Tag: danske værdier

Danske værdier?

‘ … jeg er på mine børnebørns vegne bekymret over at være vokset op i en tid, der har haft selvtillid nok til i løbet af et par generationer at skille sig af med tusind års skik og brug. Ikke mindst fordi vi allerede længe har haft lejlighed til at vurdere, hvad der er kommet i stedet for.’ side 229, LIMFJORDEN I af Hans Edvard Nørregård-Nielsen

Der er megen snak om danske værdier for tiden, men jeg kan ærligt talt ikke se, hvad de skulle bestå i. Bortset, naturligvis, fra magten til at tvinge folk, der ikke bryder sig om det, til at æde svinekød allerede fra vuggestuealderen.

Vi er stolte af vores svinekød, som produceres og slagtes under kummerlige forhold med 25.000 selvdøde smågrise i staldene pr. dag, med enorme mængder af penicillin og multiresistente bakterier, som nu er begyndt at true vor egen sundhed i alvorlig grad.

Førhen var vi en fredsbevarende nation, der sendte observationsstyrker til Gazastriben, Cypern, Eksjugoslavien og andre brændpunkter, før vi under Anders Fogh Rasmussen pludselig blev en krigsførende nation, der uden FN-mandat løb i hælene på USA og sendte angrebstropper ind i Irak, senere Afghanistan og bombede Libyen.

Et af vore store provinsdagblade syntes for nogle år siden, at det tilkom dets kulturredaktør at tage et opgør med Islams tusind år gamle dogmer og lagde sig derved ud med ca. 1 mia. mennesker, som, ifølge avisen, skulle lære at kunne tåle spot og hån …

Vi sender vor gymnasieungdom til andre lande, hvor de mindreårige drikker sig fra sans og samling, brækker sig, laver ballade og raserer ærværdige kulturbyer iført tøj, hvis æstetik er lånt fra pornofilm. Forældre og lærere er tilsyneladende magtesløse, for de giver udtryk for, at det må være rejsebureauernes opgave at sørge for, at de unge opfører sig ordentligt og ikke kommer til skade. Dansk politi sender hjælpsomt fire betjente med de unge.

Vor statsminister repræsenterer landet ved at jage ’Sex and the City’-skuespilleres autogra­fer og tage selfies af sig selv sammen med andre statsledere ved en mindeceremoni, der skulle have handlet om Nelson Mandela, en af de seneste hundrede års betydeligste mænd.

Hendes konkurrent til posten, formanden for Venstre, Lars Løkke Rasmussen, genererer ustandseligt sager med sit private luksusforbrug for det offentliges penge, og så var han statsminister, da den ubehagelige skattesag opstod, hvor ministre og deres rådgivere, når det drejede sig om en førende oppositionspolitiker, havde mere end svært ved at skelne mellem lovgivende myndighed og udøvende skattevirk­som­hed, hvilket er ret pinligt i et vestligt demokrati, som gang på gang drog i krig mod arabiske lande angi­veligt for at lære dem forskellen.

Vi siger ’fuck’ til alting i en sådan grad, at engelsktalende lande regelmæssigt kommenterer vore reklamefilm eller programtitler : ’So F…ing special’ o.l., som sikkert lyder smart i unge programmedarbejderes øren, men som er dybt pinlige, når de rammer et mere modent, sprogkyndigt publikum.

Så anbragte en kunstner nogle rådnende grise i montrer på et museum. Da reaktionerne stilnede af, proppede en anden et par guldfisk i en blender, og en tredje skabte en skulptur bestående af udstoppede hundehvalpe. Den zoologiske have i København toppede så her i vinterferien med, for øjnene af tusindvis af børn og voksne, at dræbe og partere giraffen Marius. Angiveligt som et ’pædagogisk projekt’, så ungerne kunne lære ’hvad der sker med overflødige dyr’ … Tv-billederne viser chokerede børneansigter, og for mange af dem bliver en hyggelig familieudflugt i zoo aldrig det samme igen.

