’Konkurrencesamfundet indgår i en global konkurrence om, hvor dårlige produkter, man kan sælge til hinanden, og hvor ringe service, man kan slippe af sted med at yde folk for deres egne penge.’
Som eksempel vil jeg gerne fremhæve ’Hjem-IS’ i anledning af, at den kendte, lyseblå isbil med klokken nu skifter navn til ’Fråst’ – ja, det lyder grimt! – Og vil sælge frosne pizzaer, italiensk mad, bl.a. pastaretten carbonara til 70 kr.!, vegetarretter og is på én gang – ja, det lyder ulækkert!
I fattigfirserne var jeg arbejdsløs, enlig mor, og den eneste luksus, jeg undte mig, når pengene rakte, var – udover en daglig avis, kaffe og smøger – den gode flødeis med små, halve chokoladekugler fra Hjem-IS.
Når klokken ringede ude foran husene, stormede vi til, børnene fik deres foretrukne børneis, og jeg fik min dåse med køer, blå himmel, grønt græs og velsmagende is med god chokolade.
Her i sommer skulle jeg gøre forsøget igen. Stoppede isbilen i forbifarten og fik den nu opdaterede dåse med ’flødeis’, Dannevang:
ADDR! Efter en smagsprøve blev resten smidt ud.
Ikke blot var dåsens design moderniseret, også indholdet. I stedet for rigtig flødeis med store chokoladestykker af god kvalitet, var isen noget udvandet pjask tilsat alskens moderne kemi og små splitter af voksagtig ’chokolade’, som ikke bidrog med noget som helst udover en fedtet klistret fornemmelse i munden.
I løbet af 40 år i et globalt konkurrencestyret marked er kvalitet og smag forringet i en grad, så det færdige produkt er uspiseligt for folk med smagsløg og hukommelse. – Og jeg er bange for, at forandringen er sket så langsomt og gradvist, at de nye generationer tror, at flødeis og chokolade skal smage sådan. – Billig er isen jo heller ikke, så man kan undre sig over forretningsgrundlaget.
Her i huset fortsætter vi med den hjemmelavede is lidt endnu. Med enkle råvarer er flødeis lige så let at fremstille hjemme i køkkenet som en delikat spaghetti carbonara.
Ekstrabladet d.22.3.24 aftrykker et Ritzautelegram, som meddeler, at Fråst vil vende tilbage til det gamle navn og viderekolporterer uden videre firmaets eget forretningsbavl:
“Direktøren dropper dermed ikke sit fokus på strategiske tiltag med øget fokus på digitalisering, levering og forbrugerrelevans.”
I virkeligheden bliver vi alle narret: – Den mad, vi køber i danske butikker, er underlødig og ofte skadelig for vores helbred. Navnlig når den indtages i alt for store mængder.
I en kultur, hvor spisning udgør dagens vigtigste højde- og samlingspunkter, er vi opdraget til at tro, at vi skal spise hele tiden for ikke at falde døde om:
● En solid morgenmad med fx surmælksprodukter, frugt, havregryn, rosiner, nødder, marmelademadder, pandekager, omelet, bacon, æg, pølser, tomater, sirup, chokoladepålæg, fabriksfremstillede, farverige æsker med slikagtige chokopops, cornflakes, honningkugler o.l. med mælk.
● Frokost, salat eller rugbrødsmadder, fastfood, bagerbrød, myslibars.
● Aftensmad, der inkluderer kød, æg eller fisk, kartofler, ris eller pasta, og noget grønt. Måske sød dessert eller ost.
● Derudover drikker vi hele tiden: Morgenkaffe, te eller mælk, formiddagskaffe/te, eftermiddagskaffe/te, aftenkaffe/te, juice, saft, en patteflaske med vand, proteindrik, saft eller juice, en pattekop med te eller kaffe to go i hånden hele dagen, øl, sodavand, vin, drinks …. Der er ingen ende på drikkeriet.
● Og vi gnasker mellemmåltider i form af frugt og andre snacks, is, kager, onsdagssnegl, morgenbasser, søde myslibars, aftenslik, chokolade eller chips, kager, popcorn.
