Kategori: Fotos

Minggravens feng shui

Kejser Yongle, 1360 – 1424, Mingdynastiet.

Nord for Beijing ligger Mingkejser Yongles imposante gravanlæg smukt i en dal mellem bjergenes udløbere. Det var en diset formiddag i det tidlige forår, da vi ankom med vores søde guide, Candi. Kun ganske få andre turister havde fundet herop, og vi havde al tid i verden.

Mageligt slentrede vi op ad hovedaksen med mindre afstikkere til begge sider for at beundre de små vanddrager og det store haveanlæg.

Blomstrende buske, velformede træer, templer og bjerge fik os til at tro, at vi var havnet i et old­gammelt kinesisk maleri. Der var kvidrende fugle alle vegne, og som efter fælles aftale sænkede vi stemmerne, når vi talte.

Efter ganske kort tid følte vi os grebne af stedets ro. Velvære, mild søvnighed og slaphed bredte sig mærkbart, trods spændingen ved alt det nye, ud i alle dele af kroppen. Hjerteslag og puls faldt til et niveau mellem komatøs og skindød. Småsaligt smilende gik vi og sludrede om drager, om fuglelivet, om altrene, om kejser Yongle og om de små dyr på tagrygningernes svaj … Også Candi havde sluppet sin omsorgsfulde årvågenhed og virkede tilfreds med tingene, som de var.

Candi

Da nævnte hun feng shui. − Feng shui har altid stået for mig som et tåget begreb på linie med auralæsning, krystalhealing eller en slags voodoo, men ifølge Candi var det oprindeligt ikke andet end en måde at orientere grave på.

Traditionel kinesisk grav fotograferet i New Territories på fastlandet over for Hong Kong i december 1980.

Feng shui, fortalte hun, betyder ‘vind vand’. Allerede for knap 2000 år siden, hvor vi har skriftlige kilder til feng shui, men formentlig i hundreder af år før, var det vigtigt for kine­serne at begrave deres forfædre rigtigt i forhold til verdenshjørnerne, bjerge og søer eller floder for at bevare deres energi bedst muligt til gavn for de levende efterkommere. God feng shui opnås ved at lægge sin grav eller sit hus på en akse med et bjerg eller en bakke i ryggen mod nord, ved høj beliggen­hed, ved at være beskyttet mod vinden på begge flanker og ved at have udsigt mod syd, helst ud over vand, som inddæmmer og bevarer energien. − Mere indviklet er det ikke, påstod hun. − For at finde verdenshjørnerne kunne man anvende et kompas, som kineserne var de første til at opfinde, men el­lers havde man ikke brug for udstyr. − At der ud over vand, bjerge og udsigt også skulle være natur i form af træer, buske, blomster, afgrøder, fugle og andre dyr, gav sig selv. Teorierne om feng shui blev dannet og nedskrevet på tidspunkter i historien, da natur stadig var naturgiven og ikke et restprodukt i periferien af de utallige, massive byer og vejanlæg, vi efterhånden omgiver os med, både i Kina og herhjemme.

Minggraven er anlagt som endepunktet på en akse, der fører begravelsesoptoget fra kejserpaladset i Beijing via Åndealléen med de smukke statuepar til gravhøjen foran bjergsiden.

Også i europæisk og dansk kultur ynder vi en præsentabel allé op til slottet, herregården eller blot til en jævn landejendom.

Kinesiske filosoffer skrev om og videreudviklede feng shui, og som med næsten al kinesisk kunst og kultur endte det i en uhyre kunstfærdigt opstillet og luftig teori, som kunne omfatte simpelthen alt: fi­losofi, religion, overtro, geografi, astrologi, lægekunst, legender osv., foruden, naturligvis, de allesteds­nærværende, charmerende drager. Efterhånden kunne ingen hitte rede i det, og der blev skabt plads til de sædvanlige, udspekulerede og kyniske, charlataner, som aldrig har været for fintfølende til at slå plat på enfoldige og prisgivne menneskers ønsker om at sikre sig held og lykke i livet. Helt skørt blev det, da vest­lige indretningsarkitekter overtog begrebet og solgte lykkedyr og farveblandinger og konsulentbistand til godtroende fjolser.

