At passe børn

er noget af det mest kedsommelige, man kan foretage sig, også hvis børnene er ens egne.

Når man for 25. gang har samlet sutten op, og ungen henrykt smider den ud af barnevognen igen. Når man har gemt sig bag en bog 44 gange og råbt ’Titte bøh’, når man kigger frem igen, og ungen endnu ikke er træt af legen. Når man har pruttet ham på maven henved 30 gange, mens man skif­ter ble. Eller stablet klodserne 117 gange, bare for at han kan vælte dem – igen.  – Så er ens hoved ved at implodere, og blikket flakker efter mobilen, venindesnak, Facebook, nyheder, Netflix …

Man længes efter barselsorlovens ophør, efter den ugentlige legeeftermiddag i mødregruppen, efter at far kommer hjem og overtager, efter at man kan køre ungen hen til sin egen mor eller bare efter, at han/hun falder i søvn i klapvognen, så man med fred i sindet kan ploppe høretelefo­nerne i og forsvinde i snak, mu­sik, radio, lydbog eller podcast.

Jeg ser disse desperate mødre traske rundt på villavejene med et sløvt barn i trillevogne af alle slags, mens de selv går og fjernsnakker med andre voksne eller lytter til noget, der må være meget mere spændende end deres eget barn.

Mødre har altid, hvis de havde mulighed for det, forsøgt at afsætte deres børn til andre.

I mange førmoderne kulturer var det bedstemoderens ansvar at passe de små. Det så jeg i Kina og Hong Kong, da jeg boede der med min egen søn. Disse spinkle og tandløse, gamle kvinder slæbte rundt på velnæ­rede småbørn og tog sig af dem døgnet rundt, mens mødrene arbejdede, måske i udlandet, for at skaffe penge til familien.

I vor egen kultur kunne en velhavende kvinde på slottet, godset, i det fornemme byhus eller på den store gård førhen ikke hurtigt nok få skaffet en amme, så hun kunne binde sine egne bryster op og passe de fine silkedragter igen. Når ungen kunne spise selv, blev han eller hun overladt til barnepigen, barneplejersken, nannyen eller guvernanten i børneafdelingen, som lå langt fra foræl­drenes gemakker og opholdsstuerne. Moderen kunne nøjes med at få barnet forevist eller tilbringe en halv time i børneværelset en gang imel­lem, når hun havde lyst.

I dag sender rige, nordsjællandske familier bud efter en fattig filippiner, som er til at betale, og som i prin­cippet skal fungerer som kombineret nanny og stuepige og kok i den mondæne villa. Hun forlader sine egne børn og rejser til Danmark for at hente og bringe andre menneskers børn, vaske deres tøj, smøre deres mad­pakker, rede deres senge … Hun får måske lært lidt dansk. Det gør de danske børn næppe.

Mindre privilegerede mødre sender deres ganske små børn i overfyldte, nedslidte institutioner med kun ganske lidt, og voldsomt underuddannet og underbetalt, voksenkontakt i løbet af de lange, lange dage.

Både min mand og jeg selv er opfostret af unge piger, ’ung pige i huset’ hed det og dækkede over, at vore mødre, som begge var lærere, hellere ville stå og stråle i et klasseværelse og oppe­bære løn for det, end de ville sidde hjemme og amme og lege ’Titte bøh’. – Den unge pige var en snottet halvvoksen fra landet med ru, røde hænder, som hellere ville sidde på sit værelse og lytte til Elvisplader, end hun ville lege med en lige så snottet unge. I princippet skulle hun både lave mad, gøre rent, vaske tøj – dengang i en gruekedel i kælderen, vaskemaskinen var ikke almindelig i 50’erne, og passe børn. – Blev vi stimulerede? Sprogligt og følelsesmæssigt? Eller lærte vi at beskæftige os selv?

Ingen mor synes, at det er sjovt at passe børn, hvis hun kan blive fri.

At passe børn er noget af det mest kedsommelige, man kan foretage sig, også hvis børnene er ens egne.

Sådan har alle mødre altid haft det til alle tider.

