Tag: broderet sentens

Sprog- og bogsjusk

Det er kun i Danmark, vi stiltiende finder os i, at vores skriftsprog overtages af velmenende og produktive, men uvidende og udygtige amatører.

På anmeldernes anbefaling læste jeg belgieren Tom Lanoyes nye bog på dansk, ”Målløs”.

TURBINE forlaget (sådan omtaler de sig selv på hjemmesiden) skriver om bogen, der handler om forfatterens mor, at ”Hun mistede først sit sprog, så sin værdighed, så sit hjerteslag.” De citerer bl.a. Politikens anmelder:

“Gribende erindringsbog gør regnskabet op med diva-mor …”

Marie Tetzlaff, Politiken

(4 ud af 6 hjerter)

De fleste anmeldere var enige og roste bogen; det er sikkert også en glimrende bog, men, som det desværre ofte er tilfældet her i landet, så er bogen oversat af en af vore talrige sjuskede og usikre sprogbrugere, og forlaget glemte at lade manuskriptet gennemgå af en, der kan læse og skrive dansk, før de udgav det.

Bogen handler om en farverig kvinde, om hendes familie, venner, naboer, by, land, og om hendes søn, forfatteren. Det gennemgående tema er sproget, som moderen beherskede i sjælden grad, og som hun mister, og som forfatteren i hver eneste sætning forsøger at vise, at han mestrer bedre end de fleste.

En sådan bog, der netop handler om sproget, oversætter man til et hjælpeløst dansk, fx side 42 hvor en person gennemlever: ”Tolv måneder, fire sæsoner forbi, før man får set sig om.” − Hvad mener oversætteren her? Modesæsoner? Jordbærsæsoner? Jagtsæsoner? Dem er der næppe fire af på et enkelt år. Man stopper læsningen og spekulerer. Er bogen oversat fra engelsk ”seasons” og skulle det rigtige ord have været ”årstider”?

Side 212 har en kakkelovn ”et afløbsrør, der bugtede sig et par gange over kundernes hoveder og til slut alligevel fandt vej til et ildsted højt oppe i et hjørne”. Hvorledes et afløbsrør kunne bugte sig hen over hovedet på nogen og ende i et ildsted højt oppe i et hjørne, optog mine tanker i adskillige minutter, indtil det gik op for mig, at oversætteren formentlig mente et aftræksrør. − Hvorfor man placerer et ildsted højt oppe i et hjørne, kunne jeg ikke regne ud. Det kunne muligvis dreje sig om en speciel belgisk skik.

Side 237 læser man: ”Gulvet selv var omkranset af tjærede pæle, hvorimellem der var hængt snore med kulørte festlamper. En opmærksomhed fra byrådsmedlemmet for festligheden, der håbede på at blive genvalgt.” — Hvilket jo er noget halvkomisk bavl.

Side 255 igen en anglicisme: ”Fire lammerygge. Det var hans ide om et eftermiddagsmåltid.”

Side 349 rodes der, som utallige andre steder, rundt i sin-sit/hans- hendes: ”Der befrier jeg hende for sit undertøj og sin overskidte ble”.

Side 356 ”I fodenden stod der to blomsterkroner på smedejernsstativer, professionelt belyst.” Da der er tale om en kiste udstillet i en bedemandsforretning, gætter jeg, at det er blomsterkranse, der er sat op på stativerne, men jeg har ingen mulighed for at vide det. At stable blomsterkroner op på et stativ ville være usædvanligt, og jeg har svært ved at se arrangementet for mig, selv med professionel belysning.

Sådanne eksempler på dårligt, upræcist eller ukorrekt sprog forekommer på hver anden eller tredje side. Bogen må være velskrevet og fængende på originalsproget, ellers havde forlaget vel ikke ladet den oversætte, men hver gang, man som læser af den danske oversættelse møder et uklart ord, udtryk eller en irriterende anglicisme, stopper man op i forsøget på at forstå den oprindelige mening, hvilket slår læsningen itu. Som læser bliver man først utryg og er ikke ganske sikker på, at oversætter og forlag mener det alvorligt og har magtet opgaven. Derefter bliver man irriteret. Det står efterhånden soleklart, at man er udsat for dilettanter, og man overvejer, om man overhovedet har tålmodighed til at fortsætte.

I enhver tekst af en vis længde er der plads til et par slåfejl og en smutter, men når fejlene optræder i så rigelige mængder, er det forstyrrende for læsningen, en hån mod forfatteren og pinligt for forlaget. I dette tilfælde er bogen oven i købet, ifølge kolofonen, udgivet med støtte fra ”Flemish Literature Fund” − man må håbe, at de ikke får nys om, hvad deres penge er gået til.

Jeg har en klar fornemmelse af, at det kun er i Danmark, at vi, dvs. anmeldere og læsere, stiltiende finder os i, at vores skriftsprog overtages af velmenende og produktive, men uvidende og udygtige amatører. Engelske og amerikanske bøger kan de fleste læse på originalsproget, men vi er afhængige af gode oversættere, hvis vi vil lære andre sprogs litteratur at kende. At være en god oversætter betyder først og fremmest, at man kan dansk, og en god oversættelse formidler en tekst gnidningsløst og mærkes ikke i sig selv. Det kan ikke være hensigtsmæssigt, at læserne skal stoppe op på hver anden side og gætte sig frem til, hvad oversætter og forfatter mon har ment.