Efter en saliggørende og instruktiv spadseretur med Candi rundt i Mingkejserens gravanlæg, begyndte vi at forstå de basale principper i traditionel, kinesisk feng shui. Og pludselig kunne vi se paralleller.

Vi har før besøgt Sydeuropas forhistoriske huler, hvor neandertalere og andre af vore forfædre for 50 – 10.000 år siden sad højt oppe ved indgangen og kunne overskue hele dale og gøre sig parate til jagt, når rensdyr eller andre byttedyr i store flokke kom vandrende nordpå. De boede i de sydvendte grotter, hvor de med solid rygdækning fra bjerget kunne føle sig trygge og godt tilpas, når de i god tid og på lang afstand kunne opdage det, hvis evt. fjender nærmede sig.

Fx Grotta di Fumane i Nordita­lien, som ligger højt oppe på et alpeforbjerg, hvor man kan sidde foran huleåbningen og kigge langt ud over grønne dale med rislende bjergfloder, som på begge sider er beskyttet af alpernes lange udløbere.

Udsigten fra Grotta di Fumane, Norditalien.

Eller Cueva de la Pileta i Andalusien, som ligeledes var beboet i forhistorisk tid, og som er fyldt med smukke og bevægende vægmalerier af bl.a. en stor fladfisk og en gravid hoppe.

Indgangen til Cueva de la Pileta ved Ronda, Andalusien.

God feng shui er også vigtig for vore almindelige huse. Hvem drømmer ikke om et velproportioneret hus på en grøn bakke med vid udsigt ned over en sø eller havet? Om at bo i læ for vinden og med grøn frodighed og et springvand omkring sig? Eller i det mindste en altan på højhusets bjergmassiv, hvor man kan gå ud og overskue verden?

Haven, Den Forbudte By, Beijing.

Pagode, Sommerpaladset, Beijing.

Man behøver ikke at være kinesisk kejser eller at gå så vidt som at lave huller til forbiflyvende drager, som man gjorde med et højhus i Hong Kong, for at skaffe sig god feng shui i sin bolig. Det er langt hen ad vejen et spørgsmål om sund fornuft og en fornemmelse for elementer, der erfaringsmæssigt for­højer menneskets velvære.

Lindarajahaven og Palacio del Partal, Alhambra, Granada.

Gode arkitekter og husbyggere har altid, med eller uden kompas, vidst at anbringe køkkenet mod nord, så fødevarerne kunne holde sig kølige og friskere længere, soverummene ligeledes i en kølig og rolig afdeling, og opholdsrum og veranda vendt mod udsigten, køligt eller lunt alt efter de klimatiske forhold. Havearkitekter, både kinesiske, arabiske og europæiske ved, at man får det godt i sjælen af at kigge på noget frodigt grønt, blomster, frugter og lytte til rislende vand. Hvis alt går op i en højere en­hed, tiltrækkes fugle og andre dyr, og hvor de har lyst til at være, er det også godt at være menneske.

Kinesiske violer i en sprække mellem fliserne ved Mingkejser Yongles grav.

Levende minder

− om planter, jeg muligvis ikke er kommet helt ærligt til

I en park i Cairo følte jeg noget rulle under mine sandaler. Det var mørkt, men jeg bukkede mig og samlede de sorte, ærtestore frø op. Hjemme såede jeg dem, og på forbavsende kort tid fik jeg en flok kraftige ’Egyptenpalmer’, som både jeg selv, venner og familie fik fornøjelse af i mange, mange år. Navnlig på en vinterdag, hvor sneen ligger tykt udenfor, er det skønt at kunne drømme sig tilbage til det solbeskinnede Egypten.

