Strøtanker – Side 7 – blog.loneandrup.dk

VANITAS

Forfængelighed er muligvis den største synd, og dumhed, se nedenfor, vi mennesker lider af i dag. Hvor man end kigger hen, får man øje på kvalmende mængder af forfængelighed, selvkærlighed og galopperende storhedsvanvid.

Vi er naturligvis forfængelige i den enkle og gammeldags forstand, at vi tilbringer timer foran spejlet, i motionscentret, vi bilder os selv ind, at vi har travlt …. med hvad? Vi vil kun spise de fødevarer, der lige nu regnes for ‘sunde’, som er ‘gode for os’ eller på mode, vi lader os operere af kosmetiske årsager, vælger omhyggeligt vores garderobe, smører os med dit og dat, sprayer os med kunstige dufte, kitter fuger i ansigtet, lægger tykke lag maling over, selv mænd farver deres hår i unaturlige kulører og sætter det op i knold og hestehale.

Det er også forfængelighed, når vi googler os selv, omhyggeligt udvælger det underbelyste foto, der skal på datingsiden, evindeligt sidder og fifler med vores egen profil eller uophørligt poster updates på Facebook og lignende sider eller tilføjer bagateller til den WIKIartikel om os selv, som vi har ladet vennerne uploade.

Men den største moderne forfængelighed består nok i den vrangforestilling, som mange af os har, at det alt sammen betyder noget …

I en oldgammel verden med p.t. henved 7,5 mia. andre mennesker kan vi i fuldt alvor bilde os selv ind, at det betyder noget, hvem vi er, hvordan vi ser ud, hvordan vi har klædt os på, hvordan vi sætter håret i dag, hvilket armbåndsur vi har på, hvad vi signalerer med de møbler, der står i vores stue, og hvad vi mener om alt muligt …

Vi bevarer en overbevisning om, at vi er med i noget. Betyder noget. Er vigtige for noget, om det så er i karrieren, i vennekredsen, i landet, eller om vi redder grønlandske børn, voldsramte kvinder eller sultende i Afrika. Når vi tænder et lys for Lady Di på et københavnsk fortov, når vi sætter det franske flag på vores profil på nettet eller går med i en demonstration mod regeringen.

Naturligvis betyder det noget for vore nærmeste og for dem, vi rent faktisk møder, hvordan vi er, og hvad vi gør, og det kan ske, at man pludselig befinder sig et afgørende sted, hvor en resolut handling eller en god idé bringer hjælp til få eller til mange, men at vi alle sammen har en vigtig rolle at spille er ikke sandsynligt. Så i virkeligheden ville vi selv og verden være langt bedre tjent, hvis vi kunne lære at slappe af. Hvis vi kunne se en smule mere filosofisk på tingene.

Men filosoffer er ikke de mest spendable forbrugere, så markedets mange producenter af alskens ragelse har store interesser i at bilde små hjerner ind, at de er betydningsfulde. Hver især. Og det er de jo også, især hvis de er mange nok og køber deres produkter.

– Han kunne være nådesløs, når han stødte på forfængelighed. Nådesløs. Det fik ham til at se rødt. Det er en undervurderet form for dumhed, plejede han at sige, man skal kunne glemme alle vores handlingers kosmiske betydningsløshed for at kunne være forfængelig, og det er en grov form for dumhed. Om den højtbegavede, portugisiske læge og forfatter, Amadeu de Prado, hovedpersonen i ’Nattog til Lissabon’, en filosofisk roman af Pascal Mercier.

Man kan også gå i den anden grøft og opføre et enormt, opulent bygningsværk til sin egen ære og forherligelse, som den gode kardinal Lenius i Rom, og så smække ordet ’HUMILITAS’ – ’Ydmyghed’ på forsiden. Sådan er der masser af mennesker, der bruger ordet ’ydmyghed’ i dag: De slår det stort op i omgangskredsen eller på Facebook, at de har fået en betydningsfuld stilling, opgave, belønning, ros og tilføjer, at de er opfyldt af stor ydmyghed …

Det er HUMILITAS overtaget af VANITAS, ydmygheden behersket af forfængeligheden, og således er ordene vendt helt på hovedet og giver ingen mening mere.

Kierkegaard om travlhed:

“Af alle latterlige Ting forekommer det mig at være det allerlatterligste at have travlt”

http://www.sk.ku.dk/citater.asp#EE1.s33

Småtterier IV

● Jeg har set luften i Kina og flygtningestrømmene over Middelhavet. For fremtiden bliver følgende ting eftertragtede:

– Sikkerhed, herunder retssikkerhed. Min familie og jeg risikerer ikke bomber og overfald, vores ejendele er beskyttede, vi kan trygt lægge planer, og hvis vi skulle opleve en forbrydelse, vil forbryderen sandsynligvis blive fanget og straffet.

– Ren luft. Vi kan trygt indånde luften.

– Rent vand. Vi kan trygt drikke vandet, og der er nok af det.

– Ren jord. Vi kan nyde synet af velpasset jord og trygt spise de afgrøder, vi høster.

– Sundhed. Vi har adgang til sund mad, vitaminer, hygiejne, medicin og lægehjælp.

– Frodighed. Der er nok af vand, afgrøder og grønt omkring os.

– Ro. Vi kan slappe af uden at skulle lytte til trafik, maskiner, fabrikker, naboer og anden larm.

– Mørke. Vi oplever natten og stjernehimmelen og bliver naturligt søvnige.

– Rødder, dvs. en personlig historie, kontinuitet og tilknytning til det sted, vi bor.

– Privatliv. Vi kan lukke vores dør og vide os sikre på, at ingen braser ind, overvåger os, lægger vore billeder og anden information ud på nettet mod vores vilje.

– Uberørt natur. Klitter, strande, søer, åer, skove, bakker, hede, enge, læhegn og gamle markveje.

Dette burde selvpromoverende, besparelsesfikserede, vækstorienterede, perspektiv- og historieløse politikere lægge sig på sinde, så de ikke sælger ud af værdierne, fx en ubebygget kystlinje eller et stykke gammel fredsskov, før de indser, at det er det, der er eftertragtet; ikke endnu et betonbyggeri.

● Og der udgik i de dage et dekret, at alle, uden unødig opsættelse, skulle anskaffe sig én af Kählers stribede vaser og stille den fuldt synligt i vindueskarmen. − Hvad sker der, hvis man ikke efterkommer ordren? Kommer det hemmelige vasepoliti så og fører én bort midt om natten?

● Kvinder og karbad: – Man behøver jo ikke sætte duftlys og champagne frem og lege, at man er hovedpersonen i en film, bare fordi man skal vaskes.

● Vesteuropæere og amerikanere betragter hele verden som deres retmæssige legeplads: Vi dykker ved Maldiverne, slikker sol i Thailand, shopper i London eller New York, flyver i ballon over Egypten, helikopter i Gran Canyon, står på ski i Schweitz, hopper i elastik på New Zealand o.m.a., men alle rejser omkring og oplever de samme ting, så vore oplevelser er blevet banale, og ingen gider høre om dem eller se vore fotos. – Men så opfandt man Facebook, hvor jeg kan skrive kort og kvikt om mine fantastiske oplevelser og uploade selfies fra Rom, Hong Kong og Dubai og bilde mig ind, at nogen gider interessere sig for det. – Men måske gør mine venner bare, som jeg selv gør? Trykker et hastigt ’like’ eller skriver, at de er misundelige uden at se ordentligt på hverken update eller det underbelyste foto af mig foran Empire State Building? – Måske har de set noget lignende 1000 gange før?

● Fordi vi er blevet så mange, og fordi vi alle flytter og rejser meget rundt, er der blevet let spil for bedragere af alle slags: selvfølgelig de sædvanlige ludere og lommetyve, men også hidtil respektable brancher, så som optikere, håndværkere, biludlejningsfirmaer, tandlæger m.m., der forsøger at sælge deres produkter og/eller serviceydelse til uforskammet høje priser; hvis de da ikke ligefrem svindler.

● De færreste velhavere har op igennem den kendte historie gidet passe deres egne børn. Barnepiger, nannies, guvernanter og ammer var talrige i de riges store huse og ved hofferne, senere også i den velstillede del af middelklassen, tænk fx på ’Mary Poppins’. Disse hjælpende tjenestefolk tog sig af børnene, sov med dem, vaskede dem, fodrede dem, opdragede dem og overvågede deres leg. Kun i kort tid hver dag blev børnene fremvist, rene, velklædte, mætte, for deres forældre. – Det er næsten det samme i dag: Danske mødre og fædre tilstræber at indrette sig på akkurat samme måde, hvis de overhovedet kan, og overlader deres små og store børn til barnepiger, i form af pædagoger, skolelærere og au pairs. – Måske har mange mennesker i virkeligheden slet ikke lyst til at være sammen med deres børn?

