Forfatter: Lone Andrup

‘Breve er op til fem hverdage undervejs og omdeles mandag-fredag’, står der.

Uanstændighedstiden begyndte ved årtusindskiftet, da vi blev for rige. Vores huse blev for dyre, og vores lån alt for billige. Man kunne pludselig skaffe sig hundredtusindvis af kroner AFDRAGSFRIT til uanstændigt forbrug. – Og der gik forudsigeligt nok grådighed i det hele med for meget guldfarvet SUV, hummer og champagne. Og flyrejser, fordi vi fortjener sol og varme året rundt. Det blev mig, mig, mig … ’Because I’m worth it’ … til kvalmegrænsen og langt over.

Man kan tilskrive Anders Fogh Rasmussen og hans begærlige slæng forfaldet, men nogen stemte jo på ham, og tendensen var undervejs længe før.

I uanstændighedstiden blev ordene ’solidaritet’ og ’velfærd’ fremmedord, for ingen kunne se længere end sig selv i den øjeblikkelige situation. – Når man er ung, rig og rask, tænker man ikke på, at man selv eller ens nærmeste pårørende, ægtefælle, børn, forældre, søskende, venner, kan blive ramt af sygdom, alderdom og/eller arbejdsløshed. I stedet for solidaritet, rimelighed og medmenneskelighed blev slagordene: Ned med skatterne! Frit valg (for de rige) på alle hylder! Privatisér arvesølvet! Sælg resten til udenlandske investorer! Længst muligt i eget skidt! Ud med de mørkhårede! Skær ned på alle ydelser! Pisk alvorligt syge og gamle til endnu flere, udsigtsløse ture i manegen! – Fanden tage de sidste …

Vi ødelagde jorden, luften og vandet med gift. Gift, der nu er i vores mad, tøj, legetøj, huse og møbler. Og i vores kroppe. Og i vores børns kroppe. – Og ingen ansvarlige vil indrømme det og tage sig af det. Tværtimod.

Vi begyndte at føre aktiv krig mod lande, der aldrig havde generet os den mindste smule, og som lå meget langt væk. – Vi, der ikke engang førte krig, da vi var besat af tyskerne! – Og ingen hævede stemmen og talte imod denne udanske, malplacerede aggression.

Der bredte sig en selvoptaget gerrighed ud over hele vores lille smørhul. Vi ragede til os og gjorde alt for at holde naboerne fra fadet, specielt mennesker fra de lande, vi havde bombet og invaderet. Vi spærrede vores grænser for dem, der flygtede fra bomber, tortur og voldtægt, og som risikerede livet i havet og på vejene. Alle disse mennesker, som ville have kunnet redde os, hvis de fik lov. Hvis de kunne komme ind i landet, hvis de ikke blev isolerede på håbløse og triste anstalter, hvis de ikke fik frataget deres værdighed og fremtid af et umenneskeligt styre, repræsenteret ved bl.a. Inger Støjberg og hendes usmagelige kagespiseri, en hidtil utænkeligt ufølsom hån mod menneskeskæbner, hun selv havde knust. Disse mennesker, hvis liv blev smadret af vores magthavere, kunne have tjent os som åndsarbejdere, der bragte ny viden og frisk luft ind i vores lille forsnævrede, uretmæssigt selvforherligende, land, eller som de omsorgspersoner, vi mangler til at tage sig af vores mange små, syge, gamle, som vi ikke længere selv kan bebyrde os med, eller de kunne have udført en mængde andre nødvendige, praktiske opgaver, der nu ligger ugjorte.

Og herfra gik også meget andet ned ad bakke eller blev fuldkommen destrueret af den ondskab og grådighed, som upåtalt får lov at florere i dette land, selv om et af yndlingsemnerne i den offentlige debat er ’værdier’ … barmhjertighed er helt åbenlyst ikke en af vores traditionelle, kristne værdier.

I flæng kan nævnes:

Som dansker kan man ikke længere rejse frit og vise flaget. Hvor vi før var stolte af vores bidrag til FN’s fredsbevarende styrker, må vi nu holde lav profil pga. af vores militære overfald på Afghanistan og et par arabiske lande som halehæng til mere eller mindre sindsforstyrrede, amerikanske præsidenter. Vi skal søge visum til stadigt flere lande, hvor vi før var velkomne uden falbelader.

