Kategori: Køn

Havfruesmerter

― men hvert Skridt du gjør, er som du traadte paa en skarp Kniv, saa dit Blod maatte flyde

I H. C. Andersens »Den lille havfrue« er der ingen tvivl: En i forvejen smuk, ung pige må lide for skønheden, hvis hun vil være med der, hvor prinserne færdes, på slottene, på de smukke kyster, på de festpyntede skibe.

― du bliver som Skum paa Vandet

Hvis hun ikke formår at vinde prinsen, taber hun sin udødelige sjæl og bliver til intet. Hendes liv mister al værdi.

― ræk frem din lille Tunge, saa skjærer jeg den af i Betaling

Og hun mister tillige retten til at protestere, til at sige sin mening, til at synge eller fortælle om sit liv. Der er kun håbet om prinsen og trældommen i et smertefuldt hamsterhjul eller tilintetgørelsen forude.

Dette er heldigvis citater og opfattelser fra et eventyr. Fra et knap 200 år gammelt eventyr.

I dag er der naturligvis ingen kønne, unge piger, der kunne drømme om at skære i sig selv eller lade andre skære i sig. Som stabler sig op på sylespidse, højhælede sko, så hvert eneste skridt føles, som trådte de på en skarp kniv. Som pustende løber rundt på vejene eller slider i motionsmaskiner, mens de hellere burde lave noget sjovt sammen med deres børn. Eller som barberer sig her og der, og som derfor ikke har tid til at beskæftige sig med andre, mere seriøse dele af menneskelivet. Eller som drikker ildesmagende pulverblandinger eller ligefrem sulter sig til smertegrænsen for skønhedens skyld. Så de kan føle sig hjemme på diskotekerne og alle instederne.

Der er heller ikke længere kvinder, som ved vejs ende synes, at de har forspildt deres liv med pinefulde skønhedsøvelser og indgreb, så deres ellers så smukke sjæle forvitrede til tomt skum…

Eller kvinder, som har undladt at råbe op og protestere, når de selv, deres veninder, døtre eller andre kønsfæller er blevet behandlet nedladende, som varer, som objekter, man blot kan skære i eller klemme muslingeskaller fast i halen af.

Jeg har ingen personlig erfaring på området, men i følge H. C. Andersen gør det sidstnævnte temmelig ondt.

Moderne skønhed

Vi sad og så en film fra halvfjerdserne, og pludselig gik det op for mig, at noget meget mærkeligt var på færde:

Heltinden havde naturligt leverpostejsfarvet hår, hendes øjne var kønne, men små, og de sad tæt omkring en temmelig spids næse. Hendes læber var smalle, tænderne pæne og regelmæssige, men svagt gullige og ikke blegede knaldhvide, som man ser alle vegne i dag. Derudover havde hun hår under armene, hun var fladbrystet og bredbaget, men uhyre charmerende, og de tre mænd i filmen var alle ― fuldt forståeligt ― dybt forelskede i hende.

Hvor er der sket meget på de knap 40 år! Jeg havde ellers vænnet mig til at se ældgamle mænd med perfekte, vaskepulverreklamehvide, blegede tænder i historiske film (Donald Sutherland i »Stolthed og fordom« fra 2005, som foregår lige efter år 1800), heltinder med store, struttende læber og ditto bryster, der også strutter, når de ligger på ryggen, hvilket ingen naturlige bryster endnu har præsteret (ALLE film i dag). Ingen steder ses naturlig kropsbehåring under arme, på lår og ben eller naturlige fedtdepoter på rumper og maver.

Og det er sket umærkeligt, så det var heldigt, at jeg holdt ud hele den laaaaange, gamle film igennem, ellers ville jeg ikke have opdaget det: ― Vores skønhedsideal har forandret sig fra naturligt til kunstigt. Man kan ikke længere som ung kvinde eller mand stole på sine naturlige fortrin, men er nødt til at købe sig tættere på et uopnåeligt ideal ved at operere næse, øjne, kindben, maver m.m. Dvs. at:

Håret SKAL farves og også gerne forlænges kunstigt, tænderne SKAL bleges, kindben, læber og bryster SKAL fyldes med silikone, kropshår og rynker SKAL fjernes, kroppen SKAL trænes…

Det er ikke underligt, at unge piger er ulykkelige og selvhadende, og at det kniber med tiden rundt om i de små børnefamilier, hvis mor og far, udover at passe børn, hus og job, også skal trænes, barberes, bleges, opereres, farves, formes i forsøget på at nå et fuldkommen urealistisk skønhedsideal.