Hvad sker der med os? Er intet helligt længere? − Børn må gerne se et dyr blive slagtet og parteret, men da ikke for sjovs skyld? For billetsalget, omtalen og underholdningens skyld? − Det er jo usømmelig omgang med lig! Og så havde dyret til overflod et navn. Marius. − Kom unger! Vi skal i zoo og se Marius blive skudt og kastet for løverne! − Minder det om noget? Panem et circenses? De offentlige opsprætninger af prostituerede, mordere og andre ulykkelige, afdøde fattige i de parisiske ’teatre’, som folk kunne købe billetter til? Udpakningen af egyptiske mumier under selskabelige former i den engelske overklasse?

Er der ikke længere voksne i blandt os? Ingen dømmekraft tilbage? Er vi kun ude på at sprænge tabuer og overskride grænser i pubertær vildskab og skaffe os dårlig omtale internationalt?

De unge, der tomlede eller interrailede sig igennem alverdens lande i 70’erne og 80’erne, var stolte af at være danskere, og de syede iøjnefaldende store, danske flag på deres rygsække. For som dansker blev man respekteret og godt modtaget allevegne. Det er vist definitivt slut. Nu vækker vi kun undren.

Værdier

Aldrig har der været så megen snak om værdier, og aldrig har der været så lidt fælles forståelse af, hvad vore værdier − hyppigst benævnt som »de danske værdier« − i grunden består i.

Højreorienterede traditionalister, mange af dem organiserede i Dansk Folkeparti, slår i tide og utide på de »danske værdier«, som for dem betyder noget rodsammen af Gud, konge og fædreland, romantiseret histo­riefortegning, Dannebrog, Tivoligarden, overdreven sentimentalitet på nogle få kæledyrs vegne, ølvommet kolonihavefællesskab kun for de bleg­fødte danskere og muligheden for at tvinge mennesker med anden kulturbaggrund til at spise frikadeller og flæskesteg allerede i børnehaven.

Der er også de helt grundlæggende, almenmenneskelige værdier, som de fx kommer til udtryk i »De ti bud«, og som kan iagttages i de fleste samfund. Det kan være »Du må ikke slå ihjel« − Men dette bud, som alle andre leveregler, har sine undtagelser, som træder i kraft, hvis det drejer sig om de rige og magtfulde, her­under religionens håndhævere. Du må ikke slå ihjel, med mindre vi har besluttet at føre krig mod de musli­mer, som tilfældigvis bor oven på klodens sidste oliereserver, eller det drejer sig om fremmede, der truer dine og din stammes ressourcer, eller om mennesker, der bekender sig til en anden tro/overtro og fører flag med andre farver end dit eget. Eller om medmennesker, der ved kriminalitet, sindssyge, overgreb eller på andre måder har sat sig uden for det menneskelige fællesskab.

Vi beundrer dem, der kan overvinde deres egen grådighed og magelighed, og som udsætter sig for risiko for at hjælpe andre mennesker, nok fordi de er uhyre sjældent forekommende. I virke­ligheden findes der megen ondskab i verden, overgreb, mord, bortførelser, voldtægter, tortur, børne- og dyremishandling, overgreb på natur, dyreliv, planteliv, have, jord, luft og klima … Hovedparten forøvet af mænd, som er tankeløse, begærlige, ambitiøse, har levet under rædsomme vilkår eller som lider af hjerne­defekter − eller flere af disse ting på en gang.

I almindeligt dagligliv i Danmark i dag er ondskab sjældent åbenlyst forekommende, men mange præten­tioner om hjælpsomhed og medmenneskelighed er kastet over bord, og i det offentlige rum kan man iagt­tage en ubehagelig, selvpromoverende og møvende adfærd, som er meget lidt klædelig.

