Konkurrencemennesket

Mere end konkurrencestaten frygter jeg konkurrencemennesket. I hvert fald når dette menneske optræder i mit private liv og helt tæt på.

– Din fjende er én, med hvem du kæmper om begrænsede ressourcer.

Middelklassekvinder i Danmark i dag har ad­gang til så usandsynligt mange ressourcer, og de er alle i stand til at skaffe dem selv, at et af deres største problemer er, hvordan de kan UNDGÅ at indtage for mange kalorier.

At kæmpe med sine veninder om, hvem der går de længste skovture, tager på de mest spændende rejser, bager de bedste kager eller har mest travlt, er idiotisk.

På vej ind i skoven mødte hunden og jeg en gammel veninde.

– Hej … sagde jeg, men blev afbrudt, inden ordet var helt ude af min mund.

– Jeg har gået i tre en halv time! oplyste min veninde sammenbidt.

Vi havde ikke set hinanden i flere måneder, hun udtrykte ikke glæde ved at se mig, hun spurgte ikke, hvor­dan jeg havde det … Hun var kun opsat på at meddele, hvor langt hun havde gået, ikke tre timer, ikke flere timer, ikke en lang tur, men TRE EN HALV TIME – hverken mere eller mindre. Har hun så vundet ‘Mest mo­tion pr. dag’-konkurrencen?

Havde hun gået og taget tid på sin spadseretur i håbet om at møde nogen, som hun kunne sam­menligne skovturstider med? Ligesom dem, der regelmæssigt uploader og sammenligner deres løbeture på Face­book? Var hun i tre en halv time gået glip af skovens efterårsfarver, fuglenes sid­ste små farvelpip og den tunge, muldede lugt af mos og nedfaldne blade for at holde øje med uret? – Og så mødte hun bare mig.

– Nå, fint. Sikke frisk du er, svarede jeg.

– Og jeg havde fint vejr hele vejen. Nu bliver det sikkert regn, hun nikkede mod nogle mørke skyer og hen­tydede dermed til, at hunden og jeg ville få dårligt vejr på VORES tur, og således havde hun også vundet ’Bedste vejr på skovturen’-konkurrencen.

– Ja, det er ærgerligt, smilede jeg. – Så må vi hellere se at komme af sted. Jeg hankede op i hunde­snoren.

Hunden og jeg gik videre ind i skoven. Vi havde indtil da ikke haft nogen anelse om, at vores lille skovtur, som vi i øvrigt går hver eneste dag året rundt, var en del af en konkurrence. Vi gik ikke i tre en halv time, jeg ved ikke engang, hvor længe vi gik, måske en lille times tid, og solen skinnede ikke på hele turen, men hvis der var tale om en række af konkurrencer, så vandt hunden og jeg af­gjort konkurrencen om ’Bedste selskab på skovturen’.

For der er nogle mennesker, som er ulidelige at være sammen med, fordi alting altid ender i en konkur­rence. En konkurrence, man sjældent aktivt har meldt sig til, og som forplumrer kommuni­kationen. Inden man har nået at opfatte, hvad der foregår, er man blevet dukket og har tabt på en tre-fire parametre.

Fx i en telefonsamtale med en ældre damebekendt:

– Hej, hvordan har du det?

– Jeg har stadig tre jordbær på en af mine jordbærplanter!

– Nåh, hvor fint! – Vi har stadig lidt hindbær, og så syltede jeg kvæder forleden …

– Æv bæv!

– Hvorfor siger du æv?

– For så kan jeg jo ikke prale …

Sagt fuldkommen uden humor og distance. – Jeg anede ikke, at en uskyldig snak om frugt & bær pludselig var udartet til en benhård konkurrence, en ’Hvem har flest frugter’-konkurrence. Alene af den grund, at den ældre dame kun havde en lille altan med et par krukker, og jeg har en stor have med måske ti frugt­træer og køkkenhave. Og fordi bare det at have nogle få frugter i det sene efterår er dejligt og mere kalder på glæde end pral.

En snak om rejser med en bekendt udartede i, at hun, som skulle rejse rundt i et område af et sydameri­kansk land med bus, meget bestemt mente – og det havde alle hendes rejsekammerater også givet hende ret i – at hvis man rejste rundt med bus, så så man meget mere på en langt be­hageligere måde, end hvis man, som jeg, skulle rejse med fly i et stort asiatisk land. – Man OPLEVEDE mere af landet, det blev simpelthen en mere AUTENTISK rejse, hvis man kørte i en bus, end hvis man rejste med fly … Der vandt min bekendt lige sin selvopfundne ’Hvem skal på den mest spændende rejse’-konkurrence. På min bekost­ning. – Uden smålig skelen til vores og vores rejsers forskellighed.

Jeg havde også engang en veninde, der ikke havde haft en god samtale med nogen, hvis hun ikke kunne få nævnt, hvor travlt hun havde. Selv som pensionist havde hun altid afsindigt travlt, og man måtte forstå, at man tog af hendes dyrebare tid, hvis man ville invitere hende ind på kaffe og hjemmebag. – Hvilket ikke forhindrede hende i at tage imod invitationen og så sidde og snakke i forbløffende mange timer, som om min tid ikke betød noget. Men det var hende, der havde vun­det ’Hvem har mest travlt’-konkurrencen.

Andre venner og veninder praler med deres børn, hvor kloge de er, hvor meget de tjener, hvad de har op­nået, og med deres børnebørn. Det er vist meget almindeligt at køre en ’Hvem har de dyg­tigste børn’-kon­kurrence i vennekredsen. Og omkring kaffebordene – og nu også i fjernsynet – af­holdes der ustandseligt ’Hvem er bedst til at bage kager’-konkurrencer.

Nogle kvinder kan konkurrere på alt! Kilometer pr. skovtur, vejret, frugt & grønt, rejser, travlhed, deres børn, kager og andet bagværk, som vi har set, men også ofte vægt, udseende, tøjet de selv og deres børn har på, helbred, deres mand, hund, hus, arbejde, boligindretning, motion, kost … ALT! Så snart de møder en anden kvinde, måler de hende med deres egen alen, og hvis det er mu­ligt, lader de hende vide på hvilke punkter, hun har tabt. – Ja, de gør! – Også selv om deres opda­teringer og sprog i øvrigt er fyldt med ’Søde’, ’Smukke’, ’Nej, hvor godt!’ og ’Jeg glæder mig på dine vegne’. Alene det, at føle sig nødsaget til at kommen­tere på disse anstrengt positive måder, er et tegn på, at de føler sig som deltagere i konkurrencer.

Mænd konkurrerer også. De skal nok få det flettet ind i samtalen, hvis de er steget i løn, forfrem­met, har købt ny bil el. lign. Som oftest får oplysningen lige et drej, så det fremstår som en god hi­storie snarere end som pral, men pral er det uanset. De mest succesrige mænd har klakører, som annoncerer den succesriges successer til omgivelserne. En slags PR-afdeling, der be­synger alfahannens dåd. Ofte deres mødre, søstre eller hustruer, men også venner, kollegaer og ’medarbejdere’ – dette sidste ord er en eufe­misme for det, der i gamle dage blev kaldt ansatte eller underordnede. – Kvinder er normalt overladt til at synge deres egen pris, derfor kan visse kvinders selskab nogle gange føles anstrengende.

Hvad værre er: Kvinder ligger somme tider i skarp konkurrence med deres egne døtre, søskende og/eller mødre. Snehvides onde stedmor er prototypen på denne halvgamle kvindetype, der hele tiden skal have spejlet til at bekræfte, at hun stadig er ung og tiltrækkende … Dem kender vi godt, ikke? – Også uden for eventyrs- og tegnefilmsverdenen.

De allerfleste småkonkurrerende bemærkninger er kun ment for sjov. Helt ærlig sjov. Men der findes ikke så få mennesker, for hvem dette sjov har en understrøm af dødelig alvor, og falder man i kløerne på dem, får man mange blå mærker på sjæl og selvfølelse, før man overhovedet bli­ver klar over, hvad der foregår.