Hvornår kommer den naturlige reaktion? Tilbage til naturen? Jeg er stolt af min krop-som-den-er-bevægelsen? ― Det er vist på høje tid!

Kvindemord for sjov

Vi myrder, undertvinger og plager kvinder, ofte med voldsomme seksuelle undertoner og lemlæstelser, på de mest grusomme og udspekulerede måder som aftenunderholdning til kaffen og småkagerne. I årtier har det været amerikansk film- og tv-underholdnings mest populære emne, kvindemord, og nu aber dansk tv fantasiløst efter. Som om vi manglede serier om pikante mord på unge kvinder. Som om seriemordere var et enormt samfundsproblem — Har vi haft flere end to seriemordere i Danmark i de seneste 50 år?

Har det noget med den såkaldte kvindefrigørelse at gøre? Er der en psykolog eller sociolog derude, der kan svare på det?

Hvorfor regnes det for ypperlig weekendunderholdning at se en mand myrde kvinder på magtliderlige og bestialske måder?

Synes andre kvinder, at det er behageligt at overvære?

Og hvad betyder det for vore børn, at de vokser op i en kultur, hvor kvindemord udpensles for sjovs skyld?

Vi kunne jo forsøgsvist anvende jødeprøven: ― Hvad ville det sige om vores samfund, hvis vi tilbragte utallige, hyggelige familieaftner foran tv med at se på serier, hvor jøder (eller kristne, eller muslimer, eller homoseksuelle, eller børn, eller dyr…) blev voldtaget, tortureret, skamferet og myrdet på alle mulige fantasifulde måder? Som underholdning?

Men når det bare er kvinder er det OK eller hvad?

Omsider feb. 2018: http://staunchbookprize.com/about-2/

Tvangsgodhed

Mange kvinder lider af tvangsgodhed. Tvangsgodhed opelskes i mere eller mindre dysfunktionelle familier, hvor børn forventes at dække forældrenes behov. Hvor selv helt små babyer lærer at aflæse de voksnes sindstilstand, fordi de nære omsorgspersoners velbefindende og humør er altafgørende for muligheden for opfyldelse af barnets egne, vitale behov.

Små tvangsgode piger lærer sig hurtigt at smile sødt, uanset hvad der sker. For hvis de græder eller på anden måde råber højt for at få dækket nogle behov, bliver de slået eller i bedste fald blot isoleret og ignoreret.

Små tvangsgode piger plukker blomster til deres mor i tindrende forventning om et øjebliks positiv opmærksomhed.

Små tvangsgode piger ordner husarbejde og forbereder små sjove overraskelser af egen drift.

Små tvangsgode piger giver i det hele taget deres forældre — og senere alle andre — komplimenter, praktisk hjælp, psykisk omsorg og gaver.

Små tvangsgode piger ved, at de er sat i verden for forældrenes skyld og anstrenger sig i alle døgnets vågne timer for at leve op til alle uudtalte krav.

Små tvangsgode piger lærer at flytte opmærksomheden fra deres eget følelsesliv og deres egne behov over i de nære voksnes, for de voksnes følelsesliv er som vejret på kloden bestemmende for klimaet i hele familiens liv og dermed for pigernes eget velbefindende.

Små tvangsgode piger udvikler indfølingsevne i grotesk overstørrelse.

Små tvangsgode piger vokser op og bliver store tvangsgode damer i omsorgsroller. Selvfølgelig i deres egen familie og vennekreds, men de er også selvskrevne til pleje- eller pædagogjobs.

Visse små drenge, f.eks. sønner af enlige, rundforvirrede og grænseoverskridende mødre, vokser op og bliver store, tvangsgode mænd.