Politik handler fx ikke længere om almenvellet, men om, hvor meget vi hver især kan skrabe til os fra de offentlige kasser. Her, mens dagpengesatser og -perioder diskuteres, hører man mennesker, forældre til små og større børn, som uden blusel »truer« samfundet med, at de vil lade sig skille, så de kan opnå en so­cial ydelse, for det er ikke muligt for dem at lade sig forsørge af deres mænd eller koner, som har job og tjener penge. De ser det tilsyneladende som deres gode ret at lade sig forsørge af os alle sammen, men ikke af det menneske, de − måske ved storslåede, højtidelige og kostbare ceremonier − har valgt at lade sig vie til og få børn med. − Hvad tror de så, at ægteskabet betyder? Om ikke et loyalt fællesskab i lyst og nød? − Det er heller ikke længere givet, at forældre er forpligtet til at forsørge deres egne børn. Hvis de har et handicap eller er over en vis alder, er det alment accepteret, at man bare kan rende det offentlige på dørene og for­lange fx en bil, tøjpenge pga. større slitage eller et månedligt underhold. I vores moderne samfund kan man i fuldt alvor forlange, at det offentlige passer og/eller forsørger ens børn, eller man kan forvente et pas­sende honorar for at passe dem selv.

Som midaldrende menneske opdager man, at værdier, som ud over pligt og ansvarlighed, også omfatter fx storsindethed, hjælpsomhed og hensyn til andre, er gået tabt, hvilket kan observeres, når man begiver sig ud i det offentlige rum. På en bustur, hvor en ganske ung pige har sladret højt om sit pivende trivielle pri­vatliv i telefonen i 25 minutter. Hvor ingen gør mine til at rejse sig og overlade et sæde til en ældre, tydeligt gangbesværet mand. Hvor man får butiksdøren i hovedet, fordi ingen gider kigge sig tilbage og holde den for de næste, og hvor man selv kommer til at stå og holde dør en hel eftermiddag, fordi alle tager det for givet, at andre holder døre for dem og går durk igennem uden så meget som et høfligt takkenik.

Man behøver bare at tage på en udflugt syd for grænsen, eller til Sverige, London eller Sydeuropa, for at opdage, at alle andre steder end her i vores lille, mudrede, danske andedam forstår folk at opføre sig med høflighed og levemåde.

Så de »danske værdier« består nu i, at vi selvretfærdigt, rethaverisk og rent ud sagt uopdragent, både åndeligt og helt bogstaveligt, støder ind i hinanden i køerne, på fortovet, over hækkene, og forsøger at til­rane os goder på bekostning af de flinke naboer eller på den evige jagt efter byens sidste parkeringsplads. − Og der er ikke andre regler end en mig-først- og mig-have-attitude og en underliggende aggression, som bobler op ved mindste anledning.

Har vi selv sat vore hidtidige værdier over styr ved at afbryde forbindelsen mellem generationerne og overlade vore børn og unge til at lære opførsel og sprog af hinanden? Forældrene har for travlt med sig selv til at tage sig af deres egne unger, og pædagoger og lærere er blevet lavtuddannet, halvvejs modvillig lavstatusarbejds­kraft, som ikke formår at give voksne værdier videre og være rollemodeller for deres opmærksomheds­forsømte elever.

Børn kan ikke lære børn ret meget. Alle børn og unge har brug for tid med betænksomme voksne mennesker, som stilfær­digt kan vise dem, at man rejser sig for den handicappede i bussen, at man ikke sætter sine snavsede sko på sæder, hvor andre mennesker skal sidde, at man hjælper sidemanden og sine naboer, at man ikke ytrer sig højlydt krænkende om andre mennesker, at man ikke smider sit affald på gaden eller i naturen, at man holder til højre på fortovet og holder sin plads i køen, at man ikke afbryder, når andre taler, og at man i det hele taget forsøger at vise den pæneste og mest velopdragne side udadtil, for vi skal være her alle sammen. − Er det ikke gode værdier, som vi kunne være stolte af at kalde danske?

Hvad blev der af Emma Gad?

