– skulle vi ikke omgås de moderne, psykiatriske diagnoser med større forsigtighed? Måske endda indrette samfundet til mennesker og ikke forsøge at tilpasse mennesker til en sommetider umenneskelig samfundsindretning?
Aldrig har et samfund opretholdt så meget ensrettethed, som vi ser det praktiseret i vores del af verden i dag. Vi skal ALLE med vold og magt i dagpleje, vuggestue, børnehave, skole, gymnasium og helst også på universitetet, hvor vi færdes i store flokke af jævnaldrende med kun sparsom voksenkontakt. Vi skal, fra vi er helt små og sendes alene ud i verden, konkurrere med horder af andre børn om pædagogen, læreren, forældrenes opmærksomhed, om de gode karakterer, om at være blandt de mest populære … og det er hårdt for en étårig, men sandelig også for en 17-årig. Vi skal alle som én arbejde, til vi dør, og mens vi afventer dødens indtræden, forventes det, at vi døgnet rundt helhjertet og uophørligt deltager i det larmende, pulserende, endeløst drivende, sociale liv. Også på nettet. Også selv om timer på sociale medier eller en hel eftermiddag på en café med smalltalk kunne føles som spild af tid, og at en lang nat med druk og flirt eller en konstant strøm af selfie-uploades, måske endda fra de nedre regioner, forekommer én grænseoverskridende.
Vi skal alle rette ind! Der er ikke plads til forskelligheder! – Er det underligt, at unge mistrives?
Aldrig har et samfund udtænkt så mange psykiatriske diagnoser, mange af dem benævnt ved kombinationer af store bogstaver: ADHD, ADD, OCD, PTSD, men også fobier, anoreksi, angst, selvskade, depression, autisme, karakterafvigelse, personlighedsforstyrrelse, narcissisme, psykopati, borderline m.fl. plus alle de spændende kombinationer. – Ikke mange slipper igennem skoletiden uden at få hæftet en eller anden stigmatiserende etiket på sig.
Men hvad nu, hvis disse diagnosestemplede børn ikke var fejlbehæftede individer, men blot havde en divergerende personlighedssammensætning, en anden hjernestruktur end den, der passer ind i den moderne verden, som den ser ud lige nu?
Hvad nu, hvis en stor del af disse børn havde evner, som fx større selvindsigt, kropsbevidsthed, følsomhed, musikalitet, visualitet, sanselighed, observationsevne, tænkeevne, evne til at se nye mønstre, perspektiver eller muligheder, opmærksomhed på detaljer, opfindertrang, nysgerrighed, indlevelse, fantasi, kombinationsevne, matematiske og sproglige evner, måske endda en større hjernekapacitet? – Og vi så ødelagde dem med for tidlig aflevering, for meget larm, umulige krav, nederlag, daglige angstprovokerende situationer, dårlig undervisning, billigt plastic, tåbelige kulturprodukter og evindeligt spild af tid? I årevis?
Hvad nu, hvis vi forkrøbler og psykisk lemlæster en masse børn og unge alt for tidligt, så vi ikke senere får gavn af netop deres styrker? – Så får vi et meget fattigt samfund!
Det er ikke mange år siden, man kunne slippe af sted med at diagnosticere kvinder som hysteriske. Hysteri var en frit opfunden diagnose, ordet kommer fra det græske ord for livmoder, hysteraos, og blev brugt imod kvinder. Både når de opførte sig alt for ’kvindeligt’, var for følsomme, deprimerede, for pivede, pjevsede, lillepigede, overbeskyttende, og når de ikke opførte sig ’kvindeligt’, dvs. moderligt, omsorgsfuldt, blidt, tjenende og føjeligt, hvilket var de egenskaber, man gerne så i kvinder. Selvstændighed, initiativ, seksualitet, oplevelsestrang, begavelse og hyppige sammenbrud eller raserianfald, pga. manglende evne til at udholde livet som indespærret kvinde, skulle for alt i verden skulle holdes nede, væk, undertrykkes!
