Vi måtte indkalde ekstrahjælp til høstarbejdet, da vindruerne efter en lang og varm sommer skulle bjerges i hus:
Vi skyllede druerne, pressede dem til saft – Der blev mere end to liter! – og så fejrede vi den gode høst med abemad og frisk vindruesaft.
Se, det blev et rigtigt høstgilde 
– er vidunderlig! Bjergene knejser frodigt grønt, gyvler og hyldeblomster lyser klart på skrænterne, og man træder på timian og rosmarin, hvor man går. Lavendelmarkerne er på spring i lige rækker, vinmarkerne lige så, og alle de gode dufte følger én alle vegne.
Folk er venlige på den provinsielle måde, som de også er hjemme i Nordjylland, og de har god tid til at snakke. Og lugten af veltilberedt mad, pandekager og godt brød fylder de smalle gader, hver gang man parkerer bilen og står ud. Risotto, bouillabaisse, spidstegte kyllinger, croissanter …
På den første rasteplads var mørkeblå blomster allerede sprunget ud:
– Den franske lilje, jublede jeg og tog ½ mio. fotos … men det var jo iris, ikke liljer, blev jeg belært om.
Ikke desto mindre fulgte iris i alle farver os fra nord til syd, fra øst til vest, og da jeg googlede den franske lilje, viste det sig, at den i virkeligheden er en gul iris.
Udover iris vokser alle mulige planter og blomster alle vegne, bl.a. gøgeurter og en del, jeg aldrig får lært navnene på.
Helt oppe på toppen af Mont Ventoux var der vindstille og bittesmå, blå stedmoderblomster:
Vi skulle jo hjem igen. Og der er langt at køre. Vi kørte igennem tre lande på vejen, men kun ved den danske grænse var vejen spærret med kontrol, og vi blev tjekket, ikke for den ekstra flaske pastis og pakker med Gauloise, som i gamle dage, men med et hastigt blik fra en morgentræt betjent: Har I fremmede med i bilen? – Nej, vi var kun os tre trætte gamlinge.
Det næste, der skete, var, at en tung gyllestank trak ind i bilen og fulgte os klæbende og tæt hele vejen op igennem Jylland … Op med vinduerne! Hurtigt! Luk! – Det er ikke just herbes de Provences dette her! – Modbydeligt! – Vi trak på næserne, der igennem ti dage var blevet forkælet af krydder og blomsterdufte i det franske udland.
Og så blev vi mødt af triumferende familie og venner. – Hvordan var vejret? spurgte de på en lumsk måde. For de havde jo haft sol og over 25° alle dagene, og mine planter i hus og have havde kun overlevet takket være pålidelige og opmærksomme huspassere.
Sådan er reglerne i dette lille gyllelugtende, fremmedangste land: Inden man drager udenlands, skriver man under på, at man helhjertet deltager i konkurrencer om, hvem, der har det bedste vejr i de dage, turen varer. – Ingen undtagelser gælder! Hverken familie, venner eller fjender!
Men man kan jo ikke vinde vejret. Man kan heller ikke vinde i alle de andre indbildte og selvforskyldte konkurrencer, vi går og sætter op for os selv og hinanden.
Man må bestræbe sig på at være generøs og unde hinanden det bedste.
Vi har nydt vejret, og alt det andet, som det var. Vi er ikke klimaflygtninge. Ikke endnu. Og en tordenbyge over Luberon og et par kølige dage i Provence i frodige maj er langt bedre egnet til oplevelser i Avignon, i bjergene, i Marseilles, i Camargue, og til at spadsere hen over den godt 2000 år gamle Pont du Gard, end over 25° og fuld sol ville have været. Og så slap vi jo for at stå i køer.
Så alle vandt!
Og jeg sidder her med mine fotos og leder efter spor, for i løbet af den korte tid dernede kom jeg vist til at tabe en bid af mit hjerte.
Min far reciterede en børneremse, som næppe er helt politisk korrekt i dag, se nedenfor, hver gang ordet Marokko blev nævnt. – Marokko, Marokko, Marengs … Nu skulle vi omsider derned!
Djema al-Fna – ’De dødes forsamling’ – den store plads midt i Marrakeshs medina minder om cantinaen fra Starwars i sin sammenstimling af forskelligartede folk og kreaturer fra alle verdens hjørner: slanger, amerikanere, egern, arabere, duer, danskere og andre europæere, aber, berbere, æsler, afrikanere, heste, geder, får, muldyr … med en lydside af den friske, rytmiske gnawa – de befriede slavers musik – og slangetæmmerens hypnotisk insisterende fløjte.
Selv den traditionelle tandudtrækker havde stillet sin bod op – forhåbentlig – udelukkende til benefice for turisterne.
