Kategori: Samfund

Det moderne menneskes hjerne er mindst 200.000 år gammel, men livbetingelserne i dag er væ­sentligt anderledes, end de var for bare få hundrede år siden. Hjernerne er ikke fulgt med ud­viklingen.

En af de største ændringer i vores moderne livsform er den tilstræbte ligestilling mellem køn­nene. Ingen kan være i tvivl om, at det er et stort gode, at mænd og kvinder stilles lige, juridisk og hvad an­går menne­skerettigheder, og ligestillingen har også bevirket en enorm velstands­fremgang i vores del af ver­den, bl.a. ved at arbejdsstyrken uden for hjemmene op igennem 50’erne og 60’erne blev næs­ten fordoblet. Rent mentalt har det dog været svært for os at følge med.

Mænd og kvinders hjerner er grundlæggende forskellige. Det betyder ikke, at alle mænd er ens, og at alle kvinder også er det. – Jeg har altid betragtet mennesker som beholdere med forskel­lige, iboende egen­skaber i forskellige doser. Man kunne forestille sig reagensglas med hver deres egenartede blanding af med­fødte, røde/blå – feminine/maskuline – kønsspecifikke talenter, evner, muligheder, begrænsninger, præferencer. Ikke to mennesker er ens, heller ikke to af samme køn. Nogle kvinder har flere mand­lige egenskaber end mange mænd og omvendt. Men tager man kønnene overordnet set, vil flest mænd have fx gode rumlige opfattelsesevner, og flest kvinder vil være interesseret i omsorg og an­dre mennesker.

Mænd og kvinder har altid arbejdet. Også i alle tidligere samfund var kvindernes indsats lige så nød­vendig som mændenes. Mændene tog på lange jagter eller forsvarede stammen mod ’de fremmede’ i krige, mens kvinderne passede børnene, de syge og de gamle – også naboerne – og gik på kor­tere indsam­lingsture efter frugter, frø, bær og rødder. Det var rationelt at dele opgaverne mellem kønnene og lade kvinderne amme og passe de små og sørge for den basale kost, for hulen og de sociale relationer på bopladsen. Denne ratio­nelle arbejdsdeling fortsatte op i bon­desamfundene: Manden gik i marken og drog på marked, mens kvin­den tog sig af hjemmet, maden, dyrene, børnene, de syge og de gamle. Manden hjembragte de mest at­traktive res­sourcer, korn, kød og kontanter, og kvinden forvaltede dem sammen med dem, hun selv skabte, varm mad, tøj og hygge.

Men hvordan håndterer vi kønsforskelle i dag? – Ikke ret godt, efter min mening, for vi forstår og an­er­kender ikke, hvad de består i, og hvad de er kommet af.

Mennesket er et socialt levende rovdyr. Vi har udviklet sprog og arbejdsdeling for at overleve. Men­nesket er et hierarkisk og meget statusbevidst dyr. Og vi er som andre dyr drevet af tran­gen til at overleve, domi­nere, formere os, rage til os og leve så behageligt som muligt.

Ganske som i andre flokke af socialt levende jægere, fx ulve, har kønnene hvert deres hierarki: kvin­derne for sig, mændene for sig. Det er hensigtsmæssigt at inddele opgaver efter køn og opretholde en arbejdsdeling, så man ikke render og falder over hinanden og støder sammen over småting. Han­ner og hunner kan jage sammen, og de kan se efter afkommet sammen, men de lever overordnet i kønsopdelte rangordener, og de konkur­rerer normalt ikke med individer af modsat køn. Der er en alfahan og en alfahun, og disse dominerende dyr holder styr på henholdsvis hannerne og hunnerne. For det meste i al fredsommelighed.

Jeg tror, at mænd og kvinders hjerner igennem 200.000 år eller længere er blevet formet af disse livsom­stændigheder, og at meget af den adfærd, som forekommer uforståelig i dag, kan tilskrives disse grundlæg­gende forhold.

Enhver, der har et barn i 0’te klasse, ved, at drengene bokser lidt rundt og derefter ret hurtigt former et hierarki. De opfører sig som små mænd, der indstifter en rangorden, som uden tøven skal følges på en jagttur eller i krig, hvor det er absolut nødvendigt at vide hvem, man kan stole på, hvem, der skal adlyde, og hvem, der udsteder ordrerne. Drengenes roller i de tidligt indstiftede hierarkier kan følge dem hele vejen op igennem skolegangen og blive bestemmende for den enkelte resten af hans liv, fx ’Klovnen’, ’Den rå børste’, ’Den intellektuelle’, ’Nørden’, ’Charmøren’, ’Alfahannen’ osv.

