endokrinologer – blog.loneandrup.dk

Lavt stofskifte, kort fortalt

Hvad jeg gerne ville have vidst

Hypothyreose og myksødem er betegnelser for for lavt stofskifte. Sygdommen skyldes nedsat eller ophørt aktivitet i skjoldbruskkirtlen, der sidder foran på halsen.

Myksødem betyder opsvulmet væv. – Et af symptomerne på for lavt stofskifte er, at kroppen bliver fyldt med opsvulmet, vandfyldt væv. Fx under kæbelinien, i nakken, hen over maven, over skambenet, på overarmene, omkring knæled m.m. Det væv kan man ikke tabe, uanset hvor lidt man spiser. Men med god, medicinsk behandling kan man tabe noget af væsken.

For lavt stofskifte rammer flere kvinder end mænd, og mange bliver først – om overhovedet – opmærksomme på sygdommen, når de er over 40 – 50 år gamle. Symptomerne kan minde om almindelig aldring og slås ofte hen som ubetydelige af både den ramte selv og hendes læge(r). Inden en kvik person stiller diagnosen, kan man nå at opleve mange år – måske et halvt liv – med dårlig livskvalitet og funktion, og man kan have kostet sig selv, sin familie og samfundet dyrt i form af bekymringer, sygedage, manglende karriere og pensionsopsparing, hvortil kommer alle de spildte undersøgelser, lykkepiller, kolesterolpiller, smertestillende piller, operationer, vagtlæger, speciallæger o.m.a. – Alene mængden af symptomer, plager, lidelser, burde sætte én på sporet, men de fleste stofskifteramte, som oftest midaldrende kvinder, kommer til at føle sig som besværlige hypokondere. – Alle ved jo, at kvinder over en vis alder elsker at bruge hele og halve dage i telefonkøer og på at sidde i timevis i overfyldte venteværelser, så de kan opnå fem minutters resultatløs audiens hos en fortravlet læge. På et tidspunkt giver disse kvinder efter for magtesløsheden og familiemedlemmers gentagne, irriterede opfordringer til ’at prøve at tage sig lidt sammen’ og tager til sidst imod den hyppigt tilbudte recept på lykkepiller for derefter at sidde og dø langsomt uden at genere nogen.

Jeg er ikke læge, og næsten intet af det følgende har jeg hørt fra læger. Det stammer fra mine egne erfaringer, fra gode veninder, fra websider, fra stofskiftepatienters foreningssider, mange udenlandske, fra danske forfattere og bloggere, ofte stofskifteramte, fortvivlede kvinder og mænd uden relevant lægefaglig uddannelse, som af ren og skær desperation har måttet søge oplysninger på egen hånd. – Og tusind tak til dem, fordi de deler!

Mange læger, inklusiv de specialuddannede endokrinologer, ved kun det allermest basale om lavt stofskifte. De kan udelukkende tage blodprøver og regulere dosis. Og de gider ikke spilde tid med at lytte til din oplevelse af symptomer, måske fordi de på lægeskolen har lært, at de alle forsvinder, når blot den optimale dosis er nået. – Det passer nu ikke.

Efter mere end 5 års ’behandling’ har jeg det stadig ikke godt. Eller bare bedre. Her er, hvad lægerne ikke fortæller, og hvad jeg gerne ville have vidst for mange år siden om for lavt stofskifte.

Informationer, rettelser og kommentarer er mere end velkomne!

● Er der nogen i familien, der har haft problemer med stofskiftet? Så er det sandsynligt, at du kan få det

● Har du en autoimmun lidelse? Kronisk træthedssyndrom? Hyppige infektioner? Hjerteproblemer? Smertefuldt blæresyndrom? Galdesten? Overvægt? Misbrugsproblemer? Angst og uro i de unge år? Kraftige menstruationer? Problemer med at blive gravid? Med at føde? Cyster? Glemsomhed? Forvirring? Tarsal- og/eller karpaltunnelsyndrom (dvs. afklemning af nerver i ankler eller håndled) eller springfinger? Højt kolesterol? Hårtab? Fortykket og hård hud? Dobbelthage? Æbleform med smalle hofter og rund mave? Ømme muskler og uforklarlige ledsmerter? Opgivenhedsfølelse? Er du ofte frysende og kuldefølsom?