Vores fine riad lå et minuts gang fra Djema al-Fna, vi havde udsigt til pladsen og Koutoubias strunke minaret oppe fra taget, og vi færdedes på den mange gange hver dag. Spiste her, dvælede her, købte dadler og nødder og appelsinsaft, drak myntete, fandt taxaer eller hestevogn. Alle ture udgik fra Fna. Ud i souken. Op over bjergene. Ud til Atlanterhavet.
Man farer vild i souken. Helt sikkert. Men der fås gode kort, og man kan altid spørge om vej. Hvis en ældre fransktalende herre forlader sin stol og følger én til den ønskede destination, fx den smukke, ældgamle Mouassinefontæne, og viser én en helgengrav på vejen – og venter tålmodigt, mens man fotograferer den, så er det kun rimeligt, at han forventer, og får, en skilling for ulejligheden. Men ellers kan man bare spørge løs.
Og man bliver snydt i souken. Helt sikkert. Men som oftest kun for småpenge, og snyderiet foregår med stor opfindsomhed, godt humør og charme, som vel også har en form for værdi.
De lokale sørger for, at man ikke keder sig, når de venligt inviterer én med på lange ilmarcher i 40°s varme til ’Berbermarkeder’, der ikke eksisterer; det gør til gengæld, ildelugtende og påtrængende, de garverier, man overraskende ender i, med en udleveret kvist mynte, af den bjergsomme guide benævnt: Marokkansk gasmaske.
Den indsmigrende tæppe- og taskehandler, turens virkelige, men fordækte mål, forvandler sig hurtigt til en iskold og vred figur, da vi gør det helt klart, at vi ikke agter at købe noget af ham, hverken tæpper eller tasker, men vi stikker garveri-manden en tyver for ulejligheden og fotografierne, hvilket han højlydt jamrer over. Han forlanger hundreder af dirhams, hvilket vi jo kun kan smile og ryste på hovedet af. Flere gange møder vi ham og hans kumpaner efterfølgende, og hver gang stikker de i jammer. – Alt i alt en underholdende formiddag.
Så er det tid til myntete.
De mere legitime næringsdrivende er dog gode og pålidelige turarrangører. Forhandlingerne kan være hårde med megen indlagt drama og jammer, når prisen for en taxatur eller kørsel i hestevogn skal aftales, men når enighed først er opnået, er der ingen slinger i valsen: Kun ordholdenhed og venlighed. Vi fandt Mohammads lille udflugtsbutik og bestilte en 4-hjulstrækker med sød, engelsktalende chauffør og guide for en hel dag til turen hen over Atlasbjergene til ørkenfortet Aït-Ben-Haddou og tilbage igen. Guiden, Omar, insisterede på at vise os to andre forter, kashbaer, som var mere oprindelige og ikke helt så filmkulisserestaurerede og souvenirshopbefængte, som Aït-Ben-Haddou, som var den eneste jeg havde hørt om på forhånd. Gudsketakoglov! – Vi kom ud på de små bjergveje, ud i de små bjergbyer, så de mere oprindelige lerstenskashbaher og fik alt i alt en af de bedste dage, vi nogensinde havde haft. – For en fjerdedel af den pris et rejseselskab ville have beregnet sig.
Aït-Ben-Haddou er kulisse til mange film: Gladiator, Lawrence of Arabia, Game of Thrones. Det er den lille blåhvide atlanterhavsby Essaouira også: bl.a. Game of Thrones og en ældre filmversion af Shakespeares Othello, men det første, jeg kom til at tænke på, da jeg så byens søfort, var sørøvere! Romantiske 16- og 1700-tals sørøvere, som i Pirates of the Caribbean, og man ventede at se Keira Knightley i krinolineskørt og Jack Sparrow promenere på de tykke mure. Fortets skydetårne fortæller også straks, ved deres lighed med Belem-tårnet ud for Lissabon, om fortet og havnens portugisiske rødder. – Selvfølgelig skulle vi spise rå søpindsvin med limesaft og grillstegte fisk og blæksprutter i en af havnens mange madboder. Med godt brød og salat til.
Langs vejen ud til havet står argantræerne med de helsebringende nødder på røde, tørre marker, og fordi sultne geder engang klatrede op i træerne for at æde frugter og blade, har gedeejerne arrangeret deres dyr smukt som julepynt i de gamle træer, hvor de står og spekulerer over, hvordan i alverden de havnede der, og hvor længe mon det varer, før de må hoppe ned igen, mens turisterne, ivrigt fotograferende, æder hele historien råt og lydigt lægger en tier eller to i fotoafgift. – Der er mange måder at tjene til livets opretholdelse på. For geder og for mænd.
Medinaen i Marrakesh, fortet Aït-Ben-Haddou og Essaouira er alle optaget på UNESCOs liste over umistelig verdensarv. Marokkanerne burde også selv stå øverst på en liste over tolerante, åbne, hjælpsomme og smilende folk. Så der er ikke noget at betænke sig på: Book en riad og en flybillet og tag til Marrakesh. Derfra går resten af sig selv – også vejen op til garverierne bliver du guidet til – helt uden at have spurgt.
