Kommunalt svigt

Her på fredet område bygger Aalborg Kommune lige nu en ny, enorm institution.

I sagen om institutionsbyggerierne i Hammer Bakker har Aalborg Kommune udvist en skræmmende mangel på dømmekraft. Den skandaløse plan om at bygge på et af de smukkeste, fredede naturområder midt i Hammer Bakker, tilmed oven på et drikkevandsindvindingsområde, er dagligt samtaleemne mellem borgere i og omkring Vodskov. Man er generelt overbevist om, at en sådan vanda­lisme aldrig havde fået lov at passere, dengang Amtet var ansvarligt for naturherlighederne.

Om få måneder er dette levested for bl.a. den rødryggede tornskade ødelagt af kommunalt institutionsbyggeri.

Alle argumenter for byggerierne forekommer hule og ulogiske. Der er angiveligt tale om institutioner for meget følsomme borgere, som ikke tåler at flytte ud af Bakkerne, men de fagpersoner, jeg har rådført mig med, giver udtryk for, at skaden er lige stor, om man flytter disse personer til nye bygninger 200 m, 2 eller 200 km væk. Og størstedelen af de påtænkte byggeriers nye beboere kommer alligevel fra helt andre dele af kommunen. Derudover har man, så vidt jeg er orienteret, tænkt sig at plante høje hække foran alle vinduerne, så beboerne ikke bliver forstyrret af ydre indtryk. På den måde får ingen, hverken beboere eller andre bor­gere, mulighed for at beundre de kønne udsigter, og institutionens beboere får ingen idé om, hvor i verden de befinder sig. Et sådan fredeligt og beskyttet anlæg kunne mindst lige så godt placeres på et af de utallige flade og ubeplantede områder, som omgiver Hammer Bakker, f.eks. langs Vodskovvej, Langbrokrovej eller der, hvor man som en sølle erstatning påtænker at plante en stump skov midt på en mark imellem Vestbjerg og Tylstrup.

En af de første institutionsbygninger i Hammer Bakker. Pga. manglende vedligehold bliver den nu rømmet, og beboerne flyttet over i nyt byggeri i fredet område.

Logikken må bestå i, at der er tale om en økonomisk besparelse ved at plastre netop Hammer Bakker til med umage og usmagelige byggerier, ellers giver byggeplanen ingen mening. At sætte kommunen til at vogte natur har således vist sig at være intet mindre end en katastrofe. Småligt får man ikke øje på værdierne, men ser kun en bekvem og billig byggegrund og tager både de kommende beboere og et antal velmenende pædagoger som gidsler undervejs.

Aalborg Kommune er tilsy­neladende uvidende om, at det i dag ikke længere er muligt at inddrage fælles, bynært, rekreativt areal til hoved­løse byggerier blot for at spare penge. Så lemfældig omgang med sjælden natur ville være utænkelig alle andre steder. Man kommer nemlig til at sætte meget mere end penge over styr. Man taber sin troværdighed og sit renommé, og det kommer til at koste os alle sammen meget, meget mere i alle årene fremover.

Rygterne vil vide, at denne store bygning i Hammer Bakker snart bliver rømmet, men kommunen insisterer alligevel på at inddrage uerstattelig natur og bygge nyt.

Jeg har for tiden en ung studerende boende. Hun er kommet fra København for at læse på Aalborg Uni­versitet. Hver gang, vi går hen over det fredede område, hvor kommunen på­tænker at bygge, er hun grædefærdig. Hun forstår ikke beslutningen om at ødelægge så meget skønhed, tornskader, kilder, smeltevandsdal og salamandre ufortalt, og hun beretter om det til familie, venner og studiekammerater. Som for 40 år siden får Aalborg Kommune ry som en sammenspist, pamperisk, kortsynet og grisk kommune.

Når en kommune på denne måde svigter de fælles opgaver, når man ikke længere kan have tillid til, at de folkevalgte og deres embedsmænd handler til bedste for ALLE kommunens borgere, er det på tide at vende skuden.

