Smartphonen hører til blandt de største bekvemmeligheder, menneskeheden har opfundet. Som vind- og vandmøller, kloakering, det vandskyllende toilet, vaskemaskinen, symaskinen, indlagt vand i husene, fjernvarmen, bilen, toget og alt det andet er den bærbare telefon med al sin smarte indmad et stort fremskridt for os alle sammen. Brugen af den kan dog til tider være problematisk, men er det ikke nødvendigvis, hvis vi tænker os om og udviser hensyn.
Da vi fik biler, skulle vi opfinde færdselsreglerne. Nu skal vi opfinde mobiltelefonregler, og det kan vel ikke være så svært?
Smartphonen er praktisk, fordi den er lille, man kan altid have den med sig, og man kan komme i kontakt med andre, slå noget op, finde vej, høre musik, læse bøger, se sin kalender, bestille noget, se nyheder eller film, betale med den, få advarsler, spille på den m.m.m.
Det er afhængigheden af de små notifikationer, der kan blive et problem. Og den mistede evne til at kede sig et øjeblik, til at kigge ud i luften eller på de mennesker, man fysisk er sammen med. Det er også et problem, at folk absolut skal kigge på telefonen, mens de er på arbejde, i skole, går på fortovet, kører på cykel, rulleskøjter eller i bil. Det skaber farlige situationer. Selv om vi kan komme i kontakt med alverden via mobilen når som helst, bør vi vente, til vi holder en pause, sidder i bussen eller er kommet hjem.
Som sociale væsener giver vi altid et pip fra et medmenneske førsteprioritet i vores opmærksomhed. Nogen vil mig noget! – Bare tænk på, hvor hurtigt vi reagerer, når nogen kalder vores navn. Selv om vi går et sted, hvor ingen kender os, og det slet ikke er henvendt til os. Når smartphonen bipper, får vi samme spændte velvære i kroppen, som når den gamle fastnettelefon ringede, eller vi fik et fint brev med vores navn på, og vi kunne forestille os, at det var uventede penge eller en kærlighedserklæring. – Det var det nu sjældent.
Det er også yderst sjældent, at de små notifikationer bringer os godt nyt. For det meste er det bare en skræppende annoncering om fjerne, narcissistiske bekendtes uinteressante børn, selfies på ferierejser eller nogen, der beder om dine penge eller en tjeneste. Som fx en veninde, der ‘liker’ dine fotos i håbet om, at du vil ‘like’ hendes, næste gang hun uploader noget trivielt. Eller Konrad, der igen synes, han har postet noget begavet.
Vi skal aflære os, at de små bip fra telefonen nødvendigvis har noget med os at gøre og altid kommer fra et medmenneske, der vil os noget (godt). Vi skal lære ikke at stille os til rådighed for reklamer, tomt pjank, click bait, venner, der sidder og keder sig … osv.
Da jeg først havde modtaget bippende sms’er fra ’Politiken’ med BREAKING NEWS i skriggult om fx en ny bestyrelse på Det Kongelige Teater eller andre ting, der ligger mig meget fjernt, fandt jeg hurtigt ud af at slå disse notifikationer fra, så jeg ikke bliver forstyrret. – Breaking News burde være forbeholdt 9/11 og lignende. Og jeg tillader aldrig firmaer at sende mig sms’er eller mails. Vi skal være private, holde på telefonnummer og værdighed og tage magten over teknologien selv.
Da jeg er en ældre dame, kunne jeg fravælge al bavlet på de sociale medier uden at føle, at jeg går glip af noget. Mit liv foregår lige her, hvor jeg er. Familie og venner kan sms’e, maile, ringe eller komme, når vi skal snakke sammen, og der er telefonen jo smart: – Er du hjemme? Så er jeg i nærheden og kan lige kigge ind?
Når jeg er på besøg hos venner, er i byen, på restaurant, på rejse, til koncert, i biograf, til udstilling, i bussen, i butikker, hos damefrisør eller læge og om natten, er telefonen sat på lydløs. Den behøver ikke at sige noget til mig, før jeg er klar til at møde verden.
Hvis jeg er sammen med andre mennesker eller er optaget af andre gøremål, føler jeg mig ikke altid forpligtet til at reagerer på bip-lyde, hvis jeg skulle have glemt at sætte telefonen på lydløs. – Sommetider tjekker jeg bare, om det er vigtigt, og udsætter at svare, til jeg har tid og lyst. – Det er det, telefonen kan nu. Det er derfor, den er smart. I modsætning til den gamle fastnet, som skulle betjenes omgående, når den stod der midt i stuen og skreg op. Da kunne en lille sms ikke gøre det.