Min fars børneremse, som formentlig er forfattet af Benny Andersen, Halfdan Rasmussen el.lign., lyder i sin helhed sådan:
Marokko, Marokko, Marengs
Abdullah Al Hamad skal hængs’
Han stjal for at give sin skat en agave
Nu trasker han rundt i Allah’s have
Det er et stort og fantastisk land! – Men vi mødte ikke megen venlig imødekommenhed i begyndelsen af vores to ugers rejse ad floderne fra Skt. Petersborg til Moskva.
Først var der visumansøgningen. Pga. de internationale forhold efter annekteringen af Krim har russerne gengældt vestens sanktioner, herunder visumtvang for russiske statsborgere, med deres egne regler, der betød, at vi i god tid inden rejsen skulle tage fra Nordjylland til København og personligt møde op på deres visumkontor nede ved havnen. Vi er ikke gode til at finde rundt i bureaukrati, så vi havde betalt rejseselskabets mand for at møde os der og hjælpe. – Og gudsketakoglov for det.
Vi ankom i god tid til adressen. På gadedøren sad et skilt, der oplyste, at der var frokostpause fra 11.30 til 12, og da vores aftale var kl. 12, stod vi og sludrede med de andre ventende, bl.a. et ældre ægtepar, der også skulle have turistvisum. Damen fortalte, at de var nået så langt i proceduren som til fingeraftrykkene: Hun havde selv afgivet fingeraftryk på en fingeraftrykslæser foran et glasbur med en uniformsklædt kvinde i, og så var det hendes mands tur: Først de fire fingre på højre hånd, så de fire fingre på venstre hånd, så tommelfingeren på højre hånd, så tommelfingeren … Damen, der på den anden side af glaspladen sørgede for at tjekke og gemme aftrykkene på sin computer, rejste sig pludseligt og uden et ord til forklaring vendte hun ryggen til hele rækken af ventende og gik til frokostpause. Klokken var 11.30. Præcis. – Manden, der kun manglede at få affotograferet sin ene tommelfinger, måtte rejse sig og med sin kone gå ud på gaden og vente, til frokostpausen var ovre, og de kunne skaffe sig en plads i køen igen.
Det var med nogen skepsis, vi lyttede til denne beretning, men da vores hjælper ankom, og kontoret åbnede igen efter pausen, kunne vi se, at hun måtte have talt sandt. Vores hjælper tog sig af det meste, papirer, fotos, og han fik efter kun omkring ti minutters ventetid bugseret os ind foran fingeraftrykslæserne. Jeg satte mig i stolen foran glasburet og smilede afventende til den blonde dame bag ruden, men hun stirrede blot uhøfligt tilbage, lige igennem mig og ud i den blå luft, så jeg var henvist til at nærstudere de ophængte skilte med pædagogiske tegninger: Anbring først de fire fingre på højre hånd … En smule famlende gjorde jeg, som beskrevet, højre, venstre, højre tommelfinger, venstre … Ikke et bip, ikke et blik, ikke en tak. Et søgende blik på blondinen, som brugte al sin mentale energi på at ignorere mig. Var jeg færdig? Havde hun fået, hvad hun skulle have? – Kun en utålmodig rømmen og skubben fra folk i køen bag mig, så jeg rejste mig forvirret. Heldigvis kunne vores egen guide forsikre os om, at alt var gået, som det skulle; vi ville modtage vores pas med visum om ca. tre uger.
Da vi forlod kontoret, stod den uheldige dame og hendes mand, der havde troet, at et visum til Rusland var en let sag, som man sagtens kunne klare uden betalt assistance, stadig i nummerkøen, ventende på en lejlighed til at få scannet mandens venstre tommelfinger, og sendte os trætte, himmelvendte øjne.
To måneder senere satte vi fødderne på russisk jord i lufthavnen ved Skt. Petersborg. Vi var glade og forventningsfulde, lige indtil vi måtte se alle vores rejsefæller drage af med deres kufferter, mens vores stadig ikke var dukket op. Det deprimerende tomme bånd kørte for vores øjne. – Hmm …
Vi fandt hen til skranken, hvor endnu en af disse stærkt blonderede, stramt uniformsklædte, kraftfuldt byggede, russiske kvinder med iskolde, lysende blå øjne sad og tronede over en uordentlig kø af opkogte, kuffertløse turister, en gammeldags computer og stakke af fortrykte skemaer.
