En flink dame anbefalede mig at læse Allen Carrs bog »Endelig ikke-ryger!« Et par måneder efter holdt jeg efter 40 år pludselig op med at ryge. Dette er beretningen om de første ugers rejse fra Rygerland til det for mig ukendte Ikkerygerland. Rejsen var faktisk overraskende let.
Da jeg begyndte at ryge i 1970’erne, røg alle mennesker alle vegne altid. At lære sig at ryge, selv om det var voldsomt ubehageligt, var en overgangsrite til voksenalderen, som kun meget få undgik i de år. Rygning var forventet og ukompliceret mainstream blandt både gamle og unge.
Det viste sig så at være uhyre usundt og dertil sindssygt afhængighedsskabende, hvilket sidste tobaksindustrien lever højt på, fordi der kan gå ti, tyve, tredive, fyrre eller halvtreds år, før generne begynder at vise sig.
Nikotinfælden klappede næsten øjeblikkeligt for mit vedkommende: Min personlighed faldt i hak med cigaretterne. Jeg elskede at ryge. Nikotinen indgik alliancer med min hjerne, så jeg kunne koncentrere mig i timevis, tænke tanker og skrive dem ned i ordnet rækkefølge. Indtagelse af nikotin gav mig en dyb tilfredsstillelse og udgjorde samtidig et privat rum, hvor jeg kunne sørge for mig selv midt i alle omverdenens mere eller mindre diffuse krav. Jeg støttede mig til smøgerne som til en god ven, som en privat hule, jeg kunne gemme mig i, som en krykstok, som en hjælp og trøst igennem livets altid besværlige små og store hændelser og ikke-hændelser. Min veludviklede evne til systematik, planlægning og forudseenhed bevirkede, at jeg aldrig manglede hverken smøger, penge til smøger eller noget at tænde dem med.
I løbet af de senere års større og større udgrænsning af rygere tog min gamle friheds- og oprørstrang over, således at jeg nu ligefrem nød at forlade et selskab og stille mig op på et fortov udenfor i ensom og trodsig inhalering af min røg. Det blev mit lille smuthul, mit private rum og mit bolværk imod selskabelig kedsomhed. Samtidig følte jeg mig næsten stolt over ikke at lade mig kue af alle sundhedsfanatikerne, over ikke at lade mig intimidere og skræmme. Sammen med mine smøger gik jeg fra ungdommelig mainstream til gammelkoneopsætsighed og regulær frihedskamp på rygernes vegne. Det gav mindelser om hyggelige oprør og uskadelig revolutionssnak blandt afslappede ligesindede over brune tekopper og kulørte stearinlys i min ungdom i meget gamle dage. Cigaretterne var således udelukkende behæftet med positive konnotationer i min tilrøgede hjerne.
Det kunne dog ikke blive ved, selv om jeg forsøgte at holde fast i mine elskede smøger langt ud over alle rimeligheders grænser. Nikotin er i sig selv en effektiv insektgift, som tobaksindustrien ydermere tilsætter ca. en million andre afhængighedsskabende giftstoffer, og det er ikke sundt, uanset hvor dejligt det kan føles at stå og hive i en smøg.
Det blev hårdt at gå op ad de sædvanlige bakker i skoven. Hjertet bankede vildt efter hver eneste smøg. Immunforsvaret gik ned, så jeg fik enhver lille virus eller bakterie i 100 km’s omkreds. Det kunne ikke fortsætte. Det kunne ikke længere bortforklares. At være ryger med den viden, vi har i dag, kræver en mental opsplitning, som må være mindst lige så usund, som røgen. Ethvert toårs barn, man møder i dag, kigger forarget på én og siger: Du bliver syg af at ryge! At fortsætte med at ryge er uforsvarligt i ordets mest bogstavelige betydning.
Dag 1:
Om morgenen vidste jeg ikke, at dette var første dag i mit nye liv som røgfri. Det havde været undervejs en tid, men var endnu ikke endeligt besluttet. Det blev det dog på skovturen, hvor min forpustethed og mangel på energi syntes mere udpræget end normalt.
Da jeg kom hjem, fjernede jeg alle askebægre og låste mine smøger ind i pengeskabet. Så fandt jeg en æske Gajoler og lagde der, hvor mine cigaretter plejer at være, og så gik jeg hen og tog en Gajol, hver gang smøgtrangen kom over mig. I min kalender satte jeg kryds for hver halve time, der på denne måde hengik uden smøger, og da der pludselig var gået tre timer, besluttede jeg, at jeg aldrig, aldrig mere ville tænde en cigaret, for hvis jeg gjorde det, ville de tre timers beslutsom udholdenhed være spildt.
Jeg ville aldrig have kunnet planlægge et rygestop lang tid i forvejen. Al tanke og snak om at lægge tobakken væk fyldte mig med en skræk, der fik mig til at klynge mig endnu mere til smøgerne, som om en elsket person var ved at forlade mig for stedse.
Allerede efter tre timers rygestop føltes mine lunger renere og mere velfungerende. Hjerterytmen var stabil uden de galopper, som hver eneste smøg plejede at bevirke. Disse forbedringer brugte jeg omgående som motivation til at fortsætte afholdenheden.
