Kategori: Strøtanker

Historie- og tankeløshed: Honning er ikke det nye søde. Honning er det ældgamle søde. Det var det eneste søde, vore steppelevende eller huleboende forfædre kunne få fat på igennem hundrede­tusinder af år.

● Alder er et overvurderet gode.

● Somme tider tror jeg, at alle vi husholdende, semiprofessionelle edderkoppejægere er godt og grun­digt til grin, og at det er de samme fem, listige husedderkopper, vi jager hver eneste dag. Om natten kravler de så ud af støvsugeren igen og sætter sig godt til rette oppe i hjørnerne, som om intet var hændt.

● At fjerne kropsbehåring, så voksne, kønsmodne mennesker fremstår som præpubertære børn, er en ny praksis i Nordeuropa. Herodot, som levede ca. 484 – 425 f.v.t., beskrev fænomenet som en del af de egyptiske præsters ritualer, og fund af rageknive tyder på, at det allerede da længe havde væ­ret udbredt i nordafrikanske kulturer. Måske i bestræbelsen på at opnå højere hygiejne i et varmt klima og måske for at markere afstand til menneskets behårede beslægtede dyrearter. I dag er det helt almindeligt, at arabiske og mellemøstlige kvinder fjerner al kropsbehåring, selv om mange af dem er indhyllede i hel­dækkende, sorte telte, når de færdes ude. Med globalisering og indvandring er skikken nu bredt ud, så de førhen så naturlige og frisindede skandinaver, som i moderne tid ikke har de store hygiejniske pro­blemer, nu også mobber hinanden ind i de hårløse småbørns fold. Nu venter vi bare på de sorte telte …

● Der er det fine ved slankekure, sund livsstil, motionsforsætter og beslutningen om at ville være et bedre menneske, at man får en splinterny chance, man kan forspilde, foræret hver eneste morgen.

● I disse år gør de offentlige arbejdsgivere, stat og kommune, det komplet umuligt for en masse menne­sker at udføre det arbejde, de er ansat til at udføre. Det gælder i plejesektoren, sundheds­sektoren, un­dervisningssektoren, forvaltningen … med det forudsigelige resultat, at folk mister ar­bejdsglæden, mel­der sig syge og går ned psykisk, hvilket er stik imod hensigten, som var at opnå be­sparelser.

● De unge føler sig modige, når de prøver elastikspring, rejser til Sydamerika, hopper i vandet fra ka­jen, kører hurtigt på knallert … Men de gamle, der sidder helt alene og ser deres ægtefælle og venner dø langsomt af kræft, og som selv har smerter og forskellige sygdomme og stirrer døden lige ind i øj­nene hver eneste dag, er de virkeligt modige.

● Man orker ikke at gå til læge med sine skavanker. Hvis lægen ikke kan finde ud af, hvad man fejler, får man at vide, at man er hysterisk og bliver tilbudt hormoner, lykke- eller nervepiller. Hvis lægen godt kan stille en diagnose, men ikke kan gøre noget ved det, får man at vide, at det er ens egen skyld, fordi man spiser mad, ryger, drikker eller glemmer at gøre sine øvelser.

● Hvilke træk er vigtige for at komme forrest i køen til at parre sig og stifte familie?

For kvinder er det ungdom og frugtbarhed signaleret ved:

• Langt, tykt og glansfuldt hår
• Glat, hårløs og rynkefri hud
• Store øjne
• Røde kinder og ditto fyldige læber
• Store bryster
• Smalt liv, brede hofter, pæn røv og lange ben

Og hvad går kvinder ifølge dameblade og andre reklamemedier stadig mest op i? − Hårmode, hår­fjer­ning, shampoo, hårextensions, botox o.l., makeup, plastikkirugi, slankekure, kost, træning, mode­tøj og højhælede sko. − Nogen nævneværdig hjerneaktivitet er ikke påkrævet.

● Da vi var børn, havde vore forældre hverken tid eller penge. Da vi havde børn i fattigfirserne, havde vi masser af tid, men ingen penge. Nu har forældre masser af penge, og ungerne får alt muligt over­flødigt ragelse og bliver klædt ud som prinser og prinsesser, men de ser sjældent en voksen og må klare sig, som de bedst kan, i konkurrence med job, kærester, venner, fritidssysler, mobiltelefoner, Facebook og tv i bevidstheden om at være kun overfladisk tålte, som hundehvalpe, men dybt uøn­skede og i vejen.

