Smarte mobiltelefoner er der ikke noget galt med

Smartphonen hører til blandt de største bekvemmeligheder, menneskeheden har opfundet. Som vind- og vandmøller, kloakering, det vandskyllende toilet, vaskemaskinen, symaskinen, indlagt vand i husene, fjernvarmen, bilen, toget og alt det andet er den bærbare telefon med al sin smarte indmad et stort fremskridt for os alle sammen. Brugen af den kan dog til tider være problematisk, men er det ikke nødvendigvis, hvis vi tænker os om og udviser hensyn.

Da vi fik biler, skulle vi opfinde færdselsreglerne. Nu skal vi opfinde mobiltelefonregler, og det kan vel ikke være så svært?

Smartphonen er praktisk, fordi den er lille, man kan altid have den med sig, og man kan komme i kontakt med andre, slå noget op, finde vej, høre musik, læse bøger, se sin kalender, bestille noget, se nyheder eller film, betale med den, få advarsler, spille på den m.m.m.

Det er afhængigheden af de små notifikationer, der kan blive et problem. Og den mistede evne til at kede sig et øjeblik, til at kigge ud i luften eller på de mennesker, man fysisk er sammen med. Det er også et problem, at folk absolut skal kigge på telefonen, mens de er på arbejde, i skole, går på fortovet, kører på cykel, rulleskøjter eller i bil. Det skaber farlige situationer. Selv om vi kan komme i kontakt med alverden via mobilen når som helst, bør vi vente, til vi holder en pause, sidder i bussen eller er kommet hjem.

Som sociale væsener giver vi altid et pip fra et medmenneske førsteprioritet i vores opmærksomhed. Nogen vil mig noget! – Bare tænk på, hvor hurtigt vi reagerer, når nogen kalder vores navn. Selv om vi går et sted, hvor ingen kender os, og det slet ikke er henvendt til os. Når smartphonen bipper, får vi samme spændte velvære i kroppen, som når den gamle fastnettelefon ringede, eller vi fik et fint brev med vores navn på, og vi kunne forestille os, at det var uventede penge eller en kærlighedserklæring. – Det var det nu sjældent.

Det er også yderst sjældent, at de små notifikationer bringer os godt nyt. For det meste er det bare en skræppende annoncering om fjerne, narcissistiske bekendtes uinteressante børn, selfies på ferierejser eller nogen, der beder om dine penge eller en tjeneste. Som fx en veninde, der ‘liker’ dine fotos i håbet om, at du vil ‘like’ hendes, næste gang hun uploader noget trivielt. Eller Konrad, der igen synes, han har postet noget begavet.

Vi skal aflære os, at de små bip fra telefonen nødvendigvis har noget med os at gøre og altid kommer fra et medmenneske, der vil os noget (godt). Vi skal lære ikke at stille os til rådighed for reklamer, tomt pjank, click bait, venner, der sidder og keder sig … osv.

Da jeg først havde modtaget bippende sms’er fra ’Politiken’ med BREAKING NEWS i skriggult om fx en ny bestyrelse på Det Kongelige Teater eller andre ting, der ligger mig meget fjernt, fandt jeg hurtigt ud af at slå disse notifikationer fra, så jeg ikke bliver forstyrret. – Breaking News burde være forbeholdt 9/11 og lignende. Og jeg tillader aldrig firmaer at sende mig sms’er eller mails. Vi skal være private, holde på telefonnummer og værdighed og tage magten over teknologien selv.

Da jeg er en ældre dame, kunne jeg fravælge al bavlet på de sociale medier uden at føle, at jeg går glip af noget. Mit liv foregår lige her, hvor jeg er. Familie og venner kan sms’e, maile, ringe eller komme, når vi skal snakke sammen, og der er telefonen jo smart: – Er du hjemme? Så er jeg i nærheden og kan lige kigge ind?

