udkantsdanmark

Hvorfor vil ingen bo på landet længere? – Det er ikke noget stort mysterium.

Ude i Udkantsdanmark hersker gylle- og giftspredere og grandjævle. Man kan ikke bo et sted, hvor jord, grundvand og luft tyve gange eller mere pr. sæson forurenes af landbrugets sprøjtevogne med pesticider, svampemidler eller med stinkende, sejlende svinelort. Hvor det åbne landskab er ét stort, forsuret griselokum, fyldt med opkoncentrerede tungmetaller, men uden veje, stier og beplantning. Og hvor de få uopdyrkede områder er tilplantet med mørke, ugæstfrie graner, så jordejeren kan få noget hurtig tilvækst og udbytte. Hvorefter han sender enorme skovhøstmaskiner ind, som sammenpresser jorden i flere meters dybde, så intet kan gro og trives de næste 200 – 300 år.

Skulle der endelig være et lille smukt, nogenlunde naturligt område, har mountainbikerne usurperet de kønne stier og anlagt deres motorveje med spring og sving, hvor de fræser rundt og plører jorden op og er til fare for alle stilfærdige vandrere. Eller horder af skydegale fritidsjægere har lukket området ‘pga. jagt’. – Hvorfor spiller folk ikke golf længere? Er anlæggelse og vedligeholdelse af alle de mange golfbaner for 10 – 20 år siden spildt, fordi moden er vendt? – Det korte af det lange er, at folk ikke mere bare går rundt og nyder naturområder, fugle- og dyreliv, men absolut skal bruge naturen til noget: sportscykling i høj fart, jagt på dyrene, kapløb, kapgang i flokkevis, træklatring i de få tilbageværende, store træer, legepladser …

Før i tiden sørgede stat og amter for at reservere en del af naturen til dyr og til de kommende generationer, men nu er det ansvar overtaget af kommunerne, og det er jo som at sætte ræven til at vogte gæs: Store skatteydere får tilladelser til at bygge enorme ’herregårde’ midt i naturskønne områder. Eller kommunen henlægger sine egne byggeprojekter til disse billige grunde. Eller de tillader gylleproduktion, råstofudvinding eller store sommerhuse med tilhørende legelande, betonhoteller og andre serviceerhverv at etablere sig midt i herlighederne.

Kommunerne føler sig i konkurrence om at ’vækste’, om at vokse og udnytte alt og alle. Den smule ’natur’, vi har tilbage i dette lille land, skal med vold og magt udpines til sidste græsstrå.

Samtidig har man fjernet lægen, sygehuset, plejehjemmet, politiet, skolen, biblioteket, børneinstitutionerne og alle indkøbsmuligheder, hvorefter man undrer sig over, at småbyernes huse står tomme og forfalder.

Det falder ingen ind, at meget store, kystnære, uberørte og naturlige områder med adgang forbudt for private sommerhuse, betonbyggerier, vindmølleparker, råstofudvinding, skovmaskiner, biler, mountainbikes og ATV’ere, men nænsomt udstyret med p-pladser, toiletter, småhoteller, vandre- og cykelstier og primitive hytter og lejrpladser, ville give Danmarks udkanter en særdeles høj og eftertragtet status som turistmål og rekreativt område. – Når nu folk ikke vil bo der, så lad dog ulve og andre store og små dyr og planter rykke ind.

Men man kan ikke BÅDE have titusindvis af kvadratkilometer med grise-wc’er og stikkende, naturfremmede grantræer OG være eksklusiv ressort for naturglade.

Autentisk

I mine gymnasieår boede jeg i Løgstør, en vindblæst lille by, der trykker sig ind mod sydkanten af Limfjorden, hvor den mod vest vider sig ud i Løgstør Bredning.

Dengang forekom byen mig gammeldags, indspist, begrænset og kedelig, og jeg kunne ikke komme væk hurtigt nok. To dage efter studentereksamen sad jeg i et fly på vej til et au pair-job på den danske ambassade i Rom.

Forleden havde jeg lejlighed til at gense byen. Og det var tydeligt, at hvor tiden og opsvinget har ramt og fuldkommen ændret andre fikspunkter fra min barn- og ungdom, København, Århus, Ålborg, Fredericia, så er udviklingen i store træk veget helt uden om Løgstør.

Naturligvis er der mod sydøst fra 70’erne og frem opgroet et sjælløst parcelhuskvarter, hvor omegnens bønder efterhånden er flyttet ind, og hvor yngre mennesker nu omgiver sig med et udvalg af de købeting, der er oppe i tiden allevegne, i Åbenrå og Slagelse såvel som i Lemvig.

Naturligvis er der tilkommet skole- og institutionskvarter i byens udkant.

Og naturligvis har et par omfartsveje, i form af bueslag på en lille byplanlæggers kort, forsøgt at holde trafikken ude af byens snævre centrum.

Men hovedgaden, den lille biograf, det hvide Hotel du Nord, kirken, politigården, småhusene, gyderne − og smutvejene imellem dem, havnen, Kanalhuset, roklubben, Skjoldborgs Hus, bedsteborgervillaerne og Christiansminde oppe på skrænten ligger, som de også lå for 40-50 år siden, og emmer af stilstand, gammeldags hygge og atmosfære. − Man kunne, med ganske få ændringer, bruge byen som kulisse i en film fra 60’erne eller 70’erne.