● Et pludseligt rygeophør kan bevirke en autoimmun reaktion, hvor kroppen angriber sig selv og ødelægger skjoldbruskkirtlen

● Normalt har nogle symptomer været til stede igennem hele livet, men selvmedicinering i form af rygning og alkohol, som sætter stofskiftet i vejret, eller et pillemisbrug kan have sløret den egentlige lidelse

● Det er skjoldbruskkirtlen, der regulerer stofskiftet. Når den ikke fungerer, frigøres der unormalt mange stofskiftehormoner, TSH, som skal stimulere skjoldbruskkirtlen, i blodet. Det er bl.a. niveauet af TSH = Thyroid Stimulerende Hormon, der måles ved blodprøver

● Medicinen (kunstige stofskiftehormoner) er: T4 = Euthyrox eller Eltroxin og evt. T3 = Liothyronin. Der findes også såkaldt naturlige stofskiftehormoner udvundet fra grise

● Der kan være behov for tilskud af D-vitamin 10 µg pr. dag, måske også jern, kalk og B12, men lad lægen rådgive efter blodprøver, og pas på med multivitaminpiller. Der er en formodet højere sygelighed og dødelighed hos kvinder, der tager vitaminpiller

● Stofskiftemedicin skal tages på tom mave, dvs. mere end en time før eller efter et måltid

● Euthyrox og Liothyronin må ikke tages sammen med kaffe, te, kalk eller jern. Disse ting kan ophæve virkningen. Tag fx medicinen om morgenen og mineraltilskud om aftenen sammen med hovedmåltidet. Men hvis du drikker kaffe om morgenen, skal du tage dine piller mindst en time før eller på tom mave ved sengetid.

● Hvis du tager flere dagsdoser stofskiftemedicin, så tag hovedparten om morgenen og kun en lille dosis før sengetid, da det giver bedre søvn uden ’huller’ i form af hyppige opvågninger

● Behandling med T4 og evt. T3 bør iværksættes med det samme. Dosis skal øges gradvist fra 25 µg til en slutdosis på 1,6 µg T4 pr. kg. kropsvægt pr. dag, evt. T3 skal udgøre 1/17 af totalmængden

● TSH m.m. kontrolleres med regelmæssige blodprøver, gerne hver tredje måned i de første år

● Blodprøver skal tages på samme tidspunkt af døgnet, fx om morgenen på fastende hjerte og før dagsdosis er taget, for at give et reelt billede af TSH-niveauet i kroppen

● TSH skal ideelt ligge mellem 0,5 og 1,5. – Ikke 2, 3 eller 4, som nogle læger påstår. Dette middeltal er udregnet på grundlag af en normalbefolkning, hvoraf mange har begyndende stofskifteinsufficiens uden at vide det

● For højt stofskifte (= for meget medicin) føles som hjertebanken, uro, varmebølger i kroppen, spændinger i hovedet, overfølsom hud, søvnproblemer (vågner for tidligt), tynd mave, muskel- og knoglesmerter

● For ældre, overvægtige kvinder kan det være fatalt at indtage for høje doser af stofskiftemedicin, da det kan udløse blodpropper og hjertestop

● Overvægt og for lavt stofskifte hænger sammen; sammenhængen kunne – ud over det dårlige stofskifte – også være, at trætheden og energiløsheden, som følger af for lavt stofskifte, får kroppen til at kræve energiholdig mad, sukker, mel og fedt – NU!