Når jeg er på besøg hos venner, er i byen, på restaurant, på rejse, til koncert, i biograf, til udstilling, i bussen, i butikker, hos damefrisør eller læge og om natten, er telefonen sat på lydløs. Den behøver ikke at sige noget til mig, før jeg er klar til at møde verden.

Hvis jeg er sammen med andre mennesker eller er optaget af andre gøremål, føler jeg mig ikke altid forpligtet til at reagerer på bip-lyde, hvis jeg skulle have glemt at sætte telefonen på lydløs. – Sommetider tjekker jeg bare, om det er vigtigt, og udsætter at svare, til jeg har tid og lyst. – Det er det, telefonen kan nu. Det er derfor, den er smart. I modsætning til den gamle fastnet, som skulle betjenes omgående, når den stod der midt i stuen og skreg op. Da kunne en lille sms ikke gøre det.

De mennesker, der ikke kan styre funktionerne på deres egen telefon, må være ensomme? Sultne efter kontakt? Ude af stand til at hvile i eget selskab? Småt begavede? – For al denne bippen er jo ikke rettet mod dem, men er opfundet for at holde dem i ånde, så man kan målrette reklamer m.m. til dem. Så man kan stjæle deres opmærksomhed fra familie, venner og børn. Fra de ting, der i virkeligheden udgør deres liv. De er slet og ret kanonføde for mobilindustrien, som har designet alle funktionerne, så de udløser dopamin og skaber afhængighed. Det er da nemt at gennemskue.

Og så er der børnene og de helt unge, som bliver narret til spil, til at holde lange besked-tråde i gang i måneder, til at købe ikke-eksisterende ting inde i apps’ne … og som sætter deres uddannelse og opdragelse til menneskelivet over styr for at gøre telefonen med alle de indbildte ’venner’ tilpas. – De har brug for hjælp, forklaringer og faste rammer. De har brug for, at vi opfører os som voksne og selv kan gennemskue teknologien, og hvor den snyder os til at tage et ekstra kig, selv om vi spilder vores liv med det.

Løsningen er ikke at slukke for telefonerne, men at tage kontrollen over dem selv.

Jeg elsker min smartphone fordi:

· Den giver mig tryghed. Jeg kan ringe efter hjælp når som helst og hvor som helst

· Den giver mig nem kontakt med familie og venner og alle andre

· Der er ur

· Der er kalender

· Der er vejrudsigter

· Der er vækkeur

· Der er huskesedler

· Der er nyheder

· Jeg kan slå alting op med det samme! Slut med alle urimeligt langtrukne diskussioner om det ene eller det andet

· Jeg kan finde vej

· Jeg kan se tilbud og planlægge indkøb, evt. på nettet

· Jeg har netbank og Mobile Pay

· Rejseplanen

· Billetter og boarding cards

· Google Maps

· Jeg læser e-bøger, mange!

· Jeg kan tage fotos og have dem på telefonen

· Jeg kunne høre musik, men jeg gør det næsten aldrig. Musik er for mig en social oplevelse, ikke noget privat i ørerne og da slet ikke i naturen og i det offentlige rum. Da vil jeg gerne kunne høre lydene omkring mig.

· Der er lommeregner, lommelygte, kompas o.m.m.

· Og jeg bestemmer helt selv, hvordan jeg vil konfigurere den

Men de, der ikke kan styre sig selv og deres telefoner udgør dagligt et sørgeligt syn, når de:

· Bruger telefonen ustandseligt i trafikken og det offentlige rum i øvrigt.

· I undervisningssituationer, til møder o.l., når de burde høre efter og være til stede, men sidder og scroller ned over ligegyldigheder på mobilen.

· Som ansatte til at passe børn eller handicappede går med næsen dybt nede i deres telefoner og private affærer i stedet for at passe deres job!

· Som forældre til små og store børn ikke er nærværende, når de er sammen med dem, men har travlt med deres telefoner. En tre-årigs råb om menneskelig kontakt: ’moar, moar, moar, moar’ er hjerteskærende.