● Der er alt for meget pengesnak i det offentlige rum. Det er pinligt og uværdigt, når det handler om syge, gamle, børn, mennesker, der kommer udefra, undervisning, kunst, kultur … Hvor meget dit får vi for dat? lyder det nu skamløst alle vegne. – Jeg troede, at det var derfor, man i sin tid oprettede de der loger? Så de tykke mænd med hat og cigar kunne sidde for selv med deres kræmmerier.

● Danskerne er blevet så naturfremmede, at de er nødt til at have en vejleder med, når de bevæger sig ud i naturen.

● Psykopater har en stor fordel i krig og andre kampe. De kan uden kvaler ofre andre for at redde egen røv eller lyve uden at rødme og kommer derfor som oftest ud som vindere.

● Da Rifbjerg døde i påsken 2015, døde også dansk litteratur. – Tilbage er kun ’Flet din egen hængekøje’, ’Flotte krukker med persille’, ’Sådan får du en sund familie uden tid & mad’, illustrerede kogebøger, biografier af fodboldspillere, jægersoldater, brystopererede tidligere modeller, politikere, skuespillere og deres koner, og så en lind strøm af effektjagende, men sprogligt hjælpeløse, krimier og andre underholdningsbøger.

● Kvindens intime fysiologi er her i begyndelsen af det tredje årtusind endnu underlagt rene middelalderforestillinger, hvor enhver mand, læge eller ej, har lov til at spekulere, ønsketænke og opfinde begreber helt uden skygge af evidens. Det er stadig almindeligt, selv blandt fagfolk, blot at gå og gætte. I min levetid har jeg hørt om skedeorgasmer – hvor de så skulle komme fra, når de fleste af kvindens mest seksuelt følsomme nerver ender i klitoris. I alle film, der indeholder samlejer, ser man kvinder skrige efter to-tre gange ind- og ud. – Derefter blev vi præsenteret for opfindelsen af G-punktet, som endnu ikke har kunnet påvises i det virkelige liv. Sprøjteorgasmer, hvor kvinder, ligesom mænd, ejakulerer en slags væske – Sædvæske måske? Er disse kvinder selvbestøvende? – har været det helt store, indtil mere grundige forskere for nylig kunne melde, at det blot drejede sig om seksuelt udløst inkontinens.

● Hundens anliggende er dagens jagter, rutinerne på flokkens tilholdssted, advarsler og fint graduerede hilseritualer, når nogen kommer og går.

● Pædagoger er vor tids degne. Nogle pædagoger udfører dagligt et utaknemmeligt, yderst vigtigt og opofrende arbejde, men et iøjnefaldende fåtal føler sig vigtige på trods af manglende kompetencer og fører sig frem på andre menneskers bekostning, børn, anbragte unge, psykisk handicappede:

http://nyhederne.tv2.dk/2015-08-27-to-fireaarige-forsvundet-under-udflugt-ved-vesterhavet

http://stiften.dk/aarhus/paedagoger-handlede-i-ikea-parkerede-17-boern-i-legeland

http://nyhederne.tv2.dk/krimi/2014-09-10-yahya-hassans-kontaktperson-doemt

● Det går vel? Uanset hvordan man ter sig, går tiden jo alligevel. Man har pligt til at overkomme sine små pligter. Store problemer var små engang, sagde taoisterne, som formulerede deres filosofi for 3000 år siden i Kina. Men derudover kan man ikke gøre andet end at følge livets strøm. Uden at stritte imod. For det er alligevel nyttesløst. Livet består af givne vilkår. Fødsel, opvækst, uddannelse, forelskelse, formering, arbejde, alder, sygdom, død. Det er en illusion at tro, at man er ’unik’ og har et valg, for det har man ikke, når det drejer sig om de større ting i livet. – Man kan forestille sig, at man er et badedyr, der ligger og flyder ude midt i en flod, livets flod. Hvis man spræller meget, kan man måske komme til at ligge og flyde en smule til højre eller til venstre, eller måske rammer man en klippe eller går på grund i sandet en tid, men det er ét fedt, for strømmen fører snart efter én med sig den samme vej alligevel. Det ender alt sammen på den samme vej, på det samme sted, dvs. det ender ikke, for der er kun den store, flydende strøm. Vejen. Og den går igennem mørke og lys, klipper og sand, varme og kulde, behagelighed og ubehagelighed, nuet og evigheden, men der er ingen forskel imellem disse begreber. De udgør en helhed. Man møder nogen og noget, og sommetider møder man ingenting. Man har kun ansvar for sig selv, for sine egne forhold og ting. Man kan vælge at følge roligt med strømmen, at tage det hele med filosofisk ro og overblik, at overkomme tingene i den rækkefølge, de indfinder sig, og måske ligge og hygge sig lidt midt i det hele, kigge op på skyerne, lytte til fuglene, eller man kan vælge at hyle og sprælle. Det er ligegyldigt. Det forbliver alt sammen alligevel bare det samme.

● At gøre ting fuldkommen for ens egen skyld. At frigøre sig fra omverdenen, tilknytninger, ikke altid at inkorporere et mere eller mindre imaginært ’publikum’ til alle sine gøremål: Hvordan man klæder sig på om morgenen, hvordan man taler til sine børn, indretter sit hjem, hvilken mad man laver eller spiser, hvilken bil, film, musik man anskaffer sig. Det er alt sammen udvendige ting og som sådan uvigtigt.

● Angsten er hjemløs i moderne velfærdssamfund, derfor bider den indefra.

● De allerfleste mennesker beskæftiger sig med noget, andre har lavet: Bygger, maler, reparerer andres huse med materialer, andre har lavet, tjekker deres skat, klipper deres hår, administrerer, underviser eller passer andres børn, kører dem og deres ting rundt, organiserer dem, sælger dem ting, udgiver deres bøger, studerer dem, anmelder deres præstationer, sætter dem op på hylden, gør rent … o.m.a. Kunstnere og forskere er de eneste mennesker, der skaber noget, hvor der ikke var noget før.

● Jeg har en læge, der er god til tænder, og én, der er bedre til paradentose. Jeg har én, der kan lægge en blokade, når jeg har hovedpine, en anden, der kan se på en priktest, om jeg har allergi mod noget kendt, en tredje, der kan se på mine blodprøver, om jeg skal have mere stofskiftemedicin. Jeg har øjenlæger, fodlæger og hudlæger … men jeg kender ingen menneskelæger.

De har nemlig ikke tid til at tage sig af syge mennesker, for de har så travlt med at ekspedere ’sager’ og sætte kryds i skemaer og evaluere og rapportere og hvad ved jeg, at de helt har glemt, hvad det hele i grunden handler om.

Kunne man forestille sig et sundhedsvæsen, hvor det var patienten og hans lidelser, der var i centrum? Hvor man gik ind ad en dør, blev røntgenfotograferet, skannet, kigget på og fik snakket med en læge, inden man gik hjem med evt. behandlingsplan og medicin? — I stedet for som nu: 1. Få tid hos egen læge. 2. Få tid hos sygehus el. specialist. 3. Få tid til at kigge på evt. skanningsbilleder. 4. Få tid til en samtale med en læge. 5. Få tid til evt. behandling. 6. Få tid hos egen læge til opsummering, vurdering og ny snak … Sådan et forløb tager det meste af et år! Tænk på al den lidelse, man kan gå med i al den tid. Og arbejdet er det samme, det ville tage lægerne samme tid eller måske mindre at tage patienterne med det samme, og man slipper for akutte henvendelser og tabt arbejdsfortjeneste og plagede familier i hele ventetiden.

● Stenalder

● Bronzealder

● Jernalder

● Træalder

● Teglalder

● Plasticalder

Statens berettigelse

Tanker i et valgår

Fyrkatfæstningen ved Hobro.

De første by- og statsdannelser begyndte med nogle bønder, som havde brug for beskyttelse. De havde lagre fulde af korn, de havde værdifulde dyr, og de havde huse, familier og marker at passe på. De mødte andre bønder og omrejsende handelsfolk på markeder og byttede afgrøder, dyr, produkter, såsom brød, pølse, uld og ost for fx metaller, salt, klæde eller penge. Disse bønder og handlende var udsatte for røveriske overfald fra folk, der ernærede sig ved våbenbrug og andre menneskers arbejde. Så den lokale høvding byggede forsvarsværker omkring byerne og betalte soldater med sold, dvs. løn, deraf ordet ’soldat’, så han kunne beskytte befolkningen. Til gengæld fik han ret til at opkræve skat af bøndernes arbejde.

