Hunde

er skønne og livsglade følgesvende! Jeg har altid haft hund – og kat, sommetider to ad gangen – og vi har bl.a. haft fisk, hamstere, fugle, skildpadder og høns.

Men her, mere end et år efter den gamle hunds bortgang, er vi stadig dyreløse.

Da det begyndte at lakke mod enden, skrev jeg midt i sorgen over min trofaste ven en liste til mig selv, så jeg kunne huske, at der altså også fulgte både gener og ansvar med, hvis jeg skulle få lyst til at fare ud og anskaffe en ny hund. Jeg skrev:

  • Hunde skal luftes mindst tre gange om dagen
  • Hunde æder lort
  • Hunde sviner overalt! Gulve, biler, møbler, tæpper, tøj, alt!
  • Hunde kradser på møbler, gulve og døre
  • Hunde fælder
  • Hunde kan ikke være alene ret lang tid ad gangen
  • Hunde skal strigles
  • Hunde tisser på gulvet
  • Hunde får lopper, orm og flåter
  • Hunde skal regelmæssigt til dyrlæge
  • Hunde kaster op
  • Hunde gør
  • Hunde generer gæster
  • Hunde generer naboer
  • Hunde kræver opmærksomhed og omsorg døgnet rundt
  • Hunde skal trænes i årevis
  • Hunde bliver syge og kede af det
  • Katte sviner også

Vi er for gamle og har fået det for roligt og for pænt til at ville adoptere en ny, livlig hvalp med alt, hvad det inde­bærer af snavs, opdragelse og ansvar. Og jeg vil heller ikke overtage en brugt hund, en hund, der allerede har oplevet tab og nederlag, og som derfor sandsynligvis ikke ville stole 100 % på mig, den nye ejer. – Men jeg savner følgeskabet, jeg savner at have en glad hund med på mine daglige skovture.

Så kom jeg i tanke om, at man i Ålborg Kommune får en bøde på 2000 kr. på stedet, hvis man går med en løs hund. Som en slags kompensation for denne urimelige regel har man her i Hammer Bakker ind­hegnet en smal strimmel nåletræer, og så kan hunden jo løbe frit der …

Men ingen normal hund kan få to minutter til at gå i det lille, mørke og uspændende område. Det er nær­mest en hån mod hundens natur. – En hund har brug for store vidder og oplevelser. Hver dag. Og den skal kunne følge sin flok, hoppe over en grøft, spæne af sted i højt græs og snuse sig frem, hvor den går. I en for lille, og dermed overpisset, ’Hundeskov’ er duftsporene for kraftige og vil blot forvirre hun­den, og det kedelige område byder ikke på flere oplevelser end en baghave. Så kan hund og ejer kun stå og vente på, at der måske kom­mer en anden hund, som gider lege, men det kunne jo lige så godt ske inde i sko­ven eller på en markvej. Og både hunde og ejere ville få en bedre oplevelse og mere motion, hvis de bare gik en tur.

Det er de talløse naturfolk og jægere, der har presset på, så en almindelig hund ikke længere kan leve et almindeligt hundeliv.

Og det er alle de almindelige, naturfremmede hundeejere, der ikke har nogen viden om hunde, dyr og natur, men som lader uopdragne, måske endda aggressive eller bare fjollede, hunde løbe rundt og ge­nere skovens dyr og andre skovgæster, der gør det svært for de få, der har taget sig tiden til at op­drage deres hunde.

De fleste mennesker i dag anskaffer sig nogle små, tumpede kræ, og så lader de kræene lege med hinan­den i ’Hundeskove’, som om de fulgte børn i børnehave. – Det er ikke et rigtigt hun­deliv, og selv små hunde kan være svære at styre, hvis de ikke får erfaringer med den virkelige verden, så de kan mod­nes og tage ansvar.

Eller folk får sig nogle store, imponerende hunde, som de har set i film eller tv-serier, uden at have den mind­ste anelse om, hvad opdragelse, træning og pasning af et sådant dyr indebærer.

