Klogebogen

Blog Image

Igennem snart mange år har jeg samlet udsagn, som på en eller anden måde, på et eller andet tidspunkt, har forklaret noget for mig, som jeg må have haft brug for at få forklaret.

Denne lille samling plejer jeg at referere til som „Klogebogen”. På nogle er der kildeangivelse, andre er så gamle, at kilden er gået i glemmebogen, hvilket jeg beklager. Hjælp modtages gerne, og hvis du har andre udsagn, som fortjener at komme i klogebogen, så send dem endelig!

Her følger et uddrag:

Menneskets største problem er strukturering af den vågne tid.

Eric Berne

Hovedårsagen til frygt, stress, depression og vrede er, at vi er uærlige over for os selv og andre, og at vi lever i en selvskabt historie, som vi gør alt, hvad vi kan, for at videreføre.

Brad Blanton: Radical Honesty

Døden i Isfahan: En tjener kommer til sin herre og siger: – Lån mig en hest, for på markedspladsen mødte jeg Døden, som gjorde en truende bevægelse mod mig, og nu vil jeg ride til Isfahan. Herren låner tjeneren en hest og går selv hen på markedspladsen, hvor han møder Døden. – Hvorfor truede du ad min tjener? spørger han Døden. – Jeg truede ikke, jeg vinkede til ham, fordi jeg blev forbavset over at se ham her, for i aften har jeg en aftale med ham i Isfahan, svarer Døden.

Sufihistorien optræder i Svend Åge Madsens ”Tugt og utugt i mellemtiden” og ”Syv aldres galskab”.

Force not the course of the river. If you divert it from the channel in which nature tought it to flow, and force it into one arbitrarily cut by yourself, you will lose its grace and beauty.

Jane Austen

Jeg bemænger mig ikke med umagtpåliggende ting

Holberg

Man’s love is a man’s life a thing apart – ’tis of woman’s whole existence.

Lord Byron

Både at samarbejde, og at straffe outsidere, anderledes og forræderiske individer, udløser dopamin, dvs. lystfølelse, i den menneskelige hjerne.

Ved kriser:

1. Se tingene i øjnene!

2. Acceptér!

3. Træd vande

4. Lad tiden gå

Dybe stresskilder: Døden Meningsløsheden Isolationen Friheden

Angst: Svækkelse af forsvarsmekanismer, som beskytter mod overvældelse af iboende urangst.

Kræft kurerer neuroser.

Irwin D. Yalom: ”Eksistentiel psykoterapi”, ” Terapiens essens”, ” Sex, løgn og psykoterapi”, ”Dobbelteksponering”.

Mennesket er: Socialt Hierakisk Meningsskabende

De motiverende faktorer: Mad Sex Magt Bekvemmelighed

Det er altid opløftende at være til stede, når en ny kendsgerning kommer til verden.

Robert M. Pirsig: Zen og kunsten at vedligeholde en motorcykel

Giv mig styrke

til at ændre det, der kan ændres

Giv mig tålmod

til at udholde det, der ikke kan ændres

Giv mig visdom

til at skelne mellem de to ting

Ancius Manlius Torquatus Servinus Boethius

Om folkedrabet i Rwanda, foråret 1994, hvor 800.000 mennesker blev hakket ihjel med macheter:

… budskabet krøb ind i vores nationale bevidsthed meget langsomt. Det skete ikke lige pludselig. Vi vågnede ikke op en morgen for at høre det drøne ud af radioen for fuld styrke. Det begyndte med en hånlig kommentar, en henkastet brug af udtrykket „kakerlak”, det næsten humoristiske forslag, at tutsier skulle sendes tilbage til Etiopien med luftpost. Det tager tid at berøve en hel gruppe deres menneskelighed. Det er en holdning, der kræver dyrkelse, en række små skridt, daglig pleje.

Paul Rusesabagina & Tom Zoellner: En helt almindelig mand. Side 76

Tiden manifest

Jeg bryder mig ikke om tiden. Jeg bryder mig ikke om denne tid i dette land i denne del af verden. Jeg bryder mig ikke om at leve i en tid, der fremtræder så fremmedgjort over for ganske almindelige, menneskelige hensyn. – Måske er det mig, der er fremmedgjort? Jeg har gjort et halvt århundrede med og synes af og til, når jeg forlader mine egne cirkler for en kort stund, at jeg teleporteres til en anden planet. En planet, jeg ikke bryder mig om at være på.

Vores jord består af asfalt, størknede industri- og boligområder og parceller med giftgødede afgrødefabrikker, hvor al naturlighed holdes ude. Vore dyr holdes indespærrede i lidelse på mindst mulig plads og passes af maskiner. Vore spædbørn, børn og unge overlades til fremmede i overfyldte, dårligt beliggende, dårligt bemandede og dårligt drevne institutioner, hvor barnets følelsesliv og behov for at udfolde sig trygt i kendte rammer ignoreres. Vore småbørn og deres forældre begynder dagene med knuste hjerter, men man skal jo videre …

Man skal jo passe sit arbejde, sine venner, sine interesser … Man er socialiseret ind i det moderne slaveri, lønarbejdet, der fungerer så subtilt, at vi helt frivilligt klatrer ind i hamsterhjulet og løber derinde, til vi segner af angst, spiseforstyrrelser, stress eller anden sygdom for at få de helt basale, nødvendige goder: socialt samvær, penge, anerkendelse, ferier, fladskærm og friværdi.

