Solen er blevet ond

Yr, juli 2024 – Temperaturen når op over 50° mange steder i verden, og skove og anden natur går op i flammer.

Når mit fotoprogram dagligt viser mig billeder af min have fra de sidste 25 år, så ser jeg til min forbløffelse, at blomster og frugt, som er nedvisnet og ovre for flere uger siden, førhen stod på deres flotteste netop nu.

At rabarberne stod højt og grønt og ville have nydt sommerregnen, at vinens blade var lysegrønne, og druerne hang i saftige klaser, og at tørkeelskende planter, som fx timian, trivedes og blomstrede lyslilla og smukt. – Men nu er de alle solsvedne og ved at gå ud – Det er uhyggeligt …

Rabarberne brændes af solen, når den kortvarigt viser sig mellem regnbygerne.

Hårdføre, tørke- og solelskende citrontimian, der ovenikøbet står i halvskygge nu, fordi træerne er vokset, er svitset af solen og visnet ned.

Og det i et år, der officielt er det mest regnfulde i den tid, vi har målt det!

Bare solen er fremme et par timer en eftermiddag, så er der straks 28°, om aftenen fulgt af højpotente tordenbyger og styrtregn.

Vi har for længst syltet solbær og ribs og – med god hjælp af solsortene – fortæret alle kirsebærrene.

Og vinbladene ser ud til at brænde op i de få solstråler, før druerne er klar til at blive spist:

Vinen i havestuen brændes af solstrålerne på trods af solafskærmende glas.

Århus Stiftstidende 23.7.34

Vores bedste- og oldeforældre arbejdede ude i solen fra morgen til aften som arbejdsmænd, lugekoner eller bønder, og vi hørte aldrig et ord om hudkræft.

Men selv tåler vi ikke at sidde i solen i mere end to minutter ad gangen, før huden smerter rødt, og øjnene svier og ikke vil holde op med at løbe i vand om aftenen.

Ja, vi er blevet gamle, tyndhudede og sarte, men selv de unge skoldes let i den regnfulde, danske sommer, hudkræft er blevet en af de store dræbere, vi opfordres ustandseligt til at bruge solcreme – noget vi ikke kendte til i min barndom, og de foretrukne planter i private og offentlige plantekasser er marehalm og pampasgræs … Ikke kønt, men de overlever – lidt endnu.

Solen er blevet ond.

Tilføjelse fra TV2 4.8.24:

Voldsomt vejr

For to år siden installerede jeg en varslingsapp på min mobiltelefon.

I løbet af de to år har jeg fået 80 advarsler om voldsomt vejr i mit lokalområde!

Kraftig sne eller hagl, snefygning, lokale skybrud og torden, som oftest kraftig regn, torden eller skybrud – 80 gange – Det er en advarsel hver 9. dag!

For 50 – 60 år siden, da jeg var barn, var fx tordenvejr en sjælden foreteelse, der mest opstod i varme sensomre og fik os alle op af sengene og ned og sidde i køkkenet med varm mælk med honning til børnene, tordenkaffe til de voksne, mens vi talte sekunder mellem lyn og brag – en øl, to øl, tre øl – og ikke gik i seng igen, før vi var overbeviste om, at vejret var draget videre og ikke havde slået ned og antændt ildebrande i nærheden. Skybrud erindrer jeg ikke at have hørt om indtil for få år siden … for 10 – 15 år siden, måske.

Det skal så lige siges, at min fornemmelse er, at der kun i halvdelen af varslingstilfældene rent faktisk opstår voldsomt vejr i mit område. – I de øvrige tilfælde kunne vejret jo rase lige ovre i nabobyen eller syd for fjorden, det kan jeg ikke vide.

Og man kunne også mistænke en varslingsapp for hellere at varsle en gang for meget end en gang for lidt, så der bliver en ‘ulven kommer-effekt’.

Men der er ingen tvivl om, at vi nu oplever mange flere hændelser med ekstremt vejr end før.

Første jordbær – og klimaforandringer

I mange år har jeg noteret datoen for det første jordbær i min have:

1996 – 24. juni

1997 –  22. juni

1998 –  18. juni

1999 –  16. juni

2000 – 7. juni

2001  –22. juni

2002 – 4. juni

2003  –15. juni

2004  -12. juni

2005  –20. juni

2006  –13. juni

2007 – 5. juni

2008  –3. juni

2009  –9. juni

2010  –14. juni

2011  –7. juni

2012  –18. juni

2013  –13. juni

2014  –8. juni

2015  –20. juni

2016 – 6. juni

2017 –  11. juni

2018 – 1. juni

2019 –  13. juni

Det er samme slags jordbær, de står i de samme bede uden plastic eller anden beskyttelse, og de bliver passet på samme måde.

