måske er løsningen selvbetaling? – Undervejs i min sygehistorie blev jeg bekymret for, om tilbagevendende øjensymptomer skulle have skadet mit syn, og i stedet for at vente to år på at komme til en øjenlæge, som var omfattet af det offentlige støttesystem, fandt jeg én, der tog imod privatbetalende patienter:

– Oh, hvilken fryd! – Klinikdamen tog telefonen MED DET SAMME! – Hun talte HØFLIGT til mig, i stedet for at lyde fortravlet fornærmet over, at jeg tillod mig at ringe og forstyrre midt i klinikkens telefontid, og hun tilbød mig en tid TO DAGE SENERE! – Hvor jeg ikke skulle sidde og vente en halv time med to fedtede og lasede, ældgamle ugeblade, men kom ind TIL DEN AFTALTE TID! – Til en sød og veluddannet læge, der tilsyneladende havde AL TID I VERDEN, UNDERSØGTE MINE ØJNE GRUNDIGT, OMHYGGELIGT FORKLAREDE MIG OM MINE SYMPTOMER OG DERES BETYDNING, BEROLIGEDE MIG mht. min frygt, gav mig et par VIRKSOMME LÆGEMIDLER OG GODE TIPS, og som ikke slap mig, før jeg glad og lettet selv rejste mig og gik. – For skallede 1000 kr., som jeg ellers kunne have soldet op på en formiddag.

– Men selvbetaling har alvorlig social slagside, ved vi, og vi har ikke lyst til at dele befolkningen op i A og B-mennesker, selv om det jo er det, der allerede er sket for længe siden: De, der har råd, tegner private sundhedsforsikringer og kommer til før alle andre eller tager til London, Tyskland eller Polen og bliver behandlet for de ting, det danske sundhedsvæsen ikke magter at tage sig af.

Jeg har lidt under mere end ti forskellige, afledte symptomer i muskler og led, mave og øjne, foruden hårtab, glemsomhed og en dødlignende ligegyldighed og træthed, som bestemt ikke er fremmende for et liv, hverken professionelt eller privat. Men det har vist sig umuligt at få ordentlig behandling. Ikke engang en beroligende snak eller en forklaring kunne det blive til.

Jeg er stadig underbehandlet og venter stadig i hele og halve år på næste resultatløse specialistkonsultation her fem år efter, at sygdommen blev konstateret. – Og det er et problem for måske ti tusindvis af borgere i dette land, et problem, der handler om et fallitbo af et uddannelsessystem og et bureaukratisk og tidsstyret, dansk sygdomsvæsen. – Uberørt af menneskehjerner og blottet for empati.

Mens dette kære væsen afsætter bunker af ressourcer på at kreere vammeltsøde slogans som ’Patienten i centrum’ og ’I gode hænder’, har nedskæringer og umenneskelig tidskontrol, der rent faktisk sætter nogle snærende skemaer i centrum, påført de mest samvittighedsfulde ansatte alvorlig stress og lader syge mennesker sejle i deres egen sø.

– Hvilket har affødt begrebet ’Den kompetente patient’. Det er hende, der selv finder sin diagnose på nettet, diskuterer den indgående med veninderne, hvorefter hun henter sin medicin i Matas. – Ganske som begrebet ‘Det kompetente barn’ for nogle år siden fritog forældre og pædagoger for ansvaret for tage sig af børnene, og begrebet ’Længst muligt i eget hjem’ blot blev et skalkeskjul for små kurser i ’tænd din egen støvsuger’ og ’pas dig selv!’ til syge og alderdomssvækkede mennesker, der havde hårdt brug for den hjælp, der var blevet stillet dem i udsigt.