Sanktionerne for dem, der ikke hopper med, er strenge: Ensomhed, manglende selvværd, elendige boligforhold, ditto økonomi og et samfund, der holder skarpt øje med antallet af jobansøgninger pr. uge. Undersøgelser viser, at arbejdsløse mænd har meget få chancer for ægteskab og børn. At straffe på muligheden for at formere sig er uhyre effektivt, navnlig fordi vi aldrig taler åbent om det. Sådan er det bare blevet.

Der er ingen nødudgange i det moderne samfund. Vi kan hverken bo, spise eller opdrage børn som selvforsynende enheder. Vi er underlagt et fælles system, og det ville være glimrende, hvis systemet tog sig af os og tog hensyn til vore behov. Det gør det i tilstrækkelig grad. I tilstrækkelig grad til, at vi ikke gør oprør, men pænt indordner os. Det er vel det, der er kernen i al politik? At skabe et samfund, hvor folk indordner sig? De må gerne brokke sig over småting, vi har jo ytringsfrihed, gudbevares! – men de må ikke sætte sig ud over rammerne.

Systemet favoriserer udelukkende unge, smarte, erhvervsaktive mennesker. Denne befolkningsgruppe holdes i ånde af overfladisk travlhed. De lokkes og piskes fremad og finder selv stor mening i at vælge møbler, bil, feriemål, og i at indrette deres kedelige typehuse med italiensk marmor – det holder hjulene i gang. De små, de unge, de syge, de praktisk begavede, de skæve, de sårbare, de sløve, de opfindsomme, de tykke, de højt begavede, de utålmodige, de tankeprægede, de følsomme, de indvandrede, de midaldrende, de gamle … alle andre marginaliseres.

De fleste af os oplever en kort periode, hvor vi lever op til normerne, hvis vi anstrenger os. Det er en berusende tid. Her, midt inde i malstrømmen, er vi til stadighed bange for at falde ved siden af, så vi hævder os ved både at vise os skamløst frem og ved at nedgøre andre. Vi, som p.t. er i vælten, kan sagtens enes om at forhåne rygere, gamle, andre kulturer og deres religioner, og det må vel på en sær, syg måde få os til at føle os godt tilpas?

Så sker der naturnødvendigt noget i vores liv: Vi kommer ud for en trafikulykke, bliver syge, får børn, bliver skilt, bliver ældre eller bliver fyret. Og så er vi straks tabt og udenfor igen. Den første reaktion, man får fra det omliggende samfund, når sådanne begivenheder indtræffer, er kold afvisning og mistænkeliggørelse: Det er din egen skyld! Vi ved ikke på hvilken måde, men det er i hvert fald din egen skyld! – Derefter kan vi – måske – nedlade os til at hjælpe dig en smule.

Jeg kender veluddannede, velbegavede, vellønnede, yngre mennesker, der f.eks. har fået konstateret en sygdom, og straks er de kastet ud i ensomhed, kamp og fordømmelse. Alene det at få en læge, som hellere vil spille klarinet eller golf, og som er underlagt besynderlige, tidskrævende systemer, til at interessere sig for dig inden for en rimelig tidshorisont, er en kamp, som et sygt menneske hverken kan eller burde tage.

Det sørgelige er, at vi lever i et rigt, højtudviklet samfund med masser af ressourcer. Vi kunne tage alle de menneskelige hensyn, der er nødvendige! Men vi vælger ikke at gøre det. Vi kunne hjælpe andre, mere fattige samfund i stedet for at føre krig mod dem, men det gør vi ikke. Vi kunne sikre velfærden for vore dyr, børn, gamle og andre medmennesker, men vi vælger ikke at gøre det. Vi kunne arbejde seriøst for naturbevarelse, for en ren jord og en ren luft, men det gør vi så heller ikke.

Aldrig i hele menneskets historie har nogen haft så gode muligheder for et godt liv, som vi har! Aldrig har vor viden og ressourcer inden for f.eks. ernæring, psykologi og sygdomsbekæmpelse været større, men vi bruger ikke disse gaver fuldt ud i et solidarisk samfund. Vi bruger al vores tid og alle vore kræfter på selv at hænge på og på at holde andre ude.

Aldrig, tror jeg, har medlemmer af en given befolkning været så optaget af deres egen, individuelle ernæring og af deres eget helbred. Tv, aviser, Internet, radio, ugeblade og veninder flyder over af mere eller mindre gennemtænkte råd om kost, motion og helbred, vi jogger og går til fitness, måske på bekostning af almindeligt samvær med vore børn, og intet hjem er perfekt uden skridttæller, kosttilskud og dit eget private blodtryksmåleapparat. Det synes, som om vi her midt i overfloden er blevet panisk livsangste. Og samtidigt som om vi sammenbidt og kollektivt har besluttet os for at leve i al evighed og fanden tage de sidste!

Sådan et samfund bryder jeg mig ikke om at leve i.

Sprogørepine

Og så sad jeg og zappede mellem vore 48 tv-kanaler og kom forbi et forbløffende optrin: To midaldrende kvinder klædt ud som kluntede havfruer sang, dårligt, men med stor overbevisning, en hjemmelavet havfruesang. – Jeg var nær drattet ned af stolen og blev fascineret hængende, ude af stand til at forstå, hvad der foregik. Var det et satireprogram? En fjollet film?

Nej, det var X-Factor på DR1. Som du sikkert ved, gik det ud på at finde nye sangtalenter. Jeg hang og hang, og med større og større forundring så jeg den ene håbefulde sanger, komplet blottet for selverkendelse, efter den anden forsøge at gøre indtryk på dommerne.