● Man forstår jo ikke, at folk gider gennemleve lufthavnshelvedet og snæver, ukomfortabel flytrans­port i timevis to gange bare for en enkelt weekend, hvor lang den så end er.

● I de fleste andre, civiliserede lande har man for længst indset, at anonym sæddonation aldrig kan være barnets tarv. At skabe børn uden biologisk forhistorie blot for at opfylde en luftig forældredrøm for selv­centrerede barnløse i de rige lande regnes som forkasteligt. Undtagen i Danmark, som har gjort anonym sæddonation til en givtig forretning.

● Folk har det med at gå i feriepanik. En klog forsker kaldte det fritidsproblemet. I virkeligheden er det unaturligt ikke at lave noget, så mange mennesker går i panik, hvis der er udsigt til to-tre ubesatte dage. Og så begynder de at konkurrere, både på vejr og destinationer: ’Hvor skal du hen? Vi skal til Lalan­dia/Caribien’. Og knap har de transporteret sig langt væk til et varmt land, før de er online på samtlige platforme med vigtige meddelelser til alle de stakkels tilbageblevne, så som: ‘Drinks’ne er sgu’ gratis!’, ’Vandet er 28°!’ og ’Regner det hjemme?’

● Hvad er der sket med tiden? − Et sandt Helvede bryder løs, hvis man fanger en fodboldspiller med en smøg i munden, en kvinde med hår under armene, en mor, der bager en sukkerholdig kage til sine børn eller en mand, der sidder fredsommeligt i sine egne tanker på en trappesten over for en børne­institu­tion. Bare at være tyk eller ufiks er nok til at udløse kollektivets fordømmelse … PH ville have pisket os med glødende skorpioner, hvis han havde oplevet en så forhudsforsnævret, fordømmende og puritansk indstilling hos sine landsmænd.

● Man kan ikke opdrage på nogen, hverken hunde, heste, børn eller ægtemænd, efter skemaer eller op­skrifter. − Kun, hvis man oprigtigt holder af dem og vil dem det bedste, og de mærker og forstår dette, kan man forsøge at påvirke dem.

● Helte og helgener:

I følge Edward O. Wilsons bog, ’The Social Conquest of Earth’, er vi mennesker udstyret med to mod­sat­rettede, nedarvede overlevelsestræk, opnået gennem genetisk udvælgelse: Det individualistiske og det kollektive.

Vi har altså træk, der gavner os selv, og vi har træk, der gavner kollektivet, familien, stammen, sam­fun­det, helheden. Det er pudsigt, at det i alle moderne demokratier synes, som om befolkningerne er delt midt igennem i en venstrefløj, der arbejder for helhedens velfærd, højere skatter til fordeling og sund­hedsordninger, og en højrefløj, der arbejder for mest mulig selvbetaling og selvbestemmelse (sjovt nok undtagen fx retten til abort, fri religionsudøvelse og homoseksuelle ægteskaber), lavere skatter og nogle steder imod indvandring og for retten til at bære våben.

Ved valgene svinger det gerne frem og tilbage mellem disse to fløje.

Vi svinger også hver især mellem de to tankesæt: Vi ønsker gode sundhedsordninger og gode veje, men vi snyder i skat, hvis vi selv kan opnå en lille, risikofri gevinst.

Det er praktisk, at der er folk, der vil drage i krig, slå andre ihjel, plyndre og rage til sig for at sikre stam­mens ressourcer og sikkerhed. Og det er praktisk, at andre går i døden for en idé eller uegennyt­tigt ple­jer de syge, sårede og døende.

Vi er groft sagt delt i helte og helgener, men de fleste er lidt af begge dele. Skismaet består i enhver gruppe, i ethvert land, men også inde i det enkelte individ.

● Det er stadig overvejende mænd, der designer huse, køkkener, vandhaner, wc’er, ovne og alt mu­ligt andet … og kvinder, der skal gøre dem rene.