● Man skal ikke altid have kolesterolsænkende medicin, for et højt kolesteroltal kan være et symptom, der mindskes med god, medicinsk behandling af stofskiftet

● Man skal bestemt ikke have lykkepiller el. lign., for tristheden, sløvheden og ligegladheden er symptomer

● Man mærker effekt af medicinen med det samme: energi, væsketab m.m. Men der går 6 til 8 uger, før kroppen får fuldt udbytte af en dosisregulering, så lad mindst 2 måneder gå mellem hver regulering af dosis

● Der kan gå mange år, før man føler sig nogenlunde normal mht. energi, vægt, smerter m.m., og det er ikke sikkert, at det nogensinde bliver helt godt

Symptomer:

Et utilstrækkeligt stofskifte påvirker hele kroppen. Hvis muskler, knogler, hjerne, organer, blodårer, nerver, hår, tænder, negle og led ikke får næring nok, vil der selvfølgelig opstå lidelser. I princippet kan alt være påvirket, men de mest almindelige symptomer er:

● Træthed, energiforladthed, opgivenhed, glemsomhed, ligegladhed, kraftesløshed

● Kompetencetab, fx bilkørsel, manglende koncentrationsevne, overblik, interesse, ambitioner

● Lav kropstemperatur, dvs. tæt på 36 ° C, kolde fødder og hænder, kuldskær

● Overvægt, problemer med at tabe sig

● Voldsom sult, evt. afvekslende med madlede og synkebesvær

● Forstoppelse

● Tør, dårlig, evt. inficeret, hud, akne igennem hele livet. Hård hud, der skaller og revner på fødder og albuer

● Heler dårligt efter sår og operationer

● ’Tyndt’ blod, der har svært ved at koagulere

● Tendens til blodpropper og hjerteproblemer

● Væskeophobninger under fortykket hud, såkaldte ødemer = heraf navnet Myksødem – Vandfyldt slim. Bindevævet suger væske og svulmer op, så huden føles oppustet og fast. Disse væskefyldte ansamlinger kan findes alle vegne, inde i kroppen og udenpå. Typisk under kæbelinjen (en tyk, pølset dobbelthage), hen over øverste del af maven, inde i maven og på siden af overarmene

● Hyppige infektioner: ører, lunger, hals

● Uro og evt. angstlidelser i de unge år, når stofskiftesymptomerne tager til med opblussen af unormalt stofskifte og ubalancer med for mange stresshormoner i kroppen

● Dårligt nattesyn pga. af leverens manglende evne til at få A-vitaminer i form af caroten fra kosten

● Kraftige, smertefulde menstruationer, problemer med at blive gravid, manglende evne til at udvide sig under fødsel, langvarige veer, kejsersnit, livmoder forstørret af ophævet væv, endometriose, cyster

● Reflux, sur mave

● Hårtab, først det yderste af øjenbrynene, så en stor del af hovedhåret. Svinder med adækvat behandling, men det tager et år eller to at gendanne hovedhåret

● Tiltagende dårlige og skrøbelige tænder, blegt og dårligt tandkød, paradentose, tandtab

● Autoimmune reaktioner og sygdomme

● Skoliose (skæv ryg, pukkelryg)

● Ømhed i led og muskler, ryg, lænd, skulder, nakke, knæ, knoer, ankler, hænder, fødder

● Hovedpine 2 – 3 dage ca. hver tredje uge. Hos mig starter det med et pres i højre side af nakken, som en krampe eller en hård knude af ophovnet væv, der lukker for blodforsyningen. Smerten sidder bag højre øje under øjenbrynet ind mod næseryggen

● Galdesten og dårlig leverfunktion, så man ikke kan processere fx betacaroten i gulerødder, rødbeder, radisser, blommer m.m., som derfor kan give symptomer på øjenallergi, kløende, irriterede, røde og løbende øjne, ved koncentreret indtag af fx gulerodsjuice, gulerodssalat, rødbedesalat, rød peber, blommegrød eller en håndfuld friske radiser. (Kan lindres med en kold, våd klud)

● Højt kolesteroltal, svinder med adækvat behandling

● Overfølsom blære, smertefuldt blæresyndrom, PBS = Painful Bladder Syndrom: Føles som blærebetændelse, men uden bakterier. Slimhinderne på indersiden af blære og urinrør bliver røde og kraftigt irriterede af urinen, specielt hvis man indtager sure frugter og drikke: appelsinsaft, citronmarmelade, grape, lime, sodavand, grøn te, juice, cider

● Tarsal- og/eller karpaltunnelsyndrom, springfinger: Det hævede væv afklemmer nerver i knoer ved anklen og i hænderne og kan give først smerter siden mere permanent følelsesløshed i fødder, hæle og fingre