Før i tiden kunne man diagnosticere begavede kvinder, der ville læse, skrive, undervise, opfinde, komponere, male, bygge broer, bevæge sig frit, have en uddannelse og måske ovenikøbet et job, som hysteriske, og man indlagde dem på sindssygehospitaler, hvor de blev spulet med koldt vand morgen og aften og pakket ind i våde lagner og medicineret eller fik elektrochok, indtil de gav op og opførte sig ’normalt’. – Først, da vi tillod kvinder at deltage i samfundslivet, uddannede dem og gav dem lov til at arbejde, blev vi så rige, at vi kunne bygge velfærdssamfund, og vi begyndte at lære at rumme, at kvindelighed og mandlighed kunne være mange forskellige ting.
Det er heller ikke længe siden, at homoseksuelle blev anset for syge og stod opført under ’perversiteter’ i de psykiatriske diagnoselister, og samfundet har ikke taget skade af at acceptere folk med en divergerende romantisk og seksuel indstilling, så de kunne bidrage positivt til helheden, tværtimod.
Vi skal i højere grad lære at rumme mange forskellige slags mennesker. Mangfoldighed er en gave og en styrke, og vi skal ikke diagnosticere og udrense, men acceptere og inkludere individer af alle slags for at kunne drage nytte af deres specielle evner og syn på verden.
Inklusion betyder IKKE at give fx et barn med autistiske træk en støttepædagog i to timer ugentligt nede i det bagerste hjørne af en larmende skoleklasse med 25 elever eller flere.
Eller at flytte ham/hende over i en specialklasse med hylende sprogløse og omkringfarende hyperaktive.
Eller at tillade klasselæreren at straffe ham eller hende med udvisning og udelukkelse, fordi ingen kan koncentrere sig om klasseundervisning, når der foregår et sansemæssigt sammenbrud nede på bagerste række.
Fra vi er helt små, har vi alle krav på omgivelser, der ikke gør os bange eller utrygge, der ikke stiller umulige krav til os, der ikke overvælder os med høje lyde, omkringfaren og andre belastende indtryk, og som møder os med accept, forståelse og varme følelser, så vi kan vokse op som glade og produktive, hele mennesker. Det er vel indlysende?
Vi er nødt til at se i øjnene, at verden ikke har nået fuldkommenheden endnu. Vi er ikke ankommet til den bedste af alle verdener. Vores begreber og bevidsthed er stadig under dannelse og udvikling. Og vi må sommetider revurdere vores viden og praksis, så det hele er i overensstemmelse med den virkelighed, mange af os oplever hver dag.
Det er fx først for nylig, at vi er begyndt at genkende træk af ADHD og autisme i piger[1]. – Førhen var det de vilde drenge, der påkaldte sig opmærksomheden, fordi de forstyrrede. Eller de alt for stille og følsomme drenge, der ikke kunne tåle støj og vilde lege. Disse drenge blev alle studeret, og diagnoserne blev udformet med udgangspunkt i dem. – En stille pige, der ikke fór rundt som en skræmt abe i et træ, men bare imploderede lydløst på sin plads i klassen, var en nem elev, for hun levede jo op til alle vores forventninger til, hvordan en rigtig pige skulle være. Man måtte opfinde helt nye diagnoser, fx ADD, som er ADHD uden hyperaktivitet, til disse nemme, stille piger.