På et tidspunkt rejste den ene dommer sig op og forlod lokalet. På frokostavisernes spisesedler har jeg senere set ham hængt ud som hadeobjekt, men man kan vel kun undre sig over, at han blev så længe? Den stakkels mand er formentlig musikalsk, og den ørepine, han pådrog sig den aften, jeg kiggede med, må have været uudholdelig.

Jeg ved præcis, hvordan han har det. Jeg får også ondt sommetider, og mit fag er sproget. På tv ser jeg mennesker, som ikke kan danse, danse. Mennesker, der ikke kan stå på skøjter, skøjter. Folk, der ikke er sjove, underholder. Alt det kan jeg slukke for. Heldigvis.

Men jeg fatter ikke, hvorfor mennesker, der ikke kan tale, bliver ansat som tv-journalister?

De siger drabt i stedet for dræbt

De siger rat i stedet for ret

De siger terre i stedet for terror

De siger kraft i stedet for kræft

Og det i en sådan grad, at jeg sommetider helt misforstår deres udsagn. F.eks.:

„Han brugte kraften positivt” lyder opløftende på den optimistiske, Star Wars-agtige måde, indtil det langt senere går op for mig, at manden er ramt af en dødelig sygdom.

Som professionelt ordmenneske bliver man følsom, når det sprog, man omhyggeligt tilegnede sig i barndommen, bliver mishandlet. Som Thomas Blachman i X-Factor bliver jeg først ondskabsfuld i selvforsvar over for de inkompetente tv-værter. Når alle de små hår så stritter, udslet og øresmerter breder sig, slukker jeg tv’et eller forlader stuen.

Nu vil de fleste indvende, at allerede de gamle grækere og romere brokkede sig over de unges sjuskede sprog, men det gør vel ikke lidt brok mindre relevant, vel? Og jeg tror, at meget af miseren skyldes, at vi i dag som forældre ikke gider bruge tid sammen med vore børn og tale ordentligt med dem en-til-en, men overlader dem til enorme institutioner, hvor der måske er en voksen pr. 24 børn, og hvor de lærer at tale af hinanden. Det forklarer også, hvorfor hævdvundne talemåder, som f.eks. at gøre nogen en bjørnetjeneste, skifter mening. Ungerne kender ikke La Fontaines fabel, der er ingen voksne til at fortælle dem den gamle, gode historie, og så gætter de sig selv frem, så godt de kan, med misforståelser og sproglig uklarhed til følge.

Okay, det er et alderdomsfænomen. Sproget ændrer sig, og de gamle gyser.

Lykker og ulykker med en hovawart

Blog Image

Som jeg har udbredt mig om før, er hovawarten en temmelig geskæftig hund, der selv finder på ting, hvis man ikke sørger for at aktivere den rigeligt hver dag. Den er lydløs og lynhurtig – også hvad angår fatteevnen, så efter et års registreret partnerskab har vi følgende liste over ulykker:

Fra begyndelsen forviste den husets gamle, tykke hankat til bryggerset. Katten må gerne være her, og hvalpen respekterer dens madskål m.m., men den må ikke komme i nærheden af køkken, stue eller soveværelse.

Kun 12 uger gammel stjal den min mands halve grillkylling fra sofabordet. Hunden var så lille, at vi egentlig ikke troede, den kunne nå, og den havde slugt det hele, før vi kunne gribe ind, selv om vi sad lige ved siden af. Og indtil da havde jeg omhyggeligt sørget for, at den kun fik sikre rørben og hvalpeegnede gumleben!

For at beskæftige hvalpen har vi gemt ting, som oftest godbidder eller griseører, rundt omkring i huset: På hylder, i brusekabinen, bag sofapuder, under lænestolen osv. Så den er toptrænet i at opsnuse madvarer, hvilket et par gange har vist sig uhensigtsmæssigt:

Min mand holder meget af wienerbrød, men jeg beder ham holde igen med bagerens sundhedsskadelige, hærdede fedtstoffer, så en dag, da han vidste, at jeg skulle være væk om aftenen, havde han købt en stang wienerbrød og omhyggeligt „glemt“ den i sin taske. Et par minutter efter, at han var kommet hjem fra arbejde og havde stillet tasken fra sig under skrivebordet, kom hovawarten forbi mig med wienerbrødsstangen halvt nede i gabet og slugte det hele på et øjeblik. Det er faktisk forbløffende, for tasken var lukket til, og wienerbrødet lå nede i en bagerpose, som stadig lå på gulvet ved siden af tasken.

En anden dag fik jeg besøg af en veninde, som havde været til grillfest, og som havde en portion grillet lammekød i sin sportstaske, som hun satte fra sig i entréen. Mens vi sad og snakkede inde i stuen, lynede hunden tasken op (!), pakkede kødet ud af stanniolet og åd det.

Den væltede et ildfast fad med en fiskeret ned fra køkkenbordet og ryddede det, inden vi nåede ud til den. Fadet gik naturligvis i stykker, men skårene var rene.

Den åd en ost, som lå ubevogtet et kort øjeblik på sofabordet.

Den ødelagde mit nye komfur ved i begejstring at springe op på lågen, som stod åben, og derved vælte hele komfuret. Lågen bestod af mange lag glas, som splintredes i et centimetertykt lag over hele køkkenet.