● Tidlig aldren, gråt, tyndt hår, træthed, ledsmerter, rynker, glemsomhed, opgivenhed

● Svaghedsfølelse, kraftesløshed, ugidelighed, afmagtsfølelse, forvirring, desorientering, uoverkommelighedsfølelse, intellektuel svækkelse og ligegladhed er de værste symptomer. Det kommer snigende umærkeligt, så man næsten ikke oplever forskel: Man bliver bare mere og mere gammel, dum, træt, tyk, øm og skrøbelig

Se evt.:

Den engelske patientforening: http://www.tpauk.com/main/article/myxoedemahypothyroid-symptoms/

’In 1878, Dr. William Ord performed an autopsy on a middle-aged woman who succumbed to hypothyroidism. Upon cutting into her skin, he saw tissues that were thickened and boggy. The tissues appeared to be waterlogged, but no water seeped from his incisions. Dr. Ord realized this disease was unique and previously unrecognized.

Dr. Ord summoned a leading chemist named Halleburton to help identify the substance causing the swelling. What they found was an abnormally large accumulation of mucin. Mucin is a normal constituent of our tissues. It is a jelly-like material that spontaneously accumulates in hypothyroidism. Mucin grabs onto water and causes swelling. Dr. Halleburton found 50 times the normal amount of mucin in the womans skin. Her other tissues also contained excess mucin.

The doctors coined the term myxedema. Myx is the Greek word for mucin and edema means swelling. Myxedema was adopted as the medical term for hypothyroidism.’

…

‘ Today’s doctors are not taught to examine for thickened skin or other physical manifestations of the illness. Sophisticated thyroid blood tests are purported to be the sole means for making the diagnosis of hypothyroidism. These tests have replaced the patients’ medical histories, complaints, and physical findings upon which the diagnosis was largely based for over half a century before the advent of blood tests.’

Se evt. også:

http://www.thyreoidea.dk/nyheder.html?news_id=118

http://www.stopthethyroidmadness.com/

http://lavtstofskifte.info/

http://lavtstofskifte.info/principiel-sag-kvinder-med-lavt-stofskifte-faar-en-million-i-erstatning/

http://videnskab.dk/kort-nyt/rygestop-kan-udlose-stofskiftesygdomhttp://

www.mivi.dk/mivi/stofskiftet/index.php

http://videnskab.dk/krop-sundhed/vitaminpiller-kan-sla-dig-ihjel

Det danske sygdomsvæsen

Hospitalets venterum er det limbo, hvor det danske sygdomsvæsen rutinemæssigt anbringer de syge. Måske ville det være mere formålstjenligt at forsøge med noget lægelig behandling?

Hvis der er det mindste i vejen med min hund, ringer jeg til min sympatiske dyrlæge, kommer igennem med det samme, får en god snak og om nødvendigt en tid samme dag. Hvis han skønner, at det er meget alvorligt, kommer han på akut hjemmebesøg.

Det er 30 – 40 år siden, mennesker i dette land kunne få samme service, hvis de skulle blive syge. Bortset fra nogle få indsatsområder, visse kræftformer og mænd med hjerte- karproblemer, sejler det danske sundhedsvæsen i tilfældige op- og nedprioriteringer, kontroller, endeløse, tidsforbrugende akkrediteringer, ubrugelige computersystemer, skemaer, uforståelige medicin- og tidsregler.

Et halvt år efter, jeg var holdt op med at ryge, fandt jeg mig selv tøffende omkring i joggingbukser og udtrådte sutsko, mange kilo tungere og lykkeligt ligeglad med alting. Denne tilstand var dog så ulig den energiske, idérige og foretagsomme person, jeg havde været de første 55 år af mit liv, at jeg sansede at bede min læge om et tjek. Lægen kunne fortælle, at mit stofskifte var for lavt.

For lavt stofskifte, ved jeg nu, er en sygdom, som kan have mange årsager, både arvelige og miljømæssige. Lægen forsikrede mig om, at det i hvert fald ikke havde noget med mit rygestop at gøre, og at det var let at behandle: Jeg skulle bare have en pille hver dag resten af mit liv.