Det blev en lukrativ beskæftigelse at være høvding, konge, kejser, pave. Man kunne underlægge sig større og større områder, indkassere flere og flere skatter og ansætte flere og flere soldater. Det gik, så længe folk følte, at de fik noget, dvs. sikkerhed, for pengene. Hvis bander ustraffet overfaldt fredelige bønder, eller hvis det var farligt at drage til marked, så gik økonomien i stå, skattegrundlaget forsvandt, og folk rejste sig mod magthaverne. Så blev jobbet overtaget af en ny, som sad så længe, han kunne dominere området og passe på sine borgere med soldater, krigsførelse og alliancer.

Også på de indre linjer var beskyttelse af de svage nødvendigt. Man tilstræbte retfærdighed med indførelsen af love, rettergang og straffe. Og man uddelte almisser og oprettede skånejobs. Til magthavernes pligter tilkom infrastruktur, fx forsvarsværker, landeveje og broer, uddannelse af de kvikkeste unge mennesker, så de kunne udfylde vigtige poster i samfundet som administratorer, skatteopkrævere, læger, lærere, dommere, politi, rådgivere, soldater, officerer. Hvis alt gik godt, hvis bønderne kunne producere deres værdier i fred, så blev der akkumuleret store rigdomme ved håndværk, forædling, handel og uddannelse.

I de seneste 100 år har statsmagten tiltaget sig en uhørt stor indflydelse på almindelige borgeres liv. For at øge værdiskabelsen i samfundet lovede man kvinderne, at man ville passe deres børn, deres syge og deres gamle for dem, hvis de bare ville tage hjemmefra og deltage i lønarbejdet.

Man skabte den kontrakt med almindelige arbejdere, kvinder så vel som mænd, at man ville stå klar med hjælp, hvis de skulle miste deres arbejde, blive syge, blive ofre for kriminalitet eller komme ud for andre ulykker. Statsmagten er hermed svulmet op og har påtaget sig alle mulige nye opgaver: børnepasning, ældrepleje, sygepleje og lægehjælp, medicinhjælp, uddannelse, pensioner, kontanthjælp, børnepenge, boligsikring … På et tidspunkt løb det hele løbsk, de fælles udgifter bredte sig som skvalderkål i et godt gennemgravet muldbed og omfatter nu også akrobatkurser, kunstvideoer, bycykler, håndværkerfradrag, store reklamekampagner om den rette kost o.m.a.

Vi blev i mellemtiden en slags demokratisk samfund, og ingen politikere bliver valgt på nedskæringer og rationaliseringer, så løfter og gode idéer er blevet implementeret efter tilfældighedernes princip, og større eller mindre dele af befolkningen rejser sig og skriger, når det af og til er nødvendigt at afskaffe og forenkle al denne offentlige foretagsomhed.

Da vore politikere ikke længere er ældre, veluddannede og livserfarne mennesker med viden om verden og visioner om et bedre samfund for alle, men snarere er stadig yngre charlataner, der hellere vil deltage i ’Vild med dans’, jagte popstjerneautografer eller ligge og uploade selfies inde på Facebook, mens de oppebærer deres pæne og sikre lønninger, så spildes der ikke megen hjernekraft på at fordele de skattepenge, vi har til rådighed, på retfærdig vis blandt de mest trængende, eller på at definere og forsøge at finde tilbage til statens kerneområder. Dansk politik handler alt for ofte om ’Dagens tilbud’, som følger i halen på strømninger og skvulp på de sociale medier, og ’Studehandler i porten’, hvor man bytter lidt hjælp til et kattehjem eller en ekstracheck til pensionisterne for en ja-stemme til den samlede finanslov, der måske i sin helhed forringer velfærden for både dyr og pensionister i landet.

Vi er blevet for mange, og ydelserne er blevet bunket sammen i årevis og fremstår ofte tåbelige og urealistiske. Til gengæld oplever vi dagligt at:

● Syge mennesker bliver bedt om at udholde urimelige ventetider både på almindelig behandling af almindelige lidelser og i alvorlige, akutte situationer.

● Børn og unge udsættes for sporadiske og inkompetente pasnings- og uddannelsesforløb.

● Ældre, svagelige mennesker bliver venligt, men bestemt, bedt om at passe sig selv.

● Ofre for kriminalitet bliver bedt om at sende en anmeldelse pr. mailblanket; så vil politiet overveje, om de kan afse nogle minutter til at kigge på det om et par dage, når weekenden er overstået.

● Mennesker, der har brug for et lille, men dog for dem vigtigt, månedligt beløb, så de kan bo og leve, bliver mistænkeliggjort, jaget rundt med, sat i ydmygende arbejdstilbud eller bliver beordret til at spilde deres tid på kurser, hvor de skal sende udsigtsløse ansøgninger og sidde i rundkreds og fortælle åbenlyse idioter, hvilken slags fugl de selv synes, de er …

● Landbruget får lov at mishandle dyr i millionvis og svine med gylle, gift og medicin, så resistente bakteriestammer nu truer hele befolkningens helbred.

● Det mest vanvittige er måske, at det, der startede som et forsvar for landets udsatte indbyggere, nu af karrierebevidste politikere er blevet forvandlet til en angrebshær, som vi bruger til at bombe og dræbe mennesker i fjerne lande med.

Vi kan fra de seneste 100 år med lethed pege på et antal af fejlslagne stater, hvor befolkningerne søgte nye løsninger i form af højre- eller venstreekstremisme, diktatorer, religiøs fanatisme, krig, terror og revolution. Også i Europa. Også i vore nærmeste nabolande.

Mange skattebetalende borgere er i disse år begyndt at spørge sig selv, hvad de i grunden får for deres medlemskontingent til Danmark, når deres syge forældre ingen hjælp får, mens der arrangeres ’events’ og opstilles amatørkunst, der skal sætte Danmark på verdenskortet – som om landet nogensinde har været i fare for at dratte af noget kort, og der rejses på 1. klasse for alle pengene.

Det kunne komme så vidt, at statens legitimitet bortfalder, hvis man ikke længere kan forsvare de handlinger, den foretager på vore vegne, og når borgerne ikke længere føler sig repræsenterede og trygge. Det er vel et tydeligt bevis på uddannelsessystemets generelle sammenbrud, at det konstitutionelle monarki og de folkevalgtes opførsel efterhånden kan forveksles med den professionelle underholdningsindustri. Når man begynder at sætte sit kryds ved entertainere, klovne og Mickey Mouse, fordi det forekommer den stemmeberettigede borger at være ét fedt.

Af antidemokratiske absurditeter kunne man jo nævne kongehuset, hvor en jammerlig gammel franskmand, som vi har understøttet på fornemste vis igennem det meste hans liv, nu sidder og flæber i udenlandsk tv over, at han ikke kan kalde sig konge af Danmark, mens hans yngste søn ligeledes af mangel på reelt indhold i tilværelsen ligger og flytter rundt mellem slotte og millionvillaer med sine luksusbiler, børn og forskellige, udenlandske koner.

Og Kirkeministeriet, en afdeling for religion og overtro i statsligt regi, en sammenblanding af kirke og stat, som ikke bør findes i et klarhjernet, moderne land i dag.

Vi skal ikke indføre en såkaldt ’minimalstat’, men vi skal huske, at en minister er en tjener, og at hun skal arbejde på at genfinde og koncentrere sig om statens kerneområder, som kort sagt består i forsvar, infrastruktur og i at forvalte retfærdighed ved at tage hånd om de svageste, de, der ikke kan klare sig selv.

Svage i denne forbindelse er:

Børn, syge, gamle, fattige, flygtninge, historieløse, uvidende, uuddannede, dyr, planter og miljøet – En stat, der ikke beskytter sine indbyggere, dyr, luften, vandet og jorden kan jo ikke eksistere længe.

Småtterier III

● Stresset jul for kvinder: Mon hun klarer pynten?

● Jeg spurgte barnebarnet på syv, hvorfor vi holder jul, og hun svarede: − Det er fordi, nissen blev født.

● Skulle vi ikke skaffe os af med alle de unge, selvimponerede vejrværter, som ved mindste anledning løber med en halv vind og pisker stormstemning op over lidt kuling? Også når det foregår ovre i USA? (Men ikke, når det er i Afrika, Indonesien eller andre uvæsentlige lande, som de modebevidste DANSKERE ikke gider beflitte sig med.) Og alle de journalister og redaktører på selv velanskrevne, normalt seriøse medier, der løber med?

