Kvalitet II

Til min seneste fødselsdag fik jeg udbetalt en lille pensionsopsparing, som jeg om­gående in­vesterede i et længe næret ønske: et par ægte tæpper, knyttet af rigtige menneskehæn­der.

Efter adskillige besøg hos tæppehandlere af mange slags endte vi hos en rar mand i Bazar Vest i Århus, der fremtryllede de mest bedårende, persiske tæpper, som ovenikøbet var til at betale.

Tæpperne var slet ikke, som jeg havde forestillet mig. Hverken i farver eller tekstur. – De var noget meget, meget bedre: De åndede! Det var, som om den tid, tradition og omhu, der var nedlagt i dem, smittede af på min stue. – De var levende! Tykke og både flam­mende og be­ro­ligende. De indtog rummet med et eget liv og lå og glø­dede, selv på triste, overskyede dage. – De var kvalitet! – Usammenlignelige med de metervis af maskinvæ­vede plasticfibre med gummibagsider, der før havde ligget døde hen på mine gulve.

Genbrug er ikke opfundet i dag, det var altid et livsvilkår: – Mine bedste pudseklude til spejle o.l. stammer fra et par sæt sengetøj, min mor bestilte fra et jysk væveri ca. 1960. Da jeg fik min søn 20 år senere, blev de syet om til fire dynebetræk i barnestørrelse, som efter endnu knap 30 år blev brugt igen til børnebørnene, når de var på besøg, før de nu, hvor børnebørnene har dyner i voksenstørrelse, tjener som klude. – Men kvaliteten til et sådant genbrug findes ikke mere i almindelig handel.

Som næsten 70-årig har man oplevet en del. Eksisteret igennem perioder og tidsal­dre og kan sammenligne. Det, der slår mig allermest nu i modsætning til fx 1960’er­nes gyldne og håbe­fulde opgangstider, er, at vi nu er så rige og så mange, at vi har alle muligheder og en milliard ting, men at vi alligevel ikke formår at værdsætte og opretholde en bare nogen­lunde acceptabel kvalitet. Kvalitet i be­tyd­ningen omtanke, omhu, tradition og tid.

Det gælder den fysiske kvalitet med dårlige, præfabrikerede og rungende beton­huse i fan­ta­siløse og u-hyggelige industri-, handels-, bolig- og villakvarterer.

Det gælder den endeløse strøm af maskiner og elektronik, der højst fungerer et par år.

Bøger og andre kulturprodukter stort set uberørt af tænkende menneskehjerner.

En bakke danske jordbær fra GASA, Odense, købt i REMA 1000 for 27 kr. En tredjedel er rådne og mugne.

Vi producerer og sælger dårlig mad til hinanden. Og stof, tøj, møbler og de fleste andre brugsting, som ingen har gidet lægge bare et mini­mum af tid eller omhu i.

Vi omgiver os med haver, der kun består af fliser, træterrasser, kinesiske granit­skærver, tørt græs og spildte muligheder for at dyrke blomster til bierne og frugt og grønt til os selv.

Vi lever gladeligt i en fysisk uæstetisk ørken fyldt med larm og møg. Skovene be­står af træ­produktion i mørke, lige rækker. Parkerne er nedtrådte stier fyldt med hunde­lorte, af­fald fra fastfood, engangsbægre og cigaretskod. Vandområder er døde, grumsede og ofte sundheds­skadelige. Næsten to tredjedele af vores land er optaget af giftsprøjtede og gyl­lebe­fængte planteavlsarealer uden solitærtræer, små lunde, frodige læbælter, vandhuller eller fugtige eng­områder. Langs motorve­jene bre­der triste betonbygninger sig som et kræftudslet ud i vores sparsomme na­tur. De smukke strande er plastret til med grimme sommerhuse – hvem har brug for to huse? – Havene tøm­mes for fisk og andet liv, dræbt af overfiskeri, gylle og gift­stoffer. Og i byer og boligkvarterer ac­cepterer vi et tårnhøjt, for­urenende og nervebelastende trafik- og støjniveau.

Men det værste – og farligste – er efter min mening den manglende kvalitet og omhu i vores omgang med hinanden. For det rammer det dybeste og vigtigste i livet: Vores men­neskelige værdighed.

På det store plan er det uprovokerede invasioner af andre lande og områder, noget vi ef­ter 2. Verdenskrig ikke havde troet muligt i vores nærhed, men også trusler om invasioner eller overfald, tilranen sig magt og berigelse på andres bekostning og en udtalt følelses­løshed over for de millioner af mennesker, der flygter fra krig, ud­nyt­telse, tørke, oversvøm­melser og po­litisk ustabilitet.

Men tættere på os selv kunne det fx være fænomenet ’true crime’ – dokumentarer om vir­ke­lige forbrydelser, jo mere spektakulært blod­dryppende og seksuelt ekspli­cit, jo bedre – som er blevet en stor underholdningsindustri, og den utidige nyfi­genhed smitter af på alvorlige, danske kriminalsager, u-bådsmordet, en psykisk syg drengs skyderi i et indkøbs­center, Emi­lie Meng- og Mia-sagerne fx, som sælger mange klik på in­ternettet. Vi er også blevet skamløse nok til at stille os op og glo eller holde i kigge-køer ved ulykker. Folk kas­ter sig hovedløst ind i retssager og be­gi­venheder, der ikke rager dem, men som giver en gratis tur i den følel­sesmæssige rutsjebane. Mens ofrene og deres pårørende betaler pri­sen for massernes utidige nysgerrighed.

