Konkurrencesamfundet

… indgår i en global konkurrence om, hvor dårlige produkter, man kan sælge til hinan­den, og hvor ringe service, man kan slippe af sted med at yde folk for de­res egne penge.

Kinesiske solceller med manual på kinesisk, så man skal betale installatøren knap 1000 kr., når ens Wi-fi holder op med at virke, og man er tvunget til at skifte router og kode, eller an­det hændeligt sker.

Et stort, dyrt og moderne tv, der holder i mindre end tre år.

Tøj og stoffer, der dårligt tåler vask, der fnulrer og går op i syningerne efter kort tids brug.

Sko, der er uegnede til menneskefødder.

Forhenværende naturlige arealer, der i hurtigt tempo plastres til med grim og billig beton eller asfalt af ringeste kvalitet.

Virkelig elendig mad fyldt med ikke-spiselige, ofte skadelige, men billige, til­sæt­ningsstoffer produceret af landmænd, der kun tænker kilopris og ikke velsmag, naturlig balance og dy­revelfærd.

Kartoffelmarker bliver sprøjtet op imod 30 gange på en vækstsæson. Der dør dagligt 30.000 smågrise i de dan­ske stalde. Den koncentrerede svinepro­duktion sviner land­ska­bet til, øde­læg­ger jord-, luft-, vand- og havmiljø, ‘strutter af penicillin’ og smitter os alle med dødsensfarlige, resistente bakterier.

Hvis man tog en gennemsnitlig kø­ben­havner med ud og viste hende kvæg-, svine- og hønse­forhold, indfang­ning, driv­ning, transporterne og slagtningen, som det foregår i virkeligheden for 206.217.000 dyr* her i landet hvert ene­ste år, så ville hun kaste op og aldrig spise kød, mælke­produkter eller æg igen.

Vi har læger og hospitaler, der konkurrerer på, hvor lidt tid og om­sorg, de kan slippe af sted med at give til hver patient – med skrækkelige føl­ger, na­turligvis.

Det samme gælder børneinstitutioner, uddannelser, ældrepleje og plejehjem.

Offentlig transport og sagsbehandling er ofte et mareridt, servicen i butikker og på net­tet li­geså, og kun gan­ske få håndværkere gør sig umage, når de er på job, og la­der mo­bilen ligge i lommen eller i bilen. Også de er i konkur­rence om at slippe så nemt om ved det hele som muligt, og skrive så store regninger, som de kan slippe af sted med.

Og så har jeg ikke nævnt skattevæsnet og de seneste ejendomsvurderinger, som er en landsomfattende katastrofe, der har brudt tilli­den mellem stat og bor­ger.

Nogle få bliver uanstændigt rige på snyderiet og kan købe rumraketter, øer og særbe­hand­ling. Her i landet har de fleste penge nok og vader i produkter, som ikke er tiden, svineriet og pengene værd.

Men hvem, der har ventet 5 – 6 timer med et barn på en skadestue, der er nr. 37 i tele­fon­køen til lægen en torsdag morgen, der skal vente to år på en kon­sul­ta­tion på et syge­hus, der har et barn, der på andet år nægter at gå i skole, der har fundet sin gamle mor indsmurt i lort, der har prøvet at få en offentlig instans i tale, vil no­gensinde igen betale sin skat med glæde?

Det er en grim verden, vi har skabt for os selv. – Og det værste er, at det er unødvendigt. Vi har aldrig før været så mange mennesker og så rige. Det er udelukkende et spørgsmål om prioritering. Medmenneskelighed, omtanke for dyr og natur eller ringest mulig kvali­tet, grå­dighed og besparelser?

* https://www.dyrenesbeskyttelse.dk/artikler/ny-publikation-saetter-tal-paa-landbruget

Tilføjet 2024:

Selv de fly, der skal fragte os selv og vores kære rundt i verden, sjuskes der med for at opnå pæne tal på bundlinjen!

BBC 10.1.24:

TV2 12.3.24

https://politiken.dk/rejser/art9851272/%C2%BBJeg-har-set-folk-st%C3%A5-og-trampe-p%C3%A5-flydele%C2%AB

Politiken 11.4.24

Kvalitet I

Ville det ikke være dejligt, hvis man kunne købe de fleste af sine fornødenheder på nettet? Hvis man kunne stole på, at der bestod en vis sammenhæng mellem pris og kvalitet, og blot kunne sidde i ro og mag derhjemme og be­stille?  – Til leve­ring næste dag ved hoveddøren?

Jeg er ikke den store shopper, normalt sker mine besøg i supermarkedet som en jægersoldat på mis­sion: Hurtigt ind og hurtigt ud igen.  Supermarkeder og indkøbscentre er, kun overgået af lufthavne og venteværelser i sundhedssektoren, efter min mening noget nær de værste steder at op­holde sig med al deres kunstige atmosfære, statiske elektricitet, lys, lyde og dufte og køer af mere eller mindre desperate mennesker og deres hylende børn på jagt efter ting og sager.