Den tvangsgode sender 127 jule- og fødselsdagskort og gaver i løbet af et år og modtager selv, når bølgerne går højt, tre. Som oftest går der 20 – 30 år, om nogensinde, før den tvangsgode begynder at undre sig over uligevægten, for uligevægt var jo betingelsen for eksistens fra start og føles lige så naturlig som den luft, den tvangsgode indånder.

Den tvangsgode glemmer aldrig en fødselsdag eller lige at ringe og spørge til, hvordan det går efter indlæggelsen, dødsfaldet, jobskiftet, den svære samtale, ferierejsen, skilsmissen, fødslen, stævnemødet osv. Men den tvangsgode gennemlever selv sygdom og alle andre livskriser, gode såvel som slemme, i rungende ensomhed.

Den tvangsgodes omgivelser synes, at det er helt OK og naturligt at blive støttet og holdt i hånden hele vejen igennem.

Den tvangsgodes omgivelser synes, at det er helt OK og naturligt at behandle den tvangsgode som en slags tjenestepige, man ikke behøver at tage hensyn til, men kan overfuse, overbebyrde eller overse efter forgodtbefindende.

Hvis den tvangsgode i et øjebliks mental sundhed skulle protestere mod venner og families mest urimeligt dårlige opførsel eller opskruede krav og forventninger, bliver hun mødt med uforstående skuffelse, der oftest finder udtryk i en meget grim vrede og måske hævnfølelse, der imiterer forældrenes afvisning i barndommen. Således bekræftet fortsætter den tvangsgode tvangsgodheden af lutter tvang.

Tvangsgode af begge køn nyder ingen respekt. Tværtimod synes de til stadighed at omgive sig med mennesker, der, formentlig pga. af egne, presserende og hidtil uopfyldte behov for en altfavnende moderskikkelse, tager tvangsgodheden som en selvfølge og nyder godt af den uden at give noget som helst igen.

Det giver ubalance og uholdbare forhold. For:

Tvangsgode er IKKE gode! — Uforfalsket godhed findes ikke. Der er altid, men måske ubevidst for de fleste, en regning, der skal betales, f.eks. i form af gaver, penge, tjenester eller blot opmærksomhed, ordentlig behandling, respekt og/eller selskab.

Tvangsgode påtager sig martyrrollen.

Tvangsgode har hukommelse som en elefant.

Tvangsgode føler sig sikrest alene. Hvad de opfatter som diffuse krav fra andre, udløser angst og usikkerhed. Men tvangsgode har ligesom alle andre brug for sociale fællesskaber. For dem koster de bare meget, meget mere at deltage i.

Tvangsgode fornemmer, men forstår ikke, psyken hos de selvsikre, harmoniske kvinder, der fik masser af omsorg, opmuntring, påskønnelse og støtte som små, og som roligt og værdigt går igennem livet, tager al positiv opmærksomhed for givet og uden problemer formår at sige til og fra i alle tilværelsens forhold.

Klub Kvinder 50+

Skal vi ikke grundlægge en klub for kvinder over 50? For når man har tilhørt denne befolkningsgruppe i en årrække, går det op for én, at man bliver udfordret på det mest tankevækkende næsten dagligt, og at man somme tider har brug for andre erfarne kvinders opmuntring og medfølelse for at stå det hele igennem.

For det første er der naturligvis den fysiske fremtoning. Hver gang man ved et uheld kommer til at se sig i et spejl, konfronteres man med en totalt ukendt person. Indeni er vi mellem 35 og 40 år, friske og frejdige, men spejlet viser lidet flatterende folder alle vegne, som på mystisk vis er opstået siden sidst.

I tøjbutikkerne leder vi fortvivlet efter noget, der passer vore nye former, uden at det får os til at ligne nogen, som det er synd for. Oftest ender vi med at købe noget, ikke fordi vi kan lide det, men fordi det er det eneste, nogenlunde antagelige i hele byen.

Jeg så en gang i et S-tog en spinkel kvinde i lyserøde strømpebukser, små, smarte guldstøvler og en kort nylonpels i pastelfarver med Minnie Mouse-motiver. Bagfra lignede hun en skolepige på vej hjem, men da hun vendte sig om, blev det åbenlyst, at hun måtte være langt over 60. Ansigtet var furet og garvet brunt af for mange solariebesøg. Håret var gulerodsfarvet i præcis den nuance, henna giver gråt hår. Og kontrasten mellem påklædning og faktuel alder var gysende.

