Tag: alder

Man har overlevet sig selv, når man

– ikke forstår det dansk, der bliver talt (mumlet) i dansk fjernsyn og film

– ikke har tillid til nyhedsværter, der ligner og opfører sig som fjollet fnisende konfirmander

– sukker over nyhederne, for det var det samme sidste år, året før og mange, mange år før da igen

– bliver rost af en meget ung bibliotekar, fordi man kan ’finde ud af det med computere’ … Så smiler man bare venligt med sammenbidte tænder og undlader at fortælle årsungen, at man har arbejdet professionelt med mange slags computere i mange år, før han selv blev født

– bliver løbet over ende på stilfærdige spadsereture, også på førhen meget stille skovstier, af store barnevogne, enorme cykler med børnetrailere påhægtet, løbehjul, racercykler, knallerter, mountainbikere i hæsblæsende fart, og svedende løbere i alle aldre og køn

– endnu ikke har vænnet sig til, at folk spiser, drikker, ryger, hører musik, taler i telefon og i øvrigt forretter deres legemsøvelser, fx løber svedigt omkring, gør strækøvelser og anden gymnastik, cykler på MTB’ere, i det offentlige rum

– opdager, at ikke engang danske forfattere kan dansk, men ’lukker aftaler’ og ’har hinandens ryg’ – begge dele absurd vrøvl for dansktalende, og at der i øvrigt lyder en masse udansk ’fuck’ og ’shit’ alle vegne. Forhåbentlig hører de pæne englændere og de puritanske amerikanere os ikke …

– stadig opfatter sit land som venligt, gæstfrit, ikke-krigsførende og som opretholder af basal humanisme og forsvarer for de menneskerettigheder, der efter sidste verdenskrig blev aftalt i FN, netop for at undgå flere krige

– ikke forstår nye ord som fx ’madspild’ … Hvem smider mad ud? – Det gør man da ikke! – Man holder hus, tilpasser sine indkøb, har et repertoire af lækker restemad, evt. en hund, og man respekterer selvfølgelig – og har altid respekteret – verdens ressourcer, sparet på vandet, strømmen, varmen, tøjet. Repareret, genbrugt, og (næsten) ikke spildt penge og tid på frisør, accessories, indretningsdimser, mere end ét sæt møbler, mode, bagerbrød og andet pjank

– har det bedst med indvandrere og udlændinge, som stadig har bevaret en kultur, der indbefatter almindelig høflighed både i tiltale og i væremåde

– krummer alle ti tæer i flovhed over pinlige, danske tv-programmer og uvidende politikere

Sidste bane

Når man har nået en vis alder, måske 60, 70, 80 år eller mere, kan man have det, som om man er nået til enden af computerspillets sidste bane.

Der sænker sig en ro over ens liv, en tilfredshed, en glæde ved det, man har opnået, ved de velkendte, daglige omgivelser, ved udsynet til naturens gang, og selve himlen over én synes ofte oplyst af et væld af harmoniske farver. Man trækker vejret dybt ned i maven og fornemmer, at alt er godt.

Dette sker naturligvis kun, hvis man har bestået alle de foregående baner.

Hvis man har haft en tålelig barndom, ihvertfald overlevede med krop og psyke nogenlunde intakt.

Hvis man fik en uddannelse, lærdom, kundskaber, der passede til ens iboende trang.

Hvis man fandt en god partner og kammerat, der holdt én ud igennem mange, mange år.

Hvis man fik de børn, man havde ønsket sig, og de voksede op og fandt deres egen hylde, hvor de forhåbentlig også engang finder roen.

Hvis man fik mulighed for at arbejde på at skabe sig det liv, som man havde drømt om – sådan cirka.

Hvis helbredet holdt det meste af tiden.

Hvis man fik indrettet sig med sig selv og sine omgivelser sådan, som man efterhånden indså, at det passede én godt.

Herunder forstod, at man ikke behøver at finde sig i noget fra andre, selvhjulpne voksne, men at man altid skal strække sig langt – og være generøs med sin tid – når det gælder de små, dyrene og de underprivilegerede.

Og endelig når belønningen i form af sjælero formentlig kun frem til de modtagere, der undervejs har givet sig selv mulighed – og masser af tid til at reflektere og lære.

Når tilfredsheden indfinder sig, kan det skyldes evnen til at filosofere over det større perspektiv og til at affinde sig med, at ikke alle er født lige smukke, rige, kloge og privilegerede. Og så naturligvis evnen til at glæde sig over, at man alligevel formåede at skabe sig den plads i tilværelsen, der passede én allerbedst.

– Og så er det for øvrigt hormonelt betinget. Når hormonerne og ambitionerne aftager, indfinder harmonien sig helt automatisk – når man kommer til den sidste bane.

Forår

Engang føltes foråret som et krav. Man skulle ud af sofaen, ud af sin brune vinterhule, væk fra bøgerne, chokoladekagerne og stearinlysene og ud i vejret. Fandengalemig!

Og så stod man der, frysende i sandaler og aspargesben, i det alt for klare lys og var ikke klar selv. Uden at vide, hvor man skulle gå hen.

For kravet var diffust. Uroligt. Ud i foråret. I skoven. På fortovscaféer. Promenere langs havnen. På stranden. Først og fremmest skulle man ud blandt mennesker. Færdes i flokke blandt andre forårsforvirrede. Hvis man sad inde en dag, hvor forårssolen skinnede, var denne dag at betragte som spildt i det store livsregnskab.

For sådan et havde man jo.

Mere end 60 års erfaring har dog lært mig et og andet.

Fx at skoven ikke er grønnere på pænere måder andre steder end lige her ved siden af mig.