Da man kun har ti minutter pr. konsultation og kun må tale om én ting ad gangen, og lægen først skulle afholde sin sommerferie, og der ikke var andre tider at få, så hengik der herefter tre lange sommermåneder med sløvhed, før jeg kunne begynde på en decideret behandling.

Jeg fik medicin, der stimulerer stofskiftet. En forsigtig begynderdosis. De årlige blodprøver viste, at niveauet af stofskiftehormoner i mit blod hermed skulle være tilstrækkeligt, og at alt burde være godt.

Jeg fik også en ganske kort opblomstring af energi og tabte et par kilo, men bedringen aftog gradvist, og efter et par måneder tøffede jeg rundt som før.

I de følgende år begyndte jeg at få mange forskellige, generende og smertefulde symptomer, som ingen, og da slet ikke jeg selv, satte i forbindelse med stofskiftet, for jeg var jo velbehandlet; det viste blodprøverne.

Jeg blev langsomt mere og mere træt, ligeglad, tyk, grå, ugidelig, glemsom, øm i alle led, immunforsvaret gik ned, selv smårifter var længe om at hele, mit hår faldt af i bekymrende totter, jeg fik kraftigt forhøjet kolesterol, hovedpiner, andre smerter og føleforstyrrelser i begge fødder og i maven, og mine øjne reagerede allergisk, uden at man kunne påvise allergener.

Hver gang, jeg fik et nyt symptom, opsøgte jeg min læge, og hvis der ikke var en oplagt specialist at henvise videre til, blev jeg tilbudt hormoner, stærke smertestillende midler, statiner, lykkepiller og ’livsstilsløsninger’, dvs. banale og intimiderende råd om at slanke sig, spise sundt, gøre ’øvelser’, indtage naturlægemidler og sørge for at få rigeligt med motion.

Hvis man vågner om morgenen og er dødsens træt, hvis ens muskler og hjerne ikke får næring nok, hvis pulsen er under 60 slag i minuttet, hvis alle led gør ondt, og kroppen langsomt henfalder, hvis man tager på, selv om man i uger ad gangen kun får lidt flydende kost, vand, kaffe, yoghurt, så begiver man sig ikke ud på en frisk løbetur før den sunde morgenmad med skyr og blåbær. Man slæber sig ind i sofaen med en enkelt kop kaffe …

Jeg kunne ikke arbejde, jeg orkede ikke at se nogen, jeg lagde ingen planer, men traskede bare rundt og forsøgte at overbevise mig selv om, at det var alderen, der trykkede. Jeg var 55 år og måtte påregne visse forandringer. Men samtidig havde jeg jævnaldrende og ældre venner og veninder, der trænede til halvmaratons og glade gik til gymnastik, svømning, fester og fitness. – Der var noget, der ikke passede, men hvis jeg forsøgte at forklare det for lægen, fik jeg tilbudt lykkepiller igen. – Dem tog jeg aldrig imod, men jeg forstår godt, at ulykkelige patienter efterhånden kan blive så deprimerede over manglende hjælp, at de griber efter de få midler, tidspressede, og måske oven i købet dårligt uddannede, læger kaster ud til dem. Knap 500.000 danskere er på lykkepiller i dag.

Tro det, eller lad være: Der findes læger i dette land, som føler sig provokeret af deres patienters ønske om at få det bedre, så for første gang i mit liv skiftede jeg og fandt til alt held en mere erfaren og fagligt funderet læge.

Et års tid efter lægeskiftet mødte jeg en gammel veninde, der også havde for lavt stofskifte. – Har du læst Helle Sydendals bog ’Få livet tilbage’? spurgte hun. Det havde jeg ikke, og hvilken åbenbaring. – Der var en forklaring på alt det, der plagede mig: Jeg havde stadig for lavt stofskifte og var simpelthen underbehandlet, selv om blodprøverne hvert år viste et tilstrækkeligt niveau af stofskiftestimulerende hormon. – Hvor mange stofskifteramte går underbehandlede rundt i dette land med forkerte diagnoser som fx fibromyalgi eller depression? Og bliver fyldt med smertestillende piller, statiner, lykkepiller og anden unødvendig medicin?

