At støde på en flok vilde heste på turen i Hammer Bakker er en ny og fantastisk oplevelse.
I det nærliggende skovområde, Hammer Bakker, foregår der i disse år en genopretning af naturen. Store områder med høje grantræer fra træproduktionen erstattes gradvist af åbent græsland med spredt bevoksning og udsatte køer, heste og geder.
Projektet ledes af Aalborg Kommune i samarbejde med naturfonde og foreninger, og bølgerne i de lokale debatter, i avisen, i privaten og i Brugsen, går højt. Der er endda produceret en lille film, der blev vist på landsdækkende tv.
Skældsord og påstande fyger rundt, så velmenende naturfolk må se sig beskyldt for alt muligt mærkværdigt. Og de ville bare sikre naturen mulighed for at overleve med mest mulig diversitet. På den måde, som fagfolk nu for tiden er enige om, kan fungere.
Vi har alle stærke følelser for Hammer Bakker. Om vi bor her, om vi har travet Bakkerne tynde fra barnsben, om vi er tilflyttere, mountainbikere, motionsløbere, svampeplukkere, juletræskøbere, hundeluftere eller blot naboer, så har vi en følelsesmæssig tilknytning og en uangribelig mening om, hvordan Bakkerne burde administreres.
Sjovt nok er områdets liberale ofte de mest højlydte om, hvordan tingene burde gribes an, og der udspys galde mod kommunen, mod uddannede biologer og de deltagende, velrenommerede fonde og foreninger. Ganske som det ofte er de ’liberale’, der vil lovgive om folks tøj, deres brug af tørklæder, som vil bestemme, hvilke køn der må gifte sig med hvilke køn, og hvem, der må få en abort, og hvem der ikke må.
Der er fortsat og fremover ingen, der kan forhindre private lodsejere i og omkring Hammer Bakker i at dyrke juletræer og hurtigtvoksende nåletræer på deres egen jord. Der er ingen, der kan forhindre jægere i at jage vildtet på deres egne jordlodder. Der er ingen, der kan blande sig i private ejeres brug af egen jord – hvis de i øvrigt holder sig inden for den almindelige lovgivnings rammer.
På samme måde må kommuner, foreninger og fonde disponere over deres jordstykker på den måde, de finder, bedst kan tilgodese vores trængte natur og sikre den for de kommende generationer. Her gælder videnskabelighed, ikke smag og behag og hvad man ligesom selv synes. Tårnhøje, mørke graner i lige rækker er ganske som en korn- eller majsmark en monokultur, der ikke fremmer divers natur.
I størstedelen af menneskets historie har naturen været en farlig modstander, som det gjaldt om at overvinde. Vi måtte bekæmpe naturen, hvis vi ville have ly og mad og sikkerhed. – Den kamp har vi for længst vundet. I en sådan grad at de fleste yngre mennesker på vores breddegrader er naturfremmede og tror, at tilværelsen automatisk indebærer internet og fjernvarme og fyldte kølediske.
Mens vi stadig var i kamp mod naturen, var vores smag i haveanlæg det kontrollerede, det indhegnede, det inddæmmede, det formfuldendte, som rokokotidens store parkanlæg med hække og bede i lige rækker og skarpe mønstre.
Men så snart industrialiseringen tog fart, og vi var ved at vinde kampen mod naturen, begyndte vi at længes tilbage efter det naturlige og skabte de engelske haver som ’naturlige’, åbne græsområder med spredte solitærtræer og dekorative buskadser.
Ved hjælp af hjerneskanninger har man påvist, at menneskers nydelsescenter lyser op, når vi præsenteres for billeder af vidtstrakte og lysåbne savanne- og græsområder med spredt bevoksning. Måske fordi vi førhen alle var jægere og samlere og gerne anbragte os lidt højt i landskabet, hvorfra vi kunne betragte frodighed, eventuelle fjender og dyreflokke på god afstand. – Grønt græs betød mad til de dyr, vi levede af, og træer og buskadser skaffede os dækning og sikkerhed, når vi vandrede, samlede eller jagede.
Den slags landskaber var naturlige dengang, da menneskene var få og skulle overleve på naturens præmisser.