Hun var sådan set venlig nok, eller lad mig reformulerede det en anelse: Hun var ikke direkte modbydelig, men forsøgte, på sin egen kantede facon at være behjælpelig. Da vi fik os møvet frem. – Men så begyndte helvedet …
Hun rakte os skemaer i fem eksemplarer, der alle skulle udfyldes ens for hver manglende kuffert – Altså fem skemaer hver. Vi skulle skrive, hvem vi var, hjemadresse, stilling, pasnumre o.l., ærinde i Rusland, adresse i Rusland, rejsens varighed, kufferternes udseende og indhold ned i de mindste detaljer. – Vi begyndte fortrøstningsfuldt at skrive, men da vi afleverede de første to gange fem eksemplarer til damen, blev de hånligt afvist, og hun irettesatte os strengt. – Der var ord, vi ikke måtte bruge, fx var det ligegyldigt, om vi havde elektriske tandbørster og overfrakker i bagagen, der var måder at formulere det på – på engelsk – som var godkendte, og så var der vores – forkerte – ordvalg. Hun stregede aggressivt alle vores omhyggeligt udfyldte skemaer over og gav os, med en mine som var vi uartige og tungnemme børn i en gammeldags skole, nye at udfylde. Uden specifikke anvisninger på, hvad vi havde gjort forkert, og hvordan man kunne gøre det rigtigt … I FEM eksemplarer … hver …
Ved siden af mig stod en amerikansk dame, som fortalte, at hun havde været igennem møllen før. Faktisk næsten hver gang, hun besøgte landet. – Min mand og jeg havde været oppe siden klokken fire om morgenen for at nå et fly fra Ålborg til Kastrup, fra Kastrup var vi i forening med det øvrige selskab fløjet til Stockholm, hvor vi havde ventet i fire timer, så nu, først på aftenen, i en lummervarm og fugtig bagagehal i Skt. Petersborg, var vores kræfter ved at slippe op. Da den militære blondine arrigt stregede endnu et sæt af vores udfyldte skemaer ud og arrogant klaskede nye eksemplarer ned i skranken foran os med umisforståelig besked på at gøre det ordentligt denne gang, var min ellers meget venlige og beherskede mand ved at tabe snøvsen. Vi var fanget i et Kafkask mareridt. Mens han stille brød sammen, mandede jeg mig op, sendte hunulven Ilse et tiggende usikkert smil og bad om mere præcise direktioner. Hun så på mig, som om jeg var komplet idiot, men gav mig nogle spredte hints … Heller ikke det nye sæt skemaer blev dog accepteret. – Så måtte jeg gå afsides for at samle mig, mens min mand konfronterede situationen.
Det gjorde han bl.a. ved at ringe til vores lokale guide, der stod på den anden side af paskontrollen og nu havde ventet på os i et par timer. Guiden talte med vores uniformerede plageånd og udvirkede måske en form for medlidenhed, for da jeg kom tilbage til skranken, tog Ilse alle vores skemaer fra os, kasserede dem og påbegyndte egenhændigt med selvbevidst skråskrift et helt nyt sæt. Hendes oplysninger matchede ikke på nogen måde indholdet i vores kufferter, fx har jeg aldrig ejet en makeuptaske og to lyserøde natkjoler, men det havde åbenbart aldrig været hensigten at give korrekte informationer i overensstemmelse med virkeligheden. Hensigten var rette ord i rette rubrik, og da hun selv udfyldte det første skema, som det skulle gøres, var det muligt for os, ved at kopiere hende, at udfylde begge sæt af skemaer med fantasiindhold, et sæt for hver kuffert, i fem enslydende eksemplarer, som Ilse omhyggeligt kontrollerede, gjorde notater på og godkendte … Pyhh …
Men så fik vi stanget en ny stak skemaer ud! – Vi skulle gennemgå akkurat den samme procedure for håndbagagen! – Det nyttede intet, at håndbagagen ikke var blevet borte, og at vi kunne holde vores håndtasker frem og vise hende, hvad der var i. Alt skulle omhyggeligt opnoteres i skemaer i fem eksemplarer… Hver … På den rette måde … Skulle man grine eller græde? Vi havde mest lyst til at sætte os ned på gulvet og hyle. Men der var ikke andet valg end at få hende til at vise, hvad koden for håndbagageskemaerne var og pligtskyldigt kopiere…
Da dette skrivearbejde var udført, og behørigt godkendt, fik vi alle vores skemaer overdraget med besked på at gå hen ad gangen, rundt om hjørnet og ind til de overordnede på toldkontoret med dem. Hvilket vi gjorde, selv om vi knap kunne stå på benene. Endnu to uniformsklædte, stålsatte blondiner sad ved en skranke derinde. De tjekkede omhyggeligt alle vores skemaer, begge damer, noterede på dem med kuglepen, og så rakte den ene ud efter STEMPLET. – Vi stod, udmattede og med lange øjne, og så denne udgave af en russisk embedskvinde højtideligt tage stemplet ud af etuiet, undersøge på et stykke kladdepapir om det virkede efter hensigten, hvorefter hun med små hårde knald stemplede hvert eneste af vores skemaer, udfyldt med sved og tårer, to-tre gange.