Jeg sagde ikke et ord til nogen, og ingen opdagede noget. Vi havde et par gæster om aftenen, og jeg forlod selskabet efter maden og gik hen til bagdøren, hvor jeg plejede at stå og ryge, men i stedet for en smøg tog jeg en Gajol. Sådan gik der yderligere et døgn, før jeg indviede min mand i forandringen.
Det var vigtigt, fornemmede jeg, at jeg holdt denne krig mod smøgerne for mig selv. De gange, andre har forsøgt »at få mig til at holde op med at ryge« eller blot er kommet med bemærkninger, har jeg pure afvist dem. Ingen skal bestemme over mig!
Samtidigt ville det tage luften ud af min beslutsomhed, hvis jeg gik og snakkede om det, følte jeg, og hvis jeg bad nogen om hjælp, mere eller mindre direkte, ville jeg lægge ansvaret fra mig selv over på en anden, en læge, ægtefælle eller rådgiver, som jeg så kunne angribe, hvis kampen blev for hård.
På et så privat og vitalt område som en afhængighed kan ingen andre blande sig. Hvis nogen har håndhævet uomgåelige rygeforbud, har jeg blot undladt at besøge dem, ligesom mine besøg på sygehuse, i biografer, teatre o.l. og min rejseaktivitet er væsentligt neddroslet og tilrettelagt, så de er forenelige med trangen til en smøg ca. en gang i timen. Jeg har f.eks. ikke rejst med DSB, siden de afskaffede rygerkupéerne, og mine flyrejser holdes fortrinsvist inden for et par timer.
Lige nu holder jeg mig fra smøgerne, fordi de er låst inde, fordi jeg ikke gider finde askebægrene frem igen, fordi jeg er spændt på, hvordan det føles ikke at ryge, fordi luften føles ren og klar i lungerne, og fordi jeg er imponeret af mig selv, at jeg kunne stoppe kl. 11 om formiddagen og holde det til sengetid 12 timer efter. Flot klaret, Lone!
Dag 2:
Jeg vågner langsomt af en drøm med fornemmelsen af, at der er sket noget stort. Jeg drømte, at jeg havde fået et nyt, meget stort hus med mange rum, mange mennesker og hjælpere i. Måske var det en slags pensionat et smukt sted ved havet. Jeg gik fra rum til rum, undersøgte det hele, tog det i besiddelse og hilste på de mennesker, der var omkring mig. Hvad skulle det nu betyde? — Nå, ja. Jeg er jo holdt op med at ryge.
Morgensmøgen er nem at undvære. Den smagte alligevel aldrig godt og rev i lungerne. Så nu er jeg faktisk glad for at nøjes med kaffen, selv om jeg, som jeg plejer, slår et slag ud på terrassen, kigger på skyerne og vejret, fodrer guldfiskene og snakker med hunden. Morgenluften er vidunderlig, men det har den nu altid været; trods mange års rygning har min lugtesans altid været i særklasse, men måske bliver den endnu bedre nu?
Morgenens lethed afløses hurtigt af en hudløs, ukoncentreret og åndsfraværende følelse, som grænser til panik. Hvordan skal jeg nu klare det? Og hvordan skal jeg overkomme mine sædvanlige gøremål, når jeg ikke kan belønne mig selv med en smøg ind imellem? — Det går aldrig!
Trangen til en smøg presser sig på ca. hvert femte minut, men hver gang tvinger jeg den tilbage med en Gajol og en stædig stolthed over de snart 24 timers afholdenhed, som ville være spildt, hvis jeg igen fandt smøgerne frem.
Jeg tvinger mig selv til at tænke på andre ting. Til at gøre rent. Læse avis. Lave mad. Gå med hunden.
Jeg forsøger at huske, hvad jeg har hørt og læst om rygestop: At abstinenserne er milde sammenlignet med andre afhængighedsskabende stoffer, at det blot er et sug, en trang, en rastløshed, en distraktion. At det går over efter tre uger, men at der allerede efter få dage bliver lange pauser imellem trangen. — De pauser glæder jeg mig til, for jeg kan faktisk ikke tænke på andet end smøger p.t.
Jeg cykler ned i byen efter flere Gajoler, efter stærke lakridsbolsjer, efter pebermynte- og mentolbolsjer. Selv om jeg passerer apoteket, holder jeg mig langt fra alle de lumske nikotinprodukter, tyggegummi, plastre m.m., som efter sigende blot forlænger afhængigheden og abstinenserne og forgylder firmaerne bag. — Man skal ikke fodre nikotindjævelen, som Allen Carr skriver i sin glimrende bog: »Endelig ikke-ryger!«
Min mand stoppede fra den ene dag til den anden for fire år siden, da han fik en helbredsmæssig forskrækkelse. Da han stoppede, begyndte jeg at ryge ude. Dvs. at vi i forvejen har et dejligt røgfrit hjem, og at jeg nu har en kobling mellem min elskede have og mine kære smøger … ikke godt … jeg stiller et glas med Gajoler og bolsjer ved bagdøren, så jeg kan rejse mig fra computeren og gå ud i haven og tage mine sædvanlige små tænkepauser, nu er benzinen blot lakrids eller mentol i stedet for nikotin. Jeg er meget usikker på, om det her virker.