Den kan, tilsyneladende helt uden grund, angribe andre hunde voldsomt. Navnlig unge tæver. Det er faktisk chokerende at se. Øjeblikket efter – Hvis den anden tæve har vist behørig underkastelse? – leger de glimrende igen. Senest havde denne voldsomme automatreaktion nær kostet den et øje, og det blev dyrt i weekendtillæg til dyrlægen.

En mørk, våd og blæsende vinteraften troede jeg, at jeg kunne skulke fra aftenlufteturen og lod min mand gå alene med hunden, mens jeg blev i lænestolen. Ti minutter efter, at de var gået, hørte jeg noget kradse på hoveddøren: Så snart min mand havde sluppet hunden inde i skoven, løb den fra ham over en befærdet vej i mørket og lige hjem til mig igen.

Vi har måttet købe et bur, som den bliver lukket ind i, når vi kører bil, for i ophidselse „jager” den forbipasserende biler og var ved at kradse ruderne ud.

Men der er også „lykker“:

Jeg lå syg et par dage, og hvalpen, som kun var ca. seks måneder gammel, lå musestille ved siden af min seng i timevis og slikkede min hånd, når jeg en gang i mellem vågnede lidt op.

Normalt trækker den voldsomt i snoren, navnlig i begyndelsen af spadsereturene, men når vi har barnebarnet med i barnevogn, går den uhyre forsigtigt og skæver op i vognen, som om den er bevidst om ansvaret for den lille.

Den lærer ting på sekunder. Griseører og gumleben skal fortæres på dens eget tæppe i stuen, og det lærte den, da det var sagt en enkelt gang. Nu går den rutinemæssigt hen på tæppet med sine lækkerier.

Den er uhyre opmærksom: Når den fornemmer, at det er tid til skovtur, henter den selv sin snor. Den kunne ikke drømme om at løbe uden for synsvidde, hvis den går løs i skoven, og den kommer straks ved det mindste fløjt og går på plads, hvis den bliver bedt om det. Hvis jeg taber noget undervejs, finder den det omgående.

Den har lært mange ord: Hvis jeg siger „kommer“, løber den til hoveddøren for at tage imod gæster. Hvis jeg siger „madskål i køkkenet“ løber den ind til den, uanset hvor vi befinder os i hus eller have.

Den kan overskue husets grundplan på en forbløffende måde: Hvis den står i stuen og ser noget interessant ude på terrassen, kan den gå den lange omvej om til bryggersdøren, som ofte er åben, og rundt om huset, for at komme hen til det.

Den er uhyre hengiven. Følger mig overalt. Venter tålmodigt i timer på mig. Forsøger virkelig at gøre alt, hvad jeg beder den om, hvis den på nogen måde kan.

Biblioteket

Jeg kan i dag ikke bruge mit bibliotek, hvis jeg gerne vil læse de nyeste bestsellere. Når jeg f.eks. bestiller andet bind i Stieg Larssons velskrevne krimiserie på Aalborg Bibliotekerne (Det hedder det – Et tempel for viden og retskrivning, formoder jeg), fortæller bestillingssiden, at jeg står i kø som nr. 279 og måske kan regne med at se bogen en gang efter midsommer. Og det, selv om bibliotekerne i Aalborg Kommune har indkøbt knap 120 eksemplarer. Samtidig er de fleste bestsellere blevet så billige, og folk har så mange penge mellem hænderne, at de bare køber de populære bøger på nettet eller i supermarkedet, når de alligevel er ude efter mælk.

Jeg kan heller ikke bruge biblioteket, hvis jeg gerne vil låne en cd eller en dvd. For et par år siden bestilte jeg en række store operaer i berømte opsætninger og troede, at nu skulle jeg rigtig hjem og hygge mig, men skiverne var ridsede og fedtede, i det omfang de overhovedet var til stede i kassetterne, så den oplevelse gik til i ren ærgrelse. Her i ugen får min husstand installeret et nyt, digitalt tv-system, der også kan downloade musik, film m.m. Hvis jeg kan sidde i min egen stue med fjernbetjeningen i hånden, hvorfor i alverden skulle jeg så ulejlige mig hen på biblioteket?

Vi har naturligvis både computer og Internetforbindelse hjemme hos os, så i de allerfleste tilfælde foregår research og vidensindsamling via Google og nettet i øvrigt. Hvis min søgen leder mig til en bog, bestiller jeg den selv på nettet, enten i en Internetboghandel, i en antikvarboghandel eller på biblioteket. Det er mange år siden, jeg har ulejliget en bibliotekar. – Det er faktisk år og dag siden, jeg har talt med en bibliotekar.

For omkring fem år siden blev der sat nogle irriterende maskiner ind på mit lokale bibliotek, hvor man selv skal scanne bøger og andre materialer ud og ind. Somme tider virker de, og somme tider gør de ikke. Man står der og gløder af spænding hver gang, om nu projektet med at låne eller aflevere en bog lykkes.

Før maskinerne kunne man stå og få en god snak med en bibliotekar om de bøger, vi hver især havde læst, og udveksle gode læsetips, mens han eller hun scannede mine bøger ud og ind. De tider er længst forbi.

Men det, jeg nok savner allermest, er at gå og græsse i reolerne, hvor vidende og læsende bibliotekarer har sat nye eller gamle, gode, spændende, aktuelle, kloge, sjove – ja, alle mulige – bøger frem som appetitvækkere. Sommetider som led i et tema: EU, kongebryllup, dyr, krimier, computere o.m.a.