Med de således behørigt stemplede papirer maste vi os foran de ti-tolv andre mod- og kuffertløse rejsende foran Ilses disk, og nu var det ingen sag for hende lige at slå op på computeren og fortælle, at vores kufferter var kommet for sent til flyet, da vi kun havde haft en time til at skifte i København, men at SAS snarrådigt havde læsset dem på et fly til Riga, hvorfra de ville blive omladet til Skt. Petersborg snarest muligt, måske allerede samme aften.
På vej ud af lufthavnen ville jeg, for en sikkerheds skyld, lige købe et par tandbørster, tandpasta, en deodorant og en ansigtscreme i en lille, men indbydende parfumebutik. Også her gik det galt, da den modne ekspeditrice beklagede, at hun ikke kunne sælge mig cremen, fordi kasseapparatet ikke genkendte stregkoden og dermed ikke kunne udregne prisen …
Vi var drænet for alt livsmod, og jeg mener ALT, da vi efter tre en halv times gennemhegling i det russiske kuffert papir-helvede omsider kunne slutte os til vores medrejsende om bord på M/S Leonid Krasin.
Jeg vil ikke trætte med yderligere fortællinger om de tre dage, hvor vores kufferter stod i lufthavnen i Skt. Petersborg, hvortil SAS ganske rigtigt havde fået dem fløjet ind allerede samme aften, og ingen, hverken for gode ord eller betaling, kunne formås til at bringe dem de to kilometer hen til skibets kajplads. Rejselederen, som var mere akademisk end praktisk begavet, holdt lange foredrag om landet, dets historie, prøvelser og politik, og tilskyndede mig til at se filosofisk på det hele, mens jeg insisterede på, at han og rejseselskabet skulle forsøge at vriste min kuffert ud af dette traumatiserede folks greb. – Kan vi ikke bare tage en taxa ud til lufthavnen og hente dem? spurgte jeg, men sådan fungerer tingene tydeligvis ikke i Rusland. – Så hver morgen, punktligt klokken syv, vækkede jeg i stedet hans unge, russiske og derfor russisktalende, rejselederassistent og fik hende til at ringe til lufthavnen, til rejseselskabet i København, kort sagt til Gudoghvermand.
Og på tredjedagen, kort før afsejlingen mod Moskva, stod de der foran kahytsdøren, kufferterne med toilettasker og skiftetøj, og vi fik med ro i sjælen set mere af det store rige mod øst.
Velkommen til Rusland!
Det lykkedes os – ud over at se en del af det prægtige lands berømte seværdigheder – at møde nogle helt almindelige og meget rare mennesker:
Unge mænd og kvinder i metroen både i Skt. Petersborg og i Moskva, som rutineret, hurtigt og uden at hverken være bedt om det eller vente på tak rejste sig og overlod deres sæder til mig og alle andre ældre kvinder og mænd, der trådte ind i vognen.
En engelsklærerinde fra et sted langt inde i Sibirien, som var kommet til Skt. Petersborg ganske som os for at se Vinterpaladset, og som blev så forbløffet over, at vi gjorde plads til hende på en bænk og i øvrigt talte venligt til hende, at hun hev bøger, billeder og kort frem fra lommer og tasker, viste frem og sludrede så længe, at vi var ved at komme for sent til bussen hjem til aftensmaden på skibet.
Servitricen på den café i Uglich, som vi besøgte – ikke fordi vi var sultne, men fordi vi gerne ville se, hvordan russerne selv spiste. Vi sad en halv times tid med en frokostbakke med en lille tærte, en omelet og to glas frugtsaft til i alt 15 kr. og så tv, et formiddagsprogram med en tv- læge og en yndig, ung studievært. Jeg så, at servitricen satte indsamlede bakker hen til en lille luge i bagvæggen, og da vi rejste os og gik, satte jeg vores bakker hen til køkkenlugen på forbivejen, hvilket skaffede mig et overrasket, kæmpestort smil og et anerkendende nik.
 |
 |
Også den unge pilotelev, der arbejdede som tjener i sin sommerferie og betjente vores bord i skibets spisesal, syntes forundret over, at turister fra Vesteuropa kunne være ligefremme, venlige og usnobbede. – Så måske florerer der myter om os?
I så fald burde mange flere af os tage derover og vise vores russiske naboer, at vi såmænd er helt almindelige, venlige og nede på jorden, ganske som de selv som oftest forekommer at være – Her vil jeg gerne undtage to – tre kvindelige, meget blonde, officielle embedsmænd, som jeg mødte på visumkontoret i København og i afdelingen for mistet bagage i Skt. Petersborgs lufthavn.
Den gamle Kongevej blev pludselig til en hærvej.
Mindesmærker fik skilte på.
Adgangsveje blev lukket af kommunen.
Og jægere beder SKOVGÆSTEN om at tage hensyn.
150 år efter H C Andersen
Udsigt til Tejo-floden og 25. april-broen fra Sao Jorge-borgen i Lissabon.
