Kategori: Psykologi

Fresco, Pompeji

I en undersøgelse fra Forskningscenter for Livskvalitet forsøgte man at finde ud af, hvad der gav folk et bedre liv. Ifølge undersøgelsen var der kun én faktor, der enkeltstående havde en markant indfly­delse: At have et nærtstående menneske med hvem man kunne dele fortrolighed og varme følelser.

Andre væsentlige ting, der kunne forbedre folks følelse af velvære og livsglæde, var: Aktivitet, selvværdsfølelse, et godt forhold til naturen og lejlighedsvise oplevelser af skøn­hed.

Men kun det, at have en nærtstående fortrolig, viste sig i sig selv at kunne give en mærk­bar bedring – el­ler det modsatte – af velbefindendet hos det enkelte menneske.

Det er vigtigt at være i gang, at have noget meningsfuldt at foretage sig. Det er vigtigt at have et godt for­hold til sig selv og at kunne lide sig selv. Det er vigtigt at kunne nyde naturen og at kunne følge dens gang med interesse, og det er vigtigt af og til at kunne opleve noget smukt, noget der bevæger og opløfter sindet.

Alt dette positive og smukke har dog ikke den store værdi som livsforbedring, hvis man ikke har én at dele det med. En meget nær ven eller en partner.

De allerfleste mennesker danner par med én af samme eller det modsatte køn på et eller flere forskellige tidspunkter af deres liv. Alligevel udgør parforholdet et af de allerstørste problemer for nuti­dens mennesker i vor del af verden. Vi har en rimelig materiel tryghed, og vi får mange af vore behov dækket, men behovet for et nært forhold til et andet menneske får vi ikke opfyldt af samfundet. Det skal vi selv skaffe os. – Og det viser sig ofte at være meget, meget sværere, end vi troede. Mange prøver mange gange med mange forskellige partne­re, og for nogen lykkes det aldrig at skabe et godt og tæt forhold til et andet menneske.

Et dårligt parforhold er en stor belastning i et menneskes liv. At blive mødt med kulde, tavshed eller misbil­ligelse i sit eget hjem er slemt for hele ens selvopfattelse og livs­glæde. At føre krig på hjemmefronten tager alle de kræfter, man ellers skulle have brugt på sit arbejds­liv, sine børn, sine venner og på at skaffe sig de glæder, uden hvilke et menneskeliv også bliver fattigt.

På grundlag af egne erfaringer og en del populærteoretisk litteratur, har jeg formuleret parforholdets 10 gyldne regler:

1. Jeg vil bevare mit forhold

2. Jeg vil være ærlig over for mig selv

3. Kun ved virkelige svigt er det min partners skyld

4. Vi bliver irriterede over det samme, som tiltrak os i begyndelsen

5. Det handler aldrig om ting, det handler altid om følelser

6. Når man ikke føler sig værdsat og elsket, bliver man vred i stedet for

7. Mænd og kvinder og individer er forskellige

8. Vi påtager os roller, der modsvarer partnerens

9. Man kan ikke lave andre end sig selv om

10. Det varer hele livet

1. Jeg vil bevare mit forhold

Når et dårligt fungerende forhold skal endevendes, må man allerførst forsikre sig selv og hin­anden om, at man ønsker at bevare det. Ingen har lyst til at gennemgå en proces, som kræver nådesløs ærlighed, med en partner, der er halvvejs ude af døren, eller som truer med at gå ved enhver anledning. Altså, først bør man se hinanden i øjnene og love, at man har i sinde at blive i forholdet. Det kan være svært, hvis man er eddikesur, og navnlig hvis surheden er op­sparet igennem længere tid, men dette punkt kommer ingen udenom.

Hvis forholdet allerede har fået karakter af magtkamp, kan det føles som et tab af selvre­spekt at indrøm­me, at man vil blive i forholdet. Måske afgiver man et stærkt kort til partne­ren, nemlig den trumf, man ellers altid kunne stikke ud, der sagde: “At så kan det hele også være lige meget. Du kan rende mig … Nu går jeg!” Men den trussel er under alle omstændig­heder virkningsløs, hvis man ikke har i sinde at gøre alvor af det, og man risikerer, at partne­ren meget logisk på et tidspunkt spørger: “Hvorfor går du så ikke?” Eller værre: At partneren går først, fordi han/hun ikke kan holde ud at leve med den trussel hængende over hovedet.

Den gensidige forsikring om, at man ønsker at bevare forholdet, er grundlaget for den tryghed, der kræ­ves, når et forhold skal overleve eller forbedres.