At gå eller cykle ture er godt. Det tager tankerne væk fra cigaretter, og både hunden og jeg nyder det.
Et håndarbejde, en god film, frugt og mad er også godt. Skal huske at passe på vægten; jeg må ikke erstatte en uvane med en anden, men det er ikke så vigtigt, det må jeg tage mig af senere. — Jeg blev ikke ligefrem slank af at ryge, tværtimod, og at ryge ude gjorde trangen til at stoppe i munden, når jeg var inde, værre.
Der er lange pauser imellem tranganfaldene her til aften. Jeg føler mig af og til let, ubesværet og fri! Spørger min mand om, hvor længe abstinenserne, dvs. trangen, varer ved? — En uges tid, svarer han. — Derefter aftager de betragteligt, så de efter tre uger er næsten helt væk. Trangen kan dog stadig melde sig, men den bliver lettere og lettere at håndtere.
Heldigvis har jeg god tid de næste tre uger. Jeg kan nogenlunde selv bestemme over min tid, og jeg bliver ikke sat i situationer, hvor jeg bliver fanget med rygere eller andet, som jeg ville have svært ved at klare. Min beundring for min mands rygestop stiger og stiger. Han havde jo mig, der osede for næsen af ham!
Dag 3:
Hmmm… 48 timers smøgfrihed; det er noget at være stolt af. — Hvis min mand har ret, så er rygning lige som alkoholmisbrug en livslang lidelse, således at jeg i alle årene fremover kommer til at høre mig selv sige: — Jeg er ryger, men jeg ryger ikke.
Nå, fred være med det. Bare jeg ikke bliver et af de her selvretfærdige monstre af en eksryger, der, ganske som en liderlig missionsmand, og udelukkende for at holde sin egen trang nede, er nødt til indædt at jage synden hos alle andre.
I dag føles slem. Jeg kan ikke koncentrere mig. Leder efter smuthuller, medicin, hypnose, bedøvelse, nikotinpræparater … Nej, nej, nej… Det vil bare forlænge perioden og fratage mig al selvbestemmelse, værdighed og stolthed. — Jeg har faktisk ikke lyst til at ryge. Jeg har ikke lyst til at hive gråbrun røg ned i lungerne mere. Men jeg kunne godt være abstinenserne, dvs. trangen, suget, kravet, behovet, foruden.
Man er som et lille barn, der skal prøve alting for første gang. For første gang føre en telefonsamtale uden en smøg i hånden. For første gang skrive noget uden nikotin i tænkepauserne. Have gæster uden at have en smøg i baghånden. Gå i seng uden godnatsmøg. Vågne uden godmorgensmøg. Vaske gulve uden en belønningssmøg…
Går med hunden i skoven dobbelt så langt, som vi plejer. Er væk et par timer. Går over bakker og høje i smukt sensommersolskin. Trækker vejret frit. Bliver ikke så træt. Mere ilt i blodet?
Men hoster også en del slim op. Øjnene føles små og sammenknebne. Maven rumler og er fuld af luft. Kinderne hæver en smule, jeg sveder klæbrigt, som om jeg er syg, og mit hår klasker uklædeligt sammen om ørerne på mig.
Da jeg røg, hostede jeg aldrig. Nu går jeg og harker som en gammel sømand.
Nikotintrangen er et voldsomt sug i maven, som sult, tørst eller sorg. Et sug, der ikke kan overhøres, men som kræver handling, omgående. Jeg forsøger at stoppe suget med te, vand, bolsjer, gåture, arbejde… Hvis jeg blot registrerer suget og derefter ignorerer det, går det vist over af sig selv i løbet af ca. 30 sekunder.
Jeg er meget spændt på at finde ud af, om jeg var rastløs og utålmodig, fordi jeg røg, eller om jeg røg, fordi jeg er rastløs og utålmodig af natur?
Jeg har jo ikke kendt mig som voksen uden røg. Tre fjerdedele af mig må være nikotin. Hvis jeg faldt død om i skoven i dag, ville ormene og insekterne ikke gide æde mig. Jeg er balsameret som en egyptisk farao. — Det skulle jo så være slut fra nu af… Jeg bliver en almindelig dødelig og kan ikke længere opfatte mig selv som en sej gammel moster med en smøg i flaben.
På skovturen fandt jeg en enorm firkløver ved vejsiden. Nu står den her i en vase sammen med en af årets sidste roser fra haven.
Jeg er en erfaren ældre kvinde, der både har haft veer og galdesten, skulle jeg ikke kunne klare en smule abstinenser? Specielt så vage og svage, som disse?
Nu tager jeg et langt, varmt karbad!
Dag 4:
Morgenen er fin. Rastløsheden melder sig først efter et par timer. Som om kroppen langsomt kommer i tanke om, at den jo plejer at få nogle smøger. Og så kommer behovet pludseligt, når telefonen ringer, og nogen blot vil sludre uforpligtende, eller når computeren slår knuder, og jeg skal vente…
Jeg kan IKKE vente. Jeg kan ikke lytte til unødvendig snak. Jeg er nødt til at kunne kontrollere alting 100 %, for ellers tager mit ubevidste over og kræver smøger.