Alligevel hører vi ustandseligt om, at vi lever i verdens bedste land med verdens bedste velfærds – og sundhedssystem. Kunne vi ikke i det mindste blive fri for den snak, indtil sagerne er bragt i orden?

http://videnskab.dk/kort-nyt/rygestop-kan-udlose-stofskiftesygdom

http://www.thyreoidea.dk/fakta/for-lavt-stofskifte.html

https://lavtstofskifteblog.wordpress.com/hvad-er-lavt-stofskifte-2/

Endnu en bemærkning om sygdomsvæsnet:

Nu har man regnet på, hvor mange tabte arbejdstimer trængslen på vejene koster samfundet.

Er der nogle af de dygtige DJØF’ere, der har regnet ud, hvor mange arbejdstimer trængslen i venteværelserne koster samfundet? Udover det allerede kendte problem, at mange mennesker går alt for længe og venter på behandling, så spilder samfundet en del arbejdstimer på, at de privatpraktiserende læger kun må tale om én ting ad gangen og kun må bruge 10 min. pr. patient pr. dag. Det giver jo et uhørt stort antal lægebesøg.

Masser af mennesker har to eller flere spørgsmål, når de dukker op til deres i god tid i forvejen bestilte tid hos lægen, og så må de bestille en ny tid og tage endnu en halv fridag og igen befordre sig et antal kilometer for at få snakket om problem nummer to. Nogle har endda tre eller flere ting, de har brug for at snakke med en læge om, prøvesvar o.lign., så konsultationerne kan strække sig over måneder. Hvor mange fridage koster det samfundet? Kunne det ikke betale sig at honorere lægen for yderligere fem-ti minutter, når man nu alligevel sidder der og snakker sammen?

Kald eller kold ligegyldighed?

Når den nærmeste vennekreds omfatter et menneske, der går i halvandet år med ødelagt skulder og et brækket kraveben uden at få anden hjælp af det danske sundhedsvæsen end en henvisning til en psykiater, der straks udskriver lykkepiller. ― Når denne hårdt prøvede mand efter nævnte arbejdsskade bliver fyret fra sit job og sendt på jobtræning ― på lykkepiller med ødelagt skulder og et brækket kraveben — og truet på sit økonomiske liv, hvis han ikke søger fire jobs pr. uge og ulejliger lige så mange travle arbejdsgivere, for han kan naturligvis ikke påtage sig noget job.

Når andre venner har oplevet en operation, hvor et implantat åbenbart blev indsat uvasket og gav en alvorlig infektion, der bevirkede, at manden i familien måtte ligge trekvart år på et sygehus 100 km væk fra sine tre børn og en fuldtidsarbejdende kone, som ikke havde mulighed for at køre så langt for at besøge ham særlig ofte. ― Det bør man tage med i betragtning, når man sammenlægger sygehuse og rendyrker specialer: At de pårørende ikke regelmæssigt kan besøge slægtninge, hvis de er indlagt alt for langt væk, og at den syge dermed mister kontakt til familie og venner og risikerer en depression, som næppe fremmer helbredelsen.

Når folk kan gå i årevis uden diagnoser eller venter i mange måneder med livstruende sygdomme trods alle mulige garantier.

Når folk samler hundredtusinder af kroner sammen på Facebook og drager til fx Kina med deres syge børn for at få adækvat behandling.

— Så er der noget rivende ravende galt med vores såkaldte velfærdssystem!

I de seneste hundrede år så det ud til, at danskerne havde held med at kæmpe for at opnå en værdig levevis for alle borgere: Vi fik folkepension, alderdomshjem, hjemmehjælp, gratis uddannelse, offentlig sundhedsordning, pædagogisk forsvarlig børnepasning, naturligvis finansieret via skatter. Alt dette er nu blevet gennemhullet og nedbrudt, især og hurtigst igennem de seneste ti års borgerligt styrede skattestop.

Man lavede i 60’erne og 70’erne den aftale med landets kvinder, at hvis de ville tage ud på arbejdsmarkedet og give deres bidrag til bruttonationalproduktets vækst, så ville samfundet til gengæld tage hånd om deres syge, om deres børn og om deres gamle.

