Et smukt, men sjældent syn: Værdig gris under naturlige forhold.
I min skoletid lærte vi, at Danmark var et landbrugsland, der gjorde sig internationalt bemærket med sin fødevareproduktion. Og jeg er så gammel, at det faktisk passede på det tidspunkt.
Jeg var heldig at have min gang på gårde i omegnen af det nybyggede villakvarter, vi boede i, og på min lille, røde cykel spurtede jeg af sted over markvejene og var med ved malkning, fodring, udmugning, fødsler, slagtning, høst og alt muligt andet forefaldende arbejde på en veldrevet, middelstor gård. Ikke mange børn har de muligheder i dag.
Nu får jeg regelmæssige chok, når jeg ser og hører om moderne, dansk landbrug: lange dyretransporter, fastspændte søer, kastration af smågrise på samlebånd, tremmegulve i stalde, køer, der aldrig kommer på græs, salmonellainfektioner, rutinemæssig antibiotikabehandling, stråforkorter, kunstgødning, pesticider, sammenstuvning, angst, smerte og lidelser.
Hvis det ikke er nok til at fremkalde kvalme, kan man blot tænke på de produkter, der kommer ud af alle anstrengelserne: sjasket, smagløst kød og pålæg, gummiagtige oste, vandig mælk, blege, halvgamle æg, sygdomsbefængte kyllinger, havregryn med giftrester og mel af korn, der er uegnet til bagning og dermed til menneskeføde.
Her i sommer har vi haft (endnu) en salmonellaepidemi: Man ved med sikkerhed, at omkring 1000 danskere blev ramt af en meget, meget ubehagelig infektionssygdom, men det er kun de anmeldte tilfælde; tallet kan være ti eller hundrede gange højere. Seks er døde – af at spise danske landbrugsprodukter, formodentligt!
Der er ingen tvivl om, at den tiltagende industrialisering af landbruget har forringet forholdene for både dyr og mennesker. Det skyldes naturligvis en økonomisk tilpasning til større og større bedrifter, som beskæftiger færre og færre mennesker. Resultatet er, at opmærksomheden på det enkelte produktionsdyr og på den enkelte hektar er minimal. Vi ved, om brugene er rentable, for det tæller landmandens computer sammen for ham, men ingen ved, om dyr og jord trives og er i balance.
Som landbrugsland burde vi have været stolte af vores produkter og have forfinet dem til eftertragtede mærkevarer i stedet for at optimere mængderne på bekostning af kvaliteten. Vi burde have set det komme og have lagt vægten på økologi, dyrevelfærd, tradition og velsmag. Navnlig i betragtning af, at vi er så små, at vi aldrig kan konkurrere prismæssigt med newzealandske lam, sydamerikanske bøffer eller nordamerikanske kornarealer.
Der er tiltag rundt omkring i landet til forfinelse af gode, danske råvarer, men almindelige mennesker kan ikke lige køre til Skagen efter en skinke og betale to formuer for den. Gode, smagfulde, sygdomsfri fødevarer burde være tilgængelige i alle dagligvarebutikker, og så ville vi meget gerne spares for alle skrækhistorierne om produktionsforholdene!