Burde anmelderne ikke hver eneste gang fange og påtale dårligt sprog og gøre forlagene ansvarlige?

Efterhånden er det med nogen bæven, man åbner selv en velanmeldt dansksproget og danskproduceret bog. Som læser mister man tillid til forfattere, oversættere, redaktører og forlag. Man orker kun at læse klassikere og nogle få, dygtige boghåndværkere, som man kender i forvejen.

Som forlaget selv skrev om ”Målløs”, kunne vi nu skrive, at ”vi mistede først vores sprog, så vores værdighed, så vores hjerteslag.”

Denne bog er desværre langt fra den værste, jeg er stødt på, i sproglig henseende. Det er blot den bog, jeg læser lige nu. Og at Politikens anmelder nævnes, skyldes udelukkende, at det nu engang er den avis, jeg som oftest orienterer mig efter. Jeg er heller ikke på nogen måde ude efter oversætteren, som ganske givet påtog sig en urimelig stor opgave til ringe betaling for derefter at blive ladt i stikken af sin redaktør.

Det er forlagets pligt at tjekke, at sproget er korrekt og forståeligt, før de udgiver noget som helst, og seriøse avisers anmeldere har pligt til at bemærke det, hvis forlagene ikke lever op til dette. Hvem vil betale 300 kr. for en bog, der ikke kan læses? Hvis det havde været en cd, der hakkede under afspilningen, ville vi klage og forlange vores penge tilbage.

Hvor i alverden kunne man ellers, ud over i dette lille, smådumme land, stille sig op og give offentlig koncert på et instrument, i dette tilfælde sproget, som man ikke behersker?

Vi er nødt til at se i øjnene, at bogsjusk kunne være en medvirkende årsag til dårligt salg af bøger.

Målløs / Tom Lanoye. TURBINE forlaget, 2012. 376 sider. ISBN 978-87-7090-599-2. Vejledende pris 299,- kr.

Privatiseret lidelse

For første gang i menneskeslægtens 2,5 mio. år lange historie lever mennesker (i de udviklede lande) omkring 80 år i gennemsnit. − Det er en hidtil uhørt middellevetid, næsten en fordobling i løbet af de seneste 200 år, og det ser ud til, at kurven stadig stiger.

Alligevel hører man snart sagt ikke om andet end sygdomme og tidlig død. Aviser, blade, internet og tv er proppet med sygdomssnak. Venner og veninder kagler om sygdomme. De yngre aldersklasser snakker om kost- og sportsrelaterede lidelser, de ældre om blodtryk, D-vitamin og kolesterol. − Hvis man tænker på, at ½ mio. danskere dagligt tager en kolesterolpille til knap 10 kr. pr. stk., så forstår man, at der er store interesser i at holde folk hen i bekymring.

Hvis man er syg, fylder det hele ens bevidsthed − ”Den raske har mange ønsker”, siger et gammelt mundheld, ”den syge har kun ét” − og så skal man naturligvis snakke om det. Men at raske mennesker i alle aldre i hidtil uhørt omfang snakker om og læser om og bekymrer sig om alle mulige sygdomme, som de kan risikere at få, er for længst blevet for meget. Alt for meget for meget!

Med nærmest religiøs nidkærhed forestiller vi os, at vi kunne leve for evigt, hvis vi overholder FORSKRIFTERNE, dvs. måler blodtryk hver morgen, spiser spartansk hver eneste dag og dyrker svømning om mandagen, gymnastik om tirsdagen, cykler en time onsdag og fredag, går til stavgang torsdag, sveder i fitnesscentret om lørdagen og løber en lang tur om søndagen.

Almindelig venindesnak og aviser og dameblades sundhedsbrevkasser, der mærkeligt nok altid handler om sygdom, er fulde af lange beretninger fra damer, der opregner, hvor sundt de spiser og hvor meget motion, de dyrker. Som i en skriftestol fortæller disse damer stolt om deres fromhed til medsøstres beundring og misundelse og angler efter brevkassebestyrerens syndsforladelse og implicitte løfte om, at de aldrig, aldrig bliver syge og dør.

Der er tilsyneladende ingen overvejelser om, hvorvidt man skal holde sig i live blot for at kunne spise salat og dyrke motion, så man kan holde sig i live.

Når mennesker gør det til et livsindhold at overholde forskrifter, der er strenge som i klostrene i meget gamle dage, og nogle går for vidt og udvikler deciderede spise- og motionsforstyrrelser, kommer de naturnødvendigt til at synde ind imellem. Så mens kirkerne står tomme, er det moderne menneske spændt ud mellem synd, anger og tilgivelse i egen indbildning og over for nutidens præsteskab i form af bedrevidende veninder, livsstilscoaches, brevkassebestyrere, bestsellerforfattere og andre amatørsundhedsrådgivere.