2. Jeg vil være ærlig over for mig selv

Derefter må man se at blive klar over, om man har lyst til at lære sig selv at kende. Om man har lyst til at blive konfronteret med sine egne svage punkter, med sine egne fejl og mangler, og om man kan magte det. Man lærer mindst lige så meget om sig selv, som man lærer om sin partner, når man overvejer et forholds problemer. Hvis man ikke har lyst til at lære sig selv at kende, hvis man ikke kan være ærlig over for sig selv, kan man heller ikke have et ærligt forhold til en partner.

Til gengæld er det en meget udviklende og bekræftende oplevelse at opdage, at en anden person kan rumme én og elske én med alle disse ubehagelige sider, som man må erkende, at man OGSÅ indeholder. Den oplevelse venter på de modige, der tør lære sig selv at kende. Når man erkender de mindre flatterende sider af sig selv, bliver man en mere helstøbt person, og man kan lettere bruge sin energi på fortrinnene, på sine stærke sider, i stedet for at bruge den på at skjule sine svage.

“Jeg kan altså også være et dumt svin” er en erkendelse, som man ikke kan komme uden­om, når man vil være en hel person sammen med et andet menneske.

3. Kun ved virkelige svigt er det min partners skyld

Vi er meget gode til – og meget hurtige til – at uddele skyld. “Det er din skyld!” råber vi til hinanden. – “Det var dig, der fik mig til det!”, kan man måske også høre. Hold op med det! Uddeling af skyld fører ingen vegne hen, og vi kan kun meget sjældent virke­ligt påstå, at no­get er en andens skyld. Det er næsten altid kun vor egen.

Hvis vi står og skal til en fest, og hvis vores partner er for længe om at skifte tøj, så kan det ske, at vi kom­mer for sent. Men det er ikke min partners skyld, at jeg kommer for sent, for jeg kunne jo gå, da jeg var klar. Hvis jeg vælger at vente og komme for sent, er det mit eget valg og min egen skyld. Selv om vi bor sammen, skal vi ikke følges i alt, og hvis jeg ikke har lyst til at komme for sent, må jeg selv planlægge min egen tid. Men jeg kan ikke planlægge for min partner. Jeg kan heller ikke påtage mig skyld for min partner. Vi er to mennesker og ikke én stor, sammenvokset klump.

Kun ved virkelige svigt giver det mening at tale om skyld. Et virkeligt svigt kan være, at man har lovet no­get, men ikke holder sit løfte. Hvis min partner har lovet at komme og hente mig i bil, så vi kan følges ad til festen, så vil jeg stå og vente, til han/hun kommer, og hvis tiden ikke overholdes, kan det være min part­ners skyld, at vi kommer for sent. Men måske var bilen stjålet? Punkteret? Der kan være en god grund til svigtet. Hvis der ikke er en god grund, eller hvis det lugter for meget af en opdigtet und­skyldning, og hvis disse svigt optræder lidt for hyppigt, kan det være, at min partner er en upålidelig person, og i så fald ville jeg nok overveje, om jeg ville udsætte mig selv for at skulle danne par med ham/hende.

Et virkeligt og meget alvorligt svigt kan opstå, hvis f.eks. partneren har lovet at passe børnene, og så ikke gør det, eller ikke gør det ordentligt. Hvis der sker et barn no­get, og hvis det er resultatet af et svigt, er det ikke nødvendigt at påpege skylden. Den, der svigtede, vil føle det meget voldsomt selv.

Skyld er derfor ikke et væsentligt punkt, når man tager et parforhold op til revision. Det er uvigtigt og uin­teressant, hvem, der har skylden. Det er meget mere givende og spændende at finde ud af, hvordan man kan komme videre.

4. Vi bliver irriterede over det samme, som tiltrak os i begyndelsen

Det er meget almindeligt, at man forelsker sig i mennesker, der rummer nogle sider, som man har svært ved at udleve selv. Indadvendte føler sig tiltrukket af udadvendte. Overfladiske bliver tiltrukket af alvorlige. Uordentlige bliver tiltrukket af ordentlige osv. Det er også almindeligt, at netop de fortrin, vi i sin tid blev forelskede i, bliver kilder til megen irritation senere hen.

En meget åben og glad pige bliver hovedkuls forelsket i en tillukket, lidt mystisk ung mand. Eller om­vendt. Efter en tid bliver hun frustreret over, at han ikke kan lukke op, at han ikke kan begejstres, at han vir­ker kold. Han bebrejder hende, at hun snakker med alle menne­sker, at hun i det hele taget snakker for meget, og at hun presser sig for meget på.