Konklusionen er måske, at bibliotekerne ikke skal satse på bestsellere, som sælger sig selv. Heller ikke på elektronisk underholdning, hvor det samme gør sig gældende. Der skal opretholdes et basalt digitalt tilbud til dem, der ikke har adgang til goderne hjemmefra, og så skal bibliotekarerne bruge deres tid på mennesker. På at vejlede i videnssøgning. På at formidle viden. Og på at dele glæden ved læsning.

Oprydning

Blog Image

Det behøver ikke at have et fint asiatisk navn. Man kan bare gøre det, når lysten, tiden og alderen er der.

Det skete her for et par år siden, da vi skulle i gang med en større, nødvendig renovering af huset. I skarp forårssol kom vi pludselig til at se på det sammenskrabede indbo med helt andre øjne, og vi kasserede brutalt mere end en tredjedel af alle vores ejendele:

Ni store flyttekasser fyldt med støvede bøger. – Vi har ikke længere brug for at skilte med, at vi kan læse. To kasser nips, som vi havde samlet eller fået i gave. Kassettebånd, vinylplader, gamle breve, notatsamlinger fra universitetet, grimme vaser, potter, askebægre i mængder, souvenirs fra tredive års ferierejser – Sand fra Sahara, snabelsko fra Pakistan, kinesiske teatermasker, som alt sammen havde stået støvet til skue på den såkaldte „Forundringshylde”. Foruden gamle møbler: Spisebord, stole, sofa, lænestole, tæpper, børnemøbler … Vi lå i rutefart mellem hjem og losseplads og havde til stadighed omkring ti annoncer i Den Blå Avis.

Foretagendet greb om sig og stod på igennem trekvart år. Vi kom igennem alle værelser og skabe efter tur: Forvasket sengetøj, håndklæder, kludesamling, revnede Margrethe-skåle, alt for billige glas, malingsrester, sokker, afbleget sommertøj, sko med slidte hæle, værktøj og omfangsrige dippedutkollektioner … Ahh – Det føltes skønt!

Ind i mellem satte jeg mig og sorterede fotos og satte dem pænt ind i nye albums. Omplantede potteplanter og forærede tredive af de store væk. Solgte to kasser Anders And-blade og sendte legetøj, spil og puslespil til genbrug.

Der er mange fordele ved en grundig sortering og kassering af elementer i ens liv. Man færdes bagefter i et mere overskueligt miljø, og arvingerne bliver sparet for meget besvær. Det er de praktiske sider. Men helt overordnet er jeg overbevist om, at trangen til at rydde op udspringer af en psykisk modning. Vi har nu nået en alder, hvor vi ved, at vi ikke får flere børn, at vi ikke foretager flere karrierespring, og at vi aldrig vinder i Lotto, så vi kan lige så godt indrettet os på det og gøre det nødvendige med det samme.

Med disse indsigter følger også en større utålmodighed med tidsspildende projekter og mennesker. Vi har simpelthen ikke længere tid til vås! – Sideløbende med oprydningen i huset, ryddede vi op i vores liv i øvrigt. Meldte os ud af foreninger, som vi betalte kontingent til af vane og høflighed. Opsagde abonnementer på intetsigende tidsskrifter og fastnettelefonen. Holdt op med at kontakte familiemedlemmer og venner, som blot udnyttede vores fremkommelighed til at opnå fordele på vores bekostning eller vise sig selv frem: – Se mit nye køkken! Smag årgangsvinen! Beundr mig!

Livet syntes med et for kort til ikke-givende bekendtskaber.

Når man har sorteret i ejendele, engagementer og omgangskreds, bliver der god plads til nyt. Da stuerne stod nymalede og klar til nyindflytning, tog vi i IKEA for at supplere med lamper, småborde og sofapuder, og lige siden har jeg dagligt glædet mig over at bo i lyse, rene og rummelige rum. Ikke en eneste dims af de kasserede har jeg savnet.

Da vi over et par år havde afviklet besværlige venner, lærte vi nogle nye, dejlige mennesker at kende. Jævnaldrende med lyst til uformelle besøg og lange samtaler.

Naturligvis sander huset til igen. Allerede nu kan jeg se, at vi atter er ved at trænge til en grundig oprydning. Måske til foråret? Og vi har naturligvis viklet os hovedkulds ind i mennesker og foretagender, som måske ikke holder ind i det næste årti, men er det ikke præcis det, der udgør tilværelsens inderste kerne? Og er det ikke netop vores opgave som levende mennesker ustandseligt at vikle os ind og ud?

Julegæsten

Blog Image

Julen er børnenes fest. Der er ikke meget sjov ved at stable hele julescenografien op for kun to midaldrende voksne, heller ikke selv om man tilføjer en enkelt kommenterende bedstemor i et hjørne. Hvis der ikke er børn, der løber om benene på en med forventningsfuldt funklende øjne, mister den danske jul sin berettigelse og bliver blot endnu en dato midt i en uhyggeligt mørk tid.

Børn er i det hele taget en gave til det voksne menneske. På utallige leder. Men først og fremmest, fordi man slipper for at gå og tænke så meget på sig selv. Det er som oftest en befrielse at kunne koncentrere sig om pleje- og opmærksomhedskrævende andre, i stedet for at gå og pille i sine egne små bobler af fornemmelser og ligegyldige behov. – I mangel af småbørn kan jeg til enhver tid anbefale en hund.