● Førhen kunne man ikke udholde de mange dyreudsendelser i tv, fordi de altid handlede, ikke om dyr, men om kække mandfolk i skovmandsskjorter, bukser med mange lommer, jeeps og gummi­speedbåde, som på det skammeligste efterstræbte de stakkels dyr og udstyrede dem med kluntede halsbånd, gule plasticmærkater, hæmmende fodringe eller tunge kasser, så de kunne spores. − Nu er dyreudsendel­serne ulidelige, fordi de først sentimentaliserer de små kræ, for derefter at vise truende billeder af men­neskabte dæmninger, landbrugsmaskiner eller træfældningsaggregater, der uundgåe­ligt og hjælpeløst varsler de små søde dyrs snarlige undergang.

● Er jeg det sidste nulevende menneske, for hvem tanken om løse organer, udtaget af hjernedøde medmennesker og indopereret i andre, forekommer frastødende? − Som ikke forstår, hvordan man kan leve med bevidstheden om at have et dødt menneskes indvolde i sig? − Som endnu ikke er ramt af øko­nomi- og markedstænkning, når det handler om menneskelige organer set som reservedele? Og som ikke betragter sig selv som så enestående, at man fortjener at leve videre på bekostning af de dødes værdighed, integritet og gravfred? − Eller endnu værre: På bekostning af fattigere med­mennesker. Man tør jo ikke tænke på, hvilken situation et menneske befinder sig i, når det forekom­mer at være en løs­ning at sælge et organ. Eller hvilken selvoptaget kynisme, der ligger bag, når man er køber til et andet menneskes organer.

● Jo ældre man bliver, jo dårligere syn man får, jo flere nisser ser man.

● Forældres indædte og uforståelige modstand mod skolemad og heldagsskole må skyldes, at de ikke ser realiteterne i øjnene og gerne vil bevare i det mindste SKINNET af, at de selv tager ansvar for de­res egne børn. For om børnene får frisk, fælles mad i stedet for en flad, individuel madpakke, eller om de forbliver på skolen i endnu et par timer i stedet for at gå hen i en underbemandet SFO, kan vel overord­net set kun opfattes som forbedringer af børnenes hverdag, som det er galimatias at kæmpe imod? − Men naturligvis kan disse tiltag opfattes som nedskrivninger af forældrenes ansvar, men det ansvar har forældrene jo allerede udliciteret til fremmede, professionelle børnepassere mange, mange år før, bør­nene overhovedet satte deres ben i skolen.

● Min kære mand mener, at hvis man skulle opfinde ’mågen’ i dag, ville man helt sikkert foretrække en udgave uden lyd.

● Selvoptagethed alene gør ingen til kunstner.

● Som alle invalider hæger han om sine lidelser og sørger for at få mest muligt ud af dem.

● Man kan næsten ikke slå sig frem i skovene længere. Det er slut med stilfærdige vandreture i det grønne. Nu skal vore få tilbageværende naturområder udnyttes til det yderste, som var de udeluk­kende skabt til folks selvoptagede træningsprojekter: Stierne slides af prustende, svedige og pirrelige motio­nister, der med propper i begge ører løber eller cykler hurtigt igennem alt det ’naturlige’, og hvis man ikke hummer sig i en fart, får man det omgående at vide.

● Man skulle ikke tro, at folk kunne lide at være hjemme. Alle de skønne samtalekøkkener, alt det fine, kinesiske granit, designermøbler og wellnessbadeværelser er totalt spildt. Det eneste folk tæn­ker på, hvis de kommer til lidt penge, er at komme ud at rejse. Lige meget hvor! De vil bare væk…

● Hvis man ikke skal bære nag, men se at komme videre, hvorfor så rejse mindesten for de faldne? Ho­locaustmuseer? Enorme og kostbare museer for afroamerikanere, hvor man svælger i slaveskibe, læn­ker, KKK m.m.? Krigsmonumenter?