Men hvad nu, hvis disse nye diagnoser blot udskiller individer, der ikke passer ind i det moderne institutions-, skole-, lønarbejds- og øvrige samfundssystem? Hvad nu, hvis en del af de mest iøjnefaldende symptomer, angst, depression, udmattelse, selvskade, nervøsitet, spiseforstyrrelser, druk og stofmisbrug, blot er naturlige reaktioner på et unaturligt miljø? Hvad nu, hvis vi mister en masse talent og intelligens ved at påføre så mange børn og unge fejlstempler og endeløse rækker af nederlag alt for tidligt? Hvad nu, hvis en betragtelig del af en årgang bare ikke kan tåle tidlig adskillelse fra de primære omsorgspersoner, at blive efterladt til pasning hos fremmede, at befinde sig 8 – 10 timer dagligt i bunkeopbevaringsinstitutioner og overfyldte skoler i uudholdeligt rod, støj og en masse ballade? Hvad nu, hvis en diagnose af et barn eller en ung i mange tilfælde var alt for voldsom, overdreven og langt mere hensigtsmæssigt kunne erstattes af nogle påviselige træk? Fx dårlig koncentrationsevne eller modsat en usædvanlig evne til at fokusere, sensibilitet, høj IQ eller en sjældent god hukommelse? Kunne man ikke begynde at tale om personlighedstræk i stedet for nagelfaste diagnoser? Og så diagnosticere den herskende, ekskluderende og sygdomsfremkaldende samfundsorden i stedet?
Den amerikanske professor, Temple Grandin, er selverkendt, højtfungerende autist. Hun har en doktorgrad i dyrevidenskab og er ansat ved Colorado State University, men hun har navnlig i offentligheden gjort sig bemærket for sit arbejde for forståelse af autismen. Hun har skrevet om autisme, en af hendes bøger er filmatiseret, og hun har en tankevækkende TED Talk om autisme – ’Verden har brug for alle slags hjerner’[2], hvor hun starter med at sige: Det er et kontinuum! – Dvs. at mange af de nye, psykiatriske diagnoser efter hendes opfattelse ikke skal ses som absolutte, men som trin på en skala.
Man kunne tilføje: Normal findes ikke!
Opfattelsen af normalitet er ikke reel. Vi stræber efter normalitet. Vi forestiller os en slags normalitet. Vi er udstyret med en trang til at ligne alle de andre – på hver vores helt egen, unikke måde, bevares … – Men begrebet normalitet/normal er en konstruktion. De fleste af os ligger lige omkring skiven. Men der er tale om et gennemsnit. Nogle befinder sig langt uden for normalitetsskiven, nogle lidt tættere på, uden at vi af den grund er mærkelige eller mindreværdige. Vi er alle en del af det menneskelige genom og de menneskelige fremtrædelsesformer i al deres frugtbare diversitet.
Diagnoser kan være nyttige, når vi skal kunne tænke på og snakke om forskellige måder at være menneske på. Men selve ordet ’diagnose’[3], som er hentet fra de velundersøgte fysiske sygdomme, kan virke stigmatiserende, udskillende. Jeg ville i mange tilfælde foretrække ordet ’karaktertræk’ eller blot ’træk’, som vi kan have flere eller færre af i vores overvejende genetisk betingede personlighed.
På ’Psykiatrifondens’ hjemmeside – de oplyser selv, at de er ’en privat sygdomsbekæmpende organisation’ – finder man, hvis vi igen skal tage autismebegrebet som eksempel, autistiske træk omtalt som ’sygdommen’ og ’en livslang gennemgribende udviklingsforstyrrelse’[4] . Forestil dig at være en ung pige med autistiske træk eller en forælder, som prøver at finde ud af mere om sin egen eller sit barns diagnose, som rammer denne side og denne sprogbrug? – Her viderekolporteres der ubestridelige ’diagnoser’ med skråsikre fremtidsforudsigelser og sygdomsbegreber, som ikke er spor fremmende for en sund selvfølelse og inklusion i samfundets fællesskaber. Men netop den holdning er måske gavnlig for en organisation, der lever af at samle penge ind til ’sygdomsbekæmpelse’?