Min sidste hund var en vagthund. Dvs. at den var nervøst anlagt, forsvarsparat, foretrak sikkerheden i flokken og selv pas­sede meget på ikke at blive væk på skovture. Den løb frit omkring, men den vid­ste, at det var dens opgave at holde øje med mig, og da den var knyttet til mig og bange for at blive ladt alene, holdt den sig i nærheden hele tiden. Hvis vi mødte nogen, mennesker eller dyr, gik den automatisk tilbage til mit ven­stre ben og følte sig tryg, når jeg gav den en godbid og tog den i snor. – Min ejer har styr på det, tænkte den nok og var helt rolig. Den kunne aldrig finde på at løbe hen til fremmede mennesker eller andre hunde uden min udtrykkelige tilladelse.

De fleste hunde har så meget instinkt tilbage, at de ville sætte efter fx en hjort, en ræv eller en hare, også mine hunde, men da de var opdragede og trænede og havde tillid til mig, ville de først kigge på mig, og så ville de løbe, hvis jeg løb forrest. Hvis jeg stod stille og måske sagde ’Pas på …’, ville de tage det meget alvorligt og holde sig til mig. – For sidste gang, jeg sagde ’Pas på’, var måske sekundet før, hunden fik et voldsomt stød af et elektrisk hegn eller fik snuden revet af en gal kat.

At få en glad, veltilpasset, rolig og disciplineret hund, der stoler på sin ejer, tager år. Det begynder allerede ved afhentningen af den lille hvalp, som naturligvis er af en race, der er parat til at arbejde sammen med mennesker og se mennesket som fører. Man skal hele vejen igennem være omsorgsfuld, glad, kærlig, og tilrettevise sin hvalp på en rolig måde uden ophidselse, vrede eller vold. Den skal sove i nærheden af dig, den skal have tillid til, at du gør det bedste for den, den må ikke være alene, før den er parat til det, og i så fald ikke ret længe ad gangen, den må ikke overlades til børn, og alle dens behov skal opfyldes, mad, vand, selskab, leg, ro, forudsigelighed, læring og klare linjer.

Hvis en hund får denne form for behandling og dertil masser af gode vaner, så kan man tage den med sig overalt og forvente god opførsel i enhver situation. – Det er i øvrigt akkurat det samme med børn.

Men man skal være omhyggelig, når man vælger hunderace, og ikke bare gå efter udseen­det eller efter, hvad der er nuttet eller smart lige nu. Racer, der er avlet til at trække slæder, til at løbe, til at strejfe, til at jage, til kamp, til at stole på sig selv og varetage en specifik opgave, fx at holde gården fri for rotter eller jage ræve ud af huler, er vanskelige at holde i et almindeligt hjem. Og en hund kan blive omkring 15 år gammel, så det er meget lang tid at trækkes med en besværlig og uopdragen hund, der ge­nerer alle omkring sig.

I stedet for hund og kat holder jeg nu potteplanter. De skriger ikke på opmærksomhed. De skal ikke op og tisse om natten. Eller ud og gå tur, når det regner, eller lige, når min film er begyndt.

Og jeg fodrer de vilde fugle, herunder min gode krageven, som alle holder øje med mig fra træerne og gerne tager det tilbudte foder og vand, men som ikke tager skade af at være alene hjemme.

At strejfe


Jeg har altid strejfet. Lige så længe jeg kan huske tilbage. Først i den store, skrånende villahave, der for en to-treårig var enorm og uoverskuelig som en eventyrpark. Derefter på villavejene og i kvarterets ubebyg­gede og tilgroede friarealer. Senere ud over marker og i skove til fods, til hest eller på cykel, som of­test fulgt af familiens hund, der ikke ejede en snor, måske ikke engang et halsbånd.

Jeg er stadig så privilegeret, at jeg kan strejfe hver eneste dag. Fulgt af familiens hund. Men de strejfe­egnede områder er stærkt indskrænkede, siden jeg for 60 år siden begyndte at gå på opdagelse i denne verden.