● Flokdyr og kommunikation: På samme måde, som man siger, at én høne er ingen høne, fordi en hønes adfærd kun giver mening, når den befinder sig i en flok med andre høns, således bør man også sige: Ét menneske er intet menneske, for et menneske, der er helt alene og derfor ikke kommunike­rer med sprog eller tegn, er intet menneske, for det opfattes ikke og kan ikke opfatte sig selv. Fordi vi er flokdyr, som hunde, høns og lemminger er det, giver vores adfærd kun mening, hvis vi tænker os, at der findes andre mennesker. Andre mennesker har krav på os og er vigtige for os. Først vore nær­meste, derefter alle andre. Derfor har fx dørklokken og telefonen fortrinsret, selv når du i forvejen sidder i godt selskab. Og derfor er fx Facebook, mobil, sms’er og mailboks så vigtige for os: Det er tegn på, at andre menne­sker vil os noget, og når vi selv bruger disse medier, rækker vi ud efter an­dre. Angler efter synlighed og anerkendelse i flokken.

● De første mange, mange år af ens liv går man blot rundt og venter på, at man bliver stor nok, vok­sen nok, så livet kan begynde. Og så lige pludselig går man rundt og spekulerer på, hvor det hele i grunden blev af?

● Det er jo indlysende, at hvis alt det interessante og dejlige, folk skriver på Facebook, at de laver, virke­lig var så interessant og dejligt, så havde de hverken tid til eller behov for at sidde og skrive om det.

● Der findes ikke længere indsigt i, og dermed skam over, egen uvidenhed. Mennesker af alle slags klør påståeligt på, og deres dumhed og uvidenhed synes informationsresistent. De yngre aldersklas­ser er vokset op med troen på, at alle er lige og har lige ret til at ytre sig, og at alt er lige godt, og det tror de så på. Heraf følger det enorme dyk i kvaliteten af offentlige ytringer, både hvad angår orto­grafi, typografi såvel som det (manglende) tankemæssige indhold.

● De ar, man pådrager sig i barndommen, heler nok, men smerter altid.

● Vi er alle i egen indbildning små prinser og prinsesser, som sælgere af enhver art forsøger at smigre, så de kan prakke os mere unødvendigt ragelse på. Du fortjener det. Luksus. Velvære. Unik. Skriger de om deres underlødige, hastigt sammenflikkede, ubehagelige masseprodukter. Vi pro­grammeres til at sætte forbrug af ligegyldigheder i stedet for samvær med vore børn, øvrig familie, ægtefælle og venner. Vi an­skaffer os børn og hunde, men har ikke selv tid til at tage os af dem, så vi lader andre ”passe” dem for penge. Passe. Passe. Passe. Ingen skal passes. Hvad er det for en pervers tankegang? Hverken hunde, børn eller ældre mennesker skal passes. De skal respekteres og modtage den omsorg, de har behov for. − Penge. Penge. Penge. I stedet for tid, ægte omsorg og kærlighed.

● Livet er som et dukkehus: Når man først er færdig med at indrette det hele, gider man ikke lege med det mere.

Løfte om inspiration på gemen sukkerpose.

● I dag er det ikke kun kunstnere, der skal inspireres. Ordet, som betyder at blæse (guddom­melige idéer) ind i, er blevet skamredet og devalueret af varehuse, damebladsskribenter, rejsebureauer, supermar­keder, lavprismøbelhandlere og isenkræmmere. Alle mu­lige udbydere af trivielle forbrugsgoder smigrer skamløst de paphoveder, der går igennem livet uden en eneste original tanke og ikke ejer et nok så beskedent ta­lent, med: »Kom og bliv inspireret!« − Og de kommer lydigt faren­de i store hor­der og køber de samme idiotiske ting og føler sig som kunstnere, når de fx over­plastrer deres stuer med forvredne vaser og skåle, slæber endnu en ny, orangefarvet kaffekande hjem eller hænger usandsynligt grimme gardiner op.

● Jeg tror ikke, at alting har en mening, men jeg har en ubegrænset tiltro til men­neskets evne til at skabe mening i alting.

● Alder er, når man ikke længere har travlt med at ekspandere og lægge planer for fremti­den, men er glad, blot tingene kan fungere som hidtil.