Pigerne, derimod, går og måler sig med hinanden i årevis, de skaber alliancer, intriger, tiltusker sig mere status og popularitet på alle mulige måder, ved klædedragt, hårlængde, vægt, familie­forbindel­ser, rigdom m.m. For piger drejer alting sig om ressourcer: Jo kønnere, sødere, behagelig og jo mere status en pige har, jo flere ressourcer kan hun opnå, enten ved egen hjælp, men som of­test ved en kombination af evner, udseende, kløgtighed og familiens støtte, lærernes hjælp, drengenes be­vå­genhed og venindernes beundring. – En kvinde kan opnå status og ressourcer ved andres hjælp, på bekostning af søstre og veninder, hvis hun er smukkere, sødere og mere eftertragtelsesværdig end dem.

Drenge kan kun opnå succes, hvis de kan indordne sig i en flok af andre mænd, hvis de er gode kam­mera­ter, gode jægere, gode krigere, gode håndværkere, og hvis de på en gemytlig måde forstår at skaffe sig høj status blandt venner og arbejdskammerater. Alene kan en mand ikke fange urok­sen. Finn kan opspore den, Jan og Peter kan løbe hurtigt, Alf kan stå skjult og ramme den sikkert med sit spyd, og Børge er ham, der motiverer dem alle, bevarer overblikket og udsteder de rette direktiver undervejs. Jørgen kunne så være ham, der fulgte hele affæren på afstand og digtede lange, episke kvad om begivenheden, når hele stammen senere sad og mæskede sig omkring bålet.

I vore forfædres samfund indgik drenge/mænd i maskuline fællesskaber med jagt og krig som den fæl­lesskabende aktivitet, der var nødvendig for hele stammens overlevelse. Drengen lærte af de voksne mænd, hvordan man skulle gebærde sig for at klare sig godt. Det var ikke så vigtigt, om han var tyk eller tynd, høj eller lav, korthåret eller langhåret, kvik eller sendrægtig, bare han kendte sin plads og kunne udfylde de påkrævede funktioner. Mænd er gode til at acceptere hinandens forskel­ligheder, flokken bliver stærkere, hvis den både indeholder store, stærke mænd, små og hurtige, kvikke og opfindsomme, tunge og trofaste. Mænd dyrker faktisk deres individualitet: Så har én fod­boldspiller fundet på at sætte håret op i en knold, en anden viser sig med orange sko, og det hele er fint, så længe han er holdspiller, kompetent, modig, angrebslysten, en god kammerat, pålidelig, idé­rig, loyal, morsom, storsindet m.m. Når en mand klarer sig godt på slag- eller jagtmarken, får han uden diskussion en større andel af byttet, og de andre mænd giver ham æresbevisninger i form af fx fester, medaljer og statuer, eller de digter hyldestkvad til ham, kvad, som huskes i generationer, og som ikke bliver ringere af tidens gang. – Mænd mobber fortrinsvis undermålere, individer, som falder helt igennem stammens normer, og som de øvrige mænd ikke mener, tilfører stammen noget godt.

I modsætning til drenge, er piger meget optagede af at ligne hinanden og ikke skille sig for meget ud. De har en lav tolerancetærskel for forskelligheder og opretholder et skin af ligeværdighed og ensar­tethed. En kvinde tager ikke godvilligt imod ordrer fra andre kvinder, og enhver ytring og ethvert for­slag bliver sat til endeløs diskussion. Hvis moden dikte­rer langt hår, er der ingen fikse korthårsfrisu­rer eller karseklip blandt piger i en normal skoleklasse. Hvis det er smart at være tynd, er tyndhed den eneste målestok for kvinde­kroppen, og alle, der ikke lever op til idealet, skammer sig og mobbes og falder hastigt ned igennem hierarkiet.

Kvinder skal, udover fysisk og psykisk pleje af deres egen familie, også være parate til at tage sig af an­dre, naboerne, veninderne, de gamle, de syge, staklerne, en­kerne og de andres børn, for en skønne dag kunne hun risikere, at det var hendes mand, der ikke kom hjem fra jagten, og så ville hun selv være overladt til de andre kvinders nåde. I så fald var det godt at have fremstået ’god’ udadtil og have gode gerninger ’på bogen’ – i dag på Facebook – så man selv kan kandidere til lidt hjælp fra an­dre i trange tider. Positionering og mob­ning skal helst foregå i det skjulte, under dække af godhed: – Jamen, kære, er der noget i vejen? Du ser så træt og udslidt ud … Du er vel ikke syg? Er der noget, jeg kan hjælpe med?