Man møder ikke længere sin partner i nattelivet, til fester, på job eller uddan­nelser, men in­stallerer en app på sin håndholdte computer og swiper – kasserer eller ac­cepterer – an­dre mennesker ud fra et foto og en kort selvbeskrivelse. Eller man kan med få tryk på en skærm overvære voldsom pornografisk udnyttelse af andre men­nesker, som oftest fattige kvinder og børn …  – Mere instrumentaliseret bliver det ikke.

Hvis man gerne vil opsøge lidt international kultur og beundre tidligere tiders omhu og kva­li­tet, skal man først igennem en anstrengende rejse fyldt med ven­te­tider i trængsel og kunstige omgi­velser.  Hvorefter man går gåsegang i mæng­den af andre turister i fx Uffizi­erne i Firenze, Louvre i Paris eller V&A i London og først bliver trådt over tæerne af en kraftig, sol­skoldet russer, så rammes man i ho­vedet af en rygsæk derefter en albue tilhørende en ung, shorts­klædt mand, der maser sig foran for at se bedre, og til sidst bliver man eftertrykkeligt pandet ned af en lille sej, kinesisk bonde­kone med en tung selfiestang. De berømte kunstværker får man kun et stjå­lent glimt af ind imel­lem alle de andres skuldre og hoveder.

I dagliglivet hjemme, i butikker, på restauranter og ved henvendelse til supportere, bliver man spist af med mindst mulig, mekanisk og ofte uvenlig, kontakt, ofte også banaliteter og tøse­fornærmede ikke-svar, som om ingen tager deres eget job al­vor­ligt. – Har alle me­get vigti­gere ting at tænke på end at være til stede og udføre de handlinger, de bliver be­talt for?

Buschauffører kører som død og helvede for at opfylde køreplanen og kan ikke tage sig af, at ældre mennesker og klapvogne tumler rundt i midtergangen, eller at an­dre trafikanter brin­ges i fare.

Læger har i deres konsultationer installeret effektive afvisningssystemer, som gør det til et lotterispil, om man overhovedet kan komme i kontakt med dem i en nød­situa­tion. – Hvis man efter dage, uger eller måneder når frem til en knap ti minut­ters au­diens, har de ikke tid til at lytte eller hjælpe, men holder gladeligt alenlange foredrag for syge og smertepla­gede patien­ter om deres private holdninger til fx bru­gen af smertestillende midler, så læ­gen selv kan føle sig bestyrket og vigtig, og de syge må gå uhjulpne bort.

Så mens de udsatte skal kæmpe i time- eller dagevis for at få kontakt med et ikke-funge­rende sundhedssystem, kan de rige og dem med arbejdsgiverbetalte sund­hedsforsikringer nyde godt af en billet til et fast track, der udelukker andre, som måske havde større behov.

Børn bliver passet af mobiltelefonopslugte, fraværende forældre og afleveret til fremmede længe før, de er klar til det. Separationsangste småbørn efterlades i un­derdimensionerede og underbemandede dagplejer eller institutioner uden at ane, om de nogensinde ser de­res for­ældre og tryghedspersoner igen.

Skolebørn tilbringer lange dage i selskab med ’lærere’, der ikke selv ved noget*, og som ikke griber ind over for mobning eller andre problemer i de propfyldte klasser. Unge hen­vises til store, mistrivelige flokke, hvor en del af dem alt for tidligt skilles ud fra fællesska­bet, måske med en diagnose, og føler sig mislykkede og anderle­des resten af deres liv. Hvilket ikke gør dem nyttige i det større, samfundsmæssige perspektiv.

Gamle trilles i bedste fald ind på underbemandede institutioner, hvor kun de mest basale be­hov imødekommes af stadigt mere pressede, forråede plejepersoner. Eller de efterlades uden hjælp i deres egen triste og upassede, møgbeskidte bolig, mens vi venter på, at de kradser af og sparer os for flere udgifter.

Hvis vi på nogen måde kan opnå en gevinst, personligt eller på samfundsplan, ved at sprøjte gift ud på mar­ker, plage dyr, sende CO₂ ud i atmosfæren, snyde, udnytte eller ig­norere syge, svage eller tillidsfulde med­borgere eller ødelægge jordens fælles res­sourcer, så gør vi det gerne. Og vi sender også villigt bortforklaringer, løgne og frit opfundne ankla­ger og skældsord ud i of­fentlig­heden uden at opleve sanktioner eller bare en korrektion.

Vi er på snart sagt alle livets områder blevet syntetiske. Overfladiske, grådige, egenkærlige og materi­elle, også i om­gangen med hinanden. Vi opfatter andre mennesker som fø­lelsesløse ting, der kan udnyttes, som postpakker, der bare skal ekspederes – eller vente. Vi vurderer hin­anden på rigdom, magt og udseende. Og at sammenligne og nedgøre mennesker fx på de sociale me­dier er blevet en folkesport.