Disse mennesker er ikke specielt ude efter at vinde over netop dig, selv om det føles sådan, og man altid bliver ked af det og irriteret over at tabe i så mange konkurrencer, som man ikke anede, man var med i.

I den virkelige virkelighed er disse sørgelige skabninger i konkurrence med sig selv. De føler sig små, sårbare og underlegne på forhånd. De er underskudsmennesker, der – af natur eller pga. fo­rekomster i deres barn­dom – er nødt til at bruge alt i forsøget på at bygge sig selv op og holde sig flydende. De måler og vejer og googler og sammenligner sig med alle. De ville konkurrere med de­res andre venner, deres egne forældre, deres egne børn, deres søskende, med hunde og katte og papmænd og -koner og virtuelle bekendtskaber på FB, hvis det ikke var dig, der stod lige foran dem. Så man skal ikke tage det personligt, men det giver jo en temmelig dårlig stemning.

Mange af disse forbenede underskudsmennesker kommer fra familier, hvor almindelige goder, så som kærlighed, opmærksomhed, støtte, tid og materielle goder var stærkt begrænset. Hvor de voksne var mest optagede af sig selv. Hvor der blev opmuntret til søskendejalousi ved tidlig forde­ling af egenskaber blandt søskende af samme køn, som fx begavethed, skønhed og godhed. I mange familier får den ældste tildelt al hjernen, det klemte midterbarn al godheden, og den sidstfødte efternøler al skønhed og/eller charme – og uansvarligheden. Hvis man allerede ved fødslen fik trøstepræmien: ’Klog’, så kan det i en underskudsfamilie være meget svært at indse, at også den smukke lillesøster kunne være klog, men med helsøskende er der jo en endog høj grad af sandsynlighed for, at det kunne forholde sig sådan.

Det blodigt uretfærdige ville være, at den grimme og klodsede storebror også var dårligt begavet, men det er absolut tænkeligt. Ligesom at den yngste, smukke og gode søster kan være højt bega­vet og ende som internationalt anerkendt fysiker med Nobelpris og det hele. – Men det kunne også sagtens være omvendt. – Livet er ikke retfærdigt, og der er ikke udmålt begrænsede mæng­der af de eftertragtede egenskaber, så som skønhed, godhed og begavelse, til hver lille familie, således at fx al ’godheden’ slipper op, hvis den ældste søster er usædvanligt god af sig.

Vi måler os alle sammen med vores jævnbyrdige, med vores venner, familie og øvrige omgivelser. Det er helt naturligt. På den måde finder vi vores egen plads i menneskeheden. Og det er hele samværet og sam­talens idé og berettigelse at sammenligne: Hvordan gør du?

Vi får idéer af hinanden, vi udveksler opskrifter, gode råd, sladder om mekanikerens pålidelighed, bankens satser for boliglån, priser på den nye, smarte Citroën m.m. Alt sammen hjælp til at klare vores liv. Vi er født med spejlneuroner i hjernen, så vi måler og spejler dem, vi er sammen med. – Vi sammenligner os til klassejubilæer, på sociale medier, med vennerne, kollegerne, selvfølgelig gør vi det – hele tiden. Når du siger, at du har vasket gulvet i dit køkken, så kommer jeg i tanke om, at jeg burde vaske mit køkkengulv. Sådan er det. Hvis du har landet en god stilling i et firma, kommer jeg til at tænke over, om jeg er tilfreds med den stilling, jeg nu engang har. Når du har la­vet fine juledekorationer, er jeg nødt til at indrømme, at jeg ikke er god til at juledekorere … Vi sammenligner os hele tiden med hinanden, men vi er normalt også i stand til at skelne mellem ’dig’ og ’mig’ og tillade, at du kan og har noget, jeg ikke kan og har, og at alt alli­gevel er fint og godt, når vi er sammen.

Man skal eje evnen til oprigtigt at glæde sig på andres vegne, for der går ingen skår af mig, hvis du er god til noget. Der bliver ikke færre frugter i verden, fordi jeg også har nogle i min have. Der bli­ver ikke færre mænd til mig, selv om min veninde er gift med en god mand, som jeg misunder hende. Der bliver ikke færre penge tilbage i verden til mig, hvis min ven vinder i Lotto. Jeg bliver ikke tykkere af, at andre er tynde og sporty. Solen skinner ikke mindre på mig, fordi du har godt vejr og solskin i din ferie. – Der er solskin, skov­ture, talenter, evner, mænd, frugter, penge, op­mærksomhed, smarte biler og tyndhed nok i verden – Det er ikke et nulsumsspil med begrænsede ressourcer, hvor alle andre løber tør for lykke, hvis en af os har for meget.

De mennesker, der ser livet som en konkurrence, må være ulykkelige! For med næsten 7 ½ milliard mennesker i denne verden vil der altid være nogen, der har mere og kan mere, end dem.

Fidusen – og hemmeligheden bag de virkeligt gode og lykkelige liv må være at være glad for sig selv og sit eget. At kunne se realistisk på og påskønne hvad man selv og andre har og kan. At ind­rette sig, få det bed­ste ud af det givne, og være taknemmelig for det man har – også venskaber. – Banalt, ikke? Men virkelighe­den er ofte banal.

Om kunst

Postkort, ©Pileta-hulen

Marcel Proust, død 1922, skriver om musik- og andre kunstelskere:

’Og eftersom de faktisk ikke formår at fordøje det virkeligt nærende ved kunsten, har de hele tiden behov for kunstneriske glæder, ramt som de er af en sygelig forslugenhed, der aldrig får nok. De ind­finder sig derfor gang på gang for at klappe af det samme værk, i den tro at de med deres tilstede­værelse udfører en pligthandling, ligesom andre gør når de deltager i et bestyrelsesmøde eller en be­gravelse.’

M. Proust: På sporet af den tabte tid, bind 13, side 44 Multivers

’Men man spiller symfonien igen, man vender tilbage for at se kirken, indtil man – i denne flugt langt væk fra éns eget liv, som man ikke har modet til at betragte, en flugt der kaldes lærdom – kender dem lige så godt, og på samme måde, som den mest kyndige musikelsker eller amatørarkæolog.

Hvor mange bliver da ikke stående dér, uden at få noget som helst ud af indtrykket, mens de ældes, nytteløse og utilfredsstillede, som kunstens ungkarle! De har samme slags bekymrin­ger som gam­meljomfruer og døgenigte har, og som frugtbarhed eller arbejde ville kurere. De er mere henrykte over kunstværker end rigtige kunstnere er, for eftersom henrykkelsen for dem ikke er noget der skal uddybes ved hårdt arbejde, flyder den over og gør deres samtaler ildfulde og deres ansigter purpurrøde;’

’Den sande kunst har ikke behov for alle disse erklæringer og fuldbyrdes i stilhed.’

Samme, side 42 og 43

’Heraf følger den vulgære fristelse for forfatteren til at skrive intellektuelle værker. Det er yderst plat. Et værk som indeholder teorier, er som en genstand hvor prismærket stadig sidder på.’

Samme, side 28

Proust observerede, tænkte og skrev for 100 år siden. Han efterlod os sit syn på livet, kunsten, kærligheden og erindringen i destilleret form.

Måske forstår man bedre begrebet ’kunst’, når man har prøvet at ase sig en halv kilometer ind i en fugtig hule fx nær toppen af et bjerg i Andalusien. Man forbløffes over drypsten, over den besvær­lige, snævre og glatte adgangsvej, over ældgamle udhuggede trin, lampesteder og når omsider til smukt svungne malerier af dyr, menneskehænder og – meget overraskende – en fladfisk! Malet for mellem 80.000 og 30.000 år siden. Disse ubetvivlelige kunstværker dybt i hulens mørke indre er ikke skabt for at imponere rakket eller for egen vindings skyld; de havde en langt større betydning i de dalevende menneskers liv.

