Vi var på svampetur med familien. Jeg har samlet svampe i den samme skov i 45 år, og endnu er ingen blevet syge, men alligevel beder den søde svigerdatter min mand, som ikke aner en pind om svampe, om at tjekke svampene for sig. Hun kunne ikke af sig selv få den tanke, at det var kvinden, dvs. mig, der vidste noget, og som kunne kende en kantarel fra en fluesvamp.
Jeg har af og til videregivet idéer eller råd til familie og venner, og når de så efter en tid omtaler sagen, tilskriver de fuldkommen tankeløst enten sig selv eller også min kloge mand æren for eventuelle gode resultater.
I min barndom havde vi en gåde med en far og hans søn, der kommer ud for en trafikulykke. Faderen omkommer, mens drengen ilde tilredt bliver bragt på hospitalet, hvor overlægen forfærdet udbryder: ― Jeg kan ikke operere! Det er min søn!
I årtier har folk grublet over, hvordan det nu kan hænge sammen, indtil det går op for dem, at en overlæge sagtens kan være en kvinde og altså drengens mor.
Det ligger i baghovedet på os alle, at mænd må være klogere end kvinder. De må være født klogere. Navnlig kvinder ville så gerne have, at deres mænd og sønner var lige så kloge og kompetente, som vore fædre forsøgte at være, når de var sammen med os. Det gør os trygge, for vi er ikke i konkurrence med mændene omkring os.
Det er vi derimod med kvinderne: Hvis andre kvinder er kloge (smukke, tynde, sjove, gode mødre, gode kokke, velklædte osv.), sammenligner vi os og føler mindreværd, så vi forsøger instinktivt at decimere de kvinder, vi omgås, til overkommelig størrelse. Det gør mænd også, for så kan de føle sig større og mere kompetente selv. Jo klogere kvinde, jo større tryk er nødvendigt for at holde hende nede.
Hvis en mand beslutter sig for at bruge sit liv, sit intellekt og sin gode uddannelse på at sidde hjemme og skrive, så bliver han alle vegne mødt med beundring og respekt, for han er jo en MAND og dermed FORFATTER, og han opgiver formentlig en glorværdig karriere og en anseelig indkomst for at kunne følge sit talent til glæde for alle os andre. Hans kone vil sikkert vimse om ham og tysse på børnene for at skaffe ham arbejdsro.
Hvis en kvinde vælger at bruge sit liv på at skrive, betragtes hun, i hvert fald i begyndelsen, og hvis hun ikke hurtigt bliver anerkendt, rig og berømt, som en lidt for følsom hobbyskribent, og hun kan ikke regne med ro, før hun har fodret mand, husdyr og børn og gjort hele huset rent. Virginia Woolf har beskrevet dette så glimrende i ”A Room of One’s Own” fra 1928, og det er stadig relevant. Desværre. Ro, respekt og anerkendelse eksisterer naturligvis alle vegne, men er hyppigere goder i det mandlige end i det kvindelige univers. Der er meget få kvinder, der nyder godt af at have en hengiven hustru.
Selv hvis en mand går i hundene, er han både i vore forestillinger, i film og i litteraturen meget mere storslået og interessant end en forsumpet kvinde, der blot betragtes som ulækker, som en hån mod vore begreber om, hvad en kvinde bør være.
Der er altså et pres fra mange sider for at formindske kvinder og forstørre mænd. Nogle kvinder formår at ignorere presset og rage op alligevel, og nogle kvinder og mænd formår at respektere alle lige meget, men krav og forventninger til kvindernes ydelser er næsten altid mange gange højere end til mænd. Navnlig når det gælder omsorg:
En mand, jeg kender som en dedikeret familiefar og trofast husbond, kunne ikke drømme om at ringe til nogen, ikke engang til sin egen familie, for at høre, om de har det godt, om at sige noget venligt for at holde en samtale i gang, om at sørge for, at gæster har kaffe i kopperne eller vin i glassene, om at sende et fødselsdagskort, en buket, købe en gave, invitere nogen, arrangere en sammenkomst eller en ferie eller tilbyde nogen sin hjælp. Hvis han gør det alligevel, er det 99 % sikkert, at konen har bedt ham om at gøre det. Ikke desto mindre forguder alle HAM og synes, at han er sådan en rar, omsorgsfuld og betænksom fyr. ― Det er han også. Man skal bare huske at fortælle ham, hvad han skal gøre for at være det.
