Hunde

er skønne og livsglade følgesvende! Jeg har altid haft hund – og kat, sommetider to ad gangen – og vi har bl.a. haft fisk, hamstere, fugle, skildpadder og høns.

Men her, mere end et år efter den gamle hunds bortgang, er vi stadig dyreløse.

Da det begyndte at lakke mod enden, skrev jeg midt i sorgen over min trofaste ven en liste til mig selv, så jeg kunne huske, at der altså også fulgte både gener og ansvar med, hvis jeg skulle få lyst til at fare ud og anskaffe en ny hund. Jeg skrev:

  • Hunde skal luftes mindst tre gange om dagen
  • Hunde æder lort
  • Hunde sviner overalt! Gulve, biler, møbler, tæpper, tøj, alt!
  • Hunde kradser på møbler, gulve og døre
  • Hunde fælder
  • Hunde kan ikke være alene ret lang tid ad gangen
  • Hunde skal strigles
  • Hunde tisser på gulvet
  • Hunde får lopper, orm og flåter
  • Hunde skal regelmæssigt til dyrlæge
  • Hunde kaster op
  • Hunde gør
  • Hunde generer gæster
  • Hunde generer naboer
  • Hunde kræver opmærksomhed og omsorg døgnet rundt
  • Hunde skal trænes i årevis
  • Hunde bliver syge og kede af det
  • Katte sviner også

Vi er for gamle og har fået det for roligt og for pænt til at ville adoptere en ny, livlig hvalp med alt, hvad det inde­bærer af snavs, opdragelse og ansvar. Og jeg vil heller ikke overtage en brugt hund, en hund, der allerede har oplevet tab og nederlag, og som derfor sandsynligvis ikke ville stole 100 % på mig, den nye ejer. – Men jeg savner følgeskabet, jeg savner at have en glad hund med på mine daglige skovture.

Så kom jeg i tanke om, at man i Ålborg Kommune får en bøde på 2000 kr. på stedet, hvis man går med en løs hund. Som en slags kompensation for denne urimelige regel har man her i Hammer Bakker ind­hegnet en smal strimmel nåletræer, og så kan hunden jo løbe frit der …

Men ingen normal hund kan få to minutter til at gå i det lille, mørke og uspændende område. Det er nær­mest en hån mod hundens natur. – En hund har brug for store vidder og oplevelser. Hver dag. Og den skal kunne følge sin flok, hoppe over en grøft, spæne af sted i højt græs og snuse sig frem, hvor den går. I en for lille, og dermed overpisset, ’Hundeskov’ er duftsporene for kraftige og vil blot forvirre hun­den, og det kedelige område byder ikke på flere oplevelser end en baghave. Så kan hund og ejer kun stå og vente på, at der måske kom­mer en anden hund, som gider lege, men det kunne jo lige så godt ske inde i sko­ven eller på en markvej. Og både hunde og ejere ville få en bedre oplevelse og mere motion, hvis de bare gik en tur.

Det er de talløse naturfolk og jægere, der har presset på, så en almindelig hund ikke længere kan leve et almindeligt hundeliv.

Og det er alle de almindelige, naturfremmede hundeejere, der ikke har nogen viden om hunde, dyr og natur, men som lader uopdragne, måske endda aggressive eller bare fjollede, hunde løbe rundt og ge­nere skovens dyr og andre skovgæster, der gør det svært for de få, der har taget sig tiden til at op­drage deres hunde.

De fleste mennesker i dag anskaffer sig nogle små, tumpede kræ, og så lader de kræene lege med hinan­den i ’Hundeskove’, som om de fulgte børn i børnehave. – Det er ikke et rigtigt hun­deliv, og selv små hunde kan være svære at styre, hvis de ikke får erfaringer med den virkelige verden, så de kan mod­nes og tage ansvar.

Eller folk får sig nogle store, imponerende hunde, som de har set i film eller tv-serier, uden at have den mind­ste anelse om, hvad opdragelse, træning og pasning af et sådant dyr indebærer.

Min sidste hund var en vagthund. Dvs. at den var nervøst anlagt, forsvarsparat, foretrak sikkerheden i flokken og selv pas­sede meget på ikke at blive væk på skovture. Den løb frit omkring, men den vid­ste, at det var dens opgave at holde øje med mig, og da den var knyttet til mig og bange for at blive ladt alene, holdt den sig i nærheden hele tiden. Hvis vi mødte nogen, mennesker eller dyr, gik den automatisk tilbage til mit ven­stre ben og følte sig tryg, når jeg gav den en godbid og tog den i snor. – Min ejer har styr på det, tænkte den nok og var helt rolig. Den kunne aldrig finde på at løbe hen til fremmede mennesker eller andre hunde uden min udtrykkelige tilladelse.