Ved en af sommerens hyggelige grillaftner hos gode venner faldt snakken pludselig på danskernes opførsel i det offentlige rum. Vi havde alle været i udlandet, England, Frankrig, Tyskland, Spanien, Italien, Polen, Tjekkiet, Rumænien, Grækenland, USA, Mellemøsten, Egypten, Thailand, Kina, Indien, Sydamerika var blandt de steder, som gæsterne tilsammen havde besøgt igennem årene, og alle vegne, var vi enige om, gebærdede folk sig påfaldende høfligt, smilende og hensynsfuldt sammenlignet med, hvad vi nu ser i de danske byer.

Blandt gæsterne var der flere udlændinge: en englænder, en italiener og en franskmand, der alle havde boet i Danmark i årevis, og da der først var gået hul på snakken, fandt de i stor lettelse sammen om, høfligt, at påpege, at danskernes adfærd mange gange havde forundret dem.

Englænderen var, som man kunne forvente, rystet over danskernes mangel på køkultur, og hun så sjældent danskere rejse sig for ældre og svagelige medborgere i offentlige transportmidler eller give en hånd til en ung mor med en barnevogn. Derudover havde hun utallige gange oplevet at få døre smækket i hovedet, når hun var på vej ind i en butik. Ingen kiggede bagud og holdt døren for den næste. Til at begynde med havde hun altid, som hjemme, holdt døre for andre, men det stoppede, da hun erfarede, at danskerne bare vadede igennem uden smil eller tak, og navnlig uden at afløse hende, så hun kunne stå og agere dørmand ved indgangen til et af vore stormagasiner en hel eftermiddag …

Italieneren var forfærdet over vor trafikale adfærd (!). Ingen smidighed, ingen gav plads for andre, cyklister masede sig aggressivt frem, og man kunne ikke regne med, at nogen ville holde ved en fodgængerovergang. Og han blev forskrækket, da han første gang oplevede en flok unge, berusede danskeres voldsomme fremfærd gennem gågaden en fredag aften og så svineriet, de og andre havde efterladt.

Franskmanden blev rasende, når folk stødte ind i ham uden et lille høfligt »undskyld«. Den første tid, han tilbragte her i landet, troede han i ramme alvor, at de uvenlige fodgængere var ude på at slås med ham. Han havde også haft en del ubehagelige sammenstød med sin danske nabofamilie, der mente, at de ejede hele opgangen og havde ret til at definere støjniveauet for alle seks familier, samtidigt med at al oprydning, vedligeholdelse og rengøring påhvilede de andre. Og han væmmedes dybt over vor såkaldte humor, der brutalt og uklædeligt selvretfærdigt gør sig lystig over andre folkeslag og herboende minoriteter af alle slags.

Hvad er der sket? Hænger velfærd og egoisme sammen? Kan gentlemanagtig opførsel ikke forenes med dansk demokrati? Har vi glemt at vise vore børn og unge, hvordan man gebærder sig? Eller er det i skoler og institutioner, det går galt, fordi vore børn vænnes til at færdes i store, hensynsløse og larmende horder?

Der har været megen snak om danske værdier her det sidste tiår. Alt for meget! For værdierne har været defineret fjendtligt i opposition til andre kulturer. Vi har åbenlyst ikke så meget at byde på i forhold til omverdenen, heller ikke når det kommer til almindelig menneskelig hensynstagen. Næste gang, vi skal diskutere danske værdier, kunne vi måske begynde med at kigge på danskerne? Emma Gad er vel også en del af det danske værdigrundlag.

Anstændighed

Det er anstændighed, vi mangler. Vidt og bredt. I betydningen „det, der anstår sig”, „det, der er passende”, „det, vi anser for rimelig opførsel”.

I en årrække har det offentlige rum været forurenet af uanstændigheder, så som hurtig og tankeløs indgriben fra lovgivernes side på baggrund af populære enkeltsager, skingre og fornærmende angreb på etniske grupper, som forsøger at leve side om side med os, mennesker dør af sygdomme, som kunne behandles eller udsættes, mens de venter på tid i det offentlige sundhedssystem, slagtedyr stuves sammen, pines og plages og transporteres over lange afstande, offentligt ansatte presses urimeligt af nedskæringer og kontrolforanstaltninger, skolerne er ulækre og nedslidte, asylansøgere og deres børn lever fortsat i ødelæggende uvished om deres fremtid, fortsæt selv listen …

Langt hen ad vejen er sådan et offentlige klima vel kun, hvad man kunne forvente under en borgerlig-liberal regering, understøttet af Dansk Folkeparti, som et flertal har stemt på. Men hvor er oppositionen?