Så begyndte min kamp igen: Tid og ventetid hos lægen, forsøg med tilskud af anden medicin, som gav en lille bedring, men det ville en højere dosis måske også have gjort, eller et tilskud af vitaminer og mineraler.

Efter yderligere ventetid på tre måneder fik jeg omsider, med en frisk og omfattende blodprøve i baghånden, foretræde for en ung sygehusspecialist i endokrinologi … men hun kunne ikke bidrage med andet end at forhøre sig om mine symptomer og blodprøver, ting, som burde fremgå af journalen. Uden at tilbyde nogen form for hjælp, bestilte hun blot yderligere blodprøver og gav mig en ny tid ET HALVT ÅR SENERE. – Et halvt år er meget lang tid, når man næsten ingenting kan.

Jeg kunne have haft det dårligere, end jeg har det nu; jeg kunne have været holdt hen og bedøvet med alt det, jeg i løbet af årene havde afvist: statiner, lykkepiller, kraftige smertestillende piller, fem forskellige slags naturlægemidler, nyttesløse ’øvelser’ o.m.m. og alligevel ikke have vidst, hvad der plagede mig. Nu skal jeg bare ligge uvirksom på sofaen og vente i hele og halve år på, at det danske sundhedsvæsen kan afse en smule tid til at hjælpe mig.

Men er det rimeligt, at et dårligt fungerende sundhedsvæsen igennem så mange år skal være afgørende for, om jeg kan have en nogenlunde hverdag eller ej? Om jeg skal have kræfter til at passe mit arbejde, mine børnebørn, mit hus, mit liv? Om hele min krop, muskler, led, hjerte og hjerne, langsomt og måske uopretteligt skal henfalde, når en mere omhyggelig undersøgelse og medicinering måske kunne have forhindret det for mange år siden? Jeg er sikker på, at forholdene for syge mennesker er langt bedre alle andre steder i verden, Uganda, Portugal, Korea, end her i Danmark. Hvor ville man ellers bede syge mennesker om at vente i et halvt år på adækvat behandling og medicinering? Når det ville kunne ordnes på under en halv time af en veluddannet speciallæge på baggrund af en blodprøve?

Vores sundhedssystem er grebet af galopperende vanvid. – En smule rettidig omhu, en enkelt kvalitetsbåren specialistkonsultation ville have kunnet spare mig for megen bekymring, frugtesløse forsøg og ulejlighed og spekulationer og næsten fem års sløvhed, opgivenhed, smerter og generende følgesymptomer af alle slags.

– OG have sparet samfundet for utallige henvendelser til praktiserende læger, kostbare undersøgelser, indlæggelser, skopier, biopsier, scanninger, blodprøver, konsultationer hos de forkerte specialister, vagtlæger, mailkonsultationer, telefonopringninger, recepter og hundedyr, virkningsløs medicin til alle fejldiagnoserne.

Måske er løsningen selvbetaling? – Undervejs i min sygehistorie blev jeg bekymret for, om tilbagevendende øjensymptomer skulle have skadet mit syn, og i stedet for at vente to år på at komme til en øjenlæge, som var omfattet af det offentlige støttesystem, fandt jeg én, der tog imod privatbetalende patienter:

– Oh, hvilken fryd! – Klinikdamen tog telefonen MED DET SAMME! – Hun talte HØFLIGT til mig, i stedet for at lyde fortravlet fornærmet over, at jeg tillod mig at ringe og forstyrre midt i klinikkens telefontid, og hun tilbød mig en tid TO DAGE SENERE! – Hvor jeg ikke skulle sidde og vente en halv time med to fedtede og lasede, ældgamle ugeblade, men kom ind TIL DEN AFTALTE TID! – Til en sød og veluddannet læge, der tilsyneladende havde AL TID I VERDEN, UNDERSØGTE MINE ØJNE GRUNDIGT, OMHYGGELIGT FORKLAREDE MIG OM MINE SYMPTOMER OG DERES BETYDNING, BEROLIGEDE MIG mht. min frygt, gav mig et par VIRKSOMME LÆGEMIDLER OG GODE TIPS, og som ikke slap mig, før jeg glad og lettet selv rejste mig og gik. – For skallede 1000 kr., som jeg ellers kunne have soldet op på en formiddag.