● Hvornår begyndte alle disse APOTEKERVARER at snige sig ind i mit hus? Vi skal snart købe et særskilt skab til dem. − De var der ikke, da jeg var 30, 40 eller 50 år gammel. Da kunne jeg klare det meste med en albyl …

● Vi har fået en mængde nye kommunikationsmidler, mobiltelefoner, chats, blogs, kommentarmuligheder, sociale netsider, fotodelingssider osv., men de er kun MIDLER. Folk behandler dem, som om de var hovedsagen. Det er efterhånden åbenlyst, at der ikke pludselig bliver flere interessante ting at kommunikere om, blot fordi forbindelserne bliver bedre og altid er lige ved hånden.

● Da jeg var barn fik vi lussinger og børneorm. Generationen efter udviklede forskellige spiseforstyrrelser. Så begyndte de unge piger at skære i sig selv, og nu ser det ud til, at selv helt små børn bryder sammen af mangel på interesse, omsorg, kontakt og nærvær fra deres Facebook- og karriereopslugte forældre − midt i den materielle overflod og ferierejser til Thailand.

● Der er jo en grund til, at Disneys fesne, tegnede musicaludgave af H. C. Andersens genialske ’Snedronningen’ er så populær blandt småpiger i vores kulturkreds: De har alle som én oplevet at blive afvist af deres egne mødre, fædre, større søskende, lærere, pædagoger, bedsteforældre med et koldt ’Vent nu lidt!’ − ’Lad mig lige være i fred et øjeblik!’ − ’Kan du ikke sidde stille bare to minutter?’ − ’Gå nu væk!’ − ’Gå hen og leg selv lidt!’ eller den allerværste: − ’Skat, du ved at mor elsker dig, men jeg skal liiiiige …’

● Det er skræmmende, at min hund, som ellers ikke er kræsent anlagt, pure nægter at røre ved pølser eller alt det andet pålæg, som vi normalt spiser, herunder kogt skinke, Parmaskinke og andre charcuterivarer. Hvis vi har listet en endeskive af en Gjølpølse eller en chorizoskive ned i hundens madskål sammen med aftensfoderet, formår den at sutte pølsebidden helt ren og med fortænderne løfte den ud på gulvet, hvorefter den ignorerer den og spiser resten med god appetit. − Er det nitrit? Nitrat? Andet, som gør os syge, men som den fine hundesnude er i stand til at detektere og undgå?

● Siden hvornår blev det OK, at den såkaldte ’familielæge’ − seks patienter i timen, ti minutter pr. gang, inkl. journalføring − smider hr. Hansen og fru Pedersen på vægten, som var de slagtesvin, og så bruger tallene til at overbevise syge mennesker, der søger lægens hjælp, om, at deres rygproblemer eller søvnløshed eller andre plager helt og aldeles er deres egen skyld?

● Hver eneste dag udbasuneres der et eller andet, som skulle være godt for os: broccoli, aloe vera, baldrian, kefir, frøskaller, hybenpulver, glukosamin, ingefær, ost, fiskeolie, propolis, Q10, fibre, kaffe, forskellige teer, mælk, kalk, skyr, blåbær, D-vitaminer, chokolade, solhat, rødvin, powerdrikke, energibarrer, seks stykker frugt om dagen, olivenolie o.m.a. Og vi skynder os at tilføje det til vores hverdagsindtag, så vi til sidst ikke kan bestille andet end at gå og indtage alt det, der er godt for os, og dør af overindtaget.

● Det er sjovt: Tykke mennesker er altid fulde af gode slankeråd, på samme måde som det altid er de mest psykisk forstyrrede, der nedsætter sig som terapeuter for andre stakler.

● Som direktør for Zoologisk Have i København lader Bengt Holst en nuttet, ung giraf aflive og opsprætte som søndagsunderholdning i vinterferien, og som formand for Dyreetisk Råd udtaler han sig skråsikkert og bedrevidende imod et forslag om at forbyde dyresex. − Det er muligt, at den mand har fine, rationelle argumenter og er god til dyr, men han må have virkelig store problemer med mennesker.

● Det er glædeligt, og en lille smule overraskende, at se, hvor mange ældre mennesker, der pludselig omkring pensionsalderen finder ud af, at de faktisk er kunstnere − noget de ikke har følt påtrængende behov for at manifestere i 60 år eller mere − og pludselig giver de sig til at male, skrive, digte, fotografere eller væve med stor energi. − Navnlig synes det at være vigtigt for disse sent modnede at udøve deres kunst i flokke og fællesskaber, at forære frembringelserne til familie og venner i stedet for ordentlige gaver og navnlig at figurere i offentligheden og opnå lokalpressens bevågenhed.

● Vi lever ikke i et demokrati, men i et idiokrati.

● Man bør nok ikke fæste lid til livsindsigten hos de mænd under 40, der har levet halvdelen af deres liv inde i en elektronisk spillemaskine.

● Egocentrisk tidsalder? − I drømmetydning symboliserer et hus jeg’et, altså drømmeren selv. Når man nu ser den totalt overdrevne interesse, folk i dag i dette lille land omfatter deres huse og indretning med, så må man jo slutte, at de er frygteligt og i hidtil uset grad optagne af sig selv.

● Som Proust siger: Man kan kun være flink og generøs over for mennesker, der kender reglerne for god opførsel. Disse regler overleveres ikke længere fra generation til generation, for nu skal de passere pædagoger i stedet for forældre, og pædagogerne har heller ikke lært dem.

● Jeg tog for tyve år siden den enkle beslutning, at jeg kun ville bruge min tid på mennesker, der kunne lide mig. Ikke på dem, som ville opnå noget, som var misundelige, ude på at dukke mig, som havde brug for at føle sig bedre end mig, eller som bare kedede sig. − Der blev ikke ret mange tilbage.

● Det er det samme hvert år: Først går man og glæder sig over hvert eneste lille grønne strå i haven, hvorefter man et par måneder senere bekæmper græs, hække, buskadser m.m. med kraftigt støjende materiel.

● Computere lever deres helt eget liv på min bekostning:

− Når jeg tænder min computer eller tablet, skal den først opdatere programmer, jeg ikke hverken bruger eller har hørt om, så det varer ti minutter eller mere, før jeg kan komme til det, jeg gerne ville.

− Man opdaterer Java, så man kan komme i sin netbank, hvorefter maskinen egenrådigt har udskiftet ens vante browser med en anden efter eget skøn. Det er ikke muligt at skifte tilbage, for Java har fjernet en URL, hvad det så end er, der er nødvendig for skiftet.

− Man skal pga. bimlende og bamlende bannerreklamer og andre ud over det hele-reklamer vente mange, mange lange sekunder på at se sin netavis, som man abonnerer på og betaler for, og man tør ikke klikke på de enkelte artikler, fordi man ved, at man kommer til at vente i evigheder, før man kan klikke tilbage og opnå kontrol over sin egen computer igen.

● For det meste går hunden og jeg i skoven. Men sommetider gennemkrydser vi villakvarterernes begravelsespladser med de sødt liglugtende ligusterblomster.

● Juni 2014: En 39-årig kvinde døde på tragisk vis af blodprop i hjertet. Båndoptagelsen af hendes snak med den fynske vagtlæge en time før dødsfaldet viser med al tydelighed, at han ikke tager hende alvorligt. ’Tag to Panodiler og gå i seng’, siger han helt bogstaveligt, selv om hun har trykken for brystet, åndenød, smerter og snurren i hele kroppen. Hun er kvinde og fortjener ikke at blive lyttet til eller taget alvorligt.

● Mit yndlingsord for tiden er ’klam’. Det meste er ’klamt’, dvs. sødladent sentimentaliserende og ofte fremført med bagtanker om at sælge mig noget, få mig til at donere penge eller fiske efter mine klik.

● Har:

Masser af underlødig mad, ting i tusindvis, såsom biler, huse, elektriske mælkeskummere o.m.a.

Mangler:

Tid, ro, natur, ren luft, jord og vand

● Angst er urangst, grundangst for at blive smidt ud af flokken. Ens jeg bliver udslettet. Man ophører med at eksistere. Også når andre senere, psykisk eller fysisk, går ind over én på grænseoverskridende måder. Grundlægges i tidlig barndom med ‘putning’ og ’pasning’. Forældrene udelukker barnet fra flokkens liv.

● Unge piger, som opremser deres skolegangs fortræffeligheder, nævner som regel, at de var dygtige, tynde og velforberedte … Hvad har TYND med det hele at gøre? Hvorfor skal de gøre rede for det? − Det er også blevet comme il faut at nævne, om man er behåret, piercet, tatoveret eller ej, og i givet fald på hvilke måder og i hvilke områder, og således viderekolporterer man billeder, som de fleste af os nok gerne ville have været foruden.

