Tag: ligestilling

Moderne skønhed

Vi sad og så en film fra halvfjerdserne, og pludselig gik det op for mig, at noget meget mærkeligt var på færde:

Heltinden havde naturligt leverpostejsfarvet hår, hendes øjne var kønne, men små, og de sad tæt omkring en temmelig spids næse. Hendes læber var smalle, tænderne pæne og regelmæssige, men svagt gullige og ikke blegede knaldhvide, som man ser alle vegne i dag. Derudover havde hun hår under armene, hun var fladbrystet og bredbaget, men uhyre charmerende, og de tre mænd i filmen var alle ― fuldt forståeligt ― dybt forelskede i hende.

Hvor er der sket meget på de knap 40 år! Jeg havde ellers vænnet mig til at se ældgamle mænd med perfekte, vaskepulverreklamehvide, blegede tænder i historiske film (Donald Sutherland i »Stolthed og fordom« fra 2005, som foregår lige efter år 1800), heltinder med store, struttende læber og ditto bryster, der også strutter, når de ligger på ryggen, hvilket ingen naturlige bryster endnu har præsteret (ALLE film i dag). Ingen steder ses naturlig kropsbehåring under arme, på lår og ben eller naturlige fedtdepoter på rumper og maver.

Og det er sket umærkeligt, så det var heldigt, at jeg holdt ud hele den laaaaange, gamle film igennem, ellers ville jeg ikke have opdaget det: ― Vores skønhedsideal har forandret sig fra naturligt til kunstigt. Man kan ikke længere som ung kvinde eller mand stole på sine naturlige fortrin, men er nødt til at købe sig tættere på et uopnåeligt ideal ved at operere næse, øjne, kindben, maver m.m. Dvs. at:

Håret SKAL farves og også gerne forlænges kunstigt, tænderne SKAL bleges, kindben, læber og bryster SKAL fyldes med silikone, kropshår og rynker SKAL fjernes, kroppen SKAL trænes…

Det er ikke underligt, at unge piger er ulykkelige og selvhadende, og at det kniber med tiden rundt om i de små børnefamilier, hvis mor og far, udover at passe børn, hus og job, også skal trænes, barberes, bleges, opereres, farves, formes i forsøget på at nå et fuldkommen urealistisk skønhedsideal.

Hvornår kommer den naturlige reaktion? Tilbage til naturen? Jeg er stolt af min krop-som-den-er-bevægelsen? ― Det er vist på høje tid!

Rengøring

Hader det! Som madlavning, opvask, tøjvask og –pleje, med eller uden maskiner, er det et tilbagevendende Sisyfosarbejde, der bare bliver ved og ved: Selv om man lige har gjort det, begynder det straks forfra næste dag igen. Det hjælper nu heller ikke på sagen, at man har valgt at dele hus med en stor, pelset hund, der taber hår året rundt og slæber sand, mudder og alskens grensmulder med ind ca. 10 gange pr. dag.

Og så er det alligevel sært tilfredsstillende, når man har haft fat i klude og skrubber, at skue hen over sit nyvaskede gulv, at nyde et netop skuret badeværelse, at lægge sig i duftende sengetøj, at røre ved stablerne af rene håndklæder på hylden, at se ud på sin have gennem funklende ruder … Verden bliver så ren og rar at være i.

Hvis der ligger synligt skidt på borde og gulve, hvis der er anmassende plamager på vægge eller vinduer, hvis toiletterne skriger på en børste, og hvis vasketøjskurven ikke kan lukkes pga. overfyld, så føles det som at have en grim trold i huset: Jeg kan ikke sætte mig og slappe af, før han er jaget væk.

Ingen kvinde kan vel fralægge sig i det mindste ansvaret for husets hygiejniske tilstand? Mænd og børn er kommet på banen i løbet af de sidste 50 år, og det er en fryd at bede manden om at støvsuge hele huset en lørdag formiddag, mens man selv rydder op og gør en spand gulvvand klar — så går det hele lettere og bliver aldrig helt uoverkommeligt, men som alle andre nybegyndere har disse kategorier af sanitetsarbejdere brug for én til at lede og fordele arbejdet, ikke sandt?

Jeg husker stadig den aften, jeg blev indlagt akut, og min mand løb ved siden af båren gennem sygehusets gange og skulle have genopfrisket vaskemaskinens forskellige indstillinger til både kulørt- og kogevask, mens den ledsagende sygeplejerske dårligt kunne undertrykke sin morskab.

Til gengæld ville jeg have svært ved at hugge brændet, samle reoler, hænge hylder op og skifte olie på bilen, hvis min mand er hjemmefra i længere tid. Sådan har vi indrettet os så irriterende traditionelt, selv om vi havde alle muligheder for at gøre det anderledes.

Som mænd insisterer på ordentligt værktøj, når de skal lave noget, har jeg i mange år sørget for professionelt grej til rengøring. Da vi for et par årtier siden flyttede til et stort hus, opsøgte jeg de butikker, der forsyner rengøringsselskaberne, og bad dem om at lære mig, hvordan man gør rent. — Det var ikke billigt at indkøbe halvprofessionel støvsuger, gulv- og vinduesvaskegrej og de dertil hørende mikroklude og rengøringsmidler. Til gengæld holder udstyret tilsyneladende evigt.