Politikere, både på landsplan og lokalt, er som oftest grundløst selvsikre og ambiti­øse nul­ler­ter, som mest er i faget for egen vinding og egne ambitioners skyld, og de magter ikke at ar­bejde for et bedre, sikrere, renere og mere retfærdigt samfund for alle.

I disse år decimerer vi helt automatisk andre mennesker til blot at være en ansigts­løs masse af publi­kum for vores eget iscenesatte liv, enten når vi møder dem i for­bindelse med vores job, når vi gerne vil vælges til noget, sælge dem noget, eller når vi forsøger at skille os ud fra mængden i det of­fentlige rum, ofte via de efter­hånden utallige so­ci­ale me­dier.

Vi ser ikke længere medmennesker som mennesker med samme ret til et fuldt liv og en vær­dig behandling, som vi selv gerne ville ses. – Kvaliteten i de mellem­men­neskelige for­hold er styrt­dykket i de sidste 20 – 30 år, hvorimod interessen for penge, indflydelse og dyre status­symboler er steget helt enormt.

Min svigerfar var et af disse veluddannede, eftertænksomme, beskedne, venlige, rumme­lige og vise, ældre mennesker, der som oftest lever uværdsatte, stille liv, men som savnes over­måde, når de ikke længere findes iblandt os. Han var altid glad for at se os. Havde al­tid tid. Var altid klar til en snak om dette og hint. Pa­rat til at lytte og generøst dele ud af sin egen livserfaring. Under en af vores mange sam­taler introducerede han mig til Løgs­trup og ’Den etiske fordring’, hvilket har gavnet mig i alle årene efter.

K. E. Løgstrup (1905 – 1981), var en dansk filosof og teolog, og i sin bog, ’Den eti­ske for­dring’, skrev han bl.a.:

“Den enkelte har aldrig med et andet menneske at gøre, uden at han holder noget af dets liv i sin hånd. Det kan være meget lidt, en forbigående stemning, en oplagt­hed, man får til at visne, eller som man vækker, en lede man uddyber eller hæver. Men det kan også være for­færdende meget, så det simpelthen står til den enkelte, om den andens liv lykkes eller ej.”

Løgstrup forudså også, at studenteroprøret i 1960’erne med dets forkastning af vi­den, er­fa­ring, tradi­tioner, dannelse, god opførsel og respekt for andre ville ende i en slags pøbel­vælde, i det, han kaldte ’dilettantokrati’ – hvor magten blev lagt i hæn­derne på de uvi­dende og uud­dannede. Her kunne man nævne Trump, men der er også rigeligt med hjem­lige eksempler at tage af.

Løgstrup – og svigerfar – døde, før internettet og alle dets markskrigeriske kanaler var en daglig realitet, der smittede af på selv seriøse aviser, journaliststanden, poli­tikerne, em­bedsmænd, litteraturen, tv-stationer og hele den offentlige sam­tale.

De nåede ikke at opleve at skulle tilbringe deres sidste dage i køer lyttende til ånd­løse te­le­fonsvarere uden mulighed for hjælp.

Og de skulle ikke døje med massesamfundets oceaner af værdiløse frembringelser, popu­lærkul­turen, institutionerne, grimhederne og den manglende tryghed i med­menneskelig omsorg og vel­færd.

Men det er det resultat, Løgstrups forudsete ’dilettantokrati’, sammen med et sam­men­brud i uddannelsessystemerne, globaliseringen og overbefolkningen, har frem­bragt.

De seneste årtier med stor økonomisk fremgang, liberal filosofi med besparelser, skattelet­telser for enhver pris og daglig chikane og obstruktion af de velmenende ’hænder’, som poli­ti­kere ynder at benævne hårdtarbejdende mennesker i sund­heds- og ple­jesek­toren, har kun skaffet os dårlig kvalitet, fysisk såvel som psykisk.

Ærter fra Føltved: ‘FRISKE ÆRTER, VORES ÆRTER DYRKES KUN AF DE MEST SMAGFULDE SORTER, OG HÅNDSORTERES INDEN PAKNING. SÅDAN SIKRER VI OS AT DU FÅR DEN BEDST MULIGE KVALITET. VELBEKOMME’ – Nogle er for gamle og melede, nogle alt for tynde og umodne, og alle er de plettede og slimede af overgemthed. Men der er ingen orm, for de er grundigt sprøjtede. Der er meget sjusk, ligegyldighed og sprogligt skønmaleri i omløb. Ingen påtaler det, og det får tilsyneladende kun yderst sjældent konsekvenser. Vi har vænnet os til – og forventer – dårlig kvalitet af danske fødevarer.

* https://politiken.dk/debat/debatindlaeg/art9375810/Jeg-har-kolleger-der-mel­der-sig-syge-n%C3%A5r-de-har-v%C3%A6ret-i-byen

Se evt.:

https://loegstrup.au.dk/om-ke-loegstrup/loegstrups-liv-vaerk-og-virkning