● Vi er aber, vi har degraderet os selv til vore kroppe og dens funktioner, og vores styrende princip er grådighed − selv om vi kalder det noget andet, vækst, udvikling, fremskridt fx.

● Hun er tydeligvis en af nettets tidsspildere, en af dem, der sidder og dimler og keder sig og kommenterer på dårligt dansk til alle og aldrig kommer ud af røret alligevel. Som tror, at livet er ét stort evindeligt, konsekvensløst sludrevornt Facebook.

● Ethvert barn har ret til en tyk og rund og glad mor med forklæde om maven og uendelig tid.

● Mænd har forplantningspornografi, kvinder har ernæringspornografi: − Ingen kvinder spiser mad mere, men de snakker ustandseligt om mad, de køber i hundredvis af bøger om mad, eller de sidder i timevis og kigger på svinerier med smør og tyk fløde i tv.

● Vi lever i dette land midt i konsekvenserne af den fejlslagne uddannelsespolitik, som har efterladt de seneste to-tre generationer i en sump af uvidenhed og dumhed.

● Den tid, man tilbringer i fx Bilka, vil jeg anse for spildt.

● Kvindens sidste alder:

Først opgiver man de stramme cowboybukser og anlægger knold

Så ryger kondiskoene og tænderne og man får briller på næsen

I takt med vommens vækst erstattes de lårkorte

Med A-formede telte og taljeelastik

Til sidst raver man rundt

Så længe man endnu kan

I fodformede sko

Med høreapparat, stok og tykke strømper hele året

● Hvad snakkes der meget om?

Danskerne − Vi siger ’danskerne’ i hver anden sætning. Hvorfor? Føler vi os ikke længere som danskere? Er al denne globalisering og EU blevet for svært at forstå, således at vi ustandseligt må minde os selv og hinanden om, hvem vi er? Hvad med de tyskere, grønlændere, tyrkere, englændere, polakker o.a., som lever midt iblandt os? Regnes de ikke længere med til befolkningen? Fx når vi siger eller skriver: ‘Danskerne har det svært med IT’ eller andre generelle udsagn om indbyggerne i dette land.

Unik − Alt er ’unikt’ for tiden. Selv masseproducerede, totalt overflødige billigheder bliver markedsført som unikke. Er vi blevet bange for at ligne hinanden for meget, selvom vi gør det? Altså ligner hinanden. Der findes næsten ingen selvstændigt tænkende og agerende mennesker længere i dette småtskårne lilleputland.

Ekstrem − Vi lever næsten alle et beskyttet middelklasseliv, derfor har vi brug for at høre om, at noget kan være ’ekstremt’. For det findes ikke længere i vores egen, beskyttede og forudsigelige hverdag, så vi er nødt til at prøve rutsjebaner, utroskab, rejser til fjerne bongo-bongo-øer og elastikspring for at kunne holde det ud.

Værdier − Enhver pølsefabrik og middelklassefamilie snakker højt og længe om deres ’værdier’. Sikkert fordi de ingen har, for samtidig bliver alt, hvad der var godt og rigtigt i menneskelivet, trådt under fode: Generøsitet, dyrevelfærd, amning, tid til egne børn, hjemmelavede produkter, anstændighed, hensyntagen og høflig opførsel … Alt det er for længst gået af mode og erstattet af en selvoptaget grådighed: − Fordi jeg fortjener det. Fordi jeg trænger til det. Fordi mine behov er. Fordi jeg har krav på. − Og udpinte høner, malkekøer, der aldrig ser en grøn mark og mishandlede slagtedyr, flaskeopfostrede og det meste af dagen institutionsanbragte børn.

Det enkle liv − Vi sidder i fuldt alvor i modetøj og designermøbler og kigger på ’Bonderøven’ i tv, mens vi bor på Nørrebro eller på Frederiksberg eller inde midt i Randers og aldrig har set en levende gris.

Den gode mor − Aldrig har unge mødre været så usikre på sig selv og så fordømmende over for andre, som fx ikke tager lille Louise med til svømning, som giver hende en Nutellamad med i madkassen, som ryger en smøg ude på sin egen terrasse eller drikker et glas vin til en festlig lejlighed. Aldrig før har gennemsnitsmoderen tilbragt så få timer pr. dag med sine egne børn. − Alt imens hun snakker op ad døre og ned ad stolper om ‘Moderrollen’, og hendes børn stille bryder sammen af mangel på nærvær.

Sund mad − Mens vi lever af radisser og spelt, sidder vi og ser frøken Blomsterberg og ligesindede kreere chokolade-, smør- og flødeholdige konditorikager på tv.

Ægthed − Ægte, autentisk, oprindeligt, håndlavet, hjemmelavet… Det er ord og begreber, vi ofte tager i vores mund. Hyppigheden stiger i takt med, at alt, hvad vi omgiver os med, bliver mere og mere uægte og plasticagtigt. Tænk storcenter. Tænk sekssporet motorvej. Tænk enorme institutioner til børn, syge eller gamle. Tænk endeløse forstæder. Tænk Lalandia. Legoland. Disneyland. − Og prøv så at finde et fredeligt sted på landet med et par træer, en høj og en lille sø, hvor man ikke kan høre landevejen…

Valg − Som I: Så valgte han lige at flippe ud på MIN fødselsdag! − Som om alting er noget, man selv vælger, når virkeligheden er, at man ikke vælger en skid selv. I samme kategori hører ’prioritere’. Rent sprogligt tager vi den magt over eget liv tilbage, som vi for længst har tabt.

● Ulykker ved døbefonten, navngivninger, der er gået HELT galt:

Sara Maria Franch-Mærkedahl − vejrvært

Maria Lucia Heiberg Rosenberg − skuespiller

Noah Haakon Degn Nielsen − skoleelev

Tim Boaz Bruun Skuldbøl − arkæolog

Mette Frisk − naturvejleder

Anne Glad − ’livsstilsekspert’

Religion og godhed

Jeg havde en veninde, der var flygtet fra Irak under Saddam Hussein. Hun tilhørte et oldgammelt, ortodokst kristent folk, assyrerne, som havde dannet menigheder og bygget kirker mange århundreder, før vore forfædre overhovedet havde hørt om Jesus Kristus. En dag sagde hun overrasket til mig: − Lone, du siger, at du ikke tror på Gud, men du er altså et godt menneske alligevel.

Det var naturligvis en kompliment af en størrelse, som man husker, men først længe efter forstod jeg den egentlige rækkevidde af hendes ros. Nemlig den forestilling, der ligger til grund for næsten alle menneskelige små og store samfund, i dag og op gennem den kendte historie. At netop vi er de udvalgte. Vi er de gode. Vi tror på Gud/Jahve/Allah/ Ånder/udfyld selv − på den helt rigtige måde. Og hver eneste af disse troer er opdelt i sekter, katolikker og protestanter, shia og sunni, med mange underafdelinger, der alle hævder at være de mest oprindelige og ægte, og som indædt bekriger hinanden med et rent ud sagt ugudeligt had.

Når man definerer sig selv som et religiøst menneske, overholder man nogle enkle, etiske forskrifter, som er indeholdt i troen. − Du skal skære forhuden af dine drengebørn, du skal tænde stearinlys i kirken, du må aldrig spise svinekød, du må ikke spise andet kød end fisk om fredagen, du skal holde fri om søndagen/lørdagen, du skal hjælpe din næste, du skal give almisser til de fattige, du skal læse i biblen/koranen, du skal bede/meditere hver dag osv. Ved at overholde disse forskrifter bliver troende mennesker i egen opfattelse automatisk bedre end dem, der ikke tror på en eller flere guder, eller end dem, der ikke tror på den autoriserede måde. Troende mennesker kan således forekomme helt urimeligt selvretfærdige. − Og hvis det ikke er udtryk for en kraftig selvovervurdering, måske ligefrem sygelig megalomani, at tro, at et højere væsen konstant beskæftiger sig med netop mig, holder øje med mig, lytter til mine bønner, griber ind for at lette vejen for mig eller arrangerer komplicerede prøver for at teste min tro, så har disse ord ingen betydning.

Religion er en social konstruktion. Religion er opium for masserne, som Karl Marx skrev. Religion er en måde at organisere et samfund på, så alle medlemmer trækker på samme hammel, går i den ønskede retning og holder sig inden for normerne, så man kan styre dem. Religion binder et samfund sammen. Religion giver den troende samlende fortællinger, forklaringer, leveregler, ritualer, kontinuitet, et liv efter døden, trøst, håb, selvrespekt, tilhørsforhold til en gruppe og faste hierarkier. Religion udelukker og umenneskeliggør alle dem, der ikke hører til vores tro og stamme. Religion legitimerer magten. Men man kan ikke have religiøsitet uden samtidig at give rigelig plads til hykleri og hyklere.