Men hvor besværligt er det ikke at skaffe fx et almindeligt, dansk, økologisk kålhoved, der har vokset i god jord, eller kød og æg fra en pålidelig avler?
Meget af vores ‘mad’ er sprøjtet med pesticider, dyrket i drivhuse uden jord, tilført kunstig næring, plukket af fattige emigranter og fragtet langt for at nå os. Eller mishandlet i dyrefabrikker og opfodret med stoffer, der aldrig naturligt ville indgå i en ko, et svin, en kylling, æglæggende høne eller en laks’ føde. Eller det har været en tur igennem industriens giftbade eller er rodet sammen med ti eller flere forskellige, såkaldte tilsætningsstoffer, der hver især er uegnede som menneskeføde –E dit og E dat, nitritter og nitrater. For ikke at tale om alle de raffinerede kulhydrater, mel, sødemidler og sukker, fedtstoffer fra oliepalmer og soyaproteiner, der fx sælges som proteinbars, kiks eller kager i butikkerne, og som har udkonkurreret regnskovene i denne verden.
Reklamer kører non-stop med forløjede fremstillinger af usunde og direkte skadelige produkter i lækre og ofte sociale omgivelser. Vi skal hygge os med kunstigt fremstillet og gennemfarvet slik. Vi skal sige tak med en æske dårlig ’chokolade’. Samle os omkring palmeolie og sukkerprodukter tilsat kunstig vaniljesmag. Vi skal forkæle vores børn med Kinderæg eller mælkesnitter, der i virkeligheden bare er en blød og inderligt usund, sukkerfyldt industrikage. Man påstår frejdigt og helt uden sandhedsværdi, at Nutella – et fedtet sukker-palmeolieprodukt – er en del af en sund morgenmad:
Der er vist endnu ingen sundhedseksperter, der har anbefalet sukker og palmeolie!
Og navnlig skjuler man den brutale virkelighed med sammenstuvning og mishandling, der foregår i danske stalde, som fx ’De danske familiegårde’, der i reklamefilm i tv og på nettet med masser af idyllisk baggrundsmusik og et tykt lag vaseline på linsen fremviser åbenlyst forvirrede kyllinger i noget græs bag en gård. Man ser tydeligt, at de alt for rene kyllinger ikke er vant til at gå ude. Omgivelserne virker fremmede for dem, og hvordan ville man også kunne overkomme at fodre 20.000 eller flere kyllinger om dagen med lidt korn i en spand, når de løber forvildede rundt omme bag laden? For ikke at tale om at få dem fanget på en rationel måde, når de efter få uger skal slagtes? – Tro mig, ingen industrikylling i dag løber rundt i grønt græs eller bliver håndfodret og kælet for af ’landmænd’ og deres børn i pænt og rent tøj! – Den reklame er noget nær det værste og mest kvalmende, modbydelige svindelnummer, jeg har set. Men folk må jo være dumme. Uvidende, naturfremmede, uinteresserede i, hvor deres mad kommer fra, når sådan en løgnekampagne får lov at passere uanfægtet i landsdækkende medier.
Se:
De glemmer også lige at oplyse, at alt dansk fjerkræ har været lukket inde hele dette forår pga. fare for spredning af en ny variant af fugleinfluenza.
Landbrugserhvervet her i DK er blevet så mægtigt, at det fuldstændig kan sætte sig på vores fælles, offentlige dagsordenen. En kritisk artikel om fx kvotekonger i fiskeriet, den massive ødelæggelse af dansk jord, vand, natur og luft pga. sprøjtning og massiv gylleudspredning, om omfattende svindel med tilskud fra fælleskasserne, om CO2-udledning forbundet med produktionen eller om den seriøst farlige, kødædende, resistente svinebakterie, MRSA, der nu er udbredt blandt mennesker og på vores sygehuse, følges dagen efter prompte op af en barsk og truende tilbagevisning og mistænkeliggørelse fra Landbrug & Fødevarers meget effektive presseafdeling.
Giftrester fundet i mere end halvdelen af vandboringer
Minister vil have mere kontrol, efter at der er fundet pesticidrester i 57,9 procent af danske vandboringer.