· Som hundeejere, der efter en lang dag, hvor hunden har været alene hjemme, burde give hunden en smule opmærksomhed, men bare lufter den et kvarter rundt i kvarteret, mens de selv er optaget af deres telefon.

· Når de er sammen med familie og venner, men alligevel tillader telefonen at indtage førstepladsen i deres opmærksomhed.

· Når de har mere travlt med at fotografere og uploade fotos af sig selv, deres mad, deres barn, deres ferier end af bare at nyde øjeblikket og være der for andre.

Så hovedreglen for brug af mobiltelefon må være:

Vis hensyn! – Også til dig selv. – Lad ikke en maskine spille hovedrollen i dit liv, for det er formentlig det eneste liv, du får. Og brug kun telefonen kort og i nødstilfælde, når du er sammen med andre, mennesker eller dyr, som du skylder respekt og/eller har ansvaret for.

De, der ikke magter det, er formentlig så unge, at de ikke nåede at danne en fast bund, ikke lærte at stå på egne ben, ikke lærte at være menneske og selv strukturere deres tid uden at have en krævende, elektronisk tamagotchi* mellem hænderne 24 timer i døgnet.

*Slå det op!

Historiefortælling

Denne familie sad på en kaffebar i Firenze få meter fra det berømte dåbskapel og havde en urolig ca. et-årig med sig, men alligevel sad de og sms’ede og opdaterede FB m.m., mens ungen vred sig som en orm. De sansede intet, heller ikke at jeg fotograferede dem, de gav bare den lille hans egen grønne baby-IPad …

Da vi fik et sprog, begyndte vi straks at fortælle hinanden historier: − Så gjorde jeg … Så sagde hun … Din bedstefar gik op på bjerget … Verden begyndte, da …

Eller man foredrog lange, syngende beretninger om aftenen, når flokken var mæt og samlet om­kring bålet.

Derefter begyndte vi at opføre historier for hinanden: − Nu er jeg jægeren, og han er ræven, se, her kommer vi … Eller slapsticks og skæmtsomme dialoger mellem pigen og bejleren, manden og sviger­moderen.

Man kunne tegne optrin, symboler, drømmesyn og andet på væggene i huler eller blot afsætte et af­tryk af sin hånd for at vise, at man havde været der og havde sin helt egen plads i flokken.

De musisk følsomme kunne formidle historier, stemninger ved hjælp af sang, rytmer, instrumen­ter, hvoraf trommen og fløjten var blandt de første.

Skriftsproget kunne, udover at holde styr på kornsække og okser, også bruges til at fastholde hi­sto­rier, og med trykkekunsten blev historierne, i vores kulturkreds først biblen, vidt udbredt. Derefter kolporterede man en syndflod af nyheder, lærde betragtninger og fortællinger, i begyndelsen religiøse, senere særdeles verdslige.

Også billedkunsten gennemgik en eksplosiv udvikling, kvalitativt og kvantitativt, da den først slap re­ligiøsitetens skørter og kunne boltre sig i de fængende historier fra mytologien, hvor der heldig­vis ofte optrådte delvist afklædte personer. Derefter var slaget frit, og billedkunst og skulptur kunne være hvad som helst, bare nogen borgede for, at det var ‘kunst’.

Med ny teknologi kom filmen, den visuelle fortælling underlagt musik, som er meget ef­fektfuld, fordi vi mennesker overvejende er visuelle dyr, som oplever intenst med synssansen. Film og tv har da også hurtigt fået den dominerende plads i vores massekultur. − Det er langt nemmere og hurtigere at se en film end at læse en bog, og film gør også normalt et større følel­sesmæssigt indtryk.

Mere teknologisk udvikling bragte os smartphones og internettet, og nu deltager vi alle i den store kollektive fortælling med hver vores egen lille stump, som vi filmer, fotograferer, skriver og øje­blik­keligt uploader til vor egen blog eller til de store, fælles platforme, Twitter, Facebook, Insta­gram, Flickr, YouTube og hvad de ellers hedder …

Det flimrende lys fra skærme, larm og bippen fra alskens apparater, det lille rum, vi skaber os midt i den upersonlige flok ved at færdes med ørepropper, og et lydtapet, musik, nyheder, samtaler, vi selv vælger, isolerer os yderligere fra mennesker omkring os.