Noget lignende skete i Alhambra, Granada, sidste år. Vi gik ad en allé og trådte i hvide frugter fra smukke, gyldne træer, som senere skulle vise sig at være Paternostertræer med en interes­sant hi­storie.

Det var også i Andalusien, jeg reddede mig en stump af en vildtvoksende rosmarinbusk, som nu trives fortræffeligt i min vindueskarm, og vi så den klassiske bunddækkeplante, Vinca, med de himmelblå blomster, vokse vildt i bjergene. Den stjal jeg nu ikke, for den findes så ri­geligt i min have i forvejen, dog ikke i den sartblå udgave, som vi fotograferede ved Pileta:

I juledagene, i en rosenhave i Firenze, nappede jeg en af de ukrudtsplanter, som voksede dekorativt på de gamle mure alle vegne i byen. Den blev efter kort tids pleje til min hvidgrønne Firenzeblomst:

Og ved Gardasøen sad vi engang og drak kaffe mellem aflange blomsterkrukker med nerier i alle tænkelige farver, da en frodig urt i bunden af en af krukkerne fangede min opmærksom­hed. Det viste sig at være en pragtfuld mynte! − Ikke den krasse pebermynte, man kan købe som kryd­derurt herhjemme, men den helt rigtige, milde og søde nordafrikanske mynte, som bruges til velsmagende te i hele den arabiske verden. Som andre mynter viste den sig at være særdeles livskraftig; den overvintrer endda ude i vores nordjyske klima og har gjort det i ti år.

Fra hundred år gamle hustomter i skoven har jeg hjemført humle, sødskærm og sæbeurt, som alle gror mere end villigt i haven.

Og det er et yndet nummer at lade besøgende børn nulre og dufte til sødskærmens blade og bilde dem ind, at det er her, man går ud og plukker sine bolsjer, når de er modne:

Måske er tendensen til at stjæle planter arvelig? − Min mor fik nogle brune frøkapsler op un­der neglene under en vandring i den smukke park ved Falkland Castle i Skotland for tyve år siden, og det viste sig at være en varm gul forsythia, da frøene spirede frem hjemme i min have. Nu er Falklandforsythiabusken meterhøj, rigt blomstrende, og frøene sår sig selv overalt.

Sommetider får jeg dog en plante fra fremmede lande foræret helt uden snyd. Ud af en ge­men malajkrukke voksede pludselig en dag en bregne frem. Da den blev stor, fik den sin helt egen krukke og er nu min skattede krukkebregne.

Image Thumbnail Image Thumbnail

Hvad fik jeg gaflet med hjem fra Kina? Kerner fra de yndigste miniappelsiner, en slags bitter­søde kumquats, og små lycheelignende frugter.

Men de har endnu ikke stukket snuderne op af jorden i de krukker med nerie og citron­træ, jeg har sået dem i. Det er et godt, velgennemprøvet gartnertrick at så nye frø, sten eller kerner i jorden hos en større plante i god vækst. − Det er, som om den store plante skærmer og passer på den lille ny.

Kina

Man tror, man skal gå på muren. Men muren viser sig at være en stejl, sortgrå trappe med næsten uopstigelige trin op ad et omtrent lodret bjerg. Det var den i hvert fald der, hvor vi var.

Op kom vi dog. Opildnet af tilråb fra unge kinesere, der gerne ville have et foto af sig selv sammen med et par ældre bleglændinge som minde om deres udflugt til Den Store Mur.

Vi mødte ingen kinesere, der ikke var åbne, smilende, hjælpsomme og gæstfrie. Og vi stødte ikke på noget kinesisk mad, som vi ikke kunne lide.

Virkelig imponeret blev jeg, da jeg tre gange i træk på indenrigsflyvninger i Kina oplevede, at bagagen nåede ind på bagagebåndet i ankomsthallen flere minutter, før jeg selv kunne tilbagelægge den korte vej fra flyet. − Det er et kunststykke, jeg endnu har til gode at opleve i Europa.