Samme ærefrygt kan slå én ansigt til ansigt med guderne i de gamle egypteres grave eller templer, foran Parthenons relieffer og statuer, terrakottakrigerne i Xian, Colosseum, de gotiske katedraler, Alhambra, når man ser Da Vincis eller Fra Angelicos Madonnamalerier, det Sixtinske Kapel, eller når man sejler op ad Canal Grande i Venedig eller træder ind i Versailles’ spejlsal for første gang.

Når man læser fx Dante, Cervantes, Shakespeare, Kierkegaard, Andersen og Proust.

Man berøres ikke i samme grad af en Martin Bigum, Kathrine Ærtebjerg eller Tal R, af en dansk tv-serie, en effektjagende krimi eller vor samtidige, nordiske Proustimitator, Karl Ove Knausgaard, men de er alle som oftest le­verings­dygtige i samtalestof for ældre velhavere, der keder sig.

● Først stod kunst i religionens tjeneste og blev betragtet som ophøjet

● Så blev kunst en statusmarkør for kongelige og adelige og blev luksuriøs

● I dag er kunstens mange beundrende småmæcener middelklassemennesker, og kunsten bli­ver jo så derefter

Som rejser, boligindretning, legemsøvelser, mode, golf og jagt blev den store middelklasses tidsfordriv, således befinder også kunsten sig nu på et niveau, hvor alle kan være med, både forståelsesmæssigt og økonomisk.

Men god kunst handler om andet og mere end blot et enkelt individ, et enkelt litografi eller maleri, en symfoni, en bog, et digt, en film.

God kunst lader os sanse noget, vi ikke vidste før og ikke selv kunne tænke os til, om det evigtgyldige i at være menne­ske og om menneskenes vilkår.

God kunst må gerne være vanskelig at nå. Elitær.

Det var aldrig meningen, at ørkesløse, bemidlede pensionister skulle samles foran den med hvidvin i smalle glas og stå og plapre op om sig selv og deres egne følelser.

Postkort, ©Pileta-hulen

Værre

Jeg er født ti år efter krigens afslutning, og jeg voksede op i freds- og opgangstider og vænnede mig til, at alting bare blev bedre og bedre.

Fra 50’erne til 60’erne oplevede vi almindelige mennesker en næsten utænkelig, materiel forbed­ring af vore liv, da middelklassekvinderne blev sat fri og kunne arbejde uden for hjemmet, ikke blot som husassi­stenter, telefondamer, sekretærer, vaske- og sypiger, men med spændende og (den­gang) vellønnede jobs som fx lærere, sagsbehandlere i det offentlige eller i reklame- eller rejse­branchen. Disse kvinders døtre tog uddannelser i en sådan grad, at de unge mænd i dag skriver selvmedlidende læserbreve i ’Politiken’ om det. Men de unge mænd kan være ganske rolige: De bedste pladser i samfundet er endnu i 2016 overvejende forbeholdt mænd.

Jeg oplevede, at Danmark hastigt forandrede sig. Gårde blev nedlagt, marker sammenlagt eller ind­draget til vejstrukturer og parcelhuskvarterer, som bredte sig længere og længere ud i landskabet. Vi fik huse med centralvarme, vaskemaskine, elkomfur, køleskab, telefon og tv, og der blev også råd til bil, sommerhus, ferierejser, møbler, telt, legetøj, nyt tøj og sko, kameraer, grammofoner, bånd­optagere, stereohøjttalere, bøffer, vin, salat, sodavand og slik til daglig. På børneværelserne vadede vi bogstaveligt talt i knæhøje dyn­ger af skrigfarvet, uholdbart plastic.

I 70’erne gjorde vi unge oprør imod al denne materialisme, mod autoriteter og konformer: Vi af­viste, at ’shopping’ kunne være en aktivitet, som tænkende mennesker frivilligt ville ønske at bruge tid på, vi klædte os brugt og billigt, folkeligt farverigt eller i militært overskudstøj og sad i rundkreds på gamle madrasser, røg, lyttede til musik og snakkede nætterne igennem. Vore reoler var ølkasser, sengen var lavet af spånpla­der og forskallingsbrædder, og vi batikfarvede selv ostelærred til puder, hynder og gardiner og hæklede kulørte lapper til vore lasede cowboybukser. Hvis vi gad, tog vi et år eller to til London, Sydeuropa eller Indien. Vi badede topløse, tykke, tynde, unge og gamle. Vi til­meldte os EF’s europæiske handelsfællesskab med åbne grænser og fik overskud til at indføre den store bistandslov, der sikrede alle borgere en værdig hjælp uanset hvad. – Peace and love og tole­rance beherskede tidsånden.

Fra 80’erne strammede nettet til igen. Under Schlüter oplevede vi økonomisk krise, kartoffelkur, arbejds­løshed, fattigdom. Ingen, vi kendte, købte huse længere eller rejste på ferie. Kampen om de gode jobs var hård, så kvinderne tog igen BH’en på og kom op på stiletterne. Mændene iførte sig jakkesæt, slips og blanke sko, og de stod gudhjælpemig og satte deres korte hår med både voks og hårtørrere! – Sådanne umandige beskæftigelser havde vi godt nok aldrig set før. Begrebet ’Yuppie’ opstod, og for første gang stif­tede jeg bekendtskab med det mærkværdige fænomen ’mærkevare’ i form af en lille krokodille, der gjorde bluserne tre gange så dyre. – Hvem interesserer sig for, hvilket mærke en bluse, en parfume eller en sofa har?

I 90’erne opdagede man, at det gik ad H til med miljøet og forsøgte i 11. time at sætte ind med nogle få, utilstrækkelige og spredte tiltag. Bedst effekt havde Svend Aukens store vandmiljøplan.

Først i nullerne tog Fogh så over og kørte landet i sænk med et uhyggeligt overforbrug, en bolig­boble, bl.a. forårsaget af afdragsfrie lån – Hvorfor låner man penge til folk, der kun har en mikro­skopisk chance for at betale dem tilbage? – og sin renden i rumpen af USA i galskab efter at er­klære krig mod lande, der aldrig havde gjort os noget. Det skaffede ham så personligt en vellønnet, international stilling.

Terror, der før havde været politisk med Rote Armee og Brigate Rosse eller palæstinensisk, blev nu arabisk og identificeret med religion. Det blev pludselig helt i orden at genere og håne mennesker med en anden tro end den afslappede, danske folkekirketro. Og for første gang siden krigsårene fik almindelige borgere i Danmark grund til frygt, når de færdedes i det offentlige rum.

Nu i tierne er vi så hastigt på vej tilbage til krisestemningen fra før krigsårene: Vi oplever grasse­rende fremmedangst og har igen en borgerlig regering, der kører det offentlige, sundheds- og ud­dannelses­systemet og andet værdifuldt fælleseje, så som det vigtige skattevæsen, i sænk med evindelige krav om besparelser – som om vi ikke havde råd! – Vi har aldrig været rigere, og aldrig før har vi haft så mange hænder til at løfte byrderne. – Vi er tre gange så mange mennesker i ver­den og i Danmark nu, som vi var i 1950, og hvis det ikke rækker, står der et tocifret antal millioner af flygtninge fra udbombede byer i bl.a. Mellemøsten klar til at komme ind og tage fat.

Alligevel insisterer de herskende, små ånder på at kalde det krisetider, på at afvise de arbejdsvillige og ofte veluddannede unge ved grænsen og på at udsulte og plage alle danske syge, gamle og svage.