I dag har vi i den grad ødelagt naturen overalt på kloden. Vi har fældet og bygget og udgravet og anlagt og pløjet og tilsvinet og skamredet jorden under os på det forfærdeligste. I Danmark er der kun ca. 0,5 % urørt natur tilbage. Vi har overudnyttet og forgiftet jorden, vandet og luften. Men vi ville nok ikke ønske os urørt natur i Hammer Bakker, for urørt natur er vild og ufremkommelig, og ingen ville kunne gå tur eller cykle eller lufte hunde i det vildnæs, der opstår efter ganske få års forvildning.
Så når folk bliver rasende over naturprojektet i Hammer Bakker, hvilken slags natur er det så, de ønsker sig i stedet?
Er det de nøgne morænesandbakker, der dukkede frem efter sidste istid?
Er det den løvskovklædte bakkeø, som opstod i årtusinderne derefter?
De forblæste lyngbakker, der kom efter menneskenes fældning af løvtræerne?
Eller de indførte nåletræer i lige rækker, der er blevet plantet i løbet af de seneste 100 år?
Det valg overlades nok bedst til uddannede biologer.
Og selvfølgelig gør det ondt at se dem rykke ind med enorme maskiner, der oppløjer de gamle, fine mosstier, der vælter flere kvadratkilometer med grantræer, som var de tændstikker, og som opsætter hegn og nedlægger veje, som vi har benyttet i flere menneskealdre.
Selvfølgelig ligner det det glade vanvid, at en indsats for naturen starter med, at emsige mennesker rykker ind og vandaliserer den smule grønt, der måtte være tilbage efter flere tusind års menneskelig aktivitet.
Men bør vi ikke se tiden an, før vi kritiserer? Bør vi ikke stole på fagfolkene? Til gengæld får vi en lillebitte bid af noget naturlignende tilbage, vedligeholdt af store græsædere, som vi skal vænne os til at dele området med.
Man kan med god ret sige, at det er for lidt og for sent. Men lidt er vel bedre end ingenting?
For nogle år siden så jeg en satiretegning, hvor jorden så tydeligt sløj ud og kradsede sig i ubehag. Månen spurgte den bekymret, hvad der dog var i vejen?
– Jeg har fået mennesker, svarede jorden trist.
Når man ser et billede taget ude fra rummet af vores lille jord om natten, får man det bedste bevis for menneskelig foretagsomhed. Lysene fra de store byer breder sig ud langs indfaldsvejene som kræftknuders slangeagtige fangarme og opsluger det omliggende landskab. Nogle områder, som fx Belgien, Ruhrdistriktet, USA’s østkyst, Øresundsregionen, er fuldkommen oplyste, andre, ufrugtbare ørkner, høje bjergtoppe, de store have, polerne, ligger endnu i mørke. – Men hvor længe?
Vi har bogstaveligt talt skidt i egen rede og fyldt vores affald, plastic og gift i havene. Syre, svovl, CO2 og ammoniak i luften. Pesticider, giftaffald og koncentreret svinegylle i jorden, som vi desuden har såret, udsuget og omformet med enorme udgravninger i jagten på råstoffer.
Man kunne også kigge på Flightradar’s øjebliksbillede af jordens flytrafik i april 2021. – Kun Grønland, Sibirien, havene syd for Afrika og nogle pletter i Sahara er fri for menneskelig transportaktivitet i luften – Midt under den største pandemi i 100 år, hvor det er vigtigt at begrænse kontakt og smitte! – Og toge, biler og den betragtelige skibstrafik er ikke med på billedet.
Vi kan simpelthen ikke lade være med at klumpe os sammen, bygge og bo tæt i byernes høje huse, opdyrke, asfaltere eller opgrave områderne imellem byerne, mase os sammen i parker og små, slidte ’natur’-områder, besøge hinanden og fragte varer til hinanden, ofte over store afstande.
Vi transporterer os ustandseligt fra A til B, så vi kan komme hen til et sted, hvor vi kan foretage os noget. Arbejde, købe ind, spise, hente noget, motionere, svømme, sejle, stå på ski, tage solbad, mødes, feste. I vore dage er det ikke ualmindeligt at bo i den ene ende af landet og tage på arbejde i den anden. Dvs., at vi indretter os med hundreder af kilometers daglig transport. – Og ferier skal helst afholdes tusindvis af kilometer væk … – Mennesket kan slet ikke styre sin oplevelses- og virketrang, men er altid fuld af idéer til udforskning, oplevelser, konstruktioner, byggerier, udvidelser, udvindelse, anlæg, maskiner, sammenstimling, måder. Afslapning er oftest kun noget, vi snakker om, mens vi og familien farer omkring og indretter omgivelserne, så vi ville kunne slappe af, hvis vi fik tid. Eller når vi bliver gamle.