Hvis din partner rummer træk, som irriterer dig ustandseligt, var det nok værd at tænke over, om ikke hans/hendes tiltrækning også for en stor del bunder i de samme træk? Hvis f.eks. åbenhed og livsglæde ikke er en del af din egen erkendte personlighed, og hvis du faldt for din partner, fordi han/hun rummede disse ting, så er det ikke rimeligt at modarbejde dem i jeres daglige samliv. Langt mere konstruktivt ville det være at er­kende, at du også selv kunne indeholde åbenhed og livsglæde og forsøge at leve det ud. Så behøvede du ikke opfatte din partner som eneste kilde til disse egenskaber. Du ville være selvforsynende, og din partner ville ikke være en trussel mod din angst for åben­hed og glæde.

5. Det handler aldrig om ting, det handler altid om følelser

Dette er en meget vigtig regel at holde sig for øje, når et skænderi er under udvikling. Vi skændes om alt muligt: Rengøring, børnepasning, svigerfamilierne, penge … Men det er ikke sagen som sådan, der holder liv i skænderiet, det er følelserne nedenunder.

Nogle par kan skændes i årevis, f.eks. om hvordan de bruger deres penge. Hvis de ønskede at stoppe skæn­derierne, lavede de én gang for alle en aftale, der tilgodeså fæl­les­udgifterne og derefter uddelte resten som lommepenge i to lige store portioner: – Mine penge – Dine penge. “Det rager ikke nogen, hvordan jeg bruger mine penge”, kunne de så sige, og skænderierne var effektivt aflivede. Det gør de ikke. Hver dag, hver uge, hver måned kører de de samme argumentationer år ud og år ind. De skændes nemlig ikke om pen­gene, de fører en magtkamp, som er fuld af forbudte følelser. En forbudt følelse kan f.eks. være: “Jeg føler ikke, at du elsker mig”. Disse følelser må ikke komme frem, de er for flove, for afslørende, for ube­hagelige, og derfor er de forbudte. Det er tusinde gange lettere at sige: – “Du tænker aldrig på at købe en blomst med hjem. Det er altid mig, der skal sørge for, at her er pænt”. Så har man ikke indrømmet, at man har et behov, som man gerne ville have den anden til at opfylde. Når man har det, kan man nemlig komme til at føle sig i lommen på den anden, føle sig afhængig af den anden, og det er ikke rart. Hvis man vender sit behov til et tilsyneladende rimeligt krav, kan man bedre give udtryk for det.

De mest almindelige forbudte følelser er: – Jeg føler mig ikke elsket. – Jeg bliver ikke værdsat efter fortje­neste. – Jeg har brug for dig. – Jeg kan ikke være alene. – Jeg kan ikke klare mig uden dig.

Når en forbudt følelse bliver anerkendt og omtalt i et forhold, holder den op med at være forbudt, og såle­des kan man begrænse diskussionerne om de praktiske ting til et minimum.

Det var nok værd at tænke over, næste gang du bliver edderspændt rasende over, at din partner har glemt at skrue hætten på tandpastatuben!

6. Når man ikke føler sig værdsat og elsket, bliver man vred i stedet for

Når man ikke føler sig værdsat og elsket, føler man, at man er blevet snydt for noget væsentligt. Og med fuld ret. Men hvis følelsen er forbudt, og man ikke kan bede om det, man har brug for, føler man i stedet en vold­som vrede. Som et barn, der er blevet uret­færdigt be­handlet.

Mennesker rummer mange forskellige følelser. Nogle af dem synes vi, at vi bedre kan være bekendt end andre. Nogle af dem er lettere at håndtere end andre. At føle sig uelsket, og bedrøvet over at være uelsket, opleves som en meget ydmyg følelse. Lidt flov og skamfuld og med mindelser om barndommen, hvor vi ville gøre alt, blot for at opnå vore forældres inter­esse og påskønnelse. Vi var helt prisgivede vore forældre, og vi udtænkte alle mulige kneb for at få deres opmærksomhed. Nu er vi ikke længere børn, og det føles forkert at være prisgivet et andet voksent menneske, vores partner. Vi vil have, hvad vi har brug for, uden at skulle finde på kneb. Men det får vi ikke altid. Så bliver vi vrede i stedet. Vreden dækker over af­magt, over prisgi­vetheden og over sjælesårene. Vores psyke kan bedre håndtere vrede end såret afmagt. For når vi er vrede, handler vi. Og handling er vejen frem for et voksent menne­ske.