Landbruget opfører sig fuldstændigt som en junta i et diktatorisk østland, når sammenslutningen ‘Bæredygtigt landbrug’ – alene navnet! Mon det står for en nærmere granskning? – går så vidt som at anlægge retssag mod en professor og forsker, fordi han, efter deres mening, var nået frem til ‘forkerte’ konklusioner:
Det er helt utilstedeligt i et demokrati, hvor både ytringsfrihed og fri forskning burde være en selvfølge!
Men medierne viderekolporterer – måske pga. af uvidenhed om de faktiske forhold? – landbrugets romantiserende fortællinger uden at stille kritiske spørgsmål til et erhverv, der, som en stat i staten med egne regler og et broderskab, der dækker over hinandens ugerninger, er klar til – midt under en verdensomspændende epidemi, hvis deres interesser bliver truet – at sætte sig op på deres kæmpestore, EU-betalte landbrugsmaskiner og køre mod Christiansborg, hvor de truer en lovligt valgt regering på det groveste og afpresser os alle sammen for milliarder.
Landbruget har fået for stor magt! – De kan få omskrevet konklusionerne i danske forskeres rapporter og videnskabelige artikler, som det er sket på Århus Universitet, og hvem ved hvor ellers? De farer ud med bål og brand og mistænkeliggørelse, hvis man ytrer sig kritisk om erhvervet, så man ser yderst sjældent fx danske tv-udsendelser, der viser virkeligheden i landbruget: Grisenes liv i staldene, fastbundne søer, 25.000 døde smågrise pr. dag, brutal indfangning og aflivning af slagtekyllinger, alt for lange transporter til slagterier i andre lande, hvortil småkalve, grise eller heste ankommer med brækkede ben og blodige, underløbne mærker fra hårde slag efter alt for mange dage, mast sammen i transportvogne uden hvile, mad, vand og frisk luft. Man laver ikke landbrugsfaglige udsendelser om realiteterne i dansk landbrug: økonomien, alle tilskuddene, jordens tilstand, pesticiderne i drikkevandet, stordriften, udenlandsk arbejdskraft, kyllingefarme med over 20.000 sammenmaste dyr, mælkeproduktionen, der skaber ‘taberkøer’ – et begreb vi ikke kendte i 1960’ernes mindre, familiedrevne landbrug, sprøjtning af markerne hver eneste uge i dyrkningssæsonen. – Mange af billederne ville få uforberedte seere til brække sig, er jeg sikker på.
Vi foretrækker klart den romantiske idé om livet på landet og alle de kælne gårdnavne, springende økologiske køer, der lukkes ud på en nedtrådt mark en enkelt forårsfridag, som en teaterforestilling, der kan forlyste børnefamilier fra byerne, og alle de manipulerede billeder af yndige kyllinger i grønt græs.
At gårdene i dag er kæmpestore industriforetagender, der har nedlagt læhegn og markveje og sprøjtet naturen på og omkring deres marker ihjel, betyder ikke noget.
At de allerfleste danske køer aldrig ser en grøn mark, men går inde i store, vantrivelige flokke, ved de færreste.
Og at hovedparten af de kyllinger, du køber i et supermarked, aldrig har set andet end andre klemte kyllinger i en bemøget stald, har vi slet ikke lyst til at vide. – Giv os idyllen og fantasien, så vi kan nyde vores mad i fred.
En ting er produktionen. En anden produkterne. – Al denne død og mishandling af dyr resulterer bl.a. i wienerpølser, som ud over en del tilsætningsstoffer også indeholder bambusfibre … Hvad ind i hede hule H…… laver BAMBUSFIBRE i mine grillpølser???
INGREDIENSER – Wienerpølser:
80 % grisekød, vand, surhedsregulerende middel (E 325), kartoffelstivelse, salt, SOJAPROTEIN, bambusfibre, krydderiekstrakter, koriander, muskatnød, peberaroma, antioxidanter (E 300, E 301), stabilisatorer (E 450, E 331), emulgator (E 471), hvid peber, konserveringsmiddel (E 250), lammetarm, røgaroma. Kan indeholde spor af mælk, selleri og sennep.