Så hvor man for 50 år siden var stolt af at være dansker og kunne føle sig tryg i bevidstheden om, at sam­fundet ville give vore børn og unge en lødig uddannelse og tage sig af os, når vi blev syge, ar­bejdsløse eller gamle, så har vi nu pensionsaldre på over 70 år – også for mureren og jord- og be­tonarbejderen! – Vi bliver gennemtjekket ved den dansk-tyske grænse, hver gang vi har været i Fleggård for at købe øl og marcipan, og vi bliver kørt ud til jobtræning på bårer i ambulancer! Selv ikke en mand med lungekræft kan få en rolig sidste tid på en lille sygepension, gamle bedstemor får aldrig skiftet sin ble, og vi kan ikke komme igennem til 1813, hvis vi skulle få lungebetændelse en søndag eftermiddag. Postvæsnet har nedlagt sig selv, man kan ikke nogen steder komme i kontakt med andet end telefonsvarermaskiner – tryk dit og dat du er nummer 14 i køen vent pling pling pling ved du at du kan bruge hjemmesiden – og ingen, hverken offentlige eller private gider svare på en mail. Hvad bruger vi al tiden og alle menneskene til? – Burde vi ikke anvende nogle af vore mange ressourcer på at tage os af hinanden? Som vi gjorde før? – I stedet for at sidde og uploade sel­fies, som ingen orker at se, allevegne…

(Middelklasse)kvinderne blev sat fri til at beskæftige sig med andet end hus, madlavning, indkøb og børn, og det er godt. Men det var ment som et valg, ikke et påbud. Frihed betyder også muligheden for begge køn for at vælge at tage tiden tilbage, fx passe sine egne børn, sit eget hus, dyrke nogle grøntsager selv, holde hund og høns og støtte ægtefællens karriere.

Men vi indgår ikke længere partnerskaber for livet. Vi stoler ikke længere på hinanden, og vi under ikke længere hinanden noget. ’Solidaritet’ er blevet et fremmedord. Det er nu helt almindeligt at råbe vredt efter hinanden på gaderne, at kommentere hinandens kroppe og såkaldte ’livsstil’. KOL og diabetes betragtes som selvpåførte lidelser – Helt alvorligt: Hvem ønsker at gøre sig selv syg? – som belaster fælleskassen, og syge mennesker føler sig efterhånden som spedalske.

På den barske baggrund forstår jeg udmærket den nostalgiske bølge … Tiderne VAR bedre førhen, men en nusset designerstol – findes der stole eller andre møbler, der ikke er designet? – og en gammel abe af Kay Bojesen gør ingen forskel – Vi skal ud af hullerne og tage kampen for velfærd, solidaritet og medmenneskelighed en gang til.

Misbrug af Eboks

Eboks er formentlig en god idé, omend en smule omstændelig:

Man får en mail og/eller en sms om, at der er ny post i Eboks, og at man skal huske at tjekke. Hvis man glemmer det, får man flere beskeder.

Så finder man sit nøglekort frem, går ind på Ebokssiden, taster og taster og taster … venter lidt, og ser så fx ovenstående meddelelse fra ens pensionsselskab, der beordrer en til at gå ind på DERES side, taste sine data og koder ( – hvor var det lige, man havde dem?) og logge ind for at se deres meddelelse …

Det gør man så efter nogen søgen og overvindelse og må derefter sidde i kø og vente, fordi tusinder af andre netop er ved det samme. Da man omsider når frem til MEDDELELSEN, er det ikke noget vigtigt …

– Snydt! De har berøvet mig et kvarters tid af mit liv. Bare fordi de ikke forstår de nye måder at kommunikere på.

Det samme med kreditforeningsselskabet. De sender alle deres tåbelige og intetsigende ’informationsbreve’ via Eboks, også selv om de i samme brev eksplicit skriver, at de nye regler IKKE berører mig og mit lån! – Hvorfor bruger de så min tid?

Hvorfor råber disse selskaber ’Ulven kommer!’, når de ikke har noget relevant at meddele mig? De kan jo bare sende en almindelig mail, så kan jeg skimme den til morgenkaffen og slette uden at skulle igennem alle de besværlige procedurer.

Gæt, om jeg gider at tjekke min Eboks igen i nærmeste fremtid?

Mænd og kvinder


Det moderne menneskes hjerne er mindst 200.000 år gammel, men livbetingelserne i dag er væ­sentligt anderledes, end de var for bare få hundrede år siden. Hjernerne er ikke fulgt med ud­viklingen.

En af de største ændringer i vores moderne livsform er den tilstræbte ligestilling mellem køn­nene. Ingen kan være i tvivl om, at det er et stort gode, at mænd og kvinder stilles lige, juridisk og hvad an­går menne­skerettigheder, og ligestillingen har også bevirket en enorm velstands­fremgang i vores del af ver­den, bl.a. ved at arbejdsstyrken uden for hjemmene op igennem 50’erne og 60’erne blev næs­ten fordoblet. Rent mentalt har det dog været svært for os at følge med.

Mænd og kvinders hjerner er grundlæggende forskellige. Det betyder ikke, at alle mænd er ens, og at alle kvinder også er det. – Jeg har altid betragtet mennesker som beholdere med forskel­lige, iboende egen­skaber i forskellige doser. Man kunne forestille sig reagensglas med hver deres egenartede blanding af med­fødte, røde/blå – feminine/maskuline – kønsspecifikke talenter, evner, muligheder, begrænsninger, præferencer. Ikke to mennesker er ens, heller ikke to af samme køn. Nogle kvinder har flere mand­lige egenskaber end mange mænd og omvendt. Men tager man kønnene overordnet set, vil flest mænd have fx gode rumlige opfattelsesevner, og flest kvinder vil være interesseret i omsorg og an­dre mennesker.

Mænd og kvinder har altid arbejdet. Også i alle tidligere samfund var kvindernes indsats lige så nød­vendig som mændenes. Mændene tog på lange jagter eller forsvarede stammen mod ’de fremmede’ i krige, mens kvinderne passede børnene, de syge og de gamle – også naboerne – og gik på kor­tere indsam­lingsture efter frugter, frø, bær og rødder. Det var rationelt at dele opgaverne mellem kønnene og lade kvinderne amme og passe de små og sørge for den basale kost, for hulen og de sociale relationer på bopladsen. Denne ratio­nelle arbejdsdeling fortsatte op i bon­desamfundene: Manden gik i marken og drog på marked, mens kvin­den tog sig af hjemmet, maden, dyrene, børnene, de syge og de gamle. Manden hjembragte de mest at­traktive res­sourcer, korn, kød og kontanter, og kvinden forvaltede dem sammen med dem, hun selv skabte, varm mad, tøj og hygge.

Men hvordan håndterer vi kønsforskelle i dag? – Ikke ret godt, efter min mening, for vi forstår og an­er­kender ikke, hvad de består i, og hvad de er kommet af.

Mennesket er et socialt levende rovdyr. Vi har udviklet sprog og arbejdsdeling for at overleve. Men­nesket er et hierarkisk og meget statusbevidst dyr. Og vi er som andre dyr drevet af tran­gen til at overleve, domi­nere, formere os, rage til os og leve så behageligt som muligt.

Ganske som i andre flokke af socialt levende jægere, fx ulve, har kønnene hvert deres hierarki: kvin­derne for sig, mændene for sig. Det er hensigtsmæssigt at inddele opgaver efter køn og opretholde en arbejdsdeling, så man ikke render og falder over hinanden og støder sammen over småting. Han­ner og hunner kan jage sammen, og de kan se efter afkommet sammen, men de lever overordnet i kønsopdelte rangordener, og de konkur­rerer normalt ikke med individer af modsat køn. Der er en alfahan og en alfahun, og disse dominerende dyr holder styr på henholdsvis hannerne og hunnerne. For det meste i al fredsommelighed.

Jeg tror, at mænd og kvinders hjerner igennem 200.000 år eller længere er blevet formet af disse livsom­stændigheder, og at meget af den adfærd, som forekommer uforståelig i dag, kan tilskrives disse grundlæg­gende forhold.