● Husk nu redningsvest, cykelhjelm, sololie, kondom, sikkerhedssele, tandtråd! Spis 6 om dagen! Spis fisk … nå nej, spis ikke så meget fisk… − Gå i skygge! Tag hat på! Hold op med at ryge! Hold dig fra sukker og fedt! Lad være med at drikke! Gør dine øvelser! Se dig for! Gå kun ud til navlen! Motionér! − Der er tilsyneladende ingen grænser for, hvor langt statsmagtens forlængede arm i form af »De omklamrende kællingers klub M/K« vil gå ind i folks liv med banale og selvindlysende på­bud. Samtidig med at rejsebranchens billige solferier året rundt, bilindustriens hurtige og stærkt for­urenende produkter, supermarkedernes bugnende udvalg af både billige og dår­lige fødevarer modarbejder de samme råd, så skismaet mellem betalelige og til­gængelige varer og mulige og eftertragtede aktiviteter og så alle de omklamren­des gode råd bebyrder hvert ene­ste individ i dette land.

● En kvinde, der er optaget af sit helbred, er en hypokondrisk, opmærksomheds­krævende hy­stade. En mand, der er optaget af sit helbred, er klog.

● De største problemer, forurening, mangel på rent vand, luft og mad i tilstrække­ligt omfang, dårlige fødevarer, krige, flygtningestrømme, fysiske og psykiske syg­domme, skyldes overbe­folkning. Alene i min levetid er jordens samlede befolkning næsten tredoblet! − Alligevel går unge mødre stolte rundt med barnevognene og føler, at de bidrager til fællesskabet og fortje­ner vores støtte, fordi de følger hor­monernes bud og sætter børn i verden. Alligevel arbejder både politikere og øko­nomer for fortsat vækst, selv om man allerede i begyndelsen af 70’erne var klar over, at der var »Grænser for vækst«.

● Man bruger sit liv på at gøre sig parat til en fest, der aldrig kommer.

● Hvem er det, der ikke kan købe et kalenderlys uden omfattende hjælp fra avi­sernes livs­stils­sektioner eller fra damebladene?

● Første halvdel af vores liv er vore tanker og gerninger styret af hormoner. Når de begynder at dampe af, kan vi bruge anden halvdel på at forsøge at gøre det godt igen.

● Tilstedeværelsen af hunde, haver og gamle potteplanter gør det moderne liv mere udhol­de­ligt.

● De gamle romeres kloge ord om at pacificere masserne ved at give dem »Brød og skuespil« er i dag blevet til »Chips og sport«.

● Unge mennesker i dag er fuldt opdaterede med de nyeste, amerikanske slang­udtryk, og de føler sig hjemme på Manhattan og shopper hjemmevant i Berlin, London og Paris, men de ved intet som helst om fx dansk landbrug eller om dyr og planter i dansk natur.

● Hvad er der galt med blot at hvile på laurbærrene?

● Piloten siger, at mindst fem ting skal gå galt, før en katastrofe indtræffer, og den ene fejl­kilde er normalt menneskelig. Der er ingen enkle skyldsspørgsmål og årsagsforklaringer.

● Det ser ikke godt ud, når vore unge kvinder frejdigt går og svinger med kunstigt påsat hår fra døde og/eller fattige tredjeverdenskvinder, mens de læspende selv­iscenesættende taler om nødhjælp, dyrevel­færd, spelt og CO2.

● Mht. astrologi, tarot o.lign. er det min klare fornemmelse, at skæbnen siger: »Don’t call us, we’ll call you!« — Og det gør den så, før eller siden.

● »De« og »dem« – Pas på disse ord! − I samme øjeblik man anvender ordene »de« og »dem« om en gruppe mennesker, har man allerede lagt afstand og er tæt på at underkende grup­pens ligeværd og med­menneskelighed. Det være sig børn eller ældre medborgere, kvin­der, patienter, kunder, klienter, naboer, folk fra andre byer, religioner, landsdele, lande … Or­dene er naturligvis nødvendige og skal bruges af og til, men med måde, for de tyder på en re­spektløs tænkning i »dem« og »os« og kan i værste fald udarte til for­agt, tingsliggørelse, psy­kisk og fysisk mishandling, i sidste ende måske regulær forfølgelse og folkedrab.