Det er jo det, smøgerne gjorde… De gik i forbund med mit ubevidste og skabte afhængighed. Når trangen meldte sig, tændte hænderne »af sig selv« en smøg. Hele processen gik helt uden om hjernen og styrede sig selv. Derfor har jeg nu brug for ro og koncentration, så jeg kan bevidstgøre alle de ubevidste processer.
Det er hårdt, men jeg prøver at tage kampen op og gøre den til en slags spil: Nå, nu vil du have nikotin? Hvorfor det? Nå, fordi du plejer at tænde en smøg, når du kommer ud af badet. Det gør vi så ikke i dag, men vi kan tage en Gajol eller en kop te.
Det er giganternes kamp: Hjernen mod kroppen! Den kamp taber vi mennesker sædvanligvis. Vi tager beslutningerne med følelserne dybt nede i maven, og så bruger vi bagefter hjernen i øverste etage til at forsvare og retfærdiggøre alle vore primitive, umodne og ubegavede, instinktive valg: Because I’m worth it! — Vi overspiser, fordi vi kan. Vi parrer os i flæng, hvis vi får muligheden. Vi rager grådigt unødvendige ting til os. Vi er fulde af stammetænkning og fordomme. Vi er ikke gode til at stoppe vore egne instinkter, for de har sikret vores overlevelse en gang … Det gør de så ikke mere, tværtimod, og nu skal vi kæmpe imod os selv. Det kan vi normalt kun under stort, socialt pres. Vi er flokdyr, yderst sociale, og ønsket om social accept er også et overlevelsesinstinkt. I gamle dage var hjælperne religionens udøvere: præster, imamer, munke, nonner, paver, bisper, hellige hyklere af alskens observans og i særdeleshed den skinhellige nabo… Derfor virker det gavnligt for mange, at der nu står en ring af forargede kvindemennesker rundt om dem og syrligt kommenterer deres kostvaner, rygevaner, børneopdragelsesvaner, motionsvaner, tøjvalg o.m.a. Og det betaler vi så for, at de gør, bl.a. når vi køber B.T., selvhjælpsbøger, ser letbenede tv-programmer eller læser dameblade. Vi lader det kollektive pres styre og stresse os. For kampen Lone mod Lone er for hård, hvis jeg ikke kan hyre hjælpere.
Jeg har ikke brug for dameblade, og jeg ville aldrig lytte til emsige kvinder med frelserkomplekser. Jeg har mine egne hjælpere: Jeg har tid, ro og 100 % selvbestemmelse. Jeg har Gajoler og bolsjer i kilovis. Jeg har lyttet og læst mig til viden fra folk, der har været igennem det hele selv, så jeg ikke helt alene og uforberedt vover mig ind i ukendt land. Jeg har følelsen af, at det, jeg gennemlever, er helt normalt og forventeligt, og at jeg bare skal klø på og tage en time, en dag, en uge, en måned ad gangen, for så vil det uvægerligt kun blive bedre og bedre.
Lad tiden gå! — Det er et godt gammelt kriseråd: Se tingene i øjnene! Acceptér! Træd vande! Lad tiden gå!
Jeg er en gammel forhærdet ryger og nikotinafhængig. Sådan er det … Hvis jeg holder op med at ryge, får jeg abstinenser. Sådan er det … Jeg accepterer abstinenserne, træder vande og lader tiden gå. Den arbejder for mig. Jeg skal bare overleve i mellemtiden, og indtil videre går det jo meget godt …
Mine øjne føles søvnige hele dagen. Jeg mangler det der nikotinbrus til at vække mig.
Jeg går rundt i en indadvendt, koncentreret boble og er dobbelt så lang tid om alting. Skal hele tiden minde mig selv om, at alting er anderledes, at jeg ikke er styret af smøgerne, at jeg godt kan lade dem ligge, selv om de har været en meget, meget stor del af mit liv. Selv om de har været en del af min identitet, og at afskaffelsen af smøgerne nærmest føles som en amputation af mit jeg.
Det er svært at holde op med noget. At give afkald på noget. Det føles som et tab, som en uretfærdighed: Hvorfor skal jeg undvære noget? Suget i maven er i virkeligheden et stort savn …
Jeg sveder stadig tran. Håret klasker. Maven er tynd og urolig — det kunne også være de sukkerfrie mentolbolsjers skyld. Jeg er længe om at falde i søvn, vågner flere gange om natten og er utålmodig og pirrelig i løbet af dagen. Ingen skal vove at tage min tid og opmærksomhed, for jeg har brug for alle mine åndsevner selv, så jeg kan bevare kontrollen over impulserne.
De siger, at femtedagen er et vendepunkt. At abstinenserne, rygetrangen, vil aftage væsentligt efter den femte dag. Det kan jeg godt vente på.
Faktisk er rygetrangen i sig selv ikke så slem i dag. Der er brug for færre bolsjer, men flere peptalks angående min nye identitet som ikkeryger. Hæsligt ord i øvrigt. — Tænk at benævne nogen ved det, de ikke gør? Ikke-morder! Ikke-tyv! Ikke-voldelig …
Opdagede forleden aften, at kandiseret ingefær muligvis tog rygetrangen. I dag har jeg så lavet en hel kande stærk ingefærte af revet, frisk ingefær blandet med grøn te og kamillete, som jeg drikker med en teskefuld honning. Om ikke andet, så hjælper det at gøre noget godt for sig selv, det tager tankerne væk fra savnet.
