– Se, hvor de roder og rumsterer, gnaver og graver, bygger og ødelægger, skider og sprøjter, sagde hun til Månen, den nærmeste ven, hun havde.
De fik sig af og til en stilfærdig passiar, når Månen var i dét kvarter, og alting var roligt. Med Månen behøvede man ikke at råbe, som med de andre. Som fx Solen, der havde for vane at sprutte og spytte og understrege sine pointer – helt overflødigt, mente både Jorden og Månen – med kraftige udladninger og lysshows. – Mine dyr lider, alle de skønne, blanke fisk, og har du set, hvad de gør med grisene?
– Jeg har godt lagt mærke til det, svarede den gamle Måne.
– De har givet mig udslet over det hele, skovene er stort set forsvundet, og jeg har fået beton- og asfaltallergi … Mine have og flodløb er syge og døde … Deres dunster giver mig feber! Mærk mine poler!
– Man kan se det helt herfra, svarede den gamle Måne.
– Iskapperne smelter i varmen! Og her brænder det, og der drukner alt … Se, de små råkid og alle de smukke sommerfugle, åhh, det er til at tude over! – Jorden var meget ked af det.
– Du kunne jo gøre det der, du gjorde med de der, hvaddenuhedder, de store grønne, foreslog den gamle Måne.
– Det er ikke fordi, jeg ikke har forsøgt mig med alt muligt, svarede Jorden med lav og sørgmodig stemme.
– Temperaturerne stiger, vejret er kaotisk, min atmosfære er fuld af rumskrot, strømmene vender, luften er giftig, jorden radioaktiv, og de bliver mere og mere ufrugtbare. Solen bager, overfladen tørrer ud, ozonlaget forsvinder, så de får hudkræft, de får infektioner af mine dyr og allergier af mine træer og planter … men de er ikke så lette at ryste af.
– De har det hårdt, har de. Mange af dem. De fleste, fortsatte Jorden.
– Men de er også snedige. Finder på både det ene og det andet. Millioner af dem omkommer hvert eneste år, drukner i mine have, slår hinanden ihjel med flyvende maskiner og udladninger, udsulter og generer hinanden på alle mulige måder, fjolser er de, men der bliver alligevel hele tiden flere.
Og nogle af dem har raget til sig, har de. Beskytter sig.
– Og så kom de der tåbelige rigmænd, ham fra det tidligere så smukke Amerika, ham den lille fra de russiske stepper og så ham den ondskabsfulde i det ellers harmoniske Mellemøsten – Ja, du husker, hvordan det var, da menneskene lige kom ud af Afrika? – De tre fører sig frem i verden. – Jeg har muligvis givet dem et lille puf … – Hvis nogen kan få udryddet en masse på kort tid, så er det dem. Med hjælp fra alle de dumme og grådige, selvfølgelig.
– Ja, jeg så dem flyve rundt på må og få, svarede Månen. – De kom ret tæt på.
– Hø, sagde Jorden. – Så du også deres tåbelige hunkærester? Læber på størrelse med søpølser lige midt i ansigtet! – De har ændret sig meget på kun et par hundredetusinde år, må man sige.
Månen lo, han lo indtil flere omdrejninger. Og han lo så hånligt, som kun måner kan.
– Hvad var det, du gjorde med de der, hvaddenuhedder, dinofanter, dinoraffer, dinofaurer, spurgte han så.
– Åhh, Jorden forsøgte at erindre, selv om feber og udslet gjorde hende svag, og hun havde svært ved at koncentrere sig. – Jamen, dengang råbte jeg på hjælp udefra. Det løste problemet i løbet af nul komma hundrede. Det var effektivt, må jeg sige …
– Hvem bliver de næste, tror du? spurgte den gamle Måne.
– Rotter måske. Det kunne man jo håbe. De er kløgtige, formerer sig som mennesker og er allerede i fuld fart frem. De er ikke så store; har heller ikke fysiologien, opret gang, lang barndom, modsatstillede tommelfingre … Hmm …
Jorden kiggede op: – Du, Måne, har du stadig stemme til at råbe højt?
Tegning af Leo Andrup