Man kan ikke længere begive sig ud over markerne. Hverken til fods, til hest eller på cykel. Hvor marker førhen var små og omgivet af brede grøfter og læhegn, kantet af stier eller kørefaste markveje, som gav god plads til vandringsfolk, ryttere og cyklister, plus eventuelle medfølgende hunde og børn, foruden alle de vilde blomster og buske, sommerfugle, rådyr, harer og fuglevildt, er marker nu om dage nærmest uen­delige. Og man går ikke ind i korn eller andre afgrøder; ikke kun fordi det er uspændende at traske hen over sprøjtet, gold jord med kun en enkelt, kunstig afgrøde, men også fordi vi jo har lært, at det er mad og vær­dier for bonden, ganske som vi ikke gerne ser omstrejfere i vore egne jordbærbede.

Også skoven er efterhånden bebygget, oppløjet, opkøbt, privat, oversprøjtet, overudnyttet. De kæmpe­mæssige skov­maskiner høster graner så let, som en mejetærsker tager byggen, og de efterlader den mere end hundred år gamle, mos­begroede, duf­tende skov­vej, hvor man før gik så let og blødt, som ét stort, fast­trampet og tilmudret øde.

Man risikerer hvert andet øjeblik at blive væltet over ende af en sammenbidt motionsløber eller kørt ned bagfra af en af disse voksne mænd og familiefædre, der netop har genopdaget glæden ved at cykle. Disse nye cykelentusiaster lader jo ikke Audien stå for at cykle til arbejdet på en almindelig cykel. Næh, de har ’valgt at prioritere sig selv’, som det hedder i tidens åndløse reklamejargon, med specialiseret og kostbart MTB-grej, som de spænder bag på bilen. Den parkerer de så på en idyllisk skovvej, hvorefter de – gerne i større, råbende flokke – begiver sig hæsblæsende rundt i det, der før deres ankomst var en slags stilfærdig, ube­trådt natur.

Også de efterhånden talrige fritidsjægere tramper skovstierne flade klædt ud i fleece og camouflage med mange lommer, og de fylder deres lejede skovstykker med jagttårne og blå foderplastictønder og halv­tag, og de føler sig i deres gode ret til at irettesætte gennemstrejfende ældre kvinder med medfølgende hunde.

For selv ikke hunde må strejfe længere. I min kommune må hunde kun færdes uden snor i de dertil indret­tede ’hundeskove’, dvs. små områder, der er indhegnede, så de kunne holde en King Kong ude. På disse diminu­tive jordstykker kan man ikke gå tur, men blot stå og kigge på sin hund, der heller ikke helt ved, hvad den skal stille op med sig selv, hvis der ikke tilfældigvis er andre hunde at lege med den dag. Hunde er som os skabt til at strejfe. Men i ’hundeskovene’ deci­me­res selv de voksne individer, ligesom fx MTB-mændene, til legende hvalpe. – Det er dyremishandling at holde en hund i snor altid, så den aldrig får lov at springe hen over en grøft, løbe efter en pind eller hoppe af livsglæde hen over højt græs. Selv ikke en bevisligt vel­opdragen hund må færdes snorefrit i tæt kontakt med sin ejer, mens den snuser og afmærker og følger sin egen, na­turlige gangart.

Hvis man antræffes med en løs hund, står man til en bøde på flere tusinde kroner. Også selv om man har gået på den samme vej hver eneste dag igennem et halvt århundrede med en veltrænet hund, som aldrig har generet nogen. Også selv om hunden er så tilvænnet til turene, at den aldrig går mere end nogle få meter væk og til stadighed holder øje med sin ejer og vejen og selv går på plads, hvis den møder andre mennesker eller dyr.

Sådanne hunde er en undtagelse i dag. Og man gør ikke undtagelser. For så tror det naturfremmede unge par med de to moderigtige racehunde, som normalt henslæber en kummerlig tilværelse som fanger i en to­værelses i midtbyen, at de også må slippe deres utrænede og understimulerede vildbasser løs, og så tager det dem resten af dagen at få dem fanget ind igen, hvis det da ikke ender med hjemmeprintede efterlys­ninger på supermarkedets opslagstavle, og hvem ved, hvad de ulykkelige og tumpede dyr når at få ødelagt og skambidt imens?