Min fornemmelse af, at de første jordbær i gennemsnit er røde og modne 2 – 3 uger før, end de var for bare 20 år siden, er vist rigtig. – Og da jeg var barn, sagde man altid, at jordbærrene blev modne efter Skt. Hans. Sidste sommer, hvor vejret var usædvanligt varmt, havde vi jordbær d. 1. juni!

Samme fremrykning med to – tre uger er i øvrigt også gældende for bøgens udspring, kantarellerne og blåbærrene i skoven, hindbærrene, kirsebærrene, roserne, valmuerne, frilandstomaterne … Og sidste år høstede jeg vindruer i spandevis på mine egne, små planter, der står ude hele året – I Nordjylland!

Vejret

er mærkeligt. – Og jeg mener ikke kun denne juli måned, der i mit lille hjørne af verden passerede uden en eneste sommersolskinsdag med over 25 °. – I det halve århundrede, jeg har kunnet observere vejret i dette land, er der sket store forandringer.

Min barndoms lange højtryksperioder med sol og omkring 25 ° i dagevis i forsommeren og om sommeren optræder kun sjældent nu. De seneste mange somre har været ustadige, våde, usædvanligt blæsende og med talrige voldsommere vejrtyper i form af storme, tordenbyger og skybrud.

Til gengæld er vintrene mildere, grønnere, vådere med færre frostperioder og færre frostgrader. Det er, som om forår og efterår har bredt sig på de to andre sæsoners bekostning.

Jeg husker vintre med minus 15 – 20°. Tilfrosne fjorde og bælter, så vi kunne skøjte i sol og frost i ugevis. Is, der skruede sig mange meter op på strandene, sne i driver så høje, at vi kun med besvær kunne åbne yderdørene, uden at det væltede ind i huset. – Ikke altid, der var også våde, brune vintre, men af og til.

Min far var havemand, og han lærte mig, at man ikke måtte sætte frostfølsomme planter ud, ikke måtte så ude eller lægge kartofler ude før Grundlovsdag, d. 5. juni. – ’Når kirsebærtræerne blomstrer’, som det hed. Og vi var færdige i køkkenhaven og tog alt – undtagen den frostsikre grønkål – ind igen inden 1. september, for fra da af kunne der komme frost, som ødelagde sommerblomster og de følsomme grøntsager.

For at forlænge vækstsæsonen lagde man kartofler til forspiring inde og såede sine frø i småpotter, som stod en måned i kældervinduet og derefter blev plantet ud i mistbænken – Mist betyder gødning, en mistbænk er en gødningsfyldt forhøjet kasse med glaslåg, hvor de sarte små kunne stå trygt i den varme, solen og gødningen udviklede, indtil de kunne plantes ud i havens frilandsbede.

Bøgen sprang ud d. 9. maj. Det var normen, som alle kendte. Og man fik de første, danske jordbær efter Skt. Hans.

I disse år blomstrer mine kirsebær tidligt i maj, ingen har mistbænke længere, jeg lægger kartofler direkte i havens højbede allerede i midten af april, og vi begynder at spise af jordbærrene i begyndelsen af juni. De sarte planter, laurbærtræet, citrontræet, mimosen, kaktusserne, geranier, Agapanthus og andre sommerblomster kan sættes ud i slutningen af april, og de kan blive ude indtil ca. 1. oktober eller længere, hvis jeg holder øje med vejrudsigten. Jeg har ferskentræ, figen og vinplanter ude i en forsænket, sydvendt gård året rundt.

Isen på begge poler smelter i lynfart, statens isbrydere er lagt op, og her nord for Limfjorden springer bøgen som oftest ud i løbet af den sidste uge i april, sommetider før: I 2014 sprang kirkens store bøgetræ ud allerede d. 21. april. På markerne står majs, raps, brødhvede og andre afgrøder, som ikke kunne trives hos os for 50 år siden.

De seneste somre har vi oplevet, at solen skinner højt og flot måske en enkelt dag, mens der næste morgen vælter tordenstorme ind over landet, hvorefter vejret er blæsende, køligt, skyet i endnu en uge eller to.