MED MINDRE man er lige så heldig, som jeg var, da jeg for 40 år siden fik min søn, at man får et USÆD­VANLIGT charmerende og begavet barn. For så kan man variere ’Saml sutten op’-legen i det uendelige og se hans fryd, når han prøver at regne de nye variationer ud på forhånd. Eller han pludselig tager føringen og gemmer sig selv bag en anden bog, så jeg bliver synligt forfærdet, indtil han storgrinende dukker frem og sav­ler sit henrykte ’Titte bøh’! Når han begynder at prutte sig selv på hånden og derefter mig på næsen for lige at mærke, hvordan det føles at være i den aktive rolle. Eller når han nægter at vælte klodsestablen, men begynder at bygge sit eget, overraskende veldesignede, tårn ved siden af mit summariske og med et skælmsk smil opfordrer mig til at forsøge at vælte det …  hvis jeg kan … Og når han vokser så hurtigt, alt for hurtigt, at det kan knibe med at følge med i hans udvikling, sprog, krops­beherskelse, opdagelse af verden, særlige interesser, venner, skole, fag … Men man opnåede un­dervejs i glimt en indsigt i menneskets fælles udviklings- og læreprocesser, og man fortsætter derefter sit eget liv som meget, meget klogere på sig selv og andre.

Sønnike er stadig et af de mennesker, som jeg har størst glæde og udbytte af at tale med.

Og det mest besynderlige er, at sønnikes egne børn er PRÆCIS lige så charmerende og begavede, som han.

Pinocchio og andre børn

Da jeg fik min søn, syntes jeg straks, at han mindede om Pinocchio. Det var ikke blot hans smukke lød og de dybe, brune øjne − Pinocchio er italiensk og betyder ’pinjeøje’, det stærkeste træ i midten af fyrretræet − Det var også det lille barns manglende evne til at klare noget som helst selv.

Et nyfødt barn er som en nyskåret marionetdukke: Det kan ikke holde sig selv oppe.

Som Geppetto omhyggeligt måtte fastgøre snore til sin dreng og styre ham, måtte jeg i et års tid agere stillads og bære min, mens han langsomt lærte sig at holde hovedet selv, at vende sig, at række ud efter noget, at sidde, at kravle, for til sidst at tage sit første skridt.

Jeg havde ham i armene i næsten hele det første år af hans levetid, i de næste par år var han ved mig, legede ved siden af mig eller gik lange skovture med mig i hånden, og det første han så, når han vågnede efter en god nattesøvn eller en lille middagslur, var mors smilende ansigt.

Jeg ammede ham, til han blev to, puttede ham aldrig, men badede ham og læste en godnathistorie med ham i sofaen, hvor han fik lov at døse hen, indtil jeg forsigtigt lagde ham ind i hans egen lille seng, der stod lige ved siden af min. Først som fire-femårig var han stolt med til at indrette sit eget værelse med køjeseng og bilsamling.

Da han fyldte tre, begyndte han i børnehave, og det var en vanskelig overgang for både mor og barn, selv om han havde glædet sig til at blive så stor, at han kunne komme i børnehave lige som alle de andre børn, og selv om jeg var hos ham meget af tiden i begyndelsen for at gøre overgangen lettere.

Men pædagoger er ikke altid særlig pædagogiske. En af de første dage, min søn var i børnehaven uden sin mor, gik hele hans stue en tur i skoven, men da de skulle hjem, begyndte en yngre pædagog at lave sjov med, at de var faret vild, og at hun ikke kunne finde vejen hjem. Min søn blev meget ulykkelig, og det var svært for mig at overtale ham til at tage hen i børnehaven igen næste dag. – Hvorfor skulle han stole på voksne, der ikke kunne finde vej i en skov? Hvor trygt er det?

Selv om han vænnede sig børnehaven og godt kunne lide både pædagogerne og de andre børn, var han udmattet, når jeg hentede ham ved tretiden om eftermiddagen. Han var pylret, grådlabil og trængte i høj grad til ro og moderlig omsorg.

Jeg forestillede mig altid, at han var en lille Pinocchiomarionetdukke, der skulle holde sig selv oppe i sine egne snore en hel lang dag i børnehaven og først kunne slippe grebet og lade sig holde oppe af sin mor, da hun dukkede op igen.

