For første gang i menneskeslægtens 2,5 mio. år lange historie lever mennesker (i de udviklede lande) omkring 80 år i gennemsnit. − Det er en hidtil uhørt middellevetid, næsten en fordobling i løbet af de seneste 200 år, og det ser ud til, at kurven stadig stiger.
Alligevel hører man snart sagt ikke om andet end sygdomme og tidlig død. Aviser, blade, internet og tv er proppet med sygdomssnak. Venner og veninder kagler om sygdomme. De yngre aldersklasser snakker om kost- og sportsrelaterede lidelser, de ældre om blodtryk, D-vitamin og kolesterol. − Hvis man tænker på, at ½ mio. danskere dagligt tager en kolesterolpille til knap 10 kr. pr. stk., så forstår man, at der er store interesser i at holde folk hen i bekymring.
Hvis man er syg, fylder det hele ens bevidsthed − ”Den raske har mange ønsker”, siger et gammelt mundheld, ”den syge har kun ét” − og så skal man naturligvis snakke om det. Men at raske mennesker i alle aldre i hidtil uhørt omfang snakker om og læser om og bekymrer sig om alle mulige sygdomme, som de kan risikere at få, er for længst blevet for meget. Alt for meget for meget!
Med nærmest religiøs nidkærhed forestiller vi os, at vi kunne leve for evigt, hvis vi overholder FORSKRIFTERNE, dvs. måler blodtryk hver morgen, spiser spartansk hver eneste dag og dyrker svømning om mandagen, gymnastik om tirsdagen, cykler en time onsdag og fredag, går til stavgang torsdag, sveder i fitnesscentret om lørdagen og løber en lang tur om søndagen.
Almindelig venindesnak og aviser og dameblades sundhedsbrevkasser, der mærkeligt nok altid handler om sygdom, er fulde af lange beretninger fra damer, der opregner, hvor sundt de spiser og hvor meget motion, de dyrker. Som i en skriftestol fortæller disse damer stolt om deres fromhed til medsøstres beundring og misundelse og angler efter brevkassebestyrerens syndsforladelse og implicitte løfte om, at de aldrig, aldrig bliver syge og dør.
Der er tilsyneladende ingen overvejelser om, hvorvidt man skal holde sig i live blot for at kunne spise salat og dyrke motion, så man kan holde sig i live.
Når mennesker gør det til et livsindhold at overholde forskrifter, der er strenge som i klostrene i meget gamle dage, og nogle går for vidt og udvikler deciderede spise- og motionsforstyrrelser, kommer de naturnødvendigt til at synde ind imellem. Så mens kirkerne står tomme, er det moderne menneske spændt ud mellem synd, anger og tilgivelse i egen indbildning og over for nutidens præsteskab i form af bedrevidende veninder, livsstilscoaches, brevkassebestyrere, bestsellerforfattere og andre amatørsundhedsrådgivere.
Lægerne smider tørt brænde på bålet med deres lukrative og hyppige tests af blodtryk, blodsukker, D-vitaminniveau og kolesteroltal, og det er både godt og skidt. Al denne opmærksomhed på forebyggelse har jo, sammen med kloakering og sund og rigelig mad, været med til at bringe vores levealder i vejret, men samtidigt har ingen spurgt sig selv, hvad vi skal stille op med alle de gamle, som så charmerende betegnes ”ældrebyrden”, og hvad det betyder for den enkelte at tilbringe de sidste tyve-tredive år af livet som unyttig, venne- og familieløs, gamling.
På trods af al ihærdigheden rammes vi naturligvis på et tidspunkt af sygdom og død. Hvor det før var banale infektioner, barsel og spædbørnedød, er det nu gammelmandssygdomme som hjerte-karlidelser, kræft og sukkersyge, der slår befolkningen ihjel, men på et langt, langt senere tidspunkt.