Kvinderne takkede ja. Ikke at de gik og danderede den før, kvinder har altid arbejdet hårdt, også ude på arbejdsmarkedet, men som oftest fungerede de i en usynlig økonomisk sammenhæng i hjemmene, egne eller andres, med vask, strygning, tekstilproduktion, ydmyge, men uundværlige sekretærfunktioner, rengøring, vedligehold, optænding, madlavning, indkøb, køkkenhave, dyrehold, børn, børnebørn, syge, unge, gamle…

Nu fik de chancen for at lave synligt arbejde og ikke mindst modtage anerkendelse og en regulær løn for det.

Kvinder blev alt muligt. Hvor de før passede deres egne børn, passer de nu en hel flok af andres. Eller gamle. Eller syge. Eller de gør rent på institutionerne. Eller de er lærere, professorer, fabriksarbejdere, direktører, læger, præster, PR-medarbejdere, tv-værter, kontorarbejdere, sangere …

Men det er jo dyrt at passe børnene, de syge og de gamle forsvarligt. Man kan ikke både indføre lavere skatter og samtidig overholde løftet til kvinderne. Man skærer en hæl og klipper en tå … for at »yde en bedre service«, som det kaldes, når man afskaffer en service af økonomiske grunde.

Hvor det førhen var et kald at passe en ældre medborger i vedkommendes eget hjem, er det nu et spørgsmål om at få fru Hansen ud af sengen, iført en ren ble og anbragt med sin morgenmad foran tv’et på syvethalvt minut, så man kan komme videre til den næste, og den næste, og den næste … Det er ikke ansvarligt plejearbejde, men tids- og lønpresset samlebåndsslaveri.

Hvor husmoderafløseren, hjemmehjælperen, før kom nogle timer hver dag og passede fru Hansen og fru Hansens hjem og sørgede for fru Hansens indkøb og for fru Hansens mad, når hun ikke længere kunne selv, så er der nu afsat en halv time hver tredje uge til SOSU-assistentens overfladiske rengøring, således at ethvert besøg hos en ældre medborger i eget hjem gøres gennem bunker af skidt, skrald, nullermænd, fedtet snask og i stanken af snavsede bleer.

Har man brug for lægehjælp, møder man ikke længere en person med et dybfølt kald til at lindre og trøste i form af en praktiserende læge, men en tidspresset lønslave, som ikke orker at tage ansvar, men som kæmper for at holde telefonkonsultationer, mailbesvarelser, receptudskrivninger, tests, laboratoriesvar, fysiske konsultationer, der kun gør langsomme indhug i det proppede venteværelse, inden for normal 8 – 16 arbejdstid.

Når en ældre, arbejdsløs mand, der har passet sit arbejde upåklageligt i over 40 år, men som blev fyret pga. alder ved seneste sparerunde, bliver sendt på jobtræningskursus, hvor han, med min skønne veninde Dortes ord, skal finde ud af, om han er en skumfidus eller en vingummibamse, så tager vi ærligt talt pis på folk i stedet for at hjælpe dem.

Når små børn stuves sammen i store institutioner med dårlig plads og ditto normeringer, så skader vi de kommende generationers psykiske velbefindende og opdrætter mennesker med alvorlige traumer, som ikke kan gå ind i samfundet og fungere som afbalancerede, ligeværdige borgere.

Når vi kun kan tilbyde en andenrangs folkeskole med så lidt undervisning, at de unge mangler års skolegang i forhold til andre landes unge, når de kommer ud, og vi kun kan give dem få ugers universitetsundervisning pr. semester, så får vi nok ikke det uddannelsessystem i verdensklasse, som vore ― dårligt uddannede? ― unge politikere fabler om.

Når vi dertil opretholder et landbrug og en pelsproduktion med masser af giftstoffer og helt uden dyrevelfærd, så millioner af dyr dagligt lider i stalde og bure ― der dør 25.000 svin HVER DAG i Danmark pga. sygdom og mistrivsel! 25.000!