Jeg har altid set på mennesker og deres forskelligheder, som om vi alle bestod af mosaikker af forskellige karaktertræk: Vi kunne være mere eller mindre maskuline/feminine, praktiske/upraktiske, fantasifulde, sociale, følsomme, observante, indelukkede, robuste, kreative, sportslige …. der er næsten uendelige muligheder. Vi er alle som glas med blandede bolsjer. Nogle har mange røde, gule eller sorte bolsjer i deres glas, men de ophører alligevel ikke med at være bolsjeglas/mennesker. Nogle har mange forskellige farver i sig. Nogle har overvejende grønne, hvilket kan gøre dem til mennesker med mange grønne træk, men de er alligevel mennesker.
Fx autismetræk kunne ses som hvide bolsjer, og autisme kunne så i lettere tilfælde, i stedet for at være en alvorlig, livslang sygdom, blot være grader af indadvendt/udadvendt og/eller følsomhed på en skala? – Som samfundet havde pligt til at tage hensyn til både i skole- og i arbejdslivet? Så slap vi også for at opfinde nye diagnoser, som fx ‘Aspergers’, til begavede mennesker, der tilfældigvis også rummede autistiske træk. En pakke blandede bolsjer ville aldrig blive markedsført som udelukkende hvide. Selvom man rummer visse træk af det ene eller det andet, har man ikke nødvendigvis HELE pakken. – Kun individer med næsten udelukkende ensfarvede bolsjer i deres personlighedsglas ville i så fald opleve alvorlige problemer og have brug for særlig støtte.
Autistiske sammenbrud kunne i mange tilfælde blot være overload, et sansenedbrud, en tvungen pause forårsaget af for mange stimuli og krav. En nedsmeltning af en sensibel personlighed, som har det svært med larm og uro, med manglende struktur og/eller med det sociale. En sådan person ville bruge alt for meget hjernekraft og energi på at få hverdagen i en ’normal’ daginstitution, folkeskole eller arbejdsplads til at fungere, på at forstå og tilpasse sig vilkår, der føles belastende. Nogle har brug for mere tid til at restituere end andre. – Indtil man lærer sig selv og sine egne grænser at kende, kan en stressperiode, tegn på depression, et nervesammenbrud, selvskade, spiseforstyrrelser, overvældende træthed eller et angstanfald tolkes som alvorlig, psykisk sygdom. Men en hverdag med ro og tid til eftertænksomhed kan i nogle tilfælde udgøre en næsten mirakuløs helbredelse. Helt uden kraftig kemi, indlæggelser, elektrochok og andre, middelalderlige foranstaltninger.
Hvis man anerkender, accepterer og tager de nødvendige skridt for at skærme et følsomt barn, mens det er helt lille, og ikke forsøger at tvinge det ud i et – for det – ødelæggende miljø, men indretter sig med mere rummelighed, så ville megen lidelse og bekymring kunne undgås. For vi er forskellige og har forskellige behov. Den ene personlighedstype er ikke bedre, og har ikke mere ret til at definere miljøet og andre menneskers psykiske status, end den anden.
Man anslår, at op mod 2-3 % eller mere af en given befolkning kan have autistiske træk i en grad, så det påvirker deres liv og muligheder i et moderne, hektisk samfund[5]. – Men mange, specielt kvinder, går under radaren, så tallet kan være langt højere. – Er vi parate til at udgrænse så stor en del af befolkningens menneskelige ressourcer? – Og det er bare én diagnose.
Hvor mange tusinde børn diagnosticeret med fx ADHD skal tage daglig hjernemedicin for at kunne indpasses i en dysfunktionel folkeskole- eller specialklasse med en dårligt uddannet, fortravlet lærer? – Måske skal vi bare acceptere, at der ikke findes en ’one size fits all’? Og forsøge at indrette os, så vi kan få alle med? Måske er der visse forældre, der bare skal gå hjemme hos deres små børn og lade den anden part om lønarbejdet? Måske skal vi oprette mange, nye institutioner og særskoler med små gruppestørrelser, ro og struktureret leg, hvile og undervisning med specialuddannet personale? Måske skal store hold, storrumskontorer og almindelig larm begrænses til dem, der kan tåle det?
