150 år efter H C Andersen
Udsigt til Tejo-floden og 25. april-broen fra Sao Jorge-borgen i Lissabon.
”Hvilken Overgang at komme fra Spanien ind i Portugal! Det var som at flyve fra Middelalderen ind i Nutiden. Rundt om saae jeg hvidtede, venlige Huse, indhegnede Skove, dyrkede Marker, og ved de større Stationer vare Forfriskninger at Faae. Man ligesom fornam en ny Tids Beqvemmeligheds Brise fra England eller den øvrige levende Omverden. Malerisk smuk …” – Sådan skrev H C Andersen i sin beretning fra en rejse i 1866 om Portugal.
Det første, der slog os, da vi fik os klemt ud af det trange fly i Lissabon Lufthavn, var lyset. – Sikke et lys!
Vi danskere hylder altid lyset i Skagen, men nej, kom til Lissabon, min far! – Om det er den brede flod og nærheden til Atlanterhavet, den sydlige beliggenhed eller årstiden, vi rejste i marts’ klare forårssol, om det er husenes lyse farver og portugisernes altid smagfulde arkitektur, klassisk såvel som moderne, deres sikre sans for stil og kunst, ved jeg ikke. Men et kongeligt landsted lidt uden for Lissabons centrum hedder ”Queluz”, en begejstret taxachauffør forklarede mig, at det netop betyder ”Hvilket lys!”
Belemtårnet i floden ved Lissabon. Bygget for de værdier, som Vasco da Gamas opdagelse af søvejen til Indien skaffede til Kong Manuel d. 1.
Det næste, overvældende indtryk var luften: Så klar og ren, med velgørende toner af kildevand, grøn frodighed og frisk sundhed, selv om man stod inde midt i en af Europas store hovedstæder med alt, hvad det indebærer af industri, trafik og anden menneskelig foretagsomhed.
Derefter blev vi slået af menneskenes umiddelbare venlighed, taxachaufføren, som i begyndelsen reserveret påstod, at han ikke talte engelsk, fik alligevel vist os det store fodboldstadion, tyrefægterarenaen og Lissabons fængsel undervejs, lige som han efterhånden livligt underholdt med sine favoritkager og lokale retter, mens han sigende trak sig i højre øreflip med en gestus, der i forbindelse med god mad kun kunne oversættes med et dybfølt ”uhmmmm ”…
Om menneskene i landet, som H C Andersen opfattede dem på en sejlads over den brede Tejo-flod fra Lissabon til Setubal, skrev han: ”Skibet var overfyldt med Reisende og Reisegods; Farten begyndte, der var en forunderlig Stilhed og Alvor ombord, Herrene sad og læste Aviser, Damerne skjulte sig under deres Parasoller, man fik slet ikke Indtryk af Sydboens Livlighed, men velvillige og høflige mod den Fremmede viste de sig Alle.”
Samme indtryk fik vi: De portugisere, vi mødte, folk på gaden, i transportmidler, personale på hoteller og i restauranter, for ikke at glemme skaren af udsøgt venlige taxachauffører, var alle høfligt tilknappede til at begynde med, men livede op og deltog ivrigt i mange snakke om landet og dets fortræffeligheder, kulturen, som de alle var inderligt forbundne og fortrolige med, og i tilgift gav de uopfordrede råd og oplysninger, og, navnlig, delte de ud af deres glæde ved maden og fortalte gavmildt om de bedste restauranter, kageboder og stedernes særlige specialiteter. – For al denne uvurderlige information skylder vi dem en stor tak! De gjorde vores rejse bedre. – Portugiserne har åbenbart siden fønikerne, romerne, vestgoterne, araberne, korsridderne og den berømmelige Henrik Søfarer og hans efterfølgere, som sendte Vasco da Gama ud på søvejen til Indien, bevaret en gæstfrihed over for tilrejsende og et udsyn, der svarer til landets påfaldende klare lys og velgørende friske luft.
Sintra set fra Palacio Nationals trappe. Den mauriske borg ses på bjerget i baggrunden.
”Cintras Deilighed”, skrev H C Andersen om det smukke Sintra. Som Portugals Harzen ligger dette afgrænsede, vulkanske bjergområde kun knap 30 km fra Lissabon, omkring 10 km fra Atlanterhavet, og frodigheden, køligheden og skønheden har i århundreder lokket de kongelige, de adelige, de rige udlændinge og kunstnerne til stedet, navnlig i sommermånederne.