At min egen have igen i år udviser en fantastisk fantasi af farver, frugtblomster, bier, mariehøns, spraggule citronsommerfugle, lysegrønt purløg og røde rabarber på vej.

At de mennesker, jeg holder af, er lige i nærheden og ikke skal opsøges på caféer, i friluftsbade, i legelande, til de store udendørskoncerter eller andre steder, hvor ældre kvinder ikke længere har behov for at lade sig se.

Vor nationalfilosof, Kierkegaard, skrev, blandt meget andet klogt:

– Livet er ikke et problem der skal løses, men en virkelighed der skal opleves.

Måske rækker det at gå med hunden i skoven, ganske som vi plejer, og bagefter hænge dyner og tæpper ud i sol og blæst. At gå og bakse med vasketøjet på snoren under forsytiaens gule opblussen. At indsnuse sollugt, jord, støv og blomster. At luge og feje en smule hist og pist, rydde vinterens visne stilke væk … at se det pible, nej vælte, op af jorden med frodigt grønt og gult og hvidt og blåt.

Måske rækker det at sidde en times tid i lækrogen og lytte til solsorten, som har lejet sig ind i mirabellen.

Gammel


Så blev man pludselig gammel. Det kom snigende ind på én fra det fyrretyvende år og frem. Så langsomt, at man ikke opdagede det, før man pludselig indså, at man ligner sin mor og alle de andre gamle damer, man har kendt.

1. Klædeskabet er fuldt af smarte kjoler, højhælede sko og blondeundertøj, som man stadig køber – men aldrig bruger – fordi det indre billede, man har af sig selv, ikke på nogen måde svarer til det, man ser i spejlet og på fotos.

2. Håret, som man selv mest ser vådt og mørkt, er bedstemoragtigt tyndt og lysegråt på vej mod det snehvide på fotos. Det må være den digitale teknologi.

3. Man går meget op i sin krop og dens velbefindende, noget, der ikke var nødvendigt før. I de yngre år fungerede kroppen bare, uden at man behøvede at tænke over det. Nu lyder man som sin egen mor: Av, kan vi ikke holde en pause? Er det ikke for langt? For stejlt? Er her ikke for varmt? For koldt? – Jeg sætter mig lige her, så kan I komme, når I er færdige.

4. Der er pludselig opstået små medicindepoter midt i stuen ved siden af stearinlysene og vitaminpillerne, og i badeværelset står der forskellige tandrensere og specialbørster ved siden af specialtandpastaen.

5. Man gider ikke gå nogen steder om aftenen eller have folk på besøg. En stille aften hjemme med en film eller en god bog er det højeste, man ønsker sig.

6. Sammen med hormonerne damper de fleste ambitioner af. Allermest ønsker man sig fred og ro, bekvemmelighed og et mindstemål af almindelig høflighed og respekt fra omverdenen, når man vover sig ud.

7. Man opdager, at man sidder og retter tv-værternes udtale og irriteret modsiger politikere og andre fladpander, der optræder på skærmen.

8. Ens sofa er blevet menneskeædende: Når man først har sat sig, er det nærmest umuligt at rejse sig igen. Man begynder at bede børn og børnebørn om lige at lukke hunden ind og hente plaiden, nu de er oppe.

9. Man skal bruge mere tid til alting: I badeværelset, i køkkenet, på indkøb, til at tænke … Jeg må ofte ringe op igen, fordi jeg glemmer det, jeg ville sige.

10. I det hele taget glemmer man, hvilket sikkert er nådigt. Samtalerne herhjemme lyder nogenlunde sådan: Hvad er det nu, han hedder, ham, der er med i den der film, hvad er det nu, den hedder, sammen med hende, hun hedder … vent, det kommer lige straks, der er lavet af … Sig mig, tror du, jeg er ved at få det der, hvad er det nu, det hedder … ?

11. Hvis det er uundgåeligt at rejse sig fra sofaen eller et andet sted, hvor man har siddet længere end ti minutter, så sker det langsomt, vaklende, foroverbøjet, og med mange suk og udbrud.

12. Ganske unge mennesker, som slet ikke var født, da man selv begyndte at arbejde med computere, begynder at rose én, fordi man kan sende en mail, en sms eller betale med Mobile Pay.

13. Børn og børnebørn tror, at man er blevet senil, bare fordi man kommer til at kalde dem ved forkerte navne eller et kort sekund tror, at de er nogle helt andre, afdøde familiemedlemmer eller gamle venner fx.

14. Blomsterhandleren får ondt af én, fordi man render rundt og leder efter sine briller, som man selv har skubbet op i håret.

15. I det hele taget har man fået en masse nye dingenoter at holde styr på: briller, stok, varme uldtørklæder, tasker med hjul under, pilleglas, forstørrelsesglas, skruelågsåbner.

16. Man tilbringer forbløffende meget tid i lægens kedsommelige venteværelse, og en pæn del af ens likvide midler afleveres til tandlæger og apoteker.

17. Man er overbevist om, at man er rasende klog, men man kan desværre ikke lige huske det, man ville kloge sig på.

18. Man bliver nærig med sin tid, selv om man tilsyneladende har nok af den. Man har ingen tid at spilde på uprofessionelle foretagender, dårlige film, dårligt skrevne bøger, artikler af unge mennesker, der hverken kan tænke eller skrive, mennesker, der ikke kan beskæftige sig med andet end sig selv.

19. Men at ligge en hel eftermiddag på gulvtæppet og lege monstertrucks med barnebarnet føles pludselig særdeles meningsfuldt og givende.

Ikke et sekund har jeg savnet:

1. Kødmarkederne og larmen på barer og diskoteker.

2. Forældresammenkomster i børnehave og skoler.

3. Usikkerheden ved at være kvinde og uvisheden ved at være ung.

4. At være afhængig af andre: familie, lærere, kammerater.