Modige borgere har rejst sig og talt naturens mere langsigtede sag, men kommunen insisterer på at sælge ud af arvesølvet for en kortsigtet gevinst og på at ødelægge et af vore få tilbageværende, natur­lige rekreative arealer. — Det vil aldrig blive glemt. Institutionerne vil ligge der i Bakkerne til evig tid som skamstøtter og minde alle besøgende om svigtet, kommunalvalg efter kommunalvalg.

Markedsrotten

Denne gang gjorde vi det faktisk: — Sprang julen og al dens væsen over og tog til Venedig i en uge. Det kan man jo gøre, når man ikke længere har forpligtelser over for mindreårige, og jeg må sige, at det var både en lettelse og en nydelse at pjække fra den danske julepsykose for første gang i tredive år. Italienerne tager langt mere afslappet på højtiden, som for dem først og fremmest drejer sig om gode familiemiddage den 25. december, og foræring og fortæring af en mængde julekage, de tunge Panettoni.

Det er ikke, fordi jeg ikke holder af den danske jul, det gør jeg skam, specielt når jeg selv kan styre scenografien hen imod levende lys, gode dufte og familiehygge i mørkningen og samtidig forsøge at dæmpe det materielle hysteri en anelse. — Men de pågående, ja næsten desperate, opfordringer til at købe dit og dat, bare fordi det er jul, både i reklamer og i uopfordrede fremsendelser af ønskesedler fra yngre familiemedlemmer, som ikke kunne drømme om at købe noget til mig, og som ikke engang gider ulejlige sig med at skrive »Kære Lone« øverst, men blot sender alenlange fotokopier med håbefuld opremsning af kostbar elektronik rundt, kan godt gå mig på nerverne.

Jeg har tidligere været i Venedig, måske en halv snes gange, men kun om sommeren og kun på éndagsbesøg i ulidelig varme og trængsel. Disse udmattende visitter skabte et ønske om at opleve byen i regnvejr og oversvømmelser uden for sæsonen. Om at vandre rundt i byen, forvilde sig i gadernes labyrinter, sejle ud til øerne i lagunen, se på kunst og arkitektur i fred og ro, og — ikke mindst — om at vågne i Venedig, i en by uden biler og lytte til byens egne lyde.

Alle disse ønsker, og flere til, gik i opfyldelse. Vi begyndte med at trække vore rullekufferter ned til Marco Polo-lufthavnens kaj, hvor vi hyrede en taxabåd og ankom til logiet ved en lille sidekanal efter 40 minutters sejlads i støvregn og tusmørke. — Sådan skal det gøres! Langs vandvejene står lygtepæle, hvis gyldne lamper kaster eventyrbelysning over lagune og by. Chaufføren var så venlig, nu jeg begejstret stod nærmest på nakken af ham uden at ænse regnen, at tage os en ekstra tur rundt omkring Canal Grande og Rialtobroen, før han læssede os og vor bagage af.

Venedig holder hele vejen igennem! Byen er selvfølgelig udartet til en slags frilandsmuseum med Disneykvaliteter — På Campo San Bartolomeo lige ved Rialto ligger en stor og velforsynet Disneybutik — men i sin kerne er byen en ægte, levende og fornem middelalderby med tonsvis af atmosfære og dagligliv. Og turiststrømmen, der tælles i millioner årligt, bevirker så også, at ingen venetianer skal mangle hverken glaskunst eller masker, uanset på hvilket tidspunkt af døgnet trangen til en glasklovn eller en pailletbesat Harlekinmaske melder sig.

Venedigs lykkelige redning må skyldes beliggenheden på små øer, der ikke tillod udvidelse med uskønne forstæder, som alle andre byer ellers må leve med. Al industri, nyere kontorbygninger og grimme betonblokke til den mindrebemidlede del af befolkningen ligger ovre på fastlandet, Terra ferma, omkring Mestre og omliggende bysamfund.

Inde i selve byen kan man uden anden trafik og forstyrrelser end både, gondoler og lokale med indkøbstasker, der er forsynede med specielle hjul, så de er lette at få op og ned ad trapperne på de mange småbroer over kanalerne, fortabe sig i det ene betagende syn efter det andet af affældige paladser, små stræder, udhuggede marmorbrønde, overdådige kirkefacader … en havearkitekt, vi engang havde på besøg, talte om forfaldets æstetik … Se, det er Venedig!