Drikker varm, beroligende te, forbereder aftensmaden, gør lidt rent og cykler så en lang tur i skoven med hunden ved min side. Det er en ren fornøjelse at cykle og gå nu! Jeg har masser af luft, bliver ikke forpustet, får ikke hjertebanken, og jeg bliver ikke så træt. — Denne rene fornemmelse skal bære mig helt igennem, ved jeg. Og det gør den! — At tænde endnu en smøg ville føles ubehageligt, selvmorderisk og ubeskriveligt dumt! — Nu ved jeg helt sikkert, at mit rygestop holder, og jeg føler mig klar til at fortælle mine nærmeste om det.
Dag 5:
Morgenen er fin, men formiddagen en smule ubehagelig: maverumlen, diarré, blodskudte, tørre øjne, jeg er fraværende, utålmodig, langsom… Gad vide, om man skal have det sådan?
Nå. Det er jo ikke engang så slemt som influenza, så det er bare om at træde vande og stå det igennem, indtil det går over. Hele min krop og min psyke skal omstilles til en tilværelse uden nikotin. Det har taget en halv menneskealder at vænne kroppen til stoffet, så må det gerne tage en uge eller to at afvænne sig igen.
Rygetrangen er ikke så voldsom i dag. Kommer og går i små glimt, som jeg sagtens kan ignorere. Jeg gør ikke meget for at aflede mig selv. Tror, at det er bedst at se løven lige lukt i øjnene, ellers napper den mig sikkert i nakken senere.
— Og så havde vi jo inviteret gæster. Først til kaffe og kage, siden til vin og mad… Ikke godt… Havde akut, voldsom trang til at gå ud og ryge næsten hele tiden…
Spiser mentolbolsjer og vindruer, men det har kun kort virkning.
Gør mig umage for at mærke, genkende og acceptere rygetrangen hver eneste gang, den melder sig. Og så overbeviser jeg mig selv om, at jeg ikke gider ryge mere, og at jeg hellere må lade det fare…
Det ville være så ærgerligt at hive røg ned i lungerne igen, når jeg nu er kommet så langt. Mere nikotin ville blot gøre abstinenserne værre.
Så i avisen, at Sundhedsstyrelsen har lavet en ny, gratis rygestop-hjemmeside på nettet. … Hmmm … Klikker ind for at se, hvad det er. Tilsyneladende kan man få en sms eller en mail engang imellem, hvis man registrerer sig … Og hvad skulle det så gøre godt for? Hvordan kan en sms hjælpe? — Jeg kunne ikke drømme om at lade mig registrere … Det forekommer meget, meget nedladende og uværdigt at kræve det.
Der er virkelig mange, der profiterer af nikotinafhængighed. Det er en gylden levevej både at producere tobakken og alle afvænningsprodukterne. For ikke at nævne velmenende sundhedspersonale og alle fuskerne: hypnotisører, akupunktører m.fl., dertil kommer folderne, pjecerne, hjemmesiderne, rådgiverne, kurserne… Det er en veritabel selvkørende milliardindustri.
Læger anbefaler nikotinpræparater til nikotinafhængige! Ville man også anbefale alkohol til en alkoholiker? Heroin til en narkoman? Børneporno til en pædofil?
Allen Carrs bog »Endelig ikke-ryger!« blev mig anbefalet af en venlig dame sidste år. Jeg læste den for et par måneder siden, men fandt den i første omgang hallelujafrelst , unødvendigt omstændelig og fjollet. I bund og grund skrev han jo blot, at man skulle holde op.
Ikke desto mindre har jeg tænkt på den dagligt lige siden. Hans bagvedliggende analyse, der i første omgang forekom banal, VAR banal, fordi virkeligheden omkring nikotin ER banal.
Bogen har en meget stor andel i mit rygestop, fordi den helt enkelt definerer rygning som en kemisk afhængighed. Punktum. Alle mine andre gode undskyldninger blev hermed gjort værdiløse. Jeg ryger ikke, fordi det er dejligt; det er kun dejligt, fordi det dæmper abstinenserne efter den sidste smøg, jeg røg. — En for en afliver Carr alle selvbesmykkende myter om rygning og decimerer hele fænomenet til en fysisk afhængighed på linie med heroinmisbrug, men med meget, meget svagere abstinenser.
Det udfordrede mig! Hvis det blot er en kemisk afhængighed, så kan jeg sagtens overkomme den, tænkte jeg. Jeg er både begavet og stærk.
Men dybt inde er jeg jo bange for, at jeg bryder sammen, hvis jeg ikke får mine små rygepauser fra hverdagen, fra andre menneskers snak og forventninger, fra mit arbejde, som kræver en del tankevirksomhed.
Hvad nu, hvis jeg aldrig mere kan tænke en original tanke uden nikotin?
Hvad nu, hvis jeg aldrig mere kan koncentrere mig uden nikotin?
Hvad nu, hvis nikotinen var en slags selvmedicinering, som indtil nu har reddet mig fra angst og depressioner?