Det er min påstand, at tænkende, veluddannede og magtfulde mennesker altid har haft et afslappet forhold til religion, eller også er de så gennemsyrede af deres religiøse tænkning, at de imod al logik og rimelighed har formået at overbevise sig selv og andre om, at formålet − stammens, folkets og dermed troens udbredelse − legitimerer min og min egen gruppes personlige magt, fordele, rigdom, komfort og ugerninger. Der er masser af eksempler: paver, konger, kejsere, sultaner, kaliffer, høvdinge, præster, munke, korsriddere …

De fleste religioner prædiker tolerance, godhed, hjælp til de fattige, ikkevold, tålmodighed og udholdenhed, og de fleste organiserede ugerninger er formentlig begået i en eller anden guds navn. Tænk på den hårdhændede kolonialisering af verden efter europæernes opdagelsesrejser i det 15. og 16. århundrede og frem, nedslagtningen af indianere i både Nord- og Sydamerika, på slavehandel, på korstogene, på arabernes felttog i hele Middelhavsområdet i 6-700-årene − mange af disse grusomme kampe om rigdom, ressourcer og territorium blev legitimeret med mission, også selv om islam definerer sig som en ikke-missionerende tro, og kristendommen påbyder folk at vende den anden kind til.

Da religioner er konstrueret direkte ud af den blå luft uden nogen form for evidens i normal forstand, så er det altid muligt at danne og bøje fortællinger og forskrifter, så de passer til ethvert ønske, magthaverne og ypperstepræsterne måtte have. Derfor er bøgerne og regelsættene så omfangsrige og uklare. De blev nedskrevet, udvalgt og overleveret med magtpolitiske formål for øje, og de bliver læst og fortolket af nogle få, skolede eksperter, som ’en vis person læser biblen’.

Det er som oftest de religiøse mennesker, der opfører sig mest intolerant. Et lille dansk eksempel for nylig var, at 72 % af Kristeligt Dagblads læsere var imod, at man i de nye storsygehuse erstattede de traditionelt kristne kapeller med multirum, der kunne anvendes af mennesker af alle religiøse og ikke-religiøse overbevisninger. (Politiken d. 7. 6. 2014.) − Det er da en ukristelig, fornæret og intolerant holdning, at ingen andre end vi selv må nyde godt af et samlingsrum, når vi rammes af sygdom eller død.

Almindelig godhed er meget enkel og behøver ikke religiøse konstruktioner bag sig. Almindelig venlighed og sund fornuft burde tilsige os, at man skal dele de goder, herunder eventuelle multirum, der er. − Det er i øvrigt påfaldende, i hvor høj grad religionernes påbud ligner hinanden. Uden at være teolog vil jeg tro, at forbuddet mod at slå ihjel, mod tyveri, røveri, vold og voldtægt og påbuddet om at hjælpe din næste, de fattige, være ordholdende, ansvarlig, arbejdsom osv. går igen i alle menneskelige samfund op gennem tiderne, religion eller ej. Måske er de ting indbygget i vore hjerner? I arvematerialet? − Der skal for et normalt, psykisk sundt menneske stor overvindelse til at slå et medmenneske ihjel, det er en grænseoverskridende gerning for både religiøse og ikke-religiøse. Og det føles heller ikke særlig rart at sidde og mæske sig, hvis der står sultne mennesker og kigger på; man får helt automatisk lyst til at dele, så alle kan have det godt og hygge sig.

Men naturligvis kun hvis der er ressourcer nok, hvilket der burde være i dag i vores lille del af verden, men vi er alligevel ikke de mest tolerante og givende mennesker på denne jord. Tænk på Muhammedtegningerne, hvor muslimer skulle lære at tåle spot og spe, og på hele indvandrerdebatten. Oven i købet er vi i disse år til stadighed dybt involveret i krige mod muslimer. Sjovt nok fortrinsvist på steder, hvor de naturlige olieforekomster er så store, at det rigeligt kan betale sig at udnytte dem.

I virkeligheden er religiøse mennesker ikke altid så gode, som de selv tror. De gør gode gerninger, deler med andre, hjælper andre, forsøger at omvende andre, fører krig mod andre i deres guds navn, men de gør det med et gustent formål for øje; de gør det for at indkassere en belønning i dette eller i det næste liv. De gør det med den bagtanke, at hvis jeg giver til de fattige, til afrikanerne, til kirken, så bliver min datter nok rask, eller jeg kommer i himlen efter min død. De er præget af en primitiv noget for noget- holdning. Er religion så andet end en måde at dyrke og legitimere egeninteresse på?

I virkeligheden er ikkereligiøse mennesker måske de bedste? Når de går i krig, så besmykker de i det mindste ikke deres motiver med luftige gudsbegreber, og når de gør gode gerninger, gør de det uden håb om gengældelse, uden nogen form for selviskhed og beregning.

Måske burde jeg fortælle min assyriske veninde, at hun er et godt og dejligt menneske, selv om hun er religiøs? For det er hun.

Det ser i øvrigt ud til, at Islamisk Stat nu er ved at udrydde alle de religiøse mindretal i bl.a. Irak på de mest bestialske måder! Offentlige halshugninger, tortur, voldtægter, bortførelse af kvinder. Alt sammen set før og alt sammen i en stor religions tjeneste …

Minggravens feng shui

Kejser Yongle, 1360 – 1424, Mingdynastiet.

Nord for Beijing ligger Mingkejser Yongles imposante gravanlæg smukt i en dal mellem bjergenes udløbere. Det var en diset formiddag i det tidlige forår, da vi ankom med vores søde guide, Candi. Kun ganske få andre turister havde fundet herop, og vi havde al tid i verden.

Mageligt slentrede vi op ad hovedaksen med mindre afstikkere til begge sider for at beundre de små vanddrager og det store haveanlæg.

Blomstrende buske, velformede træer, templer og bjerge fik os til at tro, at vi var havnet i et oldgammelt kinesisk maleri. Der var kvidrende fugle alle vegne, og som efter fælles aftale sænkede vi stemmerne, når vi talte.

Efter ganske kort tid følte vi os grebne af stedets ro. Velvære, mild søvnighed og slaphed bredte sig mærkbart, trods spændingen ved alt det nye, ud i alle dele af kroppen. Hjerteslag og puls faldt til et niveau mellem komatøs og skindød. Småsaligt smilende gik vi og sludrede om drager, om fuglelivet, om altrene, om kejser Yongle og om de små dyr på tagrygningernes svaj … Også Candi havde sluppet sin omsorgsfulde årvågenhed og virkede tilfreds med tingene, som de var.

Candi

Da nævnte hun feng shui. − Feng shui har altid stået for mig som et tåget begreb på linie med auralæsning, krystalhealing eller en slags voodoo, men ifølge Candi var det oprindeligt ikke andet end en måde at orientere grave på.

Traditionel kinesisk grav fotograferet i New Territories på fastlandet over for Hong Kong i december 1980.

Feng shui, fortalte hun, betyder ‘vind vand’. Allerede for knap 2000 år siden, hvor vi har skriftlige kilder til feng shui, men formentlig i hundreder af år før, var det vigtigt for kineserne at begrave deres forfædre rigtigt i forhold til verdenshjørnerne, bjerge og søer eller floder for at bevare deres energi bedst muligt til gavn for de levende efterkommere. God feng shui opnås ved at lægge sin grav eller sit hus på en akse med et bjerg eller en bakke i ryggen mod nord, ved høj beliggenhed, ved at være beskyttet mod vinden på begge flanker og ved at have udsigt mod syd, helst ud over vand, som inddæmmer og bevarer energien. − Mere indviklet er det ikke, påstod hun. − For at finde verdenshjørnerne kunne man anvende et kompas, som kineserne var de første til at opfinde, men ellers havde man ikke brug for udstyr. − At der ud over vand, bjerge og udsigt også skulle være natur i form af træer, buske, blomster, afgrøder, fugle og andre dyr, gav sig selv. Teorierne om feng shui blev dannet og nedskrevet på tidspunkter i historien, da natur stadig var naturgiven og ikke et restprodukt i periferien af de utallige, massive byer og vejanlæg, vi efterhånden omgiver os med, både i Kina og herhjemme.

Minggraven er anlagt som endepunktet på en akse, der fører begravelsesoptoget fra kejserpaladset i Beijing via Åndealléen med de smukke statuepar til gravhøjen foran bjergsiden.