Men jeg kan også godt lide at vælge de ting, jeg skal have ind i mit hus. Så jeg gennemfører øvelsen ca. en gang pr. uge.

Engang før nettet handlede vi i en nærliggende, økologisk gårdbutik. En dag bad vi om et stykke ost, og indehaveren gav os et slimet og lugtende hjørnestykke, der overvejende bestod af skorpe. Det blev kasseret, straks vi kom hjem og pakkede det ud. Og vi handlede der aldrig igen.

Indehaveren havde en lille butik, hvor hun skiltede med kvalitet, hvilket afspejlede sig i priserne. Men for at spare nogle få kroner og slippe af med en dårlig vare, mistede hun sine kunder. Kunder, der ville have været trofaste og anbefale hende til alle, de kendte. Nu blev historien til vennerne en an­den, og butikken eksisterer ikke i dag.

Det samme er ved at ske for netbutikkerne, fornemmer jeg. Man får ikke længere kvalitet for pen­gene. Produceres der overhovedet kvalitetsvarer i dag? Det kan formentlig ikke betale sig.

Dagligvarer købt på nettet kan være helt anderledes, når de når frem, end de flotte billeder viste. Og hvis man tror, at en høj pris betyder udsøgte varer, tager man fejl. – Jeg får mælk, der nærmer sig udløbsdatoen, an­løben chokolade, stødt og mishandlet frugt og grønt og en masse squash, roer og kålrabi, som jeg ikke har nogen brug for.

Et par halvdyre opbevaringsspande til dyrefoder viste sig, da de ankom, at være af tyndt, uholdbart plastic, og de var ikke engang lufttætte.

Fuglefoderet var fuldt af melmøllarver og deres ækle spind.

Her senest var det et par bukser og to bluser fra en stor, anerkendt netbutik. Det var simple beklæd­ningsstykker til hverdagsbrug, og de var nedsat fra 700 og 800 til 400 kr. pr. stk., så jeg havde en vis forventning om nogenlunde pasform og holdbar kva­litet, men modtog tyndt, krøllet og dårligt syet plastictøj, som ikke burde koste over 100 kr., og som ikke kunne bruges til noget som helst. Ikke en­gang hjemme i haven.

Naturligvis returnerede jeg det hele med det samme. Og nu skal jeg ud og køre, ud og kigge, under­søge og beføle mine varer, før jeg køber noget igen.

Nede på apoteket skulle jeg have to, små urinprøveglas, som den unge dame lagde frem til mig på disken. Da jeg havde betalt, stod jeg og ventede på, at hun skulle komme dem i en pose, så de pinligt rene prøveglas ikke blev snavsede nede i mit gamle indkøbsnet sammen med alt det andet, jeg skulle have fragtet hjem. Men hun gjorde ikke mine til at gøre noget, så jeg måtte spørge, om hun ikke havde en pose eller sådan noget? I gamle dage havde apotekerne sådan nogle små papirsposer, de lige puttede ens ting i. – Joh, det havde hun skam, men så skulle jeg bøde en krone oveni … Jeg går ikke rundt med løse kroner i lommen, og jeg havde lige pakket Dankortet og kvitteringen ned i pungen ned i indkøbsnettet, så jeg gad ikke gentage proceduren. Men måske bestiller jeg prøveglas på nettet næste gang. Eller tager en rulle fryseposer med, når jeg skal på apoteket.

Når vi nu er i gang med at snakke om kvalitet, så er det ikke kun i handlen med fysiske varer, at der er sket et voldsomt skred i løbet af de seneste 10 – 20 år.

Hvad mener I fx om postvæsenet? (Min mor har endnu ikke fået det julekort, jeg puttede i en rød postkasse d. 14. december sidste år.)

Og serviceniveauet i fysiske butikker? På caféer og restauranter? For ikke at nævne supportere af alle slags, unge mennesker, der er ansat til at holde folk væk fra telefoner og mailbokse?

Telefonsluser med endeløse båndsløjfer, dåsemusik og gå væk-beskeder? – ‘Du er nu nummer … 42 … i køen … Ved du, at du kan bruge vores hjemmeside?’ – er en oplysning, man hyppigt får, når man netop har fået besked på at ringe …

Og har I prøvet at få fat i en læge for nylig? Været på sygehuset? Ventet i timevis i kolde kælderrum på en ti minutters forhastet samtale? Hvor man på forhånd får 22 siders instrukser, forholdsregler og skemaer, der skal udfyldes, hvorefter man opdager, at ingen gider kigge på det. – Er det virkelig nødvendigt at skrive ud til folk, at de skal vaske sig inden en undersøgelse? Og ville de mennesker, der kunne finde på at gå til en undersøgelse uden at vaske sig, sidde og omhyggeligt gennemlæse 22 siders instrukser med lille skrift og udfylde flere siders skemaer med oplysninger, der sikkert står i ens journal i forvejen?

Manglen på kvalitet gennemsyrer ikke blot vores fysiske verdens mange produkter, men har sneget sig helt ind i de allermest følsomme, menneskelige relationer.