Lægerne smider tørt brænde på bålet med deres lukrative og hyppige tests af blodtryk, blodsukker, D-vitaminniveau og kolesteroltal, og det er både godt og skidt. Al denne opmærksomhed på forebyggelse har jo, sammen med kloakering og sund og rigelig mad, været med til at bringe vores levealder i vejret, men samtidigt har ingen spurgt sig selv, hvad vi skal stille op med alle de gamle, som så charmerende betegnes ”ældrebyrden”, og hvad det betyder for den enkelte at tilbringe de sidste tyve-tredive år af livet som unyttig, venne- og familieløs, gamling.

På trods af al ihærdigheden rammes vi naturligvis på et tidspunkt af sygdom og død. Hvor det før var banale infektioner, barsel og spædbørnedød, er det nu gammelmandssygdomme som hjerte-karlidelser, kræft og sukkersyge, der slår befolkningen ihjel, men på et langt, langt senere tidspunkt.

Selvfølgelig sætter vi meget ind på at forebygge og behandle. Det skal vi også. Men er det rimeligt at benævne disse reservedødsårsager, der blot har taget over, efter at vi har bekæmpet sult, infektioner og ulykker, som livsstilssygdomme? Og mobbe dem, der spiser for meget og motionerer for lidt og hænge dem ud på tv? Hvilken livsstil er det i så fald, vi taler om? Det moderne, vestlige liv, hvor vi har nok af alt? Er det folks egen skyld, at de efter 80 år dør af fx et hjerteslag? Var det bedre, hvis de døde af luftforurening? Af natarbejde? Af kræftfremkaldende stoffer i miljøet? Af hærdet fedt og tilsætningsstoffer i industriel mad? Af genetiske svagheder? Stress? Er nogle dødsårsager finere end andre? Og kan den afdøde i så fald ikke være ligeglad?

Hvor vi førhen så skævt til syndere i religiøs forstand og lagde afstand til dem ved at kalde deres ulykkelige skæbner for Guds straf, så opfatter vi nu lidelse og sygdomme på akkurat samme måde og råber de ulykkelige lige ind i ansigtet, at det er deres egen skyld. Hvis vi kunne være det bekendt, ville vi brænde dem på bålet, eller i det mindste spare behandlingsudgifterne til dem, der er ramt af sygdomme, som vi på mere eller mindre videnskabeligt grundlag synes, de selv har været ude om at pådrage sig. − Men endnu har jeg ikke hørt, at klatrere, skiløbere, fodboldspillere og folk, der kører for hurtigt i bil, bebrejdes, at det er deres egen skyld, at de belaster sundhedssystemet. Det er kun de tykke, de dovne, de madglade og rygerne, der oven i evt. sygdomme må udholde omgivelsernes tydelige foragt og lytte til mere eller mindre eksplicitte beskyldninger om, at de selv har været ude om det. Bare spørg en stakkels ikke-ryger med KOL.

Hvorfor opfører vi os så primitivt, når vi stilles over for (andres) sygdom og død?

Det gør vi i forsøget på at holde sygdomme og katastrofer væk fra os selv. Når vi hører om en ulykke, fx et barn, der falder ud ad et vindue og slår sig ihjel, så skynder vi os at tænke, at det må være forældrenes egen skyld, at de ikke passede nok på barnet og ikke havde sikret deres vinduer ordentligt. Hvis det er de specifikke forældres skyld, så har vi fastslået en ÅRSAG, og så kan vi tage vores forholdsregler og sikre os, at ulykken ikke rammer os selv.

Når vi hører om et menneske, der er ramt af en dødelig sygdom, bliver vi så forskrækkede, at vi ikke kan rumme tanken om, at det måske kunne være os selv, og så skynder vi os tankeløst at fastslå, at det må være hans egen skyld, fordi han røg, drak eller glemte at motionere. Når vi således har placeret ansvaret for sygdommen på den syge selv, har vi privatiseret lidelsen. Samtidig har vi fjernet muligheden for, at vi eller vores nærmeste kan blive ramt, for vi overholder jo − så vidt muligt − de rituelle FORSKRIFTER.

Og så kan vi ikke dy os for at give hinanden besværgende og ondtafværgende lektier for: diæter, kosttilskud, øvelser m.m. Prøv i et selskab at nævne, at du har ondt i ryggen, så skal du bare høre…

At sværge til hybenpulver, helende krystaller eller positiv tænkning er ikke meget anderledes end at bære lykkebringende amuletter. Kirken og præsterne har ikke længere magt til at definere tro og overtro, hvilket, navnlig på sundhedsområdet, har bevirket en vildtvoksende og frodig underskov af moderne overtro. Og det foregår lige her hos os, på de såkaldte helsemesser, i lokalaviserne, i store danske dagblade, mande- og dameblade, på nettet, og allermest ude blandt folk på arbejdspladser og ved sammenkomster i hjemmene. Det foregår hele tiden midt i et af de mest veloplyste og veluddannede, moderne og teknologiske samfund. − Det var nok en tanke værd.