Hvad nu, hvis nikotinen i det hele taget har hjulpet mig til blot at holde ud at være her?
Til ikke at få Alzheimers?
Mens jeg tænker dette, sidder jeg roligt og dybt koncentreret ved min computer og skriver det ned i velovervejet orden og rækkefølge … Tænk lige over det, Lone!
Jeg beslutter, at jeg må begynde at ryge igen, hvis jeg bliver deprimeret, får kræft eller når jeg bliver gammel. Hvis jeg da har lyst til den tid.
Allerede nu kan jeg mærke, at jeg har mere energi. Jeg bliver ikke så hurtigt træt. Luften føles ren. Det er ikke sikkert, jeg nogensinde får lyst til at bytte disse goder ud med brun røg igen.
Dag 6:
Er egentlig stolt af mig selv! Har gennemlevet et middagsselskab med seks gæster, god mad og vin uden at tænde en smøg bagefter! Der var to rygere blandt gæsterne, men de luskede blot diskret udenfor et par gange.
Jeg fortalte om mit nylige rygestop, men jeg gad ikke diskutere det i detaljer.
Min motivation var helt i top, da jeg besluttede, at jeg aldrig ville tænde den næste smøg. Der er vist ikke noget, der kan ændre på det. Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at INTET skal få mig til at ryge igen. Der ligger to kartoner smøger i mit pengeskab. Jeg har selv nøglen. Men jeg ved, at jeg ikke har lyst til at tænde en cigaret igen.
Ikke desto mindre er det nogle vanskelige dage, jeg gennemlever. Det gør ikke ondt, men suget, trangen, sorgen over savnet af cigaretterne er hele tiden nærværende. Jeg bruger næsten alle mine kræfter på at overkomme trangen.
Jeg sveder tran. Maven rumler. Jeg har tør hoste, hvilket er møguretfærdigt, for jeg har ikke røget en smøg i seks dage! Og der er en smule kvalme, som jeg holder nede med ingefærte.
Har brug for tid og ro til at overkomme dette lige så stille i mit eget tempo. Til at lave te. Til at gå lange ture. Til håndarbejde. Til at bade.
Har IKKE brug for at snakke så meget om det, for snak kan ikke ændre noget; det er fysiske abstinenser, der skal overvindes, ganske som en omgang influenza. Rådgivning fra fremmede, sms’er eller mails ville virke distraherende, utidigt og fjollet.
Som med alle store, vigtige ting skal dette klares i ensomhed … Jeg skal lære at være i verden på en ny måde, uden cigaretter, og det er der ingen, der kan gøre for mig, ligesom jeg selv skulle lære mig at gå, at tale, at læse, at regne, at føde og opdrage et barn osv. for mange, mange år siden. Ligesom vi alle dør alene…
Dag 7:
Drømte, at nogen var død i mit hjem. At jeg kom hjem til et hus i sorg, og at bedemanden var ved at køre et lig bort. — Det er jo nok cigaretterne, der er afgået ved døden her på matriklen. Jeg plejer at have let gennemskuelige drømme.
Savner mine morgensmøger til kaffen, men på sådan en hyggesavnemåde, som jeg sagtens kan ignorere.
Har nu lyst til at indvie hele verden i mit rygestop, nok mest fordi jeg er så frygteligt stolt af mig selv, og fordi jeg ved, at det er holdbart. Men der er ikke noget så kedeligt at høre om, som andres rygestop, slankekure, fitnessprogrammer, morgenvaner…
Der er tre store motivationsfaktorer, når man vil holde op med at ryge: helbredet, det sociale og økonomien. — Jeg er motiveret af helbredet. Jeg blev hurtigt træt og forpustet, var ved at give mange ting op og følte mig ældre, end mine år berettigede. Det sociale, marginaliseringen af rygerne og taberstemplet, var ikke en del af min motivation, snarere tværtimod, jeg elsker at gå imod strømmen, når jeg kan. Økonomien er heller ikke en faktor, for jeg har alligevel aldrig haft noget klart billede af min egen økonomi, og jeg skal nok skaffe mig midler til det, jeg prioriterer højest.
Men rygestoppet medfører en del bonusgoder, opdager jeg langsomt. Udover bedre fysisk form er jeg ikke længere styret af røg og rygemuligheder. Jeg er fri på en ny måde, som jeg lige skal vænne mig til. Jeg skal ikke tænke på smøger, på at have reserver herhjemme, på at tage dem med, når jeg skal ud. Det er dejligt!
Min rækkevidde bliver større. Jeg kan rejse længere, være længere inden døre, se længere forestillinger, hvis jeg da gider. — Ærligt talt er det også lidt skræmmende, at der er frit valg på alle hylder!
Vi får flere penge til rådighed, mere end 10.000 kr. pr. år — og jeg slipper for de ydmygende cigaretindkøb… »Jeg vil gerne bede om tre pakker, tak!«
Jeg har fået et par timers ekstra tid hver eneste dag, som jeg må se at finde nyttig anvendelse for…
Jeg behøver ikke længere anstrenge mig for at fortrænge alle gode råd om rygestop, risici m.m., og navnlig behøver jeg ikke lukke øjnene for de tåbelige advarsler på cigaretpakkerne!