Når man går en tur med et mindre barn, vil barnet hele tiden nysgerrigt stoppe op og undersøge ting på vejen. Pjaske i en vandpyt, samle grankogler og grene, forundres over en snegl. Menneskebarnet vil forsøge at finde ud af, hvordan ting er, og hvad de kan bruges til. Sådan fungerer voksne mennesker også. – De ser den givne natur som et uudtømmeligt reservoir af råstoffer, som kan udnyttes til egen fordel og indbringende produktionsvirksomhed.
Hvis man sætter barnet i en sandkasse eller på et tæppe med en bunke klodser, vil det straks begynde at bygge noget, konstruere noget, og snart vil barnets anlæg strække sig over fantasilandskaber, byer, veje, dagligstuer, bondegårde, rumfart, alt, hvad dette barn har set eller kan forestille sig, tager form i de forhåndenværende materialer. – På samme måde vil voksne ustandseligt tænke over forbedringer, udvidelser, nye projekter, opdagelser, og et stykke natur opfattes blot som en opfordring til aktivitet.
Vi opfører os som myrerne i skovbunden. Vi er normalt pr. instinkt i fuld gang fra morgen til aften. Vi samler føde, grannåle, blade, som vi slæber med hjem til myretuen. Som myrerne lever vi i én stor, sammenhængende organisme, en tue, som det har taget kollektivet mange år at opføre og vedligeholde. Der er stier, indgange, bygge- og anlægsvirksomhed, forsyningsafdelinger, reproduktive afsnit, hvor nye generationer opfostres, og rekreative arealer, hvor de små travle kryb hviler om natten. Som et usynligt svampemycelium gennemtrænger en skovbund og kan fylde hundreder af kvadratkilometer, udbygger myrerne deres veje og myrestier, indtil de møder andre myretuers veje og stier, indtil hele skoven består af ét stort, sammenhængende system, som myrerne har afmærket med myresyre og kontrollerer. Vé den bille, regnorm eller myre af en anden art, som krydser myrernes territorium. Den bliver aflivet og slæbt hjem til tuen som føde. Eller myrerne hjemtager andre levende smådyr, som samles og sættes i arbejde som slaver inde i selve myretuen. Eller de malker bladlus i vegetationen omkring sig. Alt bliver nyttiggjort og indsmurt i sur myresaft … Her hersker vi!
På akkurat samme måde har vi nyttiggjort og afmærket de fleste af jordens landskaber til afgrøder, træproduktion, energiudvinding, byggeri, infrastruktur, minedrift, fiskeri, transport, rekreation. Vi har fældet oprindelige træer, gamle skove, regnskove, indhegnet savanner, opdyrket stepper, gravet kanaler, udvundet råstoffer, omlagt floder, udtørret søer, affladet bjerge, bygget, bygget, bygget … endog sendt mennesker og skrald langt ud i rummet omkring os.
I én lang udviklingsproces, der fjerner os længere og længere fra de naturgivne vilkår, har vi strakt vores stinkende, forurenede veje, byggerier og produktion ud over hele kloden. I et forløb, der har varet mindst 50.000 år, og som foreløbigt er kulmineret med, at vi har omformet det meste af jordens overflade og påvirket klima, jord, luft og vand i en grad, så der ville skulle hengå endnu mindst 10.000 år uden menneskelig aktivitet for at bringe en smule natur tilbage.
Der er ikke mørkt ret mange steder på jorden længere. Der er ikke stille ret mange steder på jorden længere. Der er ikke frisk luft, ren jord eller drikkeligt vand ret mange steder på jorden længere. Der er ikke ret mange dyre- og plantearter tilbage på jorden længere. Der er ikke uberørt natur ret mange steder på jorden længere.
Samtidig er ordet ’natur’ et af de mest (mis)brugte i vores offentlige samtale, og det er værd at huske på den regel, der siger, at det, vi taler meget om, er det, vi mangler allermest: Fx kærlighed, godhed, tid, skønhed, fred, afslapning, familieliv, sundhed og altså: Natur.