Nogle mennesker, og det gælder specielt kvinder, har problemer med at vise vrede. De kan ikke blive or­dentligt gale, men vælger i stedet at vende vreden indad, mod sig selv. De kan på denne måde blive depressive, selvhadende, nervøse, svagelige eller an­det. Eller vreden kommer ud i forvrænget form som små stiklerier, små nåle i partnerens selvfølelse, men – be­vares – venligt ment. Disse stiklerier kan udvikle sig til noget, der ligner psykisk terror, og det kan opleves mange gange værre end en regulær skideballe. Men disse mennesker ved ikke selv, at de er vrede. Vreden er gemt meget langt væk, fordi det føles truende og særdeles skræmmende for dem at føle vrede.

Vreden træder under alle omstændigheder ind for at dække over sorg og skuffelse. Logikken er, at det er mere voksent og handlekraftigt at være vred, og da det jo er part­neren, der får én til at blive ked af det, er det jo rimeligt at vreden går ud over ham/hende. Den virkelige følelse og årsagen til denne følelse bliver gravet dybt ned un­der vreden, uanset hvilken form, vreden får, når den kommer ud.

Når din partner bliver uforholdsmæssigt vred over, at du glemte at tømme skraldespan­den, var det må­ske på sin plads at give ham/hende et stort knus og en ufor­beholden kærlighedserklæring, i stedet for at komme med hundrede undskyldninger og et par vrede modanklager som forsvar. – Men det kræver stor mo­denhed at nå dertil i et forhold.

7. Mænd og kvinder og individer er forskellige

Det er naturligvis banalt at skrive sådan, men forskellighederne går mange lag dybere, end vi normalt gør os det klart, og derfor er det nyttigt at tænke over dem, når man vil udrede pro­blemer i sit parforhold.

Da vi alle – både fysisk og psykisk – er meget forskellige, vil vi hver især først og fremmest give den anden part det, vi selv ønsker os. Kvinder – og meget feminine personer – vil give deres partner en masse nærhed, ømhed og opmærksomhed, også så meget, at det for mange kan virke kvælende. Mænd – og meget maskuline personer – vil give beskyttelse, sex og økonomisk tryghed. Sådan sagt i meget generelle vendinger, i hvert fald.

Der findes kvinder og mænd, som ikke passer ind i de alment vedtagede normer for mænd og kvinder, hel­digvis, og de sidste 30-40 års kønsforvirring har gjort vore be­greber uklare, heldigvis, men generelt er det stadig muligt at få øje på store forskelle, der ikke blot bunder i det fysiske, mellem det feminine og det maskuline individ. Om disse forskelle er biologiske eller socialt betingede, hersker der stadig stor tvivl om.

Kvinder vil gerne snakke. Det ved enhver vittighedstegner. De er ikke bange for at tale personligt om følel­ser med familien, med veninder og med mænd. Tværtimod synes de at trives ved det.

Mænd bliver ofte ubehageligt til mode, når der snakkes for meget følelser. De vil hellere handle. – “Hvad kan jeg gøre?” spørger de straks, eller også tænker de det bare.

Når der foreligger et problem, vil kvinderne lave te eller kaffe og sætte sig ned og snakke om det. De fin­der ikke altid en løsning, men de føler sig lettede og mere glade, når de har endevendt og delt problemet med andre. Mændene vil udveksle korte be­mærkninger, mens de overvejer forskellige løsninger, og derefter vil de handle. Gøre noget ved det. Hvis de ikke kan handle sig ud af problemet, vil de stuve det langt væk og forsøge at glemme alt om det.

Hver for sig virker disse metoder udmærket i mange tilfælde. Tilsammen vil de give en uhyre effektiv pro­blemløsning. Men når de bliver sat op imod hinanden, som det hyppigt sker i et parforhold, vil metoderne udløse eksplosioner af frustration og mang­lende forståelse.

Selv om det er vigtigt at holde sig mænds og kvinders forskelligheder for øje, er det også væsentligt at på­pege lighederne. Begge køn har brug for kærlighed, forståelse, ac­cept, ømhed, tryghed, omsorg osv. Og mænd er ikke altid følelseskolde problemløsere, og kvinder er ikke altid snakkende gæs. I et forhold bør der være plads til en rummelig definition af det enkelte men­neske, uanset køn.