Også kønne og tilsyneladende succesrige kvinder mobbes af andre kvinder. Man får ikke fred, og ingen digter hyldestkvad til ens ære, selv om man er dygtig og har opnået en høj position, fx var vores første kvindelige statsminister mest kendt for mær­ket på en håndtaske, hun havde, da hun var ung.

Alle kvinder skal lære at klæde sig smukt, at slå med det lange hår og at påkalde sig opmærksomhed ved deres avledygtige sundhed og skønhed. Helt fra de tidligste tider har kvinder instinktivt forstået, at de måtte udmanøvrere andre sunde og smukke piger, hvis de selv ville have adgang til de bed­ste ressourcer, men de måtte gøre det så tilpas subtilt, at de ikke fik ry for at være kolde og egoistiske. Ingen nabo vil dele sin sidste suppe med en led strigle, og ingen god forsørger ønsker sig en kold og egoistisk kone og mor for sine børn. Tvært­imod. De mest mandige mænd har det med at falde for småpiger med store, uskyldige øjne, trut­mund og en lidt nærsynet, hjælpeløs attitude. Det ved enhver kvinde inderst inde. Hun må derfor halvt ubevidst slå knude på sig selv for at skjule sine eventuelle kompetencer og hensigter og agere i skjul. Mange succesrige kvinder mestrer sladder, bagtalelse, intriger, alliancer og modalliancer. Og mænd bliver sindssyge i forsøget på at forstå, hvad der i grunden foregår i en kvindeflok, hvor misundelse og bitterhed, godt gemt bag en facade af slesk venlighed og tilsyneladende godgørenhed, hersker.

For mænd er livet en kamp om at skaffe sig ressourcer, en kamp, der som oftest udspiller sig i et tæt samar­bejde med andre mænd.

For kvinder er livet en kamp om at skaffe sig flest ressourcer, som oftest på bekostning af an­dre kvin­der. En kvinde er bedst stillet, hvis hun kan sikre sig den bedste jæger/forsørger i flokken og beholde ham og hans hjembragte ressourcer for sig selv og sine egne børn. I kampen om at få og beholde den højest range­rende og mest ressourcestærke mand, kongen, krigeren, den lokale velhaver, sports- eller film­stjer­nen, udlændingen, forsøger kvinder til sta­dighed at udmanøvrere hinanden, ofte under dække af mere eller mindre falskt venskab.

Derfor bruger unge kvinder hver eneste dag timer på at vaske sig, barbere sig her og der, farve og sætte det lange hår om­hyggeligt, smøre maling i ansigtet og vælge afslørende tøj og stærkt handikappende sko, hvis de da ikke går til yderligheder og lader sig operere, før de kaster sig ind i kampen om de mest attraktive mænd. Endnu flere daglige timer bliver brugt på hjernedød motion for motionens egen skyld og overvejelser over, hvad de må spise, og navnlig hvad de ikke må spise. Derefter skal de shoppe tøj og tilbehør, skabe og vedlige­holde alliancer med veninderne over en skummetmælks­cafelatte og/eller på Facebook og an­dre sociale medier … der bliver meget lidt tid og energi tilbage til at stu­dere eller udføre et job ordentligt.

De unge mænd på deres side ved godt, at deres chancer for at sætte eget afkom i verden mest af alt afhæn­ger af deres forsørgerpotentiale, derfor må de lære sig et fag, studere, øve sig og blive gode til det. Det giver også points at være smart, stærk og sjov at omgås, så drenge bruger tusindvis af ti­mer på at lære at beherske et trick, en kunstart, et fag, en sportsgren, et instrument, en speciel måde at hilse eller sætte håret på. De søger individualitet og status midt i flokken af andre mænd, som de indordner sig under og samarbejder med. I dag som sælgere, journalis­ter, landmænd, pædagoger, brandmænd, slagteriarbejdere, håndværkere, forskere, sportsmænd, mekanikere, gartnere, pro­grammører osv. Men også som jægere og i militæret.

