Jeg vil gerne overforsimple nogle grundlæggende lov- og samfundsmæssige forhold og forsøge at skitsere dele af en ny, letforståelig lovkontrakt for folk bosat i et fælles område, som fx Danmark.
Jeg vil gerne tage udgangspunkt i de svageste, først og fremmest børnene, men også de syge og de gamle, og samtidig rette nogle urimeligheder, fx monarkiet, statsreligionen og de voldsomme rationaliseringer og nedskæringer på den borgernære sundhed, ældrepleje og politiarbejdet. Med nogle enkle ændringer, som gjorde samfundsindretningen gennemskuelig for enhver, ville folk føle sig ligeværdigt behandlet og trygge nok til selv at tage hovedansvaret for deres liv tilbage, så vi slipper for det daglige, ydmygende syn af voksne mennesker, der ynkeliggør sig og jamrer offentligt, når livet kommer dem på tværs. For det vil livet gøre af og til; det er ikke nogens skyld, og når det sker, vil vi forsøge at hjælpe hinanden, så godt vi kan.
Velfærdssamfundet, som vi kender det, blev udformet i 1970’erne, da kvinderne for alvor var kommet ud på arbejdsmarkedet, og samfundsindretningen skulle tilpasse sig de nye forhold. Kvinder har altid arbejdet, men historisk set var det usædvanligt, at kvinder tog almindeligt arbejde uden for hjemmet for en løn svarende til mandens og på lige fod med ham. Kvinder passede hus, stald, marker, husdyr, køkkenhave, tøj- og madfremstilling, samtidig med at de tog sig af børn, syge, gamle og svage. De fleste og fattigste kvinder vaskede derudover for andre, gjorde rent for andre, arbejdede i andres marker og stalde og passede andres børn, gamle og syge.
Med bistandsloven fra 1976 blev det eksplicit, at staten ønskede alle kvinder ud på det normale arbejdsmarked. Til gengæld ville staten så påtage sig at passe disse kvinders børn, gamle og syge. I teorien ville hele samfundet nyde godt af den rationaliseringsgevinst, der opstod ved, at en kvinde kunne passe mange børn, gamle eller syge på en gang.
Der fulgte lange kampe om ligeløn, barselsordninger og kvaliteten af daginstitutioner, sundhedssystemer og ældreforsorg, men i hovedtrækkene blev vores samfund som helhed pga. kvindernes arbejde så rigt og velforsynet med alt, både nødvendigt og unødvendigt, at intet samfund i hele verdens historie kan måle sig med vores.
Men det har naturligvis vist sig, at de lovede goder blev alt for kostbare i drift, og at kun ganske få professionelle lønarbejdere magtede at varetage omsorg for børn, syge og gamle med samme omhu og indlevelse, kald det bare kærlighed, som en mor, hustru eller datter ville kunne gøre det.
Ikke alle kvinder er dog gode omsorgsgivere. Nogle gange ville man foretrække en institution eller en professionel SOSU-assistent. Men i langt de fleste tilfælde er det udartet til, at børnene får lov til at passe sig selv fx i SFO’ernes store, uregerlige flokke, og stakkels hr. Hansen på 87, som blev enkemand, får et tyve minutters kursus i at tænde for sin egen støvsuger og går derefter langsomt til i skidt, underernæring og magtesløs selvopgivelse.
Til gengæld har vi fået de yngre mænd på banen i omsorgsbranchen, og det er måske den største bedrift i nyere tid. Mænd tager i dag ansvar for børn på − næsten − lige fod med deres kvinder. Det betyder, at børnene får en time eller to også med far om aftenen efter en lang dag i skole og institution, og at de − og måske mandens gamle forældre, hvis de er heldige − får sporadisk glæde af ham i weekender og ferier.
Regeringen Helle Thorning Schmidt har gjort et forbløffende reformarbejde igennem det seneste halvår. Men jeg har endnu ikke fået øje på de store forkromede, samlende principper bag de mange huja-hovsa-arrangementer, som skal nedbringe de offentlige udgifter.
Regeringen har ret i, at vore love skal bringes i overensstemmelse med vore muligheder, og at befolkningen skal vænnes til at tage et større ansvar selv. Det er ikke klædeligt, når unge og voksne, raske mennesker går rundt og råber på alt det, samfundet burde gøre for dem.