Selv en halvvoksen, hormonforstyrret knægt med alle sine kejtede forbehold værdsætter julens ritualer, stemning og lugte, specielt hvis sandsynligheden for, at det eftertragtede computerspil ligger smukt indpakket under træet, er høj.

Sønnike var i udlandet. For første gang i hans 19 leveår skulle vi holde jul hver for sig. Begge parter tog det fattet som en ny oplevelse. Vi havde herhjemme forberedt en stilfærdig og hyggelig jul for voksne med kun de allermest påkrævede elementer: træet, naturligvis, en gås, ris á la mande og enkelte, små pakker, flest til hunden.

Året før havde jeg anskaffet mig en lille hønseflok, som jeg var meget optaget af. Kønne Orpingtonner, tykke, vraltende madammer i brusende strutskørter og en lidenskabeligt opvartende hane som kavaler. Juleaftensdag om morgenen, dvs. da det ved nitiden begyndte at lysne en anelse, gik jeg som sædvanlig ud og åbnede for de utålmodige høns, der trippede for at påbegynde deres haverunder. Jeg strøede korn på terrassen, gav dem rent vand og ordnede hønsehuset, så det var lækkert, når de skulle ind på pinden igen. Alt sammen en daglig rutine …

Men så, da jeg drejede om et hjørne, fik jeg pludselig øje på den, fasanen, eller hvad han nu var, som i overdådig fjerdragt lyste op midt i mit kuldslåede, brunlige rhododendronbed. Aldrig havde jeg set en sådan skabning før. Det var ikke en almindelig fasan, men noget langt mere storslået og farveprægtigt. Hoved, hals og krop lyste i metallisk grønt og blåt. Ned langs nakken og ud over den knap meterlange, slæbende hale lå et dækken af perletunget, sortkantet sølv. Bag øret og omkring halen stak klart orange fjerduske frem. Han var majestætisk i hele sin fremtoning: Fuldkommen rolig hilste han med et blink af det ene øje.

Min første tanke – man er vel hønseejer – var, at han måtte være sulten og forkommen, så jeg strøede korn og satte vand til ham under rhododrendronerne. Men han var ikke forkommen og ikke synderligt interesseret. Så tænkte jeg, at mine dejlige, unge høner havde lokket ham til, men dem værdigede han heller ikke mange blikke. I ophøjet ensomhed og med passende afstand spankulerede han efter mig rundt i haven, mens jeg gjorde mig færdig og til sidst hængte juleneg op til de vilde fugle.

Min mor, som er pensioneret skolelærer, skyndte sig at identificere julegæsten ved hjælp af husets opslagsværker: En diamantfasan fra Sydkina. Jeg ringede til de to fjerkræopdrættere i nærheden, jeg kendte, og som jeg vidste af og til havde fasaner i deres volierer, og spurgte, om de manglede en fugl? Da jeg beskrev udseendet, kunne de med det samme afvise, at de, eller nogen de havde hørt om i området, nogensinde havde haft sådan en.

Jeg spekulerede og spekulerede. Hvor kom han fra? Hvordan havde en så spraglet, langhalet og på alle måder upraktisk påklædt fasan overlevet vinteren indtil nu på fri fod og med en skov fuld af ræve lige ovre på den anden side af vejen? Hvordan var han kommet over hegnet? Hvad ville han i min have?

Det var sådan en dunkelt diset juleaftensdag, hvor det aldrig rigtigt når at blive lyst. Vi udførte vore uden- og indendørs gøremål og kiggede af og til ud for at overbevise os om, at han stadig var der. Det var han. Jeg lod døren til udhuset stå åben, lagde lidt halm, stillede korn og vand frem, så han havde et sted at sove trygt i julenatten, men da hønsene ved firetiden var gået til ro, da mørket havde sænket sig, da nabokirkens klokke begyndte at kime julen ind, og jeg gik i stuen og pyntede træet, da sad han lige uden for det store terrassevindue og betragtede mig.

Så ringede sønnike fra Paris. Jeg glemte fasanen for at ønske ham glædelig jul. Derefter gennemspillede vi en juleaften, som vi plejer …

Næste morgen var gæsten pist væk. Jeg kunne ikke se spor af, at han havde overnattet i udhuset eller andre steder i haven. Og så var det, jeg kom i tanke om, at jeg overhovedet ikke havde taget et billede! Jeg, der ellers færdes alle vegne med et kamera og endda sover med et under hovedpuden – næsten.

Glædelig jul!

Udsnit af siden om fasaner i Lademanns leksikon fra 80’erne. Vi var alle enige om, at vores julegæst var den nederste til højre, en diamantfasan.

Hovawarten

Blog Image

Nu har vi haft hende i knap et år, og jeg kan godt sige, at hovawarter ikke er for begyndere!

Ikke for det, hun er nok den mest opmærksomme, hengivne og kærlige hund, jeg nogensinde har haft. Det er ikke mange gange her i året, at jeg har været på toilettet eller i bad uden følgeskab, eller at jeg har røget en cigaret på min terrasse uden at have haft hendes mørke, vagtsomt ranke skikkelse lige bag mine knæ. I begyndelsen vågnede hun og fulgte med, blot jeg skiftede fra stuens ene lænestol til den anden.