Den sidste løse og lykkelige hund, jeg kendte, var en overvægtig dansk-svensk gårdhund, som boede hos en gangbesværet, ældre dame længere nede ad vejen, skråt over for skolen. Normalt lå han på en pude i vin­dueskarmen, altid parat til at springe op og gø ad folk, der passerede forbi ude på fortovet. Men når han skulle ud, lukkede damen blot døren op, så han kunne gøre, hvad hunde nu gør, når de skal, i haven eller langs de to villaveje, der udgjorde hans territorium. Hvis vi kom kørende sent om aftenen, så vi ofte den lille tyksak med en cykellygte bundet i halsbåndet passere gaden foran os, og fordi vi – og sikkert også by­ens øvrige bilister – forventede at møde ham, var vi altid, dag og nat, parate til at sænke farten og lade ham krydse ve­jene. – Hvilket også kom skolebørnene til gode.

Det er mere end ti år siden, jeg sidst så den gamle dames hund. Hendes hus blev solgt og moderniseret. Der er ikke længere hunde i gaderne eller løse børn på skolevejen, men hundreder af biler, der ræser af sted i alle retninger med børn og voksne og cykler og hunde, og som ikke levner meget plads til strejfere.

Hvilket er et – måske af de fleste upåagtet – kolossalt stort tab af livsværdi for os, der kan huske tiden før. De fleste har ingen anelse om, hvad de har mistet.

Klikkertræning

På legepladsen så vi en ung mand, der løb rundt efter sin forvirrede spidshund med et klikkende instrument i hånden: Klik, klik, klik… lød det hele tiden. Hunden tog overhovedet ingen notits af hverken ham eller klikkeriet; den havde travlt med at jage børn og bolde. Stadigt klikkende fes fyren omkring og undskyldte flovt, men det er meget svært at fange en hund, der ikke vil fanges. Med eller uden klikker. Dette absurde optrin siger vist alt om klikkertræning, nemlig, at hvis du ikke kan føre en hund uden klikning, så glem det. Det bliver kun meget værre, hvis du benytter fremmedgørende instrumenter.

I det hele taget har jeg svært ved at forstå klikkertræningens popularitet. − Jo, til isbjørne eller elefanter i en zoo, hvor dyret ikke skal tæmmes og bo sammen med en familie, men blot skal indøve nogle signaler, så forskellige dyrepassere kan håndtere det i det daglige arbejde. Eller hvor der kunne være tale om egentlig dressur.

Men når det drejer sig om træning og opdragelse af almindelige familiehunde af de gængse racer, dvs. ikke deciderede arbejdshunde, så opnår man langt mere ved blot at omgås dyret på helt normal vis og bruge sin stemme, som man jo altid har med, hvorimod en klikker eller godbidden kan være glemt derhjemme.

Min hund kender mig særdeles godt efter seks års samliv. Den har brugt alle årene på at studere mig indgående, og nu ved den godt, om vi skal ud med vasketøjet, eller om det er tid til en skovtur. Jeg kan med få, hyppigt gentagne ord fortælle den fx, hvem vi venter på besøg, hvad den skal finde til mig, hvor den skal gå hen, om jeg har et kødben til den, om vi skal sove, om den skal vente, eller om jeg skal se fjernsyn.

Hvis jeg ønsker, at den skal komme hen til mig, så kalder jeg på den, og hvis den skal stoppe det, den er i gang med, så siger jeg bare ”Stop!” − Hvor svært kan det være? − Hvis vi møder noget farligt, fx en bil eller et elektrisk hegn, siger jeg ”Pas på!”. Og hunden er uhyre opmærksom, fordi den ved, at den kan stole på mig, og at jeg passer på den efter bedste evne. Hos mig er der godt at være, og det kan betale sig at høre efter, hvad jeg siger. Jeg råber aldrig. Hundens hørelse er fremragende, så det er ikke nødvendigt, og min hund forstår de mest almindelige ord og fagter, men navnlig er den konstant fokuseret på mig og interesseret i, hvad jeg synes, vi skal gøre eller ikke gøre.