Der er ikke længere store samlende fortællinger, religiøse, mytologiske, psykologiske, men mil­li­arder af små, personlige fortællinger: Ved at filme vores morgenmad, børn, skrivebord, opslagstavle, indretning eller påklædning viser vi verden, hvem vi er, fordi vi fortæller historien om os selv ved hjælp af vores forbrug: Hvis jeg lægger 800 kr. for denne parfume, så er jeg nok en helt speciel personlighed ligesom hende da­men i filmen.

Vi er nemlig nu så mange mennesker på denne klode, at vi er begyndt at ligne hinanden enormt. Derfor bruger vi hele tiden ordet ’unik’ og forsøger at skille os ud på akkurat samme måde, som alle de andre i vores kulturkreds, aldersgruppe og økonomiske segment gør.

Så ytringsprocesserne er blevet demokratiserede, enhver kan ytre sig, uploade et foto af sig selv på ferie, af sin fotogene morgenmad med friske bær, af sin bedårende kat, af sine moderigtige børn og originale indretning, skrive om sine indtryk, men er der stadig nogen tilbage derude, der gider se, lytte, læse?

Ikke hjemme

I gamle dage ― for bare ti år siden ― gik man ikke rundt med telefonen i lommen, og hvis den ringede midt i maden, i arbejdet eller midt i en god samtale, lod man den være og kunne i påkommende tilfælde undskylde sig med, at man ”ikke var hjemme”. ”Ikke hjemme” kunne også betyde ude i haven, i bad eller på en smuttur med hunden.

At have en mobiltelefon i lommen er et stort fremskridt og en rar tryghed, men den har fået lov til at dominere for meget. Jeg hader at sidde i en bus og lytte til andre passagerers tåbelige samtaler. Det er pinagtigt at sidde i haven med en god bog og være tvangsindlagt til naboernes højrøstede telefonsnak med familie og venner. Og jeg bliver decideret utryg, når jeg ser bilister med tomme øjne styre hen over fodgængerovergange fyldt med små skolebørn, mens de er langt væk i telefonsnak.

I dag er det svært at skaffe sig et telefonfrit rum. Man kan ikke ”ikke være hjemme”, når telefonen ligger i lommen eller i håndtasken. Gode venner, der gerne vil snakke i halve timer, er svære at afvise, hvis man da vil beholde dem som venner, for deres navne popper op på displayet, og det mindste, man kan gøre, når man får fingre i telefonen igen, er at ringe tilbage for at høre, hvad de ville.

Venner kan man dog bede om at sende en sms i stedet, for de små tekstbeskeder forstyrrer meget mindre og kan læses og besvares, når man har tid og lyst til at gøre det. Det er værre med ”Privat nummer”-opringningerne, for det kan både være vigtigt eller åndsbollede, unge telefonsælgere, som siger: ”Heejhh, Lone”, med falsk og klæbrig intimitet og ikke er til at tvinge ud af røret igen.

Den indbyggede telefonsvarer er et irritationsmoment i sig selv… Hvorfor skal jeg ringe op til et nummer, trykke på tast et, to eller tre og lytte til uendelige sløjfer af maskinstemmer for at høre Margrethe sige, at hun har ringet, når der tydeligt står på mit display, at Margrethe har ringet, og når Margrethe bare kunne sende mig en sms, en mail, eller sågar et brev, hvis hun havde mere at tilføje?

Jeg er begyndt at lade telefonen ligge. Den kommer ikke med alle vegne, og jeg svarer ikke, hvis jeg går på gaden, sidder i en bus, står i en butik, sidder i godt selskab, er i gang med en ny tanke… Jeg vil gerne have min ”ikke hjemme”-telefonfri tid tilbage, så jeg kan fordybe mig i gøremål og ikke altid være parat til at skifte tankebaner og stemning, blot fordi nogen får lyst til at ringe.