Omsorgen for syge, gamle, børn og psykisk syge. – Førhen, dvs. i tre-fire årtier efter 2. Verdenskrig, havde vi ingen hjemløse. Ingen var tvunget til at sove på gaderne i storbyerne. Førhen havde vi herberger, afvænningsklinikker og psykiatriske sengepladser. Og vi havde et fintmasket net til at samle op, der hvor systemet i øvrigt svigtede. Man havde nogle få landevejsriddere og skærslibere, men ikke åbenlyst tiggende eller ’avis’-sælgende mandspersoner alle vegne i det offentlige rum. – Og jo så heller ikke denne sentimentale trang til at stikke dem en tyver – som om det hjalp nogen – OG snakke om det bagefter eller poste det på FB. – Vores gamle forældre, der har sørget for os i mange årtier, ligger på grelt underbemandede plejehjem, hvor de bliver glemt på toiletterne eller falder ud af sengen og dør på gulvet med knuste knogler, uden at nogen bemærker det før næste morgen. – Og hvis du bliver ramt af kræft, kan du se frem til mange måneders ventetid på en forhastet behandling, hvis de da ikke glemmer dig eller dine livsvigtige prøver, og du skal ihvertfald ikke tro, at du kan slippe for jobcenteret, arbejdsprøvninger og praktik, selv om du skulle være sengeliggende med store smerter.

Politi og retsfølelse er for længst lagt i graven. Pga. nedskæringer og bevogtningsopgaver, både mod terror og mod udlændinge i det hele taget, kan man ikke komme igennem til politiet og få hjælp, hvis man finder sit hus raseret af indbrudstyve, hvis man oplever vold i hjemmet eller i nattelivet, eller hvis man bliver franarret en masse penge i fx lejlighedsudlejning eller i en handel på DBA. Voldtægtsofre bliver bedt om at tænke på, at de kan ødelægge en ung mands fremtid med deres anmeldelse, og økonomisk kriminalitet har vi overhovedet ikke ressourcer til at tage os af.

Postvæsnet er brudt sammen. Vores allermest vitale, analoge kommunikationssystem blev besparet og dårligt ledet ihjel, og nu er det som et decideret håndværkertilbud forsøgt afhændet til de mere ansvarsbevidste svenskere. Posthuse er i dag et hjørne i et lavprissupermarked. Mange postkasser er taget ned, og på de tilbageværende står ikke anført, hvornår de tømmes. Et fødselsdagskort eller en stak vigtige dokumenter bliver ikke bragt ud før ugen efter, hvis det hele da ikke er forsvundet sporløst i mellemtiden. Så brevtransport kan man ikke overlade til postvæsnet i Danmark. Vi må sende en e-mail, overbringe brevene personligt eller tilkalde et pålideligt, professionelt kurérfirma.– Men så pakkerne, da? – Med den enorme stigning i internethandel må det danske postvæsen da ride på en bølge af succes? – Nej, desværre. Besparelser og udygtig ledelse så ikke den forretningsmulighed komme, før den allerede var foræret til mere entreprenante, udenlandske aktører. Upålidelighed og inkompetence tvang professionelle internetfirmaer til at satse på privat pakkeudbringning, og disse firmaer knopskyder og blomstrer p.t. – For det var vel ikke venstreregeringens intention at lægge det nationale postvæsen ned, så privatisering blev det eneste mulige resultat? – Det seneste er, at postvæsnet nu ikke længere vil omdele reklamer og lokalaviser. – Som et supermarked, der ikke længere gider sælge mælk og brød.

Vi dyrker religion og kongehus som aldrig før i min mere end 60-årige levetid. Alle andre moderne stater har indført republikken og skilt kirke og stat ad, men ikke Danmark, hvor folkekirkens overtro endnu tages til indtægt for stort og småt. Senest så vi her i Luther-året, at alle de uvidende, uuddannede og historieløse hyldede Luther som demokratiets og ligestillingens fader. – Dette ville overraske manden selv og hans samtidige, samt de bedre informerede nulevende betragteligt. Og da en skole med mange elever af udenlandsk herkomst besluttede ikke længere at fejre sidste skoledag før jul i den nærliggende kirke, men skabe deres egen juleafslutning, greb selve statsministeren ind og kaldte beslutningen ’en ommer’ … Hvordan kunne han få sig til det? Er det et statsanliggende? Lever vi i en bananrepublik, hvor intet er for småt og under statslederens værdighed? – Imens trisser dronningen rundt og syr fastelavnskostumer til troens udøvere, bisper, præster og provster, indimellem hendes vægtige opgaver med at farvelægge prinsessekjoler til pantomimen i Tivoli, og vi undersåtter kaster os umættelige over ugebladene for at læse om hendes syge mand og hendes sønner, de to voksne, men ubehjælpsomme prinser.