Udover den æstetiske side af alderen opstår der regelmæssigt andre gener, som gør os til fast inventar i lægen og tandlægens venteværelser. Mange af os har oplevet smerter, frygt og tab, som vi for få år siden ikke forestillede os, kunne forekomme i et moderne velfærdssamfund som det danske. Når vi så langsomt kommer til hægterne igen, opdager vi, at vi er mere forsigtige i omgangen med verden og sætter større pris på gode stunder og på de nærmeste og kæreste mennesker i vore liv.

Vi er længe om at komme i gang om morgenen, og om aftenen bliver vi faktisk trætte. Også psykisk. Måske er flertallet af kvinder over 50 omsorgssvigtede? Vi har taget os af vore forældre, søskende, børn, børnebørn, ægtefæller, venner, naboer og eventuelle dyr. Mange har omsorg for andre som en del af deres job. Da vi voksede op, levede kun de færreste af os i familier, hvor forældrenes behov ikke langt overskyggede børnenes. Når vi så synes, at turen måske er kommet til os, opdager vi forbløffet, at vore forældre stadig forveksler os med et stykke opvartende tyende, og at vore børn, ægtefæller og venner forventer de samme mængder af opmærksomheder, som vi igennem et halvt århundrede selv har vænnet dem til at få. Ethvert forsøg på at ændre på tingenes tilstand hen i retning af mere ligeværdige forhold giver overraskende reaktioner.

Men vi skal også passe på ikke at falde i den anden grøft. En af mine veninder, enlig mor til tre børn, brød sig ikke om det, men ofte havde hun ikke andre muligheder end at spørge sin mor, om hun ville passe det mindste barn, mens hun selv skulle f.eks. på kursus i forbindelse med jobbet. Jeg overværede en sådan scene en gang: Min veninde tøvede, men fik til sidst spurgt om moderen kunne passe datteren på seks år en onsdag aften. Moderen, der var en rørig pensionist, løftede næsen på dronningevis og hentede under stort ståhej sin kalender, hvorefter hun brugte 10 minutter på at opremse alle de aftaler, hun havde noteret for de næste to uger: foredrag i ældreklubben, stavgang med veninderne, rengøringshjælp om tirsdagen … osv. Det var en ynk at overvære, hvordan min veninde blev mindre og mindre — og mere og mere arrig — under denne demonstration. En naturlig reaktion ville havde været at sige: Glem det! Og aldrig bede moderen om en tjeneste igen. Men min veninde havde som sagt ikke andre muligheder.

At være bedstemor er nok den største og dybeste glæde, alderen har givet mig. At stå lige ved siden af når den lille gør en ny erfaring eller siger et nyt ord … at få lov at gøre alle tingene igen, men med bedre tid, flere ressourcer, mere erfaring og langt mindre ansvar, er en særdeles privilegeret position. Slægt skal følge slægters gang, siger vi jo, men når de så GØR det, får dette gamle, sentimentale fjols altid en klump i halsen.

Skal vi lave en liste over krav til kvinder, der vil være medlemmer af vores nye klub for kvinder over 50? Her er mine første, hurtige forslag, flere modtages gerne:

1. Vi vil så vidt muligt bevare værdigheden. Det gælder både opførsel og klædedragt.

2. Vi forventer samme respekt fra omgivelserne, som man viser alle andre.

3. Vi følger med i nyheder, kultur og teknologisk udvikling.

4. Vi ved godt, at verden har ændret sig betydeligt, siden vi var unge, og vi hverken jamrer, belærer eller koketterer opgivende.

5. Vi kan tale om andet end sygdom og katastrofer.

6. Vi anlægger hellere en alderssvarende spadserestok, end vi lader os se offentligt i stavgangsoptog.

7. Hvis vi bliver bedt om en tjeneste, siger vi klart ja eller nej. Vi bruger ikke andres afhængighed af os til at kompensere for vort livs eventuelle mistrøstige tomhed.

8. Vi vil gå umådeligt langt for børn og børnebørn, men vi prøver at finde en balance mellem praktisk hjælp og selvudslettelse.