● Ved forkølelser og andre virusinfektioner er der intet, der hjælper. Kamillete med eller uden honning og/eller ci­tron, appelsi­ner, Strepsiler, varm hyldebær­suppe … Den gode husmor ryk­ker naturligvis ud med hele arsenalet, så snart no­gen giver sig til at hoste lidt, men hvis infek­tionen først er gået i gang, tager det den tid, det tager. De forskellige remedier kan dog lindre og trøste, og det er også noget værd, og så giver det en god fornem­melse af at GØRE noget.

● Når vi står ved Skt. Peters port og gerne vil ind, så er små børns latter den va­luta, vi kan be­tale entréen med.

● Der er absolut ingen grund til ikke at springe over, hvor gærdet er lavest.

● Man undrer sig jo hyppigt over, at folks tøj, fx bukser, deres tasker, sko, lam­per, halstør­klæder, støvsu­gere, skærebrætter, møbler, salatsæt og vaser hedder noget, fx Louis Vuitton, Burberry, UGG, Eva Trio, PH, Arne Jacobsen… ja, selv de­res KØKKENER hedder noget … Min hund hedder noget, men den kommer også, når jeg kalder.

● Vi bærer denne enorme byrde af os selv og alt, hvad vi har været udsat for, oplevet, hørt, set, mærket, sagt, gjort, igennem livet. Hvem der kunne glemme, smide ud, begynde forfra… Sækken bliver for tung… På et tidspunkt må det briste, og vi styrter under vægten. Dét er vel alderdom og død?

● Verden er for mænd − It’s a Man’s World. Prøv at forestille jer, hvilken ballade, der ville være, hvis der var babypleje, mad, mode og strikkeopskrifter på alle ka­naler fra morgen til af­ten, og at det fyldte et kvarter af enhver seriøs nyhedsud­sendelse? Men når det er sport, så er det helt OK, at vi skal høre rygter om træ­ner­skifte eller have en udenlandsk fodboldspillers forvredne ankel minutiøst be­skrevet i alle detaljer midt i nyheder om krig, død, ulykker, stor­finans og politik hver evige eneste dag året rundt. I stedet for at henvise disse fuldkommen peri­fere ikke-hændelser til særskilte programmer og kanaler.

● De fleste mænd minder om gammeldags biltelefoner: − En ordentlig kasse at slæbe rundt på og over­ordentlig svær at få forbindelse med. − Man skal først have den manøvreret i rette po­sition og tjekke, at den har antennen ude, før man kan kommunikere.

● Når han ligger på sygehuset og flere gange dagligt sms’er til »Hej alle!« med info om samt­lige blod- og andre prøver, der er taget i løbet af formiddagen, om afføringens konsistens, om stuegangen, sygeplejer­skernes humør, maden og prognoserne i øvrigt, så kan man vel roligt gå ud fra, at det ikke er synderligt al­vorligt fat?

● Sommetider, når man læser sin avis eller ser dansk tv, får man lyst til at råbe: Er der en hjerne til stede?

● At gå hjem fra skovturen med lommen fuld af anemoner ♥

● Sammenlagt har jeg nok brugt et år af mit liv på at stryge strygefri skjorter.

● Et barns langsomme opvækst, vejret og årstidernes skiften er variation nok.

● Tiden under Fogh først i 2000-årene vil jeg altid huske for det skamløse forbrug, der mani­festerede sig i en paddehatteagtig vækst af blå plasticbassiner og tram­poliner på folks græs­plæner, og i skraldecontainere proppet til randen med de samme ting i blåt plastic på »gen­brugspladserne« i tiden umiddelbart efter.

● Sorte, blanke, stramtsiddende læderbukser til mange tusinde kroner… og hun kører ikke på motorcykel, hun er ikke rockstjerne, hun er ikke milliardær, hun er en grå og halvtrist SOSU-assistent på 43 år, bredrøvet, fantasiløs degnedatter fra Varde… og nu skal hun i byen med veninderne.

● Verden ville være et bedre sted, hvis flere mennesker ville nøjes med at brodere korssting og passe deres have.