Første regel, hvis man ønsker en velopdragen og nem hund, må være at vælge en hvalp af en egnet race. En race, der passer til dig, dit temperament, dine omgivelser, din familie og din tid. Hvis du fx vælger en specialiseret jagthund, må du se i øjnene, at den aldrig bliver så knyttet til dig og efterrettelig, som en golden retriever eller en collie kan blive det.

Dernæst er det nyttigt at få hvalpen hjem, mens den er 8 – 10 uger gammel, for da har du alle muligheder for at præge den på dig og din familie, og det er let at etablere sig selv som leder for en hund, der kun er en lille hvalp.

Og så gælder det bare om at stole på hundens instinkter, for den er født med trang til at danne bånd til en flok og til at følge og lade sig vejlede af et ældre, erfarent flokmedlem. Hunde er kloge og har krav på beskyttelse, passende udfordringer og respekt. Som to-tre-årige børn har de evnen til at forstå op imod 300 forskellige ord og signaler, foruden en særdeles udviklet sans for kropssprog, og så kan de huske, hvad der skete sidst og lægge to og to sammen.

Hvorfor så nøjes med et klik?

Hvis det ER gået galt, og hvis din hund ikke respekterer dig nok til at reagere, når du kalder eller klikker eller bander højt, så er du nødt til at have den i snor, så den ikke generer andre. Din hund er dit ansvar.

Hovawarten

Blog Image

Nu har vi haft hende i knap et år, og jeg kan godt sige, at hovawarter ikke er for begyndere!

Ikke for det, hun er nok den mest opmærksomme, hengivne og kærlige hund, jeg nogensinde har haft. Det er ikke mange gange her i året, at jeg har været på toilettet eller i bad uden følgeskab, eller at jeg har røget en cigaret på min terrasse uden at have haft hendes mørke, vagtsomt ranke skikkelse lige bag mine knæ. I begyndelsen vågnede hun og fulgte med, blot jeg skiftede fra stuens ene lænestol til den anden.

Som 12-årig fik jeg min første, helt egen hund. En collie. For vi havde haft collier, da jeg var barn, og en collie var for mig på det tidspunkt en rigtig hund. Da hun kom på aftægt hos min mor, fik jeg en labradorblanding, for jeg var studerende og fattig og måtte tage, hvad jeg kunne få. Hun var også en pragtfuld hund, selv om hun fik knap så meget opmærksomhed, fordi vi begge måtte koncentrere os om at opdrage på sønnike. Da hun døde, mæt af dage som 14-årig, realiserede jeg en gammel drøm om at bo sammen med en newfoundlænder. Det gjorde jeg så med stor fornøjelse i 11 år, indtil den godmodige bamse stilfærdigt listede af sidste jul. Kun fordi der var hvalpe at få, da jeg lige stod og manglede en hund, fik jeg øje for hovawarten, en race, jeg aldrig havde hørt om før.

Hovawarten er en tysk vagthund, en decideret arbejdshund med en glimrende næse og stor arbejdsvilje og udholdenhed, som bl.a. bruges til redningshund, til narko- og eftersøgningsopgaver. – Det er sikkert fint, tænkte jeg. – Jeg kunne have godt af lidt mere motion, og over en årrække havde jeg selv skiftet temperament fra godmodig bamse til mere vagtsom reservation. (Hundeejeres psykologi er sikkert et studie værd: Hænger de fast i forældrenes hundevalg, eller skifter de racer undervejs?)

De første tre måneder hørte vi hende ikke gø. Jeg undrede mig og ringede til kennelen for at spørge, om det var normalt? Da hun var fire måneder gammel, begyndte hun så småt at påtage sig forefaldende vagtopgaver, dvs. at vi bliver behørigt underrettet om postens, skraldemandens og gæsters ankomst, og flere gange dagligt, når naboen frækt parkerer sin bil på den dertil indrettede plads foran sit hus, eller hvis han og børnene færdes i deres egen have, skal der blæses alarm.