Enhver, der har et barn i 0’te klasse, ved, at drengene bokser lidt rundt og derefter ret hurtigt former et hierarki. De opfører sig som små mænd, der indstifter en rangorden, som uden tøven skal følges på en jagttur eller i krig, hvor det er absolut nødvendigt at vide hvem, man kan stole på, hvem, der skal adlyde, og hvem, der udsteder ordrerne. Drengenes roller i de tidligt indstiftede hierarkier kan følge dem hele vejen op igennem skolegangen og blive bestemmende for den enkelte resten af hans liv, fx ’Klovnen’, ’Den rå børste’, ’Den intellektuelle’, ’Nørden’, ’Charmøren’, ’Alfahannen’ osv.

Pigerne, derimod, går og måler sig med hinanden i årevis, de skaber alliancer, intriger, tiltusker sig mere status og popularitet på alle mulige måder, ved klædedragt, hårlængde, vægt, familie­forbindel­ser, rigdom m.m. For piger drejer alting sig om ressourcer: Jo kønnere, sødere, behagelig og jo mere status en pige har, jo flere ressourcer kan hun opnå, enten ved egen hjælp, men som of­test ved en kombination af evner, udseende, kløgtighed og familiens støtte, lærernes hjælp, drengenes be­vå­genhed og venindernes beundring. – En kvinde kan opnå status og ressourcer ved andres hjælp, på bekostning af søstre og veninder, hvis hun er smukkere, sødere og mere eftertragtelsesværdig end dem.

Drenge kan kun opnå succes, hvis de kan indordne sig i en flok af andre mænd, hvis de er gode kam­mera­ter, gode jægere, gode krigere, gode håndværkere, og hvis de på en gemytlig måde forstår at skaffe sig høj status blandt venner og arbejdskammerater. Alene kan en mand ikke fange urok­sen. Finn kan opspore den, Jan og Peter kan løbe hurtigt, Alf kan stå skjult og ramme den sikkert med sit spyd, og Børge er ham, der motiverer dem alle, bevarer overblikket og udsteder de rette direktiver undervejs. Jørgen kunne så være ham, der fulgte hele affæren på afstand og digtede lange, episke kvad om begivenheden, når hele stammen senere sad og mæskede sig omkring bålet.

I vore forfædres samfund indgik drenge/mænd i maskuline fællesskaber med jagt og krig som den fæl­lesskabende aktivitet, der var nødvendig for hele stammens overlevelse. Drengen lærte af de voksne mænd, hvordan man skulle gebærde sig for at klare sig godt. Det var ikke så vigtigt, om han var tyk eller tynd, høj eller lav, korthåret eller langhåret, kvik eller sendrægtig, bare han kendte sin plads og kunne udfylde de påkrævede funktioner. Mænd er gode til at acceptere hinandens forskel­ligheder, flokken bliver stærkere, hvis den både indeholder store, stærke mænd, små og hurtige, kvikke og opfindsomme, tunge og trofaste. Mænd dyrker faktisk deres individualitet: Så har én fod­boldspiller fundet på at sætte håret op i en knold, en anden viser sig med orange sko, og det hele er fint, så længe han er holdspiller, kompetent, modig, angrebslysten, en god kammerat, pålidelig, idé­rig, loyal, morsom, storsindet m.m. Når en mand klarer sig godt på slag- eller jagtmarken, får han uden diskussion en større andel af byttet, og de andre mænd giver ham æresbevisninger i form af fx fester, medaljer og statuer, eller de digter hyldestkvad til ham, kvad, som huskes i generationer, og som ikke bliver ringere af tidens gang. – Mænd mobber fortrinsvis undermålere, individer, som falder helt igennem stammens normer, og som de øvrige mænd ikke mener, tilfører stammen noget godt.

I modsætning til drenge, er piger meget optagede af at ligne hinanden og ikke skille sig for meget ud. De har en lav tolerancetærskel for forskelligheder og opretholder et skin af ligeværdighed og ensar­tethed. En kvinde tager ikke godvilligt imod ordrer fra andre kvinder, og enhver ytring og ethvert for­slag bliver sat til endeløs diskussion. Hvis moden dikte­rer langt hår, er der ingen fikse korthårsfrisu­rer eller karseklip blandt piger i en normal skoleklasse. Hvis det er smart at være tynd, er tyndhed den eneste målestok for kvinde­kroppen, og alle, der ikke lever op til idealet, skammer sig og mobbes og falder hastigt ned igennem hierarkiet.

Kvinder skal, udover fysisk og psykisk pleje af deres egen familie, også være parate til at tage sig af an­dre, naboerne, veninderne, de gamle, de syge, staklerne, en­kerne og de andres børn, for en skønne dag kunne hun risikere, at det var hendes mand, der ikke kom hjem fra jagten, og så ville hun selv være overladt til de andre kvinders nåde. I så fald var det godt at have fremstået ’god’ udadtil og have gode gerninger ’på bogen’ – i dag på Facebook – så man selv kan kandidere til lidt hjælp fra an­dre i trange tider. Positionering og mob­ning skal helst foregå i det skjulte, under dække af godhed: – Jamen, kære, er der noget i vejen? Du ser så træt og udslidt ud … Du er vel ikke syg? Er der noget, jeg kan hjælpe med?

Også kønne og tilsyneladende succesrige kvinder mobbes af andre kvinder. Man får ikke fred, og ingen digter hyldestkvad til ens ære, selv om man er dygtig og har opnået en høj position, fx var vores første kvindelige statsminister mest kendt for mær­ket på en håndtaske, hun havde, da hun var ung.

Alle kvinder skal lære at klæde sig smukt, at slå med det lange hår og at påkalde sig opmærksomhed ved deres avledygtige sundhed og skønhed. Helt fra de tidligste tider har kvinder instinktivt forstået, at de måtte udmanøvrere andre sunde og smukke piger, hvis de selv ville have adgang til de bed­ste ressourcer, men de måtte gøre det så tilpas subtilt, at de ikke fik ry for at være kolde og egoistiske. Ingen nabo vil dele sin sidste suppe med en led strigle, og ingen god forsørger ønsker sig en kold og egoistisk kone og mor for sine børn. Tvært­imod. De mest mandige mænd har det med at falde for småpiger med store, uskyldige øjne, trut­mund og en lidt nærsynet, hjælpeløs attitude. Det ved enhver kvinde inderst inde. Hun må derfor halvt ubevidst slå knude på sig selv for at skjule sine eventuelle kompetencer og hensigter og agere i skjul. Mange succesrige kvinder mestrer sladder, bagtalelse, intriger, alliancer og modalliancer. Og mænd bliver sindssyge i forsøget på at forstå, hvad der i grunden foregår i en kvindeflok, hvor misundelse og bitterhed, godt gemt bag en facade af slesk venlighed og tilsyneladende godgørenhed, hersker.

For mænd er livet en kamp om at skaffe sig ressourcer, en kamp, der som oftest udspiller sig i et tæt samar­bejde med andre mænd.

For kvinder er livet en kamp om at skaffe sig flest ressourcer, som oftest på bekostning af an­dre kvin­der. En kvinde er bedst stillet, hvis hun kan sikre sig den bedste jæger/forsørger i flokken og beholde ham og hans hjembragte ressourcer for sig selv og sine egne børn. I kampen om at få og beholde den højest range­rende og mest ressourcestærke mand, kongen, krigeren, den lokale velhaver, sports- eller film­stjer­nen, udlændingen, forsøger kvinder til sta­dighed at udmanøvrere hinanden, ofte under dække af mere eller mindre falskt venskab.

Derfor bruger unge kvinder hver eneste dag timer på at vaske sig, barbere sig her og der, farve og sætte det lange hår om­hyggeligt, smøre maling i ansigtet og vælge afslørende tøj og stærkt handikappende sko, hvis de da ikke går til yderligheder og lader sig operere, før de kaster sig ind i kampen om de mest attraktive mænd. Endnu flere daglige timer bliver brugt på hjernedød motion for motionens egen skyld og overvejelser over, hvad de må spise, og navnlig hvad de ikke må spise. Derefter skal de shoppe tøj og tilbehør, skabe og vedlige­holde alliancer med veninderne over en skummetmælks­cafelatte og/eller på Facebook og an­dre sociale medier … der bliver meget lidt tid og energi tilbage til at stu­dere eller udføre et job ordentligt.