Det er en falliterklæring fra anderledes tænkende, at en borgerlig politiker, som Birthe Rønn Hornbech, skal have patent på anstændighed. Vi kender alle Birthe Rønn Hornbech, og vi respekterer hende højt, men hun er, trods al sin anstændighed, på regeringens side og bliver banket på plads, hver gang anstændigheden går imod den siddende regerings politik.

Her er en niche, en anstændig, gammeldags humanistisk niche, hvor modige folk burde træde frem og klart sige fra, når nok er nok. Her er i anstændighedens navn masser af plads at boltre sig på for de radikale, socialdemokraterne, SF og Enhedslisten. Kun de sidste pipper af og til regeringen imod.

De radikale høres næsten ikke. De nye, unge socialdemokrater roder stadig rundt mellem hinanden i sandkassen og leder efter en politik. SF’s Villy Søvndal lader sig overgivent rive med af fremgang og forsøger at overdøve regeringen med uanstændige udmeldinger, jvf. det nylige angreb på tørklædebærende kvinder.

Er der virkelig ikke andre muligheder end at helgenkåre den begavede Johanne Schmidt-Nielsen som anstændighedens nye klippe?

Tiden manifest

Jeg bryder mig ikke om tiden. Jeg bryder mig ikke om denne tid i dette land i denne del af verden. Jeg bryder mig ikke om at leve i en tid, der fremtræder så fremmedgjort over for ganske almindelige, menneskelige hensyn. – Måske er det mig, der er fremmedgjort? Jeg har gjort et halvt århundrede med og synes af og til, når jeg forlader mine egne cirkler for en kort stund, at jeg teleporteres til en anden planet. En planet, jeg ikke bryder mig om at være på.

Vores jord består af asfalt, størknede industri- og boligområder og parceller med giftgødede afgrødefabrikker, hvor al naturlighed holdes ude. Vore dyr holdes indespærrede i lidelse på mindst mulig plads og passes af maskiner. Vore spædbørn, børn og unge overlades til fremmede i overfyldte, dårligt beliggende, dårligt bemandede og dårligt drevne institutioner, hvor barnets følelsesliv og behov for at udfolde sig trygt i kendte rammer ignoreres. Vore småbørn og deres forældre begynder dagene med knuste hjerter, men man skal jo videre …

Man skal jo passe sit arbejde, sine venner, sine interesser … Man er socialiseret ind i det moderne slaveri, lønarbejdet, der fungerer så subtilt, at vi helt frivilligt klatrer ind i hamsterhjulet og løber derinde, til vi segner af angst, spiseforstyrrelser, stress eller anden sygdom for at få de helt basale, nødvendige goder: socialt samvær, penge, anerkendelse, ferier, fladskærm og friværdi.

Sanktionerne for dem, der ikke hopper med, er strenge: Ensomhed, manglende selvværd, elendige boligforhold, ditto økonomi og et samfund, der holder skarpt øje med antallet af jobansøgninger pr. uge. Undersøgelser viser, at arbejdsløse mænd har meget få chancer for ægteskab og børn. At straffe på muligheden for at formere sig er uhyre effektivt, navnlig fordi vi aldrig taler åbent om det. Sådan er det bare blevet.

Der er ingen nødudgange i det moderne samfund. Vi kan hverken bo, spise eller opdrage børn som selvforsynende enheder. Vi er underlagt et fælles system, og det ville være glimrende, hvis systemet tog sig af os og tog hensyn til vore behov. Det gør det i tilstrækkelig grad. I tilstrækkelig grad til, at vi ikke gør oprør, men pænt indordner os. Det er vel det, der er kernen i al politik? At skabe et samfund, hvor folk indordner sig? De må gerne brokke sig over småting, vi har jo ytringsfrihed, gudbevares! – men de må ikke sætte sig ud over rammerne.