Børn har brug for en stabil voksen om sig HELE tiden i de første mange år.

Når man afleverer dem i dagplejer, vuggestuer, børnehaver eller hos tanter og veninder, inden de er store nok til at have udviklet et sprog, en forståelsesverden og en konsistent personlighed, giver man dem små og store traumer og andre skader, som kan mærke dem for resten af livet.

Små børn, dvs. under tre-fire år, kan ikke klare mere end ganske få timer uden deres primære omsorgsperson. Deres verden bryder simpelthen sammen, og de kan ikke holde sig selv oppe og få samling på tingene igen.

Børn, der ikke får deres basale behov for god pleje, nærvær og tryghed opfyldt, skal selv holde sig oppe, og det kræver så mange kræfter af dem, at de ikke kan lære fx dansk og matematik. De lever et spinkelt liv på randen af sammenbrud.

Hvis man ikke fylder dem med tryghed, nærvær og omsorg, mens de er helt små, får man alle mulige problemer siden: Børn, der skriger på nærvær. Der skranter psykisk såvel som fysisk. Der tisser i sengen. Får anfald af natteangst. Der ikke kan tale rent selv i skoleårene. Der gør sig alle mulige forkrampede forsøg på at opnå nogens opmærksomhed. Voldsomme, uopdragne, støjende, forstyrrende, krævende, grådige børn.

Over 90 % af vore småbørn bliver hver eneste dag afleveret i dagplejer eller i institutioner.

Kun 13 % af vore småbørn bliver ammet i de første seks måneder, som Sundhedsstyrelsen anbefaler.

En bekymrende og voksende mængde helt små børn, 30 % af de treårige, skal leve skiftevis en uge hos mor og en uge hos far efter forældrenes skilsmisse. Hvordan overlever så små børn at undvære deres mor (eller far, hvis han er den primære omsorgsperson) i en hel uge og skifte hjem og omgivelser, bare fordi den anden forælder har RET til samværet?

Hvorfor i alverden får vi børn, hvis vi ikke gider være sammen med dem, men blot deler dem, som om de var en sofagruppe?

Hvorfor i alverden får vi børn, når vi alligevel hellere vil holde jul i Thailand, fejre deres fødselsdag hos svigerinden i Spanien eller spise på restaurant med kæresten uden børn?

Når vi ikke kan give dem omsorg, nærvær, trygge hjem, forudsigelige hverdage og årligt tilbageværende højdepunkter? Når vi ikke, i deres eget, naturlige tempo, magter at lære dem, hvordan de skal holde sig selv oppe, men brutalt smider dem ud af reden, før de kan tale og gå selv?

I de seneste 60-70 år er Danmark og verdens befolkning tredoblet. Vi er ved at udrydde alt liv på jorden med vores ressourceforbrugende svineri. Som for mange guldfisk i et for lille akvarium er vi ved at ødelægge levevilkårene både for os selv, vore børn, andre dyr og alle planter på denne planet. Dumt! − Man burde lade være med at formere sig, hvis man ikke magter at sørge ordentligt for sit afkom og blot skaber endnu flere opmærksomhedsskrigende og utilpassede børn, der af bare angst ikke kan lære de mest basale ting.

At vi har brug for flere børn for at sikre væksten er hovedløs og selvmorderisk snak. Vi er mennesker nok. Millioner af mennesker og deres børn flygter i disse år fra krig og sult, og vi står vagt ved alle grænser og vil ikke have dem ind, selv om de kunne sikre os vækst i mange, mange år fremover.

Putning og pasning

Lige nu er der megen snak om, hvordan man putter børn. Der er alle mulige teorier og forslag, og der er endda skrevet bøger om putteteknikker.

Men små børn skal da ikke puttes!

Børn burde være højt skattede familiemedlemmer, som man tager sig af, og som man giver tryghed. At lægge nye, små, bange individer til at sove alene i et rum uden flokken om sig er ren og skær mishandling, selv om det efterhånden er blevet en social konvention. Enhver abemor er klogere end som så.