H C Andersen boede under sin rejse i Portugal hos tre af O’Neill-brødrene, den danske konsuls sønner, som han havde truffet i København. I Lissabon boede han flere måneder hos Jorge O’Neill på dennes landsted Quinta dos Pinheiros. I Setubal boede han godt en måneds tid hos Carlos O’Neill, og i Sintra skulle han så flytte ind hos José O’Neill. Men det blev kun til et par uger. – Det fremgår, at H C Andersen ikke følte sig lige så meget på bølgelængde med, og lige så velkommen hos, den gode José – ”Min Ven José holdt af Eensomhed, blev helst i sit stille, hyggelige Hjem, og jeg var gladest ved at drive alene om.” – Hvorefter H C Andersen opregner de af egnens velhavere og kunstnere, som heldigvis alle værdsatte ham og hans ry som digter, opmuntrede ham til at aflægge visitter og med glæde viste ham rundt i omegnen. De formiddage, han alligevel var overladt til sig selv, travede han op til den knejsende maurerborg. Ret godt gjort af den lange, 61-årige digter, siger jeg, der i tilsvarende alder forsøgte at gøre ham kunsten efter.
Den mauriske borg over Sintra blev kraftigt restaureret i 1800-tallet.
Hvor lå O’Neills hus i Sintra? – Mine danske guidebøger nævner det ikke med et ord; de er i det hele taget meget kortfattede om Sintras lyksaligheder. I Sintra bør man unde sig selv at opleve Serraen, bjergenes frodighed, med træer, som vi kun dyrker i drivhuse herhjemme, i fuldt flor over en underskov af flødefarvede kodrivere og himmelblå vincaer.
Palacio Nationals indergård og skorstenene.
Den gamle bjergby, Sintra, som kan minde om et nydeligt, bedaget, schweizisk vintersportssted om sommeren, med samme småhuse og charme, det grønne futtog og, naturligvis, det oldgamle Palacio National med de to karakteristiske skorstene. Når man har spadseret i, og straks føler sig hjemme i byen og dens fortræffelige kagecaféer, kan man udvide turene til det nye Sintra med banegården og de gode, lokale restauranter. Og så kommer udflugterne til den mauriske borg, det eventyrlige Penaslot, alle quintaerne og deres fantasifulde og overdådige parker.
Penaslottet, i sin nuværende form et romantisk byggeri fra 1800-tallet, ligger på Sintras højeste klippetop.
Atlanterhavet, med Europas vestligste punkt, Cabo da Roca, de små strande med klippeformationer, gyldent sand og glimrende fiskerestauranter ligger 15- 20 minutters kørsel væk.
Praia das Maças, Æblestranden, ved Atlanterhavet ud for Sintra.
Vi indlogerede os i Chalet Relogio på den grønne bjergside over byen, og da det var midt i kameliaerne og azaleaernes blomstringstid, kunne intet sted på jorden være dejligere. – I haven plukkede vi søde appelsiner og sure citroner, vi talte kattesprog med husets gamle hankat og menneskesprog – det sprog, som er gængs alle vegne, hvor venlige mennesker mødes – med søde Antonia, husets velkommende engel. I dagligstuen lå en portugisisk guidebog om Sintra.
Chalet Relogio, Sintra.
I de tidlige morgentimer, i min venten på den gode kaffe, gennembladrede jeg denne omfattende publikation, og med den store latinprøve og et lille bifag i italiensk i bagagen, lykkedes det mig faktisk at læse de fleste tekster heri, bl.a. om H C Andersens logi i Sintra. – Som portugiser værdsætter og husker man digtere, også andre landes.
Vi spadserede de få hundrede meter hen ad vejen over Sintra mod øst. Forbi det smukke, røde Casa dos Penedos, som slet ikke fandtes på H C Andersens tid, og som derfor ikke vedkommer denne fortælling, forbi den helsebringende kilde, Fonte da Sabuga, hvor H C Andersen må have stillet sin sommertørst mange gange – Måske var det her, O´Neills husholdning hentede sit vand? – og op ad Calçada dos Clerigos til den gule kirke, Santa Maria, og videre nogle få skridt til de lyserøde huse, hvor vi hurtigt finder nr. 9A, fordi Sintras kommune har anbragt en mindeplade for vores begavede landsmand netop der.
H C Andersens hus i Sintra og mindepladen.
Vejen fortsætter over i spadserestien op til den mauriske borg, og dermed fra den ene betagende udsigt til den anden, også på nedstigningen på den anden side, som vi fulgte lige til vores chalets frodige indkørsel.
Udsigten fra spadserestien op til borgen, Sintra.
H C Andersen skrev om cacter og aloer, vi lærte hottentotfigner og harefodsbregner at kende. I det hele taget er floraen i Sintrabjergene og ude ved kysterne så overvældende, at man burde medbringe sin egen botaniker og nedsætte sig et års tid for at lære den ordentligt at kende.
Harefodsbregnen vokser fortrinsvist oppe i de gamle korkege.
Hele området er udlagt som naturreservat og beskyttet af UNESCO, bygninger og paladser, naturligvis, men også fauna og flora, fx eghjortebillerne og de gamle fem-seks meter høje kameliatræer i Penaparken. Før i tiden var Sintramassivet bart og ubevokset, men de rige og mægtiges interesse for stedet og for jagt medførte en overdådig både oprindelig og indført beplantning, hvis lige ikke ses noget andet sted i verden. Penaparken og Monserrat er uovertrufne, hvad kultiveret natur angår, men jeg tabte fuldkommen mit hjerte til det lille, forhutlede kapucinerkloster – også kaldet korkklosteret, langt inde i bjergenes dybe skygger.