Når sommersolen er fremme, stikker den ubehageligt på huden. Ingen lader længere deres børn løbe rundt i dansk sommersol en hel dag uden hat, trøje, solcreme eller parasoller. Solen er blevet livsfarlig. – Jeg ved ikke, om der var lige så mange tilfælde af hudkræft i 50’erne og 60’erne, men vi hørte aldrig om det, og alle var ude i haver, på lange cykelture eller på strande i dage- eller ugevis og bare nød solen uden beskyttelsesmidler. – Ja, vi blev forbrændte, men så duppede vore mødre blot lidt kartoffelmel på, og så kunne vi lege ude igen. – Men der var selvfølgelig ingen solarier, og ingen, vi kendte, tog på solferier sydpå.

Der kan ikke længere være tvivl om, at klimaet i mands (kvindes) minde har ændret sig. Vi er med kraftig overbefolkning og industrialisering kommet hovedkulds ind i den antropocæne tidsalder, en tidsalder med et særegent klima, som, nogle mener, er skabt af den menneskelige aktivitet på jorden siden industrialiseringen så småt begyndte at udvikle sig fra slutningen af 1700-tallet og frem.

Bigotteri: Mens verdenshavene flyder over af plastic, hævder firmaet bag en miljømæssig tvivlsom plastic-engangsbeholder til noget sjasket, sødt, majsstivelsesfyldt, såkaldt ’drikkeyoghurt’, at de skam betaler aflad for deres CO2-forbrug.

Og den menneskelige aktivitet er i sandhed skræmmende! På Google Earth kan man se, hvordan byer og infrastruktur, fabrikker, råstofudvinding, fødevarefabrikker, havneanlæg m.m., breder sig som et brunt udslæt over ellers smukke og grønne områder og snart dækker udstrakte, sammenhængende dele af vores lille planet. Det tager en dag at køre i bil halvvejen rundt om London. I kinesiske storbyer, fx Chongqing og Shanghai, som også har bredt sig uhæmmet ud i det omgivende land, findes der børn og unge, der ikke har set den blå himmel pga. forurening. I mit nabolag bygges der stadig på fuldt tryk i hidtil fredede skovområder og på alle de omliggende marker af stolte kommunale og grådige private. – Mens den sentimentale SNAK om natur og dyreliv tilsyneladende ingen ende vil tage… – Vi besøgte et stykke ’uberørt’ natur på en guidet tur ind i Tofte Skov ved Lille Vildmose, og området var hegnet inde, som om man opdrættede dinosaurer eller en King Kong derinde og ikke egetræer, krondyr, vildsvin og slåenbuske. En lille indhegnet plet ’natur’, som i virkeligheden fungerede som skydebane for velhavende jægere, og alt det store menneskedominerede udenom. – Det holder jo ikke.


Øjebliksbillede fra Flight-radar af flytrafikken over Europa.

Vi i det frodige nord, hvor klimaet har øget nedbørsmængden – og dermed frugtbarheden – betragteligt, kan flyve på solferier sydpå flere gange om året – Ja, vi betragter det som en ’menneskeret’ at have solskin i ferien – og bidrager herved kraftigt til forureningen af den fælles luft over kloden. Mens de uheldige, der lever i de ufrugtbare gule og udtørrede områder i fx Mellemøsten og Afrika, hvor ørkenen hastigt breder sig, må udkæmpe blodige territorialkrige, som ikke har ret meget andet end navnet med religion at gøre, om de få tilbageværende dyrkningsegnede arealer eller flygte nordpå i synkefærdige gummibåde og risikere deres eget og deres børns liv for en tålelig tilværelse.

Flygtningestrømmen mod nord og feriestrømmen mod syd er grotesk at være vidne til, men det lader til, at de fleste af de privilegerede har vænnet sig til synet af klimaflygtninge og alligevel nyder deres drinks ved poolen, mens deres landsmænd hjemme anført af udlændinge- og ’ integrations’-minister Støjberg ikke tøver med at give de ulykkelige et sidste spark eller spytklat med på vejen.

50 års vejr

Endnu en sommer fløj forbi uden at lande. Den druknede i voldsomme regnskyl, og en af mine Facebookvenner satte som kommentar til vejret sin vandspreder til salg. I sommeren 2011 havde ingen af os behov for at vande haven, jeg fik ikke brune ben, og vi kom ikke ud at bade i havet. Til gengæld har der været flere kantareller i skoven, end vi gad slæbe hjem.