I løbet af de seneste år har kvinder fået mulighed for at klare sig selv og eventuelle børn uden en mandlig for­sørger. Staten – og ikke naboerne – kan spæde til med SU, børnepenge, understøttelser og pensioner. Det har motiveret kvinder til en betydelig indsats i uddannelsessystemerne, for de har ind­set, at det er sikrest at sørge for sig selv. Så de slider for deres 12-taller og bliver lærere, præster, læ­ger, og overhaler uden større besvær de fleste drenge, hvad det faglige angår. – De stresses vold­somt i ungdomstiden, for de opgiver ikke alle kravene til krop­pens udseende og form, selv om de op­når stor dygtighed, tværtimod bliver de faglige krav hyppigt bare lagt oveni alle de andre krav. Unge piger i dag er ved at segne under alt det, de selv, veninderne og kollektivet forventer af dem. De er både oversociale skønheder, diætister, elite­sportsudøvere og de bedste i deres klasse.

Her sakker drengene bagud. Pigerne sætter dagsordenen, og for størstedelen af de middelmå­dige drenges vedkommende er der meget få af de gamle, maskuline fællesskaber tilbage, hvor de kan få en tiltrængt pause, udover en forkølet druktur uden sejre at fejre i ny og næ.

Når pigerne kommer ud på arbejdsmarkedet og skal finde gode stillinger, samtidigt med at de får de­res to børn med nogle års mellemrum, begynder DE til gengæld at sakke bagud. De kan ikke, uanset hvor kønne, dygtige og arbejdsvillige de er, trænge helt ind i samfundets maskin­rum, som stadig be­herskes af maskuline fællesskaber – og blive der. Nogle kvinder kan. Men statistikkerne viser, at fler­tallet stadig halter langt bagud, hvad løn, anerkendelse og indflydelse angår.

I løbet af de seneste 50-60 år har middelklassens kvinder flyttet sig fra et liv, udelukkende med opmærk­som­hed på udseende og tillært hjælpeløshed, begrænset i de små hjem, til et liv ude på jagtmar­kerne, hvor de både skal være attraktive og kønne og knaldhamrende dygtige på samme tid.

Mændene har stået på sidelinjen og set deres domæner blive invaderet af dygtige og uopnåe­lige kvinder. For måske første gang i verdenshistorien konkurrerer – ikke bare en enkelt eller to – men flertallet af kvinder di­rekte med mændene på deres egne præmisser. Og de gør det godt! – Se på Angela Mer­kel, Bodil Nyboe Andersen m.fl. De har ikke grund til at slå med håret, de både vil og kan selv.

Men det er ikke rationel arbejdsdeling, at mænd og kvinder også i privatlivet konkurrerer på akkurat de samme områder, og kvinder mister respekten for de mænd, der forsøger at blive mere femi­nine end kvinderne selv. Man skal ikke stå og skændes om opvasken, om rengøringen, om indkøb og madlavning, om hvem, der skal putte lille William. Det er ikke uden grund, at det hedder ’håndvær­kersex’ og ikke fx ’kontornussersex’, ’rengøringssex’ eller ’barneplejersex’.

Mændene burde, som ’Bonderøven’ på tv, tage nogle af deres kønsspecifikke domæner til­bage. Vise, at de er gode forsørgere og fædre. Udvise storsind i stedet for misundelse. Mænd bør nok ikke skrive lange, selvmedlidende debatindlæg i ’Politiken’, hvor de offentligt tuder over kvindernes fremmarch på uddannelser og arbejdsmarked. Det ville være langt mere maskulint på den gamle måde, hvis de viste sig parate til at forsvare deres familie udadtil og tilførte den nogle værdier indadtil. Det er maskulint at bygge eller reparere sit eget hus, at mestre et håndværk, at dyrke gode og sunde grøntsager, at støtte sin kone og inddrage sine børn i de daglige gøremål på en omsorgsfuld og kærlig måde.

Kvinder og mænd bør tilstræbe at dele opgaverne imellem sig, ikke efter køn, men efter evner og in­teres­ser. I så fald ville kvinderne atter indse, at de har brug for deres mænd til at få dagligdagen til at fungere.

Det er ikke maskulint at rende i hælene på sin kvinde, at være hendes lille husslave og lade hende or­ganisere og uddelegere opgaverne, som hun finder for godt, eller at konkurrere med hende og for­søge at være en bedre husmor, end hun er. Det er heller ikke feminint at forsøge at tisse overkors med mændene. – Som altid, når ti­derne og teknologierne ændrer sig, går der et par generationer, før de alment gældende spille­regler følger med.