De unge mænd på deres side ved godt, at deres chancer for at sætte eget afkom i verden mest af alt afhæn­ger af deres forsørgerpotentiale, derfor må de lære sig et fag, studere, øve sig og blive gode til det. Det giver også points at være smart, stærk og sjov at omgås, så drenge bruger tusindvis af ti­mer på at lære at beherske et trick, en kunstart, et fag, en sportsgren, et instrument, en speciel måde at hilse eller sætte håret på. De søger individualitet og status midt i flokken af andre mænd, som de indordner sig under og samarbejder med. I dag som sælgere, journalis­ter, landmænd, pædagoger, brandmænd, slagteriarbejdere, håndværkere, forskere, sportsmænd, mekanikere, gartnere, pro­grammører osv. Men også som jægere og i militæret.

I løbet af de seneste år har kvinder fået mulighed for at klare sig selv og eventuelle børn uden en mandlig for­sørger. Staten – og ikke naboerne – kan spæde til med SU, børnepenge, understøttelser og pensioner. Det har motiveret kvinder til en betydelig indsats i uddannelsessystemerne, for de har ind­set, at det er sikrest at sørge for sig selv. Så de slider for deres 12-taller og bliver lærere, præster, læ­ger, og overhaler uden større besvær de fleste drenge, hvad det faglige angår. – De stresses vold­somt i ungdomstiden, for de opgiver ikke alle kravene til krop­pens udseende og form, selv om de op­når stor dygtighed, tværtimod bliver de faglige krav hyppigt bare lagt oveni alle de andre krav. Unge piger i dag er ved at segne under alt det, de selv, veninderne og kollektivet forventer af dem. De er både oversociale skønheder, diætister, elite­sportsudøvere og de bedste i deres klasse.

Her sakker drengene bagud. Pigerne sætter dagsordenen, og for størstedelen af de middelmå­dige drenges vedkommende er der meget få af de gamle, maskuline fællesskaber tilbage, hvor de kan få en tiltrængt pause, udover en forkølet druktur uden sejre at fejre i ny og næ.

Når pigerne kommer ud på arbejdsmarkedet og skal finde gode stillinger, samtidigt med at de får de­res to børn med nogle års mellemrum, begynder DE til gengæld at sakke bagud. De kan ikke, uanset hvor kønne, dygtige og arbejdsvillige de er, trænge helt ind i samfundets maskin­rum, som stadig be­herskes af maskuline fællesskaber – og blive der. Nogle kvinder kan. Men statistikkerne viser, at fler­tallet stadig halter langt bagud, hvad løn, anerkendelse og indflydelse angår.

I løbet af de seneste 50-60 år har middelklassens kvinder flyttet sig fra et liv, udelukkende med opmærk­som­hed på udseende og tillært hjælpeløshed, begrænset i de små hjem, til et liv ude på jagtmar­kerne, hvor de både skal være attraktive og kønne og knaldhamrende dygtige på samme tid.

Mændene har stået på sidelinjen og set deres domæner blive invaderet af dygtige og uopnåe­lige kvinder. For måske første gang i verdenshistorien konkurrerer – ikke bare en enkelt eller to – men flertallet af kvinder di­rekte med mændene på deres egne præmisser. Og de gør det godt! – Se på Angela Mer­kel, Bodil Nyboe Andersen m.fl. De har ikke grund til at slå med håret, de både vil og kan selv.

Men det er ikke rationel arbejdsdeling, at mænd og kvinder også i privatlivet konkurrerer på akkurat de samme områder, og kvinder mister respekten for de mænd, der forsøger at blive mere femi­nine end kvinderne selv. Man skal ikke stå og skændes om opvasken, om rengøringen, om indkøb og madlavning, om hvem, der skal putte lille William. Det er ikke uden grund, at det hedder ’håndvær­kersex’ og ikke fx ’kontornussersex’, ’rengøringssex’ eller ’barneplejersex’.

Mændene burde, som ’Bonderøven’ på tv, tage nogle af deres kønsspecifikke domæner til­bage. Vise, at de er gode forsørgere og fædre. Udvise storsind i stedet for misundelse. Mænd bør nok ikke skrive lange, selvmedlidende debatindlæg i ’Politiken’, hvor de offentligt tuder over kvindernes fremmarch på uddannelser og arbejdsmarked. Det ville være langt mere maskulint på den gamle måde, hvis de viste sig parate til at forsvare deres familie udadtil og tilførte den nogle værdier indadtil. Det er maskulint at bygge eller reparere sit eget hus, at mestre et håndværk, at dyrke gode og sunde grøntsager, at støtte sin kone og inddrage sine børn i de daglige gøremål på en omsorgsfuld og kærlig måde.

Kvinder og mænd bør tilstræbe at dele opgaverne imellem sig, ikke efter køn, men efter evner og in­teres­ser. I så fald ville kvinderne atter indse, at de har brug for deres mænd til at få dagligdagen til at fungere.

Det er ikke maskulint at rende i hælene på sin kvinde, at være hendes lille husslave og lade hende or­ganisere og uddelegere opgaverne, som hun finder for godt, eller at konkurrere med hende og for­søge at være en bedre husmor, end hun er. Det er heller ikke feminint at forsøge at tisse overkors med mændene. – Som altid, når ti­derne og teknologierne ændrer sig, går der et par generationer, før de alment gældende spille­regler følger med.

Ejendomsmæglersprog

De yngre generationers summariske skolelærdom har bragt ejendomsmæglersproget til helt nye niveauer:

‘Et bedårende rødstenet hus med etager fra kvist til kælder vil glæde sig over at huse din familie her i Vodskovs hyggelige lokalsamfund, hvor de grønne Hammer Bakker indgyder natur og skønhed til byens beboere. Kom og bliv betaget af hjemmet og omgivelserne!’

Vodskov Avis, forsiden d. 26.7.16.

– BVADDR! ville Søren Brun fra ‘Radisserne’ have sagt. – Huset ligger i øvrigt på en flad villavej bag Brugsen, 1 km fra Hammer Bakker.

Lavt stofskifte, kort fortalt

Hvad jeg gerne ville have vidst

Hypothyreose og myksødem er betegnelser for for lavt stofskifte. Sygdommen skyldes nedsat eller ophørt aktivitet i skjoldbruskkirtlen, der sidder foran på halsen.

Myksødem betyder opsvulmet væv. – Et af symptomerne på for lavt stofskifte er, at kroppen bliver fyldt med opsvulmet, vandfyldt væv. Fx under kæbelinien, i nakken, hen over maven, over skambenet, på overarmene, omkring knæled m.m. Det væv kan man ikke tabe, uanset hvor lidt man spiser. Men med god, medicinsk behandling kan man tabe noget af væsken.

For lavt stofskifte rammer flere kvinder end mænd, og mange bliver først – om overhovedet – opmærksomme på sygdommen, når de er over 40 – 50 år gamle. Symptomerne kan minde om almindelig aldring og slås ofte hen som ubetydelige af både den ramte selv og hendes læge(r). Inden en kvik person stiller diagnosen, kan man nå at opleve mange år – måske et halvt liv – med dårlig livskvalitet og funktion, og man kan have kostet sig selv, sin familie og samfundet dyrt i form af bekymringer, sygedage, manglende karriere og pensionsopsparing, hvortil kommer alle de spildte undersøgelser, lykkepiller, kolesterolpiller, smertestillende piller, operationer, vagtlæger, special­læger o.m.a. – Alene mængden af symptomer, plager, lidelser, burde sætte én på sporet, men de fleste stofskifteramte, som oftest midaldrende kvinder, kommer til at føle sig som besværlige hypokondere. – Alle ved jo, at kvinder over en vis alder elsker at bruge hele og halve dage i telefonkøer og på at sidde i timevis i overfyldte venteværelser, så de kan opnå fem minutters resultatløs audiens hos en fortravlet læge. På et tidspunkt giver disse kvinder efter for magtesløsheden og familiemedlemmers gentagne, irriterede opfordringer til ’at prøve at tage sig lidt sammen’ og tager til sidst imod den hyppigt tilbudte recept på lykkepiller for derefter at sidde og dø langsomt uden at genere nogen.