Og hvem i alverden har fundet på at udnytte en natur ude af balance og bjerge af opskyllede eller opfiskede søstjerner til at fodre svin med? – Hvor ækelt og unaturligt kan det blive? Hvem har lyst til at spise sådanne svin?
– Og hvorfor står der flere steder meget tydeligt på min mælkekarton, at skummetmælken er CO2-neutral, når man ved, at netop mælke- og kødproduktionen er blandt de værste CO2-syndere?
Mælkekartonen lyver mig lige op i ansigtet. Den benytter sig af begrebet ’klimakompensation’, der, så vidt jeg har forstået, har lige så gavnlig effekt på klimaet, som købet af den katolske kirkes afladsbreve for 500 år siden havde på længden af et menneskes ophold i skærsilden …
Der bliver tjent svimlende summer på dette narreværk. På dårlige fødevarer. På snobbede madentusiaster, der, som i H. C. Andersens ’Kejserens nye klæder’, begejstret betaler overpris for højt berømmede mærkevarer. For usunde og ofte ligefrem skadelige ‘næringsmidler’ fyldt med kemi og tilsætningsstoffer, som vi stadig tror, vi er tvunget til at købe for at opretholde livet. – Mens de såkaldte ’livsstilssygdomme’ hærger og slår folk ihjel som fluer.
Producenter og industri plejer at forsvarer sig med, at de blot tilbyder det, som folk vil have: Billige fødevarer. – Men hvorfor går de ud fra, at folk frivilligt vælger det dårligste, det mest kunstige og skadelige? Og giver det til deres børn? Når de gladeligt betaler blinkende formuer for fx god kaffe, cigaretter, belgisk chokolade og fine øl, vine og spiritus? – Jeg tror, at man rækker ud efter det, der er tilgængeligt, det, man er vant til, det, som andre køber, og det, som man ser i reklamer og i verden omkring sig. Det, der lige står på hylden, når man er nede for at købe ind.
Der er ingen grund til at tro, at voksne, tænkende mennesker, hvis de havde et frit valg, ville vælge pølser med bambus, koteletter med søstjernepulver, kødet fra mishandlede dyr eller saltmættede chips og kiks, kager og chokolade med palmeolie og sukker, der tilstopper blodkarrene. Folk spiser sig ikke syge med vilje. Producenter og industri har naturligvis et stort ansvar, som de ikke kan fralægge sig ved at kaste det tilbage på forbrugerne.
For menneskets biologi er, så vidt jeg forstår, således indrettet, at mer’ vil ha’ mer’. – Jo mere, vi spiser, specielt af fede og søde sager, jo mere vil kroppen have. – Så vi er meget modtagelige for lugten i bageriet eller reklamen i tv, hvis det er en halv eller en hel time siden, vi sidst har spist noget. – Og det ved de jo godt henne i butikkerne og i industrien …
Når vores fedtceller først er dannet, skriger de op og sender sultsignaler til hjernen, hvis de er i fare for at skulle tømmes. Og når blodsukkeret falder kort tid efter et måltid, en sodavand eller en snack, føler vi akut og voldsom trang til mad igen. Disse signaler er meget svære at modstå, selv hvis man har to-tre ‘bildæk’ rundt om maven og i virkeligheden ville kunne leve godt et par måneder bare ved at tære på reserverne. – Men sådan spiller kroppen ikke. Den er skabt til at overleve under knappe forhold på en savanne i Afrika, hvor man måske kun fik nedlagt et bytte en gang om måneden og måtte klare sig med vand og et par nødder, blade eller rødder indtil næste gang.