Med al den usikkerhed, der er forbundet med gamle menneskers hukommelse, husker jeg fra 50’erne og 60’erne uendelige somre, hvor vi hver dag kunne bade i Lillebælt. Jeg husker sne- og isvintre helt frem til begyndelsen af 80’erne, hvor alt frøs til i månedsvis, jeg blev god til skøjteløb, og isbryderne var på hårdt arbejde.

Vi lærte af vore fædre, at bøgen sprang ud den 9. maj, at man ikke såede bønner, før kirsebærtræerne blomstrede, og at man ikke satte frostfølsomme planter, som fx georginer, stedmoderblomster, tagetes, petuniaer m.fl., ud før Grundlovsdag d. 5. juni, og vi tog dem ind igen omkring d. 1. september af frygt for nattefrost. Da vi fik indlagt centralvarme i huset, slukkede vi for fyret d. 1. maj og lukkede op igen 1. oktober.

De seneste tyve år har alle disse regler været ophævet: Jeg kunne sætte myrten og appelsintræerne ud sidst i april og lade dem stå ude til langt hen i oktober. Sønnike fik aldrig lært at stå på hverken ski eller skøjter. Bøgen sprang ud to-tre uger før normalt. Grundlovsdag kunne vi spise de første kartofler af egen avl fra friland. Min rosmarinbusk blev mere end ti år gammel og en meter høj, selv om jeg ikke tog den ind om vinteren, og isbryderne kom aldrig ud at sejle, hvorfor man overvejer at skrotte dem helt.

Og nu er der så sket endnu en forandring: Vi har haft sne i metertykke lag to vintre i træk, den store rosmarinbusk gik ud, somrene og kældrene drukner i regn og voldsomme tordenbyger, og både kartofler, kirsebær, blommer og tomater på friland rådner, før de modner. Politikerne forsøgte med forventet ringe held at lovgive efter vejret og flyttede sommerferien efter nogle solskinsdage året før.

I 30 år har jeg haft hund, ikke den samme, men tre forskellige, og derfor har jeg gået ca. fem kvarter i den nærliggende skov hver eneste dag året rundt. Der er ingen grund til at have ondt af mig, jeg elsker skovturene, hunden er kun påskud og selskab, og jeg plejer at sige, at den er ansat til at lufte mig. I de 30 år er det næsten altid lykkedes mig, de senere år med DMI’s hjælp, at finde et tidspunkt på dagen, hvor vi kunne gå i skoven uden at blive våde. Måske kun fem dage om året regnede det så meget og så langvarigt, heldagsregn, at vi var nødt til at gå ud i det. I år er vi kommet drivvåde hjem mindst 15 gange allerede!

Vi er underlagt kræfter, vi ikke kan styre, både menneskeskabt global opvarmning og måske også andre uberegnelige udsving i klodens uhyre komplicerede meteorologi. Kun en ting er helt sikker: Så længe vi lever med vejret, løber vi ikke tør for samtaleemner.

Nøjsomhedsreglen

På denne klode er én regel uomgængelig og naturgiven: Det er reglen om nøjsomhed. Vi lever i en osteklokke med egen atmosfære, og der er begrænsede ressourcer til rådighed.

Det har alle foregående generationer vidst. De har kun taget fra naturen, hvad de havde brug for for at overleve. Man tog ikke liv unødigt, man holdt ikke flere husdyr, end at nærområdet kunne mætte dem, og man lod ikke tonsvis af fødevarer gå til spilde eller forringede dem ved at opbevare eller transportere dem længere end højst nødvendigt.

Frådseri og griskhed hedder to af de syv klassiske dødssynder, som blev formuleret for 1500 år siden, og som er en del af vort fælles, mentale arvegods.

Høvdinge, faraoner, kejsere, konger, paver, biskopper, adel o.lign. udgjorde de undtagelser, der bekræftede reglen. De væltede sig i overflod. En overflod, der blev skrabet sammen af deres undergivne, og som blev brugt repræsentativt til at vise omverdenen, hvor magtfulde de og deres nationer eller religiøse samfund var.