Som 12-årig fik jeg min første, helt egen hund. En collie. For vi havde haft collier, da jeg var barn, og en collie var for mig på det tidspunkt en rigtig hund. Da hun kom på aftægt hos min mor, fik jeg en labradorblanding, for jeg var studerende og fattig og måtte tage, hvad jeg kunne få. Hun var også en pragtfuld hund, selv om hun fik knap så meget opmærksomhed, fordi vi begge måtte koncentrere os om at opdrage på sønnike. Da hun døde, mæt af dage som 14-årig, realiserede jeg en gammel drøm om at bo sammen med en newfoundlænder. Det gjorde jeg så med stor fornøjelse i 11 år, indtil den godmodige bamse stilfærdigt listede af sidste jul. Kun fordi der var hvalpe at få, da jeg lige stod og manglede en hund, fik jeg øje for hovawarten, en race, jeg aldrig havde hørt om før.

Hovawarten er en tysk vagthund, en decideret arbejdshund med en glimrende næse og stor arbejdsvilje og udholdenhed, som bl.a. bruges til redningshund, til narko- og eftersøgningsopgaver. – Det er sikkert fint, tænkte jeg. – Jeg kunne have godt af lidt mere motion, og over en årrække havde jeg selv skiftet temperament fra godmodig bamse til mere vagtsom reservation. (Hundeejeres psykologi er sikkert et studie værd: Hænger de fast i forældrenes hundevalg, eller skifter de racer undervejs?)

De første tre måneder hørte vi hende ikke gø. Jeg undrede mig og ringede til kennelen for at spørge, om det var normalt? Da hun var fire måneder gammel, begyndte hun så småt at påtage sig forefaldende vagtopgaver, dvs. at vi bliver behørigt underrettet om postens, skraldemandens og gæsters ankomst, og flere gange dagligt, når naboen frækt parkerer sin bil på den dertil indrettede plads foran sit hus, eller hvis han og børnene færdes i deres egen have, skal der blæses alarm.

Adrenalin er nok kodeordet, når det drejer sig om hovawarter og andre vagthunde. De er fra fødslen udstyret med et højere adrenalinniveau end andre hunde, og deres angstberedskab er stort. Alle hunde holder vagt, men en venlig labrador eller newfoundlænder kan sagtens sove trygt, mens naboer går til og fra, håndværkere larmer, eller andre hunde passerer hækken. Det kan hovawarter ikke. De vågner og er på tæerne i et splitsekund!

Man må aldrig anskaffe sig en vagthund, hvis man er bange. Hvis man selv er usikker, får man en totalt overgearet, angst og nervøs hund. En vagtsom hund kræver en meget rolig og selvsikker ejer for ikke at ende med at terrorisere hele huset med sine flossede nerver.

Mit første år med hovawarten er hovedsageligt gået med kærlig beroligelse: – Det er okay! Naboen må gerne være her. Der må gerne holde en trillebør uden for huset. Stol på mig! Hvis den skulle prøve på noget, skal jeg nok klare den … osv. I en sådan grad, at når hunden gør ad noget, forsikrer min mand den om, at jeg nok skal klare det.

Ud over beroligelse har jeg gjort meget ud af at præsentere hunden for alt, hvad den kunne tænkes at møde i løbet af sit liv: mænd, kvinder, børn, hunde, katte og andre dyr, biler, busser, lastbiler, ambulancer, flyvemaskiner, skov, by, private hjem, butikker, færger … Den er forbløffende rolig, modig og nysgerrig i nye situationer, blot jeg befinder mig lige i nærheden.

Jeg har vænnet den af med at forsvare vand- og madskåle, kødben, hundekurv m.m. ved at kæle, lege og give godbidder, mens jeg håndterer den og dens ejendele. Jeg har trukket den i halen, hevet den i ørerne og prikket den ved øjnene, og det første, naboens charmerende toårige datter gjorde, da hun mødte den, var at stikke en finger direkte ind i dens øje: – Øje, sagde hun, og hunden sænkede ørerne, blinkede og vendte høfligt hovedet bort.

Adrenalinen er formentlig også på færde, når hunden giver indtryk af at besidde en næsten skræmmende udholdenhed og virketrang. Vi går til lydighedstræning, til agility og i hundesvømmehal. Dagligt traver vi mellem en og to timer i skoven. Vi træner både ude og hjemme. Hun får hyppigt opgaver, f.eks. find godbidden, griseøret, sæben eller champignonen – jeg prøver at uddanne hende til kantarelfinder. Forleden løb hun foran og bag min cykel på en mere end timelang skovtur, og da hun kom hjem i haven, fandt hun straks sin bold og ville lege. Men hun ligger også roligt ved siden af mig to-fire timer i træk, hvis hun er med på restaurant, eller når jeg sidder i skoven og plukker blåbær. – Og ve den, der nærmer sig vores blåbærsted! Hendes forsvarsvilje og mod er tårnhøjt!

Når hun om aftenen omsider er træt og vil sove, så lægger hun sig ind i krogen mellem min seng og væggen, hvor hun har sit vattæppe, og hvor hun har sovet siden den allerførste dag, vi hentede hende hjem otte uger gammel. Kun her slapper hun helt af, men der skal kun en lille, uventet lyd til, så er hun parat igen.

Hunde skal ikke overstimuleres, og de skal ikke styre hele hjemmet, så til daglig beskæftiger jeg mig naturligvis med andre ting ind imellem hundelege og lufteture. Hun vil meget nødigt krænke forbud, jeg har udstedt, og gør sig alle mulige anstrengelser for f.eks. at gå pænt og lade mine ting i fred, men alligevel bobler virkelyst og energi over, så hun af vanvare kommer til at bide i mine tæpper eller trækker voldsomt i snoren, når vi går tur. Vrede nytter ikke. Hun skal have et roligt „Nej“ og en fysisk markering, f.eks. at jeg flytter hende eller begynder at gå baglæns.