I virkeligheden ville det være sundere og billigere for voksne mennesker at spise mindre. Måske faste med mellemrum, som flere af de store verdensreligioner anbefaler. For det er en myte, at vi hele tiden skal proppe mad i gabet. En myte, som producenterne betaler bloggere, eksperter i ‘livsstil’ og reklame, men også veluddannede sundhedspersoner, for at vedligeholde, for der er mange, mange penge på spil. – Men vi behøver ikke købe en alt for dyr kop kaffe på vej til arbejde hver morgen. Vi behøver ikke proteindrikke, hvis vi indtager mælkeprodukter, æg eller kød af og til. Vi behøver ikke klamre os til en vandflaske på den korte tur til jobbet, skolen eller universitetet. – Børn, der skal vokse og udvikle sig, syge, gravide og andre, der skal præstere på et højt niveau, skal naturligvis spise passende mængder af god og lødig mad. Men ikke ustandseligt. Og is, cola, chips, slik, købekager og sodavand er ikke mad!
For meget mad, og for meget dårlig mad, gør os syge. Vi får diabetes, blodpropper, overvægt, med alt hvad deraf følger i form af dårlig trivsel generelt.
Men vi er oplært til at tro, at vi har brug for mad hele tiden. Det var vores forældres og bedsteforældres kultur, som stammer fra en fortid, hvor mad –også i vores privilegerede del af verden – var svært opnåeligt. Vi er ikke skabt til at leve i en overflodssituation, som vi gør nu. Førhen skulle man spise, når der var mad at få. For man vidste aldrig, hvornår næste måltid indfandt sig. – Og vi tog for os. Mad blev samlingspunktet både til hverdag, til fest og til sorg. Dette forældede forhold til mad lever landbruget og hele fødevareindustrien stadig højt på, og nu ødelægger de vores helbred og det fælles miljø undervejs.
I virkeligheden burde konventionelt landbrug og fødevareindustri i den nuværende form ikke oppebære nogen form for støtte, for deres virksomhed og indtjening koster os andre dyrt på miljøudgifterne og på sundhedsomkostningerne. Vi kunne i stedet gradvist sluse støtten over til økologiske producenter og mere miljøvenlig produktion.
Hvis man tager en enkelt fastedag eller to, opdager man, at man hverken føler sult, bliver svimmel eller kraftesløs. Tværtimod. Når maven ikke skal på hårdt arbejde med at fordøje al den mad af svingende kvalitet og alle tilsætningsstofferne, og insulinen ikke uophørligt pumper rundt i blodet, bliver man lettere, gladere, mere energisk og klarttænkende. Man skal blot sørge for at drikke, mest vand, men også en kop kaffe, te, et glas mælk eller juice, som kan holde organismen i gang i en dags tid eller to. En kortvarig faste, hvor man sørger for at drikke undervejs, er normalt helt uden skadelige indvirkninger på kroppen for et fysisk og psykisk sundt, voksent menneske uden hårdt fysisk arbejde. Snarere tværtimod, siger de nye sundhedseksperter, der begynder at dukke frem flere steder.
Mit største problem ved at faste en dag eller to er, hvad jeg så skal lave? At holde op med at spise er ikke meget forskelligt fra at holde op med at ryge: Så snart nikotinen efter sidste smøg, eller insulinen efter sidste måltid, forlader blodbanen, melder der sig en stærk trang, som er svær at modstå. Når man så omsider kommer om på den anden side af trangen efter timer eller dage, så står man der med en masse fri tid …
Jeg bruger normalt en uforholdsmæssigt stor del af min tid, opdagede jeg, på at skaffe mad til huse, fra haven, fra små producenter i nærheden eller fra supermarkeder, på at forarbejde al denne mad, vaske, skrælle, hakke, blande, koge, sylte, fryse, stege, bage, grille, anrette, og på at invitere folk til at komme og nyde det hele med mig.
Det er den kultur og de vaner, jeg har med mig og lever i, og det er – ligesom landbrugskulturen og masseproduktion af fødevarer – meget svært at lave om på.
Se evt.
“Dr. Jason Fung: Fasting as a Therapeutic Option for Weight Loss” på YouTube
For mange år siden — det var før, det for alvor var gået op for mig, at man i næsten alle andre lande og kulturer spiser betydeligt bedre end i Danmark, og opfører sig betydeligt mere velopdragent og høfligt i det offentlige rum — kørte jeg en tidlig morgen bilen ind over den franske grænse fra Belgien. En orangerød, douce morgensol belyste poplerne langs vejen og landskabet på en særegen fransk måde, som på et maleri af en af deres berømte impressionister. Jeg havde kørt hele natten og trængte til en kop kaffe, så jeg drejede bilen ind på den første og bedste rasteplads.