– Men selvbetaling har alvorlig social slagside, ved vi, og vi har ikke lyst til at dele befolkningen op i A og B-mennesker, selv om det jo er det, der allerede er sket for længe siden: De, der har råd, tegner private sundhedsforsikringer og kommer til før alle andre eller tager til London, Tyskland eller Polen og bliver behandlet for de ting, det danske sundhedsvæsen ikke magter at tage sig af.

Jeg har lidt under mere end ti forskellige, afledte symptomer i muskler og led, mave og øjne, foruden hårtab, glemsomhed og en dødlignende ligegyldighed og træthed, som bestemt ikke er fremmende for et liv, hverken professionelt eller privat. Men det har vist sig umuligt at få ordentlig behandling. Ikke engang en beroligende snak eller en forklaring kunne det blive til.

Jeg er stadig underbehandlet og venter stadig i hele og halve år på næste resultatløse specialistkonsultation her fem år efter, at sygdommen blev konstateret. – Og det er et problem for måske ti tusindvis af borgere i dette land, et problem, der handler om et fallitbo af et uddannelsessystem og et bureaukratisk og tidsstyret, dansk sygdomsvæsen. – Uberørt af menneskehjerner og blottet for empati.

Mens dette kære væsen afsætter bunker af ressourcer på at kreere vammeltsøde slogans som ’Patienten i centrum’ og ’I gode hænder’, har nedskæringer og umenneskelig tidskontrol, der rent faktisk sætter nogle snærende skemaer i centrum, påført de mest samvittighedsfulde ansatte alvorlig stress og lader syge mennesker sejle i deres egen sø.

– Hvilket har affødt begrebet ’Den kompetente patient’. Det er hende, der selv finder sin diagnose på nettet, diskuterer den indgående med veninderne, hvorefter hun henter sin medicin i Matas. – Ganske som begrebet ‘Det kompetente barn’ for nogle år siden fritog forældre og pædagoger for ansvaret for tage sig af børnene, og begrebet ’Længst muligt i eget hjem’ blot blev et skalkeskjul for små kurser i ’tænd din egen støvsuger’ og ’pas dig selv!’ til syge og alderdomssvækkede mennesker, der havde hårdt brug for den hjælp, der var blevet stillet dem i udsigt.

Alligevel hører vi ustandseligt om, at vi lever i verdens bedste land med verdens bedste velfærds – og sundhedssystem. Kunne vi ikke i det mindste blive fri for den snak, indtil sagerne er bragt i orden?

http://videnskab.dk/kort-nyt/rygestop-kan-udlose-stofskiftesygdom

http://www.thyreoidea.dk/fakta/for-lavt-stofskifte.html

https://lavtstofskifteblog.wordpress.com/hvad-er-lavt-stofskifte-2/

Endnu en bemærkning om sygdomsvæsnet:

Nu har man regnet på, hvor mange tabte arbejdstimer trængslen på vejene koster samfundet.

Er der nogle af de dygtige DJØF’ere, der har regnet ud, hvor mange arbejdstimer trængslen i venteværelserne koster samfundet? Udover det allerede kendte problem, at mange mennesker går alt for længe og venter på behandling, så spilder samfundet en del arbejdstimer på, at de privatpraktiserende læger kun må tale om én ting ad gangen og kun må bruge 10 min. pr. patient pr. dag. Det giver jo et uhørt stort antal lægebesøg.

Masser af mennesker har to eller flere spørgsmål, når de dukker op til deres i god tid i forvejen bestilte tid hos lægen, og så må de bestille en ny tid og tage endnu en halv fridag og igen befordre sig et antal kilometer for at få snakket om problem nummer to. Nogle har endda tre eller flere ting, de har brug for at snakke med en læge om, prøvesvar o.lign., så konsultationerne kan strække sig over måneder. Hvor mange fridage koster det samfundet? Kunne det ikke betale sig at honorere lægen for yderligere fem-ti minutter, når man nu alligevel sidder der og snakker sammen?