● De hedder noget fint og sammensat, de har egen hjemmeside med hundreder af opstil­lede, semiprofes­sionelle fotos af sig selv, et alenlangt CV, hvor de også hus­ker at anføre fri­tidsjob og navnet på deres kat, de er 25 år gamle og kan hverken læse eller skrive dansk eller føre et almindeligt hus­holdningsregnskab.

● Folk får ikke længere gæster, de får publikum.

● Rygning:

· Der går 3 dage, før man har fået nikotinen ud af kroppen

· Der går 3 uger, før man kan tænke på andet end smøger

· Der går 3 måneder, før man har fået omlagt sine vaner

· Der går 3 år, før man har glemt, hvordan det i grunden var at være ryger

● Forleden udtalte en økonomiprofessor, at god tid, ro og omsorg ville blive de nye, efter­trag­tede værdier. Det ses allerede nu. Folk mangler tid og omsorg, og så fiser de på storbyfe­rier, kroweekender, wellnessop­hold o.lign. og bliver stressede af det, udgifterne og alle tids­planerne og aftalerne, i stedet for at geare ned der­hjemme i millionvillaerne, hvor der sikkert også er både mad, senge og badevæ­relser.

● Jeg holdt op med at ryge, og nu kan jeg forstå, at de resterende problemer i mit liv med et slag kunne løses, hvis jeg også holdt op med at spise.

● Hvis man køber kongelige porcelænstallerkner til 24 personer til 500 kr. stykket, 12 Y-stole til spisestuen, biler i ½ eller 1 mio. kroners klassen eller ansigtscreme til 1500 kr. for en lille dåse, så har man for mange penge, og så burde man afle­vere dem til en brønd, en skole, me­dicin, vaccinationer og mad til en afri­kansk landsby eller andre trængende.

● Mange mennesker klæder sig ikke på − de klæder sig ud.

● Spørger du, om jeg ikke nok vil gøre mig selv lidt mindre, så du kan få lov at føle dig større?

● Der findes på dansk tre udtryk for det at bringe ting i orden: at »rode op«, som en af mine venner altid både siger og skriver, at »rytte op«, som de fleste siger, og så at »rydde op«, som var det korrekte i gamle dage.

● Er jeg den eneste, der bliver utryg, når jeg passerer en bil med påskriften: »Center for døv­blinde og høre­tab«? Og umiddelbart bagefter ser en kraftig BMW, hvor føreren, en mand, sty­rer med den ene albue, mens han med blikket rettet mod sin smartphone sms’er som en gal?

● Det er til jul og fødselsdag, man viser folk, hvor meget man påskønner dem. Men vi er alle så rige nu, at vi ikke har brug for gaver længere. Vi vil selv købe alle vore ting og irriteres over dem, faster Gerda, som gerne vil vise os sin op­mærksomhed, har købt billigt i Netto og om­hyggeligt pak­ket ind i gammelt gen­brugsga­vepapir. Vi vil selv be­stemme, hvad der skal ind i vore overde­signede huse. Så vi ofrer gladeligt soci­ale forbindelser for at sidde i stilrene stuer.

● De fleste af de problemer, man kan have med andre mennesker, skyldes ganske simpelt, at man overvurderer dem. Man forestiller sig helt automatisk, at de taler og handler ud fra en logisk, menneskevenlig og velgennemtænkt synsmåde, og at de har samme grad af selvindsigt − og indsigt i det hele taget − som man selv møjsommeligt har erhvervet sig.

● Vore moderne, industrialiserede samfund, demokratiske eller ej, udnytter sne­digt folks egen grådighed til at gøre dem til slaver i langt højere grad og meget mere effektivt, end æl­dre samfunds pisk og lænker kunne gøre det. Grådigheden efter ting, oplevelser og status får for­bløffende nok mennesker til at forlade deres småbørn og andre kære, til at ofre velbefin­dende og sjælero og undergive sig transport, stress, stø­jende og svinende produktionsfor­hold, stor­rumskontorer, kollegial mobning og stupide ledere… med glæde!

● Forbløffende mange mennesker lever som blinde orme i en labyrint: Vi møver os rundt på lykke og fromme og forsøger at orientere os en smule efter lys og skygge og duften af mad.

● »Små ting er ikke altid småting« … Joakim Garff i sin store Kierkegaardbiografi, SAK.