Samtidig skal man passe på ikke at tage motivationen fra de store grupper af mennesker, der rent faktisk har valgt at arbejde med at hjælpe andre mennesker, og som for størstepartens vedkommende allerhelst vil have lov til at gøre deres bedste. Det drejer sig om bl.a. SOSU-assistenter, læger, socialrådgivere, pædagoger, dagplejere, lærere, sygeplejersker og jordemødre. Disse grupper har i høj grad brug for at få styrket deres faglige stolthed, og de burde snarere passes med god løn og tilsvarende arbejdsforhold, end, som vi ser det nu, mistænkeliggøres og kontrolleres og overdynges og bureaukratiseres i alle ender og kanter, så de forhindres i at gøre deres arbejde.
Med disse indledende betragtninger vil jeg gerne skitsere mine forslag til nye lovprincipper:
1. lov: − Vi er alle deltagere i et samfund, der yder os støtte, og som forventer vores støtte til gengæld. Skatten bør derfor i højere grad end i dag betragtes som et medlemsgebyr. Det betyder bl.a., at man i perioder kan udelukkes fra det offentlige fællesskab og hjælp, hvis man gentagne gange forsøger at snyde i skat eller platter sig til uberettigede ydelser. (Men der vil altid være en skønnet, skrabet minimumsydelse, hvis nogen står i fare for at miste al indtægt, for ingen er tjent med, at et menneske bliver frataget alt.)
2. lov: − En revideret og sprogligt opdateret form af Grundloven, som garanterer borgerne lige ret uanset køn, oprindelse, hud- og hårfarve, formueforhold, seksuel observans, intelligenskvotient m.m., herunder ytringsfrihed, religionsfrihed, privatlivets og ejendomsrettens ukrænkelighed. Vi adskiller kirke og stat, som alle andre sammenlignelige, moderne demokratier for længst har gjort det.
3. lov: − Vi opruster på det politimæssige område og styrker den borgernære indsats, således at vore betjente rent faktisk tager telefonen og hurtigt rykker ud, når folk har brug for det. − Ikke noget med at tage det med ro, fru Jensen, vi skal se, om vi når det på mandag…
4. lov: − Vi ønsker ikke længere at opretholde et anakronistisk kongehus, som kun tjener til underholdning for dem, der ikke selv kan finde ud af at få tiden til at gå. Når de efterhånden talrige medlemmer af vores nuværende, stærkt ynglende kongefamilie om forhåbentlig ganske få år bliver trætte af legen, og vi ikke længere orker at betale for urimelighederne, vil vi nådigst tillade dem at abdicere og fortsætte deres liv under mere menneskelignende forhold. Hvert femte år derefter vælger vi en fornuftig og kløgtig præsident M/K, som kan bebo vore fine gamle slotte og repræsentere os her og i udlandet.
5. lov: − Samfundet påtager sig at sørge for de syge, de fattige, de gamle, de små og dem, der af andre grunde ikke kan sørge for sig selv. Alle, der opholder sig i Danmark, og som er loyale over for fællesskabet, har ret til et levegrundlag, et sted at bo, et job, uddannelse eller en form for understøttelse og hjælp i tilfælde af sygdom.
6. lov: − Der er mennesker nok i verden. Vi er så mange nu, at vi i alvorlig grad belaster planeten, og derfor yder vi ikke særskilt støtte til børnefamilier, afhjælpning af barnløshed eller adoption. Vi betaler heller ikke for kostbare forebyggende behandlinger, medicinering eller vaccinationer af ellers raske mennesker. Det må for fremtiden stå for folks egen regning og prioritering. Men vi garanterer billig medicin-, læge-, jordemoder-, tandlæge- og psykologhjælp og gratis grund-, gymnasie- og universitetsuddannelse til alle mennesker, der bor her i landet.
7. lov: − Vi reviderer skattelovene, så alle − både virksomheder og privatpersoner − betaler en fast procentdel af deres indtægter, fx 30 %, i skat, uden andre fradrag end personfradraget. Vi tildeler ethvert menneske − også babyer og pensionister − et personfradrag på måske omkring 75.000 nutidskroner, og afskaffer samtidig børnepengene, som vi kender dem, og al hjælp til hjemmeboende unge. Hvis man har børn, et ungt menneske, en ægtefælle, en ven eller et ældre familiemedlem i sin husstand, og de tjener mindre end personfradraget pr. år, så kan man påtage sig forsørgerpligten og få det overskydende personfradrag som et fradrag i ens indtægt før skatten beregnes. Med egne børn under 18 år foregår denne overførsel af personfradraget automatisk. Det kan ske med 100 % til den ene forælder eller med 50 % til begge efter ønske. Med en ægtefælle sker overførslen også automatisk, så snart man har indgået ægteskab. Når det drejer sig om andre personer i ens husstand, som man ønsker at forsørge med sit arbejde, skal man sammen underskrive en, evt. tidsbegrænset, forsørgelsesattest for at sikre sig fradraget.