8. Vi påtager os roller, der modsvarer partnerens

Når vi mødes med andre mennesker, sker der ofte en hurtig uddelegering af roller. I en gruppe eller i en flok er der altid én, der påtager sig nogle praktiske opgaver, én, der holder sig skeptisk tilbage, én, der fører ordet osv. Hvis der i en flok optræder to, der altid plejer at føre ordet, kan der ske to ting: 1. Den ene får lov at snakke, og den anden kan slappe af. 2. De bliver konkurrenter og måske uvenner. Således også i et parforhold.

Når talen er om kun to mennesker, der skal finde ud af at tilbringe meget tid sam­men, sker der oftest en po­larisering. Det vil sige, at modsætningerne bliver større, end det egentlig var nødvendigt. En kvinde er meget ordentlig, hendes mand er ikke så ordentlig. Hvis manden skulle bo alene, kunne han nok finde ud af at holde sit hus i nogenlunde stand. Han ville kunne klare oprydning og rengøring tilfredsstillende. Sammen med kvinden kommer han imidlertid til at virke lidt uordentlig. Hun går mere op i de ting, end han gør. Det bliver hende, der kommer til at definere begrebet “ordentlig­hed”, og ved den sammenligning bliver han udpe­get som decideret rodet. – “Du er et værre rodehoved”, siger hun til ham, og sommetider siger hun noget, der er værre. Samtidig bliver kvinden en tand mere pertentlig, end hun har været før, for nu, hvor hun har over­taget ansvaret for ordenen for to mennesker, bliver der meget mere at holde øje med. – “Du har rengøringsvanvid”, siger han, og sommetider siger han noget, der er værre. De havde begge et afslappet for­hold til begrebet “orden” før, men nu, hvor de bor sammen, har de trukket sig ud mod hver sin pol: Rodehoved og rengøringsvan­vid.

I en større gruppe ville kvinden måske træffe en anden, der også havde orden som sit speciale, og så ville hun kunne slappe af, eller måske ville de begynde at skændes om, hvem der var mest ordentlig, men med manden er der ingen tvivl: Kvinden bliver den, der står for ordenen i det fælles hjem.

På denne måde kan man hurtigt komme til at leve sit liv med en række roller, der egentlig ikke passer én så godt. De bliver for stramme. For entydige.

Der findes kvinder, der aldrig lærer at køre bil, fordi de “ikke har forstand på moto­rer og sådan noget”, og fordi manden altid kører, når de skal nogen steder. Den dag, hvor denne kvinde har lyst til at køre et sted hen alene, bliver denne rolle som “ikke-mo­tor-kyndig” for stram. Men når det drejer sig om at indstille olie­fyret, at skifte et tænd­rør eller at starte plæneklipperen, passer rollen hende måske udmærket.

På samme måde er der mænd, der ikke kan finde ud af at vaske deres eget tøj, at sy en knap i bukserne, at afrime et køleskab. Rollen kan være bekvem, hvis man har no­gen, der vil gøre tingene for én, men det bli­ver pinligt, hvis man skal klare sig alene en tid.

Typiske roller, som man uddeler mellem partnere, kan være: Økono­misk/uøkonomisk. Ordent­lig/uordentlig. Punktlig/upræcis. Omhyggelig/skødesløs. Udadvendt/indadvendt. Stærk/svag. Syg/rask. Følel­seskold/nærtagende. Omsorgs­fuld/selvoptaget. Ubekym­ret/alvorlig. Fest­glad/uselskabelig. Lidenskabe­lig/kold. O.m.a.

Hvilke roller har du påtaget dig i dit parforhold? Er de for snævre? De fleste menne­sker rummer lidt af det ene og lidt af det andet. En alt for stærk polarisering af rollerne i et forhold kan amputere hele mennesker, så de kommer til at virke svage eller lige­frem latterlige. Det kunne være en god idé at påtale disse roller, når man bliver op­mærksom på dem, og at give sig selv og partneren lov til at vise flere nuancer i det daglige. En stærk rollefordeling kan give anledning til mange uoverensstemmelser, som i virkeligheden var unødvendige. Vi kan alle sammen så udmærket påtage os ansvaret for de fleste ting selv. Husk din egen andel i rolle­fordelingen, når du bliver irriteret over, at din partner er uøkonomisk, uordentlig, uselvstændig.