Indgangen til det gamle kapucinerkloster midt i Serra de Sintra.
H C Andersen var her også. Men hvor han falder i svime over fornemme bekendte, deres slotte, quintaer og parker, er han mere nøjeregnende med sine ord, når det drejer sig om det ydmyge, rent ud sagt utrolige, kloster. Her fandt vi i 2015 spartansk romantik og frodighed nok til mange års drømme og betagelse. Harefodsbregnen, som overgror de forvredne korktræer, blev først fundet og bestemt her.
Klostret, Convento de Santa Cruz dos Capuchos, blev grundlagt af en naturelskende rigmand i 1560 og skulle fungere i fattigdom og tæt kontakt med den omgivende natur. For at holde kulde og fugt ude af deres bittesmå celler og gange, isolerede munkene klostrets indvendige vægge med kork. De havde en stor og velbeliggende køkkenhave, og vi fandt deres ældgamle, mosbegroede og vanskeligt fremkommelige trædesti op til et tilflugtssted på bjergets top, hvor de havde jordbærtræer, klippehuler og udhuggede siddepladser, men hvor den fabelagtige udsigt i løbet af de seneste 450 år var groet noget til. Dog ikke mere, end at man stadig kan fornemme den kontemplative ro ved deres ophøjede sæde.
Det algebegroede korkkloster set fra den øvre gård.
Om disse munke skrev den rejsende skotte, Arthur William Costigan, i 1779:
”Accordingly, on this very spot, we found a Convent of stupid, dull, ignorant Monks, who are so far from looking upwards, that they are bound by a vow of professional humility and obedience, never to lift their eyes from the earth …”
Klostret har stået ubeboet siden 1834, hvor man under Portugals langvarige borgerkrig om bl.a. tronfølgen oprettede et konstitutionelt monarki og indførte et forbud mod religiøse sammenslutninger.
I europæisk sammenhæng fremstår Portugal i dag som et særdeles klarsynet og på alle måder kultiveret land, ganske som H C Andersen indledningsvist anfører det. Man værdsætter sine digtere på måder, jeg ikke har set i det omfang andre steder. Statuer, monumenter og gravsteder rejses til deres minde overalt, og ved de nationale seværdigheder sidder marmorplader med omfangsrige citater om stedets historie, skønhed og betydning, skrevet af landets fremmeste poeter og store forfattere, heriblandt Luís Vaz de Camões, Almeida Garrett, Fernando Pessoa og José Saramago, nutidens portugisiske nobelpristager, som døde 88 år gammel i 2010.
I 1834 forbød man munkeordener og anden religiøs sekterisme, i 1908 skød man kongen og tronfølgeren på den store centrale Praça do Comércio i Lissabon, og året 1910 betragtes som republikkens fødsel. – Efter et langt, i de seneste årtier, fascistisk og insisterende kolonialistisk, mellemspil, som stilfærdigt blev væltet over ende af en flok opvakte officerer, der omgående fik folkets støtte i den bekendte Nellikerevolution, overgik landet i 1974 til et holdbart demokrati.
Blomsterpige på Rossiopladsen, Lissabon. En af hendes kollegaer var den 25. april 1974 den første, der stak sine røde nelliker i de revolutionerende soldaters geværer.
Inden rejsen blev vi advaret mod maveproblemer, men intet sådant ramte os. Alle vegne fik vi umådelig god, velsmagende og veltilberedt mad. Vi blev advaret mod trafikken, men portugiserne viste sig at være de mest hensynsfulde billister, vi nogensinde havde oplevet. Hvor man i andre middelhavslande kører på dythornet, hørte vi i alt vist kun to dyt, og al trafik stoppede altid og omgående ved alle forgængerfelter, så vi skulle ikke stå mange sekunder på et gadehjørne for at læse skilte, før alle biler i alle retninger gik i stå, fordi det kunne se ud, som om vi havde til hensigt at krydse vejen.
MEN: – De røvere, som H C Andersen ustandseligt frygtede at møde, når han rejste, men som i 1866 ikke fandtes i Portugal, dem blev vi til gengæld 150 år senere ofre for i form af et kriminelt biludlejningsfirma i Lissabon Lufthavn: GoldCar trak en uge efter hjemkomsten 2000 Euro på vores konto helt uden rimelig begrundelse. – Hvordan kan et så venligt og turistegnet land tillade, at deres indgangsport i lufthavnen bliver okkuperet af djævelske bedragere? – Der må findes en plads til dem i Lissabons imponerende fængsel; taxachaufførerne kender vejen!
HC Andersen, Et Besøg i Portugal s. 27, 61-62 og 106, Det Berlingske Bogtrykkeri , KBH 1968
Margarida De Magalhaes Ramalho: Sintra in Writing, s. 15, Parques de Sintra Monte da Lua
David Birmingham: A Concise History of Portugal, Cambridge University Press