Adrenalin er nok kodeordet, når det drejer sig om hovawarter og andre vagthunde. De er fra fødslen udstyret med et højere adrenalinniveau end andre hunde, og deres angstberedskab er stort. Alle hunde holder vagt, men en venlig labrador eller newfoundlænder kan sagtens sove trygt, mens naboer går til og fra, håndværkere larmer, eller andre hunde passerer hækken. Det kan hovawarter ikke. De vågner og er på tæerne i et splitsekund!

Man må aldrig anskaffe sig en vagthund, hvis man er bange. Hvis man selv er usikker, får man en totalt overgearet, angst og nervøs hund. En vagtsom hund kræver en meget rolig og selvsikker ejer for ikke at ende med at terrorisere hele huset med sine flossede nerver.

Mit første år med hovawarten er hovedsageligt gået med kærlig beroligelse: – Det er okay! Naboen må gerne være her. Der må gerne holde en trillebør uden for huset. Stol på mig! Hvis den skulle prøve på noget, skal jeg nok klare den … osv. I en sådan grad, at når hunden gør ad noget, forsikrer min mand den om, at jeg nok skal klare det.

Ud over beroligelse har jeg gjort meget ud af at præsentere hunden for alt, hvad den kunne tænkes at møde i løbet af sit liv: mænd, kvinder, børn, hunde, katte og andre dyr, biler, busser, lastbiler, ambulancer, flyvemaskiner, skov, by, private hjem, butikker, færger … Den er forbløffende rolig, modig og nysgerrig i nye situationer, blot jeg befinder mig lige i nærheden.

Jeg har vænnet den af med at forsvare vand- og madskåle, kødben, hundekurv m.m. ved at kæle, lege og give godbidder, mens jeg håndterer den og dens ejendele. Jeg har trukket den i halen, hevet den i ørerne og prikket den ved øjnene, og det første, naboens charmerende toårige datter gjorde, da hun mødte den, var at stikke en finger direkte ind i dens øje: – Øje, sagde hun, og hunden sænkede ørerne, blinkede og vendte høfligt hovedet bort.

Adrenalinen er formentlig også på færde, når hunden giver indtryk af at besidde en næsten skræmmende udholdenhed og virketrang. Vi går til lydighedstræning, til agility og i hundesvømmehal. Dagligt traver vi mellem en og to timer i skoven. Vi træner både ude og hjemme. Hun får hyppigt opgaver, f.eks. find godbidden, griseøret, sæben eller champignonen – jeg prøver at uddanne hende til kantarelfinder. Forleden løb hun foran og bag min cykel på en mere end timelang skovtur, og da hun kom hjem i haven, fandt hun straks sin bold og ville lege. Men hun ligger også roligt ved siden af mig to-fire timer i træk, hvis hun er med på restaurant, eller når jeg sidder i skoven og plukker blåbær. – Og ve den, der nærmer sig vores blåbærsted! Hendes forsvarsvilje og mod er tårnhøjt!

Når hun om aftenen omsider er træt og vil sove, så lægger hun sig ind i krogen mellem min seng og væggen, hvor hun har sit vattæppe, og hvor hun har sovet siden den allerførste dag, vi hentede hende hjem otte uger gammel. Kun her slapper hun helt af, men der skal kun en lille, uventet lyd til, så er hun parat igen.

Hunde skal ikke overstimuleres, og de skal ikke styre hele hjemmet, så til daglig beskæftiger jeg mig naturligvis med andre ting ind imellem hundelege og lufteture. Hun vil meget nødigt krænke forbud, jeg har udstedt, og gør sig alle mulige anstrengelser for f.eks. at gå pænt og lade mine ting i fred, men alligevel bobler virkelyst og energi over, så hun af vanvare kommer til at bide i mine tæpper eller trækker voldsomt i snoren, når vi går tur. Vrede nytter ikke. Hun skal have et roligt „Nej“ og en fysisk markering, f.eks. at jeg flytter hende eller begynder at gå baglæns.