Så er der noget galt… Hvad kan vi gøre for at ændre på det?

Valgdag!

Folkestyrets festdag

Har lige været henne og sætte mit kryds. Satte det der, hvor jeg plejer. Min politiske overbevisning blev grundlagt tidligt. Oldefar var arbejderformand på Fredericia Havn. Farfar skræmte søstre og kusiners generte kærester ved at råbe: „Er du i fagforening?!“

På grund af almindelig uorden, magtkampe, selvpromovering, pinlige forsøg på at være ung med de unge, valenhed og stemmefiskeri har Socialdemokraterne dog mistet deres humanistiske profil. De har ikke taget afstand fra overgrebet på Irak. Fra den umenneskelige internering af denne krigs ulykkelige ofre i vort eget land. Fra VKO-regeringens systematiske ødelæggelse af Danmarks ry i omverdenen ved at skære ned på, eller omdirigere, Ulandshjælpen, ved deres meningsløse provokation af herboende, fredelige muslimer og ved deres inhumane behandling af nødlidende medmennesker, der søger mod tryggere vilkår i dette iskolde land.

VKO-regeringens ødelæggelser omfatter også sundhedsvæsnet: – Jeg lå med voldsomme galdestenssmerter flere gange i op til fem timer, før en bister vagtlæge nødtvungent dukkede op. Jeg blev indlagt på en overfyldt og snusket hospitalsstue, hvor gamle, kræftopererede kvinder lå og kastede op om natten, uden at nogen reagerede på deres nødkald. Sådanne forhold tjener ikke til at betrygge befolkningen, de gavner kun privathospitalerne.

Ødelæggelserne omfatter tillige folkeskolen, uddannelsesniveauet som helhed og størstedelen af kulturlivet – f.eks. er Danmarks Radio kun en syg skygge af selv efter seks år i borgerlige hænder.

Vi får formentlig ikke et regeringsskifte i dag. De unge vælgere er ikke forankrede i faste værdier. De shopper rundt mellem fløjene og anerkender lige så vel de konservatives miljøpolitik, som venstrefløjens. Og mange ældre, som jeg deler land med, er kortsigtede og økonomisk selvbevidste i deres valg. Dertil kommer, at mange føler sig skræmte over den store verden uden for Danmark og krampagtigt forsøger at bevare alt, som det var engang. FØR telegrafen, jernbanen, radioen, telefonen, flyvemaskinen, tv’et, Internettet, mobilen …

Men verden lader sig jo ikke stoppe, og regeringsskiftet kommer nødvendigvis efter en tid. Sådan har det altid været. Man trættes af de kendte ansigter. De fanges i flere og flere tilfælde af kammerateri og magtfuldkommenhed. Begge fløje. Og så lader vi de andre komme til for en tid.

Alle de store, vestlige demokratier, jeg kan komme i tanke om, er delt på cirka midten i en borgerlig og en mere humanistisk fløj. Det er formentlig et demokratiernes grundvilkår. I hvert fald når der ikke er større stammemæssige, herunder nationale og religiøse modsætninger, inden for landets grænser, som f.eks. i Belgien og de nye lande i Østeuropa. Der kan være forskellige partier, og de kan hedde forskellige ting, men princippet er det samme.

Et resultat af udviklingen er også, at ikke meget er overladt til de nationale regeringer. Når alt kommer til alt er størsteparten af vores fremgang og eventuelle velfærd bestemt af international handel og konjunkturer. Prisen på en tønde olie er sikkert mere bestemmende for vores dagligdag end den p.t. siddende regering.

I Danmark, tror jeg, at tingene langsomt vil glide mod højre i endnu en periode, for størsteparten af mine medvælgere føler sig stadigvæk trygge, rige og selvtilstrækkelige, men, som et resultat af dette glid, vil Socialistisk Folkeparti efterhånden træde i karakter som det nye Socialdemokrati. Indtil da gælder det bare om at overvintre – især i min branche – og håbe på, at man ikke bliver syg!