Jeg tror, at livet bliver lettere på mange måder …
2. uge:
Der er gået en uge uden cigaretter nu, og jeg er meget stolt af mig selv. Det værste er allerede overstået, fra nu af bliver abstinenserne og følelsen af savn efter sigende stadig mindre og sjældnere. Efter tre uger skulle enhver følelse af ubehag være næsten helt væk.
Faktisk kan man godt sige, at abstinenserne og den påtrængende rygetrang allerede ER gået over her efter seks-syv dage. Der er en lille smule af og til, men det føles kun hyggeligt lige at blive mindet om, at man altså var totalt afhængig af cigaretter i sidste uge. Derudover er der en melankolsk fornemmelse af sorg. Over at have mistet noget. En tomhed og en usikkerhed. En hvad-nu?-følelse … Måske er det samme blandede følelse, man har, når man omsider slipper ud af et dårligt og skadeligt forhold?
Min familie og mine gode venner har vist sig uventet søde og glade på mine vegne. Udtrykker glæde over at kunne beholde mig endnu længere! Glæder sig på både mine og egne vegne. Føler lettelse. Jeg har fået blomster… Det luner sgu’!
Jeg vil altid huske fornemmelsen af at være ryger. Forhåbentlig kan jeg bruge den viden til at bære over med dem, der ikke har brudt mønsteret endnu, og jeg vil helt sikkert, som jeg altid har gjort, sige til de unge, der står for at begynde med at ryge: Lad være!
Heldigvis er der ingen af de unge i min familie, der kunne drømme om at ryge.
Men det er skræmmende at tænke på, at moderne velfærdsmennesker kan gå og være stofafhængige et helt liv igennem, mens staten og alle mulige andre, producenter og fuskere, profiterer af det og dækker røv af ved at trykke idiotiske advarsler på pakkerne. Det minder om flyselskabernes bittesmå poser med fem peanuts i. Selv om de er små, er der alligevel plads til at trykke advarsler, såsom: »Indeholder spor af nødder« eller »Do not eat bag!«
For en uge siden gjorde al tanke og snak om at holde op med ryge mig totalt panisk!
Nu har jeg gennemført et vellykket rygestop, en kold tyrker, i løbet af en fredelig uge.
Hvis nogen skulle være interesseret, kan jeg anføre, at Allen Carrs bog »Endelig ikke-ryger!« har været den bedste hjælp, fordi han blidt tager en i hånden på vejen ind i Ikkerygerland og forklarer, at rygning er en kemisk afhængighed og ikke andet. At rygetrang blot er abstinenser efter den smøg, du røg for en halv eller en hel time siden eller i går. At du ikke går glip af noget ved at holde op med at ryge, for det, der kunne føles rart ved at ryge, udelukkende er dulmen af abstinenser. At abstinenserne er milde og kortvarige. At du kun forlænger pinen med nikotinprodukter såsom tyggegummi og plaster.
Derudover var det en hjælp at mærke, at kroppen efterhånden ikke kunne tåle det mere. Det gav den umiddelbare motivation til at gøre forsøget.
Da jeg allerede efter tre timer trak vejret meget lettere, blev det motivationen til at fortsætte afholdenheden. Og så Carrs oplysninger om, at enhver cigaret herefter vil starte hele afhængighedscirkusset med dertil hørende nye abstinenser forfra igen, og det orkede jeg altså ikke.
Abstinenserne ER milde og ikke synderligt generende. De føles som et sug, en sorg og et savn, men de går hurtigt over.
3. og 5. dagen var en smule urolige og svedende, men ubehaget kommer ikke i nærheden af, hvad man kan opleve ved en almindelig forkølelse. Efter en uge er det stort set overstået.
Allen Carr havde ret, og med hans bog i baghovedet er et stop fra i gennemsnit godt 20 cigaretter pr. dag i knap 40 år til 0 faktisk ikke noget at snakke om.
Man går IKKE glip af noget som helst! I stedet for kun at have det godt, når man ryger, fordi der er abstinenser, der skal dulmes, kan man som ikkeryger have det godt og være rolig HELE TIDEN! — Det er den store hemmelighed, som rygerne ikke kender. — Og det kræver blot nogle få dages milde abstinenser at overbevise sig om det.
Der er en høj grad af eufori over mig her i slutningen af uge to. Jeg hører mig selv sige til andre, at det rygestop var let. Jeg er stolt af mig selv, fordi den, der overvinder sig selv er større end den, der overvinder en hel stad.
Jeg er stenrolig hele døgnet rundt; ikke det mindste hektisk eller pirrelig nu, snarere tværtimod. Måske endda en smule doven?
Jeg har masser af tid til ting, jeg har lyst til at lave, nu hvor jeg ikke skal bruge timer på at stå ude og ryge.
Jeg føler mig mild, tålmodig, overbærende, rig og rask.
Bortset fra en smule slim, der stadig skal hostes op, har jeg ikke haft det så godt længe. Jeg sover glimrende, maven er helt OK igen, og hjerterytmen er stabil og rolig.
På 12. og 13.-dagen fik jeg korte anfald af rygetrang, måske fordi jeg genoptog dele af mine sædvanlige gøremål, møder m.m., som normalt ville have medført en masse rygning, men det bliver aldrig værre, end at et mentolbolsje i munden kan lindre og aflede. — Og intet, jeg gentager: INTET kan få mig til frivilligt at hive røg ned i lungerne igen. Jeg er bare så meget ikkeryger allerede.