Den Store Drage i øst er i det hele taget et overvældende bekendtskab. På mange måder føles livet i de store byer som hjemme.

Og så alligevel ikke. Arealmæssigt er Kina cirka på størrelse med USA, men befolkningen er en milliard større. Der bygges. Der konstrueres. Der er en energi og en forskellighed og en retning fuld fart frem, som vi ikke har set i vores kulturkreds siden efterkrigsårene.

Kina er dobbelt så stort som Europa, men landet rummer tre gange flere mennesker, og variationen i udseende og kultur er lige så stor inden for landets grænser, som den er i Europa mellem fx grønlændere og sicilianere.

Måske er Den Himmelske Freds Plads det bedste sted at se hvor stort, Kina rent faktisk er. For her færdes grupper af alle tænkelige og utænkelige etniske herkomster ind imellem hinanden. Alle iført dragter fra deres egn af Kina. De kommer for at hædre formand Mao med et besøg eller for at se Det Store Palads. Eller begge dele.

Troen på fremskridt og på forfædrenes ånder, god lykke og held trives side om side og udmøntes i en pragmatisk livsstil, hvor man vanemæssigt og efter bedste evne tilgodeser det hele.

Kun det udrikkelige vand, den forurenede jord, den uigennemsigtige, hostefremkaldende luft minder om, at styret skal træffe nogle meget vanskelige valg, når det gælder om at føde, klæde og huse en befolkning på knap 1,4 milliard.

Som alle med god ret mener, at de bør have akkurat de samme goder, som længe har været en selvfølge hos os. − Vi mødte en ung mand, der havde været i Europa. − Der var himlen blå, sagde han. − Og I kan drikke vandet i hanerne …

Om natten stiger vanddamp op fra Yangtse og smyger sig som røg hen over overfladen. Om morgenen stiger denne dis til vejrs og blander sig med udslip fra kemiske og kulkraftfyrede industrier langs flodbredden, så man kun sjældent oplever en klar dag på floden.

De miljømæssige konsekvenser af hele jordklodens overbefolkning og fuldkommen urimeligt ressourceforbrugende livsstil, der bl.a. tillader små sjæle som os at flyve om på den anden side af jorden, hvis vi skulle få lyst, kan også ses herhjemme over min græsplæne på en ellers smuk forårssolskinssøndag:

Hvor længe endnu kan vi se den blå farve på vores himmel?

Postscriptum:

I midten af 1800-tallet levede i Kina en lærd adelsmand ved navn Li. Han var rådgiver for den magtfulde enkekejserinde Cixi og lidenskabelig modstander af vestlig teknologi, såsom minedrift, jernindustri, kulforbrugende dampmaskiner, telegraf og tog. Grev Li skrev, at disse nyskabelser kunne forårsage ’uforudsigelige skader’ bl.a. ved at ’skænde vores landskab, invadere vore marker og landsbyer, forstyrre vores feng-shui og ødelægge vort folks levebrød.’ − Ingen kunne fortælle, hvad disse opfindelser skulle gøre godt for, og der var ingen argumenter for at fremme deres indførelse i Kina, ifølge Li.

Jung Chang: Empress Dowager Cixi, s. 67, min oversættelse.

Firenze

I Florentia, ’Den blomstrende’, som romerne navngav byen, da de for godt et par tusinde år si­den grund­lagde Firenze, blomstrede kunsten specielt i det 15. århundrede bemærkelsesværdigt op. Fra en flademalet, stiv og upersonlig stil til en udtryks- og følelsesfuld og i alle ordets betydninger perspektivrig ny kunstretning, kal­det renæssancen.

Image Thumbnail Image Thumbnail

I Firenze samlede rige bankierfamilier med Medicierne i spidsen hidtil usete rigdomme og brugte dem på paladser, kirker, kunst og anden kultur, der skulle forherlige dem selv, men som i sidste ende blev et smykke på hele Europas civilisation. De understøttede og opmuntrede tidens bedste kunstnere, malere, musikere, billed­huggere, arkitekter og forfattere, og gav dem utallige opgaver, så også de blomstrede og kunne inspirere hinanden.