Det slog mig, at de, der sukker efter autentiske miljøer, de, der betaler dyrt for brugte møbler og andre menneskers patina, de, som jamrer på Facebook over manglende tid, nærvær og fordybelse − hvad de så end mener med det − blot kunne forflytte sig til købstæderne i Udkantsdanmark og nyde godt af en bedaget ægthed, som stadig overlever her, trods småfiffige, lokale PR-bureauers forsøg på at sælge ud af byen med slogans som:

Løgstør, en by med liv!

Når byens gader helt åbenlyst ligger øde hen de allerfleste af årets dage og døgnets timer, og mange af byens huse står tomme.

− Hvor muslingerne og hele hurlumhejet omkring dem kommer fra, aner jeg ikke. Der var ingen muslinger i Løgstør, da jeg boede der.

Provins

Så er der igen store overskrifter i aviserne om Udkantsdanmark, den rådne banan og yderområder. Selv i seriøse nyhedsmedier optræder ordet ”udkant” nu rutinemæssigt og tankeløst. Unge redaktører bruger dette ord og det, der er værre og langt mere nedladende, over for en stor del af landets befolkning med samme selvfølgelighed, som de skriver ”hest”.

For mediefolk og de, der gerne vil bemærkes af mediefolket, er København jo stedet, eller mere præcist udtrykt: Deres egen navle er centrum for deres omverdensforståelse, og det sted, hvor den befinder sig, er Altings Midtpunkt.

I virkeligheden ligger hovedstaden, København, jo temmelig afsides, efter at vi mistede Skåne, Halland og Blekinge til svenskerne i 1658. Fyn udgør p.t. landets geografiske centrum, men velstand, industri og udvikling trives i Trekantsområdet, Vejle, Fredericia og Kolding, også en smule længere mod nord i og omkring Århus, som ligeledes ligger særdeles bekvemt i forhold til hovedfærdselsårerne ud i Europa.

På en god sommerdag besøger næsten halvdelen af befolkningen og en del tilrejsende europæere Danmarks kyster og nærliggende områder, men nogle mennesker kan lide at bo der året rundt. De kan tilsyneladende holde deres eget selskab ud og glæder sig måske over at opleve årstidernes gang i naturen i stedet for at sidde og se det i tv. De sætter sikkert pris på at have fri udsigt til himlen, god afstand til naboer, plads til at røre sig, til at tænde et bål, til at gå en tur uden at skulle klæde sig ud først, til at være ude uden at skulle sidde til skue på en café og betale overpris for tynd kaffe med langtidsholdbar mælk i. Det er måske væsentligt for deres opfattelse af et godt menneskeliv at kunne plante et træ, grave en sø, dyrke lidt frugt og grønt, holde høns, hunde, katte, heste m.m. i al stilfærdighed, som et utal af generationer har gjort det før dem uden af den grund at gøre et livsstilsshow ud af det.

Man kunne måske også forestille sig, at det for nogle familier er et intelligent valg at købe et billigt hus med god udenomsplads i et trygt lillebyfællesskab, så man kun behøver ét job og én bil, og så den ene voksne, eller begge på skift, kan være om børnene, mens de er små. I en sådan rolig og velpasset familie har man tid til at lære sine børn at kende, til at lade tøjet tørre i solen, til at dyrke sine egne jordbær og rabarber, til at tage på fisketur, bage sit eget brød, til at passe en hund eller en kat ordentligt og til at være en del af et mere varieret fællesskab, end institutionerne kan tilbyde.

På en time kan disse familier nå Hamborg, Billund, Karup, Tirstrup eller Ålborg lufthavne med direkte forbindelse til alle de mest populære feriesteder, foruden flere daglige afgange til Oslo, Amsterdam, London, Paris, Frankfurt eller Kastrup, hvorfra det er let at nå længere ud i verden, hvis nogen skulle få lyst eller behov for det. Alle vegne findes der mobiltelefoner, bredbånd og 50 tv-kanaler med akkurat de samme tåbelige programmer, som alle andre har, så det er ikke hverken ensomt eller en begrænset form for tilværelse, der føres i provinsen i dag. Tværtimod. Der er absolut ingen grund til at være nedladende.

Jyder og fynboer tager hævn ved at kalde Sjælland for ”Djævleøen”, hvilket jo heller ikke er specielt venligt ment eller gavnligt for den gensidige forståelse, men vi ville aldrig gøre det som en selvfølge, i overskrifter i aviser eller nyhedsudsendelser.

Skulle vi ikke enes om at holde op med at kalde hinanden navne? Øgenavne af den slemme slags fremmer ikke samarbejdet. Jeg ville gerne i stedet slå et slag for det gode, gamle ord ”provins”, som jo dækker udmærket.

I sin oprindelige betydning betegner ”provins” en opgave, et ansvarsområde, en betroet del af landet. Hvis vi dertil leger, at ordet stammer fra det latinske ”pro venire”, med betydningen ”komme fra” eller ”oprindelse”, så giver vi ordet yderligere en række positive konnotationer i retningen af, at vi alle, vores tankesæt eller det vi lever af, stammer fra provinsen, en indsigt, som kunne styrke den gensidige respekt.