Helt ulig andre hunde, jeg har haft, kan hun også være bidsk over for unge tæver og hvalpe. Der består en skarp konkurrence mellem hende og en anden hovawarttæve, som en af mine venner fik for nylig. De starter altid med at fare i flæsket på hinanden, og så leger de glimrende bagefter. Heldigvis er der ikke gået hul på nogen endnu, men det lyder voldsomt. Det skyldes formentlig, at begge tæver føler sig stærke og ambitiøse. De vil begge være alfa-hun med ret til at formere sig og bekæmper indædt evt. konkurrenter, også meget unge. Normalt leger hun dog venskabeligt og godt med næsten alle andre hunde, vi møder i skoven eller til træning.

En hovawart går overraskende nok ikke kun på fire ben. Den er også meget på bagbenene, og fra denne position kan den nå næsten alle dine ejendele i reoler, skabe, hylder, knagerækker og på køkkenbordet, så i den første tid kræves der overvågning og opdragelse. Når først det er trængt ind, at køkkenbordet er privat område, skal hun nok holde sig væk, men jeg ville ikke lade hende alene med en flæskesteg!

En anden hovawartejer fortalte mig, at han havde prøvet at gå til træning med sine hunde. De dukkede op en onsdag og skulle lære nogle ting, hvilket en hovawart hurtigt gør, og så, da de kom næste onsdag, skulle de lave de samme ting igen! Det gad hans hunde ikke.

Min hovawart elsker at træne, hvis jeg blot gør det lidt spændende og belønner rigeligt med kærtegn, opmuntring, ros, begejstring, nye udfordringer og godbidder. Sommetider beder hun selv om opgaver eller påbegynder øvelser, som vi har trænet, for at få min opmærksomhed. Og hun er lynhurtig i hovedet! Ting skal sjældent siges to gange, før hun fatter det, og da udholdenheden, staminaen, er enorm, kan hun blive ved i timevis. Det er særdeles givende at træne, lege og opdrage på hende. – Hun opsnapper dog også mange ting, som jeg ikke ønsker at lære hende: Hvis jeg eller andre uforvarende er kommet til at belønne en uartighed, ved f.eks. at gå med ind i en leg, når hun laver ulykker, så er det indlært, og ulykkerne stopper aldrig! En hovawart sætter i høj grad sin ejer på prøve mange gange dagligt, og man skal være vaks ved havelågen for ikke at dumpe.

Hovawarten en skøn og udfordrende hund, som jeg er taknemmelig over at have lært at kende, men den er ikke for begyndere! Når min familie og jeg betragter hendes mod, forsvarsvilje og enorme styrke, priser vi os lykkelige over, at hun loyalt er på vores side. Jeg ville aldrig anbefale racen til førstegangskøbere, og jeg er selv glad for og anvender al den erfaring, som et langt liv med hunde har givet. Med sin foretagsomhed kan den heller ikke passe ind i et moderne, travlt hjem, hvor den skal være meget alene ( = over fire timer om dagen) og kommer bagerst i køen om opmærksomhed efter en normal arbejdsdag. I så fald ville man aktivt bede om problemer.

Racen er en arbejdshund, det er en tysker og en slider, der kun er glad, når den har tilbagelagt et antal kilometer, og den har brugt alle sine rige evner for sporsøgning og adræthed, flere gange dagligt!

Da jeg fik hende, overvejede jeg at lade hende få et kuld hvalpe om et år eller to. Vi har allerede udset os en passende, belgisk hanhund, men nu er jeg i tvivl: – Hvor mange seriøse hvalpekøbere findes der til en så krævende race?

PS.:

Nu fem år senere er jeg meget klogere på min Hovawart. Efter omhyggelig træning og socialisering igennem hele det første år tog hundens naturlige vagtberedskab over, så hun nu ikke længere tolererer hverken nye hunde eller mennesker. Vi skal være meget omhyggelige med at holde og berolige hunden, når det ringer på døren herhjemme, og vi skal sørge for, at fremmede hunde ikke pludselig kommer løbende hen til os, når vi er ude, for så får de en omgang, de aldrig glemmer.

Til gengæld er hun næsten uhyggeligt opmærksom, lydig og hengiven over for os og gamle venner og særdeles efterrettelig, så hun altid går på plads af sig selv, når hun går frit, og vi møder andre. Hun ville aldrig drømme om at løbe hen til fremmede mennesker eller dyr. Hun føler sig kun tryg lige ved siden af mig, og så stoler hun på, at jeg klarer tingene, hvilket er heldigt, hundens temperament taget i betragtning.

Motion er meget vigtig. Hvis hun ikke får hentet pinde og bolde og løbet imellem en og to timer dagligt, bliver hun overspændt, nervøs og kan ikke slappe af. – Så jeg vil gerne gentage: Hovawarter er ikke for begyndere, og jeg kan ikke forestille mig, at det ville gå godt med en Hovawart i et almindeligt, travlt familieliv med børn, hvor børnenes venner fx kunne finde på at gå lige ind, når de kom på besøg efter skoletid, og hvor man ikke har tid til at motionere og træne hunden dagligt. Så vi valgte at lade hende sterilisere, da hun var halvandet år, så vi ikke kommer til at stå med hvalpe, som vi ikke kunne afsætte med god samvittighed.