Historiefortælling

Denne familie sad på en kaffebar i Firenze få meter fra det berømte dåbskapel og havde en urolig ca. et-årig med sig, men alligevel sad de og sms’ede og opdaterede FB m.m., mens ungen vred sig som en orm. De sansede intet, heller ikke at jeg fotograferede dem, de gav bare den lille hans egen grønne baby-IPad …

Da vi fik et sprog, begyndte vi straks at fortælle hinanden historier: − Så gjorde jeg … Så sagde hun … Din bedstefar gik op på bjerget … Verden begyndte, da …

Eller man foredrog lange, syngende beretninger om aftenen, når flokken var mæt og samlet om­kring bålet.

Derefter begyndte vi at opføre historier for hinanden: − Nu er jeg jægeren, og han er ræven, se, her kommer vi … Eller slapsticks og skæmtsomme dialoger mellem pigen og bejleren, manden og sviger­moderen.

Man kunne tegne optrin, symboler, drømmesyn og andet på væggene i huler eller blot afsætte et af­tryk af sin hånd for at vise, at man havde været der og havde sin helt egen plads i flokken.

De musisk følsomme kunne formidle historier, stemninger ved hjælp af sang, rytmer, instrumen­ter, hvoraf trommen og fløjten var blandt de første.

Skriftsproget kunne, udover at holde styr på kornsække og okser, også bruges til at fastholde hi­sto­rier, og med trykkekunsten blev historierne, i vores kulturkreds først biblen, vidt udbredt. Derefter kolporterede man en syndflod af nyheder, lærde betragtninger og fortællinger, i begyndelsen religiøse, senere særdeles verdslige.

Også billedkunsten gennemgik en eksplosiv udvikling, kvalitativt og kvantitativt, da den først slap re­ligiøsitetens skørter og kunne boltre sig i de fængende historier fra mytologien, hvor der heldig­vis ofte optrådte delvist afklædte personer. Derefter var slaget frit, og billedkunst og skulptur kunne være hvad som helst, bare nogen borgede for, at det var ‘kunst’.

Med ny teknologi kom filmen, den visuelle fortælling underlagt musik, som er meget ef­fektfuld, fordi vi mennesker overvejende er visuelle dyr, som oplever intenst med synssansen. Film og tv har da også hurtigt fået den dominerende plads i vores massekultur. − Det er langt nemmere og hurtigere at se en film end at læse en bog, og film gør også normalt et større følel­sesmæssigt indtryk.

Mere teknologisk udvikling bragte os smartphones og internettet, og nu deltager vi alle i den store kollektive fortælling med hver vores egen lille stump, som vi filmer, fotograferer, skriver og øje­blik­keligt uploader til vor egen blog eller til de store, fælles platforme, Twitter, Facebook, Insta­gram, Flickr, YouTube og hvad de ellers hedder …

Det flimrende lys fra skærme, larm og bippen fra alskens apparater, det lille rum, vi skaber os midt i den upersonlige flok ved at færdes med ørepropper, og et lydtapet, musik, nyheder, samtaler, vi selv vælger, isolerer os yderligere fra mennesker omkring os.

Der er ikke længere store samlende fortællinger, religiøse, mytologiske, psykologiske, men mil­li­arder af små, personlige fortællinger: Ved at filme vores morgenmad, børn, skrivebord, opslagstavle, indretning eller påklædning viser vi verden, hvem vi er, fordi vi fortæller historien om os selv ved hjælp af vores forbrug: Hvis jeg lægger 800 kr. for denne parfume, så er jeg nok en helt speciel personlighed ligesom hende da­men i filmen.

Vi er nemlig nu så mange mennesker på denne klode, at vi er begyndt at ligne hinanden enormt. Derfor bruger vi hele tiden ordet ’unik’ og forsøger at skille os ud på akkurat samme måde, som alle de andre i vores kulturkreds, aldersgruppe og økonomiske segment gør.

Så ytringsprocesserne er blevet demokratiserede, enhver kan ytre sig, uploade et foto af sig selv på ferie, af sin fotogene morgenmad med friske bær, af sin bedårende kat, af sine moderigtige børn og originale indretning, skrive om sine indtryk, men er der stadig nogen tilbage derude, der gider se, lytte, læse?

Ikke hjemme

I gamle dage ― for bare ti år siden ― gik man ikke rundt med telefonen i lommen, og hvis den ringede midt i maden, i arbejdet eller midt i en god samtale, lod man den være og kunne i påkommende tilfælde undskylde sig med, at man ”ikke var hjemme”. ”Ikke hjemme” kunne også betyde ude i haven, i bad eller på en smuttur med hunden.

At have en mobiltelefon i lommen er et stort fremskridt og en rar tryghed, men den har fået lov til at dominere for meget. Jeg hader at sidde i en bus og lytte til andre passagerers tåbelige samtaler. Det er pinagtigt at sidde i haven med en god bog og være tvangsindlagt til naboernes højrøstede telefonsnak med familie og venner. Og jeg bliver decideret utryg, når jeg ser bilister med tomme øjne styre hen over fodgængerovergange fyldt med små skolebørn, mens de er langt væk i telefonsnak.

I dag er det svært at skaffe sig et telefonfrit rum. Man kan ikke ”ikke være hjemme”, når telefonen ligger i lommen eller i håndtasken. Gode venner, der gerne vil snakke i halve timer, er svære at afvise, hvis man da vil beholde dem som venner, for deres navne popper op på displayet, og det mindste, man kan gøre, når man får fingre i telefonen igen, er at ringe tilbage for at høre, hvad de ville.

Venner kan man dog bede om at sende en sms i stedet, for de små tekstbeskeder forstyrrer meget mindre og kan læses og besvares, når man har tid og lyst til at gøre det. Det er værre med ”Privat nummer”-opringningerne, for det kan både være vigtigt eller åndsbollede, unge telefonsælgere, som siger: ”Heejhh, Lone”, med falsk og klæbrig intimitet og ikke er til at tvinge ud af røret igen.

Den indbyggede telefonsvarer er et irritationsmoment i sig selv… Hvorfor skal jeg ringe op til et nummer, trykke på tast et, to eller tre og lytte til uendelige sløjfer af maskinstemmer for at høre Margrethe sige, at hun har ringet, når der tydeligt står på mit display, at Margrethe har ringet, og når Margrethe bare kunne sende mig en sms, en mail, eller sågar et brev, hvis hun havde mere at tilføje?

Jeg er begyndt at lade telefonen ligge. Den kommer ikke med alle vegne, og jeg svarer ikke, hvis jeg går på gaden, sidder i en bus, står i en butik, sidder i godt selskab, er i gang med en ny tanke… Jeg vil gerne have min ”ikke hjemme”-telefonfri tid tilbage, så jeg kan fordybe mig i gøremål og ikke altid være parat til at skifte tankebaner og stemning, blot fordi nogen får lyst til at ringe.

Men det kræver jo, at man har indset, at selve LYKKEN ikke pludselig melder sig via en telefonsamtale, at vigtige informationer nok skal nå frem på den ene eller anden måde, og at man har nået en alder, hvor andre mennesker ikke er totalt afhængige af, at man prompte svarer sin telefon.