Folk betaler gladeligt for at blive sejlet til fx Sydpolen, hvor deres afføring og selvoptagede energi snart får udryddet det liv og landskab, de gerne ville opleve.
Vi tillader afskovning af regnskove. Jagt på vilde dyr. Eksotiske dyremarkeder, hvor man kan købe og spise en flagermus, et bæltedyr eller en lille abeunge. Udvinding af råstoffer, der efterlader dybe, irreparable ar i jordens overflade. Transport og infrastruktur. Giftsprøjtede kæmpemarker, der tilmed søles til i koncentreret svinelort og tis. Turisme, der flytter omfattende menneskemængder til sårbare områder, så de kan lege med vandscootere, fiske fredede fisk, kaste sig ud over bjergsider for sjov, klatre sikkert i gamle træer på tyngende stilladser, bade og tisse i søer, betragte uddøende dyr … eller skyde dem.
Vi ødelægger udsigter med bygninger, fabrikker, udgravninger, vindmøller, solfangermarker, vejanlæg.
Som molboerne trampede mange mand høj ind i en kornmark for at jage storken væk, tramper vi ud over alle jordens kroge og afkroge, sender fly mere end 10 km op i luften og rumfartøjer ud til nærliggende himmellegemer og glemmer at rydde op efter os ude i atmosfæren, i luften, på jorden og i vandet. – Vores aktivitet har forgiftet, forsuret og forplumret alt omkring os.
Et eksempel i miniformat kunne være den nærliggende skov, som jeg har kendt og gennemstrejfet igennem 60 år. Hammer Bakker-området fremstår nu som en delvist skovklædt bakkeø dannet i sidste istid, beliggende ca. 8 km nordøst for Ålborg. Her er et konsortium bestående af kommunen og et par naturbevarende foreninger fulde af gåpåmod gået sammen om at frede et stort område og bringe det tilbage til dets ’naturlige’ tilstand, hvilket er et prisværdigt formål, som hverken jeg eller nogen anden kan have noget imod.
Men det rejser nogle spørgsmål. For hvad er den naturlige, oprindelige tilstand for området? Er det den golde morænebakkeø, der lå tilbage i istidshavet? Er det de skovklædte bakker med pil, birk, fyr, enebær og lidt forblæst eg, som senere opstod? De lyngbevoksede vidder, der blev tilbage i morænesandet efter menneskets overdrevne træhugst? Eller de mørke granplantager, som driftige ejere har plantet, høstet og nyplantet igennem de seneste hundrede år? Med pletter af plantet bøg, så selv det sandede Nordjylland kan fremstå som bøgelyse bakkedale? Eller må naturen også bestå af indførte, stride gyvler, som efterhånden har indtaget de fleste skrænter i området, sammen med bjørneklo, forvildet humle og hybenroser?
Konsortiet har valgt at fjerne plantagerne og lade nogle løvtræer og buske stå. Samtidig indhegner de store dele af det tidligere naturområde og sætter store græsædere, vildheste, små skovkøer og geder, ud i håbet om, at de ved at græsse småtræer, buske og gyvler kan holde arealet lysåbent, så vilde blomster, og dermed insekter og fugle, får bedre forhold til fordel for biodiversiteten.
Så vi opnår naturlig diversitet ved at udrydde de planter, der i forvejen trives her. – Men er ikke alle planter indført hertil efter isens tilbagetrækning for godt 10.000 år siden? Selv den elskede bøg er en indslæbt, invasiv art, der på et tidspunkt fortrængte den statelige eg i den danske natur. Og mennesket? Også vi er indvandrede og i uhyggelig grad invasive.
Men det ser vi ikke. Vi er stadig indsvøbt i det gamle, antropocentriske livssyn, der anbringer mennesket over alt andet som skabningens herre, og som udelukkende har menneskenes ønsker og behov for øje.