Også i europæisk og dansk kultur ynder vi en præsentabel allé op til slottet, herregården eller blot til en jævn landejendom.

Kinesiske filosoffer skrev om og videreudviklede feng shui, og som med næsten al kinesisk kunst og kultur endte det i en uhyre kunstfærdigt opstillet og luftig teori, som kunne omfatte simpelthen alt: filosofi, religion, overtro, geografi, astrologi, lægekunst, legender osv., foruden, naturligvis, de allestedsnærværende, charmerende drager. Efterhånden kunne ingen hitte rede i det, og der blev skabt plads til de sædvanlige, udspekulerede og kyniske, charlataner, som aldrig har været for fintfølende til at slå plat på enfoldige og prisgivne menneskers ønsker om at sikre sig held og lykke i livet. Helt skørt blev det, da vestlige indretningsarkitekter overtog begrebet og solgte lykkedyr og farveblandinger og konsulentbistand til godtroende fjolser.

Efter en saliggørende og instruktiv spadseretur med Candi rundt i Mingkejserens gravanlæg, begyndte vi at forstå de basale principper i traditionel, kinesisk feng shui. Og pludselig kunne vi se paralleller.

Vi har før besøgt Sydeuropas forhistoriske huler, hvor neandertalere og andre af vore forfædre for 50 – 10.000 år siden sad højt oppe ved indgangen og kunne overskue hele dale og gøre sig parate til jagt, når rensdyr eller andre byttedyr i store flokke kom vandrende nordpå. De boede i de sydvendte grotter, hvor de med solid rygdækning fra bjerget kunne føle sig trygge og godt tilpas, når de i god tid og på lang afstand kunne opdage det, hvis evt. fjender nærmede sig.

Fx Grotta di Fumane i Norditalien, som ligger højt oppe på et alpeforbjerg, hvor man kan sidde foran huleåbningen og kigge langt ud over grønne dale med rislende bjergfloder, som på begge sider er beskyttet af alpernes lange udløbere.

Udsigten fra Grotta di Fumane, Norditalien.

Eller Cueva de la Pileta i Andalusien, som ligeledes var beboet i forhistorisk tid, og som er fyldt med smukke og bevægende vægmalerier af bl.a. en stor fladfisk og en gravid hoppe.

Indgangen til Cueva de la Pileta ved Ronda, Andalusien.

God feng shui er også vigtig for vore almindelige huse. Hvem drømmer ikke om et velproportioneret hus på en grøn bakke med vid udsigt ned over en sø eller havet? Om at bo i læ for vinden og med grøn frodighed og et springvand omkring sig? Eller i det mindste en altan på højhusets bjergmassiv, hvor man kan gå ud og overskue verden?

Haven, Den Forbudte By, Beijing.

Pagode, Sommerpaladset, Beijing.

Man behøver ikke at være kinesisk kejser eller at gå så vidt som at lave huller til forbiflyvende drager, som man gjorde med et højhus i Hong Kong, for at skaffe sig god feng shui i sin bolig. Det er langt hen ad vejen et spørgsmål om sund fornuft og en fornemmelse for elementer, der erfaringsmæssigt forhøjer menneskets velvære.

Lindarajahaven og Palacio del Partal, Alhambra, Granada.

Gode arkitekter og husbyggere har altid, med eller uden kompas, vidst at anbringe køkkenet mod nord, så fødevarerne kunne holde sig kølige og friskere længere, soverummene ligeledes i en kølig og rolig afdeling, og opholdsrum og veranda vendt mod udsigten, køligt eller lunt alt efter de klimatiske forhold. Havearkitekter, både kinesiske, arabiske og europæiske ved, at man får det godt i sjælen af at kigge på noget frodigt grønt, blomster, frugter og lytte til rislende vand. Hvis alt går op i en højere enhed, tiltrækkes fugle og andre dyr, og hvor de har lyst til at være, er det også godt at være menneske.

Kinesiske violer i en sprække mellem fliserne ved Mingkejser Yongles grav.

Historiefortælling

Denne familie sad på en kaffebar i Firenze få meter fra det berømte dåbskapel og havde en urolig ca. et-årig med sig, men alligevel sad de og sms’ede og opdaterede FB m.m., mens ungen vred sig som en orm. De sansede intet, heller ikke at jeg fotograferede dem, de gav bare den lille hans egen grønne baby-IPad …

Da vi fik et sprog, begyndte vi straks at fortælle hinanden historier: − Så gjorde jeg … Så sagde hun … Din bedstefar gik op på bjerget … Verden begyndte, da …

Eller man foredrog lange, syngende beretninger om aftenen, når flokken var mæt og samlet omkring bålet.

Derefter begyndte vi at opføre historier for hinanden: − Nu er jeg jægeren, og han er ræven, se, her kommer vi … Eller slapsticks og skæmtsomme dialoger mellem pigen og bejleren, manden og svigermoderen.

Man kunne tegne optrin, symboler, drømmesyn og andet på væggene i huler eller blot afsætte et aftryk af sin hånd for at vise, at man havde været der og havde sin helt egen plads i flokken.

De musisk følsomme kunne formidle historier, stemninger ved hjælp af sang, rytmer, instrumenter, hvoraf trommen og fløjten var blandt de første.

Skriftsproget kunne, udover at holde styr på kornsække og okser, også bruges til at fastholde historier, og med trykkekunsten blev historierne, i vores kulturkreds først biblen, vidt udbredt. Derefter kolporterede man en syndflod af nyheder, lærde betragtninger og fortællinger, i begyndelsen religiøse, senere særdeles verdslige.

Også billedkunsten gennemgik en eksplosiv udvikling, kvalitativt og kvantitativt, da den først slap religiøsitetens skørter og kunne boltre sig i de fængende historier fra mytologien, hvor der heldigvis ofte optrådte delvist afklædte personer. Derefter var slaget frit, og billedkunst og skulptur kunne være hvad som helst, bare nogen borgede for, at det var ‘kunst’.

Med ny teknologi kom filmen, den visuelle fortælling underlagt musik, som er meget effektfuld, fordi vi mennesker overvejende er visuelle dyr, som oplever intenst med synssansen. Film og tv har da også hurtigt fået den dominerende plads i vores massekultur. − Det er langt nemmere og hurtigere at se en film end at læse en bog, og film gør også normalt et større følelsesmæssigt indtryk.

Mere teknologisk udvikling bragte os smartphones og internettet, og nu deltager vi alle i den store kollektive fortælling med hver vores egen lille stump, som vi filmer, fotograferer, skriver og øjeblikkeligt uploader til vor egen blog eller til de store, fælles platforme, Twitter, Facebook, Instagram, Flickr, YouTube og hvad de ellers hedder …

Det flimrende lys fra skærme, larm og bippen fra alskens apparater, det lille rum, vi skaber os midt i den upersonlige flok ved at færdes med ørepropper, og et lydtapet, musik, nyheder, samtaler, vi selv vælger, isolerer os yderligere fra mennesker omkring os.

Der er ikke længere store samlende fortællinger, religiøse, mytologiske, psykologiske, men milliarder af små, personlige fortællinger: Ved at filme vores morgenmad, børn, skrivebord, opslagstavle, indretning eller påklædning viser vi verden, hvem vi er, fordi vi fortæller historien om os selv ved hjælp af vores forbrug: Hvis jeg lægger 800 kr. for denne parfume, så er jeg nok en helt speciel personlighed ligesom hende damen i filmen.

Vi er nemlig nu så mange mennesker på denne klode, at vi er begyndt at ligne hinanden enormt. Derfor bruger vi hele tiden ordet ’unik’ og forsøger at skille os ud på akkurat samme måde, som alle de andre i vores kulturkreds, aldersgruppe og økonomiske segment gør.

Så ytringsprocesserne er blevet demokratiserede, enhver kan ytre sig, uploade et foto af sig selv på ferie, af sin fotogene morgenmad med friske bær, af sin bedårende kat, af sine moderigtige børn og originale indretning, skrive om sine indtryk, men er der stadig nogen tilbage derude, der gider se, lytte, læse?