I løbet af de seneste generationer er nøjsomhedsreglen i vor del af verden sat ud af kraft. Dødssynden hovmod har taget os, så vi alle ter os som konger og paver med dyre, benzinslugende biler, italiensk marmor og guldvandhaner. Aldrig så snart har vi fået opfyldt et ønske, før vi genererer et nyt. Vi knokler på jobbet på bekostning af børn, familie og helbred for at skrabe sammen til nye sko, Guccitasker, ferierejser, elektronik, væg-til-væg-tæpper i sarte farver, der skal skiftes ud om fem år, og enorme sofaarrangementer med samme begrænsede holdbarhed. Man ser for sig et billede af små, udasede myrer, hver klamrende sig til toppen af en bunke sammenskrabede ejendele, misundeligt målende størrelsen af de andres bunker. — Misundelse er en anden af dødssynderne. — Det er ikke et kønt syn. Det er mangel på respekt. Respekt for kloden og for vore efterkommere.

Indtil for ganske nylig har vi ikke haft brug for evnen til begrænsning, for kloden var stor og menneskene få. Nu har vi med teknologiens hjælp fået mulighed for at udtømme ressourcer mange kilometer nede under hav og jord. Vi kan forurene højt oppe i atmosfæren og langt inde i økosystemerne. De, som gør det, får flere sammenskrabede goder, og vi har alle mulighed for at få en andel. Hvorfor skulle vi så stoppe? Det er svært at fastholde tanken om børnebørnenes muligheder for at overleve, når man lige står og ønsker sig en shoppingtur til New York.

I andre kulturer har man stadig en rest af respekt for nøjsomhed. Buddhister, hinduister og jøder har regler om faste. Muslimer faster fra solopgang til solnedgang i en måned hvert år. Fasteperioder har også været en del af vor egen, overvejende kristne kultur, jvnf. fastelavn, men er nu begrænset til visse oprindelige kristne grupper i Mellemøsten og katolske fundamentalister.

Ikke-religiøst betinget nøjsomhed er hidtil blevet praktiseret blandt jævne mennesker alle vegne altid. Både på grund af nød og ophøjet til efterlevelsesværdigt princip. Mine forældre oplevede 2. Verdenskrig og følgerne i form af mangel på næsten alt. De flippede totalt ud i tresserne og hengav sig til en næsten uanstændig overflod, blot fordi de kunne. Mine bedsteforældre, derimod, som levede gennem både 1. og 2. Verdenskrig bevarede en vis form for fornuft i omgangen med de nye, materielle goder. Måske fordi de var blevet for gamle til rigtigt at nyde godt af dem?

Fra dem lærte vi børn, at man aldrig øste mere op på sin tallerken, end man kunne spise, for man smider ikke mad ud. Vi lærte at sige tak for mad. Vi lærte, at man skulle yde, før man kunne nyde. Vi fik en sukkermad eller en æggeblomme rørt op med sukker, når vi en sjælden gang fik lov til at hygge os med lidt sødt. Vi fik en eller to julegaver og var kisteglade for dem. Disse nøjsomhedsregler sidder stadig dybt i mig. Jeg smider aldrig madrester ud; om ikke andet fordeles de til høns, hund og kat. Jeg bruger sjældent madopskrifter, men kigger i køleskab og fryser og komponerer hverdagsretter efter de forhåndenværende søms princip, så jeg slipper for at købe sjældne krydderier og andre ingredienser, som kun skal bruges denne ene gang. Jeg praktiserer affaldssortering og lader kompostbunken tage skræller og kaffefiltre. Jeg bruger mine ting, til de er slidt op. Jeg samler regnvand til vanding. Alligevel er jeg ingen asket. Jeg elsker både mad og fornøjelser.

Det er ikke rimeligt at give almindelige borgere ansvaret for overforbrug, CO2-udledning og anden forurening. Vi har valgt ansvarlige politikere både i dette land og i EU til at tage affære og sætte grænser for forbrug og vækst. På det individuelle plan ser man pludselige opblomstrende modekampagner mod f.eks. CO2, fedt, franske vine osv., men det er normalt korte og hektiske raids uden blivende virkning. Slankekure er blevet den moderne, individuelle form for faste, og joggingturene er vor tids form for aflad, men begge fænomener dyrkes af personlig forfængelighed og ikke for det fælles bedste.

Overflødighedshornet er et gammelt symbol på en ønsketænkning, der ikke var af denne verden, i hvert fald ikke for almindelige mennesker. Det moderne symbol er nok Lottogevinsten, som alle stort set gratis kan drømme om.

De sidste tre dødssynder er utugt, vrede og dovenskab. Også dem begår vi stort set alle på næsten daglig basis, men kun reglen om nøjsomhed er så vigtig, at alle mennesker, dyr, planter og klodens overlevelse afhænger af den.