Mens naturplejerne således fjerner udpeget, uønsket vegetation, grantræer, fyrretræer, gyvler, bjørneklo, maser de ind ad områdets sarte, gamle mosstier med deres kæmpemæssige maskiner, der presser jorden sammen, så intet andet end lysesiv kan gro der i de næste 100 år. De fjerner effektivt og brutalt sporene af de fodtrådte stier, som folk i Hammer Bakker har travet i hundredvis af år. Af de gamle hjulspor, hulveje, smutveje, markveje, landeveje og kirkestier, som vore forfædre benyttede. – Og man rejser nye hegn uden at tænke på at indsætte låger der, hvor folk og dyr faktisk går. Og opfører udsigtstårne, klatretårne, bålhytter, anlægger P-pladser, mountainbikespor, vandre- og cykelruter, lejrpladser … Kort sagt: Mens man forsøger at genoprette noget naturlignende, bliver hele området ryddet og tromlet og udlagt som legeplads for i øvrigt naturfremmede borgere, som ikke kan gå en tur eller sætte pris på udsigter, fugle, blomster og træer uden blå, rød og gul rute, motionsredskaber, skiltning, klatrestativer og campinghytter.
De udsatte dyr, fx hestene, tiltrækker nysgerrige i stort tal, og en del begynder at fodre dem med madpakker og ungernes kiks og boller, hvilket lærer hestene at løbe efter de besøgende. Nogle skovgæster bliver derefter bange for de store dyr, som kommer alt for tæt på for at tigge mad, og så skal de således tæmmede, ’vilde’ heste jo tages ud. De må ikke skræmme børnefamilier og naturvandrere. – ’Tages ud’ er en eufemisme for aflivning. Det er nok værd at tænke over, når man føler trang til at fodre og klappe disse store naturplejere. Et naturplejet areal er ikke det samme som en børnezoo.
De ulve og vildsvin, som her de senere år vandrede op i Jylland, før kæmpemæssige hegn á la et moderne Dannevirke skød op langs grænsen til Tyskland, er allerede brutalt nedskudt af emsige jægerforbund. – Vi vil gerne have store dyr, men de skal blive inde i kontrollerede indhegninger med låger og strøm og færiste, og vi vil selv bestemme præcis hvilke dyr, hvor store og hvor. Der må jo ikke gå for meget natur i det, for det kunne skade unaturligheden ved at samle 20.000 produktionssvin på meget lidt plads. Eller true et par lam og jægernes rådyr og udsatte fasaner, hvis en enkelt ulvefamilie eller to slog sig ned i Vestjylland.
Vi vil styre og bestemme alting selv. Selv naturen og vores oplevelser med den. Vi medbringer vores egne legetøjsheste i hestetrailere og rider rundt på dem i små, nedslidte naturområder, mens hovene pløjer stier op, så ingen kan gå eller cykle der bagefter. Før var heste transportdyr, nu er de kæledyr, som transporteres rundt af alt for velhavende damer.
Vi løber eller går målbevidst med snak eller musik fra mobiltelefonerne i ørerne, så vi kan nå op på de anbefalede 10.000 daglige skridt uden hensyn til det område vi færdes i.
Vi bygger sindrige mountainbikespor, så unge mænd kan få et adrenalinkick ved at sætte førligheden på spil, mens de i fuld fart ræser op og ned ad oldgamle kulturminder og tværs igennem følsom natur, skræmmer andre skovgæster og skovens dyr og pløjer de gamle fodstier op til dybe, mudrede huller.
Vi rydder brede veje igennem naturen, så vi i store, larmende og trampende flokke kan løbe eller gå om kap.
Vi opfinder vandre- og cykelruter igennem naturen og giver dem romantiske navne, så som ’Hærvejsruten’, selv om hærvejen aldrig har gået igennem fx Hammer Bakker. Her var der en – nu delvist oppløjet og omlagt – Kongevej til officielt brug og mange lokale småstier og hjulspor til gennemrejse, til markedet i byen, til besøg hos naboer, ud til markerne eller op til kirkerne.
– Alt dette fylder vi ud i ‘naturen’, så vi hver især kan få ’naturoplevelser’ og ’motion’. Det er vores ikke synderligt glorværdige formål, og det er svært at se, hvor naturen passer ind, når først det tunge maskineri har fældet træerne, hegnene er rejst, p-pladser, shelters, tårne og bålhytter bygget, legepladser indrettet, infotavlerne sat op, og folk strømmer til i store biler med hestetrailere, barnevogne, hunde eller med kostbare MTB-motionscykler bagpå. – Hvor de i øvrigt snart får nedtrampet eller opgravet alle de sjældne planter, som skiltene henviser til, eller får fanget de fine sommerfugle.