Aktuelle kommentarer

Ingen synes at forbinde det høje antal cuttere, spiseforstyrrelser, stofmisbrug, angst- og depressionsprægede unge og overdreven ungdommelig druk i ind- og udland med den ekstremt tidlige institutionalisering af danske, førsproglige småbørn i vuggestuer og dagplejer, hvor de, ifølge en forsker, driver rundt som ’sanseløse pingviner’ en stor del af deres vågne tid. − Førsproglige småbørn ved ikke, om de bliver hentet igen. De oplever traumatiserende brud i dagligdagen, bliver hentet og bragt, stresset tidligt og sent, møder nye pædagoger og gæstedagplejere vekslende med bedsteforældre og forældrenes venner og andre børns forældre. De bliver passet af professionelle uden ægte kærlighed, opmærksomhed og interesse i konkurrence med flokke af jævnaldrende i de mest følsomme år af deres liv og kan meget vel påføres en kronisk mangel på basal tryghed og selvtillid, som slår ud senere. Men vi er mest optaget af at PISA-teste dem…

»Der kan ikke være nogen tydeligere åbenbaring af et samfunds sjæl end den måde, hvorpå det behandler dets børn«, Nelson Mandela

True folk på deres livsgrundlag til at lade sig tvangsoperere for fx dårlig ryg? Ikke siden tvangssterilisationerne af psykisk handikappede og ’moralsk degenererede’ i 1930’erne har vi været så langt ude. Ikke engang læger må behandle nogen, og da slet ikke operere, uden udtrykkeligt samtykke. Så må kommunens ansatte vel heller ikke tvinge folk under kniven. Jeg ønsker ikke at vide, hvordan der ser ud inde i hovedet på ophavspersonen til det forslag. Er der nogen, der tror, at der findes mennesker, der nyder at gå hjemme med smerter i ryggen i stedet for at lade sig operere, hvis en sådan mirakelløsning var mulig i deres tilfælde? Og hvem har ansvaret, hvis operationen mislykkes? Der er åbenbart ikke længere grænser for, hvor langt man vil gå i forsøget på at spare et par skillinger. Og der er altid nogle omklamrende kommunale M/K’ere, som mener at vide bedre end selv uddannede læger. Man kan jo håbe, at vore læger nægter at medvirke til dette barbari.

Små mænd og næser

Tænk engang, hvor overraskende storsindet og statsmandsagtig Lars Løkke ville have fremstået, hvis han, i stedet for at gå med på Enhedslistens sure spil om påtalen, næsen, til Helle Thorning, havde erklæret sig tilfreds med en PET-chef og en justitsministers afgang. Tænk, hvis han med et varmt smil havde afvist enhver videre snak om kalendere og Christianiabesøg som bagateller og tidsspild. Nu, hvor ikke engang en lille næse kunne vedtages, ligner han som sædvanlig blot en smålig og formatløs, lille mand.

Arvingerne

Nu har vi set et par afsnit af DR’s dramaserie, og vi spekulerer på, om der virkelig er nogen i dette land, udover forfatteren, der tror på, at fire hel- og halvsøskende og en eksmand får lov til selv at gå og fifle med deres arvesager, disponere over huse, biler og kunstværker og forsøge at snyde hinanden til at skrive under på dette og hint. At der ikke meget hurtigt i forløbet ville optræde en uvildig advokat eller skifteret, der båndlægger værdierne, huse, biler, kunstværker m.m., til langt over 10 mio. kr., og påser, at det hele går retfærdigt til. Fakta og realisme kan skam også være dramatisk, hvorimod uvidenhed og dumhed bare er uinteressant. − Skuespillerne spiller usædvanligt godt, hvis man sammenligner med andre, danskproducerede film og serier, men noget monotont og helt uden udvikling, hvilket må skyldes det uigennemtænkte, tomt effektsøgende manuskript.

Overgrebene på den unge digter, Yahya Hassan, vil ingen ende tage:

Først fra hans egen familie, navnlig faderen.

Så fra et system, der anbragte ham på en institution, hvor der tilsyneladende var store problemer med både fysiske og verbale overgreb og grænser.

Så gav man ham en kontaktperson, der udnyttede ham seksuelt, selv om han var mindreårig, og hun var mere end dobbelt så gammel som han.

Så topper denne person, som burde have været der for ham, tillidsbruddet ved at skrive en bog om forholdet og hænge ham ud offentligt.

Derudover overfaldes han og udsættes for trusler fra religiøse grupperinger, som føler sig fornærmet af hans ord.

Burde vi ikke snart besinde os og begynde at tage vare på ham?

Om kunstneriske prætentioner

Nogle mennesker tror, at hvis de bare udtrykker sig tilpas sløret, upræcist og tåget, med et ’jeg’ og et ’du’, med ordstrømmende omveje uden egentlige pointer eller mening, med uskarpe billeder eller med dårlig lyd, så er de rigtige kunstnere.

Der er sket noget med de moderne kommunikationsmidler:

Først sender min mor mig et brev

Så sender jeg hende en mail med et par fotos og tak for brevet

Så sender jeg hende en sms, hvor jeg skriver, at jeg har sendt hende en mail

Så ringer hun for at sige, at hun har læst min mail

Dømmekraft blandt de ypperste af vore folkevalgte

Mens vor statsminister repræsenterer landet ved at jage ’Sex and the City’-skuespilleres autografer og tage upassende selfies af sig selv sammen med rigtige statsledere ved en mindeceremoni, der skulle have handlet om en af de seneste hundrede års betydeligste mænd, så må den ene efter den anden af hendes ministre gå af pga. fiflen med love og regler og generel udygtighed i systemet: Uffe Elbæk, Christian Friis Bach og Morten Bødskov. Annette Vilhelmsen har anbragt sig midt i farezonen med tildeling af offentlige midler uden om almindelige ansøgningsregler. I oppositionen går det heller ikke for godt: Der er (endnu en af) Løkkes sager om personlig luksus og overforbrug for andres penge, og så er der den ubehagelige skattesag, hvor ministre og deres rådgivere havde mere end svært ved at skelne mellem lovgivende myndighed og udøvende skattevirksomhed, hvilket er uhørt pinligt i et vestligt demokrati, som kastede sig ud i blodige angrebskrige angiveligt for at lære ’mindre udviklede lande’ forskellen.

De evige værter

DR orker kun sjældent at finde nye ansigter og værter til programmerne. Når de én gang har hyret en fyr eller fyrinde, og det synes at fungere blot nogenlunde, så flytter de ind for altid og bliver en uafrystelig del af DR-familien. Som oldefædre, hyggeonkler, mostre, fiffige fætre og kække kusiner, man aldrig, aldrig slipper for igen. Som det er sket for metusalemmet Søren Ryge, for Puk Elgaard, Christine Feldthaus, Anne Glad, Adrian Hughes, brødrene Price, brødrene Madsen, kagebager Blomsterberg, Thomas Skov, Louise Wolff, Lise Rønne og de to komplet indsigtsløse fænomener Felix og Emil. De her nævnte optræder ikke blot i et enkelt program, som man så kunne lade være med at se, hvis man kørte træt. Næh, de optræder alle i en to-tre forskellige programmer og dukker desuden ustandseligt op i hinandens programmer eller til overflod i Aftenshowet og i den øvrige programflade, indtil man når kvalmegrænsen. Og det gør man uafværgeligt, uanset hvor dygtige og sympatiske de eventuelt var til at begynde med.

Når der sker noget for unge mennesker, en forlovelse, et bryllup, en rejse, en ny kat, en sygdom, en fødsel el. lign., så overvejer de allerførst pressestrategien: Hvem skal have hvad at vide hvornår, og hvornår kan man skrive det på Facebook. Først derefter forsøger de at være med i det, der sker.

Ang. det omfattende metrobyggeri i København: Nu gider vi jyder ikke høre på mere klynk og jammer over støjgener fra velaflagte mennesker, der har valgt at bo midt i hovedstaden. Mennesker, der bliver lyttet til og økonomisk kompenseret, og hvis centralt beliggende lejligheders værdi stiger betragteligt, når metroen en dag står færdig.

At ville forbyde folk at ryge i deres egne hjem eller biler:

Vi har længe haft tradition for, at folk måtte arbejde, stresse, medicinere, sniffe, drikke, æde eller sprøjte sig ihjel uden videre indblanding, hvis det var det, de lystede. Rygning skader ikke nævneværdigt på det overordnede niveau. Hvis man virkelig ville have mere plads på hospitalerne og renere luft, skulle man forbyde en stor del af industrien samt biler, lastbiler, busser, tog, skibsfart og flyrejser. Ikke bare i Danmark, men i hele verden. Er det realistisk? Har vi nogen som helst indflydelse i Kina, Indien og Brasilien fx? Ville de politisk korrekte M/K’ere, som skriger så skingert og højt, undvære deres biler og ferierejser, hvis miraklet skete, og de blev hørt? Og de friske jordbær og roser og mangoer i februar? Og billigt modetøj og sko fra Tredjeverdenslande? – Det er for let at gå efter rygerne, fordi de står der og vifter med deres osepinde. Man kan ikke holde en lastbil ansvarlig. Eller gå ud og nidstirrer et jetfly.