Selvfølgelig sætter vi meget ind på at forebygge og behandle. Det skal vi også. Men er det rimeligt at benævne disse reservedødsårsager, der blot har taget over, efter at vi har bekæmpet sult, infektioner og ulykker, som livsstilssygdomme? Og mobbe dem, der spiser for meget og motionerer for lidt og hænge dem ud på tv? Hvilken livsstil er det i så fald, vi taler om? Det moderne, vestlige liv, hvor vi har nok af alt? Er det folks egen skyld, at de efter 80 år dør af fx et hjerteslag? Var det bedre, hvis de døde af luftforurening? Af natarbejde? Af kræftfremkaldende stoffer i miljøet? Af hærdet fedt og tilsætningsstoffer i industriel mad? Af genetiske svagheder? Stress? Er nogle dødsårsager finere end andre? Og kan den afdøde i så fald ikke være ligeglad?
Hvor vi førhen så skævt til syndere i religiøs forstand og lagde afstand til dem ved at kalde deres ulykkelige skæbner for Guds straf, så opfatter vi nu lidelse og sygdomme på akkurat samme måde og råber de ulykkelige lige ind i ansigtet, at det er deres egen skyld. Hvis vi kunne være det bekendt, ville vi brænde dem på bålet, eller i det mindste spare behandlingsudgifterne til dem, der er ramt af sygdomme, som vi på mere eller mindre videnskabeligt grundlag synes, de selv har været ude om at pådrage sig. − Men endnu har jeg ikke hørt, at klatrere, skiløbere, fodboldspillere og folk, der kører for hurtigt i bil, bebrejdes, at det er deres egen skyld, at de belaster sundhedssystemet. Det er kun de tykke, de dovne, de madglade og rygerne, der oven i evt. sygdomme må udholde omgivelsernes tydelige foragt og lytte til mere eller mindre eksplicitte beskyldninger om, at de selv har været ude om det. Bare spørg en stakkels ikke-ryger med KOL.
Hvorfor opfører vi os så primitivt, når vi stilles over for (andres) sygdom og død?
Det gør vi i forsøget på at holde sygdomme og katastrofer væk fra os selv. Når vi hører om en ulykke, fx et barn, der falder ud ad et vindue og slår sig ihjel, så skynder vi os at tænke, at det må være forældrenes egen skyld, at de ikke passede nok på barnet og ikke havde sikret deres vinduer ordentligt. Hvis det er de specifikke forældres skyld, så har vi fastslået en ÅRSAG, og så kan vi tage vores forholdsregler og sikre os, at ulykken ikke rammer os selv.
Når vi hører om et menneske, der er ramt af en dødelig sygdom, bliver vi så forskrækkede, at vi ikke kan rumme tanken om, at det måske kunne være os selv, og så skynder vi os tankeløst at fastslå, at det må være hans egen skyld, fordi han røg, drak eller glemte at motionere. Når vi således har placeret ansvaret for sygdommen på den syge selv, har vi privatiseret lidelsen. Samtidig har vi fjernet muligheden for, at vi eller vores nærmeste kan blive ramt, for vi overholder jo − så vidt muligt − de rituelle FORSKRIFTER.
Og så kan vi ikke dy os for at give hinanden besværgende og ondtafværgende lektier for: diæter, kosttilskud, øvelser m.m. Prøv i et selskab at nævne, at du har ondt i ryggen, så skal du bare høre…
At sværge til hybenpulver, helende krystaller eller positiv tænkning er ikke meget anderledes end at bære lykkebringende amuletter. Kirken og præsterne har ikke længere magt til at definere tro og overtro, hvilket, navnlig på sundhedsområdet, har bevirket en vildtvoksende og frodig underskov af moderne overtro. Og det foregår lige her hos os, på de såkaldte helsemesser, i lokalaviserne, i store danske dagblade, mande- og dameblade, på nettet, og allermest ude blandt folk på arbejdspladser og ved sammenkomster i hjemmene. Det foregår hele tiden midt i et af de mest veloplyste og veluddannede, moderne og teknologiske samfund. − Det var nok en tanke værd.