En flok ældre herrer, som gik for tidligt på pension, men som stadig har virketrangen i behold og nu savner at føle sig betydningsfulde, ringer og skriver til hinanden, annoncerer i lokalpressen, danner ‘natur’-foreninger og opretter hjemmesider og kontor og reglementer og møder, hvor de planlægger ’aktiviteter’ for horder af mennesker, så som rappelling, udsigtstårne, udstillinger, ruter og omfattende informationsskiltning. – For ikke at tale om alle de selvbestaltede naturguider og guidede ‘natur’-vandringer – For hvem ville vove sig ind i et lille naturområde uden en guide og flokke af andre mennesker omkring sig? – Den usandsynlige risiko for at møde en ulv eller et vildsvin er jo elimineret af emsige jægere; nogle steder har man endda lagt gift ud til de få ørne, der ellers var ved at etablere sig i dette land. Så hvilken natur er det, at disse guider slår sig op på at vise frem?
Vores foretagsomhed og trang til kontrol slipper aldrig op. Den er indlejret i vores – i menneskets -natur. Vi er myrer, og der går alt for hurtigt Byggemand Bob i det. Vi kan slet ikke lade være med at planlægge, tilpasse, holde møder, bygge, arrangere, indrette, anlægge veje, træterrasser, opsætte informationstavler, slå græsset, plante de planter, vi holder allermest af … Jeg mindst lige så meget, som alle andre.
Mens vi ævle-kævler om natur, måske ovenikøbet om ‘urørt’ natur, sender vi en hær af alt for store maskiner ind og ødelægger det lidt, der måtte være tilbage. Der går hundredvis af år, før naturen kommer sig bare nogenlunde igen efter alle vores ’aktiviteter’. Og kun, hvis vi herefter lader den i absolut fred.
For vi efterlader ingen træer, som kan stå og blive hundreder af år. Et fuldvoksent, gammelt træ udgør levested for talløse mosser, laver, insekter, småorme, fugle o.m.a., men selv naturplejere kører allerførst det tunge maskineri ind for at høste de bedste træer til eget brug – tømmer i store stabler.
Naturpleje er en illusion i det øjeblik, man løfter en finger, for så er det ikke længere natur. Man bliver jo nødt til at beslutte, om man vil have natur i form af lysåben blomstereng? Lyngbakker? Vajende bøge? Juletræer? Afgræssede overdrev? – Urørt natur er uopnåeligt for mennesket, for det ville udelukke os.
Sådan ser et stykke natur, der igennem en menneskealder har ligget urørt, ud:
Her er det vanskeligt at løbe en tur eller lave MTB-spor, ikke? – Hvis man ikke vil røre naturen, må det vel betyde, at man skal lade den være.
Er plantager med mørke grantræer i lige rækker en form for natur? Markernes livløse, gylle- og giftsprøjtede ørkenlandskab? Landmandens smalle bræmme ud mod motorvejen af nysåede sommerblomster, der skal bøde på hans image? Basilikummen i vindueskarmen? Gavner de nuttede og moderigtige ’insekthoteller’ naturen? Gør ridehesten i traileren, mountainbiken, løbehjulet, 10.000 skridt om dagen og oceaner af sentimental, ureflekteret snak? Er mennesket ikke også natur? Er barnets nysgerrighed og foretagsomhed ikke natur? Hele verden er vores sandkasse, og vi bygger og konstruerer og finder på uden ophør.
Skulle vores konstruktioner være anderledes end myrens og termittens? End myceliet under skoven? Fuglenes reder, edderkoppernes net og rævenes grave? Er vores anlæg ikke bygget af materialer fra jorden? Er vi ikke dyr? – Med store hjerner, men med en meget, meget lille forståelse for vores egen natur.
Vi er blevet for mange … Vi udgør én stor, dyrisk masse, én sammenhængende stime, der dækker kloden med vores ustoppelige foretagsomhed, og som emsigt farer rundt og bruger ord som ’natur’, ‘urørt’, ’miljø’, ’godhed’, ’økologisk’, ’bæredygtig’, ’frihed’, ’grøn energi’, ’CO2-neutral’, ’unik’, ’menneskerettigheder’, mens vi breder os, sviner, starter krige, ødelægger levesteder, afviser flygtninge, generer naboen, og i det hele taget gør akkurat det samme, som alle andre, og dermed ødelægger det hele for os alle.