Hele cafeteriaet duftede af GOD kaffe og friskbagte croissanter! Det har jeg aldrig oplevet i Danmark, hvor alt, selv fra morgenstunden, lugter af gammel friture. Oplivet hilste jeg damen bag disken med et „Bon jour” udtalt på drævende nordjysk, som jeg havde lært det i årene på Vesthimmerlands Gymnasium. — „Bon jour, madame”, svarede damen kvidrende med et stort smil, og hendes hilsen sang ud i lokalet som en veloplagt solsorts. Lige dér lærte jeg noget om fransk udtale!
Et par dage senere købte jeg ind i et beskedent supermarked i en forstad til Paris, og jeg var ved at besvime ved synet og duften af det enorme udvalg af oste, skinker og pølser så lækre, at jeg havde lyst til at hamstre det hele med hjem. Butikken var vel en slags fransk variant af Føtex, men alt var friskt og lagt indbydende frem uden plastic, men med flinke og hjælpsomme ekspedienter, der kyndigt rådgav, forklarede om egenskaber og oprindelse, skar ud, pakkede ind og rakte frem med store smil og det syngende „Bon jour, madame”. I fiskeafdelingen svømmede levende fisk rundt i store bassiner! Sorte hummere lå og vred sig på is! Muslinger gispede i store bakker! — Ikke en gang i de bedste og dyreste fiskeforretninger herhjemme finder man sådan et udvalg af førsteklasses fødevarer!
Til det gode pålæg ville jeg købe noget brød og gik derfor ind til bageren ved siden af det lille supermarked. På disken stod tre lange baguettes i en trådkurv. Jeg smilede til bagerdamen, pegede på brødene og rakte to fingre op. — „Deux, s’il vous plait”.
Forvænt, som jeg nu var blevet, med fransk høflighed og hjælpsomhed, blev jeg fuldkommen stum af overraskelse, da damen næsten arrigt, forekom det mig, svarede: — „NON!” … og derefter en lang smøre, som mit beskedne kendskab til sproget ikke magtede at opfatte. — Jeg ville meget gerne bede om to af de brød der, forsøgte jeg igen, men resultatet blev det samme. „NON!” sagde damen bestemt og tilføjede noget om, at jeg skulle gå ud af butikken.
Hvad var nu det? Jeg blev både flov og gal på samme tid. Hvad var der galt med mig, siden hun ikke ville sælge mig brødene? Var de reserveret til en anden kunde? Og hvorfor smed hun mig ud? De tre brød stod lige for næsen af mig, jeg var sulten og havde en pose fuld af franske delikatesser… jeg manglede bare brødet… Bagerdamen må have set min frustration, for nu gentog hun sin smøre, men så langsomt og med så mange fagter, at hendes budskab omsider gik op for mig: — De brød, der stod fremme på disken, var bagt for mere end en time siden. Hun pegede gennem en stor glasrude ind i bageriet, hvor nye brød kunne ses gennem ovnenes ruder. De friske ville være klar om ti … hun pegede på sit armbåndsur … om ni minutter, så hvis jeg ville være så venlig at gå udenfor og vente, så kunne jeg få friske brød om et øjeblik…
Da fik jeg tårer i øjnene!
Aldrig, ALDRIG i hele mit liv som dansk husmoder har jeg mødt en bager, der ikke gerne ville sælge sit gamle brød… Sit TIME-gamle, ikke daggamle, brød … Og så endda til en dum turist, der formentlig ikke ville komme igen og ikke kunne ødelægge butikkens renommé. Tværtimod sælger bager, supermarked og alle andre danske fødevarebutikker gladeligt mig og alle andre kunder ældgamle fødevarer hver eneste dag, og man skal selv være vaks for at sikre sig, at de ikke oven i købet har overskredet sidste salgsdato og er sundhedsskadelige.