Jeg er ikke læge, og næsten intet af det følgende har jeg hørt fra læger. Det stammer fra mine egne erfaringer, fra gode veninder, fra websider, fra stofskiftepatienters foreningssider, mange udenlandske, fra danske forfattere og bloggere, ofte stofskifteramte, fortvivlede kvinder og mænd uden relevant lægefaglig uddannelse, som af ren og skær desperation har måttet søge oplysninger på egen hånd. – Og tusind tak til dem, fordi de deler!

Mange læger, inklusiv de specialuddannede endokrinologer, ved kun det allermest basale om lavt stofskifte. De kan udelukkende tage blodprøver og regulere dosis. Og de gider ikke spilde tid med at lytte til din oplevelse af symptomer, måske fordi de på lægeskolen har lært, at de alle forsvinder, når blot den optimale dosis er nået. – Det passer nu ikke.

Efter mere end 5 års ’behandling’ har jeg det stadig ikke godt. Eller bare bedre. Her er, hvad lægerne ikke fortæller, og hvad jeg gerne ville have vidst for mange år siden om for lavt stofskifte.

Informationer, rettelser og kommentarer er mere end velkomne!

● Er der nogen i familien, der har haft problemer med stofskiftet? Så er det sandsynligt, at du kan få det

● Har du en autoimmun lidelse? Kronisk træthedssyndrom? Hyppige infektioner? Hjerteproblemer? Smertefuldt blæresyndrom? Gal­desten? Overvægt? Misbrugsproblemer? Angst og uro i de unge år? Kraftige menstruationer? Problemer med at blive gravid? Med at føde? Cyster? Glemsomhed? Forvirring? Tarsal- og/eller karpaltunnelsyndrom (dvs. afklemning af nerver i ankler eller håndled) eller springfinger? Højt kolesterol? Hårtab? Fortykket og hård hud? Dobbelthage? Æbleform med smalle hofter og rund mave? Ømme muskler og uforklarlige ledsmerter? Opgivenhedsfølelse? Er du ofte frysende og kuldefølsom?

● Et pludseligt rygeophør kan bevirke en autoimmun reaktion, hvor kroppen angriber sig selv og ødelægger skjoldbruskkirtlen

● Normalt har nogle symptomer været til stede igennem hele livet, men selvmedicinering i form af rygning og alkohol, som sætter stofskiftet i vejret, eller et pillemisbrug kan have sløret den egentlige lidelse

● Det er skjoldbruskkirtlen, der regulerer stofskiftet. Når den ikke fungerer, frigøres der unormalt mange stof­skiftehormoner, TSH, som skal stimulere skjoldbruskkirtlen, i blodet. Det er bl.a. niveauet af TSH = Thy­roid Stimulerende Hormon, der måles ved blodprøver

● Medicinen (kunstige stofskiftehormoner) er: T4 = Euthyrox eller Eltroxin og evt. T3 = Liothyro­nin. Der findes også såkaldt naturlige stofskiftehormoner udvundet fra grise

● Der kan være behov for tilskud af D-vitamin 10 µg pr. dag, måske også jern, kalk og B12, men lad lægen rådgive efter blodprøver, og pas på med multivitaminpiller. Der er en formodet højere sygelighed og dødelighed hos kvinder, der tager vitaminpiller

● Stofskiftemedicin skal tages på tom mave, dvs. mere end en time før eller efter et måltid

● Euthyrox og Liothyronin må ikke tages sammen med kaffe, te, kalk eller jern. Disse ting kan ophæve virkningen. Tag fx medicinen om morgenen og mineraltilskud om aftenen sammen med hovedmåltidet. Men hvis du drikker kaffe om morgenen, skal du tage dine piller mindst en time før eller på tom mave ved sengetid.

● Hvis du tager flere dagsdoser stofskiftemedicin, så tag hovedparten om morgenen og kun en lille dosis før sengetid, da det giver bedre søvn uden ’huller’ i form af hyppige opvågninger

● Behandling med T4 og evt. T3 bør iværksættes med det samme. Dosis skal øges gradvist fra 25 µg til en slutdosis på 1,6 µg T4 pr. kg. kropsvægt pr. dag, evt. T3 skal udgøre 1/17 af totalmængden

● TSH m.m. kontrolleres med regelmæssige blodprøver, gerne hver tredje måned i de første år

● Blodprøver skal tages på samme tidspunkt af døgnet, fx om morgenen på fastende hjerte og før dagsdosis er taget, for at give et reelt billede af TSH-niveauet i kroppen

● TSH skal ideelt ligge mellem 0,5 og 1,5. – Ikke 2, 3 eller 4, som nogle læger påstår. Dette middeltal er udregnet på grundlag af en normalbefolkning, hvoraf mange har begyndende stofskifteinsufficiens uden at vide det

● For højt stofskifte (= for meget medicin) føles som hjertebanken, uro, varmebølger i kroppen, spændinger i hovedet, overfølsom hud, søvn­problemer (vågner for tidligt), tynd mave, muskel- og knoglesmerter

● For ældre, overvægtige kvinder kan det være fatalt at indtage for høje doser af stofskiftemedicin, da det kan udløse blodpropper og hjertestop

● Overvægt og for lavt stofskifte hænger sammen; sammenhængen kunne – ud over det dårlige stofskifte – også være, at trætheden og energiløsheden, som følger af for lavt stofskifte, får kroppen til at kræve energiholdig mad, sukker, mel og fedt – NU!

● Man skal ikke altid have kolesterolsænkende medicin, for et højt kolesteroltal kan være et symp­tom, der mindskes med god, medicinsk behandling af stofskiftet

● Man skal bestemt ikke have lykkepiller el. lign., for tristheden, sløvheden og ligegladheden er symptomer

● Man mærker effekt af medicinen med det samme: energi, væsketab m.m. Men der går 6 til 8 uger, før kroppen får fuldt udbytte af en dosisregulering, så lad mindst 2 måneder gå mellem hver regulering af dosis

● Der kan gå mange år, før man føler sig nogenlunde normal mht. energi, vægt, smerter m.m., og det er ikke sikkert, at det nogensinde bliver helt godt

Symptomer:

Et utilstrækkeligt stofskifte påvirker hele kroppen. Hvis muskler, knogler, hjerne, organer, blodårer, nerver, hår, tænder, negle og led ikke får næring nok, vil der selvfølgelig opstå lidelser. I princippet kan alt være påvirket, men de mest almindelige symptomer er:

● Træthed, energiforladthed, opgivenhed, glemsomhed, ligegladhed, kraftesløshed

● Kompetencetab, fx bilkørsel, manglende koncentrationsevne, overblik, interesse, ambitioner

● Lav kropstemperatur, dvs. tæt på 36 ° C, kolde fødder og hænder, kuldskær

● Overvægt, problemer med at tabe sig

● Voldsom sult, evt. afvekslende med madlede og synkebesvær

● Forstoppelse

● Tør, dårlig, evt. inficeret, hud, akne igennem hele livet. Hård hud, der skaller og revner på fødder og albuer

● Heler dårligt efter sår og operationer

● ’Tyndt’ blod, der har svært ved at koagulere

● Tendens til blodpropper og hjerteproblemer

● Væskeophobninger under fortykket hud, såkaldte ødemer = heraf navnet Myksødem – Vandfyldt slim. Bindevævet suger væske og svulmer op, så huden føles oppustet og fast. Disse væskefyldte ansamlinger kan findes alle vegne, inde i kroppen og udenpå. Typisk under kæbelinjen (en tyk, pølset dobbelthage), hen over øverste del af maven, inde i maven og på siden af overarmene