Der er ingen af os, der ville anskaffe en hundehvalp for så, når klokken bliver syv om aftenen, at lukke den inde alene i et rum, fordi vi gerne vil have stuen for os selv, så vi kan ”slappe af” og sidde og se tv i fred. Hvalpen får naturligvis lov at ligge og sove i en krog, så den kan hente tryghed i flokken, og så vi kan holde øje med den direkte uden elektroniske dingenoter.

At kæmpe imod småbørns naturlige trang til tryghed og kropskontakt giver timevis af gråd og kampe rundt om i danske hjem hver eneste aften ved sengetid.

På samme måde er det blevet en konvention, at man helt selvfølgeligt afleverer førsproglige småbørn til fremmede. Fremmede, som ”passer” dem for pengenes skyld, og som ingen interesse har i netop disse børn. Børnene er så små, at de ikke kan fortælle, hvordan de har haft det igennem de lange, psykisk hårde dage, så forældrene må stole på, at de fremmede voksne vil børnene det godt.

Det vil de fleste af dem, heldigvis, men selv blandt uddannede pædagoger findes der dovne, selviske og uinteresserede mennesker, som forråes i omgangen med andre menneskers krævende småbørn.

Det bevirker, at der med regelmæssige mellemrum dukker skrækhistorier op om vantrivsel og misbrug, som forældrene, oven i alt det andet, også er nødt til at fortrænge.

Senest en forsker, Ole Henrik Hansen, der har observeret ni vuggestuer i Storkøbenhavn og foretaget godt 8000 observationer, og som i følge DR, d. 29.4. 2012 konkluderer: − Danske vuggestuer er så elendige, at en stor del af dem burde lukke. Han beskriver børnene som ”sanseløse pingviner”, fordi de lukker af for deres følelser, og fordi manglen på voksenkontakt hæmmer deres hjerner.

Hvilke mennesker skaber vi, når vi på denne måde gør vold på naturen dag ud og dag ind igennem barnets første, følsomme leveår? Hvilke diagnoser får vi, udover alle dem vi med rund hånd uddeler i forvejen, brug for fremover?

Måske er mange vuggestuer elendige, og det bør der gøres noget ved, men man kunne også til en forandring ganske enkelt påpege, at ansvaret for småbørns udvikling og trivsel ligger på de forældre, der har valgt at bringe dem til verden. I udlandet anerkender man stadig al den forskning, der viser, at børn under tre år har bedst af at være hjemme med de primære tryghedspersoner, dvs. far og/eller mor, til nød en bedstemor, om sig.

− Enhver so holder mest af sine egne grise, siger et gammelt ordsprog, og det kan nok så kostbare pædagoguddannelser, institutioner og forældres ønsketænkning om at få puttet og passet de kære små, så snart de har fået dem, ikke lave om på.

Kennelkuller

– og den nye børnekarakter

Med ugers mellemrum opstår debatten om den såkaldte „nye børnekarakter” i medierne. Senest et indlæg i Politiken fra en dramalærer, der var chokeret efter mødet med en 5.-klasse. – Det var umuligt at skaffe ro. Alle unger havde behov for at udtrykke hver en tanke omgående. De var søde, motiverede og ville gerne sætte et teaterstykke op, men de kunne ikke holde kæft eller holde sig i ro et minut ad gangen.

For et par år siden skulle jeg hente en venindes søn i skolens pasningsordning. Jeg fandt stedet, et stort, rungende, forhenværende sikringsrum i kælderen under klasseværelserne. Knap hundrede børn for omkring på skateboards, rulleskøjter, kondisko i alle rum og gange. Det var som at træde ind i dødsdromen i gamle dage på Hjallerup Marked! Larm, ekko, omkringfaren, råb … Ungerne var alle vegne! Op ad vægge, i de højtsiddende vindueskarme, i gardinerne … Jeg måtte holde mig for ørerne. Først efter lang tid lykkedes det mig at lokalisere en enkelt pædagog, en næsten voksen. Hun måtte også holde sig for ørerne, hvilket besværliggjorde kommunikationen mellem os en del. Jeg spurgte efter min venindes søn, og pædagogen slog op i sine papirer, hvorefter hun pure nægtede, at et barn med dette navn var indskrevet i pasningsordningen! Heldigvis kom fyren sejlende forbi på sit skateboard i det samme, så jeg hapsede ham og tog ham med hjem til te, boller og et spil Settlers i min stues velsignede ro, indtil hans mor kunne hente ham et par timer senere.

