– og den nye børnekarakter
Med ugers mellemrum opstår debatten om den såkaldte „nye børnekarakter” i medierne. Senest et indlæg i Politiken fra en dramalærer, der var chokeret efter mødet med en 5.-klasse. – Det var umuligt at skaffe ro. Alle unger havde behov for at udtrykke hver en tanke omgående. De var søde, motiverede og ville gerne sætte et teaterstykke op, men de kunne ikke holde kæft eller holde sig i ro et minut ad gangen.
For et par år siden skulle jeg hente en venindes søn i skolens pasningsordning. Jeg fandt stedet, et stort, rungende, forhenværende sikringsrum i kælderen under klasseværelserne. Knap hundrede børn for omkring på skateboards, rulleskøjter, kondisko i alle rum og gange. Det var som at træde ind i dødsdromen i gamle dage på Hjallerup Marked! Larm, ekko, omkringfaren, råb … Ungerne var alle vegne! Op ad vægge, i de højtsiddende vindueskarme, i gardinerne … Jeg måtte holde mig for ørerne. Først efter lang tid lykkedes det mig at lokalisere en enkelt pædagog, en næsten voksen. Hun måtte også holde sig for ørerne, hvilket besværliggjorde kommunikationen mellem os en del. Jeg spurgte efter min venindes søn, og pædagogen slog op i sine papirer, hvorefter hun pure nægtede, at et barn med dette navn var indskrevet i pasningsordningen! Heldigvis kom fyren sejlende forbi på sit skateboard i det samme, så jeg hapsede ham og tog ham med hjem til te, boller og et spil Settlers i min stues velsignede ro, indtil hans mor kunne hente ham et par timer senere.
Denne dreng og næsten alle andre drenge og piger i dette land, for ikke at nævne de stakkels pædagoger og lærere, skal i størstedelen af deres vågne tid opholde sig i mere eller mindre rungende lokaler, hvor alt for mange børn er stuvet sammen. Det starter allerede omkring etårsalderen i vuggestuen og fortsætter med børnehave, skole, fritidsordning, ungdomsklub, SFO, DUS, og hvad det hedder alt sammen. Der er ingen tvivl om, at personalet gør deres bedste. Det ved jeg, at de gør! – Men de bedste bliver slidt op i løbet af få år, og resten bliver naturnødvendigt sløve og ligeglade. Ingen offentligt ansat kan som individ fungere bedre, end samfundets rammer og normeringer tillader.
Før SFO’erne og de andre institutioner blev opfundet, tilbragte de fleste danske førskolebørn det meste af deres tid i hjemmene. På den billøse gade udenfor var der andre børn i forskellige aldre at lege med. Når de blev sultne, bange eller kedede sig, gik børnene hjem, hvor deres mor normalt opholdt sig, og når de kom længere væk hjemmefra end deres egen gade, var det med en voksen ved hånden. Denne voksne ville stilfærdigt fortælle børnene, at man holder til højre på et fortov, så man ikke støder ind i andre fodgængere. At man tager hænderne op af lommen og hilser pænt, når man møder en bekendt. At man ikke sætter fødderne på sædet i toget eller bussen, for der kunne komme en anden bagefter og få tilsmudset sin pæne frakke. Alle sådanne bekvemme leveregler, plus mange bonusinformationer om hvad man nu så på vejen OG et passende talesprog, blev uden dramatik og temadage overført blot ved at have en voksen for sig selv i et længere tidsrum.
En af mine venner fik sidste år en hund mage til min, men hans havde tilbragt sine første 7 – 8 måneder i en stor kennel, hvor den størstedelen af tiden var lukket inde i et bur i en stald sammen med mange andre hunde. Hver gang jeg møder min vens hund, springer den op i ansigtet på mig af henrykkelse. Alting går på den: halen, benene, ja hele kroppen dirrer, hvis man hilser den med et venligt ord eller et lille klap, og den kan ikke falde til ro igen bagefter. Den ville følge med enhver, der ofrede den lidt venlig opmærksomhed. Min hund, derimod, som blev hentet otte uger gammel, og som er vokset op i et roligt hjemmemiljø, kommer stilfærdigt og lægger snuden på mine knæ, hvis den trænger til et lille kæl. Når kæleriet er forbi, går den roligt hen og lægger sig. Vi tør næsten ikke kontakte min vens hund, fordi vi ved, at den bliver så frygteligt ophidset og aldrig kan få nok. Hundeejere har et ord for denne lidelse: „Kennelkuller”, kalder vi det.
Efter at have tilbragt en barndom i højtråbende, institutionaliserede flokke kan det ikke undre, at børnene i en 5.-klasse ikke kan sidde stille og holde kæft, mens dramalæreren forklarer dem, hvordan de skal forholde sig på scenen. De vil alle sammen være på! Her, nu, omgående! Det er disse generationer, der håbefuldt liner op til X-Factor, udbreder sig om sig selv i fuld offentlighed på Internettets forskellige sider :-), larmer og fylder op i det offentlige rum på alle tænkelige måder. De har lært sprog og opførsel af hinanden i mangel af tilstrækkelig voksenkontakt, og det bliver de 3 til 12-åriges normer, den stærkes ret, manglende evne til behovsudskydelse, kravet om opmærksomhed på mig! Mig! MIG!, der kommer til at beherske dem langt op i voksenalderen, selv når de bliver forældre. Det er min påstand, at vi er i fuld gang med at opfostre nye generationer af danske børn med kennelkuller.