I et stammesamfund eller i en landsby befolket af bønder, der fulgte naturens fredsommelige gang, ville mange af de mennesker, der i dag belemres med diagnoser, ikke skille sig uheldigt ud. Vi havde brug for den iltre og stærke unge mand, der drog ud på lange jagter eller byggede en ny kostald, fordi han havde trang til oplevelser og ikke kunne sidde stille. Pigen med de skarpe sanser, der ikke havde noget imod at være alene, kunne holde vagt eller sidde ved bålet og væve eller knytte fiskenet. Den stilfærdige, tænksomme dreng, der hyrdede køerne og fårene, og pigen, der opfostrede nyfødte lam og små søskende, mens deres familier havde andet at passe, ville også være værdifulde medlemmer af fællesskabet. Ligesom den gamle mand eller kone, der kunne huske og fremsige alle slægtens myter og fortællinger, og den fyr eller fyrinde, der opfandt hjulet eller udforskede nye territorier, var det. – Ingen kunne undværes, ingen var overflødige. Alle vandt ved at udnytte alle individers kompetencer.
Hvis ikke de mange bogstavkombinationer og de i dag udgrænsende diagnoser havde haft en overlevelsesmæssig fordel for hele menneskeheden op igennem vores historie, ville de vel for længst være forsvundet fra arvemassen? – Tænk på en Da Vinci, der sad og skrev alle sine tanker ned spejlvendt med venstre hånd – Hvordan ville han have klaret sig i en larmende folkeskoleklasse i dag? Eller en Van Gogh, der så verden og malede den som en visionær drøm, men som aldrig helt fandt ud af at omgås andre mennesker, og som var blottet for pengesans og vist kun fik solgt et enkelt maleri i hele sin egen levetid, men som bragte malerkunsten langt videre, end nogen før ham havde kunnet forestille sig. Vi har haft og har i dag højt begavede forskere, som knap kan snøre deres egne sko, men som bringer os alle fremad med deres banebrydende tanker.
Så vi har ikke råd, hverken menneskeligt eller økonomisk, til at lade så mange forskelligartede mennesker gå til spilde og blive knust i vores egne, umenneskelige systemer.
[1] https://videnskab.dk/krop-sundhed/piger-med-autisme-blev-ignoreret-af-videnskaben-i-aarevis
[2]https://www.ted.com/talks/temple_grandin_the_world_needs_all_kinds_of_minds?language=da
Film: ’Temple Grandin’ – Findes bl.a. på HBO
[3] Ordet diagnose kommer fra græsk: dia betyder ‘gennem’, og gnosis betyder ‘kundskab’. Diagnose henviser til, at man kan se gennem noget og få kundskab. I pædagogiske sammenhænge (børnehaver, skoler mv.) bruger man ofte begrebet diagnose om psykiatriske udviklingsforstyrrelser som for eksempel autisme og ADHD. https://faktalink.dk/titelliste/boern-og-diagnoser/baggrund-diagnoser
[4] https://psykiatrifonden.dk/diagnoser/autisme?gclid=CjwKCAjw0a-SBhBkEiwApljU0oNyz3F-mx4sJYXk2o69360OFfOgL8Lxl4pxpEhIEzCdeyciGiht-xoCsfAQAvD_BwE
[5] Tal fra Landspatientregistret fra 2018 viser, at 0,77 % af den samlede befolkning har en autismediagnose. Andelen er højere for børn, hvor 1,67 % mellem 0 og 17 år har en autismediagnose. Det er de officielle tal fra Socialstyrelsen. Disse tal inkluderer ikke personer, der udredt i privat regi. https://www.autismeforening.dk/presse/tal-og-undersoegelser/