Skattevæsnet blev besparet så meget, at skatter ikke længere kunne inddrives, snyd forekom uantastet med dårlig moral over hele linjen til følge, og det hele udartede til et tag selv-bord for udenlandske svindlere, assisteret af SKAT’s ansatte … En måde at afskaffe den fælles velfærd ad bagvejen? I årtier har man skreget højt om, at ‘vi ikke har råd til det hele’, ‘der skal spares’, og de fleste godtager, at statens budgetter må fungere ligesom i en lavtlønsfamilie. Men råberiet fungerer blot som skalkeskjul for, at magthaverne kan udøve deres magt og tankekontrol ned i alle små detaljer, for vi har aldrig været rigere. Hvis man undlader at inddrive skatter og forærer enorme formuer til svindlere, så får de højtråbende jo ret, så ER der ikke længere råd.

DSB gider jeg næsten ikke skrive om. Det er en ynk. – Ingen uden for S-togs- og metroområdet, dvs. Storkøbenhavn, overvejer alvorligt at tage toget nogen steder hen. Ingen har tid og råd til at tage toget til Venedig, Berlin eller Paris, vel? – Selv en tur fra Ålborg til Kolding koster en bondegård og tager en halv dag. Man ville kunne køre turen 5 gange frem og tilbage i bil på de skatteyderbetalte motorveje for samme pris og 2- 3 gange på den samme tid. – På tværs af landet kører hurtige og billige rutebiler, og de overholder køreplanerne og aflyser ikke i tide og utide. Dertil kommer hele farcen med de ’nye’, allerede forældede, IC4-tog og sporskifter, der ikke virker, hvis det regner eller sner, hvis der er blade på skinnerne, eller hvis solen skulle skinne. Hele tanken om at binde landet sammen med smidig, billig, offentlig fællestransport er for længst kuldsejlet til gavn for privatbilismen, som de seneste 5 år er steget med 25 %, og et kraftigt ekspanderende, norsk flyselskab.

Uddannelsessystemet er lige fra Folkeskolens første klasser blevet undermineret af, at en del yngre lærere ikke ved ret meget og hverken kan læse, skrive eller regne. Hvilke elever kommer der ud af det? – Læreruddannelsen og lønnen er ofre for besparelser og reformer, der ikke bidrager med noget godt. – Og nu lyder det rungende tomme kampråb fra politikerne, at vi skal arbejde målrettet på at få flere Nobelpriser til landet, andre råb er internationalisering, kvalitet, innovation m.m., helt uden smålig skelnen til, at alle uddannelser i dette land er blevet besparet og ringeagtet nærmest ihjel. I disse dage taler man i fuldt alvor om at begrænse sideantallet for specialer ved Københavns Universitet af besparelseshensyn! Dvs. at man ikke på forhånd forventer sig kvalitet af de studerende, men kun ulejlighed og udgifter, fordi man skal betale nogen for at læse bavlet. – Og udenlandske forskere, der holder foredrag på andre institutioner end dem, de har tilladelse til at arbejde på, får bøder og risikerer udvisninger! – Jeps! Det er præcis sådan, man får flere danske Nobelprismodtagere!

Mennesker i andre verdensdele skal finde sig i, at vi spotter og håner deres religion – Det er jo ytringsfrihed! – Men man udøver sindelagskontrol på de indre linjer ved at overvåge og udsulte vores eneste reklamefri, public service institution, Danmarks Radio, i en grad, så programmer med påstået venstreorienteret indhold, som fx en julekalender eller en stort anlagt, historisk serie, udløser trusler om nedskæringer ’hvis man ikke makker ret’, hvilket betyder at beskrive verden, sådan som de ekstremt højreorienterede, der for tiden holder hånden under Løkke Rasmussens venstreregering, ser den. Væk er armslængdeprincippet og al anstændighed.

Mens kloden bløder af forurening, har venstreregeringerne afviklet de store satsninger på økologi og grøn energi. Landmændene får fortsat lov til at forgifte og mishandle dyr, jord og fødevarer, og fare ud og skrige i pressen, hvis nogen vover at gøre opmærksom på det. Og tilskud til vindmøller m.m. er blevet sløjfet, mens de store energivirksomheder bliver solgt til udlandet. – Det forekommer kontraproduktivt og kortsigtet at forgifte den jord og luft, vi selv skal leve af, og modarbejde alle forsøg på at gøre landet grønt og økologisk, hvilket ellers ville skabe interesse i store aftagerlande, som fx Kina.

Men mest bløder mit hjerte for småbørnene, som nu ikke længere kan tilbringe de første år trygt hjemme hos mor og far, men skal ud og begå sig i enorme, underbemandede opbevaringsinstitutioner, hvor de kan sejle rundt uden kærlighed og blid indføring i menneskelivet og får stress fra omkring etårsalderen. Hvorfor tror vi, at der kommer gode, velfungerende, kloge, selvberoende, undervisnings- og arbejdsparate unge mennesker ud af det?

I de seneste små 20 år er det samfund, jeg kendte, sunket til et uoplyst og selvtilstrækkeligt, næsten middelalderligt og ihvertfald særdeles uanstændigt, stade.