Og når benene trængte til hvile var der jo massevis af vandingshuller med god, italiensk kaffe, kakao, der smager som flydende Valrhonachokolade på Café Florian på Markuspladsen eller små familiedrevne restauranter, som de lokale anbefaler, hvis man spørger dem til råds. At besøge det righoldige og maleriske fiskemarked om morgenen, og så få serveret alle specialiteterne om aftenen sammen med gode vine, det kalder jeg ferieglæder!

Oversvømmelserne begrænsede sig i juleugen til de tidlige morgentimer, så julemorgen var vi oppe og ude i gaderne, så snart det lysnede. Vores søde vært havde sat højvandsstøvler frem til os, og vi travede ud i ankelhøjt vand og blev hilst med et smilende godmorgen eller god jul fra de fastboende, som havde travlt med at feje vand ud af deres små butikker. Vi sjoskede op til den gamle ghetto, som forekom betagende stemningsfuld med vandet, havgus, douce orange morgenrøde og alle de beretninger om livet der, vi havde læst om.

Først da jeg var hjemme i Danmark igen og gennemså mine fotos på computerskærmen, opdagede jeg den, markedsrotten, som jeg ved et tilfælde fik med på et billede, da jeg ville fotografere højtliggende gondoler under oversvømmelsen julemorgen. Først troede jeg, at det skulle forestille en løve, som der jo er så rigeligt af i Venedig, men da jeg sendte billedet til værten, svarede han, at den kendte alle da, det var markedsrotten, og så ikke mere…

Ved at rekonstruere vores rute julemorgen gætter jeg på, at rotten befinder sig på en søjle på Santa Sofia-pladsen lige over for fiskemarkedet. Er der nogen, der ved mere? Hvor er den helt præcist? Hvem har lavet den? Og hvor gammel er den?

Londons huse og inventar

Blog Image

Der er sket meget i London, siden vi var der sidst. Alt virker forbløffende rent og nyspulet. Der ligger ingen hjemløse på papkasser hverken på gaden eller i undergrunden. Hvor er alle tiggerne blevet af? Trafikken er mindre intens og osende. Og mange af de ældre bygninger er erstattet af bjerge af stål, beton og glas. Overalt ses enorme, arbejdende kraner højt over byggepladser.

Blog Image

Londons gadeinventar må aftvinge respekt: Der er en tilstræbt enhed i farver og former, som giver hele den store by en beundringsværdig visuel identitet. Tag et foto af en rød telefonboks, og alle ved, at det er fra London.

Blog Image

Efter sigende begyndte man at plante plataner i London i det 19. årh., fordi det var det eneste træ, der kunne tåle udslippet fra industrialiseringen. Også det 21. årh.’s bil- og dieselos kan træet tilsyneladende tåle, for mange af dem står der endnu. De, der ikke har stået i vejen for en nybygning.

Blog Image

London er fornemme hvide huse, sort støbejern, røde busser og postkasser. Med undergrundens let genkendelige mærke, hvidt og rødt med en blå stribe, har vi det britiske flag som tema i hele byens grafiske fremtræden. Det er flot gjort!

Ferie

Blog Image

Bilkøer, check-in-køer, overfyldte, ulideligt varme busser, gader og strande, ikke mig. Hvorfor tage hjemmefra, når her endelig er til at være? I haven, i skoven og ved stranden. Lige her i nabolaget.

Blog Image

Haven står på sit højeste med roser, stauder og frugt. De nye fugleunger, solsorte, musvitter, rødstjerter, tumler kluntet om benene på os. Og juli måned er høsttid. Nu sanker vi – ikke i lade, men i fryser og syltetøjsglas. Har formentligt arvet et hamstergen fra forfædrene.

Blog Image

Rabarber, jordbær, hindbær, solbær, ribs, kirsebær, ærter, kvæder, blommer og brombær i haven.

Blog Image

Blåbær, hindbær, tyttebær i skoven. Og snart kommer:

Blog Image

Ind i mellem ligge i en hængesofa med en god bog. Så kan vi se Alhambra, når de andre turister er taget hjem, og det regner herhjemme.