● Hyppige infektioner: ører, lunger, hals

● Uro og evt. angstlidelser i de unge år, når stofskiftesymptomerne tager til med opblussen af unormalt stofskifte og ubalancer med for mange stresshormoner i kroppen

● Dårligt nattesyn pga. af leverens manglende evne til at få A-vitaminer i form af caroten fra kosten

● Kraftige, smertefulde menstruationer, problemer med at blive gravid, manglende evne til at udvide sig under fødsel, langvarige veer, kejsersnit, liv­moder forstørret af ophævet væv, endometriose, cyster

● Reflux, sur mave

● Hårtab, først det yderste af øjenbrynene, så en stor del af hovedhåret. Svinder med adæ­kvat behandling, men det tager et år eller to at gendanne hovedhåret

● Tiltagende dårlige og skrøbelige tænder, blegt og dårligt tandkød, paradentose, tandtab

● Autoimmune reaktioner og sygdomme

● Skoliose (skæv ryg, pukkelryg)

● Ømhed i led og muskler, ryg, lænd, skulder, nakke, knæ, knoer, ankler, hænder, fødder

● Hovedpine 2 – 3 dage ca. hver tredje uge. Hos mig starter det med et pres i højre side af nakken, som en krampe eller en hård knude af ophovnet væv, der lukker for blodforsyningen. Smerten sidder bag højre øje under øjenbrynet ind mod næseryggen

● Galdesten og dårlig leverfunktion, så man ikke kan processere fx betacaroten i gulerødder, rødbe­der, radisser, blommer m.m., som derfor kan give symptomer på øjenallergi, kløende, irriterede, røde og løbende øjne, ved koncentreret indtag af fx gulerodsjuice, gulerodssalat, rødbedesalat, rød peber, blommegrød eller en håndfuld friske radiser. (Kan lindres med en kold, våd klud)

● Højt kolesteroltal, svinder med adækvat behandling

● Overfølsom blære, smertefuldt blæresyndrom, PBS = Painful Bladder Syndrom: Føles som blærebetændelse, men uden bakterier. Slimhinderne på indersiden af blære og urinrør bliver røde og kraftigt irri­terede af urinen, specielt hvis man indtager sure frugter og drikke: appelsinsaft, citronmarmelade, grape, lime, sodavand, grøn te, juice, cider

● Tarsal- og/eller karpaltunnelsyndrom, springfinger: Det hævede væv afklemmer nerver i knoer ved anklen og i hænderne og kan give først smerter siden mere permanent følel­sesløshed i fødder, hæle og fingre

● Tidlig aldren, gråt, tyndt hår, træthed, ledsmerter, rynker, glemsomhed, opgivenhed

● Svaghedsfølelse, kraftesløshed, ugidelighed, afmagtsfølelse, forvirring, desorientering, uover­kommelighedsfølelse, intellektuel svækkelse og ligegladhed er de værste symptomer. Det kommer snigen­de umærkeligt, så man næsten ikke oplever forskel: Man bliver bare mere og mere gammel, dum, træt, tyk, øm og skrøbelig

Se evt.:

Den engelske patientforening: http://www.tpauk.com/main/article/myxoedemahypothyroid-symptoms/

’In 1878, Dr. William Ord performed an autopsy on a middle-aged woman who succumbed to hypothyroidism. Upon cutting into her skin, he saw tissues that were thickened and boggy. The tissues appeared to be waterlogged, but no water seeped from his incisions. Dr. Ord realized this disease was unique and previously unrecognized.

Dr. Ord summoned a leading chemist named Halleburton to help identify the substance causing the swelling. What they found was an abnormally large accumulation of mucin. Mucin is a normal constituent of our tissues. It is a jelly-like material that spontaneously accumulates in hypothyroidism. Mucin grabs onto water and causes swelling. Dr. Halleburton found 50 times the normal amount of mucin in the womans skin. Her other tissues also contained excess mucin.

The doctors coined the term myxedema. Myx is the Greek word for mucin and edema means swelling. Myxedema was adopted as the medical term for hypothyroidism.’

‘ Today’s doctors are not taught to examine for thickened skin or other physical manifestations of the illness. Sophisticated thyroid blood tests are purported to be the sole means for making the diagnosis of hypothyroidism. These tests have replaced the patients’ medical histories, complaints, and physical findings upon which the diagnosis was largely based for over half a century before the advent of blood tests.’

Se evt. også:

http://www.thyreoidea.dk/nyheder.html?news_id=118

http://www.stopthethyroidmadness.com/

http://lavtstofskifte.info/

http://lavtstofskifte.info/principiel-sag-kvinder-med-lavt-stofskifte-faar-en-million-i-erstatning/

http://videnskab.dk/kort-nyt/rygestop-kan-udlose-stofskiftesygdomhttp://

www.mivi.dk/mivi/stofskiftet/index.php

http://videnskab.dk/krop-sundhed/vitaminpiller-kan-sla-dig-ihjel

1. april?

Disse avisoverskrifter fik mig til at tjekke kalenderen:

TV2 Sport 28. juni 2016:

Sensationen en realitet! Island chokerer og slår England ud af EM

JP 24. juni 2016:

Storbritannien har stemt sig ud af EU

Et flertal af briterne har besluttet, at Storbritannien skal forlade EU.

Politiken, 28. apr. 2016:

Besøgsbabyer indføres på de københavnske plejehjem

Ordning om babybesøg på plejehjem i Aarhus har vist sig som »en bragende succes«.

Pol. net. 25. juni 2016 – Hvor overraskende!

Natlig ferietrafik: Træthed er involveret i mere end hver anden ulykke

En undersøgelse viser, at træthed ofte spiller en rolle i biluheld om natten.

Pol. net. 7. juni 2016 – Jeps! Det var hendes egen skyld! Hun bad faktisk selv om det. Suicide by patient:

Borgmesterens egne folk: Knivdræbt medarbejder brød reglerne

Københavns Kommune klager over, at den skal forbedre sikkerhed på bosted, hvor medarbejder blev dræbt. Den ansatte overtrådte reglerne, da hun ikke låste dør til medicinrum. Dermed er vi ikke ansvarlig for »den tragiske hændelse«, skriver socialforvaltning.

DR Net om Kontant 26. maj 2016. Wow! Reparere noget! Wow! Hvor opfindsomt!

DR-vært reparerer opgivet vaskemaskine og giver den til velgørenhed

Pol. net. 18. feb. 2016 – GOSH – kulturforskelle!

Mange syriske kvinder har aldrig arbejdet, når de kommer til Danmark

Traditionelle kønsroller og manglende uddannelse kan gøre det svært for asyalansøgende kvinder at komme ind på arbejdsmarkedet.

Pol. net. 18. jan. 2016 – Men jeg er sikker på, at laktosefrie og glutenfrie og vegetariske diæter bliver respekteret, eller hvad?

Svinekød på menuen er nu et krav i Randers Kommune

Et forslag fra Dansk Folkeparti er blevet vedtaget i Randers Byråd. 16 stemte for, mens 15 var imod.

Pol. Brevkasse 27. dec. 2015 – Voksne mennesker, må man gå ud fra?

Klarlunds brevkasse: »Hjælp, jeg er bange for at prutte i elskovsreden«

En læser spørger, hvorfor det er svært at lukke en vind ud på silkelagnerne.

Kroniken 28. dec. 2015:

Mit navn er Rikke, og jeg er sukkernarkoman

Sukker er som en usynlig dæmon, der styrer mig i alle mine handlinger.

Debat 28. dec. 2015 – Og det er specielt mandigt at sidde og snakke og skrive om det?

Nu må vi mænd mande os op

Vi mænd skal tage del i debatten og vise kvinderne, hvor skabet skal stå.

Pol. net. 31. okt. 2015. Nåeh… Hvor synd!

Lægestuderende: »Det kogte helt over i mit hoved«

Studerende på medicinstudiet føler sig hårdt presset og får problemer.