De mennesker, der ikke kan styre funktionerne på deres egen telefon, må være ensomme? Sultne efter kontakt? Ude af stand til at hvile i eget selskab? Småt begavede? – For al denne bippen er jo ikke rettet mod dem, men er opfundet for at holde dem i ånde, så man kan målrette reklamer m.m. til dem. Så man kan stjæle deres opmærksomhed fra familie, venner og børn. Fra de ting, der i virkeligheden udgør deres liv. De er slet og ret kanonføde for mobilindustrien, som har designet alle funktionerne, så de udløser dopamin og skaber afhængighed. Det er da nemt at gennemskue.
Og så er der børnene og de helt unge, som bliver narret til spil, til at holde lange besked-tråde i gang i måneder, til at købe ikke-eksisterende ting inde i apps’ne … og som sætter deres uddannelse og opdragelse til menneskelivet over styr for at gøre telefonen med alle de indbildte ’venner’ tilpas. – De har brug for hjælp, forklaringer og faste rammer. De har brug for, at vi opfører os som voksne og selv kan gennemskue teknologien, og hvor den snyder os til at tage et ekstra kig, selv om vi spilder vores liv med det.
Løsningen er ikke at slukke for telefonerne, men at tage kontrollen over dem selv.
Jeg elsker min smartphone fordi:
· Den giver mig tryghed. Jeg kan ringe efter hjælp når som helst og hvor som helst
· Den giver mig nem kontakt med familie og venner og alle andre
· Der er ur
· Der er kalender
· Der er vejrudsigter
· Der er vækkeur
· Der er huskesedler
· Der er nyheder
· Jeg kan slå alting op med det samme! Slut med alle urimeligt langtrukne diskussioner om det ene eller det andet
· Jeg kan finde vej
· Jeg kan se tilbud og planlægge indkøb, evt. på nettet
· Jeg har netbank og Mobile Pay
· Rejseplanen
· Billetter og boarding cards
· Google Maps
· Jeg læser e-bøger, mange!
· Jeg kan tage fotos og have dem på telefonen
· Jeg kunne høre musik, men jeg gør det næsten aldrig. Musik er for mig en social oplevelse, ikke noget privat i ørerne og da slet ikke i naturen og i det offentlige rum. Da vil jeg gerne kunne høre lydene omkring mig.
· Der er lommeregner, lommelygte, kompas o.m.m.
· Og jeg bestemmer helt selv, hvordan jeg vil konfigurere den
Men de, der ikke kan styre sig selv og deres telefoner udgør dagligt et sørgeligt syn, når de:
· Bruger telefonen ustandseligt i trafikken og det offentlige rum i øvrigt.
· I undervisningssituationer, til møder o.l., når de burde høre efter og være til stede, men sidder og scroller ned over ligegyldigheder på mobilen.
· Som ansatte til at passe børn eller handicappede går med næsen dybt nede i deres telefoner og private affærer i stedet for at passe deres job!
· Som forældre til små og store børn ikke er nærværende, når de er sammen med dem, men har travlt med deres telefoner. En tre-årigs råb om menneskelig kontakt: ’moar, moar, moar, moar’ er hjerteskærende.
· Som hundeejere, der efter en lang dag, hvor hunden har været alene hjemme, burde give hunden en smule opmærksomhed, men bare lufter den et kvarter rundt i kvarteret, mens de selv er optaget af deres telefon.
· Når de er sammen med familie og venner, men alligevel tillader telefonen at indtage førstepladsen i deres opmærksomhed.
· Når de har mere travlt med at fotografere og uploade fotos af sig selv, deres mad, deres barn, deres ferier end af bare at nyde øjeblikket og være der for andre.
Så hovedreglen for brug af mobiltelefon må være:
Vis hensyn! – Også til dig selv. – Lad ikke en maskine spille hovedrollen i dit liv, for det er formentlig det eneste liv, du får. Og brug kun telefonen kort og i nødstilfælde, når du er sammen med andre, mennesker eller dyr, som du skylder respekt og/eller har ansvaret for.
De, der ikke magter det, er formentlig så unge, at de ikke nåede at danne en fast bund, ikke lærte at stå på egne ben, ikke lærte at være menneske og selv strukturere deres tid uden at have en krævende, elektronisk tamagotchi* mellem hænderne 24 timer i døgnet.
*Slå det op!