9. Man kan ikke lave andre end sig selv om

Det vigtigste ansvar at påtage sig er ansvaret for sig selv. Det dummeste, man kan gøre, er at vie sit liv til at lave andre mennesker om. For det lykkes nemlig stort set aldrig. Derimod kan man komme langt med sig selv, hvis man er motiveret, og det er man kun, hvis man ikke kan slippe af sted med at give andre skylden eller med at lade andre tage ansvaret for sig.

Man kan ikke gøre noget ved sin partner, udover at elske og støtte. Forandringer skal komme fra én selv, og de kan kun indtræffe, hvis man kan indse, at der er noget, der trænger til justering. Hvis man tør se sine egne behov, fejl og mangler i øjnene. Det er noget af det allersværeste – Det er som bekendt altid lettere at se splinten i sin broders øje end bjælken i sit eget – så det bør ikke undre nogen, at elendige parforhold fortsætter i samme rille i årevis, og at man selv efter et brud gentager akkurat de samme mønstre, blot med en ny partner. Nissen flytter jo med.

10. Det varer hele livet

Det varer nemlig hele livet, processen med at lære sig selv at kende, og først når man er nået et stykke af vejen, kan man være en ærlig medspiller for en partner. Til gengæld er det nok den mest lærerige og udvik­lende proces i et menneskeliv, dette med at lære sig selv at kende i samspillet med en ærlig, kærlig og medle­vende partner. I forhold til den udfordring kan alle de smarte manegementkurser, som erhvervslivet arrange­rer om personlig udvikling, godt gå hjem og lægge sig.

Som i et computerspil kommer man ikke videre til næste niveau, før man har lært at be­herske de foregå­ende. Man kan f.eks. ikke lære at løse problemer sammen med sin partner, før man har lært, at man selv har ansvaret for sine egne problemer. Man kan heller ikke lære at tackle f.eks. jalousi, før man har lært, hvad man selv vil gå med til, og hvor langt man selv vil gå.

Da processen varer hele livet, kan man lige så godt lære tingene med den partner, man nu engang har. Der er ikke noget vundet ved at skifte en i øvrigt udmærket partner ud med en an­den. Tværtimod koster det tid, som at blive slået tilbage til start i Ludo.

Intet parforhold er fastlagt en gang for alle. Vi udvikler os, får nye venner, nye in­teresser, nyt arbejde, børn, hunde … Og vi bliver ældre, får skavanker, børnene flytter, pensionsdagen kommer … Der skal være plads til forandring, og hver ny begivenhed betyder nye udfordrin­ger til én selv og dermed til parforholdet.

Parforholdet kræver tid. Tid og snak og praktiske løsninger. Om og om igen. De samme problemer kan vise sig i nye forklædninger, og der kommer hele tiden nye til. Det er en del af livet. Problemerne er selve li­vets mening, og måden, vi klarer dem på, viser, hvem vi er, og hvem vi vil blive.

Det kan være fristende at unddrage sig et nærmere bekendtskab med sig selv ved at und­lade at komme an­dre mennesker på nærmere hold, men det vil sjældent være til­fredsstillende i længden. Det kan virke fris­tende at flygte for de problemer og udfor­dringer, der opstår i et nært forhold, men man er sjældent tjent med det i det lange løb. Det kan være nødvendigt at klare sig selv i perioder, og det skal man også som voksent menneske kunne, men den virke­lige udvikling findes i fællesskabet. I at have et vidne til dit liv, som samti­dig er en positiv medspiller.

Har man en partner, gælder det om at værne om forholdet. Som en bekendt engang udtrykte det: – Man skal vande sine skildpadder! – Det betyder, at ingenting kører af sig selv. Alt godt skal vandes, passes og gødes. Og det kræver tid, ressourcer og engage­ment. Men et godt forhold opvejer så rigeligt ulejligheden, og ens umage kommer tifold tilbage. Om ikke som andet så som visdom. Om livet, menneskene og én selv.

Som den opmærksomme læser vil have bemærket, har jeg ikke berørt et ellers så avis­sælgen­de emne som sex. Jeg betragter ikke begrebet sex i parforholdet som stort anderledes end begrebet støvsugning: Et punkt, hvor modsætninger, magtkampe og problemer kan vise sig, hvis forholdet i øvrigt er ude af balance. I et godt forhold er dobbeltsengen den sandkasse, hvor man kan udforske og lege lykkeligt, som da man var fem år gammel, eller som det storslåede sørøverskib, der stævner ud på farlige have med én selv og partneren om­bord, som da man var ti.

(Offentliggjort i div. blade for 20 år siden.)