3. uge:
Kan stadig få små jag af trang til en smøg, f.eks. efter morgenkaffen, når telefonen ringer, når folk går, i det hele taget i de der små pauser, der opstår, når en ting er færdig, og man lige skal overveje, hvordan man bedst starter på det næste. — Men det når kun lige at dukke op, før det forsvinder igen.
Rygetrangen er ikke et problem og har faktisk ikke været det siden de første par dage.
Det er lidt, som om man har boet i det samme hus i 40 år og så begynder at flytte om på inventaret: Man vil stadig vanemæssigt gribe i samme skuffe efter saksen i nogen tid, indtil det omsider går op for en, at man altså har flyttet den hen i skabet.
Det er forbavsende let at møblere om i sit liv hvad rygning angår, har jeg opdaget! Det var panikken ved tanken om eksperimentet, der først og fremmest skulle overvindes; resten kom næsten af sig selv.
Men jeg bliver nødt til at vænne mig til at spise morgenmad, noget jeg ikke har gjort i fyrre år… Maven fungerer simpelthen anderledes uden smøgerne, og jeg håber, at det ikke bevirker større vægtforøgelse.
Og så er jeg en anelse skuffet over at opdage, at min form efter de første dages eufori ikke er synderligt meget bedre end før… Jeg havde fået det indtryk, at lykke og energi flød frit i Ikkerygerland. Jeg kan stadig ikke løbe et maraton, hvis jeg skulle få lyst.
Her ovre i Ikkerygerland er tingene i det hele taget stort set som hjemme i Rygerland, men her lugter bedre, man har bedre tid, er mindre hektisk og bekymret, har en smule mere energi og lidt bedre kondition.
Men selv ikkerygere bliver syge og dør; det har man da hørt om.
En stakkels ryger købte mine sidste smøger, der skulle vel ikke være én derude, der vil købe to kilo mentolbolsjer?
———————————————————————————————–
Fem år senere:
Jeg har ikke røget så meget som et hvæs af en smøg, siden jeg stoppede i 2010, og jeg har ikke savnet det, ikke efter de første uger.
Men sommetider føles det som at have mistet en nær pårørende, for man skal lære at leve sit liv igen uden smøgerne. Både første og anden gang, man går ud af en biograf, får man en kortvarig, voldsom trang til at ryge, for man plejede jo desperat at fumle pakken frem allerede inden rulleteksterne. Det samme sker efter første flyvetur, indkøbstur, bar- og restaurantbesøg, Nytårsaften, når man besøger rygende venner osv. Så der kan godt gå et par år, før den glimtvise fornemmelse af, at man var ryger, er helt væk.
Efter rygeophør:
▪ Det tager 3 timer, før nikotinen er ude af blodet
▪ Det tager tre dage, før man kan tænke på andet end cigaretter
▪ Det tager tre uger, før man er nogenlunde rolig og lander på benene igen
▪ Det tager tre måneder, før man er sikker på sit nye liv som ikkeryger
▪ Det tager tre år, før man har glemt, at man engang var ryger
Det er en fantastisk frihed ikke at skulle tænke på smøger, ikke at skulle stå og pulse på gadehjørnerne, ikke at være hjemsøgt af den konstante frygt for, hvornår man kan ryge den næste. At få knækket afhængigheden, simpelthen.
For det var jo det, det var: En kemisk afhængighed, der satte sig på hjernen og bildte én ind, at det var dejligt at stå og suge grim røg ind i munden og ned i lungerne.
Der skete så det et halvt år efter mit rygestop, at jeg fandt mig selv tøffende omkring i joggingbukser og udtrådte sutsko, mange kilo tungere, og lykkeligt ligeglad med det hele.
Jeg bad om et helbredstjek, for som gammel ryger er man jo altid bekymret, navnlig for sine lunger. Prøverne viste ikke noget galt med lungerne, men lægen kunne fortælle, at mit stofskifte var for lavt.
For lavt stofskifte er en sygdom, som kan have mange årsager, både arvelige og miljømæssige. Lægen forsikrede mig om, at det i hvert fald ikke havde noget med mit rygestop at gøre, og at det var let at behandle: Jeg skulle bare have piller hver dag resten af mit liv. Hvorefter hun satte mig på en lille begynderdosis af stofskiftemedicin og ordinerede en årlig blodprøve, der som regel viste, at alt var fint.
Men jeg tøffede stadig rundt og producerede generende og smertefulde, afledte symptomer, og det har vist sig næsten umuligt at få en ordentlig behandling, selv om det i princippet blot skulle indebære et par blodprøver og en halv time hos en veluddannet endokrinolog. Jeg er stadig underbehandlet og venter stadig hele og halve år på resultatløse specialistkonsultationer fire år efter, at sygdommen blev konstateret. – Men det er en anden snak, der involverer et fallitbo af et uddannelsessystem og et bureaukratisk og tidsstyret, dansk sygdomsvæsen.
http://videnskab.dk/kort-nyt/rygestop-kan-udlose-stofskiftesygdom