Denne dreng og næsten alle andre drenge og piger i dette land, for ikke at nævne de stakkels pædagoger og lærere, skal i størstedelen af deres vågne tid opholde sig i mere eller mindre rungende lokaler, hvor alt for mange børn er stuvet sammen. Det starter allerede omkring etårsalderen i vuggestuen og fortsætter med børnehave, skole, fritidsordning, ungdomsklub, SFO, DUS, og hvad det hedder alt sammen. Der er ingen tvivl om, at personalet gør deres bedste. Det ved jeg, at de gør! – Men de bedste bliver slidt op i løbet af få år, og resten bliver naturnødvendigt sløve og ligeglade. Ingen offentligt ansat kan som individ fungere bedre, end samfundets rammer og normeringer tillader.

Før SFO’erne og de andre institutioner blev opfundet, tilbragte de fleste danske førskolebørn det meste af deres tid i hjemmene. På den billøse gade udenfor var der andre børn i forskellige aldre at lege med. Når de blev sultne, bange eller kedede sig, gik børnene hjem, hvor deres mor normalt opholdt sig, og når de kom længere væk hjemmefra end deres egen gade, var det med en voksen ved hånden. Denne voksne ville stilfærdigt fortælle børnene, at man holder til højre på et fortov, så man ikke støder ind i andre fodgængere. At man tager hænderne op af lommen og hilser pænt, når man møder en bekendt. At man ikke sætter fødderne på sædet i toget eller bussen, for der kunne komme en anden bagefter og få tilsmudset sin pæne frakke. Alle sådanne bekvemme leveregler, plus mange bonusinformationer om hvad man nu så på vejen OG et passende talesprog, blev uden dramatik og temadage overført blot ved at have en voksen for sig selv i et længere tidsrum.

En af mine venner fik sidste år en hund mage til min, men hans havde tilbragt sine første 7 – 8 måneder i en stor kennel, hvor den størstedelen af tiden var lukket inde i et bur i en stald sammen med mange andre hunde. Hver gang jeg møder min vens hund, springer den op i ansigtet på mig af henrykkelse. Alting går på den: halen, benene, ja hele kroppen dirrer, hvis man hilser den med et venligt ord eller et lille klap, og den kan ikke falde til ro igen bagefter. Den ville følge med enhver, der ofrede den lidt venlig opmærksomhed. Min hund, derimod, som blev hentet otte uger gammel, og som er vokset op i et roligt hjemmemiljø, kommer stilfærdigt og lægger snuden på mine knæ, hvis den trænger til et lille kæl. Når kæleriet er forbi, går den roligt hen og lægger sig. Vi tør næsten ikke kontakte min vens hund, fordi vi ved, at den bliver så frygteligt ophidset og aldrig kan få nok. Hundeejere har et ord for denne lidelse: „Kennelkuller”, kalder vi det.

Efter at have tilbragt en barndom i højtråbende, institutionaliserede flokke kan det ikke undre, at børnene i en 5.-klasse ikke kan sidde stille og holde kæft, mens dramalæreren forklarer dem, hvordan de skal forholde sig på scenen. De vil alle sammen være på! Her, nu, omgående! Det er disse generationer, der håbefuldt liner op til X-Factor, udbreder sig om sig selv i fuld offentlighed på Internettets forskellige sider :-), larmer og fylder op i det offentlige rum på alle tænkelige måder. De har lært sprog og opførsel af hinanden i mangel af tilstrækkelig voksenkontakt, og det bliver de 3 til 12-åriges normer, den stærkes ret, manglende evne til behovsudskydelse, kravet om opmærksomhed på mig! Mig! MIG!, der kommer til at beherske dem langt op i voksenalderen, selv når de bliver forældre. Det er min påstand, at vi er i fuld gang med at opfostre nye generationer af danske børn med kennelkuller.