”Hvilken Overgang at komme fra Spanien ind i Portugal! Det var som at flyve fra Middelalderen ind i Nutiden. Rundt om saae jeg hvidtede, venlige Huse, indhegnede Skove, dyrkede Marker, og ved de større Stationer vare Forfriskninger at Faae. Man ligesom fornam en ny Tids Beqvemmeligheds Brise fra England eller den øvrige levende Omverden. Malerisk smuk …” – Sådan skrev H C Andersen i sin beretning fra en rejse i 1866 om Portugal.
Det første, der slog os, da vi fik os klemt ud af det trange fly i Lissabon Lufthavn, var lyset. – Sikke et lys!
Vi danskere hylder altid lyset i Skagen, men nej, kom til Lissabon, min far! – Om det er den brede flod og nærheden til Atlanterhavet, den sydlige beliggenhed eller årstiden, vi rejste i marts’ klare forårssol, om det er husenes lyse farver og portugisernes altid smagfulde arkitektur, klassisk såvel som moderne, deres sikre sans for stil og kunst, ved jeg ikke. Men et kongeligt landsted lidt uden for Lissabons centrum hedder ”Queluz”, en begejstret taxachauffør forklarede mig, at det netop betyder ”Hvilket lys!”
Belemtårnet i floden ved Lissabon. Bygget for de værdier, som Vasco da Gamas opdagelse af søvejen til Indien skaffede til Kong Manuel d. 1.
Det næste, overvældende indtryk var luften: Så klar og ren, med velgørende toner af kildevand, grøn frodighed og frisk sundhed, selv om man stod inde midt i en af Europas store hovedstæder med alt, hvad det indebærer af industri, trafik og anden menneskelig foretagsomhed.
Derefter blev vi slået af menneskenes umiddelbare venlighed, taxachaufføren, som i begyndelsen reserveret påstod, at han ikke talte engelsk, fik alligevel vist os det store fodboldstadion, tyrefægterarenaen og Lissabons fængsel undervejs, lige som han efterhånden livligt underholdt med sine favoritkager og lokale retter, mens han sigende trak sig i højre øreflip med en gestus, der i forbindelse med god mad kun kunne oversættes med et dybfølt ”uhmmmm ”…
Om menneskene i landet, som H C Andersen opfattede dem på en sejlads over den brede Tejo-flod fra Lissabon til Setubal, skrev han: ”Skibet var overfyldt med Reisende og Reisegods; Farten begyndte, der var en forunderlig Stilhed og Alvor ombord, Herrene sad og læste Aviser, Damerne skjulte sig under deres Parasoller, man fik slet ikke Indtryk af Sydboens Livlighed, men velvillige og høflige mod den Fremmede viste de sig Alle.”
Samme indtryk fik vi: De portugisere, vi mødte, folk på gaden, i transportmidler, personale på hoteller og i restauranter, for ikke at glemme skaren af udsøgt venlige taxachauffører, var alle høfligt tilknappede til at begynde med, men livede op og deltog ivrigt i mange snakke om landet og dets fortræffeligheder, kulturen, som de alle var inderligt forbundne og fortrolige med, og i tilgift gav de uopfordrede råd og oplysninger, og, navnlig, delte de ud af deres glæde ved maden og fortalte gavmildt om de bedste restauranter, kageboder og stedernes særlige specialiteter. – For al denne uvurderlige information skylder vi dem en stor tak! De gjorde vores rejse bedre. – Portugiserne har åbenbart siden fønikerne, romerne, vestgoterne, araberne, korsridderne og den berømmelige Henrik Søfarer og hans efterfølgere, som sendte Vasco da Gama ud på søvejen til Indien, bevaret en gæstfrihed over for tilrejsende og et udsyn, der svarer til landets påfaldende klare lys og velgørende friske luft.
Sintra set fra Palacio Nationals trappe. Den mauriske borg ses på bjerget i baggrunden.
”Cintras Deilighed”, skrev H C Andersen om det smukke Sintra. Som Portugals Harzen ligger dette afgrænsede, vulkanske bjergområde kun knap 30 km fra Lissabon, omkring 10 km fra Atlanterhavet, og frodigheden, køligheden og skønheden har i århundreder lokket de kongelige, de adelige, de rige udlændinge og kunstnerne til stedet, navnlig i sommermånederne.
H C Andersen boede under sin rejse i Portugal hos tre af O’Neill-brødrene, den danske konsuls sønner, som han havde truffet i København. I Lissabon boede han flere måneder hos Jorge O’Neill på dennes landsted Quinta dos Pinheiros. I Setubal boede han godt en måneds tid hos Carlos O’Neill, og i Sintra skulle han så flytte ind hos José O’Neill. Men det blev kun til et par uger. – Det fremgår, at H C Andersen ikke følte sig lige så meget på bølgelængde med, og lige så velkommen hos, den gode José – ”Min Ven José holdt af Eensomhed, blev helst i sit stille, hyggelige Hjem, og jeg var gladest ved at drive alene om.” – Hvorefter H C Andersen opregner de af egnens velhavere og kunstnere, som heldigvis alle værdsatte ham og hans ry som digter, opmuntrede ham til at aflægge visitter og med glæde viste ham rundt i omegnen. De formiddage, han alligevel var overladt til sig selv, travede han op til den knejsende maurerborg. Ret godt gjort af den lange, 61-årige digter, siger jeg, der i tilsvarende alder forsøgte at gøre ham kunsten efter.