Helt ulig andre hunde, jeg har haft, kan hun også være bidsk over for unge tæver og hvalpe. Der består en skarp konkurrence mellem hende og en anden hovawarttæve, som en af mine venner fik for nylig. De starter altid med at fare i flæsket på hinanden, og så leger de glimrende bagefter. Heldigvis er der ikke gået hul på nogen endnu, men det lyder voldsomt. Det skyldes formentlig, at begge tæver føler sig stærke og ambitiøse. De vil begge være alfa-hun med ret til at formere sig og bekæmper indædt evt. konkurrenter, også meget unge. Normalt leger hun dog venskabeligt og godt med næsten alle andre hunde, vi møder i skoven eller til træning.

En hovawart går overraskende nok ikke kun på fire ben. Den er også meget på bagbenene, og fra denne position kan den nå næsten alle dine ejendele i reoler, skabe, hylder, knagerækker og på køkkenbordet, så i den første tid kræves der overvågning og opdragelse. Når først det er trængt ind, at køkkenbordet er privat område, skal hun nok holde sig væk, men jeg ville ikke lade hende alene med en flæskesteg!

En anden hovawartejer fortalte mig, at han havde prøvet at gå til træning med sine hunde. De dukkede op en onsdag og skulle lære nogle ting, hvilket en hovawart hurtigt gør, og så, da de kom næste onsdag, skulle de lave de samme ting igen! Det gad hans hunde ikke.

Min hovawart elsker at træne, hvis jeg blot gør det lidt spændende og belønner rigeligt med kærtegn, opmuntring, ros, begejstring, nye udfordringer og godbidder. Sommetider beder hun selv om opgaver eller påbegynder øvelser, som vi har trænet, for at få min opmærksomhed. Og hun er lynhurtig i hovedet! Ting skal sjældent siges to gange, før hun fatter det, og da udholdenheden, staminaen, er enorm, kan hun blive ved i timevis. Det er særdeles givende at træne, lege og opdrage på hende. – Hun opsnapper dog også mange ting, som jeg ikke ønsker at lære hende: Hvis jeg eller andre uforvarende er kommet til at belønne en uartighed, ved f.eks. at gå med ind i en leg, når hun laver ulykker, så er det indlært, og ulykkerne stopper aldrig! En hovawart sætter i høj grad sin ejer på prøve mange gange dagligt, og man skal være vaks ved havelågen for ikke at dumpe.

Hovawarten en skøn og udfordrende hund, som jeg er taknemmelig over at have lært at kende, men den er ikke for begyndere! Når min familie og jeg betragter hendes mod, forsvarsvilje og enorme styrke, priser vi os lykkelige over, at hun loyalt er på vores side. Jeg ville aldrig anbefale racen til førstegangskøbere, og jeg er selv glad for og anvender al den erfaring, som et langt liv med hunde har givet. Med sin foretagsomhed kan den heller ikke passe ind i et moderne, travlt hjem, hvor den skal være meget alene ( = over fire timer om dagen) og kommer bagerst i køen om opmærksomhed efter en normal arbejdsdag. I så fald ville man aktivt bede om problemer.

Racen er en arbejdshund, det er en tysker og en slider, der kun er glad, når den har tilbagelagt et antal kilometer, og den har brugt alle sine rige evner for sporsøgning og adræthed, flere gange dagligt!

Da jeg fik hende, overvejede jeg at lade hende få et kuld hvalpe om et år eller to. Vi har allerede udset os en passende, belgisk hanhund, men nu er jeg i tvivl: – Hvor mange seriøse hvalpekøbere findes der til en så krævende race?

PS.:

Nu fem år senere er jeg meget klogere på min Hovawart. Efter omhyggelig træning og socialisering igennem hele det første år tog hundens naturlige vagtberedskab over, så hun nu ikke længere tolererer hverken nye hunde eller mennesker. Vi skal være meget omhyggelige med at holde og berolige hunden, når det ringer på døren herhjemme, og vi skal sørge for, at fremmede hunde ikke pludselig kommer løbende hen til os, når vi er ude, for så får de en omgang, de aldrig glemmer.