Systemet favoriserer udelukkende unge, smarte, erhvervsaktive mennesker. Denne befolkningsgruppe holdes i ånde af overfladisk travlhed. De lokkes og piskes fremad og finder selv stor mening i at vælge møbler, bil, feriemål, og i at indrette deres kedelige typehuse med italiensk marmor – det holder hjulene i gang. De små, de unge, de syge, de praktisk begavede, de skæve, de sårbare, de sløve, de opfindsomme, de tykke, de højt begavede, de utålmodige, de tankeprægede, de følsomme, de indvandrede, de midaldrende, de gamle … alle andre marginaliseres.

De fleste af os oplever en kort periode, hvor vi lever op til normerne, hvis vi anstrenger os. Det er en berusende tid. Her, midt inde i malstrømmen, er vi til stadighed bange for at falde ved siden af, så vi hævder os ved både at vise os skamløst frem og ved at nedgøre andre. Vi, som p.t. er i vælten, kan sagtens enes om at forhåne rygere, gamle, andre kulturer og deres religioner, og det må vel på en sær, syg måde få os til at føle os godt tilpas?

Så sker der naturnødvendigt noget i vores liv: Vi kommer ud for en trafikulykke, bliver syge, får børn, bliver skilt, bliver ældre eller bliver fyret. Og så er vi straks tabt og udenfor igen. Den første reaktion, man får fra det omliggende samfund, når sådanne begivenheder indtræffer, er kold afvisning og mistænkeliggørelse: Det er din egen skyld! Vi ved ikke på hvilken måde, men det er i hvert fald din egen skyld! – Derefter kan vi – måske – nedlade os til at hjælpe dig en smule.

Jeg kender veluddannede, velbegavede, vellønnede, yngre mennesker, der f.eks. har fået konstateret en sygdom, og straks er de kastet ud i ensomhed, kamp og fordømmelse. Alene det at få en læge, som hellere vil spille klarinet eller golf, og som er underlagt besynderlige, tidskrævende systemer, til at interessere sig for dig inden for en rimelig tidshorisont, er en kamp, som et sygt menneske hverken kan eller burde tage.

Det sørgelige er, at vi lever i et rigt, højtudviklet samfund med masser af ressourcer. Vi kunne tage alle de menneskelige hensyn, der er nødvendige! Men vi vælger ikke at gøre det. Vi kunne hjælpe andre, mere fattige samfund i stedet for at føre krig mod dem, men det gør vi ikke. Vi kunne sikre velfærden for vore dyr, børn, gamle og andre medmennesker, men vi vælger ikke at gøre det. Vi kunne arbejde seriøst for naturbevarelse, for en ren jord og en ren luft, men det gør vi så heller ikke.

Aldrig i hele menneskets historie har nogen haft så gode muligheder for et godt liv, som vi har! Aldrig har vor viden og ressourcer inden for f.eks. ernæring, psykologi og sygdomsbekæmpelse været større, men vi bruger ikke disse gaver fuldt ud i et solidarisk samfund. Vi bruger al vores tid og alle vore kræfter på selv at hænge på og på at holde andre ude.

Aldrig, tror jeg, har medlemmer af en given befolkning været så optaget af deres egen, individuelle ernæring og af deres eget helbred. Tv, aviser, Internet, radio, ugeblade og veninder flyder over af mere eller mindre gennemtænkte råd om kost, motion og helbred, vi jogger og går til fitness, måske på bekostning af almindeligt samvær med vore børn, og intet hjem er perfekt uden skridttæller, kosttilskud og dit eget private blodtryksmåleapparat. Det synes, som om vi her midt i overfloden er blevet panisk livsangste. Og samtidigt som om vi sammenbidt og kollektivt har besluttet os for at leve i al evighed og fanden tage de sidste!

Sådan et samfund bryder jeg mig ikke om at leve i.