Mht. rengøringsmidler lærte jeg noget vigtigt: Udover et mildt håndopvaskemiddel, som jeg bruger til daglig aftørring af f.eks. borde, har jeg kun brug for to slags, et vinduesvaskemiddel og et gulvplejemiddel. Vinduesvaskemidlet bruger jeg også til spejle, fliser, badekar … alle overflader, der skal afkalkes og skinne blankt. Gulvplejemidlet bruger jeg til flise- og trægulve, borde, hylder, døre, karme, skabe … Hvert rengøringsmiddel koster omkring 30 kr. for en liter, og da der kun skal bruges ti dråber i en balje vand, kan jeg have disse flasker i fem år eller længere! — Se, det var en opdagelse, der kunne mærkes på husholdningsbudgettet. Ajax, Vanish og Cillitbang kan godt gå hjem og lægge sig! – Hvem sælger de i øvrigt disse angivelige tryllemidler til? Meget unge og meget naive mennesker, går jeg ud fra …

Med en lille smule daglig, „rettidig omhu” forsøger jeg at slippe så nemt om ved det som overhovedet muligt; efterhånden kan jeg også acceptere en lille smule skidt i krogene, med alderen kan jeg alligevel ikke se det.

Dukken — Kønssocialisering i forrige århundrede

Min ungdom udspillede sig i 1970’erne, hvor vi bekvemt lå i hippiernes slipstrøm og — i hvert fald på Århus Universitet — var teoretisk revolutionære alle til hobe. Intet fik lov at bestå! Alt skulle kritiseres og nytænkes. Ikke mindst kønsrollerne, som ifølge den herskende ideologi var samfundsskabte og kvindeundertrykkende. Ingen tvivl om det…

Da jeg så fik min søn, var jeg helt på det rene med, at det udelukkende var mit ansvar at socialisere ham, så han blev en god samfundsborger, en god ægtemand og en god far. Jeg ville kort sagt opelske hans omsorgsevne. Til det formål indkøbte jeg en skøn, blød dukke og pakkede den smukt ind som gave til hans etårs fødselsdag.

Billedet sidder stadig næsten 30 år efter mejslet ind i min hukommelse: Det er tidlig morgen og knægtens første fødselsdag. Han sidder i sin høje stol ved køkkenbordet. Der er en lille kage pyntet med lys og chokoladeknapper og mange rødhvide papirflag. Som han har godtaget alt andet, han har mødt i sit korte liv, accepterer han straks begrebet fødselsdag som en kærkommen morgenoverraskelse og rager ud efter pakken: En, to, tre er papiret flået af. Han tilkaster dukken et kort blik. Tager den så i det ene bagben og kaster den, uden at vende sig, bagud over skulderen, hvor den havner i en køkkenkrog. Og han værdiger aldrig siden dukken så meget som et blik. — Det var den socialisering!

Min bror, som senere på dagen dukkede op med en lille, virkelighedstro, rød traktor til fødselsdagsbarnet, fik taknemmelige hvin og stor begejstring til gengæld. Kort efter sagde sønnike sit første, genkendelige ord, „taator”, mens han lå og kørte med den røde traktor hen over gulvet.

Min bror havde lyttet til barnet i stedet for at følge teoretiske dogmer. Fra sønnike var omkring tre måneder gammel, havde han sprællet af fryd, når han fik øje på en bil, der skinnede i f.eks. orangerødt og sølv. Han elskede udflugter til banegården eller lufthavnen, hvor vi blot sad og kiggede på transportmidlerne, mens vi spiste en is. Han blev ekstatisk, hvis vi på klapvognsturen passerede vej- eller bygningsarbejder, der involverede store maskiner, såsom kraner, lastbiler, dumpere … En lykkedag mødte vi en rød Falckbil, og chaufføren var så venlig at give sig tid til at demonstrere nogle funktioner for den henrykte lille dreng og startede sirenen ganske kort og vinkede, da han kørte bort. Vi er ham evigt taknemmelige!

Naboens jævnaldrende datter legede med dukken, mens sønnike arrangerede sine biler i det parkeringshus, jeg skyndte mig at købe til ham kort efter fiaskoen med fødselsdagsgaven. Når vi fik en gæst, løb naboens pige uden tøven hen til den fremmede, udsendte sit mest indsmigrende smil og sagde: Heeiij … Så var kontakten straks skabt. Sønnike, derimod, nærmede sig gæsten sidelæns, nærmest distræt fraværende og kunne køre lidt med sin p.t. yndlingsbil på armlænet af gæstens stol. Så var det op til den fremmede at skabe kontakt, helst med bilen som neutralt fokuspunkt.

Jeg er stadig en varm fortaler for ligestilling, både mellem mennesker og køn, men min erfaringsramme er bredere. Jeg ved nu, at vi alle påvirkes både af hormoner og af omgivelser, og at drenge og piger fødes med forskellige anlæg, drenge overvejende — men ikke udelukkende — med drengeanlæg, piger med — men ikke udelukkende — pigeanlæg. Ethvert individ er enestående i sin sammensætning og i sine anlæg og evner, og bør støttes som sådan.

I dag er sønnike pilot og en særdeles god far.