8. lov: − Børn er i princippet forældrenes ansvar, men vi tilpasser arbejdsmarkedet, således at to forældre hver har ret til et års barselsorlov på en passende grundsats for hvert barn, de får. Årene skal afholdes inden for de første to af barnets leveår. Pludselig at overlade børn under to år til timelang, daglig pasning hos vildtfremmede, som naturligvis opfatter pasningen som et arbejde og ikke som et kald, de udøver med kærlighed, kan være stærkt traumatiserende for barnet, og dermed yderst skadeligt og bør ikke opmuntres eller støttes af samfundet. Pasning af småbørn kan varetages af forældrene, bedsteforældrene, venner eller dagplejere på privat basis efter forældrenes ønske og fulde egenbetaling. Til gengæld garanterer samfundet et rimeligt tilskud til velbyggede, velnormerede og velfungerende børnehaver for de to til seksårige. Et toårigt barn tildeles dog et maksimalt antal timer, fx fire pr. dag det første år, stigende til fem det andet. Fire- og femårige vurderes at kunne klare seks timer pr. dag. Samfundet tilbyder også et måltid økologisk mad, der er tilpasset børnenes alder og familiens religiøse anskuelser − andre individuelle hensyn, udover evt. lægeattesterede allergier, tages derimod ikke − midt på dagen til alle børn i institutioner, samt naturligvis mælk, drikkevand og sunde snacks.
9. lov: − Folkeskolen begynder for barnets vedkommende det år, det fylder seks. Vi indretter skolen, således at den er hyggelig og hjemlig og åben fra klokken 7 til klokken 17 på ugens fem hverdage og skaber en glidende overgang, en indskoling, i forårsmånederne før skolestart. Fra klokken 8 til klokken 12 for de mindste klasser, stigende til klokken 14 eller 15 for de større klasser, er der deciderede undervisningsforløb, men både før og efter vil der være tilbud om voksenopsyn, lektiehjælp, sport og andre fritidsaktiviteter for dem, som har lyst eller brug for det. Vi tager med andre ord udgangspunkt i BARNETS hverdag og forsøger at skabe en helhed ved at samarbejde med de forskellige fritidstilbud i skolens regi, i stedet for at lade børn pendle alene mellem forskellige lavprispasningsordninger, sportsklubber, musikskoler og skolen, så forældrenes arbejdsdag kan foregå uforstyrret. Børn mellem seks og tolv år må dog maksimalt opholde sig otte timer i skolen pr. dag. Når undervisningsforløbet er forbi, står det forældrene frit for at tage barnet hjem, hvis de har lyst, så barnet kan tilbringe mere tid med sin egen familie, bedsteforældre eller venner. Forældre til hjemmeboende børn under 15 år får ret til at holde fri i hele juli måned, og skolerne, gymnasierne og børnehavernes sommerferie bliver begrænset til juli måned hvert år, hvor disse institutioner simpelthen er lukket. Det vil løse mange problemer med lærerne og pædagogernes arbejdstid og synkronisering med det øvrige arbejdsmarked og vil sikre stadigt opsyn med vore sårbare børn og unge. Alle ureglementerede såkaldte lukkedage afskaffes naturligvis omgående. − Udover en måneds sommerferie får forældre til børn under 15 år ret til de sædvanlige ferieuger i løbet af året, plus en ekstra uge, som kan anvendes efter behov som omsorgsdage, barnets sygedage el. lign. Det gælder både mødre og fædre, eller to forældre af samme køn i enkønnede forhold. Skolerne vil blive pålagt at koordinere efterårsferieugen og vinterferieugen indbyrdes, så de spredes ud over efteråret og foråret, så der ikke opstår flaskehalse, dyre rejseuger og myldretider. Det vil herefter blive forbudt at tage sit barn ud af skolens undervisningsforløb for at tage på ferie med det uden for de afsatte ferieuger. Skolen tilbyder lige som børnehaverne et måltid mad midt på dagen og måske morgenmad, hvor det lokalt skønnes gavnligt.
Med lov skal land bygges
(Af fortalen til Jyske Lov, 1241, citeret efter Skalk nr. 3, 2013)
…. Loven skal tilgodese æren og retfærdigheden, den skal være tålelig, efter landets sædvane, passende og nyttig og tydelig, så alle kan vide og forstå, hvad loven siger.