De fleste hunde har så meget instinkt tilbage, at de ville sætte efter fx en hjort, en ræv eller en hare, også mine hunde, men da de var opdragede og trænede og havde tillid til mig, ville de først kigge på mig, og så ville de løbe, hvis jeg løb forrest. Hvis jeg stod stille og måske sagde ’Pas på …’, ville de tage det meget alvorligt og holde sig til mig. – For sidste gang, jeg sagde ’Pas på’, var måske sekundet før, hunden fik et voldsomt stød af et elektrisk hegn eller fik snuden revet af en gal kat.

At få en glad, veltilpasset, rolig og disciplineret hund, der stoler på sin ejer, tager år. Det begynder allerede ved afhentningen af den lille hvalp, som naturligvis er af en race, der er parat til at arbejde sammen med mennesker og se mennesket som fører. Man skal hele vejen igennem være omsorgsfuld, glad, kærlig, og tilrettevise sin hvalp på en rolig måde uden ophidselse, vrede eller vold. Den skal sove i nærheden af dig, den skal have tillid til, at du gør det bedste for den, den må ikke være alene, før den er parat til det, og i så fald ikke ret længe ad gangen, den må ikke overlades til børn, og alle dens behov skal opfyldes, mad, vand, selskab, leg, ro, forudsigelighed, læring og klare linjer.

Hvis en hund får denne form for behandling og dertil masser af gode vaner, så kan man tage den med sig overalt og forvente god opførsel i enhver situation. – Det er i øvrigt akkurat det samme med børn.

Men man skal være omhyggelig, når man vælger hunderace, og ikke bare gå efter udseen­det eller efter, hvad der er nuttet eller smart lige nu. Racer, der er avlet til at trække slæder, til at løbe, til at strejfe, til at jage, til kamp, til at stole på sig selv og varetage en specifik opgave, fx at holde gården fri for rotter eller jage ræve ud af huler, er vanskelige at holde i et almindeligt hjem. Og en hund kan blive omkring 15 år gammel, så det er meget lang tid at trækkes med en besværlig og uopdragen hund, der ge­nerer alle omkring sig.

I stedet for hund og kat holder jeg nu potteplanter. De skriger ikke på opmærksomhed. De skal ikke op og tisse om natten. Eller ud og gå tur, når det regner, eller lige, når min film er begyndt.

Og jeg fodrer de vilde fugle, herunder min gode krageven, som alle holder øje med mig fra træerne og gerne tager det tilbudte foder og vand, men som ikke tager skade af at være alene hjemme.

At strejfe


Jeg har altid strejfet. Lige så længe jeg kan huske tilbage. Først i den store, skrånende villahave, der for en to-treårig var enorm og uoverskuelig som en eventyrpark. Derefter på villavejene og i kvarterets ubebyg­gede og tilgroede friarealer. Senere ud over marker og i skove til fods, til hest eller på cykel, som of­test fulgt af familiens hund, der ikke ejede en snor, måske ikke engang et halsbånd.

Jeg er stadig så privilegeret, at jeg kan strejfe hver eneste dag. Fulgt af familiens hund. Men de strejfe­egnede områder er stærkt indskrænkede, siden jeg for 60 år siden begyndte at gå på opdagelse i denne verden.

Man kan ikke længere begive sig ud over markerne. Hverken til fods, til hest eller på cykel. Hvor marker førhen var små og omgivet af brede grøfter og læhegn, kantet af stier eller kørefaste markveje, som gav god plads til vandringsfolk, ryttere og cyklister, plus eventuelle medfølgende hunde og børn, foruden alle de vilde blomster og buske, sommerfugle, rådyr, harer og fuglevildt, er marker nu om dage nærmest uen­delige. Og man går ikke ind i korn eller andre afgrøder; ikke kun fordi det er uspændende at traske hen over sprøjtet, gold jord med kun en enkelt, kunstig afgrøde, men også fordi vi jo har lært, at det er mad og vær­dier for bonden, ganske som vi ikke gerne ser omstrejfere i vore egne jordbærbede.

Også skoven er efterhånden bebygget, oppløjet, opkøbt, privat, oversprøjtet, overudnyttet. De kæmpe­mæssige skov­maskiner høster graner så let, som en mejetærsker tager byggen, og de efterlader den mere end hundred år gamle, mos­begroede, duf­tende skov­vej, hvor man før gik så let og blødt, som ét stort, fast­trampet og tilmudret øde.