I en anden familie, jeg kender, betragtes broderen som klog. Sådan ser han også på sig selv, og han er altid parat med gode råd til alle. At hans søstre, som også er særdeles veluddannede, kunne besidde nogle få øer af viden selv midt i al deres kvindelige dumhed, og at de måske kunne have nogle få kompetencer, falder ingen ind. Han er jo DRENGEN, så rollerne i den familie blev fordelt, allerede da han blev født, og de er ikke til at rokke, selv om familien sammen med resten af landet og verden er gået ind i det tredje årtusind efter vor tidsregnings begyndelse.
Jeg har ringet efter en vagtlæge til min mand, når han lå og vred sig med galdestenssmerter, og lægen tog det meget alvorligt og kom efter et kvarter med en smertestillende sprøjte og et venligt ord. Jeg har også prøvet at ringe efter en læge, når jeg selv lå og vred mig med galdestenssmerter, og lægen kom først efter fem timer, da min mand var kommet hjem og også havde ringet, og lægen var oven i købet vrissen og småsur, da han omsider dukkede op med sin velgørende sprøjte. ― Det var fem meget lange timer, som jeg kun nødigt tænker tilbage på.
Min erfaring er også, at hvor mænd får hurtig og adækvat behandling, når de henvender sig til sundhedspersonale med et problem, så kan det være vanskeligt at være et (ældre) damemenneske med diffuse symptomer. Kvinders sygdomme er simpelthen ikke så velundersøgte, som mænds, og i mangel af reel viden om kvindekroppen sidder fx. hormoner og lykkepiller så løst på receptblokkene, at man skal være endog særdeles bestemt for at undgå dem.
For en halv snes år siden var jeg indlagt på et sygehus efter en operation, og de tre gange pr. dag, madvognen dukkede op ude på gangen, var de kvindelige sygehjælpere og sygeplejersker meget omhyggelige med at besøge alle stuer med indlagte mænd: ― Nå, Hansen, hvad kunne du så tænke dig til frokost? spurgte de omsorgsfuldt, rystede puder og dyner og hentede mad og drikke til hr. Hansen, Keld og Kenneth, hvorimod de hyppigt i travlheden glemte Marie, Caroline og fru Jørgensen, der lå med slanger og katedere inde på næste stue. Hvis ikke fjerdemanden, dvs. den fjerde kvinde på stuen, havde været i stand til at gå ud og hente, ville ingen derinde have fået noget som helst.
Kort sagt: Hvis du fødes som mand, får du på forhånd tildelt en gratis bonus på mindst dobbelt så meget respekt ― og dermed højere status og alle mulige andre udtryk for dine medmenneskers opfattelse af din værdi som menneske, end hvis du fødes som kvinde. Sådan er det.
Unge kvinder, som bader sig i muligheder, kan ikke få øje på den store forskel, men den respekt, de nyder, gælder ikke så meget dem, som deres fødedygtige, attraktive ungdom, og når de efterhånden indser, at deres livsindsats, både på arbejdsmarkedet og med hjem, familie, venner, egne og andres børn, ikke står mål med deres livsindkomst, og når de får øje på den manglende respekt, de bliver mødt med efter at have arbejdet hårdt i mange årtier, så bliver nogle af dem en smule bitre.
Man kan så sige, at for de højtrespekterede mænd er der længere at falde, hvis de ikke kan leve op til manderollens allermest basale krav om autonomi og loyalitet. Min yndlingsscene er fra Godfatherfilmen, 2. del fra 1974, hvor den ældre bror, Fredo Corleone, som blev forbigået af sin yngre bror og ikke fundet værdig til godfathertitlen, mere og mere panisk skriger:
― It ain’t the way I wanted it! I can handle things! I’m smart! Not like everybody says… like dumb… I’m smart and I want respect! … For kort efter at blive sejlet ud på søen og skudt.
Man kan skrige på respekt, men man bliver dumpet i havet, med mindre tiden, heldet, generne, talentet, personligheden, kønskromosomerne og omgivelserne er med en. Det er langtfra nok at være dygtig, klog, omhyggelig, rar, generøs, hjælpsom og betænksom, og hvilke andre positive betegnelser, man kan finde på at hæfte på en person. Hvis man ikke lige er en Fredo, hjælper det også gevaldigt at være en mand.