Men det kræver jo, at man har indset, at selve LYKKEN ikke pludselig melder sig via en telefonsamtale, at vigtige informationer nok skal nå frem på den ene eller anden måde, og at man har nået en alder, hvor andre mennesker ikke er totalt afhængige af, at man prompte svarer sin telefon.

Mobiltelefonen

Blog Image

Som børn drømte vi om den, den håndholdte kommunikationsterminal, da vi trak konservesdåser forbundet med snore tværs over villavejen, dengang i begyndelsen af tresserne, efter udførligt illustreret opskrift i Anders And. Nogle år senere fik lillebror – Oh jubel – et walkie-talkiesæt i julegave, og vi rendte rundt om huset med hver vores sorte, kolde, batteridrevne plasticdims og skreg: – Kan du høre mig? Hvor er du? Hvad laver du? – Og det var slet ikke nødvendigt med apparater, for vore ophidsede stemmer skar gennem frostnatten.

De samme begavede spørgsmål simrer i luften, alle vegne hvor jeg færdes i dag. – Kan du høre mig? Hvor er du? Hvad laver du? Lyder det i bussen, toget, på gader og stræder, i supermarkedet og sågar til festaftner og alle sammenkomster med familie og venner.

Og jeg ville ikke undvære min lille Nokia for noget! Det er endegyldigt slut med at sidde inde i timevis og vente på, at nogen ringer tilbage. (Hvilket de i parentes bemærket sjældent gør.) Slut med at forestille sig, at alle de vigtige opkald kom, mens jeg var væk. Slut med at stå og fumle med mønter i en kold og som oftest ødelagt telefonboks med smagen af bakelit og metal i munden længe efter, og slut med at efterlyse ægtefællen over højttaleren i byggemarkedet, fordi han har fortabt sig i udvalget af skruer bag en reol nede i det fjerneste hjørne. – Jeg kan bare ringe!

Det er også en stor tryghed at mærke den lille, grå dims i lommen på vej hjem i mørke nætter. Dybt inde i skoven, når noget pludseligt springer i højre knæ. På natbordet, når hunden klokken tre om morgenen slår alarm.

Måske savner jeg fællesskabet omkring den gamle fastnettelefon, når kaldene til og fra familiemedlemmer gjaldede ud i huset: Der er telefon! Men ikke meget. Det var som oftest mig, der måtte agere både telefonsvarer og sekretær.

Min lommetelefon kan også fungere som kort-beskeds-service. Hvis jeg ikke gider snakke med folk, men gerne vil give dem en kort besked, som f.eks. at aftalen på onsdag står ved magt, sender jeg bare en SMS. Hvis jeg tror, at folk er på arbejde eller optagede på anden måde, skriver jeg: Ring, når du får tid! Og min egen terminal er for det meste åben for indkommende livstegn fra unge veninder, niecer, børn og børnebørn.

Den eneste bekymring, et ældre sprogmenneske kan have, er den systematiske ødelæggelse af vort modersmål, som mobiltelefonernes fladpandede teknologi fører med sig. I mere end ti år har vore børn og unges væsentligste skriveindsats været på mobilen, og den kan stadig ikke hverken genkende eller acceptere sammensatte navneord. – Har du nogensinde prøvet at skrive f.eks. „Kanelsnegl“? – Deraf kommer, at ingen under 40 i dag kan skrive et korrekt dansk, således at der i mange tekster, selv officielle, journalistiske eller fra store, velrenommerede firmaer, optræder meningsforstyrrende og irriterende passager á la SMS: Små salgs salærer, annoncerer en ejendomsmægler, som jeg i hvert fald ikke tør bruge!

Der må da sidde en smart ingeniør et sted derude, der omsider kan tilpasse SMS-ordbøgerne til dansk? Jeg hjælper gerne.