Den mauriske borg over Sintra blev kraftigt restaureret i 1800-tallet.
Hvor lå O’Neills hus i Sintra? – Mine danske guidebøger nævner det ikke med et ord; de er i det hele taget meget kortfattede om Sintras lyksaligheder. I Sintra bør man unde sig selv at opleve Serraen, bjergenes frodighed, med træer, som vi kun dyrker i drivhuse herhjemme, i fuldt flor over en underskov af flødefarvede kodrivere og himmelblå vincaer.
Palacio Nationals indergård og skorstenene.
Den gamle bjergby, Sintra, som kan minde om et nydeligt, bedaget, schweizisk vintersportssted om sommeren, med samme småhuse og charme, det grønne futtog og, naturligvis, det oldgamle Palacio National med de to karakteristiske skorstene. Når man har spadseret i, og straks føler sig hjemme i byen og dens fortræffelige kagecaféer, kan man udvide turene til det nye Sintra med banegården og de gode, lokale restauranter. Og så kommer udflugterne til den mauriske borg, det eventyrlige Penaslot, alle quintaerne og deres fantasifulde og overdådige parker.
Penaslottet, i sin nuværende form et romantisk byggeri fra 1800-tallet, ligger på Sintras højeste klippetop.
Atlanterhavet, med Europas vestligste punkt, Cabo da Roca, de små strande med klippeformationer, gyldent sand og glimrende fiskerestauranter ligger 15- 20 minutters kørsel væk.
Praia das Maças, Æblestranden, ved Atlanterhavet ud for Sintra.
Vi indlogerede os i Chalet Relogio på den grønne bjergside over byen, og da det var midt i kameliaerne og azaleaernes blomstringstid, kunne intet sted på jorden være dejligere. – I haven plukkede vi søde appelsiner og sure citroner, vi talte kattesprog med husets gamle hankat og menneskesprog – det sprog, som er gængs alle vegne, hvor venlige mennesker mødes – med søde Antonia, husets velkommende engel. I dagligstuen lå en portugisisk guidebog om Sintra.
Chalet Relogio, Sintra.
I de tidlige morgentimer, i min venten på den gode kaffe, gennembladrede jeg denne omfattende publikation, og med den store latinprøve og et lille bifag i italiensk i bagagen, lykkedes det mig faktisk at læse de fleste tekster heri, bl.a. om H C Andersens logi i Sintra. – Som portugiser værdsætter og husker man digtere, også andre landes.
Vi spadserede de få hundrede meter hen ad vejen over Sintra mod øst. Forbi det smukke, røde Casa dos Penedos, som slet ikke fandtes på H C Andersens tid, og som derfor ikke vedkommer denne fortælling, forbi den helsebringende kilde, Fonte da Sabuga, hvor H C Andersen må have stillet sin sommertørst mange gange – Måske var det her, O´Neills husholdning hentede sit vand? – og op ad Calçada dos Clerigos til den gule kirke, Santa Maria, og videre nogle få skridt til de lyserøde huse, hvor vi hurtigt finder nr. 9A, fordi Sintras kommune har anbragt en mindeplade for vores begavede landsmand netop der.
 |
 |
H C Andersens hus i Sintra og mindepladen.
Vejen fortsætter over i spadserestien op til den mauriske borg, og dermed fra den ene betagende udsigt til den anden, også på nedstigningen på den anden side, som vi fulgte lige til vores chalets frodige indkørsel.
Udsigten fra spadserestien op til borgen, Sintra.
H C Andersen skrev om cacter og aloer, vi lærte hottentotfigner og harefodsbregner at kende. I det hele taget er floraen i Sintrabjergene og ude ved kysterne så overvældende, at man burde medbringe sin egen botaniker og nedsætte sig et års tid for at lære den ordentligt at kende.
Harefodsbregnen vokser fortrinsvist oppe i de gamle korkege.
Hele området er udlagt som naturreservat og beskyttet af UNESCO, bygninger og paladser, naturligvis, men også fauna og flora, fx eghjortebillerne og de gamle fem-seks meter høje kameliatræer i Penaparken. Før i tiden var Sintramassivet bart og ubevokset, men de rige og mægtiges interesse for stedet og for jagt medførte en overdådig både oprindelig og indført beplantning, hvis lige ikke ses noget andet sted i verden. Penaparken og Monserrat er uovertrufne, hvad kultiveret natur angår, men jeg tabte fuldkommen mit hjerte til det lille, forhutlede kapucinerkloster – også kaldet korkklosteret, langt inde i bjergenes dybe skygger.