Denne rigdom, som begyndte med uld og handelstalent, finansierede en helt ny menne­sketype, indi­vidualisten, personligheden, den selvstændigt tænkende, følsomme, mandlige kunstner.

De rige bankfolk havde også magt til at bortvise dem, de ikke var politisk enige med, og det gjorde de med Dante.

I dag står byen på hovedet for at opfinde Dantemindesmærker: Et Dantes hus, som blev bygget i 1911, en tom grav i Santa Croce-kirken, en profil hugget i en for­tovsgranitflise og en sten, ’Il vero sasso di Dante’, som er blevet anbragt på et lille torv ved domkirken for ganske nylig.

Eller de brændte fundamentalistiske munke, der som Savonarola og hans følgesvende forban­dede al deres dekadente luksus og holdt dunderprædikener om at forsage unødig ødselhed. Også denne udåd har kastet indtil flere mindesmærker af sig, mindst kendt er måske Savona­rolas profil, angiveligt udhugget af Michel­angelo i en sten i facaden på Palazzo Vecchio i 1498, samtidigt med at selve henrettelsen fandt sted på bålet på Piazza della Signoria. Profilen er der skam, men historien er cirka lige så sandsynlig som Dantes helt ægte siddesten.

Vi valfarter til Firenze for at opleve historien, arkitekturen, maden og kunstværkerne, hvis lige ikke findes andre steder, og vi bliver ikke skuffede, hvis vi da kan komme til herlighederne for alle de andre kulturturi­ster. For når børnene er blevet store og selvstændige, og de ikke længere gider tage med os til Dis­neyland, så tager alle vi midaldrende småborgere, hvis vi kan, til kunstens Disneyland og står, som i det rigtige Disney­land, i timelange køer, ikke til rutsjebaner, men til Ufficierne, Kunstaka­demiet, dåbskapellet, domkirkens kuppel og til både domkirken og Palazzo Vecchios tårne.

Vi tog til Firenze i julen, fordi vi har erfaret, at hvis man vil se de store seværdigheder, skal man komme, mens alle andre sidder hjemme og opfører julens ritualer for hinanden. Det lykkedes os også at have bl.a. Ufficierne næsten for os selv, spadsere lige ind og få et godt kig på alle herlighederne. Men allerede anden juledag nåede køerne til disse kunstskatte igen op på flere timers ventetid.

Kulturfolket og alle medløberne står i kø til endnu en forlystelse. Vi fristes ikke af hot dogs, slikkepinde og popcorn, men når mørket sænker sig brunt over Arno, og alle seværdighederne lukker, indhylles byens centrum i tunge stegedufte fra alle de bistecca alla fiorentinaer, enorme kødstykker, som grilles over bræn­debål for at mætte de tilrejsende, og måske især de­res kunst- og fodtrætte ægtemænd.

Allerede nu kan man se, at om ganske få år vil grupperne af nyrige kinesere og andre asiater, som jo ikke fejrer jul, fylde så meget, at vores list med at udnytte den stille højtid ikke længere duer. Alle verdens mennesker bliver på godt og ondt rigere. Og når inderne, sydamerika­nerne, afrikanerne og araberne også får styr på det, og alle får råd til at turistrejse flere gange om året på samme måde, som de fleste af os ves­terlændinge i adskillige årtier har betragtet som en menneskeret, så kan vi ikke længere trække vejret for flyos, klimaet går over alle bred­der, og de gamle bykerner, som allerede nu er decimerede til frilands­museer, går under i men­neskestrømmen, dens forbrug og affald.

Måske må man så, som man har gjort med visse grave i Egypten og de berømte, bemalede fortidshuler i Sydfrankrig, konstruere kopier, bereg­net for turister, på en mark i nærheden. Eller vi må alle blive hjemme og nøjes med virtuelle oplevelser på en storskærm nær sofaen.