Til gengæld er hun næsten uhyggeligt opmærksom, lydig og hengiven over for os og gamle venner og særdeles efterrettelig, så hun altid går på plads af sig selv, når hun går frit, og vi møder andre. Hun ville aldrig drømme om at løbe hen til fremmede mennesker eller dyr. Hun føler sig kun tryg lige ved siden af mig, og så stoler hun på, at jeg klarer tingene, hvilket er heldigt, hundens temperament taget i betragtning.

Motion er meget vigtig. Hvis hun ikke får hentet pinde og bolde og løbet imellem en og to timer dagligt, bliver hun overspændt, nervøs og kan ikke slappe af. – Så jeg vil gerne gentage: Hovawarter er ikke for begyndere, og jeg kan ikke forestille mig, at det ville gå godt med en Hovawart i et almindeligt, travlt familieliv med børn, hvor børnenes venner fx kunne finde på at gå lige ind, når de kom på besøg efter skoletid, og hvor man ikke har tid til at motionere og træne hunden dagligt. Så vi valgte at lade hende sterilisere, da hun var halvandet år, så vi ikke kommer til at stå med hvalpe, som vi ikke kunne afsætte med god samvittighed.

Hundehvalpen

Hvem kunne forudse, at det ville tage måneder at indføre en otte ugers hundebaby i husholdningen? At man skulle være om den 24 timer i døgnet, styre renlighed og bidetrang og forsyne den rigeligt med trygt nærvær og lege fange- og bidelege i én uendelighed? (Hvilket i parantes bemærket er skønt, men ikke synderligt udfordrende rent intellektuelt.) At den skulle lære alt: Hvor og hvornår vi sover, hvor og hvornår vi spiser, hvor og hvornår vi leger, hvor og hvornår vi besørger, går tur, møder venner og andre hunde, omgås katten, kører bil, og at man også gerne skulle kunne være alene en kort stund …

Det burde jeg have forudset. Det er trods alt fjerde gang, jeg får en hvalp. Mit liv kan opregnes i de hunde, jeg havde på et givet tidspunkt. Med ti-femten års mellemrum bliver jeg tvunget til at skifte ud. Og jeg bliver lige ked af det – og overstrømmende lykkelig – hver eneste gang.

Jeg troede, at jeg var for gammel til endnu en hvalp. At jeg ikke orkede at tørre uheld op over hele huset og stå rystende af kulde ude i haven i vinternatten og vente på, at den fik tisset af. Men straks jeg så den lille, kuglerunde tæve og fik hende op i favnen, var jeg solgt. Efter en lang køretur hjem med hvalpen på skødet havde vi adopteret hinanden, og jeg har glædesstrålende stået og set til, mens hun skambider mine tæpper, sko og potteplanter. Lige som hun storsindet bærer over med min langsommelighed og mine mange, hyppigt forgæves, forsøg på at korrigere hendes spontane livsytringer. Dealen er, at jeg bidrager med tryghed, kost, inklusiv godbidder og gumleben ad libitum, og logi og til gengæld kan få lov til at lune mig ved hendes tilsyneladende uudtømmelige reservoir af livslyst og kærlig hengivenhed. Det er en perfekt match. Hunde er – lige som den daglige avis – uundværlige. De lægger både en blid og beroligende basstemme og en trillende, perlende, lys fløjte af glæde under og over hele husets hverdag, og det er ikke uden grund, at hunden var det første dyr, der blev knyttet til mennesket. Vi har mange fællestræk. Begge arter er socialt indstillede rovdyr, og en lille hvalps behov er ikke meget anderledes end en menneskebabys: mad, varme, ro, regelmæssighed, dvs. genkendelighed og forudsigelighed, søvn, leg, læring og masser af kærlig opmærksomhed.

Samlivet med en hund viser os særdeles tydeligt mennesket i sin mest basale form. Tag ord, bortforklaringer og abstraktionsevnen væk, og du har grundlæggende blot et pattedyr. Det er meget, meget lærerigt. Hver gang!