Man risikerer hvert andet øjeblik at blive væltet over ende af en sammenbidt motionsløber eller kørt ned bagfra af en af disse voksne mænd og familiefædre, der netop har genopdaget glæden ved at cykle. Disse nye cykelentusiaster lader jo ikke Audien stå for at cykle til arbejdet på en almindelig cykel. Næh, de har ’valgt at prioritere sig selv’, som det hedder i tidens åndløse reklamejargon, med specialiseret og kostbart MTB-grej, som de spænder bag på bilen. Den parkerer de så på en idyllisk skovvej, hvorefter de – gerne i større, råbende flokke – begiver sig hæsblæsende rundt i det, der før deres ankomst var en slags stilfærdig, ube­trådt natur.

Også de efterhånden talrige fritidsjægere tramper skovstierne flade klædt ud i fleece og camouflage med mange lommer, og de fylder deres lejede skovstykker med jagttårne og blå foderplastictønder og halv­tag, og de føler sig i deres gode ret til at irettesætte gennemstrejfende ældre kvinder med medfølgende hunde.

For selv ikke hunde må strejfe længere. I min kommune må hunde kun færdes uden snor i de dertil indret­tede ’hundeskove’, dvs. små områder, der er indhegnede, så de kunne holde en King Kong ude. På disse diminu­tive jordstykker kan man ikke gå tur, men blot stå og kigge på sin hund, der heller ikke helt ved, hvad den skal stille op med sig selv, hvis der ikke tilfældigvis er andre hunde at lege med den dag. Hunde er som os skabt til at strejfe. Men i ’hundeskovene’ deci­me­res selv de voksne individer, ligesom fx MTB-mændene, til legende hvalpe. – Det er dyremishandling at holde en hund i snor altid, så den aldrig får lov at springe hen over en grøft, løbe efter en pind eller hoppe af livsglæde hen over højt græs. Selv ikke en bevisligt vel­opdragen hund må færdes snorefrit i tæt kontakt med sin ejer, mens den snuser og afmærker og følger sin egen, na­turlige gangart.

Hvis man antræffes med en løs hund, står man til en bøde på flere tusinde kroner. Også selv om man har gået på den samme vej hver eneste dag igennem et halvt århundrede med en veltrænet hund, som aldrig har generet nogen. Også selv om hunden er så tilvænnet til turene, at den aldrig går mere end nogle få meter væk og til stadighed holder øje med sin ejer og vejen og selv går på plads, hvis den møder andre mennesker eller dyr.

Sådanne hunde er en undtagelse i dag. Og man gør ikke undtagelser. For så tror det naturfremmede unge par med de to moderigtige racehunde, som normalt henslæber en kummerlig tilværelse som fanger i en to­værelses i midtbyen, at de også må slippe deres utrænede og understimulerede vildbasser løs, og så tager det dem resten af dagen at få dem fanget ind igen, hvis det da ikke ender med hjemmeprintede efterlys­ninger på supermarkedets opslagstavle, og hvem ved, hvad de ulykkelige og tumpede dyr når at få ødelagt og skambidt imens?

Den sidste løse og lykkelige hund, jeg kendte, var en overvægtig dansk-svensk gårdhund, som boede hos en gangbesværet, ældre dame længere nede ad vejen, skråt over for skolen. Normalt lå han på en pude i vin­dueskarmen, altid parat til at springe op og gø ad folk, der passerede forbi ude på fortovet. Men når han skulle ud, lukkede damen blot døren op, så han kunne gøre, hvad hunde nu gør, når de skal, i haven eller langs de to villaveje, der udgjorde hans territorium. Hvis vi kom kørende sent om aftenen, så vi ofte den lille tyksak med en cykellygte bundet i halsbåndet passere gaden foran os, og fordi vi – og sikkert også by­ens øvrige bilister – forventede at møde ham, var vi altid, dag og nat, parate til at sænke farten og lade ham krydse ve­jene. – Hvilket også kom skolebørnene til gode.

Det er mere end ti år siden, jeg sidst så den gamle dames hund. Hendes hus blev solgt og moderniseret. Der er ikke længere hunde i gaderne eller løse børn på skolevejen, men hundreder af biler, der ræser af sted i alle retninger med børn og voksne og cykler og hunde, og som ikke levner meget plads til strejfere.

Hvilket er et – måske af de fleste upåagtet – kolossalt stort tab af livsværdi for os, der kan huske tiden før. De fleste har ingen anelse om, hvad de har mistet.