Indgangen til det gamle kapucinerkloster midt i Serra de Sintra.
H C Andersen var her også. Men hvor han falder i svime over fornemme bekendte, deres slotte, quintaer og parker, er han mere nøjeregnende med sine ord, når det drejer sig om det ydmyge, rent ud sagt utrolige, kloster. Her fandt vi i 2015 spartansk romantik og frodighed nok til mange års drømme og betagelse. Harefodsbregnen, som overgror de forvredne korktræer, blev først fundet og bestemt her.
Klostret, Convento de Santa Cruz dos Capuchos, blev grundlagt af en naturelskende rigmand i 1560 og skulle fungere i fattigdom og tæt kontakt med den omgivende natur. For at holde kulde og fugt ude af deres bittesmå celler og gange, isolerede munkene klostrets indvendige vægge med kork. De havde en stor og velbeliggende køkkenhave, og vi fandt deres ældgamle, mosbegroede og vanskeligt fremkommelige trædesti op til et tilflugtssted på bjergets top, hvor de havde jordbærtræer, klippehuler og udhuggede siddepladser, men hvor den fabelagtige udsigt i løbet af de seneste 450 år var groet noget til. Dog ikke mere, end at man stadig kan fornemme den kontemplative ro ved deres ophøjede sæde.
Det algebegroede korkkloster set fra den øvre gård.
Om disse munke skrev den rejsende skotte, Arthur William Costigan, i 1779:
”Accordingly, on this very spot, we found a Convent of stupid, dull, ignorant Monks, who are so far from looking upwards, that they are bound by a vow of professional humility and obedience, never to lift their eyes from the earth …”
Klostret har stået ubeboet siden 1834, hvor man under Portugals langvarige borgerkrig om bl.a. tronfølgen oprettede et konstitutionelt monarki og indførte et forbud mod religiøse sammenslutninger.
I europæisk sammenhæng fremstår Portugal i dag som et særdeles klarsynet og på alle måder kultiveret land, ganske som H C Andersen indledningsvist anfører det. Man værdsætter sine digtere på måder, jeg ikke har set i det omfang andre steder. Statuer, monumenter og gravsteder rejses til deres minde overalt, og ved de nationale seværdigheder sidder marmorplader med omfangsrige citater om stedets historie, skønhed og betydning, skrevet af landets fremmeste poeter og store forfattere, heriblandt Luís Vaz de Camões, Almeida Garrett, Fernando Pessoa og José Saramago, nutidens portugisiske nobelpristager, som døde 88 år gammel i 2010.
I 1834 forbød man munkeordener og anden religiøs sekterisme, i 1908 skød man kongen og tronfølgeren på den store centrale Praça do Comércio i Lissabon, og året 1910 betragtes som republikkens fødsel. – Efter et langt, i de seneste årtier, fascistisk og insisterende kolonialistisk, mellemspil, som stilfærdigt blev væltet over ende af en flok opvakte officerer, der omgående fik folkets støtte i den bekendte Nellikerevolution, overgik landet i 1974 til et holdbart demokrati.
Blomsterpige på Rossiopladsen, Lissabon. En af hendes kollegaer var den 25. april 1974 den første, der stak sine røde nelliker i de revolutionerende soldaters geværer.
Inden rejsen blev vi advaret mod maveproblemer, men intet sådant ramte os. Alle vegne fik vi umådelig god, velsmagende og veltilberedt mad. Vi blev advaret mod trafikken, men portugiserne viste sig at være de mest hensynsfulde billister, vi nogensinde havde oplevet. Hvor man i andre middelhavslande kører på dythornet, hørte vi i alt vist kun to dyt, og al trafik stoppede altid og omgående ved alle forgængerfelter, så vi skulle ikke stå mange sekunder på et gadehjørne for at læse skilte, før alle biler i alle retninger gik i stå, fordi det kunne se ud, som om vi havde til hensigt at krydse vejen.
MEN: – De røvere, som H C Andersen ustandseligt frygtede at møde, når han rejste, men som i 1866 ikke fandtes i Portugal, dem blev vi til gengæld 150 år senere ofre for i form af et kriminelt biludlejningsfirma i Lissabon Lufthavn: GoldCar trak en uge efter hjemkomsten 2000 Euro på vores konto helt uden rimelig begrundelse. – Hvordan kan et så venligt og turistegnet land tillade, at deres indgangsport i lufthavnen bliver okkuperet af djævelske bedragere? – Der må findes en plads til dem i Lissabons imponerende fængsel; taxachaufførerne kender vejen!
HC Andersen, Et Besøg i Portugal s. 27, 61-62 og 106, Det Berlingske Bogtrykkeri , KBH 1968
Margarida De Magalhaes Ramalho: Sintra in Writing, s. 15, Parques de Sintra Monte da Lua
David Birmingham: A Concise History of Portugal, Cambridge University Press